Giro d'Italia-analyse: En menneskelig Giro med et slovensk formål

I de senere år har det ikke altid været let at være Mauro Vegni. Det kan godt være, at Giro d’Italia i de flestes øjne rangerer som nr. 2 i hierarkiet over grand tours, men den status har ikke været nok til at lette på den voldsomme byrde, det kan være at skulle tiltrække et stærkt felt til verdens næststørste løb. I en sport, hvor langt, langt hovedparten af eksponeringen kommer i løbet af de tre uger, Tour de France varer, skal der nemlig en god overtalelsesevne til, hvis man vil overtale de store navne til at drage til Italien til maj.

Løbet har nemlig en ganske utaknemlig kalenderplacering. Det er ikke nogen tilfældighed, at vi skal tilbage til 1998 for at finde det seneste eksempel på, at en rytter er lykkedes med at vinde både Giroen og Touren i samme sæson, for det er en pokkers svær opgave til juli at skulle konkurrere med friske ryttere, hvis man lige har kørt og vundet et løb, der ofte rutemæssigt har været sæsonens hårdeste. Lysten er bestemt ikke blevet større af, at to af sportens giganter, Chris Froome og Alberto Contador, i de senere år begge har fejlet i stort anlagte forsøg på at gentage Marco Pantanis nu 24 år gamle bedrift, og i dag er det nærmest slet ikke en mulighed under sæsonplanlægningen, at man skulle kunne satse på klassementet både i Italien og Frankrig.

Nej, man må vælge, og her vælger de fleste desværre for Vegni at satse på verdens største løb. For enhver ambitiøs sportsmand er den største udfordring naturligvis at vinde det største løb, og derfor vil langt hovedparten af rytterne have en naturlig præference for Frankrig, hvis valget er frit. Det er det dog sjældent, for sponsorerne ønsker i langt de fleste tilfælde at se deres bedste ryttere satse på det løb, hvor opmærksomheden er størst.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Vegni skal altså forsøge at skabe andre incitamenter, hvis han skal overtale rytterne til at foretage andre prioriteringen end de mest oplagte, og her har han kun ét reelt værktøj, nemlig ruten. Det har gennem årene ikke været svært at se, hvordan den italienske løbsdirektør med sit design har forsøgt at lægge lokkemad ud til de ryttere, han har vurderet, at han måske har kunnet trække til Italien, men alligevel er det en kamp, han oftest har tabt.

Det er i hvert fald Giroen, der i de seneste år har været den svagest besatte af de tre grand tours. Løbet var den store taber, da corona vendte kalenderen på hovedet i 2020, og selvom løbet i 2021 kunne prale med deltagelsen af grand tour-stjernen Egan Bernal, manglede colombianeren i den grad modstand i det, der endte som en ret ensidig affære. I 2022 var det primært Richard Carapaz, der kastede stjernestøv efter begivenheden, men i et felt, der manglede dybde, og hvor det nok siger meget om den manglende bredde, at den aldrende Vincenzo Nibali helt ud af det blå hev en 4. plads med hjem.

Det føltes i hvert fald som meget længe siden, at vi i 2018 så Chris Froome kaste glans over løbet med sit forsøg på en Giro-Tour-double i en udgave, hvor han var oppe mod Tom Dumoulin, mens hollænderen var allerbedst. Det er den lidt triste trend, Vegni skulle forsøge at bryde i år, og som han havde pokkers stor succes med. Ved inklusionen af et historisk stort enkeltstartspensum og en stor finale på grænsen til Slovenien lykkedes det ham at tiltrække to af sportens giganter, Remco Evenepoel og Primoz Roglic, og da også den tidligere Tour-vinder, Geraint Thomas, kastede glans over arrangementet, var der for et par måneder siden utvivlsomt tale om den mest imødesete udgave af det italienske løb i flere år.

Vegnis problem er bare, at der aldrig er plads til at hvile laurbærrene. Knap havde han hyldet Roglic som vinder af et løb, der desværre led den voldsomme bet, at Evenepoel tidligst rejste hjem med en coronainfektion, inden han skulle finde en vej til at gøre også 2024-udgaven til en tilsvarende succes. Og desværre for den italienske løbsdirektør er chancerne for at tiltrække et felt af tilsvarende styrke betydeligt mindre, end de var, da han sidste år med sine mange enkeltstartskilometer lykkedes så succesrigt med at få en stjernebesat udgave af sit løb.

Drømmen om Pogacar

Der er næppe tvivl om, at Vegni har ladet øjnene glide ned over listen med de største grand tour-navne, da han skulle overveje, hvordan han kunne gentage succesen, og det har været et nedslående syn. Sidste år havde Evenepoel nemlig allerede annonceret, at han helst ville skubbe sin Tour-debut med endnu et år, ligesom det var ret åbenlyst, at Roglic nok ville være lidt let at overtale, når Jonas Vingegaard i stigende grad var i gang med at parkere ham på et sidespor hos Jumbo. Det gjorde trods alt opgaven betydeligt lettere, at to af sportens stjerner allerede på forhånd havde blikket halvvejs rettet mod Italien, allerede inden Vegni præsenterede sin rute.

Så heldig er han bare ikke denne gang. Der er ingen tvivl om, at der er Roglic, Evenepoel, Vingegaard og Tadej Pogacar, der skiller sig ud som de fire ryttere, Vegni allerhelst vil have til start, og af dem synes tre allerede på forhånd at have sendt afbud. Vingegaard har i hvert fald allerede gjort det klart, at Touren også vil være et hovedfokus i 2024, hvor han har tænkt sig at supplere den franske grand tour med OL- og VM-satsninger, og Evenepoels med spænding imødesete Tour-debut har længe været planlagt til 2024 i den store karriereplan, han og Soudal-manager Patrick Lefevere lagde for et par år siden.

Noget titelforsvar til Roglic bliver der næppe heller. Allerede på pressekonferencen efter 2023-sejren signalerede sloveneren, hvad han store 2024-mål ville være, da han på spørgsmålet om kommende målsætninger erklærede, at ”alle ved, hvad der mangler” på hans allerede næsten komplette generalieblad. Det er naturligvis den Tour-sejr, Pogacar på den mest brutale facon ”stjal” fra ham i 2020, og hvis ikke det var hans intention at satse 100% på det franske løb, var der jo absolut ingen grund til at skifte hold. En Giro-satsning stod Vingegaard jo på ingen måde i vejen for, og derfor har Roglic med sit opsigtsvækkende skifte til Bora samtidig sendt et stensikkert afbud til Vegni.

Det efterlader Pogacar på listen over grand tour-stjerner, og da han i fredags præsenterede sin rute til den kommende udgave, lagde Vegni da heller ikke skjul på, at han gerne så den slovenske stjerne til start til maj - også selvom han understregede, at der ikke havde været den type forhandlinger, som gik forud for Froomes deltagelse i 2018. Vegnis problem har bare været, at det nok ligner en umulighed at få det slovenske vidunderbarn og ikke mindst hans hold til at droppe den målrettede satsning på Touren. Dels vil det næppe begejstre holdets sponsorer, at deres stjerne skulle droppe det største løb, og dels er Pogacar en mand, der elsker udfordringer, og han vil formentlig næsten se det som et nederlag, hvis han på forhånd afstod fra at forsøge at få skovlen under Vingegaard i Frankrig.

Kampen om Pogacars deltagelse ligner et slag, der er tabt på forhånd, men Vegni har ikke haft meget at miste ved at gøre forsøget. Og det har han i hvert fald gjort. I erkendelse af, at sloveneren næppe kan overtales til at droppe Touren, synes missionen med årets rute derfor at have været at finde en model, der kan overtale superstjernen til at gå efter den Giro-Tour-double, der ikke er realiseret siden 1998, og som knækkede halsen på både Froome og Contador.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

En menneskelig og mere underholdende Giro

Skal det lykkes at få Pogacar til at tage den risiko, var Vegni nødt til at ty til det greb, han havde så stor succes med i 2018, hvor en relativt let rute fik Froome til at kaste sig ud i det ambitiøse projekt. Det har italieneren derfor gjort, og da han åbenbarede de 21 etaper, der vil være rammen om den kommende udgave af hans løb, var det i hvert fald helt tydeligt, at der var tale om en lightudgave af det ofte meget brutale løb, vi har været vidner til i de seneste år.

Ja, faktisk er der droslet ned på udfordringerne på alle områder. Efter en udgave med et hav af alenlange etaper, som Giroen er kendt for, er der denne gang blot fire etaper med distancer på mere end 200 km - og tre af dem er endda ”blot” hhv. 202, 203 og 206 km lange. Det samlede antal højdemeter er reduceret fa 51300 til ”blot” 42900, og der er slet ikke de samme spektakulære elementer som tidligere. Man skal lede længe efter brutale bjerge som Monte Zoncolan og Mortirolo, og der er heller ikke plads til besøg på legendariske og svære bjerge som Finestre, Gavia eller Giau. Der skabes slet heller ikke samme hype om én enkeltstående etape, som der blev for dette års vanvittige bjergenkeltstart på ”bæstet” Monte Lussari.

Også den frygtede tredje uge, der ofte har været decideret brutal, er denne gang helt menneskelig. I år havde man to etaper med over 5000 højdemeter samt den voldsomme bjergenkeltstart, men denne gang har de fire potentielle klassementsetaper i løbets sidste del ”kun” hhv. 4244, 4140, 3216 og 4312 højdemeter over mere beskedne distancer på hhv. 202, 154, 164 og 175 km. Noget rasende svært finalebjerg finder vi heller ikke, og når man endelig berører noget, der kan give præg af at være spektakulært, har man alligevel taget toppen af dramaet. Nok skal man på 16. etape over gigantiske Stelvio, men det ikoniske bjerg får en næsten ligegyldig rolle tidligt på en etape, der efterfølgende har 100 km helt uden udfordringer, og når man på 20. etape skal to gange over den brutale Grappa-stigning, efterfølges sidste passage af en relativt lang nedkørsel, der i hvert fald med en vis sandsynlighed kan lægge en smule dæmper på dramaet.

Denne moderate tredje uge tæller endda et dobbelt formål. Én ting er, at den skal anspore Pogacar - og gerne også andre stjerner - til at forsøge sig med en kombination af både den italienske og den franske grand tour. Noget andet er, at de seneste to udgaver har vist, at en brutal tredje uge ikke altid er en god ide. I hvert fald førte den i både 2022 og 2023 til, at der igennem de første to uger nærmest var våbenhvile, hvor alle sparede sig til de afsluttende vanskeligheder, og selvom det førte til nogle nervepirrende afslutninger, hvor det var så tæt, at førertrøjen skiftede ejermand på 20. etape i begge udgaver, var mange cykelfans frustrerede over, at en stor del af løbet blev et lidt for langt og lidt for kedsommeligt ventespil.

Det har Vegni forsøgt at undgå denne gang, hvor han har spredt udfordringerne meget mere jævnt ud over løbet, og ved at neddrosle den tredje uges brutalitet håber han, at rytterne også tør bruge terrænet. Her vil tilstedeværelsen af Pogacar også hjælpe, for sloveneren er som bekendt kendt for sin offensive kørsel og sin initiativrigdom.

Endnu et stort enkeltstartspensum

Det er nok også i det lys, vi skal se enkeltstartspensummet. For anden gang i træk har løbsdirektøren skruet gevaldigt op for antallet af ensomme kilometer i kamp mod uret. Vi når ikke helt op på de historiske 75,4 km, som vi havde i 2023, men 68,2 km er efter moderne Giro-standard stadig ganske voldsomt. Endnu mere voldsomt bliver det, når der er tale om to ret lange enkeltstarter på mere end 30 km, hvor den ene ganske vist byder på betydelige klatreudfordringer mod slutningen, men hvor der over de to etaper i alt overvejende grad er tale om den fladbanekørsel, som specialisterne elsker.

Det kan i hvert fald ses som endnu mere lokkemad til Pogacar. I sammenligning med langt, langt hovedparten af de potentielle rivaler er sloveneren en overlegen temporytter, og dermed giver ham muligheden for at komme ”gratis” til noget af det tidsforspring, der skal give ham sejren. Det kan give ham en chance for at spare lidt på krudtet senere i løbet og dermed allerede havde Touren i tankerne.

Det har naturligvis en kontraproduktiv effekt i forhold til ønsket om drama, men ved at lægge enkeltstarterne tidligt i løbet sørger man for, at andre kan overtage den aggressive rolle, når et forventeligt tidstab vil tvinge dem ud af busken. Nok indebærer det altid en risiko for løbets underholdning at have mange enkeltstartskilometer, men det kan også skabe en herlig udvikling, som vi så det i 2018, hvor Simon Yates angreb i tide og utide - og endte med at brænde nallerne noget så gevaldigt - for at vinde tid på tempospecialisterne Froome og Dumoulin.

Dengang skete det på forkant af løbets lange enkeltstart, og hvis man gerne vil vinde tidlig tid i 2024, er den mulighed bestemt også til stede, selvom enkeltstarterne også er placeret tidligt. Vegni mener det nemlig alvorligt, når han gerne vil have underholdning over alle tre uger, for sjældent har man set en voldsommere start på en grand tour.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Voldsom åbningsweekend, Strade Bianche, lang enkeltstart og Tirreno-kending i den første uge

Det er nemlig en voldsom åbningsweekend, der venter. Ganske vist kan man næppe regne med at gøre de forskelle på 1. etape, som man kunne på sidste års indledende enkeltstart, men er man ikke klar fra start, kan man tabe løbet allerede på dag 1. Her venter nemlig en ganske usædvanlig åbningsetape, der 75 år efter ulykken skal mindes ofrene for Superga-tragedien, hvor et flystyrt dræbte Torinos fodboldhold, da de vendte hjem fra en træningskamp i Portugal. Det gør man med en kort og intens etape med 1567 højdemeter over bare 136 km, hvor man undervejs skal op over det velkendte Superga-massiv - men fa en anden side end den, vi har kendt fra Milano-Torino - og hvor man slutter med den ganske vanskelige Colle Maddalana, der med sine 7,1% over 6,4 km er svær nok til at koste et tidstab for en dårligt forberedt klassementsrytter, selvom toppen kommer med små 20 km til mål.

Allerede på løbet anden dag er der endda mulighed for at skabe mere alvorlige tidsforskelle, når på den første søndag byder på den første og meget tidlige bjergafslutning. Nogen stor bjergetape er der af gode grunde ikke tale om så tidligt i løbet, da man blot skal klatre 2250 højdemeter over 150 km, men selvom afslutningen på den berømte Oropa-stigning, der over 11,8 km stiger med 6,1%, ikke er Italiens sværeste, vil de fire km med 8-11%, der kommer midtvejs på stigningen, helt sikkert sikre, at vi allerede i løbets første weekend har en lille ide om, hvem der skal kæmpe om sejren.

Efter denne voldsomme åbningsweekend bliver der plads til at puste lidt ud med tre potentielle sprinteretaper, men på løbets første torsdag går det løs igen. Det gør det, når man for første gang siden den dramatiske etape i 2021, hvor Remco Evenepoels nedtur blev indledt, skal besøge de toscanske grusveje, vi kender fra Strade Bianche. Helt i stil med løbets generelle, humane trend er der denne gang dog skruet voldsomt ned for udfordringerne også her. Hvor man i 2021 skulle over hele 35 km på det ublide underlag, er der denne gang tale om beskedne 12 km, hvoraf de første 9 km endda er overstået med små 40 km igen. Herefter venter kun et 2400 m langt stykke med ca. 15 km til mål, og terrænet er i denne fase slet ikke så kuperet, som vi kender det fra den italienske klassiker. Vi skal derfor næppe vente os, at gruset får samme dramatiske effekt, som det gjorde i særligt 2010 og 2021.

Det bør den efterfølgende etape til gengæld gøre. Her venter nemlig den første af de to lange enkeltstarter og dermed løbets første virkelige nøgleeetape. Ikke blot er der tale om en for Giroen ganske lang sag over 37,2 km, den er også ganske interessant sammensat. Således består de første 31 km ad lange, lige og flade veje, hvor specialisterne kan gøre stor skade på de små klatrere, men herefter er de sidste 6,6 km alle stigende. Nogen regulær opkørsel er der ikke tal om, men undervejs venter 1,2 km med hele 10,1% og senere 800 m med 8,8% over de sidste 4,8 km, der i alt stiger med 4,9% i gennemsnit. Det er næppe nok til, at rytterne vil foretage et cykelskifte, men det sørger i hvert fald for, at der ikke er tale om nogen helt klassisk enkeltstart.

Det næste klassementsslag venter allerede den efterfølgende dag. Her skal rytterne nemlig en tur gennem Appenninerne på en kort etape med 3823 højdemeter over bare 153 km. Her er ingen høje bjerge, men de går op og ned det meste af dagen, inden det hele slutter på Prati di Tivo, som vi kender fra Tirreno-Adriatico. Heller ikke her er der tale om det vanskeligste målbjerg, når det blot stiger helt jævnt med 7,0% over 14,7 km, men som vi har set i det næststørste italienske etapeløb, kan det stadig gøre pæn skade. I hvert fald var der kun tre rivaler inden for 30 sekunder af Pogacar, da han lagde grunden til sin samlede sejr ved det seneste besøg i 2021, og da den første uge om søndagen slutter med en lettere etape til Napoli, inden den står på hviledag, kan man sagtens tillade sig at grave lidt dybt i et forsøg på at få det maksimale ud af denne mulighed - måske særligt, hvis enkeltstarten gav et lidt større nederlag, end man havde ønsket.

To bjergetaper, Tirreno-mure og fladbaneenkeltstart i den anden uge

At Vegni har forsøgt at sprede vanskelighederne mere ud, kommer måske særligt til udtryk i den anden uge. Den endte nemlig i 2023 som én lang våbenhvile, hvor ugens eneste klassementsetape til Crans Montana slet ikke skabte forskelle, men denne gang vil vi næppe se samme passivitet. I hvert fald byder hele fire af de seks etaper denne gang på en mulighed for at vinde tid. Den første af disse kommer allerede umiddelbart efter hviledagen, hvor 10. etape byder på 2926 højdemeter over bare 141 km, der slutter med den spritnye stigning Bocca della Salvo. Heller ikke den er rasende svær, men den 18,0 km lange klatretur, der stiger med 5,6%, runde af med 6,5 km, som stiger relativt jævnt med 7,2%, og som sagtens kan fange ryttere på det forkerte ben, hvis benene ikke er skruet helt rigtigt på efter hviledagen.

Efter en sprinteretape følger om torsdagen så den næste mulighed på løbets velkendte muretape, der er blevet et næsten fast element, men denne gang skal vi ikke forvente os samme action som i 2023, hvor Roglic satte Evenepoel til vægs i det, der blev det eneste lille klatreopgør i løbets første to uger. Ganske vist går det op og ned det meste af tiden, men de 183 km byder kun på 2127 højdemeter, og vi savner de stejleste af områdets mure. Den sidste stiger således blot med 6,2% over 2,1 km, og da den kommer med mere end 10 km til mål, er det nok en tilsnigelse at kalde det en potentiel klassementsetape. Snarere lugter det af en dag for et udbrud.

Klassementsetaper er der til gengæld i løbets næstsidste weekend. Efter fredagens sprinteretape gælder det nemlig løbets anden enkeltstart, og selvom den med sine 31,0 km er lidt kortere end den første, er den stadig så lang, at den er længere end mange af de enkeltstarter, vi i dag ser i Touren. Den er også helt anderledes end den første. Nok er det ikke helt fladt på en rute med 242 højdemeter, men der er ingen væsentlige stigninger, og da etapen også synes uden væsentlige tekniske udfordringer, lugter det af en sand lækkerbisken for løbets specialister - og det er nok en af årsagerne til, at Filippo Ganna ikke tøvede med at satse på Giroen på bekostning af Touren i et år, hvor OL er hans helt store mål.

Den vil utvivlsomt gøre ondt på de små klatrere, men de kan så glæde sig over, at den potentielle revanche venter bare 24 timer senere. Løbets næstsidste søndag byder nemlig på løbets hidtil mest alvorlige bjergetape, der samtidig er løbet længste etape og den eneste med mere end 5000 højdemeter. Faktisk skal der klatres hele 5447 af slagsen over de hele 220 km, der slutter i skisportsbyen Livigno. Her skal man over de sidste ca. 55 km over tre stigninger, hvoraf de to er kategoriserede. Værst er Forcola di Livigno, de stiger relativt jævnt med 7,1% over 18,1 km og har top med ca. 20 km til mål, inden det gælder det blødere finalebjerg, Mottolino, der over 8,2 km stiger med 6,5%, men som slutter med 1,7 km med 9,8%, hvor arrangørerne utvivlsomt håber, at den samlede etape har været så nedslidende, at vi vil se mere drama, end det beskedne målbjerg i sig selv lægger op til.

Læs også

Ingen slinger i valsen: De Lie gør comeback med sejr

En moderat tredje uge

Efter endnu en velfortjent hviledag venter så den normalt så frygtede tredje uge, der denne gang altså er mere menneskelig end vanligt, selvom den også i år byder på fire potentielle klassementsetaper. Denne form for menneskelighed mærker man med det samme på løbets sidste tirsdag. Det er nemlig her, vi meget ofte har haft løbets kongeetape, der typisk har budt på mere end 5000 højdemeter, mytiske bjerge og lange distancer.

Det gør den bare slet ikke i år. Over de 202 km skal man således ”kun” klatre 4244, og selvom den byder på løbets mest berømte bjerg, frygtede Stelvio, der med sin top i 2760 m højde er løbets Cima Coppi, betyder de efterfølgende 100 km, der er faldende og flade, at det slet ikke er her, etapen skal afgøres. Det skal den i stedt over de sidste 35 km, der næsten alle er stigende, men ikke voldsomt svære. Det er den lange opvarmningsstigning Passo Pinei i hvert fald ikke, og selvom målbjerget Monte Pana, har en brutal afslutning med 10,9% over 2,1 km fortæller den samlede stigningsprocent på 5,8 over den bare 7,7 km lange opkørsel historien om, at det nok ikke bliver i år, at løbets sidste tirsdag bliver altafgørende - Stelvio eller ej.

Så er chancen for at skabe forskelle om onsdagen nok større. Ganske vist skrues der her voldsomt ned for distancen, men 17. etape har med sine 4140 højdemeter over kun 154 km alligevel næsten lige så mange højdemeter som den foregående. Her er der nemlig også skruet betydeligt ned for dalstykke på en dag med fire bjergpas og en mindre mellemstigning, og selvom heller ikke de er de vanskeligste, vil finalebjerget Passo del Brocon, der med sine 6,4% over 12,1 km ikke i første omgang ser skræmmende ud, med sine vanskelige 4 km med hele 10,0% i snit - herunder 2 km med 11-13% - nok alligevel blive rammen om et af løbets vigtigste slag.

Derefter får rytterne en chance for om torsdagen at puste lidt ud på den sprinteretape, man næsten altid finder midt i den tredje uge, inden det hele skal afgøres om fredagen og lørdagen. Der lægges imidlertid relativt blødt ud med en 19. etape, der end ikke kan kaldes en rigtig bjergetape. Her vender man tilbage til Sappada, hvor Simon Yates i 2018 gav den ellers genrejste Chris Froome et gigantisk nyrestød bare 24 timer efter Tour-konens sejr på Monte Zoncolan, men denne gang er der tale om en blødere etape, end der var dengang. De 164 km byder ”kun” på 3216 højdemeter, der efter en næsten flad første halvdel er koncentreret på tre stigninger til sidst, og selvom finalebjerget, der stiger med 5,3% over 7,3 km og har mål ca. 6 km fra toppen, byder på 2,8 km med 8,5% til sidst, lugter det af udbrud og ganske beskedne og formentlig slet ikke eksisterende forskelle mellem de bedste - lidt af en kontrast til i år, hvor løbets kongeetape faldt på netop denne dag.

Etapen er da også mest at regne som opvarmning til det, man måske kan betegne som løbets kongeetape - det prædikat er nemlig svært at give i et løb, hvor ingen af bjergetaperne for alvor skiller sig ud. De 175 km byder kun på 4312 højdemeter og har faktisk en næsten helt flad første halvdel, men til slut venter hele to ture op ad frygtede Monte Grappa, der skal bestiges fra samme side, som blev brugt, da Nairo Quintana og Fabio Aru duellerede i en vild bjergenkeltstart i 2014, og hvor unge Vincenzo Nibali tog karrierens allerførste grand tour-etapesejr. Ganske vist er der ikke mål på toppen med først efter den ca. 30 km lange og meget tekniske nedkørsel, men da man i 2010 brugte samme finale - endda med et fladt stykke efter nedkørslen - gjorde den 18,2 km lange gigant, der stiger med hele 8,1%, voldsom skade.

Nibali kørte ganske vist først væk på nedkørslen, der næsten kan være lige så vigtig som opkørslen, men bag ham var kun samlet den senere vinder Ivan Basso, Michele Scarponi og Cadel Evans, mens den næste større gruppe på 10 mand smed mere end 2 minutter til de fire forreste. Med andre ord er det en etape, der har potentiale til at skabe det førertrøjeskifte, vi så på løbets sidste lørdag i både 2022 og 2023, selvom etapen ikke har samme sværhedsgrad, som vi har set de seneste to år - og det vil ske, inden rytterne for andet år i træk ender løbet med en lang rejse fra Dolomitterne til Rom, der for blot sjette gang i historien er vært for den store finale.

Det er således ikke, fordi løbet mangler bjergetaper. Der venter seks bjergfinaler i tillæg til Monte Grappa-etapen, og derudover er har både 1., 19. og 20. etape mål tæt på toppen af ganske svære stigninger. Der er bare ingen af de ni etaper, der for alvor skiller sig ud i kraft af sin meget vanskelige finale eller samlede sværhedsgrad, og det er meget sigende for, at Vegni er lykkedes fint med at designe en rute, hvor det ikke bør være frygten for kommende udfordringer, der bør anspore til defensiv kørsel, eller frygten for alt for voldsomme vanskeligheder, der skal få rytterne til at vælge hele løbet. Ja, selv Strade Bianche- og muretaperne er skaleret så voldsomt ned i vanskelighedsgrad, at de næppe kommer til at spille nogen stor rolle, og skal man pege på helt stensikre nøglepunkter er det vel næsten de små 70 km enkeltstart - næppe noget Pogacar i lyset af de ventede rivaler kan være svært utilfreds med, slet ikke når finalebjergene generelt er kortere og mere eksplosive, og vi mangler mange af de højder og lange stigninger, hvor sloveneren før har været sårbar.

Varieret sprintermenu og fattig klassikermenu

Betyder en lettere rute så også mere guf til sprinterne? Både ja og nej. I år var der seks etaper, der med nogen rimelighed kan siges at være endt i en rigtig massespurt, og dertil kom en 3. etape for de mest hårdføre afsluttere og to potentielt spildte muligheder undervejs. I 2024 bliver der otte etaper, der kan ende i en spurt, men de er bestemt ikke alle lige enkle. Der er naturligvis nogle meget lette etaper. Det gælder finaleetapen i Rom, hvor Mark Cavendish tog det, der længe lignede karrierens sidste sejr, tidligere i år, og hvor der skal klatres 677 højdemeter over 126 km.

Den tredje uge byder også på den obligatoriske etape med faldende terræn fra en start i bjergene til en finale på Po-sletten, når ugen bjergetaper på 18. dag afbrydes af en etape med 800 højdemeter over 166 km, og i den anden uge finder man to meget lette etaper. Det gælder 11. etape, der nok starter i Appenninerne og har 1886 højdemeter over 203 km, men slutter med en tur op langs adriaterhavskysten, og det gælder 13. etape, der byder på en af den slags helt flade ruter ved Adriaterhavet og på Po-sletten, som løbet er så kendt for, og som her blot byder på sølle 195 højdemeter over 179 km.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Det er i den første uge, at de fire potentielle sprinteretaper er mere tricky. Den første chance kommer på tredjedagen efter den hårde åbningsweekend, men her slutter en ellers næsten helt flad etape med bare 831 højdemeter over 165 km, hvor en lille bakke (1,8 km, 4,2%) har top bare 1 km fra stregen - ikke noget, der kan sætte sprinterne til vægs, men som kan give et helt andet udfald end en klassisk massespurt. Det bliver ikke meget lettere på den efterfølgende 4. etape, der er designet som en miniudgave af Milano-Sanremo med en start på Po-sletten, en tur op over bjergene nord for den liguriske kyst og slutteligt en tur hen langs vandet. Her slutter de 187 km, der har 2079 højdemeter, nemlig med den lille Capo Mele (1,8 km, 4,4%), som vi kender fra netop Milano-Sanremo, og da den har top bare 2,5 km fra stregen, hvorefter det falder resten af vejen, byder heller ikke den etape på en helt klassisk massespurt.

Den kan rytterne så til gengæld nok få på 5. etape, der altså er den femte sprintervenlige etape i træk. Her venter ganske vist en benhård start i bakkerne omkring startbyen Genova, så man i alt skal klatre 2168 højdemeter over 176 km, men derefter går det fladt hen langs kysten, inden man til slut skal over en lille bakke (3,0 km, 4,3%), når man forlader vandet for at køre hen til målet i Lucca - en bakke, der trods sin placering inden for de sidste 20 km næppe kan gøre den helt store forskel.

Det kan bakkerne til gengæld på løbets anden søndag, når man på 9. etape for tredje år i træk skal en tur til Napoli, hvor Mads Pedersen i 2023 tog sin forløsende sejr. Her lægger man ellers ud med at køre igennem faldende terræn ud mod den flade kyst, som følges det meste af dagen, men inden for de sidste 0 km skal man over fire mindre bakker (først 3,7 km med 3,1%, så 1,1 km med 6,7%, dernæst 2,0 km med 4,9% og slutteligt 3,2 km 4,4%), og de kan ikke blot anspore til angreb, men nok også rydde ud i feltet inden det, der kan blive ugens fjerde massespurt på en dag med 1584 højdemeter over 206 km.

Sprintermenuen byder altså på fire lidt mere tricky sprinteretaper i den første uge og fire meget lette etaper i de to sidste uger, og det kan de næppe være helt utilfredse med. Det efterlader til gengæld ikke meget gud til den store gruppe af udbrydere, klassikerryttere og puncheurs, der plejer at have så fine muligheder i Giroen. Der mangler nemlig i den grad mellemkuperede udbrudsetaper. Det er naturligvis nærliggende at pege på mur- og grusetaperne, der jo lugter af klassikerterræn og bør gå til lykkeridderne, men i hver fald sidstnævnte er heller ikke så vanskelig, at en hårdfør afslutter ikke kan tillade sig at drømme om den dag også. Den mest oplagte udbudsetape er jo i virkeligheden åbningsetapen, men når en førertrøje er på spil for etapevinderen, virker det svært usandsandsynligt, at det bliver en dag med den store frihed, og derudover kan man pege på den lidt blødere 19. etape som en mulighed blandt alle bjergetaperne, hvor udbrud selvsagt vil have gode chancer, men hvor antallet af vinderkandidater begrænses stærkt af klatreevnerne.

Der er altså ikke meget klassikerguf til klassikerrytterne i den grand tour, der måske ellers er den mest klassikeragtige, og skal man drage til Italien skal man nok helst være temporytter, klatrer eller sprinter. Det bør gøre valget ganske let for klassikertyperne, for Giroen er i forvejen ret svær at kombinere med en klassikersatsning. I skrivende stund kender vi ikke ruterne til Touren og Vueltaen, men mange af de ryttere, der vil dominere i den første del af foråret, vil nok efter denne rutepræsentation være tilbøjelige til at se mod Frankrig eller Spanien i stedet for Italien.

Vil den slovenske mission lykkes?

En af dem er jo Pogacar, og det er et af Vegnis store problemer. Den slovenske stjerne har svært ved at skjule, at han er blevet smaskforelsket i endagsløbene, og han synes faktisk at være betydeligt mere begejstret for dem end for etapeløbene. Det er derfor pokkers svært at se ham droppe en klassikersatsning for i stedet at satse på en Giro-Tour-double, og da det i denne verden nok kun er Mads Pedersen, der tør forsøge at gabe over det hele i én sæson, synes eneste vej for Vegni til at få Pogacar til start at være, at sloveneren dropper Touren. Og jeg tror desværre for den italienske løbsdirektør, at der kommer to mandage i en uge, inden UAE og Pogacar er villige til helt at skippe verdens største cykelløb - let Giro eller ej.

Det slovenske formål med rutepræsentation bliver derfor næppe indfriet, men Vegni kan håbe, at der er andre, der lader sig inspirere af den lette tredje uge til at forsøge at køre begge grand tours. Det ville jo eksempelvis være naturligt for Jumbo, der pludselig står med et gabende hul efter Roglics exit, at sende Sepp Kuss til Giroen. Vi ved jo, at han typisk er bedst i sin anden - ja, faktisk i sin tredje - grand tour, og derfor ville en personlig Giro-satsning være en perfekt opvarmning til rollen som Vingegaard-hjælper i Touren. Hvis det var Vegnis mission at få Kuss til at starte sin sjette grand tour i træk, har han dog nok dummet sig gevaldigt, for det er svært at se en mere Kuss-fjendtlig rute end denne meget eksplosive og tempotunge rute, der mangler de helt store bjergetaper med de svære bjergfinaler.

I stedet skal han nok se mod UAE. Ganske vist har Joao Almeida for længst sagt, at han planlægger at køre Tour i 2024, men denne rute ligner en oplagt chance for at gå efter en grand tour-sejr i et felt, der er knap så stærkt. Den bør med sine enkeltstartskilometer også være indbydende for Juan Ayuso, hvis han har planer om at prøve noget nyt, selvom han nu nok havde foretrukket nogle flere af de store bjergetaper, hvor han er allerbedst.

Hos Ineos må de mange tempokilometer også inspirere Geraint Thomas, hvis veteranen fortsat har et grand tour-skud i benene, og hvis det efterhånden ret kaptajnfattige og meget Tour-fokuserede storhold kan undvære ham i Touren. Og set med danske øjne må denne lidt lettere, men meget tempotunge rute give nogle overvejelser hos Mattias Skjelmose, der her ser ud til at få en meget gunstig mulighed for i et knap så stærkt felt at jagte et topresultat i en grand tour, særligt hvis Tao Geoghegan Harts skade betyder, at Lidl-Treks nye grand tour-stjerne skal bruge lidt mere tid på at blive konkurrencedygtig og derfor lægger beslag på pladsen som Tour-kaptajn.

På den anden side er der nok andre, der fik kaffen galt i halsen i fredags. Det gælder vel særligt 2022-vinderen Jai Hindley, der med Roglics ankomst nok havde udset sig endnu en Giro-sejr som den kommende sæsons store mål. Den bliver bare svær at opnå på denne meget tempotunge rute, hvor bjergetaperne slet ikke er så koncentrerede i den tredje uge, hvor han er allerbedst. I det hele taget er det nok hele Bora-mandskabet, der skal genoverveje tingene, for Cian Uijtdebroeks, der allerede har annonceret sine planer om en Giro-satsning, kunne vel strengt taget ikke have designet en rute, der passede ham meget ringere. Blandt Boras sekundære kaptajner er det i hvert fald Aleksandr Vlasov, der må være klart mest fristet af denne rute, der til gengæld synes at passe ham fremragende, men ham er der omvendt nok ikke en podieplads gemt i - og hvis rygterne om et holdløb i Touren bliver til virkelighed, vil Roglic nok hellere havde en tempostærke russer end temposvage Hindley med sig til Frankrig.

Om Vegni kan slå sig til tåls med et felt, hvor stjernerne er folk som Almedia, Ayuso, Thomas, Skjelmose, Hindley og Vlasov, vil tiden vise, men han kan blive nødt til. Formålet med denne lidt atypiske Giro, hvor vi helt savner både de spektakulære stigninger, de voldsomme bjergetaper og den brutale tredje uge, der er blevet Giroens kendetegn, synes at være slovensk, men Pogacar skal agere meget anderledes, end jeg forestiller sig, hvis italienerens hedeste drøm skal blive til virkelighed. Til gengæld kan hans anden ambition om at skabe et mere aggressivt og underholdende løb, hvor alle ikke venter på de sidste dages brutalitet meget vel blive til virkelighed - og hvis det ledsages af et felt, der måske nok mangler de største stjerner, men til gengæld vil byde på et langt mere åbent og uforudsigeligt løb end et felt, hvor Pogacar vil tårne sig op som en gigantisk favorit, er det måske slet ikke så ringe et udkomme af, at Vegni i fredags viste et helt anderledes menneskeligt ansigt, end vi har lært at kende ham for.