Gensyn med en klassiker: Stjernerne og vandbærerne

Man kommer på en vanskelig opgave, hvis man som fan af cykling skal finde en god grund til ikke at glæde sig til Giro d’Italia.

Løbet begynder allerede i morgen, arrangørerne har været opfindsomme med ruten, der er fede ryttere på startlisten. Og som altid føler jeg, at mit managerhold er sublimt, i hvert fald indtil første kilometer er kørt, og rytterne modbeviser mig uden nåde.

Alligevel har jeg følt et personligt behov for at mærke bare en lillesmule mere hype, inden første mand ruller ned ad rampen i Torino. Som en anden Sky-rytter har jeg ganske enkelt manglet de sidste marginaler, før jeg kunne melde mig Giro-klar.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derfor satte jeg mig til at gense Jørgen Leths dokumentar fra 1974, Stjernerne og vandbærerne. Filmen skildrer 1973-udgaven af Giro d’Italia, og undervejs drysser legendariske skikkelser som Eddy Merckx, Roger de Vlaeminck, Felice Gimondi og danske Ole Ritter stjernestøv ud over de italienske landeveje.

Jeg vil godt melde ud allerede nu, at det ikke er en perfekt film, men alligevel har den rustet mig til de tre ugers etapeløb i Italien. I denne første del af ”Gensyn med en klassiker”, en artikelserie om cykling på film, skal jeg forsøge at forklare hvorfor.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ÅRETS GIRO D’ITALIA HER OG KÆMP MED OM PRÆMIER FOR MERE END 50.000 KRONER

Show, don’t tell

Hvis man ikke har Stjernerne og vandbærerne i dugfrisk erindring, er det fristende at tro, at de første billeder i filmen er et halvandet minut langt klip, hvor hele feltet og utallige biler og motorcykler passerer det stillestående kamera. Hen over disse billeder høres Jørgen Leths karakteristiske stemme, da instruktøren naturligvis selv har påtaget sig opgaven som fortællerstemme i sin film.

Det er en meget sigende åbning for filmen. Både billederne og Leths stemme præsenterer med al tydelighed, at filmen skildrer et cykelløb, jovist, men også alt det uden om selve konkurrencen blandt rytterne. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at kortegen af motorcykler og biler ikke er klippet ud, da også deres personale har en rolle at spille senere hen. Samtidigt er kameraet distanceret, observerende, nærmest antropologisk, hvad det også forbliver i resten af filmen.

Men det er faktisk ikke den egentlige åbning på filmen. De første levende billeder er nemlig af et rutekort over det års Giro d’Italia, som en uidentificeret hånd, måske Leths egen, står og peger på, og sådan får seeren ellers forklaret, hvad Giro d’Italia er for en størrelse.

Pædagogisk og - tør jeg sige det? - en smule kikset. Bevares, i de fleste film gælder mantraet ”show, don’t tell”, og at pege på et kort er da at vise noget frem for at fortælle det… Men filmhistorien byder nu på mere elegante løsninger på dét problem - og så fortæller Leth også ind over klippet.

Men også den pegende hånd på kortet (der i øvrigt går igen i hele filmen) er en sigende åbning på Stjernerne og vandbærerne. For hvis man forlanger en strømlinet, topprofessionel produktion, vil filmen måske ikke leve op til forventningerne, men kan man tilgive nogle skønhedsfejl i en film med lavt budget eller ligefrem finder dem charmerende, får man et fascinerende indblik i forskellige aspekter af cykelsporten anno 1973 ved at se videre.

Jørgen Leth og Ole Ritter.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Ølbærerne

Netop årstallet sætter sit tydelige præg på filmen, da man ikke skal vide særligt meget om cykling for at kunne spotte, at sporten har udviklet sig meget i de snart 50 år, der er gået, siden optagelserne blev lavet. Jeg er i hvert fald ganske overbevist om, at jeg ikke så én eneste cykelhjelm i filmen og bestemt ingen solbriller, men til gengæld massevis af farverige kasketter.

Derudover byder filmen på skønne detaljer som vandbærere, der bringer øl til deres kaptajner under etaperne, eller at etaper forsinkes med flere timer, fordi rytterne konstant stopper for at drikke vand i varmen. Dengang var det heller ikke noget særligt, at dele af et bjergpas foregik på grusvej. Og så er der selvfølgeligt den meget uventede scene i en film uden interviews hvor flere af løbets absolutte profiler sidder midt i feltet og interviewer hinanden med en mikrofon, de har fået af filmholdet.

Mere end noget andet blev jeg slået af, hvor bizart det virker at se en enkeltstart, hvor rytterne kører uden udstyr til formålet. Ingen aerodynamiske hjelme, ingen specialdesignede styr, ingen pladehjul, ingen indøvet position på cyklen - bare en cykelrytter i sadlen som træder, så godt han kan.

Og når det så er sagt, er meget uforandret. Det er jo fortsat den enkelte, der skal præstere, og det forstår Stjernerne og vandbærerne at illustrere, særligt ved netop enkeltstarten som Ole Ritter forbereder sig til ved at isolere sig fra alle andre, mens hans mekaniker gør en ekstra indsats med cyklen.

SE ALLE ETAPER AF GIRO D’ITALIA EKSKLUSIV PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Filmisk tålmodighed

Med sin varighed på kun lidt over halvanden time er det ikke overraskende, at kun en brøkdel af et tre uger langt etapeløb som Giro d’Italia er inkluderet i Stjernerne og vandbærerne. Og når Leth og filmen tilmed har en interesse i arenaerne ved siden af selve løbet, begynder det for alvor at knibe med at få plads til alle løbets nuancer.

Det har Leth til fulde taget konsekvensen af, og det giver filmen et lemfældigt forhold til en bagatel som etaperesultater. Mens mange scener og sekvenser tager udgangspunkt i en løbssituation, er det en sjældenhed, at filmen, ja, følger den helt til mål, så seeren kan følge med i, hvem der vandt, og hvad det lige har af betydning for klassementet. Dermed springes meget af dramaet også over.

Det kan virke desorienterende, men for mig er det en af filmens styrker, da jeg ikke ville undvære de lange scener fra midt på etapen. Det er nemlig her, at jeg som seer i 2021 virkeligt mærker, at Stjernerne og vandbærerne nu engang er en film med en kunstnerisk vision og ikke en TV-transmission som dem, Leth selv har kommenteret hundredvis af.

For selvfølgeligt er det kun godt for os seere, at nutidens TV-transmissioner af cykelløb har så mange kameraer til rådighed, at de kan give seeren et overblik over hele løbssituationen og de mange løb i løbet. Men det betyder også, at der konstant krydsklippes mellem vindere og tabere og dem midt i mellem, så der kun ved sjældne lejligheder er tid til at dvæle ved den enkelte rytter, som for eksempel da stakkels Thibaut Pinot udgik af Tour de France med tårerne trillende ned ad kinderne.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Sådan forholder det sig ikke med fotograf Dan Holmbergs simple kamera-setup, der indfanger cykelløbet i Stjernerne og vandbærerne. Filmholdet har ganske enkelt ikke haft mulighed for at følge mange ryttere på samme tid, så i stedet kommer den enkelte rytter i fokus, og her fornemmer man mennesket på cyklen. Det giver fantastiske billeder af bjergrytteren José Manuel Fuente, der stryger forbi rytter efter rytter på vej tilbage til førergruppen efter en defekt, eller af Ritter der slider sig op til de forreste igen efter at have misset det første ryk.

Gunner Møller Pedersens musik fortjener også ros. Dén medvirker ligeledes til at forstærke den kunstneriske eller ligefrem poetiske kvalitet ved billederne, så man igen ikke er i tvivl om, at man oplever en sammensat film, ikke den umiddelbare live-oplevelse ved løbet.

Eddy Merckx.

Tapre tabere

Sekvenserne med Fuente og Ritter, der må kæmpe sig tilbage, er symptomatiske for filmen. De to ryttere kan betegnes som filmens hovedkarakterer, da de går igen i scene efter scene - Ritter som det menneskelige hjerte i filmen, da han har ladet filmholdet komme tæt på ham, og Fuente som center for dramaet i rollen som den angrebsivrige bjergrytter, der skal forsøge at besejre selveste Eddy Merckx.

Men det er også symptomatisk, at de netop ses i jagten på Merckx og de andre, at de gang på gang er på bagkant. Filmen har en tydelig sympati for disse underdogs, som hele tiden søger sejren uden at få den, fordi Kannibalen Merckx putter dem i sin sorte gryde.

Ritter kommer tættest på under den førnævnte enkeltstart, en fremragende sekvens om hans enlige kamp mod uret som løftes af digteren Leths kommentering. Efter stregen vil Ritter have bekræftet, om han har sat bedste tid og spørger, sveddryppende og med dansk accent, ”Miglior tempo?”. I et smukt moment ses han kort efter gå rundt i målområdet, mens de italienske tifosi jubler hans kaptajn Felice Gimondi ind over stregen i ny bedste tid, så Ritter må nøjes med andenpladsen.

Fuente derimod ender med at få sin sejr på løbets sidste bjergetape efter et soloudbrud på over 100 kilometer. Et andet af filmens bedste øjeblikke indtræffer under hans imponerende togt, da han med 60 kilometer til mål tjekker etapeprofilen for at finde ud af, hvad han har rodet sig ud i.

DEN NYE "JØRGEN LETH" BASTIAN EMIL HAR NETOP UDGIVET BOGEN: FREMAD - FÅ 15% RABAT

Det er dog også i sekvensen her med Fuentes sidste angreb, at Leths fortællerstemme udviser ny interesse for resultaterne, og det er faktisk ærgerligt. Det er som om, at Leth i sin begejstring over Fuentes angreb alligevel gerne vil have løbets drama med, men ødelægger spændingen om udfaldet ved at stille retoriske spørgsmål som ”Men er det ikke dumdristigt af ham?”. Når man stiller sådan et spørgsmål, kan svaret kun være nej.

Værre bliver det dog i en af filmens allersidste scener, der uventet fokuserer på den regerende verdensmester Marino Basso. Efter at have ladet Basso spille en minimal rolle i de første 85 minutter af filmen, bliver det pludseligt forklaret, at han er sprinter, men endnu ikke har vundet en etape. Så er det igen ikke svært at regne ud, hvem der mon vinder den afsluttende massespurt i løbet.

Disse to mislykkede forsøg på at generere spænding er dog ikke nok til at ødelægge oplevelsen ved et gensyn med Stjernerne og vandbærerne. Mens filmen er et fascinerende tilbageblik på sporten for snart 50 år siden, er den for mig i højere grad en påmindelse om rytternes menneskelighed.

Der gemmer sig stadig mennesker under de moderne hjelme og solbriller, og for de mennesker er et treugers etapeløb en stor personlig prøvelse. Det skal jeg prøve at huske, når jeg sidder i sofaen og bliver sur over, at rytterne på mit managerhold ikke præsterer.