Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Giro d’Italia-analyse: Klatrernes italienske bjergfest

Giro d’Italia-analyse: Klatrernes italienske bjergfest

15. november 2021 13:00Foto: Sirotti

I løbet af ugen har Giro-arrangørerne fra RCS Sport på ganske atypisk vis gradvist afsløret ruten til næste års Giro d’Italia, indtil 21. og sidste etape blev åbenbaret for offentligheden torsdag formiddag. Tilbage står billedet af en rute, der som altid er spækket med spektakulære bjergetaper, og som med kun 26,3 km enkeltstart er skræddersyet til løbets rene klatrere, der sjældent har fået en bedre chance for at vinde en grand tour. Vores ekspert, Emil Axelgaard, analyserer det kommende års italienske bjergfest.

Annonce

For en lille måned siden præsenterede Tour-arrangørerne fra ASO deres rute til det kommende års udgave af verdens største cykelløb. Det skete som altid under stort ståhej og med pomp og pragt i Palais des Congres i Paris, men der var nok mange klatrere, der ikke oplevede den spektakulære begivenhed som nogen stor fest. Tværtimod var der nok en enkelt bjergged eller to, der fra ferieresidensen fik morgencroissanten galt i halsen, da Cristian Prudhomme var færdig med at gennemgå de 21 etaper, der til sommer vil udgøre rammen om den største cykelbegivenhed. En rute med en uhyre nervøs og potentiel vindblæst første uge med et indslag af brosten og et i nyere tid relativt stort antal enkeltstartskilometer kunne nok ødelægge dagen for de mange klatrere, der havde håbet, at Prudhomme ville kompensere for dette års to lange enkeltstarter med en rute skabt til det lette kavaleri.

 

Sådan gik det imidlertid ikke, og det var nok meget heldigt, at Tadej Pogacar var det eneste større klassementsnavn, der havde taget turen til Paris for at være vidne til Prudhommes show. Det var nemlig mere end nogen andre ham og landsmanden Primoz Roglic, der kunne juble over en rute, der mere end vanligt vil teste hele det mangefacetterede spektrum af evner, en cykelrytter kan besidde, og det var således helt oplagt, at jeg i min analyse af den franske rute udråbte det kommende Tour de France som den ultimative test af alsidighed.

 

Nu er en grand tour-rute ikke noget, der planlægges hen over natten, og Giro-arrangørerne fra RCS Sport har formentlig været meget langt med at tilrettelægge den næste udgave af verdens næststørste etapeløb, da Prudhommes show løb af stablen i midten af oktober. Alligevel er det altid bemærkelsesværdigt, hvordan ruten til det italienske etapeløb år efter år synes at være et modsvar til den franske pendant. Når Touren er for klatrere, er Giroen pokkers gode til at have mange enkeltstarter, og når franskmændene tilgodeser de mere tempostærke folk, er det ofte klatrerne, der kan juble over Giroens design. I de senere år, hvor Touren har skruet gevaldigt ned for enkeltstartskilometerne, har Giroen således i blandt andet 2019 og 2020 budt på hele tre enkeltstarter og sjældent megen kamp mod uret, mens man i 2021, hvor Touren atter skruede op for tidskørslerne, kraftigt skruede ned for det tunge tempopensum, man havde haft i de foregående år.

 

Det er svært ikke at se dette som et forsøg fra løbsdirektør Mauro Vegni på at overtale flere stjerner til at skippe sportens altoverskyggende begivenhed til fordel for den italienske lillebror. Som sportens største løb står Touren nærmest pr. automatik øverst på de fleste ikke-italieneres ønskeliste, og skal de store navne overtales til at ændre i den prioritering, der ellers er givet på forhånd, skal det ofte være i kraft af en særligt appellerede rute. Derfor er det kun naturligt, at Vegni ofte kan minde om et barn i trodsalderen og stort set altid gør det modsatte af, hvad storebror Prudhomme gør.

 

Den form for trods har før givet succes, og det er meget nærliggende at tro, at den kan få det igen. Hvis føromtalte klatrere stadig kæmper med at få deres croissant hostet op af halsen, blev det hele formentlig meget lettere i denne uge, da Vegni på ganske utraditionel vis over i alt fem dage afslørede ruten til 2022-udgaven af Giro d’Italia. De mange bjerggeder, der ikke just fandt det skrigende morsomt at skulle måle sig med Pogacar og Roglic på en rute med brosten, sidevind og næsten 55 km enkeltstart, fik nemlig pludselig en chance for at forberede sig på en opgave, der har langt større sandsynlighed for at føre til et positivt udkomme.

 

Giroen har ganske vist altid været kendt som en uhyre bjergrig affære med bjergetaper, der i sværhedsgrad ofte klart overgår, hvad man ser i Frankrig, men i de senere år, hvor Touren har nedskaleret deres enkeltstarter voldsomt, har de mange bjerge som sagt været modsvaret af mange og lange enkeltstarter. Sådan bliver det imidlertid slet ikke i 2022. Sølle 26,3 km ensom kamp mod uret var, hvad det kunne blive til, da Vegnis maratonshow var overstået. De er endda fordelt over to etaper, der med i alt to stigninger er alt andet end flade, og hvis nogen havde troet, at der da måtte være et holdløb som kompensation for så fattigt et enkeltstartspensum, blev også de skuffede. Vegni har næste år tænkt sig at byde på ren bjergfest med det laveste antal enkeltstartskilometer siden 1962, hvor der slet ikke var tidskørsler på programmet.

 

Se, det kunne nok hjælpe de genstridige croissanter med at komme op ad de gale halse, og hvis de stadig manglede et sidste skub, kom det utvivlsomt, da det blev helt klart, hvilken karakter de to tidskørsler har. Den første af disse er således bare 9,2 km lange og en ganske teknisk affære i den ungarske hovedstad Budapest, hvor der endda sluttes af med en 1,3 km lang stigning, der byder på stigningsprocenter på op til 14% og lidt brosten, som nok skal sikre, at det ikke bliver den samme tonserenkeltstart, som vi blandt andet så på 1. etape på Sicilien i 2020 eller på dette års helt flade åbningsetape i Torino. Tværtimod burde der være en god chance for, at bjerggederne kommer ud af de tre etaper i Ungarn, der med to års coronaforsinkelse endelig får lov at agere vært for den 14. udenlandske Giro-start uden et alt for stort tidstab.

 

Og når enkeltstartscyklerne igen skal findes frem 22 dage senere til den afsluttende 17,1 km lange etape i Verona, bør det heller ikke ende i nogen stor katastrofe for de lette folk, der kan se frem til en næsten tro kopi af den etape, der også afsluttede løbet i 2010 og 2019, hvor hhv. Ivan Basso og Richard Carapaz kronedes som samlede vindere, for undervejs skal rytterne over Torricella-stigningen (4,1 km, 5,4%), som vil sikre, at der skal klatres i alt 258 højdemeter - et ganske pænt klatrepensum på en bare 17,1 km lang rute. Mon ikke mange kan finde nogen fornøjelse i at erfare, at Rafal Majka i 2019 blot tabte 40 sekunder til etapevinderen Chad Haga, eller at Michele Scarponi i 2010 blot smed 35 sekunder til den sejrende Gustav Erik Larsson på stort set identiske ruter - særligt fordi tidstabene til klassementsrivalerne var endnu mindre?

 

Nej, de 26,3 km bør ikke koste alt for megen tid for selv de mest temposvage klatrere, og de kan så til gengæld se frem til, at løbet næsten udelukkende skal afgøres af den solide bjergmenu, der som altid udgør grundstammen af Giroen. Heller ikke i år er der sparet på klatreudfordringerne, og selvom mange måske vil savne nogle flere svære bjergfinaler i stil med det vi så i år, hvor de tre afslutninger på Monte Zoncolan, Sega di Ala og Alpe di Mera sørgede for nogle selv for Giroen usædvanligt kedelige målbjerge, er der dybt inde i finalerne så vanskelige bjerge, at der burde være rigeligt med plads til, at de bedste klatrere kan gøre forskelle.

 

Som altid er langt hovedparten af udfordringerne koncentreret i en brutal afslutning, hvor der mellem 15. og 21. etape bydes på potentielle klassementsslag hver eneste dag på nær én, men Giro-arrangørerne har også for vane at sørge for, at man ikke kan bruge løbets første del til at køre sig i form. I de senere år har en tidlig bjergafslutning på Etna ofte sørget for, at man skal være klar fra start, og sådan vil det også være i år, hvor den berømte vulkan er med for fjerde gang på bare seks år som led i det nære forhold, der på det seneste er blevet etableret mellem Sicilien og RCS. Således skal rytterne efter en tidlig hviledag og på første dag i Italien allerede på 4. etape nok engang op ad vulkanen - denne gang dog i en ny version, hvor man kombinerer den nedre del af den opkørsel, som i 2018 gav sejr til Esteban Chaves med den øvre del af den opkørsel, hvor Alberto Contador i 2011 som led i den magtdemonstration, der i dag er slettet fra historiebøgerne - og selvom en relativt blød afslutning på stigningen særligt med den modvind, man ofte ser i det golde landskab, kan vise sig at begrænse forskellene, er det utvivlsomt en dag, der kan koste dyrt for enhver, som ikke har fået timet formen helt til at passe med starten på den italienske grand tour.

 

Heldigvis får de så lejlighed til at finde bedre ben de kommende dage, hvor der bestemt er klatreudfordringer undervejs, men hvor der ikke synes at være lagt op til drama i klassementet, før man på 9. etape når frem til løbets anden søndag. Her skal man til gengæld være knivskarp, for når rytterne herefter kan lægge sig i sengen på løbets anden hviledag, vil vi formentlig være meget klogere på, hvem der skal vinde den næste Giro. Det vil den ikoniske Blockhaus-stigning nemlig sørge for på en dag, hvor der skal klatres ikke færre end 4911 højdemeter, og hvor en opvarmningstur på ad den ganske svære Passo Lanciano efterfølges af det brutale målbjerg, der med sine tocifrede stigningsprocenter på store dele af de sidste 10 km er en af de grimmeste klatreudfordringer i Syditalien. Det er ikke uden grund, at vi ved seneste besøg for tre år siden så Nairo Quintana køre fra alt og alle, men også fik en fornemmelse af, at store Tom Dumoulin nok kunne blive en kedelig mand af skulle slås med for den colombianske forhåndsfavorit.

 

Heldigvis for taberne på Blockhaus bliver der tid til at fordøje skuffelsen. Som man ofte ser det i Giroen, er der i den anden uge nemlig ingen store bjergetaper, før man når helt op mod nord på den næstsidste søndag, men alligevel gør rytterne klogt i ikke at undervurdere de udfordringer, der venter. Tværtimod kan man få sig nogle kedelige overraskelser, hvis man tror, at klassementet for alvor skal i spil igen i de høje bjerge i den sidste uge.

 

Tag nu bare 10. etape, der afvikles dagen efter hviledagen. Nok byder den næsten 200 km lange etape på bare 1766 højdemeter, men efter en helt flad tur op langs kysten sluttes der med en tur rundt i de mure, vi kender fra Tirreno-Adriatico, og hvor vi senest i marts så en højdramatisk og stærkt selektiv etape med et vanvidsridt fra Mathieu van der Poel kombineret med en knusende magtdemonstration fra Pogacar. Tag 12. etape, der ikke blot sender feltet over Passo del Bocco for første gang siden Wouter Weylandts død på selvsamme stigning i 2011, men også i finalen byder på Monte Becco, der med sine fire kilometer med 8-10% sagtens kan skabe drama inden de sidste 21 km med den uhyre tekniske nedkørsel til målet i storbyen Genova. Eller tag 14. etape, der ofte har været dagen for løbets lange enkeltstart, men som i år i stedet byder på 3527 højdemeter over kun godt 150 km på en dag, hvor det går op og ned omkring Torino, hvor rytterne blandt andet flere gange skal over den fra Milano-Torino kendte Superga stigning og i den absolutte finale skal over to godt 2 km lange og ikke helt lette stigninger. Det er næppe på disse tre etaper, at man vinder løbet, men det kan sagtens lade sig gøre at tabe det.

 

Vindes skal det imidlertid som altid i den tredje uge. Som så ofte før tyvstartes der allerede i den anden uge med endnu en bjergetape på den tredjesidste søndag, men det kan meget vel blive en dag, der mere vil sætte sig i bene end skabe afgørende forskelle. Nok skal man over hele tre bjergpas og i alt 4188 højdemeter, men den afsluttende 22 km lange opkørsel til målet i Cogne består mest af alt af bløde sektioner med stigningsprocenter på 2-5. Skal den etape gøre afgørende forskelle, skal de tidligere bjerge udnyttes, og det er nok tvivlsomt, om risikovilligheden er voldsomt stor på et tidspunkt i løbet, hvor det værste fortsat venter forude.

 

Det vil i hvert fald være en god ide at gemme nogle kræfter til løbets 16. etape, der efter en hviledag for alvor starter finalen, og som kan slås med 20. etape om at være løbets kongeetape. Her bydes nemlig på hele 5268 højdemeter over 200 km, og efter opvarmningen på den alenlange Goletto di Cadino, vil det store blikfang være en tilbagevenden til frygtede Mortirolo, der vender tilbage efter to års fravær. Ganske vist skal man som i 1990 og 2017 over stigningen fra Edolo-siden, hvor den er betydeligt lettere end fra den mest frygtede side, og ganske vist kommer den denne gang betydeligt tidligere på etapen, end man ofte ser det, men en brutal finale gør alligevel etapen uhyre afgørende. Hvor Mortirolo-etaperne ofte har lidt under, at det svære bjerg er blevet efterfulgt af en alt for let afslutning, slutter man nemlig i år med en tilbagevenden til Santa Cristina, hvor en ung Marco Pantani fik skovlen under Miguel Indurain i 1994, og som med sine sidste 6km med 9-13% er en uhyre vanskelig sag, inden der venter en kort nedkørsel til målet i Aprica.

 

På papiret er 17. etape lettere, men ordet let er som bekendt en relativ størrelse. Nok skal der ”kun” klatres 3946 højdemeter på en dag, der for store deles vedkommende er faldende, og nok sluttes der med knap 10 lettere kilometer i småkuperet terræn, men frem mod disse har rytterne været over Mendaor-stigningen, der byder på hele 3 km med næsten 12% i snit. Sammen med den foregående dags slag på Santa Cristina ville denne stejle satan utvivlsomt få løbets klatrere til at slikke sig om munden.

 

Det gør de nok ikke over den følgende dags sprinteretape, men til gengæld vil mundvandet igen løbe, når de ser frem til de to etaper, der sammen med den afsluttende enkeltstart vil afgøre løbet. Mange vil nok have blikket stift rettet mod 20. etape, der som sagt sagtens kan betegnes som løbets kongeetape, men man skal passe på med at betegne den foregående dags 19. etape, som noget, der skal overstås. Det kan godt være, at etapen slet ikke bevæger sig ind i de høje bjerge og end ikke af arrangørerne betegnes som en bjergetape, og det kan godt være, at det 7 km lange målbjerg med sin stigningsprocent på 5,9 ikke er noget Monte Zoncolan, men til gengæld skal rytterne forinden på en lille smuttur ind i Slovenien over Kolovrat-stigningen, der for cykelfans må betegnes som en sand lækkerbisken. Godt 10 km med næsten 10% i snit gør det til løbets måske allervanskeligste stigning, og selvom toppen kommer godt 40 km fra mål, skal man blot se på de vilde angreb fra distance, som Egan Bernal leverede i årets Giroen, Roglic leverede i årets Vuelta, og Pogacar var mand for i årets Tour, for at forstå, at denne etape både kan ende som en lille fuser, og som dagen, hvor løbet måske endda kan vindes.

 

Det kan det med sikkerhed på løbets 20. etape, der er den eneste klassiske bjergetape, som vi normalt kender dem fra Giroen. Denne store ”tappone”, hvor man ofte skal over et enormt antal højdemeter, op i den allermest iltfattige luft og tilbagelægge en enorm distance, kommer som regel tidligere på ugen, men denne gang kommer den næsten til allersidst. Som led i en generel tendens, hvor Giroen, der ellers som den eneste grand tour stadig har dyrket lange distancer i stort omfang, i 2022 vil bestå af lutter korte etaper med en maksimal etapedistance på beskedne 201 km, skal der i år dog blot tilbagelægges 165 km, og - måske grundet de mange nylige problemer med stadig mere problematisk vejr - er det endda den eneste etape, der sender rytterne op over 2000 højdemeter med et maksimum på relativt beskedne 2200 m. Til gengæld bydes der på tre helt klassiske bjerge i form af det relativt stejle Passo San Pellegrino, det betydeligt lettere Passo Pordoi, der med sin top i 2236 m højde er årets Cima Coppi, og ikke mindst den brutale afslutning på Passo Fedaia, der for første gang siden Emanuele Sellas sejr i 2008 agerer etapemål. For foden af Marmolada-gletsjeren får rytterne her en helt perfekt chance for at sætte kniven ind end sidste gang inden den afsluttende enkeltstart, når årets bjergfest slutter med fem kilometer med intet mindre end 10-12% - en passende sidste klatreudfordring i et løb, der mere end vanligt er skabt til ryttere, der excellerer i det terræn.

 

Det er dog ikke kun klassiske klatrere, der kan juble over årets rute. Også lykkeriddere og sprintere har masser at komme efter. Sidstnævnte har nu altid haft meget at komme efter i en Giro, der sammen med Touren den mest sprintervenlige af de tre grand tours, og i et 2022, hvor det franske løb byder på ganske få sprinteretaper, vil der være mange af de hurtige folk, der vil overveje at tage til Italien i stedet. Der er således seks helt oplagte sprinteretaper, og de er så flade, at chancerne for en massespurt er overordentligt gode.

 

Til gengæld er de ikke alt for jævnt fordelt, og som så ofte før er det særligt i den første uge, at de hurtige folk skal være klar. Ganske vist skal de vente helt til tredjedagen, inden muligheden byder sig, da det ungarske eventyr kun byder på en enkelt sprinteretape, men 3. etapes 1155 højdemeter over 201 km ved Balatonsøen er så lette, at intet burde kunne stå i vejen for et brag af en massespurt. Også den første del af de italienske etaper er sprintervenlige, for selvom den anden af de to sicilianske etaper, der kommer som løbets femte, har et rigtigt bjerg og i alt 1916 højdemeter, er de sidste 100 km så flade, at det kræver et meget beslutsomt hold, hvis nogle af de tunge sprintere skal køres definitivt agterud, og 6. etape, der er den første på det italienske hovedland, er trods en tidlig stigning også så flad en tur op langs vestkysten, at intet synes at kunne stå i vejen for en tredje massespurt på bare fire dage.

 

Herefter tørrer mulighederne til gengæld ud. Herfra skal vi nemlig helt frem til 11. etape, der med sine bare 352 højdemeter over hele 199 km på den pandekageflade Po-slette til gengæld er løbets allerletteste. To dage senere venter endnu en let dag, hvor der nok skal klatres 1819 højdemeter på en etape, der i et vist omfang bare er en omvendt udgave af sidste sæsons specielle sommerudgave af Milano-Sanremo, men hvor en flad afslutning på samme Po-slette bør være guf for sprinterne. Den mulighed skal til gengæld også udnyttes, for der vil nok være mange sprintere, der herefter forlader løbet. Over de sidste otte etaper, der primært er henlagt til bjergene, er der nemlig kun én sidste chance for sprinter, nemlig den korte 18. etape, der med bare 1014 højdemeter trods en passage af den stejle Muro di ca del’Poggio må lægge op til et tredje og sidste sprinteropgør på sprinternes elskede Po-slette.

 

Lykkeridderne er lige så gunstige stillede, men det er de nu næsten altid i Giroen, hvor den varierede italienske geografi altid lægger op til et stort antal oplagte mellemetaper. Som altid kan man vente sig, at et stort antal bjergetaper afgøres fra udbrud - og det gælder måske særligt denne gang, hvor kun Blockhaus- og Passo Fedaia-etaperne byder på meget svære målbjerge - men derudover bliver der særligt i de to første uger masser af muligheder for ryttere, der skal angribe fra distancen. Udover bjergdagene venter der i den første uge på løbets 7. etape en yderst krævende dag med ikke færre end 4691 højdemeter over knap 200 km, men også kun relativt bløde stigninger, der ikke inviterer til det helt store klassementsslag. I den anden uge er både etapen med Tirrenos mure samt Genova- og Torino-etaperne som skabt til udbrud, og det virker også sandsynligt, at tredjesidstedagens tur til Slovenien og det stejle Kolovrat-monster kunne ende som en dag for et tidligt udbrud.

 

Disse kuperede etaper er på alle måder klassisk Giro, men det er fraværet af puncheuretaper til gengæld ikke. I gamle dage var der næsten altid flere etaper med mål på korte stigninger af varierende stejlhed, men sådan har det faktisk ikke været i de senere år. Vi havde en enkelt i 2020, hvor Diego Ulissi sejrede foran Peter Sagan og Mikkel Honoré på 2. etape, men derudover skal vel næsten tilbage til 2018 for at finde de seneste udgaver af denne finaletype, da Simon Yates, Enrico Battagin og Tim Wellens alle udnyttede korte finalebakker til at spurte sig til sejre.

 

Heller ikke i år er der meget at komme efter for folk med hang til at spurte på bakker, men selvom der blot er en enkelt puncheuretape på årets rute, kommer den denne gang med ekstra prestige for de eksplosive folk. Den kommer nemlig allerede som løbets allerførste etape i Ungarn, når en lang og ellers pandekageflad dag slutter med en opkørsel til slottet i Visegrad, hvor målstregen er placeret efter 5,5 km klatring. Stigningsprocenten på bare 4,2 er ganske beskeden og derfor ikke noget for løbets klassementsfolk, og selvom arrangørerne lidt besynderligt har kategoriseret etapen som en sprinteretape, er det således en ganske glimrende chance for de puncheurtyper, der ellers må spejde langt efter mulighederne de efterfølgende tre uger.

 

Det bliver dog nok bare til en enkelt dag i førertrøjen, for allerede dagen efter kommer den første enkeltstart, der på lidt særegen vis er placeret på andendagen, fordi de ungarske samarbejdspartnere helst ville have denne på en lørdag, hvor de den lokale befolkning har fri til at komme ud i Budapests gader. Ved den planlagte ungarske start i 2020 havde man ikke indlagt en tidlig hviledag, og derfor lod det sig gøre at have enkeltstarten på førstedagen, men i 2022, hvor løbet af logistiske årsager igen starter allerede om fredagen, som det næste år faktisk vil gælde for alle tre grand tours, vil vi altså opleve det helt specielle fænomen, at det, der vil mest af alt skal betragtes som en prolog, kommer 24 timer inde i løbet.

 

Måske kunne 1. etapes chance for at spurte sig i lyserødt på grænsen til hjemlandet Slovakiet have fristet Peter Sagan, hvis altså hans nye Total-hold vil få et wildcard, der lige nu virker meget, meget usandsynligt, men for øvrige puncheurs er denne ene etape næppe nok til at give deltagelse i Giroen en overvejelse. Den følgende dags enkeltstarts i Budapest er næppe heller specielt attraktiv for tempospecialisterne, når nu de blot for 26,3 km at boltre sig på, og særligt Filippo Ganna må nok give det en seriøs overvejelse, om ikke chancen for at køre sig i Tourens gule førertrøje i Københavns gader gør det til et passende tidspunkt at udskifte den vanlige start i Giroen med en Tour-debut.

 

Selvom Ganna er italiener, er det dog en pris, som arrangørerne formentlig har været villige til at betale. En stor gruppe af feltets sprintere, der følte sig slemt overset ved Tour-præsentationen i oktober, og ikke mindst klatrere må nemlig lige nu overveje, om ikke 2022 er året, hvor de har en historisk god chance for at vinde en grand tour. I skrivende stund peger alt nemlig på, at Pogacar, Roglic og Bernal, der til sammen har vundet syv af de seneste otte grand tours, alle vil satse på Touren, og spørgsmålet er, om ikke det for en temposvag bjergged er mere attraktivt at stille til start i en Giro, hvor de kan have en reel chance for at vinde løbet, end at kæmpe for en mulig podieplads mod særligt de to alsidige slovenske fænomener i en Tour, der mere end vanligt belønner netop alsidighed.

 

Paradoksalt nok er Joao Almeida, der ellers om nogen ville elske en rute med masser af enkeltstarter, det eneste større navn, hvis deltagelse i Giroen i skrivende stund er bekræftet, men det skyldes naturligvis udelukkende, at hans skifte til UAE betyder, at en vis slovener står i vejen for, at han kan satse på en Tour, der ellers ville passe ham betydeligt bedre. Han kan dog formentlig se frem til snart at få selskab af en stribe bjergryttere, i første omgang Miguel Angel Lopez, hvis sportsdirektør Giuseppe Martinelli allerede har mere end antydet, at den hjemvendte colombianer skal til start i Italien for Astana. Alt peger også på, at Ineos vil stille til start med 2019-vinderen Richard Carapaz, der på denne rute lige nu kunne ligne den indlysende favorit, og derudover er det måske heller ikke i 2022, at Simon Yates skal droppe sin stædige insisteren på at jagte revanche for det store Giro-kollaps for tre år siden.

 

Hvem der føler sig fristet, vil langsomt blive afsløret i de kommende uger, ikke mindst når holdene i løbet af december samles til de første træningslejre, og vi også får kendskab til Vuelta-ruten, der lige nu er den manglende brik i det store grand tour-puslespil. Sikkert er det i hvert fald, at de mange klatrere, som fik deres feriecroissant så galt i halsen under Tour-præsentation for en måned siden, har fået en gedigen opmuntring og lidt at tænke over. Og det var formentlig også en stor del af formålet med at præsentere en Giro, der i sjældent stor grad synes at være en entydig italiensk klatrefest.

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger