Fem fede løb, du sikkert ikke så

Landevejssæsonen anno 2020 er i store træk ovre, og det blev en helt anderledes sæson end nogen kunne have forudset.

Kalenderen blev nemlig vendt på hovedet, mast sammen og udskudt. Med fire monumenter, tre Grand Tours, et verdensmesterskab krydret med WorldTour etapeløb og klassikere, var der ikke meget plads tilovers til de mindre løb.

Der er ellers ofte hektik, drama og overraskelser i større omfang i disse løb, som kan være sværere at kontrollere. Pludselig vælger en sprinter at gå i udbrud, eller en kaptajn vælger at spille sin løjtnant ud, som så holder hjem. Sådanne løb sætter sig på hukommelsen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den komprimerede sæson er nu slut, og derfor er der også tid til at kigge tilbage og mindes nogle af disse mindre løb, som indeholdt elementer af uforudsigelighed og mandsmod.

Forneden kan du læse og se om fem løb, du nok desværre ikke fik set i løbet af sæsonen. 

E'toile de Besseges: 

Først og fremmest skal Magnus Cort nævnes, der i løbet vandt en etape, blev nummer to på den afgørende enkeltstart, samt kom i top tre på yderligere en etape. 

For skribentens vedkommende var det dog den næstsidste etape, der gjorde størst indtryk. NTT Pro Cycling havde Ben O’Connor i morgenudbruddet, men de sendte yderligere tre mand af sted med omtrent 50 kilometer igen, heriblandt Michael Valgren. Herfra kunne NTT Pro Cycling holde feltet stangen.

Utrolig nok var det Ben O’Connor, der endte med at gøre arbejdet færdigt. Det første tegn på Riis effekten? Taktikken med at sende flere mand af sted samtidig var nemlig klassisk i forbindelse med hvad Riis ofte efterlyste i tidligere Tour de France studier på TV2.

Route d’Occitanie:

Tredje etape af Route d’Occitanie var den første reelle bjergtest efter genstarten på sæsonen. Det var dengang Egan Bernal var forsvarende vinder af Tour de France, som ventede i slutningen af måneden.

Bernal fik årets eneste triumf her, efter at Ineos havde kørt et sublimt opkørsel på den sidste stigning, hvor Pavel Sivakov næsten alle mand. Selv Thibaut Pinot måtte slippe - men en vis russisk mester blev hængende indtil Bernals hug.

Det var første gang, man så Alexandr Vlasov måle sig med de absolut bedste, og sammen med sin kørsel i Tour de la Provence i februar fik man her en forståelse af, at Vlasov var en rytter, man skulle holde skarpt øje med.

Hollandske mesterskaber:

De hollandske mesterskaber blev afholdt på en superkort rundstrækning på VAM-stigningen lavet af skrald. Her fik Anna Van der Breggen og Mathieu Van der Poel for alvor hul på deres sæsoner, da de begge angreb langt udefra.

Mens Van der Breggen satte sin sidste ledsager med 15 kilometer igen efter at have været i udbrud det meste af løbet, kørte Van der Poel solo med lidt over 40 kilometer igen. På trods af stærke kræfter i feltet var de to ude af stand til at blive hentet, og her fik man for første gang i år smag for, hvad der ventede de kommende måneder fra de to superstjerner.

Giro Dell'Emilia: 

Jakob Fuglsang og Alexander Vlasov fortsatte deres sublime samarbejde fra Il Lombardie. Denne gang var det dog Vlasov, der løb af sted med sejren, i hvad der måske var en planlagt gulerod for Jakob, for til gengæld at få støtte til Giroen.

Også Cecillie Uttrup Ludwig gjorde løbet særligt bemærkelsesværdigt, da hun formåede at bevare køligheden på den stejle San Luca stigning og undgik at gå i rødt på den stejle sektion.

Mens Kasia Niewiadoma forsøgte at komme væk på det stejleste, ventede Uttrup med sit hug indtil stigningen fladede ud. Taktikken var en klassisk opskrift til at opnå succes på stigninger som denne i Giro Dell’Emilia.

De belgiske mesterskaber: 

Særligt kvindernes løb udviklede sig til en spektakulær duel, da de to sprintere Jolien D'hoore og Lotte Kopecky angreb med over 50 kilometer igen.

Duoen forsøgte at angribe hinanden på skift på stigningen på sidste omgang, men blot med det resultat, at feltet kom frygtelig tæt på. Et ungt talent ved navn Shari Bossuyt formåede at køre op til duoen, og måske derfor holdt de hjem, da hun førte dem ind mod stregen og holdt den gående på sidste kilometer.

Hos herrerne var det ligeledes udbruddet, der var vinderopskriften. Dies De Bondt og Pieter Sierry havde et spinkelt forspring til det resterende udbrud.

Sierry havde dog for meget fart i et sving, så De Bondt fik derfor muligheden for at køre solo. Med det kaotiske mesterskabsløb, der især foregår i Belgien, kunne han holde feltet stangen og lade sig hylde - præcis som kæresten havde forudsagt inden løbet.