Optakt: Veneto Classic

SE VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden Giro dell’Appennino i begyndelsen af juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb i landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

For nogle år siden betød en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli rundede den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, så det har været Il Lombardia, der har lukket ballet. I 2021 voksede den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid yderligere. Nok blev GP Beghelli og Coppa Bernocchi, der plejer at være en del af serien, aflyst, men de blev erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikledes i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. De to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlængedes den italienske sæson med yderligere en uge. Ligesom i 2022 er de to aflyste løb heldigvis tilbage, men da Milano-Torino som bekendt sidste år blev rykket til sin gamle placering i marts, er der i år stadig ”kun” 12 endagsløb i den flotte efterårsserie.

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte, hvoraf det ene altså nu er rykket til marts, er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fire dage afviklede hele tre løb og en pause i forbindelse med den normale VM-uge, nåede serien sit klimaks i de seneste uger, hvor Coppa Agostoni, Giro dell’Emilia, Coppa Bernocchi, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte var opvarmning til den store finale i Lombardiet, men for tredje år i træk fortsætter festen en uges tid endnu. Det er nemlig lykkedes for Filippo Pozzato at ”opfinde” en cykeluge i Veneto-regionen, hvor man onsdag kører det genopstandne Giro del Veneto, fredag kører et stort gravelløb og søndag runder den italienske sæson af med blot den tredje udgave af det nye Veneto Classic.

Veneto Classic er lidt af et særsyn i Italien. Som sagt har det været tidens orden, at det ene løb efter det andet har måttet lade lide livet, og derfor er det ganske specielt at se et nyt løb opstå. Faktisk er det eneste større endagsløb, der er opstået i landet igennem ganske mange år, Strade Bianche, og i stedet har det mest af alt handlet om desperate forsøg på at redde de mange historiske begivenheder, hvis liv har været truet.

Et af disse løb var det ældgamle Giro del Veneto, hvis historie rækker helt tilbage til 1909, men som i 2010 blev afviklet for sidste gang i mere end 10 år. Heldigvis er der generelt bedring i italiensk cykelsport i disse år, og i 2021 genskabtes Giro del Veneto efter 10 års fravær som det første af de mange historiske løb, der er forsvundet. Det skete med Filippo Pozzato som primus motor, idet den tidligere stjerne har lagt en stor indsats i at genrejse Veneto-regionen som et cykelmekka. I 2020 fik han det italienske mesterskab til området, og i 2021 fik han ikke blot genskabt Giro del Veneto, men altså også skabt et nyt løb, Veneto Classic. Begge løb afvikles som del af en meget intens uge, hvor de professionelle om fredagen igen i år endda får mulighed for at køre historiens første gravelløb for professionelle, mens der også er aktiviteter for børn og motionister.

Klogelig har man lagt dem i samme periode som de mange øvrige italienske efterårsløb, og selvom deres placering som de to sidste løb i den lange række på hele 11 endagsløb har betydet, at det bliver de svagest besatte i serien, er det lykkedes at skabe en vis synergi med de øvrige løb, selvom hovedparten af feltet vil runde sæsonen af med Il Lombardia. I 2021 fik man fire WorldTour-hold til start i den første udgave, og i 2022 betød pointjagten, at man doblede op med nu hele otte hold fra højeste niveau. Selvom der i år er knap så meget fokus på point, fortsætter man de gode takter med deltagelse af syv af de bedste hold. Planen er på sigt at afvikle løbene som nogle af de første i blokken, hvor de i stedet skal være med til at agere VM-forberedelse sammen med Giro della Toscana, Coppa Sabatini, Memorial Marco Pantani og Trofeo Matteotti. Drømmen er endda, at Veneto Classic skal blive en del af WorldTouren og således være ugens store klimaks i weekenden.

Som et nyt løb er det stadig uklart, hvilket identitet løbet vil have. I første omgang designede man en rute, der gjorde brug af store dele af vejene fra 2020-udgaven af de italienske mesterskaber, og mønsteret va det samme, som man ser de i de fleste italienske endagsløb, der er skabt til stærke sprintere og puncheurs. I 2021 blev løbet domineret af puncheurs, og noget tyder på, at det skal være normen. I hvert fald designede man til den anden og nu også den tredje udgave en rute med klare ligheder med den, der blev benyttet i debutudgaven. Den var en succes, og forhåbentlig vil Veneto Classic fremover være en fast bestanddel på en italiensk cykelkalender, der ellers kun er blevet fattigere og fattigere de seneste år.

Sidste år var det meget stærke UAE-mandskab på jagt efter revanche, da de i debutudgaven blev snydt af Astana og Samuele Battistella, og denne gang begik de ingen fejl. Først kørte Davide Formolo alene op til Nicola Conci, der havde angrebet forinden, og siden fortsatte Marc Hirschi direkte forbi duoen på en nedkørsel. Herfra holdt han hele vejen, og da Fomolo til slut endda satte Conci, blev til en dobbeltsejr til det arabiske mandskab, mens Alpecin-italieneren måtte tage til takke med 3. pladsen, hele 29 sekunder efter Hirschi. Hirschi og Formolo vender tilbage i et forsøg på at gentage den flotte succes, og da Conci også er med igen denne gang, får vi deltagelse af hele det seneste podium.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

SE VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Med skabelsen af et helt nyt løb har Filippo Pozzato og de øvrige arrangører haft helt frie hænder til at designe deres rute uden at være låst af historiske forpligtelser. Som sagt har man valgt samme model, som man ser i hovedparten af de italienske løb, der indledes fladt, inden en kuperet midtersektion afløses af en flad finale - et koncept, der plejer at appellere til stærke sprintere og puncheurs, og som skaber meget åbne og uforudsigelige cykelløb.

Sådan var det også i den første udgave, hvor man designede en rute, der var vanskeligere end til onsdagens Giro del Veneto og således skabte et løb, som viste sig at appellere mere til puncheurs end til stærke sprintere. Sidste år skruede man ned for vanskelighederne i onsdagens løb, der nu fik mere appel til sprinterne, og også til søndagens finale gjorde man ruten en anelse lettere. Konceptet og mange af stigningerne var dog præcis det samme som i 2021, og med nogle korte, men meget stejle mure i finalen var der plads til at skabe forskelle for løbets puncheurs.

I år skruede man yderligere ned for vanskelighederne i onsdagens løb, der endte som et rent puncheurløb, men det kompenserer man for til søndagens løb, der nu helt entydigt er det vanskeligste af de to. Ganske vist er antallet af højdemeter stort set uforandret, men med en lettere indledning og flere omgange på rundstrækningerne i finalen bliver de samlet mere mod slutningen.

Inspirationen er fundet ved 2020-udgaven af de italienske mesterskaber, der blev vundet af Giacomo Nizzolo i en spurt i en lille gruppe. Dengang kørte man i alt væsentligt omgange på en rundstrækning med La Rosina-stigningen, og det gør man også i dette løb. I 2021 kørte man netop den rundstrækning, der var krydret med en stejl lille mur umiddelbart efter nedkørslen, i finalen, og modsat ved mesterskaberne sluttede man heller ikke med et længere fladt stykke, der ledte ned til byen Cittadella. Derimod sluttede løbet på selve rundstrækningen, hvilket betød, at stigningerne kom i den fulde finale og ikke som ved mesterskaberne med næsten 30 km til mål.

Sidste år var La Rosina-rundstrækningen med igen - dog uden 2021-udgavens lille mur - men nu kører man den tidligere. Løbet afsluttedes nu med omgange på en anden og umiddelbart lettere rundstrækning med en blød opkørsel og en hidsig mur, men det kompenserede man for ved at sende rytterne op over to korte og stejle mure - den ene endda på grus - inden for de sidste 10 km. Den model genbruges i år, hvor eneste forskel er, at man kører en ekstra omgang på hver af de to rundstrækninger og til gengæld forkorter det indledende lettere stykke.

Med en distance på 195,7 km er der tale om et ca. 5 km længere løb end i 2022, men et ca. 12 km kortere løb end i 2022, og de forandringer skyldes primært, at startbyen er flyttet hver eneste gang, denne gang til Mel, mens der nok engang er mål i Bassano del Grappa. Startbyen ligger modsat de tidligere år i bjergene og ikke på Po-sletten, men arrangørerne er ganske nådige. Således lægger man ud med at køre mod sydvest ad lige veje, der generelt er let faldende, og sådan fortsætter det, når man efter 11,0 km i byen Feltre drejer mod sydøst og syd for at køre ned lange Piave-floden.

Den forlader man, når man efter 38,5 km drejer mod sydvest, hvorefter det begynder at stige, kulminerende med to bakker, hvoraf den første stiger med 6,5% over 500 m og har top efter 48,2 km. Efer den sidste af disse leder en nedkørsel mod syd ned til Po-sletten, hvorefter man ad flade veje snor sig mod vest ind mod målbyen, som nås efter 72,0 km.

Man krydser dog ikke stregen. I stedet kører man mod nordvest og sydvest igennem fladt terræn ud til La Rosina-rundstrækningen, som rammes efter 82,6 km. Den er 12,5 km lang, og her skal man køre fire mod sidste år tre omgange. Den indledes med et fladt stykke, der leder mod vest, sydvest og nord, inden man kører mod nord og nordøst op ad La Rosina (2,1 km 6,5%, max. 8%). Der er tale om en meget regulær stigning, hvis top rundes efter hhv. 89,8 km, 102,3 km, 114,7 km og 127,3 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod øst, inden det går fladt mod syd ned til rundstrækningen udgangspunkt.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Efter fjerde og sidste omgang kører man ad flade veje mod sydvest fem til La Tisa-rundstrækningen, der rammes efter 140,7 km. Den er 11,9 km lang og skal tilbagelægges tre gange. Den indledes med, at man skal over den lille brostensmur La Tisa (330 m, 15,2%, max. 20%), hvis top rundes efter hhv. 141,4 km, 153,4 km og 165,3 km, inden man kører ad let stigende veje mod syd, nordvest og nord, hvorefter en nedkørsel leder mod syd og øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter sidste omgang kører man over La Tisa en fjerde og sidste gang, så toppen rundes efter 177,3 km, og herefter indledes de sidste 18,4 km med, at man kører mod nordøst ad lige og flade veje med retning mod målbyen. I byen Marostica forlader man imidlertid hovedvejen for at fortsætte mod nordøst op ad den nye grusvejsstigning Diesel Farm (1,3 km, 10,9%, max. 18%), der er en stejl og relativt jævn sag med top efter 188,3 km.

Derfra resterer bare 7,4 km, som indledes med en let nedkørsel, der leder mod syd og nordøst, inden et kort, fladt stykke fører mod nord. Her drejer man mod øst for at passere den lille Muro du Contra Soarda (500 m, 11,4%), der som nævnt ovenfor var en del af La Rosina-rundstrækningen i 2021. Den har top bare 4,3 km fra stregen, hvorefter det falder let mod den røde flamme, inden den sidste kilometer stiger let med 1,4% i snit. Det går ad en lige vej uden sving frem til en rundkørsel med hhv. 1500 m igen, hvorefter man drejer skarpt med 600 m igen. Nu er der to 90-graderskurver med hhv. 450 m og 300 m igen, inden der er to sving i rap bare 100 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 2502 højdemeter mod 2508 højdemeter i 2022 og 2570 højdemeter i 2021.

Læs også

Starttider: 1. etape af Vuelta España Femenina 2024

SE VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

De italienske efterårsklassikere har næsten alle haft perfekt vejr, men nu er den sydeuropæiske sommer langt om længe slut. I den indledende fase vil der være en nedbørsrisiko på 75-80%, men den vil langsomt aftage fra 14-tiden og blot være 20% til den allersidste del, hvor solen måske vil kigge frem. Det vil også være køligere med temperaturer på 16 grader ved starten og 19 grader i mål, og det vil også være lit mere blæsende med en let til jævn vind (6-16 km/t) fra øst. Det giver sidemed- og sidevind frem til første passage gennem målbyen. Der vil være sidemodvind på La Rosina-stigningen og modvind på La Tisa-muren. Slutteligt får man sidemodvind fra bunden efter sidste passage af La Tisa, og det varer ved hele vejen frem til bunden af mål, idet der kun er et kort sidevindsstykke mellem de to sidste stigninger samt korte stykker med sidemed- og sidevind mellem svingene med 600 m og 300 m igen.

Favoritterne

Et nyt løb betyder en ny rute og dermed naturligvis også en betydelig usikkerhed om, hvad vi kan forvente. Det gælder naturligvis særligt, når ruten tilmed har et design, der ikke gør den helt let at læse, og hvor der synes at være basis for flere mulige udfald. Sådan var det i 2021 og 2022, og sådan vil det være igen i år. Ganske vist gør ruten brug af mange af de samme veje, som vi så i debutudgaven for to år siden, men den er alligevel designet helt anderledes. Til gengæld er ruten praktisk talt den samme som i 2022, idet den ekstra omgang på hver af de to rundstrækninger, dog betyder, at den svære La Rosina-stigning kommer lidt længere fra mål.

Grundlæggende er strukturen den samme, som vi kender fra de fleste italienske endagsløb, hvor man ofte har en flad start, en kuperet midtersektion og en flad finale. Erfaringen fra de første to udgaver viser dog, at dette løb er ganske selektivt. Inden for de sidste 10 km når rytterne toppen af både den meget stejle grusvejsstigning Diesel Farm og efterfølgende den lille mur, som er blevet brugt begge gange indtil nu, og det er derfor slet ikke et sprinterløb, som vi så det i onsdags. Finalen bør være så svær, at en rigtig spurtafgørelse er udelukket.

Det er i stedet et løb for ardennertyper og klatrere. I 2021 endte det med, at løbet blev afgjort af en gruppe bestående af Samuele Battistella, Marc Hirschi, Jhonatan Restrepo, Alexey Lutsenko, Remy Rochas, Diego Ulissi, Lorenzo Rota, Guillaume Martin, Andrea Piccolo og Christian Scaroni. I 2022 kom La Rosina lidt længere fra mål, og det gjorde det muligt for lid tungere ryttere. Ganske vist vandtes løbet stadig af en ardennerspecialist i form af Hirschi, der sejrede foran Davide Formolo og Nicola Conci, men herefter var det lidt tungere folk som Stefano Oldani, Matteo Trentin og Mathias Vacek

I 2021 kørte de La Rosina-rundstrækningen i finalen, og relativt tidligt blev udskilningen skabt. Herefter endte det i et taktisk spil, hvor Astana og UAE tidligt sendte Battistella og Matteo Trentin i offensiven, og efter at sidstnævnte var styrtet måtte UAE ofre Formolo, der oprindeligt også var med i gruppen, i et forsøg på at hente Battistella. På den sidste mur kom Hirschi tæt på, men han fik akkurat ikke hentet den tidligere U23-verdensmester.

Sidste år havde vi en større gruppe betydeligt senere i løbet, fordi den lange stigning lå langt fra mål. Herefter blev det en mere regulær udskilning, men taktik spillede stadig en rolle. Formolo og Conci kom væk, inden Hirschi fortsatte direkte forbi, hvorefter UAE kunne udnytte overtallet til at sikre sig en dobbeltsejr.

Læs også

UAE-talenter fuldender hattrick

I år køres La Rosina endda endnu tidligere end sidste år, og det gør det til en betydeligt lettere finale end i 2021. Den nye rundstrækning med La Tisa-muren er betydeligt nemmere. Den er bestemt ikke flad, men der er mest tale om let stigende veje, og selve brostensmuren er for kort til for alvor at gøre forskelle. Til gengæld er selve finalen med grusvejene på Diesel Farm og den sidste lille mur stadig meget hård, men som udgangspunkt må man antage, at det er en større gruppe, der vil være i spil til sejren på dette tidspunkt. Det så vi i 2022, og det vil formentlig blive endnu mere udtalt i år.

Det er dog ikke givet. Historien gentager sig nemlig i den forstand, at UAE møder med en veritabel supertrup, som vil være hele løbets omdrejningspunkt. Det er i deres interesse og dermed også deres opgave at gøre løbet hårdt, og det vil vi måske se, at de gør på La Rosina-rundstrækningen. Det undlod de dog at gøre sidste år, og da de er til start med kun seks mand, tror jeg mere på, at vi som sidste år vil se en større gruppe efter La Rosina. Derfra er stigningerne kortere og mere eksplosive og dermed bedre for meget eksplosive folk, men også mulige for lidt tungere folk. Et større felt taler også for, at taktik kan blive knap så afgørende som i 2021, men som vi så sidste år, kan et overtal altid være vigtigt på en åben rute som denne - særligt hvis der pludselig kører en tidlig gruppe med deltagelse af alle de rigtige hold.

Vejret er til gengæld anderledes end de seneste år. Der er i hvert fald en betydelig risiko for, at rytterne vil få en del regn i den indledende fase. Det kan bidrage til at gøre løbet hårdere. Mod det hårde scenarium taler til gengæld vinden, der bestemt kan mærkes. Der vil være modvind på alle stigninger og fuld modvind fra sidste passage af La Tisa og op over både Diesel Farm og den sidste mur. Det betyder, at det kan blive svært for de bedste at gøre forskelle og kan øge betydningen af en god spurt.

Jeg tror på et titelforsvar til Marc Hirschi, men jeg er bestemt ikke sikker i min sag. At han passer til løbet, kan man se af hans sejr i 2022 og 2. plads i 2021, og vi har også set, at han har været flyvende dette efterår. Særligt hans flotte Lombardiet viste, at han stadig har masser af form, men den temmelig sløje spurt i onsdags kan måske viste, at han er ved at være træt. Det gør mig i hvert fald lidt i tvivl, om han med den megen modvind kan sætte de folk, der måske kan slå ham i en spurt. Blandt favoritterne kan han slå de fleste, men da han ikke er så hurtig som tidligere, kan mange af de samme også slå ham. Når det er sagt, er Hirschi hurtig, særligt i en teknisk finale, og han er skabt til disse meget stejle finalebakker. Selvom holdet er lille og lider under tabet af Diego Ulissi, er det også stærkt med flere kandidater til finalen, og vi ved, at Hirschi altid er god i regnvejr. Motivationen er åbenlyst også i top, og med tanke på de høje niveau, han har haft gennem hele efteråret, tror jeg, at han kan forsvare titlen på en rute, der ikke kunne passe ham bedre.

UAE har dog flere kort. Et af dem er sidste års nr. 2, Davide Formolo, men den flyvende form, han havde for nogle uger siden, synes han ikke længere at have. Den nye rute passer ham heller ikke helt så godt som i 2021, men vi så stadig sidste år, at han med offensiv kørsel var tæt på at vinde. Det er også vejen til sej denne gang, men modvinden er en hæmsko, og formen er efterhånden tvivlsom. Det er den også for Matteo Trentin, der så træt ud i Binche og Tours. I forvejen er ruten på grænsen, men sidste år endte han i formstærk udgave ganske overraskende som nr. 5. Modvinden og vejret hjælper ham, men eksplosionen i Tours var så markant, at jeg tvivler på formen. Rafal Majka så derimod godt ud i Lombardiet, og han vil med et tidligt angreb kunne vinde på samme måde som Formolo, men han ender garanteret som hjælper igen - akkurat som Jan Christen må gøre det i denne lille trup.

Den eneste grund til, at jeg ikke peger på Tobias Johannessen, er spurten. Nordmanden er hurtig, men jeg tror, at Hirschi er en anelse hurtigere. Til gengæld er det svært at tvivle på Johannessens form efter sejren i Luxembourg, 4. pladsen i Franco-Belge, 3. pladsen i Tours og 2. pladsen i Veneto. Ja, faktisk er den logiske følge af de seneste tre endagsløb vel, at han følger en 4., 3. og en 2. plads op med en 1. plads. Det er bestemt muligt. Han dokumenterede sit punch på korte, eksplosive stigninger i alle de seneste løb, og hans gode spurt kender vi også. En nordmand kan ikke skræmmes af regn, og en mountainbikerytter skræmmes ikke af grus. Havde vi haft medvind, var mit bud, at han måske var kørt alene hjem, men det kan nu blive vanskeligt. I givet fald må han satse lidt på sin spurt, der heldigvis også er fremragende.

Han ledsages af Anthon Charmig , der også har punch, er hurtig og er god på stigninger som disse. Han er som udgangspunkt hjælper, men han synes at have formen til at vinde via taktik. Fredrik Dversnes passer også til løbet, men han bruges lige nu konstant som hjælper. Mere beskyttet er nok Torstein Træen, der skal vinde løbet via taktik, da han passer dårligt til de eksplosive stigninger og nok efter sin lange pause heller ikke er flyvende lige nu. Ådne Holter synes ikke i form, og ruten er for svær for Martin Urianstad og Jonas Abrahamsen.

Sidste år kom Andreas Kron til kort på denne rute, men i år synes han at komme til løbet i langt bedre form. Han har netop kørt et fremragende Lombardiet, inden han endte som nr. 9 i onsdags, hvor holdet kørte for Florian Vermeersch. I morgen bør danskeren dog være kaptajn i et løb, der passer ham perfekt, og vi har senest i Vueltaen set, hvor god han er i regn. Han er formentlig også hurtigere end både Hirschi og Johannessen, men der er hele tiden den store risiko for, at Vuelta-formen ikke kan vare evigt. Det er min største bekymring, for en grand tour-form synes før eller siden altid at blive afløst af træthed. Som alternativ har holdet den uhyre formstærke Vermeersch, der også vandt fredagens gravelløb i Veneto. Som vi så sidste år, kan tungere typer som ham godt være med på denne rute - særligt i regn og modvind - men han vil formentlig få lidt svært ved at følge de letteste på de sidste to stigninger, hvorfor han skal satse på tidligt angreb eller regruppering. Løbet må være for hårdt for Milan Menten , og Brent Van Moer og Arjen Livyns synes ikke flyvende lige nu.

Hos Israel-PT tror jeg stadig meget på Nick Schultz. Det var for mig helt uforståeligt, at han skulle føre tidligt i onsdags, men på denne rute kan han forhåbentlig få sin chance. I Varese, Piemonte og særligt Lombardiet har han bevist sin form, og med sit punch og sin spurt passer han perfekt til løbet. Domenico Pozzovivo kan også meget vel køre med de bedste på stigninger, der passer ham, men han skal vinde via taktik. Jakob Fuglsang er desværre ikke kommet stærkt igen efter sin sygdom i Luxembourg, og da han ligeledes skal vinde via taktik, tvivler jeg mere på, at vi vil se ham med i kampen om sejren. Corbin Strong viste lidt livstegn igen i onsdags, men den bedste Strong havde altså vundet den spurt. Med tanke på hans kørsel i de seneste løb regner jeg med, at dette løb bliver for hårdt, som det også må være for formsvage Marco Frigo.

Læs også

LIVE nu: Kan Lotto-stjerne vinde i sit comeback?

Hos Alpecin er jeg spændt på Stefano Oldani. Han kørte spurten for Kristian Sbaragli forleden, hvilket måske er et krisetegn, men forinden viste han storform i Bernocchi, Piemonte og Lombardiet. Dette løb er en anelse for hårdt for ham, men sidste år endte han altså som nr. 4. Modvinden gør det mere sandsynligt, at han denne gang kan følge de bedste, eller at vi kan få en regruppering, og han i hvert fald spurten til at gøre det færdigt. Han ledsages af den ligeledes formstærke Sbaragli, der også er hurtig, men ikke har vist helt samme styrke som Oldani. Et tredje bud er sidste års nr. 3, Nicola Conci, der dog stadig synes at lede efter sin form fa sidste år. Axel Laurance, der angreb tidligt i onsdags, og Jason Osborne synes begge for formsvage.

Arkea kommer med en ganske spændende kandidat i Clement Champoussin. En 12. plads i Emilia og senest en 26. plads i Lombardiet vidner om, at formen er fin. I år har det været ret tydeligt, at han er bedst i lidt mere eksplosivt terræn, og da han i Norge konfirmerede, at han nu også kan spurte, passer løbet ham godt. Jeg vil bare tro, at mine største favoritter er hurtigere, og de har tillige vist en form, der er en anelse bedre. Flyvende er Luca Mozzato, som vi senest så det i onsdags på en for ham hård bakke, men selvom vejret vil hjælpe, bør han altså komme til kort på denne form for rute. Den er skabt til Kevin Vauquelin, der burde være det bedste kort, men som fortsat ikke har vist tegn på form. Den bedste Matis Louvel kunne måske lave et resultat, men trods den fine spurt i onsdags synes han stadig for formsvag, som det også gælder for Simon Guglielmi. Løbet er for svært for Anthony Delaplace og Jenthe Biermans.

Ag2r kommer med Benoit Cosnefroy, der jo er skabt til disse meget eksplosive mure og stejle procenter. Desværre leder han stadig efter den bedste form, og det var vel endnu et krisetegn, at han i onsdags accepterede at køre en for ham perfekt spurt for Dorian Godon . Han så også ud til at stå stille, da han ramte fronten, og selvom han er en helt oplagt vinder, hvis han er mere formstærk, end jeg forventer, frygter jeg endnu en skuffelse. Et bedre bud kan derfor være Godon. Han viste storform med sin sublime spurt, men denne rute er for hård for ham. Han skal enten angribe tidligt eller satse på regruppering - alt sammen noget, der vil blive nemmere med vinden og vejret. Jeg har også ret store forventninger til Franck Bonnamour, der også har punch og spurtstyrke, og som fandt sig selv i Luxembourg forleden. Endelig har holdet Andrea Vendrame, der er deres allerebedste afslutter og stadig viste fornem form i Varese og Bernocchi, men også for ham gælder, at jeg er usikker på, hvor længe Vuelta-formen rækker.

Hvor træt er Simone Velasco? Han kørte stadig stærkt i Varese, men skuffede i Lombardiet og kørte for Samuele Battistella i onsdags. Min fornemmelse er, at han kører på pumperne, men vi ved også, at han er svingende. Med sit punch og sin gode spurt er han skabt til dette løb, og rækker formen ikke helt, hjælpes han af modvinden. Det var også opløftende at se livstegn fra Battistella, der vil være motiveret til et løb, han allerede har vundet, men med tanke på det, han har vist i år, er det svært at se ham helt fremme, fordi han endte som nr. 7 i en spurt. Løbet er også perfekt for Christian Scaroni, men han synes slet ikke på toppen trods det fine Bernocchi.

Jayco skal satse på Filippo Zana, der ikke er helt let at blive klog på lige nu. Han viste fremragende ben o et meget stærkere felt i Varese, men skuffede i Lombardiet. Der er dog en god chance for, at han vil være blandt de bedste på stigninger, der ikke passer ham helt skævt, men hans problem er, at de fleste favoritter er hurtigere end ham. På papiret er det et godt løb for Michael Matthews, men han havde endnu en nedtur i onsdags, hvor han udgik, og Welay Hagos Berhe har slet ikke vist den form, han havde tidligere i år. Matteo Sobrero synes decideret formsvag, og heller ikke Tsgabu Grmay synes flyvende lige nu.

Som altid er Walter Calzoni helt umulig at regne med. Han har kørt to skuffende løb i træk, men i Vaese var han ganske stærk. Han fik sit gennembrud i grusløbet i Spanien, og han bør elske denne eksplosive finale. Det er ikke min fornemmelse, at han har formen fra september, men Varese-benene fører også lang ti dette felt. Han ledsages af Gianluca Brambilla, der er skabt til dette løb, men trods en 10. plads i onsdags har han virket for formsvag, hvad også Mark Donovan og Marcel Camprubi synes at være.

Hos Eolo skal man satse på Davide Piganzoli, der jo har vist et imponerende højt niveau i disse løb, senest med 28. pladsen i Lombardiet. Jeg er dog bange for, at disse stigninger er for eksplosive, og han mangler tillige spurten til at gøre det færdigt. For formstærke Diego Pablo Sevilla er det nok for hårdt, og selvom han er formstærk, vil det undre mig at se Erik Fetter helt fremme.

Det er svært at tro alt for meget på Trek. Det bedste bud kan være Amanuel Ghebreigzabhier, der både i Piemonte og i onsdags så ud til at have fundet noget form, men han har ikke vist et niveau, der gør en vinder ud af en mand, der skal alene hjem. På papiret er løbet perfekt for hurtige Natnael Tesfatsion, men senest den lidt sløje spurt i onsdags bekræftede den dårlige form. Til gengæld er halvhurtige Jacopo Mosca godt kørende, men han bør komme lidt til kort på stigningerne.

Hos Bardiani skal de nok satse på Martin Marcellusi, der imponerede i Gran Piemonte og Lombardiet. Hans vej til et resultat er dog den samme, som han brugte i de to løb, nemlig at angribe tidligt, da han er en anelse for tung til dette løb. Filippo Fiorelli er for tung til dette løb, og selvom formen er fin, vil vi næppe se Alex Tolio helt fremme. Luca Covili fortsatte de skuffende takter i Langkawi, og Davide Gabburo synes slet ikke i form.

Læs også

Sagan på startlisten til landevejsløb

Jeg har ingen tro på Tudor, der burde have et kort i Alexander Kamp, som desværre synes uden form, og hvis klatrer, Mathys Rondel, ikke kom med hjem i onsdags, hvor Arthur Kluckers slet ikke fulgte op på det gode løb i Luxembourg. På kontinentalholdene kan ma håbe på Anders Foldager, der passer til løbet, men udgik af onsdagens løb og ikke synes i topform længere. Andre og måske derfor bedre bud er Francesco Galimberti, Alejandro Osorio og måske Giacomo Garavaglia.

BEMÆRK: Den endelige startliste er ikke kommet. Jeg venter ingen væsentlige ændringer, men kommer den i aften, vil jeg opdatere optakten. Det samme vil jeg gøre i morgen, men det kan blive efter løbsstart.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Eolo har udtaget Vincenzo Albanese, der jo viste fremragende form, inden han styrtede i Piemonte. Det kostede ham deltagelsen i onsdags, og det skaber usikkerhed om hans form. Det niveau, han viste forinden, og hans gode spurt, gør han dog alligevel til en oplagt favorit. Israel-PT har udtaget Krists Neilands, der dog ikke har vist form siden Touren, mens Tudor har udtaget Sebastien Reichenbach, der ikke har imponeret i år, samt Simon Pellaud, for hvem løbet nok er lidt for hårdt.

***** Marc Hirschi

**** Tobias Johannessen, Andreas Kron

*** Nick Schultz, Vincenzo Albanese, Stefano Oldani, Clement Champoussin, Dorian Godon

** Florian Vermeersch, Simone Velasco, Benoit Cosnefroy, Domenico Pozzovivo, Filippo Zana, Davide Formolo, Franck Bonnamour, Anthon Charmig, Walter Calzoni, Matteo Trentin, Rafal Majka, Samuele Battistella, Andrea Vendrame, Corbin Strong, Luca Mozzato

* Davide Piganzoli, Torstein Træen, Gianluca Brambilla, Amanuel Ghebreigzabhier, Christian Scaroni, Kristian Sbaragli, Kevin Vauquelin, Matis Louvel, Jacopo Mosca, Natnael Tesfatsion, Nicola Conci, Jakob Fuglsang, Martin Marcellusi, Mark Donovan, Axel Laurance, Sebastien Reichenbach, Simon Pellaud, Erik Fetter, Alex Tolio, Luca Covili, Harold Martin Lopez, Fredrik Dversnes, Brent Van Moer, Anders Foldager, Francesco Galimberti, Alejandro Osorio, Giacomo Garavaglia

Danskerne

Andreas Kron er på Lotto en af de tunge favoritter og er omtalt ovenfor. Det samme er Anthon Charmig og Anders Foldager, der på hhv. Uno-X og Biesse kan køre deres egen chance, samt Jakob Fuglsang, der hos Israel-PT måske har noget frihed. Hos Tudor passer løbet udmærket til Alexander Kamp, der dog ikke synes at have formen til at lave et resultat, og endelig skal Martin Pedersen på Trek støtte Amanuel Ghebreigzabhier, Natnael Tesfatsion og Jacopo Mosca.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Marc Hirschis sejr fra 2022 og Samuele Battistellas sejr fra 2021.

SE VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE