Giro d'Italia-analyse: Da Milan udstillede Merliers svaghed

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Forud for dette løb pegede jeg på Jonathan Milan som storfavorit til pointtrøjen. Ja, faktisk tårnede han sig for mig op som næsten usårlig i den konkurrence, og det kan måske undre, når denne Giro har fået en del opmærksomhed for at have tiltrukket et sjældent stærkt sprinterfelt. Alligevel var det svært at komme udenom, at Milan var manden, der skulle slås, og at han formentlig ville komme til at dominere massespurterne.

Én af årsagerne var selvsagt hans fart. Som jeg har skrevet i flere analyser, gik jeg ind til denne Giro med en fornemmelse af, at Milan var feltets hurtigste, men i kraft af hans få møder med de bedste var det ikke mejslet i granit. En anden faktor var hans holdbarhed. Her har vi ganske vist flere gange set, at han selv har kæmpet lidt med stabiliteten, når han blev træt, men i sammenligning med sin på farten værste rival, Tim Merlier, der er notorisk kendt for at havde det svært sent i etapeløb, var også den parameter til hans fordel.

Læs også

Roglic flår førertrøjen af Evenepoel med sulbim etapesejr

Det var imidlertid ikke Milans egne kvaliteter, der for alvor fik ham til at skille sig ud som storfavorit til pointtrøjen. Nej, det var hans tog. Allerede længe inden Giroen lignede formationen med Daan Hoole, Edward Theuns og Simone Consonni en konstellation, der ville være svær at bide skeer med, men da Jasper Stuyven brækkede kravebenet i slutningen af marts og pludselig blev en del af truppen, blev et i forvejen stærkt tog pludselig forvandlet til noget nærmest usårligt.

Det viste sig dog ikke helt at være tilfældet. I hvert fald kom de haltende fra start. Den hårde finale på 3. etape fik dem i hvert fald til at gå så meget i stykker, at de til sidst blev kørt over af Tudor og Matteo Trentin, der kørte et langt bedre lead-out for Alberto Dainese. Det tvang Milan til at køre en alt for lang spurt, som i sidste ende kostede ham sejren mod Merlier, der havde fået mere læ, selvom også han - som altid - var fanget langt tilbage.

Heldigvis rejste de sig igen, og bare 24 timer senere viste de klassen, da de med en dominerende præstation på 4. etape leverede Milan til hans første sejr. Det fungerede også på 5. etape, hvor udbruddet dog kom på tværs, og selv på 9. etape, hvor de ellers brændte hele holdet af på at hente Jhonatan Narvaez, var de i total kontrol, indtil Tadej Pogacar til slut gik forbi i dennes overraskende lead-out for Sebastian Molano.

Til gengæld måtte de højst overraskende se sig slået i forgårs. Her var det for første gang i år Soudal, der lykkedes med at sætte Merlier perfekt op. Det gjorde nu ikke så meget, for Lidl var rigeligt stærke til at sikre, at Milan kunne placere sig direkte i hjulet på sin værste rival og herfra bevise, at han vitterligt er feltets hurtigste - endda med en vis afstand.

I den forstand kan Milans to seneste etapesejre i Giroen ikke siges at have været mere forskellige. Hvor han onsdag vandt, fordi han var hurtigst, var det i dag det eminente hold, der sikrede, at han fuldendte sit hattrick. Det var heller ikke helt tilfældigt, for mens onsdagens finale var uhyre enkel, var der i dag med et sent sving lagt op til, at det i højere grad ville være position end fart, der ville blive afgørende.

Det gjorde imidlertid bare Milan til en endnu større favorit. Hvor i hvert fald belgiske cykelfans stadig kunne leve i drømmen om, at Merlier efter en meget let og flad etape måske alligevel ville være den hurtigste - særligt fordi vi har set, at en træt Milan kan spurte meget svingende - var det svært for alvor at tro, at han i denne finale ville kunne bide skeer med Milan - eller måske rettere med Lidl-toget.

Alligevel var der måske lidt håb. Soudal vandt jo trods alt kampen for to dage siden, så måske kunne de vitterligt bide skeer med det hold, der ellers på papiret så skræmmende ud. Ja, faktisk så det undervejs slet ikke ringe ud. Julian Alaphilippe, Josef Cerny og Bert Van Lerberghe kom i hvert fald frem, og selvom de havde tabt Luke Lamperti, der skulle have siddet foran belgieren, var der muligheder.

Problemet var bare, at det gik, som det plejer. Merlier var forsvundet fra sit hold, og dermed var Alaphilippes føringsarbejde skønne spilde kræfter. Van Lerberghe måtte søge tilbage for at finde sin ven og kaptajn, og allerede der var løbet kørt. I næsten samme moment viste Lidl nemlig, at deres overlegenhed ikke blot er teori, men i den grad også praksis, da de iværksatte en totaldominans, der ikke kunne udføres smukkere.

Det hele spillede så smukt, at man kunne bruge det til en lærebog. Kortvarigt mistede de faktisk fronten til Jayco, efter at Hoole havde lanceret toget, men det var intet problem. Merlier var nemlig ikke den eneste, der havde tabt sit hold. Caleb Ewan, der ellers offentligt har været ude med kritik af sit hold, havde i dag alletiders chance for at få det hele serveret og vise, om han stadig har den fornødne fart, men da Michael Hepburn, Max Walscheid og Luka Mezgec skød frem, var der ingen Ewan. Dermed var også deres store arbejde spildt, og i stedet kunne Lidl genvinde kontrollen.

Læs også

Cort forklarer episode: Det er pisseærgerligt

Herfra var udfaldet næsten givet på forhånd. Da først Stuyven viste sine eminente lead-out-evner med en monsterføring, der bragte toget sikket ind på den sidste kilometer, og da Milan - modsat Merlier og Ewan ikke havde tabt noget hjul - var der intet, der kunne gå galt. Herfra kørte den trip-trap-træsko med Stuyven, Theuns og Consonni, inden Milan kunne gøre arbejdet førende. Den klassiske, lange spurt fra Fernando Gaviria tvang ham måske til at åbne lidt tidligere end planlagt, og han var også hjulpet af, at det var lead-out-manden Rui Oliveira og ikke en sprinter, der havde hans hjul, men hans overlegenhed kunne ingen tage fra ham.

Den kan han i den grad takke toget for. I tekniske finaler handler det om position mere end fart, og derfor er det sjældent de hurtigste, der ender fremme. Det var det bestemt heller ikke i dag, men når den hurtigste sættes perfekt op, og de nærmeste rivaler er et par af feltets knap så hurtige sprintere, er udfaldet jo helt uundgåeligt.

Det viser naturligvis værdien af et godt tog. Sidste år smed selvsamme Milan jo flere etapesejre, fordi han trods en skræmmende overlegen fart sad for langt tilbage, men i år er det ham, der har haft fordelen på den konto. Alligevel handler hans sejr ikke kun om holdet, men også om ham selv. Det er nemlig ikke tilfældigt, at Milan holdt sig til Consonnis hjul, mens både Ewan og Merlier forsvandt fra deres hold undervejs.

Særligt for Merlier er det virkeligt ærgerligt. Det er selvfølgelig svært at brokke sig over en mand, der har taget 42 sejre, selvom han først satsede på landevejen i en høj alder, men det kunne godt nok være blevet til mange flere, hvis han havde mestret positioneringskunsten bedre. Det er i hvert fald ikke første gang, man med stor frustration har kunnet se ham ende på en ligegyldig placering - i dag en 15. plads - selvom potentialet var til så meget mere.

Endnu mere ærgerligt er det, at han jo faktisk måske havde haft en bedre chance end i forgårs. Ikke blot var han hjulpet af, at etapen denne gang var lettere, men modsat Milan var han også opmærksom, da Ineos splittede det hele i sidevinden. Det kostede i hvert fald den store italiener nogle kræfter, da han selv skulle bidrage til at redde situationen efter det, der vel må kaldes en uerfaren blunder, og måske var det de ressourceforbrug, der kunne have tippet balancen den anden vej denne gang. Det finder vi desværre ikke ud af.

Desværre var han ikke ene om at fejle. Det gik jo også helt galt for Ewan, der i dag i hvert fald har svært ved at bebrejde andre end ham selv. I dag stod det i hvert fald helt klart, at hans tog vitterligt er et af de stærkeste, men desværre har han totalt tabt den positioneringsevne, der altid har været i hvert fald en delvis svaghed. Lad os håbe, at det lykkes ham at få det til at spille på en af de sidste to sprinteretaper, for spurten på 5. etape indikerede jo, at han stadig har en vis fart.

Det har Kaden Groves også, men han har akkurat som Merlier været en næsten kronisk taber i tekniske finaler, hvor også han lider under sin positioneringsevne. I dag var der dog faktisk et håb for ham, fordi hans tog denne gang har vist sig som et af de stærkeste, men det var i dag bare slet ikke nok i kampen mod overmagten fra Lidl.

Derfor blev det også lidt for meget ”piece of cake” for Milan. De sprintere, der sad fremme, var i vidt omfang dem, som er kendt for deres positionering mere end deres fart. I gamle dage var Phil Bauhaus jo ellers kendt som en mand, der kunne både det ene og det andet, men igen i dag blev det udstillet, at farten slet ikke rækker så langt som i gamle dage.

Nu skulle Milan i stedet spurte mod Stanislaw Aniolkowski, og det blev for let. Det skal dog ikke tage noget fra polakken, der i dag sikrede sig sit største resultat på den store scene, for det er bestemt ikke ufortjent. Flere gange i år har han imponeret med sin fart og sin positionering, og det gjorde han igen i dag, selvom han er en af de ryttere, der har den mindste støtte. Det er Hugo Hofstetter også, men alligevel lykkedes det franskmanden, der tidligere var kendt som en sand positioneringskonge, at genfinde nogle evner, han ellers i sit generelle forfald har tabt.

Læs også

Foldager tager flot topplacering blandt stjernerne

Der var imidlertid grænser for hans potentiale. Det var der til gengæld ikke for Juan Sebastian Molano, der i dette løb har bekræftet, at han altid spurter godt sent i en grand tour. Desværre har det haltet med positioneringen, og det blev udstillet igen i dag. Her havde han ellers en gylden chance, fordi Oliveira sad så godt, og hvis blot han - akkurat som Merlier og Ewan - var lykkedes med at følge sit hold, havde han måske haft sin helt store chance mod en lidt mærket Merlier.

Nu blev han end ikke bedste colombianer. Det gjorde derimod Gaviria, der gjorde, som han plejer, da han åbnede en lang spurt fra en dårlig position. Denne gang var positionen dog slet ikke så ringe som i gamle dage, og det har generelt været et tema i dette løb, nemlig at Gaviria med hjælp fra Davide Cimolai pludselig er blevet en helt stabil mand i top 10. Så er det bare en skam, at farten har set bedre tider.

Det har den måske ikke for Tim van Dijke, der jo slet ikke er kendt som sprinter. Derfor var hans 4. plads i dag også en gedigen overraskelse. Ikke blot er han uden den store erfaring, han har nærmest heller intet hold. Dertil skal lægges, at han ofte har haft det svært med positioneringen, når han en sjælden gang har fået chancen, men det er præcis det, man kan se i tekniske finaler, nemlig en solid overraskelse fra en mand, der lykkes med at sidde rigtigt.

Det var heller ikke uventet at se Giovanni Lonardi og Laurence Pithie langt fremme, for de har netop udmærket sig med deres positionering, selvom de i den bedste af alle verdener havde siddet bedre. Overraskende var det desværre heller ikke, at Tobias Lund sad for langt tilbage. Han har nemlig i forvejen kæmpet med sin positionering, og når begge de to øvrige hurtige folk fra DSM var ude, var det næsten en kamp, han havde tabt på forhånd. Men han klarede sig i det mindste bedre end Enrico Zanoncello, der desværre også har positionering som svaghed.

Det har Alberto Dainese også, men denne gang var der virkelig håb. Nok har han undervejs tabt Alexander Krieger og Marius Mayrhofer fra det, der måske lignede løbets næstbedste tog, men med Robin Froidevaux og Matteo Trentin burde en teknisk finale altså denne gang være en fordel for ham. Sådan er det bare slet ikke gået, hverken i dag eller i forgårs, og dermed må vi nok sande, at det supertog, der inden løbet så ud til at skulle gøre Dainese til en pludselig langt mere stabil og farlig herre, ikke fik den ventede succes åbenbart alligevel blev for svækket, efter at de ellers kom så fremragende fra start på 3. etape. På samme måde havde jeg større forventninger til Danny van Poppel, der plejer at være stabil, men som i dag så ud til at ofre sig for Daniel Martinez i sidevinden, og Madis Mihkels, der har vist sig ret stabil, men heller ikke var hjulpet af, at Dries De Pooter, en af hans vigtigste folk, valgte at gå i indianerudbrud undervejs.

Måske kan Mihkels derfor takke Ineos for fiaskoen. Det var i hvert fald deres sidevindsangreb, der genåbnede løbet og åbnede døren for De Pooter. Briterne skal ikke have utak for at sætte liv i en kedsommelig etape og vise, at man faktisk godt kan køre sidevindskørsel på Po-sletten, selvom det næsten aldrig sker - i hvert fald hvis man overrasker. Til gengæld kan man godt undre sig, at de fortsatte så længe, for da alle deres værste rivaler havde overlevet, var det vel op til sprinterholdene at holde Milan bag sig - og i hvert fald ikke til et hold, der er uden sprinter og mest af alt skulle spare sig til enkeltstarten.

Men det vil sprinterne næppe sige dem utak for. Nu fik de i hvert fald en reel chance for at tage kampen op mod Milan, der kunne være så mærket, at han ville være uden sin vanlige fart. Desværre for dem skete det på dagen, hvor vi for første gang havde en teknisk finale, der mest af alt handlede om positionering, og her bekræftede Lidl-toget deres overlegne klasse med et lead-out lige efter lærebøgerne. Og sådan blev det dagen, hvor Milan fuldendte sit hattrick, samtidig med at han udstillede sin værste rivals store svaghed.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT