Giro d'Italia: Podiekandidaterne

SÆT DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD

Giro d’Italia-arrangørerne i RCS Sport må knibe sig selv i armen i disse dage. Det så aldrig ud til at ville lykkes at overtale Chris Froome til at risikere en mulig Tour-sejr til fordel for et forsøg på at vinde dne eneste grand tour, han endnu mangler, Giroen. Udsigten til at skrive historie og blive den første rytter til at sidde på tronen i alle tre grand tours på én gang, var dog for fristende for briten, der i november bekendtgjorde sin intention om at stille til start i Jerusalem på fredag.

Vegnis drøm blev kun mere fantastisk i januar, da det endegyldigt blev bekræftet, at også den forsvarende vinder Tom Dumoulin vil begive sig til Mellemøsten i denne uge. Lige siden hollænderens sejr sidste år har cykelverdenen set frem til et første stort opgør mellem Froome og den nye grand tour-stjerne. Mange havde ventet, at dette første slag ville finde sted i en af de kommende udgaver af Touren, men Froomes modige satsning betyder, at opgøret til Vegnis store tilfredshed vil finde sted på de italienske landeveje.

Løbet handler imidlertid ingenlunde kun om Froome om Dumoulin. Efter to store bjergetapesejre i sidste års Vuelta kan stortalentet Miguel Angel Lopez for første gang stille til start i en grand tour uden at have været sat tilbage af skader forinden, Esteban Chaves jagter den samlede sejr efter at have været så tæt på i 2016, en formstærk Thibaut Pinot går efter sejren i Tour of the Alps efter at forbedre sidste års 4. plads, og Fabio Aru er sulten efter revanche, efter at en skade sidste år afholdt ham fra at stille til start. Læg dertil, at Domenico Pozzovivo synes stærkere end nogensinde, at George Bennett i øjeblikket gør stormskridt på verdenstoppen, at Simon Yates efter et flot forår jagter ny grand tour-succes i sin Giro-debut, at Davide Formolo synes klar til endelig at indfri sit kolossale potentiale, og at feltet byder på et hav af spændende unge ryttere, hvoraf mange har en stor mulighed for at overraske, og det bliver klart, at scenen er sat til et fabelagtigt slag de kommende tre uger i Italien.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

Domenico Pozzovivo (**)

Hos de fleste cykelfans sprang hjertet helt sikkert et slag eller to over, da tv-kameraerne viste en livløs Domenico Pozzovivo på jorden på 3. etape af Giro d’Italia i 2015. I de efterfølgende minutter frygtede en hel cykelverden det værste for den lille italiener, men det viste sig heldigvis hurtigt, at billederne løj. Pozzovivo var sluppet langt bedre fra det voldsomme styrt, end man skulle tro, og bare få dage senere var han tilbage i løbet som tilskuer. Kun godt en måned efter styrtet kørte han endda med om sejren i Tour de Suisse, og det så ud til, at det kun var en misset Giro, der skulle skrives på tabskontoen for Pozzovivo.

Det viste sig imidlertid, at uheldet fik betydeligt værre konsekvenser, end man troede efter det schweiziske løb. Inden styrtet var Pozzovivo netop på vej til for alvor at høste frugten af års hårdt arbejde, hvor han stille og roligt havde gjort de fremskridt, der nu gjorde det muligt at gå efter podiet i grand tours. Manden, der var tæt på at blive sendt ud i kulden af Bardiani pga. manglende stabilitet, var i årene 2014 og 2015 vel feltets mest konsistente rytter. Faktisk sluttede han i 2014 i top 10 i samtlige løb i foråret, indtil sygdom tvang ham ud af Tour de Suisse. Præstationen bliver ikke mindre af, at han stort set udelukkende kørte WorldTour-løb, og at listen tæller femtepladser i både Giroen og Liege-Bastogne-Liege samt top 10-placering i både Tirreno-Adriatico og Volta a Catalunya.

I 2015 var tendensen endda fortsat, selvom han havde brækket lårbenet efter at være kørt ind i en kat den foregående sommer og derfor havde misset Vueltaen. Faktisk havde han igen været i top 10 i alle sine starter siden starten af året, indtil han altså styrtede ud af Giroen - og denne gang bestod kalenderen endda med en enkelt undtagelse udelukkende af WorldTour-løb.

Det var den stribe af topresultater, Pozzovivo pludselig måtte se komme til en brat ende efter sit styrt. Selvom konsekvenserne umiddelbart så ud til at være begrænsede, lykkedes det slet ikke italeineren at genfinde sit niveau. Det startede med en yderst skuffende Vuelta i 2015 og fortsatte hele vejen gennem 2016. Her lykkedes det ham kun at køre i top 10 i Tour Down Under, Tour of Oman, Giro del Trentino, Vuelta a Burgos og Tour du Doubs, og i ingen af løbene var han på nogen måde tæt på sejren. Hans Giro endte som en regulær katastrofe, da han kun akkurat hang på i udkanten af top 10, inden han blev syg og mistede alt på løbets næstsidste bjergetape. Hans Tour-debut et par måneder senere var endnu mere pauver, og han blev aldrig en faktor i løbet overhovedet.

I en alder af 34 år kunne Pozzovivo derfor med nogen rette frygte, at han aldrig ville genfinde fordums styrke, men heldigvis har han i år været i stand til at aflive den angst. De første indikationer kom i Tirreno-Adriatico sidste år, og da han sluttede som nummer 3 i Tour of the Alps, så det for alvor ud til, at Pozzovivo var tilbage. Den endelige bekræftelse kom i Giroen, hvor han endte på løbets sjetteplads, og i de sidste dage endda sammen med Ilnur Zakarin lignede løbets stærkeste rytter. Bare få uger senere brød han endelig tørken ved at tage en stor bjergetapesejr i Tour de Suisse, hvor kun en offday på løbets kongeetape kostede ham muligheden for også at vinde samlet.

Med den successtime i bagagen var der lagt an til noget stort i Vueltaen, men desværre satte et styrt tidligt Pozzovivo ud af spillet. En alt for tidlig exit blev dog fulgt op af en fremragende sjetteplads i Il Lombardia, og derfor kunne Pozzovivo tage på vinterferie med bevidstheden om, at han var tilbage på sporet.

Vinteren blev brugt til at skifte hold for Pozzovivo, der efter mange år hos Ag2r lod sig friste af en mulighed for på Bahrain at kunne få en kaptajnrolle i alle sine forårsløb samt Giroen og derefter en vigtig rolle som løjtnant for Vincenzo Nibali i Touren. Den altid så stabile italiener kom imidlertid ganske atypisk meget tøvende fra start med blot en 14. plads i Tour Down Under, en 15. plads i Abu Dhabi Tour og en 14. plads i Tirreno-Adriatico, og der var sikkert mange iagttagere, der som undertegnede frygtede, at den efterhånden 35-årige og yderst vellidte italiener med det store intellekt måske var på vej ned i samme formdyk som i 2016.

Heldigvis er de anelser i den grad blevet gjort til skamme. I Tour of the Alps, hvor den lille italiener altid har været flyvende, var han for alvor tilbage med en fremragende samlet andenplads som resultat, og det var kun ganske få marginaler, der forhindrede ham i at vinde løbet for anden gang. Og bare to dage efter afslutningen gentog han så det kunststykke, som efterhånden er blevet hans speciale, da han atter kombinerede en podieplads i bjergløbet med en toppræstation i Liege, hvor han trods sin mangel på punch og spurtstyrke blev nummer 5 - endda efter tydeligt at have givet indtryk af at være blandt de stærkeste i løbet.

Det er derfor med nogen ret, at man kan hævde, at Pozzovivo aldrig har været stærkere - og det siger ikke så lidt for en mand, der som nævnt altså har været en af de allermest stabile i WorldTour-løb i ganske mange år. Samtidig synes formen at være timet perfekt, og vi skal ikke glemme, at hans kørsel på de sidste bjergetaper sidste år var fremragende. Med alderen har han opnået en eminent stabilitet og særlig evne til at toppe i den tredje uge, og det gør ham yderst farlig på en rute, hvor det vælter med bjerge til allersidst. Alt tyder på, at han har genfundet det ufatteligt høje bundniveau, der gør ham til en garanti for succes i snart sagt ethvert etapeløb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Betingelserne for succes er til stede. Formen har vist sig at være i top, og forberedelserne er forløbet helt efter planen. Udover bjergene i den tredje uge kan han se frem til den ekstremt stejle Zoncolan, der som type er en stigning, som passer den lille italiener eminent. Samtidig er han bakket op af et ganske solidt mandskab, der også tæller Giovanni Visconti, Kanstantsin Siutsou, der netop har vundet Tour of Croatia, samt den stadig mere lovende Matej Mohoric.

Også for ham gælder dog, at enkeltstarterne er udfordringen. Selvom Pozzovivo er en langt bedre enkeltstartsrytter, end hans klejne statur antyder - mange husker stadig hans sensationelle tredjeplads bag Fabian Cancellara og Tony Martin på en Vuelta-tidskørsel i 2013 - har han det svært på helt flade ruter som den, der venter på 16. etape. Heldigvis kan han glæde sig over, at heller ikke mange af konkurrenterne kan drage fordel af den etape, og selvom han vil tabe kolossalt meget tid til Chris Froome og Tom Dumoulin, er det næppe nødvendigvis nogen stor ulempe i forhold til de direkte konkurrenter.

Pozzovivo kører nemlig ikke efter sejren. Han ved godt, at han aldrig kommer til at vinde en grand tour, men han har stadig ambitioner om at få den podieplads, han har jagtet så desperat gennem hele sin karriere. Han har flere gange været ganske tæt på, senest i sdste årets Giro, og netop det italienske etapeløb giver ham håb om, at det kan lade sig gøre. Kan han ramme det niveau, han havde i Giroens døende dage, er der ikke mange, der kan sætte ham i bjergene, og så kan meget lade sig gøre for italieneren. Lykkes det ham at slutte på podiet, vil det være en fortjent belønning for en nærmest uhørt stabilitet igennem de senere år - og et bemærkelsesværdigt comeback for en mand, for hvem en hel cykelverden frygtede, at det var helt slut, da han lå livløs på den norditalienske asfalt for bare tre år siden.

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD, SKAL POZZOVIVO PÅ DET?
 

Davide Formolo (**)

Spørger man italienerne om deres grand tour-fremtid, er de ikke i tvivl. Vincenzo Nibali er på nuværende tidspunkt den klare nummer 1, og Fabio Aru er den naturlige kronprins, der skal tage over, når kongen om ikke så mange år abdicerer. Der er imidlertid heller ingen tvivl om, hvem der er nummer 3 i rækken. Både medier og fans tøver ikke med at pege på Davide Formolo som manden, der kan bevare landets stolte traditioner i en tid, hvor italiensk cykelsport ellers er i en historisk krise.

Det er ikke uden grund, at Formolo nyder denne kolossale tillid, en tillid, som man genfinder her hos os. Det skyldes ikke mindst den fantastiske debut, stortalentet fik på den professionelle scene. I 2014 imponerede han stort allerede i februar, hvor han var stærkeste mand på stigningerne i flere af de meget hårde italienske endagsløb. Desværre blev han siden ramt af sygdom, men bare få uger efter sit comeback blev han nummer fire i Tyrkiet Rundt, og siden blev han nummer 7 i in WorldTour-debut Schweiz Rundt, et af de sværeste etapeløb overhovedet.

Det store folkelige gennembrud kom imidlertid ved de italienske mesterskaber. Løbet blev vundet af Vincenzo Nibali, men det var ikke uden kamp. Trods utallige angreb kunne han således ikke ryste den unge Formolo, der var som limet til hans baghjul og kun blev slået i spurten. Ganske få uger senere stod Nibali øverst på podiet som Tour-vinder, og det sætter Formolos bedrift på de italienske landeveje i relief.

Desværre fik Formolo herefter i stå. I 2015 fulgte han med over i det nye set-up, da Cannondale og Garmin fusionerede, og det var muligvis en dum beslutning. Holdet har haft en næsten imponerende evne til at sætte selv de største talenters udvikling tilbage, og det skete også for Formolo. Ganske vist vandt han en fantastisk flot etape i sin grand tour-debut i Giroen, men gennem hele året var han en skygge af den rytter, der havde betaget os og mange andre bare 12 måneder forinden.

De seneste år har været lidt af en ørkenvandring. Top 10-placeringer i Vueltaen i 2016 og i sidste års Giro er ganske vist ikke resultater, man skal kimse af, men med tanke på de store forventninger, der blev skabt efter drømmedebuten i 2014, er det ikke mærkeligt, at han er forsvundet fra radaren. I stedet har han i de senere år været den lidt kedelige og ret anonyme top 10-rytter, som ikke vækker den store begejstring.

Nu er der imidlertid meget, der tyder på, at Formolo er tilbage på sporet. Efter at sygdom lagde hans efterår i ruiner forlod han endelig Cannondale, der havde sat hans udvikling i stå, og har i stedet sluttet til Bora-klanen, hvor man har vist en ganske god evne til at udvikle talenter. Og det har tilsyneladende båret frugt. Allerede i Abu Dhabi var det en nærmest genfødt Formolo, der trods knaldhårdt arbejde for Rafal Majka sluttede som nr. 6 på kongeetapen.

Ganske vist skuffede han efterfølgende i både Tirreno-Adriatico og Volta a Catalunya, men det skulle vise sig blot at være mindre tilbageslag. Da han efter en længere træningspause vendte tilbage i Liege-Bastogne-Liege kørte han nemlig et fremragende løb. Med offensiv kørsel viste han som en af de klart stærkeste - som det i øvrigt var tilfældet sidste år, hvor hans solofremstød først blev hentet lige inden målbakken i Ans - og det var formentlig kun den manglende spurtstyrke, der betød, at han måtte tage til takke med en 7. plads.

Nu kommer så den helt store test for Formolo. I de kommende tre uger skal han stå i spidsen for et Bora-hold, der drømmer om endelig at gøre sig gældende i klassementet i en grand tour. Og baseret på de yderst lovende takter, han har vist i årets første måneder, kunne noget tyde på, at han endelig er klar til at tage det skridt, som han aldrig tog hos Cannondale.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Formolo er en helt ren klatrer, og han burde derfor være i sit es i den meget bjergrige sidste del. Hans to foregående top 10-placeinger i grand tours viser i hvert fald, at han har holdbarheden til at gøre sig gældende også til allersidst, og selvom Bora bestemt ikke har det bedste mandskab i et løb, hvor han skal dele kaptajnrollen med Sam Bennett, har han i Patrick Konrad og Felix Grossschartner to glimrende hjælpere i bjergene. Mere er næppe nødvendigt for en rytter, der ikke går efter den samlede sejr og derfor formentlig er tilfreds med at følge med og herved teste, om niveauet nu rækker til en top 5-placering.

Der venter dog også udfordringer. Måske har han holdbarheden og klatreevnerne, at han har holdbarheden, men det er samtidig velkendt, at han har en akilleshæl, der ikke kan negligeres. Formolo hører således til blandt de ringeste enkeltstartsryttere, og de mange timer på enkeltstartscykelen har endnu ikke givet resultat. Næsten 50 km alene i kamp mod uret er derfor alt for meget for det italienske supertalent, særligt fordi det foregår i fladt terræn.

I den sammenhæng kan der dog alligevel være lidt grund til optimisme. I hvert fald kørte han langt bedre enkeltstarter end tidligere i både Abu Dhabi og Tirreno. Også her synes skiftet til Bora derfor at have gjort ham godt, og han kan derfor forhåbentlig begrænse tabet mere end tidligere. Det ændrer dog ikke på, at hans tidstab på 1. og 16. etape formentlig vil knuse ethvert podiehåb.

Det er imidlertid heller ikke nødvendigvis målet for Formolo. I en alder af 25 år har han masser af tid, også til at forbedre sig på enkeltstarten. I første omgang handler det om at cementere sin position som en rytter, der kan vinde en grand tour om et par år. Alle, der så ham tilbage i 2014, ved, at potentialet er næsten ubegrænset, og med det, han har vist hidtil i år, er der meget, der tyder på, at Giroen kunne blive løbet, hvor han for alvor etablerer sig som en af sportens stjerner.

SÆT DIT HOLD TIL GIROEN - SKAL FORMOLO PÅ?
 

Wout Poels (**)

I mange af livets forhold er det en god ide at have en plan B. Selv den mest nøje tilrettelagte plan kan smuldre, og i det tilfælde er det altid rart på forhånd at have sikret sig noget at falde tilbage på. Det gælder inden for cykelsport ikke mindst i grand tours, hvor tre ugers stressende kørsel ikke er uden risici, og hvor det hele kan være tabt på bare få sekunder, hvis lynet rammer.

Hvis nogen har lært denne livslektie på den hårde måde, er det Sky. Sportens mest succesrige etapeløbshold har utallige gange oplevet, at deres kaptajn har måttet forlade et af sportens største løb efter styrt eller uheld. Det skete allerede for Bradley Wiggins i Touren i 2011, og siden da har også Chris Froome måttet forlade Touren i 2014 og Vueltaen i 2015 i utide. Mest uheldig har man dog været i Giroen, der synes at være en slags forbandelse for sportens superhold. Serien over uheld vil ingen ende tage, og siden 2013 er det endnu ikke lykkedes at få forhåndskaptajnen sikkert igennem. I 2013 udgik Bradley Wiggins med sygdom, i 2014 kom Riche Porte end ikke til start, i 2015 styrtede samme Porte efter et uheldsramt løb, i 2016 måtte en syg Mikel Landa trække sig, og sidste år blev begge kaptajner, Landa og Geraint Thomas, sendt i asfalten i det samme styrt.

Derfor har holdet også indført en fast strategi, der består i altid at stille til start med to mulige klassementsryttere. Det er naturligvis først og fremmest motiveret af de dårlige erfaringer fra tidligere, men det er samtidig en mulighed for at tilfredsstille de personlige ambitioner hos mange af Chris Froomes hjælperyttere. På Sky har Geraint Thomas, Mikel Landa, Wout Poels, David De La Cruz og Sergio Henao alle givet udtryk for ambitioner om kaptajnansvar i et af sportens store etapeløb, og da holdets store stjerne, Chris Froome, har sat sig tungt på to af løbene i de senere år, efterlader det meget lidt plads til rytterne fra anden række. Rollen som ”plan B” har været midlet til i hvert fald delvist at tilfredsstille holdets mange klatrere.

I årets Giro er det så Poels, der har fået til opgave at være backup, hvis det som i tidligere løb skulle gå galt for Froome. Efter at have spillet nøgleroller for Froome i hans tidligere Tour-sejr i 2015 og 2016 fik hollænderen sidste år i Vueltaen for første gang chancen for at teste sig selv i denne rolle, og det gjorde han til UG. Som det desværre har været en lidt kedelig tendens for Poels, kom han skidt fra start i det spanske løn, men langsomt fandt han sine bedste ben. I sidste ende rakte det til en samlet sjetteplads, og det hele blev kronet med en stor Angliru-etape til allersidst, hvor Froome gjorde sit yderste for at give en etapesejr til sin løjtnant - en mission, som kun Alberto Contador forhindrede på en dag, hvor de to Sky-ryttere ellers kørte alle rivaler i sænk.

Poels og Froome har igennem årene opbygget et fremragende samarbejde, og hollænderen har i de seneste tre sæsoner været den måske allervigtigste rytter for briten, der har haft ham ved sin side i tre af sine fire grand tour-sejre. Derfor er det da også naturligt, at Poels i år er tiltænkt en rolle som vigtig hjælper for kaptajnen i både Giroen og Touren, også selvom det har betydet, at han igen i år har måttet sætte sine personlige ambitioner på standby.

Usikkerheden om Froomes deltagelse har dog nødvendiggjort, at Poels hele tiden har skullet gøre sig klar til evt. at skulle køre som kaptajn i Italien. Det scenarium bliver nu ikke til virkelighed, men som sagt betyder det ikke, at Poels ikke kan få sin chance. Ligesom i Vueltaen vil han blive sparet så meget som muligt, og skulle lynet slå ned og sætte Froome ud af spillet, vil Poels være manden, der skal forhindre, at Skys Giro-forbandelse fortsætter. Og som han selv viste i Vueltaen og Landa i Touren, er det slet ikke umuligt, at Poels også kan være i spil til podiet, selv hvis Froome undgår løbsødelæggende styrt eller sygdom.

Det er dog relativt ukendt territorium for Poels at skulle køre efter klassement i en grand tour. Som ung havde han det som sin klare ambition, og det så lovende ud, da han i 2011 sluttede som nummer 17 i Vueltaen. Efter sit rædselsstyrt i Touren i 2012, hvor hans karriere og helbred kom i alvorlig fare, endte han imidlertid som hjælperytter på først Quick-Step og siden Sky, og han havde derfor ikke i seks år kørt efter den samlede stilling i et af sportens største løb før sidste efterår.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Poels har da også sendt ret blandede signaler i den sammenhæng. På den ene side har han vist, at han på sine store dage tilhører verdens absolutte klatreelite. I både 2015 og 2016 lignede han i perioder mod Tourens slutning sammen med Froome og (i førstnævnte år) Quintana løbets stærkeste mand i bjergene, og man sad til tider med indtrykket af, at han endda kunne have givet sin kaptajn alvorlige vanskeligheder. Også i sidste års Vuelta imponerede han som bekendt stort på Anliru-etapen. På den anden side har han i sine tidlige år været kendetegnet ved en enorm ustabilitet, og det er en tendens, der er fortsat i de senere år. Han har således også i sin tid som Froomes loyale løjtnant haft mindre gode dage, og hvis han ikke kan udvise en højere grad af stabilitet, vil han aldrig blive en trussel i de tre uger lange etapeløb. Særligt har det været et problem, at han altid er startet alt for svagt ud og først senere i løbet har fundet benene.

Derfor er årets Giro også en stor eksamen for Poels. Der er ingen tvivl om, at de kommende tre uger i høj grad vil bestemme, hvilke muligheder Poels fremover vil gå på et hold, hvor Thomas, De La Cruz og Henao som sagt også har store ambitioner i de største løb, og hvor Egan Bernal allerede banker på.

Desværre har han ikke haft den ideelle forberedelse. Han lagde ellers ud som lyn og torden med en sejr på kongeetapen i Ruta del Sol og havde efter en fuldstændig suveræn enkeltstart kurs direkte mod den samlede sejr i Paris-Nice, indtil et dumt styrt efterlod ham med et brækket kraveben. Det kostede ham ikke blot karrierens største sejr, det betød også, at hans forberedelse til Ardennerne og Giroen blev sat voldsomt tilbage.

Alligevel drog Poels med Froome på træningslejr i højderne, og han var også meget optimistisk, da han stillede til start i klassikerne. Her blev det imidlertid lynhurtigt klart, at Poels har meget lang vej endnu, inden han er tilbage på det niveau, han havde i marts måned.

Det er naturligvis et problem for en rytter, der i forvejen er kendt for altid at have det svært i den første uge. Heldigvis kan han blive reddet af ruten. De første 13 etaper byder nemlig kun på to svære dage, og taber han ikke for meget tid på Etna og Gran Sasso, vil han have tid til at finde sit forrygende topniveau til de afgørende dage i bjergene. Alle de vigtigste slag kommer i de sidste otte dage, og til den tid er der al mulig grund til at tro, at Poels vil være flyvende - ikke mindst med tanke på det niveau, han havde i Paris-Nice.

Samtidig har Poels en klar fordel på enkeltstarten. Selvom han ikke er specialist, har han forbedret sig voldsomt. Sejren i Paris-Nice kan måske ikke bruges som den bedste indikator, da den blev opnået på en meget kuperet rute, men hans 7. plads på den helt flade rute i sidste års Vuelta vidner om, at han særligt sidst i en grand tour kan gøre det fremragende også i tonserterræn som det, der venter på 16. etape. Selvfølgelig kan han ikke matche Dumoulin eller sin kaptajn, men sammenlignet med alle andre favoritter vil han være overlegen. Og samtidig skal man ikke glemme, at hans speciale er de stejleste af de stejle stigninger - bare se på præstationer på Angliru i 2017 og 2011 - og derfor vil han formentlig kunne flyve op ad Zoncolan på 14. etape.

Poels’ muligheder afhænger derfor ikke af, om han har niveauet eller formen. Det er stabiliteten, der er hans store udfordring - samt naturligvis hans rolle på et hold, der kan tvinge ham til at give afkald på alt i forsøget på at støtte sin kaptajn. Denne gang stiller Sky imidlertid til start med et ganske bredt mandskab, og der burde være muligheder for, at Poels længe kan holde sig helt fremme. Hvis alt går efter Skys hoved, ender han ved siden af siden kaptajn på podiet, og skulle uheldet sætte Froome ud af spillet, har Poels vitterligt potentialet til at køre med om den samlede sejr.

Uanset om det ender med det ene eller det andet af de to udfald, vil det for alvor sende hollænderen op i toppen af holdets interne grand tour-hierarki og dermed give ham al mulig grund til at stille krav om i 2019 at få en reel kaptajnrolle, formentlig i Giroen. Lykkes det, vil han være tilbage i den rolle, han jagtede som ung rytter i Vueltaen i 2011. Det krævede bare utallige omveje og et slemt styrt at nå dertil.

SÆT DIT GIRO HOLD, VÆLGER DU POELS ELLER FROOME ELLER?
 

George Bennett (**)

Det er næsten ikke til at tro, at det bare er fem år siden. Efter to skuffende år på Radioshack, hvor han aldrig havde indfriet sit store potentiale, så det ud til George Bennetts karriere kunne være ovre, allerede inden den for alvor var begyndt. Trods den løfterige tid som U23-rytter slog newzealænderen aldrig til på sit amerikanske hold, og det var ikke let at finde en ny arbejdsgiver, der ville give ham endnu en chance.

Heldigvis trådte først Cannondale og siden LottoNL-Jumbo til med en livline, der gav Bennett en ekstra chance for at indfri potentialet. Hos hollænderne var han imidlertid hentet ind som hjælper for holdets mange klassementsryttere Wilco Kelderman, Robert Gesink og Steven Kruijswijk, og det var i første omgang ikke Bennett selv, der skulle løfte ansvaret.

Den rolle udfyldte han da også ganske fint, indtil et tilfælde pludselig ændrede det hele. I Vueltaen i 2016 var han stillet til start med den opgave at sikre maksimal støtte til Steven Kruijswijk, der blot få måneder forinden havde været så tæt på at vinde Giroen, som man overhovedet kan komme. Derfor var Bennetts opgave som nøglehjælper for den hollandske stjerne også soleklar, og han havde absolut ingen personlige ambitioner.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Det ændrede sig imidlertid lynhurtigt. Allerede tidligt i løbet styrtede Kruijswijk, og pludselig stod Bennet, der allerede kort forinden med meget offensiv kørsel i Touren havde viste betragtelig fremgang i forhold til tidligere, med en uventet mulighed. Ganske vist havde han allerede forinden tabt lidt tid, og målet var derfor i første omgang etapesejre. Efter en fjerdeplads på Aubisque, der i øvrigt blev vundet af holdkammerat Gesink, kunne han imidlertid pludselig lugte den samlede top 10, og stille og roligt sneg tanken om en samlet topplacering sig ind i LottoNL-Jumbo-lejren.

Bennett knækkede ikke under presset, og trods den tabte tid fra den tidlige del af løbet lykkedes det ham helt uventet at køre ind i Madrid som løbets 10. bedste rytter. Det tændte en flamme hos newzealænderen, der pludselig øjnede flere personlige muligheder i etapeløbene, og det samme gjorde holdets ledelse naturligvis.

I første omgang var det dog ikke grand tours, der havde hans fokus. I 2017 skulle han fokusere på ugelange etapeløb, og det gjorde han fremragende. Trods en omgang kyssesyge i løbet af vinteren blev han allerede i februar nr. 7 i Abu Dhabi Tour, og han fortsatte med en 9. plads i Volta a Catalunya og en 11. plads i Baskerlandet Rundt. Det helt store gennembrud kom dog i Californien, hvor det lykkedes ham at sætte forhåndsfavoritterne Rafal Majka og Andrew Talansky til vægs og tage den samlede sejr i et stort WorldTour-løb.

Det fik ham dog ikke til at ændre ambitioner forud for Touren, der alene handlede om at jagte etapesejre. Derfor smed han da også tid i den hektiske første uge, men igen ændrede han planer undervejs. Bennett overgik nemlig sine egne forventninger på de første bjergetaper, og på den første hviledag havde han pludselig kørt sig op på en 10. plads. Det fik ham til atter at satse på klassementet, og han havde da også stensikker kurs mod endnu en top 10-placering, indtil sygdom desværre førtst kostede ham tid og siden tvang ham til at forlade Frankrig i utide.

Sygdom ødelagde også Vueltaen, hvor han atter stillede til start som hjælper for Kruijswijk, men de lovende præstationer havde løftet ham i det interne hierarki. I november blev han af holdet tildelt kaptajnrollen i årets Giro, og siden da har han målrettet forberedt sig på det, der er hans første dedikerede og målrettede forsøg på at blande sig helt fremme i et tre uger langt etapeløb.

Og noget tyder på, at noget stort kan være i vente. I hvert fald har Bennett været flyvende i dette forår - og det til trods for, at alt har været lagt til rette efter Giroen. En operation i løbet af vinteren betød, at han slet ikke havde forventninger til de første løb, men trods den ikke-eksisterende forberedelse endte han som nr. 11 i Tour Down Under, ligesom han var en af de allerstærkeste i Cadel Evans Great Ocean Road Race. Den helt store bekræftelse på det nye niveau kom dog med tredjepladsen på kongeetapen i Tirreno-Adriatico, hvor kun et elendigt holdløb kostede ham en bedre placering end en 9. plads, og en 6. plads i Catalonien, hvor ruten slet ikke passede ham, vidnede om en helt ny klasse.

Efter en vellykket højdetræningslejr oplevede Bennett det helt store chok, da han dagen inden Tour of the Alps blev kørt ned af en bil. Heldigvis slap han uden væsentlige skader, men slaget var dog så hårdt, at han betalte prisen på kongeetapen i alpeløbet. Alligevel kom han sig bemærkelsesværdigt hurtigt, og med offensiv kørsel på de sidste to etaper, hvor han begge gange blev nr. 2 efter sene angreb, lykkedes det ham langsomt at slide sig op i klassementet til en 5. plads.

At kunne levere en sådan præstation efter et grimt styrt vidner om Bennetts klasse, og efter et forår, der har været fyldt af den ene overbevisende præstation efter den anden, er der grund til at have tårnhøje forventninger i Giroen. Selvom det er første gang, han stiller til start som kaptajn, har han nu i to grand tours allerede vist, at hans dieselmotor er perfekt til at ramme topniveauet i den tredje uge, hvilket som bekendt er den helt afgørende egenskab i et langt etapeløb.

I det hele taget har Bennett glimrende forudsætninger for at gøre det godt. Han er en helt ren klatrer, der er bedst på lange stigninger, og de kommer i hobetal i den bjergrige tredje uge, hvor løbet skal afgøres. Det helt store spørgsmål er til gengæld enkeltstarten, der altid har været Bennetts akilleshæl og kostet ham flere topplacering i Tour of California. Sidste år chokerede han imidlertid særligt sig selv, men også resten af cykelverdenen, da det netop var på enkeltstarten, hvor han blev en nærmest sensationel nr. 4 på en helt flad rute, at han sikrede sig den samlede sejr i det amerikanske løb.

Siden da har han kun kørt én enkeltstart for fuld gas. Det var i årets Tirreno, hvor han gjorde det ganske fint på en flad, kort rute, der ikke passede hans dieselmotor. LottoNL har i de senere år været i stand til at hæve enkeltstartsniveauet markant hos de fleste ryttere, og selvom han naturligvis ikke er hverken Dumoulin eller Froome, kan han med nogen ret regne med at vinde tid på mange af rivalerne på 16. etape.

Til gengæld er hans hold ikke skræmmende stærkt. Robert Gesink er primært til start for at jagte personlige gevinster i bjergene, og derudover er det kun den stadig mere lovende Koen Bouwmann, der vil kunne støtte kaptajnen i bjergene. Ingen forventer imidlertid, at LottoNL-Jumbo vil spille en dominerende rolle i løbet, og for Bennett handler det alene om at følge med og teste sine grænser som grand tour-rytter. Derfor er det svage hold ikke noget stort problem for newzealænderen, hvis succes i høj grad vil afhæge af hans personlige niveau.

Det er heldigvis højt. Siden 10. pladsen i Vueltaen har han virket nærmest ustoppelig og er gået fra den ene succesoplevelse til den anden. Fra løb til løb er han blevet bedre og bedre, og han har vist, at han har motoren til at begå sig i en grand tour, der på papiret burde være den løbstype, der passer ham allerbedst. Naturligvis vinder Bennett ikke Giroen - og han kommer næppe heller på podiet - men en top 5-placering er bestemt inden for rækkevidde. Og det er jo slet ikke dårligt for en rytter, der altså for ikke så mange år siden var bange for, at karrieren allerede kunne være ovre.

SÆT DIT GIRO HOLD, PRÆMIER TIL DE 75 BEDSTE!