Optakt: 4. etape af Tour of Guangxi

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

I de første to år blev det hedengangne Tour of Beijing voldsomt kritiseret for manglen på stigninger, og ikke mindst det faktum, at man ikke havde en bjergafslutning, var ildeset. Det rettede man op på i de to sidste udgaver, og den erfaring har arrangørerne i Guangxi lært af. Således bød man allerede i debutudgaven op til dans med en etapeafslutning på en stigning, som var henlagt til løbets fjerde dag, og som ikke uventet viste sig at være altafgørende i kampen om den samlede sejr. Det samme var tilfældet, da den vendte tilbage i 2018 og 2019, og for fjerde gang i træk vil det være Nongla-stigningen, der vil være vært for afslutningen på løbets kongeetape. Der er dog tale om en kort, ikke specielt stejl målstigning, der kommer efter en let dag i fladt terræn, og etapen og dermed løbet som helhed er i højere grad skabt til eksplosive puncheurs end til rene klatrere. Etapen har i alt væsentligt været den samme i alle udgaver, men i år er den helt uforandret i forhold til 2019-udgaven.

I alt skal der tilbagelægges 161,4 km mellem Nanning og Nongla, men al spændingen er gemt til sidst på en etape, der ellers ikke byder på mange udfordringer. Fra start kører man mod nordvest og vest ud gennem millionbyen Nannings forstæder, inden man kører mod nord op over dagens kategori 3-stigning (1,7 km, 5,2%), der har top efter 31,1 km. Herefter fortsætter man mod nord igennem fladlandet forbi den første spurt, der kommer efter 52,9 km, inden man slår et lille smut mod nordøst for til slut at køre mod nordvest forbi de to sidste spurter efter 105,2 km og 135,2 km.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Med 22 km til mål når man etapens nordligste punkt, og herfra drejer man mod sydøst for ad en lang, lige, let stigende vej at køre frem til bunden af dagens sidste stigning, den første i kategori 1. Med 4,7 km drejer man skarpt til venstre ind på bakken, og herefter stiger det i gennemsnit med 6,6% over de næste 3,3 km. Der er tale om en meget irregulær stigning, der stiger med hhv. 5,8%, 11,2% og 5,2% over de første tre gange 700 m, inden den flader ud med 2,9% over 700 m for slutteligt at stige med 8,7% over de sidste 500 m.

Bjergspurten kommer allerede 1400 m fra toppen, hvorefter det kortvarigt flader ud, inden stigningen igen tager fat med 8,5% over den sidste kilometer. I starten er der flere hårnålesving, men på de sidste 2 km bugter vejen sig kun let, dog med et hårnålesving og to skarpe kurve med hhv. 300 m, 250 m og 150 m igen.

Etapen byder på i alt 1564 højdemeter.

Da etapen i 2017 blev anvendt første gang, endte det som ventet i et slag på den sidste stigning. Her sejrede Tim Wellens i samme tid som Bauke Mollema og med 4 sekunder ned til Nicolas Roche og 6 sekunder ned til Julian Alaphilippe og Ben Hermans. I 2018 var Gianni Moscon stærkest, da han sejrede med 5 sekunder ned til Felix Grossschartner, 8 sekunder ned Sergei Chernetskii og 11 sekunder ned til Carlos Verona og Rigoberto Uran. I 2019 var forskellene større, da Enric Mas sejrede med 5 sekunder ned til Daniel Martinez og 14 sekunder ned til Diego Rosa, men alle andre tabte mere end 20 sekunder.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Der venter endnu en smuk dag til kongeetapen. Der vil således kun være få skyer og en temperatur i dalen på 26 til 28 grader. Vinden vil bare være let (10-11 km/t) og komme fra nordnordøst. Det giver mod- og sidemodvind frem til sidst spurt, hvorefter man får sidemedvind frem til stigningen. Her vil der være næsten direkte modvind hele vejen op.

Favoritterne

End ikke et enkelt lille stik blev det til fra en af klassementsrytterne på dagens mur, og dermed er alt status quo efter de første tre dage, der ikke har gjort os meget klogere. Jo, vi fik i dag at se, at vi kan glemme alt om en genfødsel af Maximilian Schachmann, men derudover ved vi akkurat lige så meget, som vi gjorde for tre dage siden. I forvejen hersker der altid stor usikkerhed om formen til et sent oktoberløb, især fordi mange ryttere ikke var i aktion i Italien, og det er derfor en ganske åben kongeetape, der venter søndag morgen.

Modsat dagens etape, der var ukendt, er vi lidt mere på hjemlig grund, når det gælder Nongla-stigningen. Den har nu været brugt tre gange tidligere, og vi har således en ganske god ide om, hvor svær den er. I 2017 så vi, at Tim Wellens, Bauke Mollema og Nicolas Roche kunne køre væk på det stejle stykke, inden Wellens vandt spurten på den sidste kilometer, der igen er stejlere. I 2017 fulgte Gianni Moscon med Rigoberto Uran og Sergei Chernetskii på den stejle del, inden han med en uimodståelig forcering frem mod bjergspurten satte alle rivalerne og sejrede klart foran Felix Grossschartner og Chernetskii. I begge tilfælde var stærkeste mand i stand til at slå et hul nogle sekunder, men derudover var der stor forskel på graden af selektion. I 2018 var hele 15 mand inden for 20 sekunder af Moscon, men i 2017 blev der kørt så stærkt på den stejle del, at kun 9 mand sluttede inden for den margin af vindertiden. Størst forskelle havde vi i 2019, hvor det det i et opgør mellem Enric Mas, Daniel Martinez og Antwan Tolhoek, der afgjorde det på de sidste meter, hvor Mas akkurat var stærkere end Martinez, efter at de var kørt væk på den stejle del, Her var kun otte mand inden for 20 sekunder af den spanske vinder.

Den første kilometer er så stejl, at de tungere folk for alvor kan komme i vanskeligheder, men kan klatrerne ikke samarbejde lige så godt som i 2017 og 2019 på det efterfølgende lettere stykke, er der en vis chance for, at der kan ske en eller anden form for samling. Man skal imidlertid ikke undervurdere den sidste kilometer, selvom den ikke officielt er en del af stigning. Den er ganske, ganske stejl, hvad vi tydeligt slå, da Mas slog den hurtigere Martinez. Det er således ikke, hvem som helst der kan vinde denne spurt. Dertil er den hård nok.

Stigningen er dog ikke rasende lang og dermed heller ikke rasende svær. I 2017 så vi, at det kunne lade sig gøre for en relativt let og ikke specielt eksplosiv fyr som Mollema at gøre en forskel, men tungere folk som Matej Mohoric, Remi Cavagna, Grega Bole og Magnus Cort sluttede alle i top 15, hvilket vidner om, at man ikke behøver at være klatrer for at vinde. I 2018 var samme Cavagna helt fremme som nr. 7, mens relativt store Andrei Grivko blev nr. 17. Til gengæld var det slet ikke noget for en dieselklatrer som Hugh Carthy, der trods god form endte helt nede som nr. 21. Uden et godt punch får man det således svært. Det punch har Mas og Martinez også, og derfor var det ikke uventet, at de duellerede i 2019, men netop den udgave viser også, at stigningen kan køres så hårdt, at det kan stille lidt større krav til klatreevnerne at være med fremme.

Alt afhænger af, hvor stor skade der gøres på den stejle del, og hvor godt der samarbejdes efterfølgende. Det gør det til en ret åben kamp mellem puncheurs, eksplosive klatrere og sågar nogle af de allermest holdbare sprintere. Der ventes modvind på stigningen, og det kan meget vel gøre det mindre selektivt og stille endnu større krav til punchet. Modvind kan dog også gøre det endnu mere taktisk i et løb, hvor der mangler klatrestærke hjælpere til at føre, og det er ikke umuligt at forestille sig, at man kan snige sig væk til en taktisk solosejr.

Der kan ikke være den store tvivl om, at etapen skal afgøres på stigningen. Resten af etapen er nemlig meget nem, og det kræver ikke mange anstrengelser at kontrollere etapen. Vind er der næsten intet af, og da det vil give bedst mening at spare kræfter til et udbrud på særligt 5. etape, ligger det i kortene, at vi igen får etableret et udbrud relativt tidligt. Herefter vil Alpecin formentlig føre an, selvom Dries De Bondt ikke har mange chancer for at forsvare trøjen, og de burde kunne regne med hjælp fra UAE, EF og Movistar, der alle synes at være kommet til Kina med ganske store klassementsambitioner. Derfor bør det ikke være et problem at hente udbruddet på den meget lette etape, og det vil formentlig være et frisk felt, der ankommer til Nongla. Det betyder også, at det hele bliver endnu mere eksplosivt, end hvis resten af etapen også havde været udfordrende.

Positionskampen frem mod stigningen er altid uhyre dramatisk, og vi så for fem år siden, at et stort styrt kort inden stigningen sendte blandt andre Wilco Kelderman - naturligvis fristes man til at sige - i asfalten. Derefter kommer man flyvende ind på den stejle del, og her bliver det interessant at se, hvem der vil lægge presset. UAE har et stærkt hold og siger, at de kører 100% for Tim Wellens, men han har ikke nødvendigvis interesse i et hårdt løb. Mere sandsynligt er det derfor måske, at presset kan komme fra Movisars mange klatrere eller EF, hvis de altså kan bestemme sig for, hvem der skal køres for. Hvis ingen tager initiativ, kan der opstå anarki, men sker det, vil jeg forvente, at UAE tager ansvaret for Wellens.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Jeg er lidt spændt på, hvornår der åbnes. De mindre eksplosive skal helst gøre forskellen inden bjergspurten for at undgå en spurt på den sidste kilometer, men det kan modvinden forhindre. Jeg vil forvente, at de gør forsøget, men mislykkes det, kan vi få den omtalte taktiske situation, hvor man måske kan snige sig væk i et tøvende modvindsspil, når hjælperne er væk. Med de givne vindforhold er det mest sandsynlige dog, at en gruppe af en eller anden størrelse skal spurte på den sidste stejle kilometer.

Som sagt er vi ikke blevet spor klogere af de første dage, og nedenstående er derfor næsten én til én en gentagelse af den store optakt. Jeg har dog fjernet afsnittet om Schachmann og tilføjet en bemærkning om Jhonatan Narvaez, der virker mere formstærk end frygtet trods den lange pause.

Mit problem er denne gang, at jeg i det meget mudrede favoritfelt ikke har én eneste rytter, jeg for alvor tror på, og derfor er det med betydelig usikkerhed, at jeg peger på Matteo Jorgenson. Han har bestemt heller ikke fundet sin bedste form i efteråret, men i Luxembourg lignede han en af de stærkeste. Han skuffede i det lys lidt i Italien, men en 19. plads i Emilia, en 25. plads i Piemonte og en 23. plads i Lombardiet fortæller, at han med sikkerhed bør være en af de mest formstærke ryttere.

Han har som bekendt klatret bedre end nogensinde i år, og vi så i Oman også, at han er ret god i eksplosive finaler. Som Mas viste for fire år siden, skal man ikke nødvendigvis være puncheur for at vinde her, hvis blot finalen køres hårdt nok, og Jorgenson har helt sikkert de rette forudsætninger for at vinde. Holdet ligner også et af de stærkere til denne hjæp, hvilket kan hjælpe med at sikre, at det ikke glider ham taktisk af hænde, men modvinden gør mig bekymret. Den kan nemlig betyde, at det bliver for let og eksplosivt, men finalen bør være så stejl, at man alligevel kommer langt på sin fart. Kombinationen af det, han har vist i sine seneste løb, og ikke mindst det niveau, han har haft i år, får mig til at gå med amerikaneren.

Jeg var også pokkers tæt på at pege på Tim Wellens. Belgieren var flyvende i august, hvor han trods en defekt vandt Renewi Tour på så imponerende vis, at han lignede den Wellens, vi ellers troede, at vi havde mistet. Siden blev han desværre syg i Canada, og da han vendte tilbage i Famenne Ardenne og Paris-Tours, var han slet ikke lige så overbevisende. Vi så ikke meget til ham i Frankrig, og under sit angreb i Belgien lignede han en presset mand. Det er derfor ikke mit indtryk, at han har Renewi-formen, men løbene fik også et forløb, hvor han ikke for alvor fik mulighed for at vise, hvad han kunne.

Når jeg var tæt på at pege på ham, skyldes det i høj grad spørgsmålet om motivation. Han har talt om dette løb som et mål i månedsvis, og med sin lange pause undervejs har han bevaret lysten til at jagte resultater hele vejen. Samtidig er det et løb, der passer ham. Det så man, da han vandt det i 2017, men det er også sandt, at han i 2019 måske ville være kommet til kort mod lidt mere klatrestærke folk. Heldigvis savner vi i år navne i Mas- og Martinez-klassen, og modvinden vil tiltale den lidt tungere og mere eksplosive Wellens, der passer godt til en spurt på den sidste stejle del. Hans hold er også et af de allermest bjergstærke, og de kan sikre, at det ikke glider ham af hænde i en taktisk modvindsfinale. Han har altså alle forudsætninger for at vinde for anden gang. Jeg er bare ikke helt overbevist om hans form.

Et endnu mere åbent spørgsmål er Cristian Rodriguez. Det er ikke tit, Arkea regnes blandt de tungeste favoritter til et WorldTour-etapeløb, men det gør de her. Spanieren har i år været bedre end nogensinde, måske særligt med den flotte kørsel i maj og juni, men også med en flot 13. plads i Vueltaen. I dette lidt pauvre felt er han utvivlsomt en af de allerbedste klatrere, og selvom han ikke er skabt til eksplosive finaler, er han ikke uden punch. Han havde helt klart været hjulpet af medvind, hvilket kan tabe toppen af de krav, der stilles til hans punch, men når en fyr som Mas kan vinde, bør Rodriguez også kunne. Problemet er, at vi ikke aner, hvor han står efter Vueltaen. På bagkant af en grand tour kan formen gå alle veje, og det kan derfor både ende med en stor succes og en dundrende fiasko. Han har dog selv givet udtryk for både optimisme og ambitioner, og hvis han kommer til løbet med Vuelta-form, bør han køre med i kampen om de helt sjove placeringer.

Jeg er lidt spændt på George Bennett. Newzealænderen er stadig langt fra fordums styrke, men han har faktisk imponeret flere gang siden sommerpausen. Han var i hvert fald blandt de stærkeste både i Burgos og de første italienske løb, men begge gange kun som hjælper. Problemet er, at han ikke har kørt løb i en måned, og at vi ikke aner, hvor han står, men han kunne godt have bevaret motivationen til at slutte godt af for UAE. Et andet problem er, at holdet har Wellens som den entydige kaptajn, og han kan blive ofret som ren hjælper, men får han lidt frihed i en taktisk modvindsfinale - eller flopper Wellens, hvad der ikke virker helt umuligt - har han muligheder, selvom stigningen bestemt ikke passer ham ideelt.

EF kommer med et af de klart stærkeste mandskaber, hvor tre af deres ryttere har været på podiet i en grand tour, men desværre også har haft skuffende sæsoner. Blandt de tre er der nok mest grund til at tro på Rigoberto Uran. Han har vist glimt af tidligere tiders styrke i blandt andet Catalonien og Schweiz, men generelt har han været skuffende. Han kommer dog til løbet med en 29. plads i Emilia og en 35. plads i Lombardiet, og selvom det ikke lugter meget af hans tidligere klasse, er det faktisk noget, der i dette felt fører ret langt. Han har også tradition for at køre stærkt på denne årstid, og selvom han ikke er så eksplosiv længere, så vi ved hans Vuelta-etapesejr sidste år, at han stadig godt kan afslutte på en bakke som denne. Samtidig er han del af et stærkt hold, der måske kan spille deres taktiske kort i en modvindsfinale, og dermed kan han måske forbedre 6. pladsen fra 2018.

Læs også

Lidl-Trek giver status på stjerne efter styrt

Holdets andet kort er Esteban Chaves. Han har haft en endnu værre sæson end Uran, for det er godt nok ikke meget, vi har set til ham i år. Som Uran har han haft et meget stille efterår, hvor han først for alvor er kommet tilbage i Italien. Det har været med begrænset succes, da han var marginalt langsommere end Uran i Varese, mens hans Lombardiet blev ødelagt af det styrt, der også involverede kaptajnen Richard Carapaz. Heldigvis viser Emilia-resultatet, at han ikke bør være helt uden form, og denne form for eksplosive finaler passer ham fint. Vi så trods alt også i både Catalonien og Baskerlandet, at han fortsat har niveauet til at gøre det godt i dette felt, hvis han nærmer sig de ben, han havde dengang.

EFs tredje kort er Hugh Carthy, der trods alt er den af de tre, der har vist det højeste niveau i en ellers skuffende sæson. Det så vi i Alperne, men det så vi også mod slutningen af Vueltaens første uge, hvor han lignede en mand, der havde kurs mod en genrejsning. Ballonen eksploderede imidlertid med et brag, og det, der lignede et lovende løb, endte som en total fiasko. Derfor kan man godt frygte, at det har knebet lidt med motivationen, men faktisk forventer jeg et relativt højt niveau. Sidste år havde han nemlig også en skuffende Vuelta, men i midten af oktober endte han alligevel som nr. 2 i Langkawi. Det var dog også et løb, der passede ham perfekt, mens denne eksplosive finale slet ikke er ham, slet ikke i modvind. En meget formstærk Carthy vil godt kunne vinde her, men jeg kan godt tvivle på, at han har den overlegenhed, der skal til, hvis en dieselklatrer skal vinde på eksplosiv en modvindsstigning.

Jeg er også nødt til at nævne Ivan Ramiro Sosa. Colombianerens katastrofesæson tilsiger ikke, at han pludselig vil genrejses, men når vi taler om ham, skal man aldrig udelukke noget. Siden juli har han kun kørt Tyskland, hvor formen var katastrofal, og Piemonte, hvor han bestemt ikke var flyvende, men trods alt heller ikke faldt helt igennem. Hvis han alene brugte det italienske løb som træning, er der en chance for, at vi vil se en stærk Sosa, der jo sidste år vandt Langkawi på denne tid af året. Det var ganske vist efter en periode, hvor han havde vist mere i optakten, og et løb, der passede ham langt, langt bedre end dette meget eksplosive løb, men selvom hans sæson har været skidt, har han trods alt flere gange vist så højt et niveau, at han faktisk er en af de ryttere, man godt kan forestille sig som vinder af dette løb - særligt fordi det kun er Piemonte, der indikerer, at han måske ikke er flyvende lige nu.

Jeg prøver at nævne Luke Plapp. Det er vi jo ellers næsten stoppet med, for han har siden UAE Tour været rystende langt fra sit niveau. Vi har dog set glimt af fremgang med en god enkeltstart i Renewi og senest fint hjælpearbejde i Kroatien. Dette løb kan godt minde om UAE Tour, hvor han år efter år har kørt stærkt, og det kunne derfor været noget, der passer ham. Hvis han pludselig finder de ben, han havde i Emiraterne, kan han jo køre med om sejren i et løb som dette, og selvom der ikke er noget, der tyder på det, har han vist tilstrækkeligt med fremgang til, at det heller ikke helt kan udelukkes. Han virkede faktisk velkørende i dag, og derfor har jeg hævet hans rangering.

En rytter, der til gengæld har været flyvende i en længere periode, er Felix Grossschartner, der i august og september var her, der og alle vegne. Det var til gengæld også tydeligt, at hans formkurve gik den helt forkerte vej, og siden Toscana for en måneds tid siden har vi ikke set ham helt fremme. Det er lidt svært at se, at formkurven pludselig skulle vende efter så langt og hårdt et program, og det forklarer nok, hvorfor han er her som hjælper. Omvendt er det en stigning, der passer ham, som han viste med 2. pladsen i 2018 og 5. pladsen i 2019, og hvis han pludselig er tilbage på sit niveau, burde han faktisk være en af de allertungeste favoritter.

Som nævnt er jeg også nødt til at bringe Jhonatan Narvaez i spil. Dette er hans første løb siden VM-styrtet, og derfor kan han umuligt være på toppen. Han har imidlertid kørt nogle fabelagtige lead-outs de sidste dage, så helt formsvag er han ikke. Vi så i Østrig, hvor stærk han kan være på denne slags stigninger, og særligt med modvind vil han have en chance. Der er i hvert fald ikke mange, der afslutter bedre end ham.

Jeg rangerer Remy Rochas her, men med stor usikkerhed. Franskmanden er kendt som en af feltets største lottokuponer, men i år har han været en nærmest kronisk nitte. Helbredsproblemerne har været mange, men i Vueltaen var der glimt af den Rochas, vi kender. Desværre faldt han lidt sammen mod slutningen, og hans kørsel i de italienske løb var ikke prangende. Han overbeviste ikke i udbruddet i Varese, og mens han startede godt i Piemonte, gik han ned til slut. Der er intet, der tyder på, at han er i den oktoberform, han ellers plejer at have, men han har til gengæld også vist nok til, at han i lyset af sine generelle udsving pludselig kan overraske positivt. Han plejer i hvert fald altid at køre stærkt i årets sidste løb - også når han er kommet fra Vueltaen.

Jeg er lidt spændt på Rainer Kepplinger. Den tidligere roer har i sin første sæson alene kørt som hjælper, og det gør ham lidt svær at vurdere. Han blev imidlertid nr. 11 og 14 på kongeetaperne i hhv. Burgos og Romandiet, hvilket altså fortæller historien om et ganske højt niveau. Han er lidt af en dieselklatrer og derfor måske ikke skabt til denne stigning, hvad der gør ham til en usandsynlig vinder, men han burde komme ganske langt, hvis han er i form. Det er svært at vurdere, da han alene har kørt i Kroatien som ren hjælper, men da dette er en stor personlig chance for ham, skulle man mene, at han nok har kunnet bevare motivationen.

Jeg prøver at rangere Ethan Hayter her, men han er altså stadig svær at blive klog på. Han har godt nok brugt lang tid på at komme tilbage efter styrtet i Dauphiné, og selvom vi senest i Kroatien så, at han bestemt er blevet konkurrencedygtig, er han stadig ikke den Hayter, vi kender. I forvejen er denne stigning på grænsen for ham, men historien viser også, at de lidt tungere Hayter-typer godt kan komme herfra med et ret begrænset tidstab. Det gælder særligt på en dag, hvor modvinden vil hjælpe ham, og hvis han endelig har fundet sine bedste ben, vil han vel reelt have en lille chance for faktisk at vinde, hvis det bliver taktisk og ender i en spurt.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Det har bestemt ikke været et godt år for Sylvain Moniquet. Han var så lovende i 2022, men i år har det været meget, meget sløjt. Han viste dog glimt af sine evner i Schweiz og Polen, og selvom hans Vuelta var uhyre skuffende, så vi i Piemonte, at han måske kan være ved at finde lidt form her mod slutningen. Hans Lombardiet viser, at han under ingen omstændigheder sætter verden i brand, men i dette lidt begrænsede felt, burde han ikke falde helt igennem. Eksplosive stigninger peger i hvert fald at passe ham fint.

Det bliver også spændende at følge Louis Barré. Den franske puncheur startede sæsonen meget overbevisende, men siden fulgte en lang periode med et meget, meget lavt bundniveau. Det skulle imidlertid have skyldtes problemer med ryggen, og efter at de er blevet løst, har det set meget bedre ud. Han gjorde det i hvert fald pænt i Norge, Emilia og Varese, og selvom resultaterne ikke var prangende, fortæller de om et niveau, der skal føre ham ganske langt her. Stigningen er til den lange og svære side, men med modvind kan en type som Barré godt være med fremme.

Oscar Onley burde være en af de tungeste favoritter. Det er nemlig på denne slags eksplosive stigninger, han har imponeret, og efter en skidt sæson viste han senest i Polen, at han i puncheurterræn stadig er så god, at han kan vinde i dette felt. Problemet er bare, at han efter sit brækkede kraveben i Vueltaen virkede uhyre formsvag i det svage felt i Kroatien, og selvom hans angreb i Lombardiet viste en vis fremgang, blev han stadig kørt midt over af Ben Healy. Det ser altså ud til, at dette løb kommer også en del for tidligt, men da han passer så eminent til denne finale, modvinden hjælper ham, og stortalenter har en tendens til at finde formen meget, meget hurtigt, skal man ikke helt udelukke, at han alligevel kan overraske.

Vi skal vel også nævne Giovanni Aleotti. Efter sin lange kriseperiode har han jo faktisk rejst sig efter sommerpausen, hvor han har imponeret i Bretagne og Canada. Desværre ser det ud til, at han er ved at være træt, for selvom han ikke faldt igennem i Bernocchi og Piemonte, viste han ikke et niveau, der tilsiger, at han vil være helt fremme he - særligt fordi formkurven synes aftagende. Omvendt er det jo en stigning, der passer ham, og han har trods alt heller ikke endnu vist, at han har oplevet det totale sammenbrud, man kan se på denne tid af året. Har han de ben, han havde, da han blev nr. 16 i Canada, vil han jo være ganske farlig.

Hos Jayco finder vi Jesus David Peña, der i Slovenien og Østrig viste, at han allerede kan køre med helt i front i felter af denne kaliber. Desværre har han siden sommerpausen været ganske formsvag, og han seneste italienske løb har bestemt ikke sat verden i brand. I forvejen er denne meget eksplosive finale nok heller ikke den helt ideelle for ham, men vi så trods alt i Toscana, at han ikke er helt uden form. Med 14 dage til at forbedre formen som optakt kan man håbe, at han igen er klar til at vise det potentiale, vi ved, han har.

Jumbo kommer med Steven Kruijswijk, der stadig er på vej tilbage efter den lange skadespause. Det er ret tydeligt, at han stadig mangler meget, men nu har han fået to etapeløb og to endagsløb i benene, og hans kørsel i Varese, hvor han var ren hjælper, fortæller historien om et niveau, der skal føre et vist stykke i dette felt. For at vinde skal en dieseltype som Kruijswijk dog være absolut flyvende, hvis han vil vinde et eksplosivt løb om dette, og så langt er han bestemt ikke kommet endnu.

En lidt spændende kandidat er Sebastian Berwick. Han har generelt haft det meget svært i Europa, hvor han har vist et ret lavt bundniveau, men han er bestemt kommet bedre efter det. Det så vi allerede sidste år og i Giroen i år, men siden sidstnævnte har han kun kørt to etapeløb for israelernes udviklingshold. De er til gengæld gået godt, da han vandt kongeetaperne i både Alsace og Hainan, hvor han endte samlet som nr. hhv. 1 og 2. Det er klart, at niveauet er et andet her, men Alsace er ikke det letteste 2.2-løb, og Hainan viser, at han er i form netop nu. Som dieselklatrer passer han dårligt til stigningen, og hans bundniveau er så lavt, at han kan falde helt igennem, men det kunne godt være et af de løb, hvor han gør det ganske pænt.

Tudor kommer med Yannis Voisard , der jo har haft en pæn sæson, særligt med sejren på kongeetapen i Ungarn, men også med top 20-placeringer i Romandiet og Polen. Efter Polen har han bare næsten ikke kørt løb, og hans 85. plads i Lombardiet fortæller i hvert fald, at han ikke er flyvende, hvad han heller ikke var u Canada. Her kørte han dog i Montreal på så pænt et niveau, at han med de samme ben her ikke bør falde helt igennem, selvom en eksplosiv finale ikke er ham. Til gengæld har vi også set, at han ikke har kunnet matche de allerbedste på højeste niveau.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Jeg er også nødt til at nævne Oscar Rodriguez¸ selvom intet tyder på, at han vil være med helt fremme. I det hele taget har han været langt fra sit tidligere niveau, og styrtet i Giroen gjorde bestemt ikke sagen bedre. Da han pludselig var meget tæt på at vinde kongeetapen i Limousin, kom 2. pladsen dog også efter en periode, hvor han absolut intet havde vist. Generelt har han altid været enormt svingende, og derfor er han en rytter, der trods den beskedne optakt ikke skal afskrives, selvom han meget vel kan ende som hjælper for Jorgenson eller måske Sosa.

Arkea har også et tredje kort i Alessandro Verre. Italieneren er som regel på et meget lavt bundniveau, indtil han pludselig i glimt viser, hvad han kan. Sidstnævnte har vi netop set i Agostoni og Emilia, hvor han gjorde det godt, men siden er han udgået af både Varese og Lombardiet. Sidstnævnte kan tale for, at han atter er røget ned i et af sine dybe huller, men det er trods alt mindre end 14 dage siden, han kørte ganske stærkt. Genfinder han de ben, han havde i sine to første italienske løb, vil han i hvert fald godt kunne lave et resultat i dette felt.

Hvad med Ruben Fernandez? Spanieren oplevede en meget pludselig renæssance på denne årstid for et år siden, hvor han kørte top 10 i Langkawi og ganske sensationelt i Emilia. Denne gang er der nu intet, der tyder på en gentagelse, da han har været langt fra det niveau i hele 2023 og senest havde en meget sløj Vuelta og to pauvre italienske løb. Omvendt var der heller intet, der tydede på noget tilsvarende for et år siden, og derfor kan det vel ske igen.

Endelig er der Arnaud De Lie. Vi så ret tydeligt i Canada, at han altså har sine begrænsninger på længere stigninger, og denne stigning er helt sikkert for hård. Han har dog modvinden som en medspiller, og hvis der samtidig gå taktik i den, kan han altså begrænse tabet pænt, som vi for et par år siden så med Magnus Cort, der dog nok også er en bedre klatrer. Han vinder ikke etapen, men hvis ikke han sparer sig, bliver det spændende at se, hvor langt han kommer.

Feltet.dks vinderbud: Matteo Jorgenson

Øvrige vinderkandidater: Tim Wellens, Cristian Rodriguez

Outsidere: George Bennett, Rigoberto Uran, Esteban Chaves, Hugh Carthy, Ivan Ramiro Sosa

Jokers: Luke Plapp, Felix Grossschartner, Jhonatan Narvaez, Remy Rochas, Rainer Kepplinger, Ethan Hayter, Sylvain Moniquet, Louis Barré, Oscar Onley, Giovanni Aleotti, Jesus David Peña, Steven Kruijswijk, Sebastian Berwick, Alessandro Verre, Yannis Voisard, Oscar Rodriguez, Ruben Fernandez

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Enric Mas’ sejr fra 2019, Gianni Moscons sejr fra 2018 og Tim Wellens’ sejr fra 2017.

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE