Giro d'Italia-analyse: Planerne, der så bedst ud på papiret

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da Jumbo-manager Richard Plugge lige inden jul præsenterede sine stort anlagte planer for 2022-sæsonen så det ved første øjekast fremragende ud. Til Tour de France kunne han præsentere den forsvarende vinder, Jonas Vingegaard, der i de franske bjerge havde sat selveste Tadej Pogacar ganske eftertrykkeligt til vægs, og i Giroen kunne han præsentere den mest dominerende etapeløbsrytter i de seneste 5 år, Primoz Roglic, der med sine hele tre Vuelta-sejre jo for længst har bevist sine evner som grand tour-rytter. Ja, faktisk kunne holdet måske endda drømme om at gennem fører en ”grand tour-grand slam”, for selvom det endnu ikke er officielt bekræftet, ligger det i kortene, at Roglic til september drømmer om at skrive historie som den første firedobbelte Vuelta-vinder.

Alligevel var planen måske pænere på papiret, end den var det i virkeligheden. 2022-sæsonen bød på mange fortællinger, men en af de vigtigste var Roglics fald fra tronen. De fleste ville selvfølgelig kalde et år, der bød på sejre i både Paris-Nice og Criterium du Dauphiné en stor succes, men for Roglic og Jumbo var det næppe tilfældet. Jo, resultaterne var flotte, men måden, hvorpå de blev opnået, var noget helt andet end det, vi har kendt det altædende slovenske monster for.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Ja, faktisk skal han være glad for, at han kører for verdens bedste hold. Uden Wout van Aert havde vinderen af Paris-Nice utvivlsomt heddet Simon Yates, og havde han ikke været holdkammerat med den åbenlyst stærkere Vingegaard, havde Jakob Fuglsang ikke længere været den eneste dansker af Dauphiné. Uden sit stærke hold ville Roglic faktisk være kommet ganske tomhændet gennem en sæson, hvor sejren på kongeetapen i Paris-Nice - en sejr, der slet ikke blev opnået med en vanlig magtdemonstration - havde været den eneste.

Den slags markante niveaufald er altid bekymrende for en rytter, der i moderne cykelsport må føle sig som pensionist i et felt omgivet af det ene vidunderbarn efter det andet. Den slags nedadgående trends bliver sjældent vendt på hovedet, og det kunne være svært at se, at det slovenske uhyre pludselig skulle genopstå.

Personligt var jeg i hvert fald ikke særligt optimistisk på hans vegne, da Plugge fremlagde sine storslåede planer, mens de fleste havde travlt med at drikke gløgg og spise klejner. Alligevel var der et sted at finde et håb. I Touren så vi grundet hans styrt aldrig, hvad han kunne, og det var svært ikke at være imponeret over, hvordan han stort set fulgte Pogacar og Vingegaard til døres på La Planches des Belles Filles, når vi senere fandt ud af, hvor voldsomt forslået han faktisk var. Og når hans Vuelta var alt andet end imponerende, handlede det jo måske om hans mildt sagt kompromitterede optakt mere end et reelt niveaufald.

Håbet var spinkelt, men det var der. Og pludselig voksede det ganske voldsomt, da Roglic efter en svær vinter med en omfattende skulderoperation gjorde et fremskyndet comeback i Tirreno-Adriatico, hvor al logik ville tilsige, at han måtte mangle en del. Det gjorde han åbenlyst også, og uden den kraftige modvind på kongeetapen havde han næppe vundet etapen, men den ringe forberedelse gjorde det alligevel blot endnu mere imponerende, at han ikke blot vandt løbet, men også vandt alle de tre etaper, han havde en reel chance for at vinde.

Det var imidlertid ikke i sig selv nok til at tro på en genfødsel af uhyret. Der skulle mere end et par gode puncheurspurter og en spurtsejr på en modvindsramt kongeetape til at overbevise om comebacket - dårlig forberedelse eller ej. Men det mere skulle ikke vente længe på sig. Knap havde han forladt Italien, inden han tog sin første sejr i Volta a Catalunya, endda med to etapesejre undervejs - og havde han ikke givet gaver på sidste etape, havde han utvivlsomt atter taget tre af slagsen.

Se, det var en sejr, der havde værdi. Her var der nemlig ingen modvind. Tværtimod var det den hårdeste udgave i mange, mange år, og først og fremmest var modstanden skræmmende. Han var nemlig oppe mod sin hovedrival i Giroen, Remco Evenepoel, der inden løbet endda ikke nedspillede forventningerne med sin erklæring om, at han egentlig ikke rigtigt skulle forbedre sin form meget mere, og at det eneste, der for alvor manglede frem mod Giroen, var et yderligere vægttab.

På forhånd lignede det lidt en Evenepoel-massakre mod en dårligt forberedt Roglic, men den udeblev helt. Tværtimod viste sloveneren sig som stærkeste mand, da han satte sin belgiske rival til vægs på den stejle Lo Port-stigning. Og han gjorde mere end det. Han og Evenepoel kørte resten af feltet midt over, ikke mindst Joao Almeida, der lignede en af de få, som måske kunne drømme om i Giroen at true de to favoritter.

Se, nu var der noget at have håbet i. Det var en sejr, der var musik i, og som med ét viste, at Roglic ville være en reel udfordrer til Evenepoel på de italienske landeveje. Det ville han da særligt være, når en kompromitteret forberedelse tilsagde, at forbedringspotentialet var betydelig større i den slovenske lejr end i belgisk ditto, der på forhånd havde erklæret, at forberedelsen jo stort set var overstået.

Men måske var den konklusion alligevel forhastet. Som sagt er det i disse tider ganske sjældent, at en nedadgående kurve - og den har endda været ret konstant siden de suveræne år i 2019 og 2020 - pludselig vender, og derfor skal man tænke sig om to gange, inden man pludselig proklamerer en genfødsel af en ældre herre.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Til gengæld skal man heller ikke tøve med at gøre det, når de faktisk findes. For det gør de. Det kan godt være, at Geraint Thomas fik ødelagt Touren i 2021 af et styrt, men dengang lignede han bestemt en mand, der - i kraft af sin alder med en vis logik - havde toppet. Han havde allerede set skrøbelig ud i Dauphiné, og allerede inden styrtet havde han tabt tid på en ganske beskeden puncheuretape. Det kom endda efter et 2020, som måske nok fik ødelagt sit højdepunkt i Giroen af det tidlige styrt, men som indtil da havde været så elendig, at han sågar blev sat af Tour-holdet.

At Thomas var for ung til at blive afskrevet, fik vi alle at se sidste sommer, og derfor kunne alle slovenere med god ret håbe på, at den Roglic, vi så i Catalonien, var et varsel om, at vi i Giroen ville se en Roglic, der var i hvert fald tæt på det uhyre, vi kendte. Problemet er bare, at det catalanske løb måske slet ikke var så velegnet til at fortælle historien om hans virkelige niveau.

Roglic var nemlig kun god på de eksplosive etaper. Jo, Lo Port er en meget svær stigning, men den er kort, og den kom efter en helt flad og let dag. Den eneste dag, hvor rytterne blev testet over mange bjerge og højdemeter, sled Evenepoel ham slet og ret ned - og det endda på den meget, meget bløde La Molina-opkørsel.

Det var måske et varsel. Roglic har altid været en god klatrer, men hans virkelige spidskompetence har været i det eksplosive terræn. Hans flotte kørsel på La Planche des Belles Filles kom også i en meget eksplosiv afslutning, mens lidelserne i Dauphiné til gengæld kom på de store bjergetaper. Faktisk skal vi vel tilbage til hans vilde ridt til Lagos de Covadonga under Vueltaen i 2021 for at se en Roglic, der viste sig fra sin gode side på en stor bjergdag.

Måske var det den tendens, der blev bekræftet, da Giroen i dag efter to ugers tålmodig venten endelig eksploderede med et brag på den alenlange Monte Bondone. Her blev Roglic nemlig testet af ikke bare det lange målbjerg, men også af en voldsom bjergdag med intet mindre end 5800 højdemeter over godt 200 km. Og da han atter blev testet i de rigtige bjerge, fik vi præcis det udkomme, Plugge må have frygtet den dag, han præsenterede sine store planer, men vi andre spiste en ekstra klejne.

Roglic var nemlig akkurat lige så skrøbelig, som man kunne have frygtet i december. Det lignede ellers det gamle altædende monster, da han satte sit hold frem for at føre nærmest i det øjeblik, det store og stærke udbrud var sluppet væk. Rohan Dennis fortalte ganske vist efterfølgende, at det mest af alt handlede om at bringe Thomas tilbage i den førertrøje, der kan være ekstra opslidende at bære, men særligt den meget aggressive føring i finalen signalerede nu, at det også handlede om, at monsteret efter to ugers faste var blevet sultent. I hvert fald gik det voldsomt stærkt både i dalen og på stigningens nedre del på et tidspunkt, hvor ingen længere var i tvivl om, at udbruddet aldrig ville kunne true trøjen.

Derfra begyndte tegnene imidlertid at blive mere og mere urovækkende. Det første lille krisetegn kom, da den genfødte Rohan Dennis, der for første gang siden vanvidsridtet på Stelvio begynder at give små tegn på den rytter, der vandt Giroen for Tao Geoghegan Hart, endelig slog ud. Her skulle presset fastholdes, men det blev det ikke. Tværtimod blev Sepp Kuss sparet, allerede inden UAE derfor påtog sig ansvaret.

Det næste krisetegn kom, da han fik en matchbold foræret. Almeida åbnede ballet og afsluttede de to uger venten med at splitte feltet til atomer, hvilket var en klar invitation til Kuss, der igen har fundet sine magiske tredjeugesben, om at fastholde presset, så Roglic kunne levere sit uppercut. Det pres blev imidlertid overladt til Jayco-overraskelsen, og i stedet blev vi vidner til det svært usandsynlige scenarium, at det var Filippo Zana, der for Eddie Dunbar tog teten så dybt inde i finalen af det første store bjergslag.

Herefter kom der ingen reaktion, da Zana slog ud. Kuss blev stadig sparet, og da Almeida udnyttede stilstanden til at stikke af, udeblev reaktionen også. I stedet blev Kuss nu brugt til at holde snor i den portugisiske rival, og dermed var hans offensive amerikanske våben pludselig blevet defensivt. Det var det endda, samtidig med at Roglics eget tråd blev mere og mere firkantet.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Det stod i stigende grad klart, at den stort anlagte offensiv, som det stærke Jumbo-hold varslede fra det øjeblik, Edoardo Affini for efterhånden mange timer siden tog fronten, nok ville udeblive. Katastrofen var derfor langt fra umulig at forudsige, da Thomas satte kniven og herfra efterlod Roglics firkantede tråd hos Kuss, der som en anden Van Aert i Paris-Nice forhindrede den totale slovenske katastrofe.

Men havde det da ellers ikke set så lovende ud. Jo, Roglic var skam stærk på murene, men som jeg allerede skrev dengang, ville den bedste Roglic have knust Thomas i den slags eksplosivt terræn og på den slags voldsomme procenter. Hans engang så gode enkeltstart, der forsvandt i 2022, har jo heller ikke været til at få øje på i et løb, hvor det ikke kun var Evenepoel, der var bedre end den olympiske mester.

Nej, i efterrationaliserings klare skær var det ikke svært at se, at vi kunne blive vidner til et nederlag. Når det alligevel må betegnes som overraskende, skyldes det modstanden. Et nederlag til Evenepoel havde ingen kaldt uventet, men at den Roglic, der i Catalonien kørte alle andre end Evenepoel midt over, ikke kunne køre lige op med Almeida og Thomas må alligevel betegnes som en smule uventet. Det ville i hvert fald ikke kræve den Roglic, vi kendte fra 2019 og 2020 for at vinde dette løb.

Allerede nu ser det imidlertid ud til, at det kan blive svært at sikre den Giro-sejr, sygdom og styrt kostede ham for fire år siden. Når han alligevel har grund til at holde liv i håbet, skyldes det, at de kommende etaper passer ham bedre. Roglic har alle dage været skabt til bjergenkeltstarter, og han vil i hvert fald elske Lussaris stejle procenter mere end Thomas, når Giroens vigtigste etape køres på lørdag. Tre Cime di Lavaredos korte, stejle mur til sidst rimer også ganske meget på sloveneren, som for nogle dage siden endda kunne drømme om, at etapen grundet det elendige vejr blev endnu mere eksplosiv, hvis man var tvunget til at fjerne de foregående bjerge, som man gjorde i snevejret ved det seneste besøg i 2013. Også torsdagens lidt blødere bjergetape rimer mere på Roglic, end dagens gigantiske bjergmaraton gjorde det. Og så kan man altid håbe, at trængslerne også skyldtes det nylige styrt, og at der derfor er bedring i vente, selvom den stort opslåede Jumbo-offensiv ikke just indikerer, at han følte sig voldsomt mærket ved dagens begyndelse.

Ikke desto mindre er håbet tyndt. Giroen har lige nu udsigt til at blive den duel, mange spåede, men altså uden hverken den eller den anden af de to hovedkombattanter. I stedet er det Thomas og Almeida, der nu står ansigt til ansigt, og Roglic, der må leve med rollen som den outsider, der måske kan overraske.

Det er mest bemærkelsesværdigt for Thomas. Ikke så meget på baggrund af det, vi vidste inden løbet, for vi så jo allerede sidste år, at den i 2021 så lidende waliser har vist, at ”gamle mænd” også i vidunderbørnenes tidsalder kan genfødes. Med tanke på det, vi så i Tourens indledning i 2021, eller da han blev vraget til Touren i 2020, er det imidlertid lidt af et comeback, hvis han vitterligt ender med at kunne krone sig som Giro-vinder bare få dage efter, at han på torsdag er fyldt 37. Det vil i givet fald ikke bare gøre ham til Giroens i særklasse ældste vinder - en titel, der lige nu indehaves af Fiorenzo Magni, er vandt løbet i en alder af 34. Det vil også gøre ham til historiens næstældste grand tour-vinder, kun overgået af Chris Horner, der med sin alder på næsten 42, da han vandt Vueltaen i 2013, dog stadig vil være i sin helt, helt, helt egen liga. Det vil i øvrigt ske mindre end et år efter, at Ineos - akkurat som jeg selv - havde afskrevet ham som grand tour-rytter og henvist ham til en rolle som joker bag Daniel Martinez og Adam Yates.

Skriver Thomas så historie på søndag? Det ser i hvert fald lovende ud. Han lignede dagens stærkeste mand i en finale, hvor Almeida længe så ud til at være på grænsen af eksplosion, og det var vel også et tegn på overskud, at det var ham, der valgte at sælge etapesejren for at sikre tidsgevinsten til Roglic. Det var i hvert fald en indikation på, at han ikke følte, at Almeida vil være en rival, der er umulig at slå.

Selvfølgelig er det et problem, at det engang så flyvende Ineos-hold er blevet svækket yderligere med Pavel Sivakovs exit, men det bliver næppe kollektivet, der koster ham sejren. Forskellene er allerede store, og nu er det ret klart, at Laurens De Plus og Thymen Arensman, der begge imponerede stort og svarede på de angreb, der kom i en forfølgergruppe, de måske endda kunne være kørt fra, skal slagtes som de hjælpere, de nu er. Nok er de kun fem mand, men når to af fire hjælpere ligger i top 10, er man ikke helt ude på tynd is.

Det er Almeida imidlertid heller ikke. Akkurat som Thomas har han en meget stærk historik i den tredje uge af grand tours. I 2020 kørte han sin bedste bjergetape til allersidst i et løb, hvor han stadig havde sine mangler, og i 2021 leverede han et forrygende comeback, efter at han allerede havde smidt sit klassement i regnen på den første bjergetape. Sidste år så vi ikke samme fremgang i den tredje uge, inden corona sendt ham hjem, men det var i et løb, hvor han aldrig fik det helt til at spille. Det gjorde han bestemt heller ikke den skuffende Vuelta, hvor han dog netop fandt bedre ben i den for ham desværre meget lette tredje uge.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nu tyder alt på, at han endelig har taget det skridt, hans 2021-sæson varslede, at han ville tage i 2022. Det er kommet med et års forsinkelse, og det kunne man allerede fornemme tidligere i år. Ja, han blev slået af en formsvag Roglic i Tirreno, og ja, Roglic kørte ham over i Catalonien, men også han havde sine problemer i februar, hvor han blev syg omkring løbet i Algarve. Samtidig er det jo - som det gælder for Thomas - ret entydigt, at han er bedst mod slutningen af grand tours, hvorfor det kun er naturligt, at Roglic slår ham i ugelange løb.

Han kan også glæde sig over sit meget stærke hold. I dag var det Jay Vine, der splittede feltet, og hvis han efter sin sygdom finder sit niveau, er det ikke kun Roglic, der har en hjælper, som kan køre fra de fleste klassementsryttere. I dag viste Davide Formolo også sine bedste ben i flere år, mens Brandon McNulty fortsatte søndagens lovende takter. Nej, Almeida taber heller ikke løbet på sit hold.

I sidste ende skal han dog vinde løbet ved egen kraft, og derfor skal han være bedre end Thomas. Det så han ikke ud til at være i dag, hvor Thomas tog det meste af ansvaret, men Almeida brugte også en del krudt på sit soloangreb. Derudover så vi både i Burgos sidste år, hvor han havde en i sæsonen sjælden glansstund, og i Giroen i 2021, at han er glimrende på stejle procenter - procenter, der til gengæld må være en udebane for store Thomas. I det lys passer både 19. og 20. etapes stigninger bedre til Almeida end til Thomas, der i dag virkelig var på hjemmebane med en gigantisk bjergetape og et langt målbjerg, der var regulært og aldrig for stejlt.

En trussel er til gengæld det dårlige vejr, der altid har voldt ham kvaler, fo selvom vejret har været horribelt i dette løb, har vi haft tørvejr til alle de vigtige etaper - bortset fra dagens lidt ligegyldige regnbyge til sidst og en enkeltstart, hvor han lidt bekymrende underpræsterede. Udngår han at lide i regnen, kan det måske blive kogt ned til lørdagens slag på Lussari - et slag, der kun kan blive fascinerende, når vi taler om to ryttere, der i forvejen har for vane at køre enhver finalestigning som en enkeltstart og derfor burde være skabt til bjergenkeltstartens særlige kunst.

Det er til gengæld også ret klart, at Giroen formentlig har fundet sit podium. Den totale genfødsel af Damiano Caruso, som en lovende start havde skabt italienske drømme om, udeblev nemlig, og den italienske veteran må nok sande, at også han trods alt mærker alderen på samme måde, som Roglic tilsyneladende gør det. Bahrain kan så trøste sig med, at Santiago Buitrago gjorde det bedre i de rigtige bjerge, end han plejer, mens det var en streg i regningen, at Jack Haig stadig er så mærket, at han i finalen ikke kunne gribe ud efter den etapesejr, den bedste Haig burde have været i spil til.

Spørgsmålet er, om Caruso overhovedet er førsteudfordrer til podiet. Dagens overraskelse var Eddie Dunbar, der mere end bekræftede det lovende indtryk fra starten. Der var næppe mange, der havde varslet, at han skulle følge Roglic til dørs på Monte Bondone, men i virkeligheden vidste vi jo slet ikke, hvad vi skulle forvente af en mand, der på Ineos stod så meget i skyggen, at han kun fik lov at køre én grand tour i rollen som ren hjælper. Dengang hævdede han, at han havde været bedst i den tredje uge, og i dag viste han, at der nok var noget om snakken - og at hans i forvejen flotte 2022-sæson nok havde været betydeligt flottere, hvis han havde fået lov at gøre andet end at vinde små 2.1-løb på samlebånd (hvis to sejre kan berettige brugen af det udtryk).

Der var også andre overraskelser. Einer Rubio leverede sin i særklasse bedste klatrepræstation i et løb, der pludselig er blevet ganske positivt trods en skidt start. Ilan Van Wilder, der hidtil har været bedst i eksplosivt terræn, viste også sit hidtil højeste niveau i bjergene og sikrede, at det to mand store Soudal-hold i den grad stadig har sin berettigelse i løbet og stadig kan drømme om et resultat, der dog trods alt blegner i forhold til de forventninger, man havde inden løbet. Det var også opløftende at se, hvordan Lennard Kämna i første omgang fik bevist, at han kan stå distancen også på en stor bjergetape i den tredje uge.

Det gør resultatet også for Hugh Carthy. Han kom bedre tilbage efter den tidlige krise, men det lovende forår var desværre et dække over, at der igen vil være mere 2021 og 2022 over denne Giro for den langlemmede brite. Mindre overraskende var det at se, at Andreas Leknessund kom til kort, for hans klassementsambitioner afhang af en ganske dramatisk forbedring i bjergene, som hans store tredjeugesmotor trods alt ikke kunne levere.

Det nederlag er imidlertid til at leve med for en mand, der slet ikke kom for at køre klassement. Langt mere alvorligt er det naturligvis, at Thibaut Pinot ikke får den drømmeafsked hans flotte Romandiet havde givet håb om. Det så allerede bekymrende ud, da i fredags ikke kunne gøre det af med Jefferson Cepeda og Rubio, og da han i søndags sejlede agterud på den lille bakke, og i dag står det helt klart, at den Pinot, vi har set i 2021 og 2022, desværre også er den, vi vil se i 2023. Til gengæld kan han nu rette fuldt fokus mod en bjergtrøje, der stadig er inden for rækkevidde efter en dag, hvor Ben Healy viste sig at have begrænsninger i de høje bjerge - og så kan han måske glæde sig lidt over det ekstremt flotte trøjeforsvar fra Bruno Armirail.

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

Det var imidlertid end kamp, han havde tabt på forhånd. Sådan var det trods alt ikke for Roglic, da Plugge i december afbrød klejnespisningen for at præsentere sine storslåede grand tour-planer. De så nemlig på papiret ganske uhyggelige ud, når den hollandske manager kunne gå efter en grand slam med to giganter som Vingegaard og det engang så altædende monster. Desværre viste 2022-sæsonen også, at planerne måske var bedre på papiret, end de var det i virkeligheden. I dag viste Monte Bondone desværre, at det nok også forholder sig sådan.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE