Giro d'Italia-analyse: Da Merlier - og en defekt - vendte verden på hovedet

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Tim Merlier er kendt for mange ting. Først og fremmest er han kendt som en af verdens hurtigste sprintere. Ja, faktiske begynder han at nærme sig et punkt, hvor han ikke er langt fra at kunne kalde sig verdens bedste, for selvom denne Giro nok har vist, at han er et niveau under Jonathan Milan både på fart og særligt på positionering, har han i denne sæson entydigt rejst sig igen efter den mærkelige krise, der i 2022 sendte ham fra toppen af sprinterhierarkiet ned ad rangstigen.

Desværre er han også kendt for sin tvivlsomme positionering. Det er ikke kun hans meget sene beslutning om at satse på landevejen, der er årsagen til, at han ”kun” har 44 sejre, hvad der for en sprinter ikke er nogen skræmmende score. Han kunne nemlig have vundet så pokkers meget mere, hvis han blot han havde været bedre til at placere sig og omsætte sin skræmmende fart til nogle flere triumfer.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Men mest af alt er han måske kendt som manden, der kun kunne vinde tidligt i etapeløb. Jeg vidste godt, at han havde det ry, for det er ret åbenlyst, at han har en bemærkelsesværdig evne til at vinde den første sprinteretape, men sjældent har samme succes senere i løbene. Han problematiserede det jo også selv under sin første grand tour i Giroen i 2021, hvor han bare få dage henne i løbet bekendtgjorde, at han ikke var i nærheden af at præstere det, han normalt kunne. Den manglende restitutionsevne har jeg derfor også selv problematiseret flere gange.

Jeg vidste dog ikke, at det var et rygte, der var så udbredt, at det gik ham på. Det er imidlertid svært at tolke det anderledes, da han efter sin sejr i torsdags glædede sig over, at hans ”haters” nu ville blive skuffede, fordi han havde bevist, at han også kunne vinde sent i en grand tour, ja endda i den tredje uge. Og spørgsmålet er også, om det er et ry, der har været en smule overdrevet.

Vores erfaring er nemlig ret begrænset. Det er rigtigt, at han tabte niveau i sin første grand tour og hurtigt udgik, og at han også forlod den efterfølgende Tour meget tidligt - naturligvis efter at have vundet den første massespurt. Det er imidlertid også to af bare tre grand tours, han har kørt, og det var jo altså hans første bekendtskab med de lange etapeløb. Sidste år fik Remco Evenepoel jo i sidste øjeblik sparket ham ud af Vuelta-truppen, og derfor skal vi tilbage til Vueltaen i 2022 for at finde hans seneste grand tour - og den fandt jo sted midt i hans krise, hvor han ikke kunne vinde noget som helst, uanset om vi var i den første, tredje eller for den sags skyld den syvende uge. Og ugelange etapeløb er bare sådan organiseret, at de næsten altid har samlet deres sprinteretaper tidligt i løbene.

I hvert fald kunne Merlier, da han i denne Giro for anden gang fik chancen for at gennemføre en grand tour, ikke gøre mere for at modbevise sit rygte. Ja, faktisk må hans ”haters” sande, at han slet og ret har vendt verden på hovedet. Nok gjorde han, som han plejede, da han vandt den første sprinteretape, men når vi i dag kan konstatere, at det, der lignede en stensikker Milan-sejr i den interne duel mellem de to sprintergiganter, i sidste ende endte 3-3, skyldes det jo, at det var Merlier og ikke Milan, der vandt løbets to sidste sprinteretaper.

Det opløftende er, at det var Milan, der så ud til at tabe fart, som dagene gik. Italieneren så i hvert fald ud til at have en næsten skræmmende overlegenhed, da han på 11. etape, hvor vi fik den helt rene duel mellem de to, slet og ret kørte sin belgiske rival midt over. Da de to spurtede igen på 18. etape, var styrkeforholdet imidlertid nu pludselig helt jævnbyrdigt, for selvom man nok kan argumentere for, at det var Hugo Hofstetter og et tabt tråd, der kostede Milan sejren, var de i hvert fald på en helt anderledes lige spillebane, end de havde været en god uges tid forinden.

I dag kom den udligning, der for et uge siden så ud til at være helt umulig at forestille sig, da Merlier atter satte Milan til vægs, og igen skete det i en duel på ren fart, hvor de begge kunne spurte ganske uforstyrret. Desværre bliver det en spurt, der ikke rigtigt kan bruges til særligt meget, for Milans ærgerlige defekt og vanvittige opkørsel gør, at det er umuligt at kalde det en fair duel. Det er i hvert fald utænkeligt, at den opkørsel ikke har kostet så mange kræfter, at det var hovedårsagen til, at Milan end ikke var tæt på at slå sin rival.

Det skal imidlertid ikke tage noget fra Merlier. Han og Milan fik nemlig sat en fed streg under, at de slet og ret er i deres helt egen liga, for der var så mange lysår ned til nr. 3, at de nok må siges at tilhøre deres helt egen galakse. At det har været billedet, vidste vi godt fra start, men skulle den gamle Merlier-logik holde, skulle typer som Kaden Groves og Alberto Dainese, der er kendt for at blive bedre og bedre undervejs, jo være meget tættere på i den tredje uge - og det var de slet ikke. Det er blot en skam, at vi ikke fik et fair billede af, hvem af de to der havde overhånden på den allersidste dag, hvor trætheden har sat sig allermest. Mest ærgerligt er det, fordi Merlier denne gang faktisk havde klaret sin forhadte positionskamp flot, hvad han har gjort på flere etaper i dette løb, hvor svagheden ikke har været så udtalt som tidligere.

Men vi ved, at Soudal nu trygt kan sende Merlier til flere grand tours. Det må i hvert fald være lidt fristende at sende ham til Frankrig om en måned, men det sker ikke. Dertil er der en lille belgier, der har lidt for megen indflydelse, men til gengæld er vejen banet for en tur til Spanien efter sommerferien. Den Vuelta-etapesejr, der mangler på hans cv, og som han jo slet ikke kom i nærheden af i 2022, ligger i hvert fald lige for. Chancerne for de hurtige folk er ganske vist få i en brutal udgave af det spanske etapeløb, men Merliers evne til at køre stærkt over tre uger er i hvert fald dårligt nyt for Mads Pedersens ambition om at genvinde den pointtrøje, som Merlier end ikke var tæt på at tage fra ham for to år siden.

Tæt på nogen pointtrøje i dette løb kom han dog ikke. Dertil har Milan været for suveræn, og når han tillige har været beriget med det i særklasse bedste tog - et tog, der igen var altdominerende, selvom Simone Consonni kiksede til sidst, da han tabte Edward Theuns’ hjul - var det en kamp, der var meget svær at vinde. Milan må imidlertid sande, at han ligesom sidste år, hvor han stod nærmest bomstille i spurten i Rom, igen tabte lidt af sin overlegenhed, som løbet skred frem.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

I hvert fald i forhold til Merlier. I forhold til de resterende sprintere var han stadig så meget i sin egen galakse, at end ikke en lang opkørsel kunne forhindre ham i at køre rivalerne midt over. Det var i hvert fald en helt, helt anden præstation, han leverede i Rom end for et år siden, hvor han næppe var kommet tilbage til fronten fra en defekt på den dag, hvor han jo altså stod bomstille i spurten. Nej, Milan har i dette løb cementeret, at det kun er Jasper Philipsen, der måske kan berøve ham titlen som verdens bedste sprinter - og det er jo desværre også lidt skidt nyt for Pedersen, der ikke kan se frem til konflikt i år, hvor Milan retter blikket mod banen og OL, men som måske kan svært ved at få italieneren til ikke at nære drømme om Touren i fremtiden.

Den konflikt kender de jo allerede på Alpecin - endda til hudløshed. Den var i hvert fald det helt store tema, da Merlier og Philipsen kørte Touren sammen i 2021, og i mindre omfang findes den i år, hvor Groves efter sit vilde 2023 nok må nære visse ambitioner om også at køre Tour de France. Den udsigt er imidlertid blevet svækket i denne Giro, hvor han også i den tredje uge, der burde være hans store force, slet og ret er blevet knust af Milan og Merlier. Selvfølgelig var han ikke hjulpet af, at de lette sprinteretaper kom til slut, hvor han burde være bedst, men han var længere fra de to bedste, end jeg havde troet. Han kan glæde sig over, at han med et bedre tog har klaret positioneringen bedre end vanligt - også i dag - og at han stadig har været best of the rest, men han må sande, at det i høj grad var ham, der er skyld i, at Alpecin for første gang har kørt en grand tour uden at vinde en etape. Da Merlier kiksede i Vueltaen i 2022, blev de nemlig reddet af en flyvende Jay Vine.

Heldigvis har han stadig fremtiden foran sig. Det er mere, end man kan sige om Caleb Ewan. Det var denne Giro, der skulle have bragt ham tilbage på sporet, men den endte som endnu et søm i ligkisten. Hans altid lidt svingende positionering er blevet et voldsomt problem, og det på papiret så stærke tog fik det aldrig timet, inden Luka Mezgec rejste hjem. I dag gik det nok engang helt galt, da han tabte Max Walscheids hjul, og til sidst måtte han endda bremse kraftigt igennem de sidste sving. Det er næppe nogen stor trøst, at Dylan Groenewegen også har gang i en halvtrist sæson, for lige nu synes Jayco at have købt katten i sækken ved deres investering i den hjemvendte søn.

Det har Movistar jo også med Fernando Gaviria, hvos de havde drømt om at genrejse ham til tidligere tiders storhed. Den kommer han nemlig aldrig i nærheden af, men alligevel har det nu været en opløftende Giro. Den har i hvert fald været meget mere løfterig end sidste år, for med Davide Cimolai som lead-out man har han pludselig fået styr på den positionering, der ellers har haltet så voldsomt. Det er i hvert fald et særsyn, at han ikke har misset top 10 i én eneste massespurt, selvom han deltog i hele syv af slagsen, hvis man renser resultatet på 5. etape for de fire udbrydere. Nu skal han bare have lært at holde hjulet på Cimolai, for i dag så vi for anden gang i træk, at italieneren tog fronten på det perfekte tidspunkt - for blot at konstatere, at han manglede sin kaptajn.

Måske er det en colombiansk svaghed. Det er i hvert fald et gigantisk problem for Juan Sebastian Molano, at han slet ikke kan holde hjul. I dag fik han endda hjælp af Pogacar, der legede Bradley Wiggins i Paris i 2012, men da Rui Olveira for tredje spurt i træk havde kurs mod at sætte ham perfekt i scene, var colombianeren væk. Positionering har aldrig været hans styrke, men i dette løb er det da gået helt galt - og det er en skam, for han fandt en fart, vi ikke har set hos ham tidligere i denne ret skuffende sæson.

Lige omvendt har det været med Alberto Dainese. I dag fik det stærke tog det slet ikke til at spille på samme flotte måde som i torsdags, men med det langt stærkere hold har hans positionering nu snarere været en styrke end en svaghed. Både i dag og i torsdags måtte han imidlertid sande, at han havde mindre fart, end jeg havde troet, og i dette løb har han slet ikke lignet den lynhurtige supersprinter, han ellers har ry for at være.

Det har i hvert fald været en Giro, der har sendt ham ned ad rangstigen. Anderledes er det med Stanislaw Aniolkowski, der har fået sit store gennembrud. Nogen topsprinter bliver han ikke, men han er et sjældent bevis på, at et skifte til Cofidis kan være en god ting. I hvert fald så vi allerede fra sæsonstart, at han har forbedret sig helt enormt, og i dette løb har han trods en elendig støtte på et hold, hvor hans folk tidligt rejste hjem, vist en imponerende positioneringsevne, der har gjort ham uhyre træfsikker.

På den front har han vel nærmest været den bedste af dem alle. Det plejer ellers at være den store styrke for Laurence Pithie, men han måtte igen i dag sande, at hans grand tour-debut blev en trist, trist kontrast til hans vilde forår. I dag lykkedes det for Giovanni Lonardi at sidde fornuftigt, men han har heller ikke klaret positionskampen så godt, som han plejer. Det samme kan man sige om Davide Ballerini, der fik en uventet chance som sprinter, da Max Kanter rejste hjem, og selvom Madis Mihkels ligner en mand, der har det som en styrke, må han sande, at han i hvert fald slet ikke har samme træfsikkerhed som Aniolkowski. Og desværre har dette løb jo vist, at det er et område, hvor Tobias Lund stadig har brug for at forbedre sig meget, selvom han bestemt heller ikke var hjulet af at være efterladt med fire klatrere til sidst.

I det hele taget har det været en trist Giro for DSM. Det har det også for Visma, men det skyldes deres enorme uheld, der ingen ende vil tage. De fik deres etapesejr, men de må være efterladt med en følelse af ”hvad nu hvis”, for Cian Uijtdebroeks lignede den mand, der måske kunne have sat lidt liv i de meget passive bjergetaper. Til gengæld sluttede de på opmuntrende vis med endnu en top 5 til Tim van Dijke, der i dette løb har vist sig langt bedre i positionskampen end tidligere på de dage, hvor han har haft Edoardo Affini til sin rådighed.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

De må imidlertid også sande, at deres grand tour-stime er kommet til en ende. For første gang siden Remco Evenepoels sejr i Vueltaen i 2022 har det hollandske storhold gennemført en grand tour uden at løbe med den samlede sejr. Det vidste de dog godt på forhold. Selv med Uijtdebroeks på holdet havde de for længst afskrevet den samlede sejr, for Pogacar blev jo som beskrevet i gårsdagens analyse akkurat lige så suveræn, som alle havde ventet. Nu er første del af den vanskelige mission overstået, og den kunne vel næppe være forløbet meget bedre. Med Jonas Vingegaards styrt i tankerne står han i hvert fald nu stærkere i forhold til at sikre sig den vanskelige Giro-Tour-double, end han nok havde drømt om fra sæsonstart.

Om det projekt vil lykkes, afhænger i høj grad af den regning, disse tre uger vil efterlade, og den skal først betales i løbet af juli. På den måde har han betydeligt hårdere odds end Merlier, der til sommer kan holde sig en velfortjent sommerferie, og den pris, han skal betale for sine anstrengelser i Italien, er betydeligt mindre, når han sætter sig sine næste store mål til august - hvis man da lige ser bort fra, at han nok gerne vil være belgisk mester for tredje gang. Det mål må til gengæld være betydeligt lettere at udpege nu, både for ham selv og Patrick Lefevere. Da han i dag - med god hjælp fra en defekt - vendte verden på hovedet og blev sprinterkongen af den tredje uge, viste han nemlig med al tydelighed, at ingen fremover behøver at bekymre sig om at sende ham til en grand tour i fremtiden.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT