Filmanmeldelse: The Last Rider

Tour de Frances stolte tradition for rytteres dramatiske op- og nedture opstod med løbets allerførste vinder, Maurice Garin, der fik frakendt sit ellers vellykkede titelforsvar i 1904, da han skulle have snydt sig frem til denne sejr.

Det er dog et fåtal af Tour-rytterne, der har fløjet lige så højt og faldet lige så dybt som Greg LeMond, hvis fascinerende historie nu kan opleves i filmen The Last Rider under dette års udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX med 12 biografvisninger rundt om i Danmark.

I 1986 vandt den amerikanske pionér verdens største cykelløb som første ikke-europæer nogensinde, men hans forventede dominans i de følgende år blev skudt i sænk af en livstruende jagtulykke i påsken 1987. Da han endeligt kunne vende tilbage til Tour de France i 1989, var forventningerne ikkeeksisterende, men LeMond skulle snart vise sig som førsteudfordrer til den dobbelte Tour-vinder, Laurent Fignon.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Åbenhjertig LeMond i øjenhøjde

Selv om denne nu legendariske duel er omdrejningspunktet for The Last Rider - Touren 1989 udgør en time af dokumentaren - har filmens BAFTA-vindende instruktør Alex Holmes dog samtidigt ønsket at tegne et portræt af Greg LeMond som privatperson.

LeMond har tidligere medvirket i Holmes’ dokumentar Stop at Nothing: The Lance Armstrong Story, hvor han blot var en blandt mange til at berette om sin landsmands bøllemetoder, men her er han forfremmet til entydig hovedperson i et i øvrigt befriende begrænset persongalleri. I nutidige interviews taler han direkte til kameraet og dermed publikum, hvilket skaber nærvær med den nu 61-årige amerikaner.

Og publikum kommer i høj grad tæt på. Det er således ikke kun den traumatiske jagtulykke, som LeMond beretter om med beundringsværdig ærlighed, men også hans mindre kendte og endnu mere tragiske fortid som offer for seksuelt misbrug i barndommen. Vådeskuddets personlige konsekvenser for familien - salven blev affyret af LeMonds svoger - skildres ligeledes, også gennem givtige interviews med hustruen Kathy.

Tour-tvekamp om sekunder

Hollywood kunne næppe have skrevet en mere dramatisk optakt til det uventede comeback i Tour de France 1989, hvis fyldige gennemgang optager de sidste to tredjedele af filmen.

Dermed er der også rigelig plads til at udfolde den fantastiske dyst mellem LeMond og franske Fignon, der desværre gik bort i 2010 og derfor repræsenteres af sin feterede sportsdirektør Cyrille Guimard. Til gengæld medvirker også tredjehjulet i løbet, en veloplagt Pedro Delgado, der var forsvarende vinder fra 1988 og så sandelig også bidrager til løbsdramaet.

Og uanset hvordan man vender og drejer det, fortjener denne udgave - comeback fra LeMond eller ej - sit eftermæle som en af de mest mindeværdige i Tourens historie. Den gule førertrøje pendulerer mellem de to duellanter med få dages mellemrum, og de er tilmed begge hurtige til at kaste mudder efter rivalen, hvilket kun højner dramatikken. Fignons offensive kørestil gør ham til en formidabel, utilregnelig modstander etape for etape.

Med sin all-American hero Greg LeMond lykkes Alex Holmes med at underholde med et gribende drama, som er en Hollywood-biopic værdig, komplet med musik der i rigelig grad fortæller publikum, om de skal være glade eller hænge med mulen (enkelte løbssekvenser løftes dog af Kraftwerk-inspireret musik).

Med Fignon-brillerne på

Men som det nu er i en god Hollywood-spændingsfilm, skal helten modarbejdes af en skurk, og den har Holmes og LeMond fundet i Fignon. Netop denne portrættering af rivalen som en gnaven, arrogant franskmand er min med afstand største anke mod dokumentaren - der vel at mærke er dedikeret til hans minde.

For ganske vist lyver arkivklippene af Fignon, der overfuser journalister som en anden Cadel Evans, jo ikke, men relevansen heraf fremstår minimal, foruden at være et billigt kneb til at garantere publikums absolutte sympati med den ufejlbarlige LeMond. Netop disse klip introduceres således midt i løbets første lange (73 kilometer!) enkeltstart, hvor man kunne mene, at franskmandens medietække ikke er først på dagsordenen.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Tilsvarende forsvares LeMonds dårlige dage i løbet med psykiske og fysiske efterveer af fortidens traumer, mens Fignons tilbageskridt præsenteres som konsekvenser af hans overmod og arrogance.

I en enkelt scene forsøger Holmes dog at få LeMond til at forholde sig til et kritikpunkt: I et besynderligt optrin fra løbet er Fignon kørt væk i førertrøjen, og bag ham slider Delgado for at køre ham ind med LeMond i sit baghjul. På et tidspunkt får ”Perico” dog nok og slår ud for at overlade føringen til LeMond, der her kun er få sekunder fra førertrøjen, men han nægter pure at føre. Delgado forsøger at komme alene væk med et angreb, men LeMond formår at komme tilbage i spanierens hjul.

Delgado kritiserer LeMond for denne kørestil i skarpe vendinger, men amerikaneren undskylder sig med, at han så sent i løbet var afkræftet grundet efterveerne af jagtulykken, og dette bliver så sidste ord i diskussionen. Belejligt nok for LeMonds svar på tiltale har Holmes her fuldstændigt udeladt, at LeMond bare dagen efter vandt en hård bjergetape og derfor ikke kan siges at have været helt udtømt for kræfter.

Slutspurten sættes ind

Holmes når dog at nuancere sin portrættering af Fignon hen mod slutningen ved at rose også ham for at kæmpe sig igennem ulidelig smerte, og hele vejen igennem binder han også på rørende, men ikke for melodramatisk, vis det sportslige drama sammen med LeMonds traumer.

Filmens uundgåelige klimaks med den endelige afgørelse på selve de sidste meter inde på Champs-Élysées er hæsblæsende og bringer pulsen op - selv hvis man udmærket kender udfaldet.

På mange måder er The Last Rider lige i amerikanske LeMonds ånd: optimistisk og inspirerende. Samtidigt passer den også på ham som ryttertype, idet den er effektiv og ”sikker” - ikke noget med at løbe alt for kreative risici.

Det er derfor ikke en udfordrende film rent kunstnerisk, som Alex Holmes har skabt med The Last Rider, men den er til gengæld et rørende portræt af Greg LeMond og en underholdende, om end noget amerikaniseret, skildring af hans usandsynlige comeback.

The Last Rider vises 12 gange under CPH:DOX fra 15. til og med 25. marts. Find oversigten over visningerne her.