Giro d'Italia-analyse: Da klassementsholdet fik noget at tænke over

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Det er velkendt, at forskellige cykelhold har forskelligt DNA. Soudal-Quick Step har eksempelvis altid været kendt som det store sprinter- og klassikerhold, og indtil Remco Evenepoel kom dumpende ned fra himlen, har deres klassementssatsninger altid været en sekundær prioritet. Helt anderledes er det med Ineos, for hvem hovedfokus altid har været klassementer og ikke mindst grand tours, og selvom holdet i dag forsøger med en mere fuldtonet klassikersatsning og også flere gange har haft også topsprintere i staben, er ingen i tvivl om, hvad der betyder mest for det britiske storhold.

Det er nu ikke, fordi der ikke er hold, der prøver at gabe over det hele. Jumbo havde jo i en periode både ambitioner om at vinde Touren med Primoz Roglic og klassikere med Wout van Aert, samtidig med at de havde verdens vel nok hurtigste sprinter, Dylan Groenewegen, i truppen. I sidste ende blev pladsen dog for trang, og til sidst måtte man opgive at holde fast i holdets supersprinter. På samme måde er det ganske nærliggende at konkludere, at Soudals seneste trængsler i brostensklassikerne i betydelig grad hænger sammen med forsøget på at opbygge en trup om Evenepoel, for konsekvensen har været, at man intet har gjort for at styrke klassikertruppen i nu flere år.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Bahrain falder helt klart i gruppen af klassementshold. Det er ganske logisk, når en ny storsponsor entrerer markedet, som Bahrain gjorde det forud for 2017-sæsonen. Det helt store udstillingsvindue er som bekendt Tour de France, og hvis man har pengene til at gøre forsøget, forsøger de fleste at stræbe efter det ypperste, nemlig at vinde det største etapeløb af dem alle. Derfor var det da også kun helt naturligt, at holdet fra start byggede hele projektet op om et af datidens allerstørste grand tour-navne, Vincenzo Nibali, der var med i hele konstruktionen fra den ganske tidlige begyndelse. Da han forsvandt, hentede man med det samme en erstatning i Mikel Landa, og siden har man kunnet præsentere et ret bredt spektrum af etapeløbsryttere. Ja, faktisk var paletten så bred i 2020-sæsonen, at man havde ikke færre end fem rytter i top 10 i de tre grand tours fordelt på to i både Giroen og Vueltaen og én i Touren. Podiepladser er det også blevet til flere af, og holdet har således haft en rytter blandt de tre bedste i en grand tour i begge de to seneste sæsoner.

Det betyder ikke, at holdet ikke har forsøgt at brede paletten lidt ud. Med Sonny Colbrelli og Matej Mohoric har man jo haft en ganske succesrig klassikersatsning, der gav monumentsejre i både 2021 og 2022, og man har også forsigtigt betrådt sprinternes territorium. Det var nu ikke med den helt store overbevisning i de første år, hvor Niccolo Bonifazio var en lidt ensom sprinterulv, men i 2020, hvor McLaren jo kortvarigt kastede millioner i projektet for siden hurtigt at forsvinde grundet corona, forsøgte de jo endda at genrejse Mark Cavendishs karriere. Det blev ingen succes, men i de senere år har man i stigende grad kastet sin kærlighed til Phil Bauhaus, der har fået mere og mere støtte. Op til denne sæson blev det endda det helt store fokus i transfersæsonen, hvor stort set alle nye ryttere blev hentet til holdet med det formål at styrke truppen omkring den tysker sprinter, der da også har vist så megen styrke, at det er en berettiget satsning.

I grand tours har man imidlertid ikke veget tilbage fra at have fokus på klassementskampen. I sin tid på holdet har Bauhaus eksempelvis kun fået lov at køre to grand tours, nemlig Vueltaen i 2019 og Giroen i 2022, og det har altid været med begrænset støtte. Det var særligt tydeligt i sidste års italienske rundtur, hvor holdet kom til løbet med det ensidige mål at få Landa på podiet - en mission, der heldigvis også lykkedes - og hvor man derfor kunne diskutere, om det gav mening at udtage Bauhaus, der var et lidt mærkeligt vedhæng helt uden støtte, og som da heller ikke lykkedes med at vinde en etape.

Sådan er det også i årets Giro, men også kun delvist. Med hele tre potentielle klassementsryttere i form af Jack Haig, Damiano Caruso og Santiago Buitrago er ingen i tvivl om, hvorfor holdet er rejst til Italien. Den officielle målsætning er da også klar: Haig skulle meget gerne stå på det podium, Landa betrådte for et år siden. Alligevel er der også blevet plads til en sprintersatsning, og med tanke på den manglende succes sidste år kan det måske synes en lille smule mærkeligt.

Særligt mærkeligt er det, fordi det slet ikke er Bauhaus. Denne gang er det i stedet Jonathan Milan. Det giver i sig ganske god mening, når man ved, hvor stort et talent den gigantiske italiener er, men alligevel er det overraskende. Hvis rygterne holder vand, er italieneren nemlig på vej væk - angiveligt med kurs mod Trek-mandskabet - og den slags fører ikke altid til deltagelse i de store løb, slet ikke for en sprinter på et hold, for hvem massespurter ikke er noget stort fokus.

Alligevel kom Milan relativt sent så meget ind i billedet, at han fik sig en plads. Det gjorde han endda med betydeligt mere støtte, end Bauhaus blev forundt sidste år. Ikke blot har han Jasha Sütterlin til sin rådighed. Han har også hjælp af en af sæsonens nyerhvervelser i den intensiverede sprintersatsning, nemlig Andrea Pasqualon, der sidste år blev kastet ind i en ny rolle som lead-out man for Alexander Kristoff og fuldførte den med så stor bravur, at han er en investering, der giver glimrende mening.

I disse timer fortryder araberne utvivlsomt ikke, at de igen i år satsede på massespurterne som et lidt halvhjertet vedhæng til klassementssatsningen. I dag sikrede Milan nemlig, at holdet allerede har reddet deres Giro, længe inden vi ved, hvordan det kommer til at gå med Haig, Caruso og Buitrago, da den gigantiske italiener bragede over stregen på løbets første sprinteretape med så suveræn en afstand ned til rivalerne, at det på én gang må vække stor jubel og samtidig give lidt grå hår i hovedet på de arabiske kontorer.

Hvis det er sandt, at Milan er på vej væk, må de i hvert fald have fået noget at tænke over. Mere og mere tyder nemlig på, at de har fingre i en sand guldfugl, som de måske er ved at sende videre i systemet. Sådan så det ellers ikke ud i de første år, hvor Milan mest var kendt for sin store rolle i den succesrige italienske banesatsning, men hvor det til gengæld kneb stort med landevejen. I massespurterne kunne han ikke positionere sig, og når han endelig fik plads, virkede han slet ikke hurtig.

Det ændrede sig imidlertid med ét sidste sommer - måske fordi Milan da havde haft et års tid uden at fokusere mest på banen. Egentlig tog han til Polen som lead-out man for Bauhaus, men da han en dag tabte sin kaptajn i den hektiske finale, bragede han pludselig en fremragende spurt af. Det mønster gentog sig senere i Tyskland, hvor Bauhaus måtte melde afbud grunde sygdom, og mest markant blev det, da han var her, der og alle vegne i Kroatien i sæsonens sidste del, hvor han ikke blot brillerede med sin fart, men også med uventet gode evner på ganske stejle bakker i puncheurfinalerne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derfor var det ikke uventet at se Milan imponere yderligere i sæsonstarten. Her gjorde han nemlig noget, som kun meget få nogensinde oplever. Det er velkendt, at Dylan Groenewegen er rasende hurtig, og at han ville have vundet meget mere, hvis han blot kunne positionere sig bedre. På 2. etape i Saudi Tour lykkedes det imidlertid for en sjælden gangs skyld for Jayco-toget at sætte den hurtige hollænder perfekt i scene, men da arbejdet skulle færdiggøres og den sikre sejr sættes på kontoen, måtte Groenewegen højst uventet se sig overspurtet af en gigant, der bragede ud af hans baghjul.

Det var naturligvis Milan, der byggede videre på den hype, som det stærke efterår havde skabt, og man begyndte straks at tale både om Sanremo og Roubaix. Det kunne vi imidlertid hurtigt glemme, for herefter løb han ind i en gigantisk formkrise, der let kunne lede til undren over, om der vitterligt var tale om samme rytter, som vi havde set fra august til februar. Det gjorde i virkeligheden overraskelsen over hans udtagelse til Giroen endnu større, for der var i løbet af foråret ikke just tegn i hverken sol, måne eller stjerner på, at det skulle blive nogen væsentlig succes.

Men i dag blev vi mindet om, hvad det var vi så i Mellemøsten for lidt over tre uger siden, nemlig at Milan er rasende hurtig. I det, der vel nærmest kan kaldes en tro kopi af den saudiske spurt, lykkedes det nemlig italieneren nærmest at ydmyge resten af Giroens sprinterfelt. Igen var han ellers oppe mod overmagten, da løbets måske på papiret hurtigste mand blev sat perfekt i scene af et ideelt lead-out, og igen viste han sig, at papiret ikke altid stemmer overens med virkeligheden, når Milan deltager - i hvert fald indtil vi får skrevet papirerne om.

Denne gang var det Kaden Groves, der var den store favorit. Australieren er jo ellers kendt for sin temmelig tvivlsomme positionering, men i sin første grand tour for Alpecin har han fået alle muligheder for at overvinde den forhindring. Alpecin har med Kristian Sbaragli, Stefano Oldani, Alexander Krieger og Ramon Sinkeldam nemlig givet ham et uhyggeligt stærkt tog, der i årets lidt tamme sprinterfelt ligner det i særklasse stærkeste. Derfor har Groves aldrig haft bedre chancer for at bekræfte sin høje fart, end han har i dette løb, og det kom fuldt til udtryk allerede på første sprinteretape, hvor Alpecin ikke bare sad på flæske, men slet og ret var altdominerende.

Etapen så derfor næsten afgjort ud, da først Krieger og siden Sinkeldam gav Groves det, der vel må være hans livs bedste lead-out. Det lignede i hvert fald et straffespark, da australieren, som flere gange har slået selv de allerhurtigste i de få spurter, hvor han har siddet fornuftigt, men eksekveringen mislykkedes. Bagfra kom Milan nemlig bragende med en fart, der nærmest fik Groves til at ligne en juniorrytter.

Det kan naturligvis hænge sammen med timingen. Spurten blev vel en anelse for Groves, der måtte kæmpe med en let modvind, og samtidig var han pokkers uheldig med at have den forkerte mand i sit hjul. Pasqualon viste nemlig igen sit store værd som lead-out man og Milan sin glimrende positionering, da den erfarne italiener afleverede sin unge ditto på det allerbedste hjul - og herfra kunne Milan så igen vise, at han altså har en fart, der kan matche de allerbedstes.

Det var naturligvis et slag i ansigtet for Groves, men i det mindste kan han glæde sig over, at toget viste sig om muligt endnu mere dominerende, end det så ud til på papiret. Nu har han i hvert fald fået fjernet den største sten i skoen på sin kurs mod en første Giro-etape, og næste gang kan han sagtens gøre det færdigt. I hvert fald var det i lyset af modvinden slet ikke nogen ringe spurt fra australieren, der i hvert fald viste sig klart hurtigere end en af sine værste rivaler, Fernando Gaviria.

Det lykkedes nemlig ikke for colombianeren at bekræfte den genfødsel, vi jo ellers har kunnet fornemme i år. Desværre blev han allerede svækket tidligt, da hans vigtigste mand, Max Kanter, blev elimineret af det store styrt, og derfor fik han slet ikke det ønskede udbytte af sit til dette løb sjældent veludrustede tog. Igen sad han for langt tilbage, og derfor måtte han ty til den strategi, der jo er blevet hans våben i disse situationer, nemlig den meget lange spurt. Den var dog ikke sport længere end Groves’ eller Pascal Ackermanns og de endte begge med at slå ham. Der var i hvert fald ikke meget genfødt colombianer over det, vi så i dag, og straks kan man frygte, at vi over de kommende tre uger vil se mere af det, vi har set de seneste lidt triste år, end af det håb, foråret skabte.

I det mindste gik det bedre for ham end for den anden af etapens tre største favoritter. Mads Pedersen fi nemlig det værst tænkelige udgangspunkt for sin jagt på pointtrøjen, da Daan Hooles ærgerlige styrt efterlod ham med et stort rundt nul i pointjagten. Det betyder heldigvis langt fra, at han er ude af kampen i et løb, hvor sprinteretaperne generelt er så hårde, at han helt automatisk har en fordel, men det var bestemt en streg i regningen, der ikke blev mindre af, at etapen blev vundet af en relativt holdbar og positioneringsstærk herre, som nu måske også vil melde sig ind i kampen. Samtidig berøvede det os jo for chancen for at få en reel fornemmelse af farthierarkiet mellem de bedste - et hierarki, der ikke har været helt entydigt fra start.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

I det hierarki skal vi i hvert fald hæve David Dekkers position ganske betragteligt. Hvor Milans sejr var alt andet end uventet, var det meget svært at tro på noget stort resultat fra det engang så lovende hollandske talent, hvis karriere jo er gået helt i stå. Dette forår hos Arkea har bestemt heller ikke givet antydning af genrejsning, men i dag lignede han for første gang den komet, der betog os alle med både fart og positionering i UAE Tour i 2021, inden alle trængslerne startede. Positioneringen er ikke vendt tilbage, men med en imponerende høj topfart - naturligvis hjulpet af mere læ end Gaviria, Groves og co. - viste han, at han stadig er pokkers hurtig. Nu mangler han bare at genfinde den holdbarhed, der har været helt forsvundet, og som jo er helt afgørende i denne Giro med de mange vanskelige sprinteretaper.

I det hele taget var der mange overraskelse. Mens Ackermann nok engang måtte sande, at han er langt fra fordums styrke - selvom det var en skalp at slå Gaviria - var der uventet gode resultater til Arne Marit og Marius Mayrhofer. Begge er jo ellers nogle lidt kontroversielle herrer, fordi deres hold har foretrukket dem som førstesprintere på bekostning af på papiret hurtigere folk, men i dag levede de da i første omgang op til tilliden.

Det gjaldt vel mest for Marit, der i dag opnåede karrierens suverænt bedste resultat, men han var også godt hjulpet af fornemt arbejde af Laurenz Rex og ikke mindst af Gavirias lange spurt, der nærmest trak ham frem til fronten i læ af hurtigere. En skalp var det dog, at holdets vel nok hurtigste, Niccolo Boniazio, fik lov at køre spurten på egen hånd og med sin gode positionering endte med at sidde langt bedre for siden totalt at mangle farten. Det var en smule overraskende, men Bonifazio har formentlig på forhånd brugt langt flere kræfter end Marit, der gennem hele finalen sad limet til baghjulet på Rex.

For Mayrhofer er det endnu mere kontroversielt. Modsat Bonifazio er Alberto Dainese nemlig en reel vinderkandidat, men han er jo som bekendt næste stjerne i rækken til at blive kørt ud på et af DSMs sidespor. I sidste øjeblik fik han en uventet chance for at køre løbet, men åbenbart ikke for selv at spurte. I hvert fald var han igen henvist til en hjælperrolle for den åbenlyst langsommere Mayrhofer, og det værste for italieneren var, at tyskeren jo endte med et pænt resultat. Det var dog mest af alt et udtryk for, at han fra en ringe position blev trukket til fronten af Dekker, og der er ikke meget, der tyder på, at der ligger Mayrhofer-sejre og venter foreløbig.

Det gør der næppe heller for Mark Cavendish. For den i dag meget lidt holdbare brite var dette måske den eneste chance, men ganske forudsigeligt blev han fanget bag det store styrt i et løb, hvor man har berøvet ham det tog, der er den mindste forudsætning, hvis den i dag positioneringssvage superstjerne skal have en chance. Det lå næsten i kortene, at det skulle gå galt, og med tanke på det, der venter de kommende dage, kan man meget let frygte, at dette var dagen, hvor den 17. etapesejr skulle sikres. Til Rom kommer han i hvert fald næppe.

Det skal Michael Matthews nok gøre, men den normalt positioneringsstærke australier fik en skidt start i pointkonkurrencen på en etape, hvor det dog for ham altid alene vil handle om at begrænse tabet. Galt gik det også for Simone Consonni, der ellers blev kørt hæderligt frem af Davide Cimolai, men alligevel sad alt for langt tilbage, formentlig fordi resten af Cofidis-toget er ikkeeksisterende. Heller ikke Jake Stewart eller Filippo Fiorelli kom frem, men det var, hvad man kunne forvente i lyset af deres generelle positioneringsevne.

Så gik positioneringen langt bedre for Primoz Roglic og Remco Evenepoel, der heldigvis undgik at blive fanget bag styrtet. Det gjaldt til gengæld ikke for Tao Geoghegan Hart, der betalte en pris på 19 sekunder for sin til tider lidt afslappede positionering. Andre ærgerlige, men desværre ret oplagte tabere var Jack Haig, Jay Vine, Hugh Carthy, Thibaut Pinot, Rigoberto Uran, Santiago Buitrago, Thymen Arensman, Pavel Sivakov og Domenico Pozzovivo, der er kendt for meget, men ikke just deres positionering.

På den måde blev der kastet malurt i bægeret for Bahrain, der måtte indkassere et tidstab til to af de tre kaptajner. Heldigvis er det næppe de 19 sekunder, der afgør, om Haig ender på podiet eller ej, og derfor bliver der utvivlsomt drukket mere champagne end gravøl på de arabiske kontorer i aften. Det var i hvert fald ikke sprintersejre, der stod øverst på dagsordenen, da man rejste til Italien, men i dag gav den lidt halvhjertede sekundære satsning modsat sidste år afkast med det samme. Til gengæld har de nok også fået lidt at tænke over i ørkenen, hvor det måske er overvejelsen værd at satse lidt mere på deres italienske guldfugl - og i hvert fald ikke lade ham sende ham videre til konkurrenterne!

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE