Giro d'Italia-analyse: Den smilende dræbers følelsesladede comeback

Noget af det, der gør sport, underholdende, er som bekendt, at man kan have forskellige favoritter. Nogle holder med den ene, andre med den anden, og selvom favoritdyrkelsen i cykling måske er mindre, end den er i fodbold, hvor det nærmest kan være en hel identitet at være fan af et givent hold, eksisterer den også her. Uanset hvilken lejr, man befinder sig i, skal man imidlertid være lidt af en kyniker, hvis ikke man glædede sig, da Esteban Chaves i dag krydsede stregen som første mand og dermed to sin første sejr siden han og Simon Yates’ fantastiske dobbelttriumf på Etna sidste år.

Der findes nemlig ikke mange cykelryttere, der har været forfulgt så meget af uheld som Chaves. Efter at han som ung havde vundet Tour del’Avenir styrtede han så slemt i Trofeo Laigueglia, at flere læger udelukkede, at han nogensinde ville komme til at køre som professionel igen. Ikke desto mindre viste han sig som en heroisk fighter, der ikke blot kæmpede sig tilbage, men også hurtigt etablerede sig som den verdensstjerne, hans tidlige resultater havde givet løfter om, ikke mindst da han i 2016 blev først nr. 2 i Giroen og siden nr. 3 i Vueltaen, ligesom han tog sin første store klassikersejr i Il Lombardia.

Desværre stoppede serien af uheld ikke her. Først fik han spoleret det meste af sin 2017-sæson af en dum knæskade, der sammen med et dødsfald i den nære vennekreds gjorde hans Tour-debut til en trist affære. Og da han endelig var på vej tilbage, styrtede han slemt i Giro dell’Emilia. Det helt store tilbageslag kom imidlertid sidste år, hvor han efter den store sejr på Etna lignede en mulig Giro-vinder, indtil han pludselig eksploderede totalt på 10. etape. Det skulle siden vise sig, at det spektakulære kollaps skyldtes den så genstridige kyssesyge, der har lagt mange cykelrytteres karriere i ruiner.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Derfor har der heller ikke været nogen garanti for, at Chaves har kunnet komme tilbage - spørg bare Mark Cavendish og Benat Intxausti, der stadig kæmper med at finde sig selv igen efter at være blevet ramt af samme sygdom. Desværre har sæsonstarten heller ikke været specielt lovende for Chaves, for hver eneste gang, man fornemmede, at der var lys for enden af tunnelen, blev han ramt af endnu et tilbageslag. Det skete første gang efter den fine enkeltstart i Paris-Nice, hvor han faldt sammen i bjergene, og i dette løb så det meget lovende ud i starten af løbet, indtil han pludselig atter eksploderede på spektakulær vis, da vi langt om længe ramte de bjerge, der jo egentlig burde have været hans hjemmebane.

Jeg var næppe den eneste, der kunne se et Cavendish-lignende mønster og frygtede, at det var et varsel om, at han alligevel ikke havde fået bugt med virussen. Heldigvis ser det ikke ud til at være så galt fat, for med dagens etapesejr burde vi kunne udelukke, at der stadig er sygdom i kroppen. Allerede med 2. pladsen i forgårs havde ”Den smilende dræber” vist, at han ikke var slået helt ud endnu, og med den form, han havde vist her, var han da også den åbenlyse favorit, da det på dagens bjergetape lidt overraskende lykkedes et relativt klatresvagt udbrud på 12 mand at snige sig væk fra feltet nærmest umiddelbart efter starten på en dag, hvor der ellers burde have været masser af kamp om at ramme udbruddet.

Et blik ned over udbruddets sammensætning afslørede hurtigt, at Chaves var gruppens bedste klatrer, men det skulle vise sig, at det hele ikke blev helt så enkelt endda. Det lykkedes ham ganske vist at undgå, at nogle af de tungere folk kom ham i forkøbet med et angreb allerede inden stigningen, som det skete på 17. etape, men da hans første mange angreb på målbjerget mislykkedes, stod det hurtigt klart, at den modvind, som allerede var blevet varslet i går, skulle det gøre til en overordentlig vanskelig sag at komme af med rivalerne.

Chaves var dog lige så ukuelig i sine forsøg, som han var, da han kæmpede sig tilbage fra sine mange tilbageslag. Der er næppe mange, der har tal på, hvor mange gange han forsøgte at komme væk, inden han langt om længe slog hullet på stigningens allersidste kilometer. Til sidst fungerede udmattelsestaktikken imidlertid, og da Francois Bidard langt om længe satte sig ned og opgav at lukke hullet efter det sidste angreb, stod det klart, at den colombianske fugl var fløjet hjem til den følelsesladede solosejr, som hele cykelverdenen må kunne unde den altid smilende og imødekommende colombianer.

Måske var det også symbolsk, at han i dag for en gangs skyld havde lykkens gudinde med sig. Det er nemlig meget sandsynligt, at han var blevet slået, hvis ikke Andrea Vendrame havde haft problemer med kæden. På det tidspunkt havde det italienske supertalent nemlig som den eneste i gruppen - ud over Chaves selv naturligvis - ikke vist skyggen af svaghedstegn, og med sin giftige puncheurspurt som et våben lignede han pludselig etapens favorit. Det fik den tabte kæde effektivt ødelagt, men med tanke på det imponerende comeback, han efterfølgende leverede, er det nærliggende at tro, at det i stedet for en første sejr til Mitchelton var endt med endnu en triumf for det stadig mere imponerende Androni-mandskab, hvis ikke uheld havde haft en finger med i spillet.

Naturligvis ærgrer Vendrame sig gul og grøn over en tabt chance, man næppe får mange gang i løbet af et cykelliv, men set i det store perspektiv har han grund til at være yderst tilfreds. Man skal ikke have læst mange af mine optakter for at vide, at jeg længe har haft øje til den lovende puncheur, der i de seneste to år gang på gang har imponeret i Frankrig, men i bjergene har han hidtil været uprøvet. I dag viste han imidlertid, at han er mere end bare en god afslutter på bakker, men at han også kan begå sig på længere stigninger, og selvom det nok primært var modvinden, der gjorde, at han havde en chance mod Chaves, vidner det om, at hans talent og alsidighed er endnu større og mere lovende, end hans hidtidige resultater har vist.

Sejren faldt også på et tørrere sted hos Mitchelton, end den havde gjort, hvis Vendrame var løbet med den. Australierne kom nemlig til løbet med enorme ambitioner, men da hverken Simon Yates eller Mikel Nieve har fundet deres bedste form, havde de indtil i dag kurs mod en lille katastrofe. Det fik Chaves i dag effektivt forhindret, og selvom Giroen unægtelig uanset hvad vil blive betragtet som en skuffelse, betyder det nu, at det ikke ender som den totale nedtur, man ellers kunne have spået. Androni har derimod ”punchet above their weight” lige siden starten og med Fausto Masnadas etapesejr og talrige topplaceringer til både ham og Mattia Cattaneo vist, at man sagtens kan være et af Giroens dominerende mandskaber, selvom man er med på et wildcard.

Det skyldes ikke mindst, at Androni er det hold, der mest effektivt har lukreret på, at årets Giro modsat sidste år er blevet en udgave for udbryderne. Også i dag valgte favoritterne nemlig at gemme deres opgør til den sidste stigning. Forventningen om, at Astana og Miguel Angel Lopez ville gå efter deres næstsidste chance for at vinde en etape med den lille colombianer blev nemlig gjort til skamme, og med tanke på det, der venter i morgen, er det ikke svært at se hvorfor. Det har hele tiden ligget i kortene, at det er i morgen, at Lopez vil iværksætte sin helt store offensiv, og derfor valgte kasakkerne tilsyneladende at spare på krudtet til den etape, der er den eneste, som kan bringe ham tilbage i spillet om podiet. Det kunne dagens relativt lette etape trods alt ikke.

Alligevel kan det godt være, at de ærgrer sig lidt over, at de ikke gjorde lidt mere ud af at køre gruppen ind. Det skulle nemlig vise sig, at Lopez’ i forvejen stærkt stigende formkurve fortsætter med at stige eksponentielt, for efter at han på de seneste etaper nok er blevet bedre og bedre, har han ikke tidligere haft samme styrke som i dag. På dagens målstigning lignede han imidlertid endelig den rytter, han er, når han endelig finder sin bedste form, og det sker stort set altid i den tredje uge af grand tours. Det så vi i sidste års Giro, hvor han kørte fra alle på Prato Nevoso-etapen - der i parentes bemærket var en næsten tro kopi af denne - og ikke mindst i sidste års Vuelta, hvor han som stærkeste mand kørte en fabelagtig sidste bjergetape, inden han blev slået af Enric Mas i spurten.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Præstationen er først og fremmest bemærkelsesværdig, fordi favoritopgøret ellers gik, som man kunne have frygtet det, og som jeg spåede i gårsdagens optakt. Modvinden gjorde det nemlig ikke blot svært for Chaves, men også for de øvrige favoritter, og det skulle vise sig relativt let at svare på alle angrebene. Derfor siger det ikke så lidt om Lopez’ styrke, at han i forbindelse med sit angreb satte en ellers meget formstærk Mikel Landa fra hjul og siden udbyggede til hele 44 sekunder. Det er i den grad en advarsel om, at Lopez endelig er blevet den Superman, hans tilnavn tilsiger, og det kræver nu ikke megen indsigt i cykelsport at indse, hvilket hold der kommer blæsende ud til morgendagens etape med det mål at forsøge som minimum at tage en sejr og helst også bringe kaptajnen op på podiet.

Det er dog også svært at vide, om Lopez vitterligt var den stærkeste. Han er nemlig ingen trussel mod Richard Carapaz, der ikke havde den store grund til at bruge mange kræfter på at svare. For ham handlede det alene om at holde sig til Nibali og Roglic og spare så mange kræfter som muligt til i morgen, hvor truslen mod hans førertrøje er langt mere reel. Det gjorde han ganske perfekt, og heller ikke i dag lignede Carapaz en rytter, der havde bare antydningen af vanskeligheder.

Til gengæld var Nibali svær at blive klog på. Hajen fra Messina var vel snart sagt den eneste af topkandidaterne, der aldrig forsøgte sig, og man skulle ellers mene, at han havde brug for som et minimum i hvert fald at teste, om Carapaz måtte have en dårlig dag. Omvendt svarede han som en mis, hver eneste gang en af hans rivaler angreb, og han lignede ingenlunde en mand i vanskeligheder. Formentlig indså han hurtigt, at modvinden gjorde det til en umulighed at bringe Carapaz i vanskeligheder, og derfor sparede han nok kræfterne til et sidste stort angreb i morgen. Her har han nemlig langt bedre forudsætninger for at sætte alt på ét bræt, ikke mindst fordi Bahrain med de velkørende Domenico Pozzovivo og Damiano Caruso i dag i den grad spillede med musklerne.

Det gjorde Roglic også delvist. Sloveneren så allerede i forgårs ud til at være i bedring, og det indtryk blev bekræftet i dag, hvor han endda for første gang i løbet havde overskud til at angribe. Han melder selv om, at de maveproblemer, der har plaget ham undervejs, langt om længe er ovre, og måske har sygdommen virkelig spillet en større rolle end første antaget. Det bliver vi meget klogere på i morgen, hvor den langt vanskeligere bjergetape vil afsløre, om Roglic har styrken til at holde sig i spil til i hvert fald 2. pladsen.

Til gengæld led Mikel Landas podiedrømme i dag et lille knæk. Som sagt kunne baskeren ikke holde Lopez’ hjul, og da Movistar for første gang viste lidt svaghedstegn, da Antonio Pedrero faldt tidligt fra, måtte Landa selv føre i modvinden. Det kan han meget vel blive tvunget til igen i morgen, og da han skal bruge ganske megen tid til både Nibali og Roglic inden enkeltstarten, kan det meget vel igen ende med, at luksushjælperen Landa må ofre sine podiechancer til fordel for en kaptajn og atter tage til takke med 4. pladsen, som det skete i Touren for to år siden.

Movistar skal nemlig også passe på, at de ikke gaber over for meget. I går lærte Arnaud Demare på den hårde måde, at grådighed har sin pris, og igen i dag blev det tydeligt, at spanierne ikke blot har blik på en sejr til Carapaz og et muligt podium til Landa, men også på holdkonkurrencen. Det er i hvert fald den eneste forklaring på, at de ikke lod udbruddet sejle væk med adskillige minutter, og selvom de i alt væsentligt kun brugte Lluis Mas, Jasha Sütterlin og Jose Joaquin Rojas til arbejdet, er det kræfter, som de nok bedre kunne have anvendt i morgen, hvor Astana formentlig vil blæse til angreb allerede langt fra mål.

Derudover gav etapen ikke mange svar. Det fik modvinden nemlig effektivt forhindret, og derfor endte alle favoritterne stort set i samme tid. Den eneste overraskelse var, at den ellers i de seneste dage så velkørende Davide Formolo ikke kunne sidde med og dermed bekræftede den kedelige ustabile tendens, han altid har haft i grand tours. Til gengæld rejste hans kaptajn, Rafal Majka, sig fornemt, og selvom man skal være forsigtig med at lægge for meget i denne lidt lette etape, er det i hvert fald et lovende tegn fra polakken, der lignede en mand på vej mod et truende kollaps.

Ellers var mønsteret det, vi kender. Bauke Mollema og Hugh Carthy har virkelig fundet formen i den tredje uge, Yates har undgået at falde sammen, men er stadig et par niveauer under de bedste, og Zakarin er bedre end i 2. uge, men stadig ikke så god, som han plejer. Pavel Sivakov holder ud endnu, selvom han ikke har samme høje niveau som på de første bjergetaper, og unge Lucas Hamilton fortsætter med at imponere i rollen som Yates’ babysitter, selvom han vel i lange perioder har lignet den stærkeste af de to.

I dag er det dog ikke ham, der får smilene frem i Mitchelton-lejren eller i resten af cykelverdenen for den sags skyld. Det er i stedet Chaves, der endelig fik vist, at vi stadig har grund til at håbe, at han én gang for alle kan lægge kyssesygen i graven. Nok er han endnu ikke ”Den smilende dræber”, som han var engang, men nu kan det alligevel være, at der alligevel vil blive nedlagt et stort bytte eller to i de kommende år også.