Giro d'Italia: Outsiderne

Giro-arrangørerne så formentlig med bekymring på de udmeldinger, der kom sidste år. Her meldte det ene store navn efter det andet nemlig ud, at Touren i 2019 ville være deres hovedfokus. Det gjaldt først og fremmest den forsvarende vinder Chris Froome, men også Tom Dumoulin, Primoz Roglic og Geraint Thomas gjorde det klart, at det franske løb ville være deres primære mål denne sæson. Da det samtidig lå i kortene, at Mitchelton var ivrige efter at få Simon Yates til start i verdens største cykelløb, Miguel Angel Lopez gav udtryk for et ønske om endelig at gøre debut i Frankrig, og selv den lokale helt Vincenzo Nibali legede med tanken om igen at satse på verdens største løb, så det sort ud for de italienske arrangører.

På nærmest mirakuløs vis er alt imidlertid blevet vendt på hovedet. En genial beslutning om at designe en rute med tre enkeltstarter fik nemlig Dumoulin og Roglic til at skifte mening og skippe en Tour, der kun byder på en enkelt individuel tidskørsel. Samtidig havde Yates et ønske om at få revanche for sidste års store nedtur, Lopez blev ganske overraskende udvalgt som Giro-kaptajn trods en Tout-rute, der passer ham som fod i hose, Nibali satser alligevel på sit hjemmebaneløb, og Mikel Landa forsøger sig igen med den Giro-Tour-double, han havde så stor succes med i 2017, og dermed er feltet nu så spækket med potentielle vindere, at vi sjældent har set et brede favoritfelt til det italienske løb.

Desværre betyder skader, at Egan Bernal og Alejandro Valverde begge er sat ud af spillet, men det kompenseres der for i et felt, der ikke mangler topnavne. I tillæg til de ovennævnte, der alle har kørt med om sejren i det italienske løb, tæller feltet således også to ryttere, der tidligere har Vuelta-podiet, i form af Ilnur Zakarin og Rafal Majka, 2018-åbenbaringen Richard Carapaz, den dobbelt vinder af den hvide trøje Bob Jugels, samt grand tour-veteranen Bauke Mollema, og de får selskab af stærke folk som Domenico Pozzovivo, Ion Izagirre, Mikel Nieve, Esteban Chaves og Pello Bilbao, der alle tidligere har været i top 10 i grand tours, men i år skal agere hjælpere for deres kaptajner. Endelig sikrer en hær af unge løver som Ivan Sosa, Pavel Sivakov, Tao Geoghegan Hart, Ben O’Connor, Davide Formolo, Sam Oomen, James Knox og Giulio Ciccone, at der også bliver masser af talent at holde øje med i de kommende uger.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

Bauke Mollema (*)

Vi var egentlig klar til at lægge ham i graven for altid. Siden den fantastiske Tour i 2016, hvor han indtil et styrt bare to dage inden afslutningen i Paris lå på den samlede 2. plads, er Bauke Mollemas karriere nemlig kun gået i én retning: nedad. Han har haft sine nærmest obligatoriske opture i Clasica San Sebastian, som han vandt i 2016, og hvor han blev nr. 3 og 2 i hhv. 2017 og 2018, ligesom han vandt en Tour-etape fra et udbrud i Touren i 2017, ligesom han var tæt på at gøre det samme i både Touren og Vueltaen i 2018, men derudover har der været meget langt mellem snapsene for den engang så lovende hollænder. Hans seneste forsøg på at køre klassement i en grand tour er endt med hhv. en 7. plads i Giroen i 2017 og en 26. plads i Touren i 2018, og i begge løb endte han som ligegyldigt fyld, der ikke var i nærheden af at være den rytter, der tog kampen op med Richie Porte og Chris Froome på den dramatisk Mont Ventoux-etape i Touren i 2016.

Det kunne alt sammen indikere lidt af en deroute for Mollema, der ellers blev betegnet som den næste store hollandske grand tour-rytter, der var klar til at træde i den dengang lige så lovende Robert Gesinks fodspor, da han i 2010 gjorde grand tour-debut i Giroen. Her endte han som en hæderlig nr. 12, men bare halvandet år senere var en dengang bare 24-årig Mollema ved at skabe en mindre sensation. Det skete i Vueltaen, hvor han kortvarigt kørte førertrøje, og selvom han i sidste ende måtte se sig henvist til 4. pladsen, skabte det for alvor håb om, at noget stort var i vente. Desværre fulgte en lidt trist 2012-sæson, men da han i 2013 startede Touren som lyn og torden og forlod Pyrenæerne på løbets samlede 3. pladsen, inden han sammen med holdkammeraten Laurens Ten Dam startede en hel ”Bau og Lau”-epidemi i hjemlandet og endte løbet som nr. 6, var han i den grad tilbage op sporet og havde endda også fået et folkeligt gennembrud.

Desværre bød de følgende sæsoner ikke på succeser i samme grad, og selvom det blev til både en 10. og en 7. plads i Touren i de to følgende år, blegnedes hans stjerne igen, lige indtil han altså i Touren i 2016 nærmest ud af det blå kunne køre op med de allerbedste. Naturligvis ved ingen, hvad der var hændt, hvis ikke han var styrtet på de regnvåde veje i Alperne, men forud for uheldet lå Mollema med et forspring på 45 sekunder ned til 4. pladsen i en position, hvor han vitterligt havde podiet og måske endda 2. pladsen inden for rækkevidde.

Desværre har det også været et foreløbigt højdepunkt, og efter en 2018-sæson, hvor han måske nok imponerede i rollen som etapejæger og med endnu en podieplads i San Sebastian atter viste sine evner som endagsrytter, men faldt helt igennem i etapeløbene, lignede han et af de mange lovende talenter, der efter nogle år som grand tour-rytter ender som relative anonyme bjerghjælpere. Lettere er det ikke blevet af, at Trek åbenlyst ikke har i sinde at satse på ham som deres førstemand og derfor har kørt ham ud på et sidespor via først Alberto Contador og siden Richie Porte, og da han tillige er fejlet i sine seneste to forsøge som grand tour-kaptajn, er det ikke mærkeligt, at ingen i disse dage taler om Mollema.

Alligevel er der måske grund til håb om en opblomstring. Mollema har nemlig været som forvandlet i denne sæson, hvor han allerede lagde ud som lyn og torden ved at blive nr. 3 i de to af de fire endagsløb på Mallorca, han deltog i. Det fulgte han op med en 4. plads i fladbaneløbet Etoile de Besseges, og også i UAE Tour viste han med en 9. plads på kongeetapen hæderlige takter, selvom en punktering på den sidste bjergetape ødelagde hans klassement.

Den virkelige grund til optimisme er imidlertid blevet skabt i de seneste uger. Efter en rædselsfuld start på de første to etaper var Mollema nemlig pludselig som forvandlet i Baskerlandet Rundt, hvor han sluttede stærkt af ved at blive nr. 6 på løbets knaldhårde sidste bjergetape, og det fulgte han op med fornem kørsel i Amstel Gold Race, hvor han ganske vist blot blev nr. 12, men angreb så stærkt i finalen, at det ikke var styrken, der manglede. Tre dage senere kørte han sig så til en fornem 6. plads på Mur de Huy i Fleche Wallonne, inden han skippede Liege for i stedet at fintune formen frem mod Giro-starten på lørdag.

På baggrund af de seneste sæsoner er det naturligvis svært at være alt for optimistisk på Mollemas vegne, men hans forårssæson giver i hvert fald håb om en genfødsel. Kombinerer man den stærke start med den fornemme kørsel i San Sebastian og ved VM sidste efterår, kan man se, at han stadig har klassen og niveauet til i hvert fald at være med i front. Nu handler det bare om også at vise det i de høje bjerge, hvor han har været fraværende siden den flotte Tour i 2016 og ikke mindst finde den stabilitet, det har knebet med i de senere år.

Mollema har formentlig ikke niveauet til at køre med om sejren, men han har en erfaring, der kan blive ganske brugbar. Dette er hans 15. grand tour, og han er kendt som en ukuelig fighter, der aldrig giver op og er god til at begrænse sine tab, selv når benene ikke er de bedste. Det kan blive en ganske nyttig egenskab i løbets brutale tredje uge, hvor alle formentlig vil opleve en krise eller to undervejs, og hvor netop erfaring og evnen til at kende sine grænser kan vise sig at blive helt afgørende, hvis man skal undgå at eksplodere i løbets sidste dage. Mollema har både motoren og erfaringen til at blomstre i løbets sidste del, hvor løbet i stort omfang vil blive afgjort.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Hvis det skal blive rigtigt godt, skal enkeltstarten imidlertid gerne være et våben og ikke en svaghed, og ingen ved, hvordan det vil forholde sig denne gang. Mollema er nemlig om noget kendt for sine meget svingende tidskørsler, der kan dække det meste af spektret. På sine dårlige dage kører han decideret rædselsfuldt, som da han i Touren i 2014 med en 140. plads på den sidste enkeltstart gled fra en 7. til en 10. plads, eller som da han for et par uger siden blev en nærmest pinlig nr. 78 på den indledende og ellers stærkt kuperede indledende enkeltstart i Baskerlandet. Omvendt blev han sidste år nr. 9 på den helt flade enkeltstart i Baskerlandet og nr. 13 på den flade rute i Algarve, og da han sidste kørte klassement i Giroen i 2017, blev han med en 10. plads på den lange enkeltstart en af den dags store vindere, ligesom han gjorde det, da han under den flotte Tour i 2016 blev nr. 6 på den længste og fladeste af de to tidskørsler.

Hvordan Mollema vil præstere på 1., 9. og 21. etape er derfor et af Giroens bedre spørgsmål. Baseret på hans seneste præstationer kan et gæt baseret på terningeslag være lige så godt som alt og andet, og Mollema selv på også være helt i vildrede. Da han ikke klatrer godt nok til at matche de bedste, der det imidlertid i høj grad tidskørslerne, der kan være nøglen til et godt resultat, for her kan han på sine gode dage vinde tid på mange af klatrerne.

Uanset hvad vinder Mollema ikke Giroen. De dage, hvor han kan drømme om den slags, er for længst talte, men mindre kan også gøre det. Efter nogle pauvre år handler det først og fremmest om over for Trek-ledelsen og sig selv at bevise, at han stadig kan gøre sig som etapeløbsrytter - en opgave, der ikke bliver mindre vigtig af udsigten til en 2020-sæson, hvor han vil skulle være holdkammerat med både Porte og Vincenzo Nibali. Måske ender det med endnu et lidt anonymt løb, hvor uopslidelige Mollema uden for rampelyset kæmper sig til en placering mellem nr. 6 og 10, men efter de seneste trængsler vil det faktisk være at betragte som en lille sejr. Efter et flot forår får Mollema i hvert fald en sidste chance for at overbevise os om, at vi skal arkivere den nekrolog over hans klassementskarriere, som vi ellers var godt i gang med at skrive.

Rafal Majka (*)

For fire år siden lå verden for hans fødder. Da han steg ned fra podiet i Madrid som nr. 3 i 2015-udgaven af Vueltaen, kunne Rafal Majka nemlig se tilbage på en fantastisk periode, hvor han på få år havde cementeret sin status som en af tidens mest lovende etapeløbsryttere. Ganske vist havde han været lidt låst på et Tinkoff-hold, der først og fremmest var bygget op om Alberto Contador, men med sin podieplads i den spanske grand tour og et suverænt Tour de France i 2014, hvor efter den spanske kaptajns exit havde vundet to etaper samt bjergtrøjen og som en af de eneste kunnet tage kampen op med suveræne Vincenzo Nibali på løbets sidste bjergetape, så de ud til, at Majka i de følgende år skulle være en hovedaktør på grand tour-scenen.

Sådan er det imidlertid ikke gået - snarere tværtimod. Vueltaen i 2015 blev nemlig et foreløbigt højdepunkt i en karriere, der siden da kun er gået den forkerte vej. Han gjorde det ellers ganske hæderligt i 2016, hvor han blev nr. 5 i Giroen, flere gange kom meget tæt på endnu en etapesejr i Touren og erobrede bronze ved OL, hvor han endda længe så ud til at have en stor chance for også at løbe med guldet på den knaldhårde bjergrute. Derefter skiftede han imidlertid til Bora, hvor han blev hentet ind som holdets klassementssatning i en trup, der ellers var centreret om Peter Sagan, og siden da har vi ikke set meget til Majka.

At sige at han har været usynlig, vil være en overdrivelse. I 2017 vandt han trods alt en etape i Vueltaen, og han var ganske tæt på at gøre det samme i både Touren og Vueltaen sidste år. Som etapeløbsrytter er intet imidlertid gået som ønsket, og alle hans forsøg på at bekræfte de lovende tendenser fra karrierens første år er endt med det rene ingenting. I Touren i 2017 udgik han efter et tidligt styrt, i Vueltaen samme år betød et tidligt maveonde, at han røg ud af klassementet, og i 2018 betød endnu et styrt, at han i Touren atter måtte jagte etaper, hvilket han ligeledes gjorde i en Vuelta, hvor dog slet ingen klassementsambitioner havde.

Med tanke på, at vi altså skal helt tilbage til Giroen i 2016 for at finde Majka sidste top 10-placering i en grand tour er det ikke mærkeligt, at hans chancer i årets udgave af det italienske løb betragtes med nogen skepsis. Det har nemlig været tydeligt, at han slet ikke har det niveau, der gjorde ham til et af feltets mest lovende ryttere for bare få år siden, og særligt i 2018 var det tydeligt, at der var lang vej til den Majka, der fascinerede det meste af cykelverdenen i Touren for fem år siden.

Alligevel er det for tidligt at afskrive polakken. Når det er blevet til så lidt i de senere år, skyldes det nemlig i nogen grad en nærmest magisk evne til at blive involveret i samtlige styrt. Alene i år er han således styrtet i alle sine etapeløb, Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya og senest Tour of the Alps, hvor et styrt på sidste etape kostede ham en stensikker podieplads, og som bekendt er det også styrt, der har betyder, at han i de seneste to udgaver af Touren har måttet droppe at køre klassement. Også i sidste års Tour of California fik han ødelagt sine podiedrømme af et møde med asfalten, og i de seneste sæsoner hører det faktisk til sjældenhederne, at han har gennemført et etapeløb uden at have ligget ned på mindst ét tidspunkt.

Til gengæld har niveauet faktisk været hæderligt, når han en sjælden gang har været oprejst. Sidste år blev han således nr. 2 bag Egan Bernal på kongeetapen i Californien, ligesom han som sagt var ganske tæt på at vinde etaper i både Touren og Vueltaen. I år blev det trods endnu et styrt til en hæderlig 7. plads i det stærkt besatte Volta a Catalunya, hvor han ellers også rodede rundt på asfalten en enkelt gang.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det er dog særligt kørslen i Tour of the Alps, der giver grund til en vis optimisme. Her konkurrerede han og Nibali i hvert fald om at være løbets stærkeste, men desværre gjorde ruten det ikke muligt at få skovlen under det stærke Ineos-mandskab, der kunne udnytte de lette finaler til at neutralisere de to veteraners mange angreb. Alligevel var Majka mindre end en kilometer fra at vinde 3. etape, hvor han kørte fra alle rivalerne, og havde det ikke været for sidste etapes styrt, var han utvivlsomt endt som minimum nr. 3.

Reelt er der derfor ikke nogen, der ved, hvor god en toptrimmet Majka faktisk er. Han har nemlig ikke kørt en uheldsfri grand tour i en menneskealder, men den fine kørsel i Tour of the Alps kunne indikere, at han stadig er på et i hvert fald konkurrencedygtigt niveau. Og nærmer han sig sin gamle styrke, burde han slet ikke være dårligt stillet på en meget bjergrig rute, hvor han for alvor vil være i sit es i det vanskelige terræn. Samtidig har han i sine unge dage vist, at han har holdbarheden over tre uger, og det er særligt vigtigt i et løb, der er så skævt sammensat, som det er tilfældet i år, hvor alle vanskelighederne kommer til sidst.

Til gengæld har Majka også udfordringer. Det gælder naturligvis først og fremmest på enkeltstarterne, hvor hans evner også kun er gået i den forkerte retning. Nogen tempokonge har han aldrig været, men efter at han kortvarigt viste fremgang i sine bedste år, er det i det senere år gået galt. Faktisk har Majka kørt nogle yderst pauvre enkeltstarter uafbrudt siden 2015, og det er særligt blevet tydeligt i løb som Tour of California og Tour de Slovenie, hvor kampen mod uret har kostet ham det, der lignede stensikre topplaceringer. Naturligvis er han hjulpet af de kuperede ruter, men med mindre der sker en markant forvandling, vil Majka tabe en del tid på de 60 km ensom kamp mod uret.

Det skal han hente tilbage i bjergene, og det kan han ikke. Dertil har niveauet ikke været højt nok i de senere år, og derfor vinder Majka ikke årets Giro. Bedre bliver det heller ikke af, at Bora måske nok i Majka og Davide Formolo har to skarpe klatrere, men resten af holdet er primært bygget op om sprinteren Pascal Ackermann. Derfor kan han ikke vente sig megen støtte i bjergene, og det vil derfor være op til Formolo og ham selv at køre sig til en topplacering.

Det er til gengæld også muligt. Majka har trods alt én gang vist, at han er god nok til et grand tour-podium, og med tanke på det fine forår er der håb for, at han kan komme tæt på igen. I virkeligheden er det måske ikke så meget selve terrænet, der står i vejen for en fin placering til Majka. Det er snarere risikoen for, at han atter får knust sine drømme som følge af et af karrierens endeløse serie af styrt. Undgår har for en gangs skyld dem, er der imidlertid ikke rigtigt nogen, der ved, hvor god Majka vitterligt er. Måske blive vi alle overraskede igen, som vi gjorde, da han bjergtog os alle med sin flotte kørsel i Frankrig for fem år siden.

Hugh Carthy (*)

Det er som bekendt altid let at gøre sig morsom på andres bekostning. I de senere år har det således været mange cykeliagttagere, der har muntret sig over, hvordan Jonathan Vaughters mandskab, der på det seneste er gået under navnene Cannondale og EF, har haft en nærmest skræmmende evne til at kvæle selv de mest lovende talenter. På papiret har de i alle årene haft en ganske lovende trup, men det har kun sjældent givet sig udtryk i resultatlisterne, hvor sejrene har været få og spredte, og hvor holdet alt for ofte har været et nærmest ligegyldigt fyld, hvis floromvundne sprog og selvros i deres pressemateriale i lyset af det pauvre resultater nærmest har haft et skær af komik.

Faktisk har der været tale om en lidt trist forvandling. I sin første tid var Vaughters’ hold nemlig et frisk og uimponeret pust, der i de første år skabte den ene sensation efter den anden. Den startede allerede i 2008, hvor de som unge opkomlinge vandt Giroens holdløb og sensationelt sikrede sig en samlet 4. plads i Touren med Christian Vande Velde - hvilket endda var så chokerende, at det fik Lance Armstrong til at genoptage karrieren - og siden fortsatte det med store gennembrud til først Bradley Wiggins og siden Ryder Hesjedal, der fik det hele til at kulminere, da han i 2012 vandt Giroen.

Siden Hesjedal steg ned fra podiet i Milano, er det imidlertid nærmest kun gået ned ad bakke, og selvom der har været enkelte lyspunkter, særligt Rigoberto Urans 2. plads i Touren i 2017, har succesoplevelserne været færre end fiaskoerne. Noget kunne imidlertid tyde på, at den stabilitet, som den langsigtede involvering af hovedsponsoren EF har skabt, har forandret tingenes triste tilstand, for i 2018 og særligt i 2019 har meget været forandret.

Det startede i det små i sidste sæson, hvor særligt Michael Woods imponerede med en 2. plads i Liege-Bastogne-Liege, en etapesejr i Vueltaen og særligt den flotte bronzemedalje ved et VM, hvor han vel var stærkeste mand. I år har er paletten imidlertid blevet bredt ud i det, der hidtil har været en fantastisk sæson, hvor holdet er gået fra succes. Det startede allerede i begyndelsen af februar, da man helt usædvanligt vandt hele tre cykelløb på tre dage, og siden da har Daniel Martinez, Sep Vanmarcke, Woods, Simon Clarke og ikke mindst Alberto Bettiol, der som bekendt vandt Flandern Rundt, sørget for, at de lyserøde EF-trøjer har fået opmærksomhed for andet og mere end deres farve.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

På den baggrund kunne man have en berettiget forventning om, at det momentum måske kan føre til noget stort i Giroen også. Ganske vist kommer man med en trup, der uden Uran, Woods og Martinez ikke tæller løbets største klassementsstjerner, men det kan åbne døren for andre til at holde det succesrige hjul i gang og måske få sig et lille gennembrud på de italienske landeveje.

Manden, der kan gøre netop det, er Hugh Carthy. Den langlemmede brite er ellers gledet totalt i glemmebogen, efter at han tog det valg, de fleste ellers ville have frarådet ham, og skiftede til Vaughters’s hold forud for 2017-sæsonen. Efter en forrygende 2016-sæson var han ellers i en situation, hvor han ikke manglede bejlere at vælge imellem, men han valgte altså det amerikanske mandskab som stedet, hvor han bedst kunne videreudvikle sine talenter.

Det lignede længe en fejl. I sine første to år har Carthy lignet endnu et navn i den endeløse række af talenter, der gik i stå under Vaugters’ vinder. Og det var en stor skam, for den ranglede Carthy havde i sin tid på Caja Rural med fynd og klem demonstreret, at han var noget helt særligt.

Det startede i et Volta a Catalunya, hvor i 2016 i karrierens blot andet WorldTour-løb blev en yderst imponerende nr. 9 i et felt, der talte stjerner som Chris Froome, Nairo Quintana, Alberto Contador, Richie Porte, Joaquim Rodriguez, Romain Bardet, Dan Martin, Uran samt en lang række andre af verdens allerstørste stjerner. Senere på året tog han den samlede sejr i bjergløbet Vuelta a Asturias og blev nr. 3 på kongeetapen i Route du Sud, og i det hele taget var han med i front i de fleste af de bjergrige løb, han i løbet af sæsonens første halvdel deltog i.

Desværre blev der karrieren efter holdskiftet sat i bakgear. Carthy oplevede i hvert fald en helt igennem forfærdelig 2017-sæson, hvor han nærmest intet viste, og det blev ikke meget bedre i et generelt trist 2018. Mod slutningen af året så det imidlertid ud til, at han ligesom resten af holdet var i forvandling, da han efter en flot 3. plads på kongeetapen i Tour of Britain kørte et fornemt og aggressivt Milano-Torino, ligesom han kørte et synligt VM i rollen som hjælper for Yates-brødrene.

Det momentum har han bygget videre på i år. Han lagde stærkt fra land, da han blev nr. 3 bag Thibaut Pinot og Romain Bardet på kongeetapen i Haut-Var, og efter en lille nedtur i Catalonien fandt han benene i Baskerlandet, hvor han blev en nærmest sensationel nr. 10 på den indledende enkeltstart og slutteligt nr. 8 på den vanskelige sidste bjergetape. Senest viste han eminent form i Romandiet, hvor han måske nok kun blev nr. 28 samlet og nr. 11 på kongeetapen, men hvor han leverede et fantastisk hjælpearbejde for Woods og ene mand flere gange kørte feltet sønder og sammen, inden han selv gik i offensiven på en fornemt kørt kongeetape, hvor han sluttede i frontgruppen sammen med de allerbedste.

Carthys formkurve peger altså kun én vej, nemlig opad, og det har den i virkeligheden gjort lige siden efteråret. Resultaterne afspejler det måske ikke, men det gør hans synlige og meget aktive kørsel. Og hvis man huske på, hvor fantastisk hans gennembrud i 2016 var, ligger det i kortene, at der i de lange, tynde ben gemmer sit et potentiale, der i de seneste to år bare har ventet på at blive forløst.

Sker det så i de kommende tre uger? Det er langt fra givet, for der er mange ting, der kan gå galt undervejs. Først og fremmest har Carthy i sine tre hidtidige grand tours endnu ikke forsøgt sig som klassementsrytter, og det er derfor et helt åbent spørgsmål, om han har holdbarheden over tre uger. Faktisk har stabilitet været alt andet end hans varemærke, og man kan derfor frygte, at det hele ender som en fuser, hvor han eksploderer totalt og slet ikke kan gøre sig gældende i den tredje uge.

På den anden side er der også flere ting, der peger i den modsatte retning. Carthy er en sand dieselmotor uden megen eksplosion og spurtstyrke, og han synes særligt at trives, når det bliver hårdt og opslidende. Det er som regel de karakteristika, der også kendetegner en god grand tour-rytter, og på den baggrund kan man i hvert fald have en berettiget forhåbning om, at det er i de tre uger lange etapeløb, at han for alvor har sin force.

Læs også

Uheldig hollandsk profil udgår

Er det tilfældet, vil han elske den tredje uge. Enorme bjergetaper med mange højdemeter og lange, opslidende stigningerne burde være guf for en ægte klatrer som Carthy, der her med sin sejlivede kørestil vil kunne vinde masser af tid. Til gengæld kan enkeltstarterne vise sig at være en udfordring for briten, der hidtil intet har vist i kampen mod uret. I den sammenhæng er der imidlertid grund til optimisme, for ligesom de fleste andre EF-ryttere synes han i år at have gjort store fremskridt i disciplinen. I hvert fald blev han først en overraskende nr. 10 på den kuperede rute i Baskerlandet, inden han kørte sig til en efter hans standard fin 26. plads på den fladere rute i Romandiet. Og med tanke på, at årets tidskørsler alle er stærkt kuperede, er det måske slet ikke så stor en akilleshæl endda.

Carthy kommer samtidig til løbet som del af et hold af outsidere. Ingen forventer, at EF er med i kampen om podiet, og det kan give ham og Tanel Kangert mulighed for i al stilhed at stræbe efter en top 10. Om det rækker hele vejen, er der endnu ingen, der ved, og hvis ikke er der heldigvis altid muligheden for i stedet at gå efter etapesejre. Vi ved imidlertid, at Carthys potentiale er stort, og med tanke på det, han har vist i de seneste uger, er det måske nu, det skal forløses. Lykkes det, vil han kunne skrive sit navn på en liste, der allerede tæller Vande Velde, Wiggins og Hesjedal. Det vil nemlig ikke være første gang, hvis Vaugters leverer en overraskelse med en engelsktalende rytter i en grand tour.

Domenico Pozzovivo (*)

Egentlig får man ondt af stakkels Domenico Pozzovivo. Igennem hele sin karriere har han nemlig kredset om det Giro-podium, han så brændende ønsker sig at erobre, men endnu er det blevet ved lige-ved-og-næsten. Desværre viser dåbsattesten nu også, at han har nået en alder på 36, og derfor siger det sig selv, at mulighederne efterhånden er ved at være udtømte.

På den baggrund skulle man mene, at han skulle forsøge at få det maksimale ud af de få skud, han trods alt stadig har i bøssen, men formentlig ender det ene med at blive brugt på det rene ingenting. I hvert fald blev han den store taber, da Vincenzo Nibali annoncerede sine ambitiøse planer om at gå efter sejren i først Giroen og formentlig også Touren, for det efterlod meget få muligheder for holdets anden grand tour-rytter. Pozzovivo får ganske vist sin chance som kaptajn i Vueltaen, men det er formentlig et sølle plaster på såret for en mand, for hvem det meste af karrieren har handlet om at opnå den forløsende top 3-placering på sin italienske hjemmebane.

I årets Giro er han derfor ikke kaptajn. Tværtimod rejser han alene til Bologna med den mission at være sidste mand for Nibali, når det i den sidste svære halvdel går løs i de højeste bjerge, og Pozzovivo har således som udgangspunkt ingen personlige ambitioner. Det er utvivlsomt frustrerende, ikke bare fordi dåbsattesten er så gammel, at den efterhånden har fået en gullig kulør, men også fordi han i 2018 vel var bedre end nogensinde og vitterligt havde podiet inden for rækkevidde.

I 2018 kørte Pozzovivo nemlig en fabelagtig Giro, hvor han igennem det meste af løbet var en af feltets absolut stærkeste i bjergene. Desværre havde han en enkelt dårlig dag, og den kom desværre på den helt forkerte etape, da han under Froomes monsterridt over Colle delle Finestre tidligt mistede kontakten, tabte næsten ni minutter til den suveræne brite og gled fra en samlet 3. til en 6. plads, som han ganske vist på den sidste bjergetape forberede med en enkelt placering, men som efterlod et resultat, der slet ikke stod mål med det podium, der lignede hans bare 48 timer inden afslutningen i Rom.

Det var imidlertid ikke noget tilfælde, at Pozzovivo kørte så pokkers stærkt i Giroen sidste forår. Efter at hans karriere ellers havde lidt et lille tilbageslag efter det gruopvækkende styrt i Vueltaen i 2015, har han nemlig i de seneste to sæsoner rejst sig igen. Måske er han ikke helt så stabil som i tiden før styrtet, hvor han kørte i top 10 i snart sagt hvert eneste løb - uanset om de bestod af en eller flere dage - men til gengæld har topniveauet været højere.

Allerede i Giroen i 2017 var han således en af de allerbedste i den sidste uge, men enkeltstarterne kostede ham for meget til, at det kunne blive til mere end en 6. plads. Få uger senere vandt han en bjergetape I Tour de Suisse, som han uden en offday måske kunne have vundet, og selvom et styrt ødelagde hans Vuelta, sluttede han sæson stærkt af med en 6. plads i Il Lombardia. Også sidste år sluttede han stærkt af, da han efter den flotte Giro og en opslidende Tour som hjælper for Nibali, køre sig til top 10-placinger i de tre hårdeste italienske efterårsklassikere, kulminerende med en 8. plads i Lombardiet - en ganske fin præstation af en mand, der var træt og slidt efter en meget hård sæson.

I år har der været mere stille om Pozzovivo, men det er ikke urovækkende. Tværtimod følger det det mønster, han har vist siden det grimme styrt, og faktisk har han vist flere lovende takter undervejs. Tour Down Under blev ødelagt af et træningsstyrt, inden han blev nr. 2 samlet i et ganske vist svagt besat Tour of Oman, hvor han intet kunne stille op mod den ekstremt formstærke Alexey Lutsenko, og selvom sidevinden spolerede hans Paris-Nice, var han den fjerdebedste i favoritgruppen på kongeetapen, hvor kun Nairo Quintana, Egan Bernal og Jack Haig var bedre, ligesom han blev nr. 6 på den afsluttende, knap så svære bjergetape.

Læs også

Lefevere om muligt Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Pozzovivo har med andre ord bekræftet sit tårnhøje niveau, men desværre har han på det seneste lidt et voldsomt tilbageslag. Den lille italiener har ellers for vane at komme ned fra højderne i flyvende form i april, hvor han i de senere år altid har kørt med om sejren i Tour of the Alps og som regel også været en af de stærkeste i Liege-Bastogne-Liege. I år skippede han alpeløbet til fordel for Fleche Wallonne, og det skulle desværre vise sig at være en dum ide, da et slemt styrt betød, at han ikke blot måtte udgå, men også måtte droppe sin deltagelse i både Liege og Romandiet, der skulle have været den sidste formtest.

Det betyder også, at Pozzovivo har haft en alt andet end ideel forberedelse til årets Giro, og han kan i hvert fald ikke forventes at være lige så skarp, som han plejer. Det er måske imidlertid slet ikke så skidt endda i et løb, hvor han reelt har 12 etaper til at finde formen, inden den første seriøse udskilning finder sted. Naturligvis kan den manglende form og løbsrytme koste dyrt på de to enkeltstarter, men derudover burde han ikke miste nævneværdigt i den første del af løbet.

Lykkes det ham at komme helskindet frem til bjergene, kan han til gengæld blive ganske farlig. Naturligvis er hans opgave at servicere Nibali, men det vil næsten være dumt af Bahrain, der ikke er forhåndsfavoritter, ikke at udnytte, at de sammen med Movistar vel har løbets skarpeste klatreduo - i hvert fald hvis Esteban Chaves endnu ikke er på sit topniveau. Når Pozzovivo relativt ”gratis” kan holdes inde i klassementet i løbets første halvdel, vil det i hvert fald være oplagt at forsøge at sikre sig et ekstra taktisk kort, der kan bruges i et løb, hvor det handler om at sætte de relativt svage Sunweb- og Jumbo-mandskaber under pres. Og her kan Pozzovivo komme i spil og måske sikre sig en uventet tidsgevinst, som Chaves gjorde det på Etna i 2018, hvor favoritholdene overraskende lod ham vinde den første bjergetape fra et tidligt udbrud.

Det kræver imidlertid to ting, hvis den taktik skal benyttes. Først og fremmest skal Pozzovivo og holdet ville det, og der er en reel risiko for, at den lille italiener bare får besked på at tage den med ro i løbets første halvdel. For det andet kræver det, at Pozzovivo kører nogle af sine bedste enkeltstarter, men det er heldigvis også muligt på de meget kuperede ruter i dette løb. Således så vi, at han i 2015-udgaven af Vueltaen nærmest sensationelt blev nr. 3 bag Fabian Cancellara og Tony Martin på en lang tidskørsel, og sidste år leverede han en stor overraskelse med en 10. plads på den korte, indledende enkeltstart i Jerusalem.

Det er således ikke Pozzovivos evner, der vil forhindre ham i et topresultat, men snarere hans rolle på holdet. Den vil formentlig som minimum udelukke, at han ender på podiet, men ikke nødvendigvis, at det bliver til endnu et topresultat. Bliver Nibali sat tilbage af uheld, eller kan han selv udnytte det taktiske spil til at sikre sig en uventet tidsgevinst, kan Pozzovivo lige pludselig blive interessant alligevel. Og så kan det være, at et af de sidste Giro-skud, der lige nu ser ud til at skulle fyres af op i den blå luft, alligevel kan blive sendt afsted direkte mod det podium, som ukuelige Pozzovivo har kæmpet for at opnå igennem en lang og flot karriere.

Ion Izagirre (*)

Meget ofte prøver man at forenkle den mangefacetterede cykelsport ved at inddele rytterne i forskellige kategorier. Nogle er sprintere eller tempospecialister, andre brostensryttere, nogle er puncheurs med hang til kuperede klassikere og andre igen er etapeløbsryttere. Det er naturligvis en voldsom forsimpling, men hjælper med at gå overblik over den myriade af ryttere, som udgør det professionelle felt.

At der er tale om en forenkling, bliver særligt tydeligt, når man zoomer ind på gruppen af etapeløbsryttere. Der er nemlig stor forskel på de ryttere, der excellerer i grand tours, og dem, der har ugelange løb som deres speciale. Naturligvis er der et stort overlap, men det er også velkendt, at en fyr som Louis Meinjtes, der tre gange er endt i top 3 i en grand tour, stort set aldrig leverer noget stort i kortere løb, mens Simon Spilak i mange år var en af verdens førende i ugelange begivenheder, selvom han nærede så stor afsky for grand tours, at han kun yderst sjældent deltog i dem.

En anden rytter, der har gjort det kortere etapeløb til sit speciale, er Ion Izagirre. Efter en lidt anonym start på karrieren, der dog bød på en etapesejr i Giroen fra et udbrud, begyndte han med to 2. pladser i Tour de Pologne i 2013 og 2014 at få smag for WorldTour-etapeløbene. Siden har han været en nærmest konstant figur i toppen af de mange etapeløb, hvor det er blevet til sejr og tre 3. pladser i Baskerlandet Rundt, sejr og to andenpladser i Tour de Pologne, en 2. plads i Tour de Suisse, en 3. plads i Tour de Romandie og to top 5-placinger i Paris-Nice for blot at nævne et udsnit af de mange topplaceringer, han har sikret sig.

Til gengæld har det knebet mere i grand tours. Izagirres mange flotte resultater er nemlig primært blevet sikret i kraft af hans fornemme enkeltstart, der i mange år gjorde ham til en af de bedste på kuperede ruter, for tidskørsler spiller en helt afgørende rolle i langt de fleste ugelange løb. Det gør sig kun i mindre grad gældende i grand tours, hvor det i højere grad er bjergbenene og ikke mindst holdbarheden, der kommer i spil, og da Izagirre i mange år har haft sine markante begrænsninger i særligt de høje bjerge, er det ikke blevet til det store i de længste etapeløb.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

I de første tre grand tours var han da også bare hjælper for andre på det stærke Movistar-mandskab eller som ung etapejæger på Euskaltel, men i 2015-udgaven af Giroen fik han for første gang sin egen chance. Den greb han slet ikke i et gennemført fejlslagent løb, og siden da har han igen stillet sig tilfreds med rollen som hjælper, først på Movistar og senere på Bahrain. I 2017 fik han ganske vist chancen i Touren, men her blev hans løb spoleret, allerede inden det var startet, da han styrtede så slemt på den indledende enkeltstart, at sæsonen sluttede den 1. juli.

Sidste år fik han imidlertid atter endelig muligheden, og her lykkedes det ham at vise, at han har holdbarheden til at klare sig over tre uger. Efter at have hjulpet Nibali i Touren kørte han sig nemlig til en ganske hæderlig 9. plads i sin allerførste Vuelta, og selvom han ikke helt kunne holde sit fine startniveau gennem alle tre uger, undgik han den helt store nedtur og kunne således sikre sig den top 10-plcaering, der hele tiden havde været målet.

Izagirre er siden skiftet til Astana, og he får han muligvis atter chancen i Vueltaen. Når han på lørdag stiller til start i Bologna, er det imidlertid med en helt anden opgave, nemlig at vinde løbet med Miguel Angel Lopez. Derfor ligger det ikke umiddelbart i kortene, at Izagirre selv skal køre klassement.

Meget kan imidlertid ske i løbet af tre uger, og det vil næsten være dumt af Astana ikke at bringe Izagirre-kortet i spil også. Det er nemlig meget tænkeligt, at den lille basker vil være blandt de bedste på de to første enkeltstarter og dermed sikre sig så fint et udgangspunkt i klassementet, at det kan bruges taktisk i den bjergrige sidste uge. Her vil Lopez nemlig have tid, der skal hentes til både Primoz Roglic og Tom Dumoulin, og når de svage Jumbo- og Sunweb-mandskaber skal sættes under pres, kan det være meget nyttigt at have mindst to mand, der ligger til i klassementet.

Det betyder ikke, at Izagirre ikke sagtens kan havne i en position, hvor han ender med at skulle ofre sig selv. Rollefordelingen er nemlig soleklar, og det kan meget vel ende med, at baskeren hurtigt må skrinlægge alle personlige ambitioner. Omvendt havde Pello Bilbao samme rolle i sidste års løb, og det lykkedes ham alligevel at ende på en 6. plads. Flasker løbet sig på den rette måde, kan Izagirre måske gentage den bedrift.

Evnerne synes i hvert fald at række. I de senere år er han bare blevet en bedre og bedre klatrer, og i år synes han at have været bedre end nogensinde. I hvert fald lykkedes det ham endelig at tage den samlede sejr i Baskerlandet Rundt og det endda efter en fornemt kørt sidste bjergetape, hvor han blev en af de få, der i år er kørt fra kometen Emanuel Buchmann på en stigning. Også i Paris-Nice imponerede han, da han efter en skidt start kørte fra navne som Nairo Quintana, Simon Yates, Daniel Martinez og Domenico Pozzovivo på den hårde sidste etape omkring Nice og dermed sikrede sig en ellers sjælden sejr i et linjeløb. Og det kom endda efter en stærk sæsonstart, hvor han tog den samlede sejr i Valencia og sammen med Jakob Fuglsang sikrede en dobbeltsejr i Andalusien.

Til gengæld er alt ikke fryd og gammen. Mens han er blevet en bedre klatrer, har Izagirre ikke længere samme styrke på enkeltstarterne. Særligt i 2017 og 2018 var det pauvert, men han har dog vist lidt fremgang i år, ikke mindst med 2. pladsen i Valencia. Til gengæld vidner de lidt skuffende 3. og 7. pladser i hhv. Andalusien og Baskerlandet også om, at han stadig ikke er så stærk i sin paradedisciplin som Movistar-tiden.

I denne Giro gør det heldigvis ikke så meget. På de tre kuperede enkeltstarter, hvis ruter alle er af den type, Izagirre tidligere spiste til morgenmad, bør han alt andet lige vinde tid på langt de fleste klassementsryttere. Og da niveaufaldet på tidskørslerne formentlig er en følge af de forbedrede klatreevner, er det en pris, der er værd at betale i et løb, der byder på en voldsomt svær og bjergrig sidste halvdel.

Det er måske også netop løbets hårdhed, der kan blive et problem. Izagirre viste sidste år i Vueltaen, at det stadig kniber med at holde topniveauet over alle tre uger, og taber han lidt for mange procent mod slutningen, bliver regningen enorm på en rute, der bestemt ikke uddeler gaver. Vi sidder da også med den fornemmelse, at det hele i sidste ende bliver lidt for opslidende for Izagirre, og kombinerer man det med hans rolle som luksushjælper, ser det ikke specielt lyst ud for baskeren.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Alligevel er Izagirre en af de ryttere, der kan overraske. Klatrebenene er bedre end nogensinde, enkeltstarten er stadig et solidt våben, og han har nu én gang vist, at holdbarheden rækker over tre uger. Bilbao har samtidig vist ham, at man sagtens kan omsætte en hjælperrolle på Astana til en top 10-placering. Om det også sker for Izagirre er usikkert, men man kan i hvert fald ikke udelukke, at den kommende Giro vil blive et vidnesbyrd om, at Izagirre altså ikke kun er en rytter, der kan præstere i kortere etapeløb.

Holdoversigt

Det er en yderst svær opgave at barbere et spændende kandidatfelt ned til bare 15 navne. Især var det vanskeligt at udelade de to Sky-løver Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart fra listen, men frygten for den manglende holdbarhed over tre uger gjorde udslaget.

For overblikkets skyld gennemgår vi herunder de øvrige ryttere, der på de enkelte hold kan tænkes at spille en rolle i klassementet.

Movistar: Med to knivskarpe kaptajner i Mikel Landa og Richard Carapaz har holdet rigeligt at gøre med at servicere cheferne, ikke mindst fordi de får brug for offensiv og aktiv kørsel. Andrey Amador er ganske vist tidligere blevet nr. 4 i løbet, men klatrer slet ikke på samme niveau længere, og holdets fjerde klatrer, Antonio Pedrero , har endnu ikke niveauet til at køre klassement.

Ag2r-La Mondiale: Holdet har klassementsambitioner med både Alexis Vuillermoz og Tony Gallopin, men de stræber ikke efter mere end en top 10-placering. Bedst chance har Vuillermoz, der trods en status som hjælper for Pozzovivo blev nr. 11 ved debuten i 2014 og senest blev nr. 13 i Touren i 2017, hvor han alene skulle støtte Bardet. Han har vist opløftende takter i år, indtil en skade satte ham tilbage efter Tirreno, og finder han benene fra forrige års Tour, er top 10 realistisk. Det ser sværere ud for Gallopin, der måske nok blev nr. 11 i Vueltaen sidste år, men får det meget svært på de mange kolossale bjergetaper i løbets sidste del. Han havde det meget lettere på Vueltaens mere eksplosive rute.

Androni Giocattoli-Sidermec: Mattia Cattaneo og Fausto Masnada kommer til løbet i superform efter sublim kørsel i Tour of the Alps og Giro dell’Appennino. Det er imidlertid meget tvivlsomt, om de har holdbarheden og topnivauet til top 10, og de må formodes at skulle koncentrere sig om etaper. Holdets tredje klatrer, Miguel Angel Florez, har endnu slet ikke niveauet og er primært med for at lære.

Astana: Det kasakhiske superhold har som bekendt Miguel Angel Lopez som soleklar kaptajn, men som nævnt udelukker det ikke, at særligt Ion Izagirre også kan ende i top 10. Det samme gjorde Pello Bilbao sidste år, hvor han som løjtnant for Lopez blev nr. 6, men på årets betydeligt sværere rute tvivler vi på, at klatreevnerne rækker. Jan Hirt derimod vil elske den ekstremt svære sidste uge, der er skabt til en ren dieselklatrer som ham, og han har vist fornem form på det seneste. Man kan ikke udelukke, at han kan ende i top 10, men formentlig vil han slet ikke holde sig til i klassementet.

Bahrain-Merida: Holdet kommer for at vinde løbet med Vincenzo Nibali, men som nævnt udelukker det ikke nødvendigvis, at også Domenico Pozzovivo kan være med i front. Damiano Caruso er før blevet nr. 8 i Giroen, nr. 9 i Vueltaen og nr. 11 i Touren, men efter et svagt forår må han være ren hjælper på et hold med to stærkere klatrere.

Bardiani CSF: Holdet er til start helt uden klassementsambitioner, men det skal blive interessant at se den talentfulde klatrer Giovanni Carboni, der senest gjorde det godt i bjergene i Tour of the Alps, vise sig frem på udvalgte bjergetaper. Den tidligere BMC-rytter Manuel Senni kan også jagte etaper i bjergene, men han har fået ødelagt sit forår af en skade og er ikke i storform.

Læs også

Tysker sejrer på åbningsetapen – rutineret dansker med fremme

Bora-hansgrohe: Som nævnt har holdet i Rafal Majka og Davide Formolo til klassementet, og da det meste af den øvrige del af holdet, er gearet mod at støtte Pascal Ackermann i spurterne, er det kun den i Tour of the Alps alt andet end imponerende Pawel Poljanski og måske Cesare Benedetti og Jay McCarthy, der kan ventes at støtte kaptajnerne nogenlunde i bjergene

CCC Team: Holdets primære mål er at vinde etaper. Men de vil også forsøge at gå efter en top 10 med Laurens Ten Dam og Victor De La Parte. Selvom de begge er erfarne og faktisk har vist fine takter i foråret, virker det dog ikke realistisk. Holdets på papiret bedste klatrer, Amaro Antunes¸ melder sig selv ude af form og skal alene forsøge at køre sig varm, så han kan jagte en etapesejr mod slutningen.

Deceuninck-Quick Step: Bob Jungels er to gange tidligere endt i top 10, men han har gang på gang dokumenteret, at han ikke klatrer godt nok til at være med helt i front. Han har en fordel i de tre enkeltstarter samt hans enorme holdbarhed i den tredje uge, men med en så bjergrig afslutning virker der stærkt usandsynligt, at han skal stræbe efter mere end en placering i udkanten af top 10. Unge James Knox er lovende, men det er for tidligt at tro på ham i et løb, hvor han formentlig vil koncentrere sig om at jagte en etapesejr.

EF Education First: Vi har allerede nævnt Hugh Carthy som et bud på en rytter, der kan overraske, men holdet har også solide Tanel Kangert, der så sent som i 2017 havde kurs mod en top 10, indtil et styrt ødelagde det for ham. Desværre kører han ikke så gode enkeltstarter som tidligere, og han klatrer næppe godt nok til en top 10 på så bjergrige en rute. Joe Dombrowski viser endelig glimt af sit gamle niveau, men han er for ustabil til at køre klassement, og den lovende Jonathan Caicedo er formentlig bare med for at lære.

Groupama-FDJ: Holdet er næsten alene bygget op om Arnaud Demare, men Valentin Madouas er med for at jagte etaper i kuperet terræn. Han har dog ikke de ambitioner i klassementet, og den sidste uge er også for bjergrig for en klassikertype som ham.

Israel Cycling Academy: Holdet er alene til start for at jagte etaper. De bedste klatrere er Krists Neilands og Ruben Plaza, men de har intet at gøre i klassementet.

Lotto Soudal: Belgierne er her alene for at jagte etaper. Det skal i bjergene ske med Thomas De Gendt og Jelle Vanendert, men klassementet er slet ikke en ambition.

Mitchelton-Scott: Holdet er til start med den mission at tage den samlede sejr med Simon Yates, og det er det eneste mål. Man kan håbe, at de Esteban Chaves efter sin sygdom kan finde glimt af sit gamle niveau og dermed blive en plan B i klassementet, men i skrivende stund er der intet, der tyder på det. Mikel Nieve ville måske kunne køre top 10 på en så bjergrig rute, men her er han alene med for at hjælpe. Endelig har unge Lucas Hamilton imponeret stort i år, senest i Baskerlandet, men her er han alene med for at hjælpe.

Nippo-Vini Fantini: Holdet er her alene for at jagte etaper, og det bliver ikke i bjergene. Holdets eneste klatrer er Ivan Santaromita, men han har slet ikke niveauet til at være med i front.

Team Dimension Data: Holdet går efter en top 10-placering med talentfulde Ben O’Connor, og han havde faktisk kurs mod netop det sidste år, indtil han brækkede kravebenet på 19. etape. Den bjergrige rute burde passe en dieselklatrer som ham, men da han intet har vist siden sidste års Giro og senest floppede fælt i Tyrkiet, er vi ikke svært optimistiske på hans vegne. Amanuel Ghebreighzabhier har flere gange overrasket positivt i bjergene, men niveauet rækker ikke til at køre klassement.

Team Ineos: Holdets formelle kaptajner er de to unge løver, Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart, der imponerede så flot i Tour of the Alps. Desværre var årets løb relativt svagt besat, og selvom Sivakov gjorde det flot i Catalonien i år, og Geoghegan Hart imponerede i Dauphiné i 2018, tvivler vi på, at de har topniveauet til at køre i top 10. Det skyldes også usikkerheden om holdbarheden for to ryttere, for hvem stabilitet endnu ikke er deres varemærke, heller ikke selvom de på sigt er lovende grand tour-ryttere. I stedet er det formentlig som nævnt Ivan Ramiro Sosa, der har potentialet til at overraske stort, men det er fortsat usikkert, om han kører klassement, som det fremgår af den detaljerede analyse af ham. Eddie Dunbar er ligeledes en ung, lovende klatrer, men han er kun hentet ind som sen erstatning for Gianni Moscon og skal således alene lære i sin første grand tour.

Team Jumbo-Visma: Hele holdet er bygget op om Primzo Roglic, og da de formentlig får nok at gøre med at kontrollere løbet, bliver der ikke plads til personlige ambitioner for andre. Laurens De Plus har imponeret i år og kunne måske have stræbt efter en top 10 på en rute som denne, men det får han næppe lov til. Sepp Kuss og Antwan Tolhoek har begge vist et fornemt topniveau i bjergene, men er også så ustabile, at de ikke kan køre klassement, og det er heller ikke deres opgave i et løb, hvor der er én og kun én kaptajn.

Team Katusha-Alpecin: Det schweiziske hold jagter en topplacering med Ilnur Zakarin, men han får ikke megen støtte i bjergene. Man kan håbe, at veteranen Daniel Navarro finder det høje niveau fra sidste års Dauphiné, og at Enrico Battaglin finder benene fra sidste års Giro, men risikoen for, at Zakarin er meget alene i bjergene, er stor.

Team Sunweb: Det svage tyske mandskab kan få meget svært ved at støtte Tom Dumoulin, og derfor er der ikke plads til spor andet. De har heldigvis Sam Oomen¸ der sidste år trods en rolle som hjælper kørte i top 10. Det bliver dog svært at gentage i et løb, hvor enkeltstarternes tidlige placering kan betyde, at holdet skal kontrollere meget mere end i 2018, hvor det især var Mitchelton og Sky, der stod for føringsarbejdet. De unge Chris Hamilton, Jai Hindley, Robert Power og Louis Vervaeke har alle vist klatrepotentiale, men det har i den grad knebet med stabiliteten. Erfarne Jan Bakelants har tidligere været i top 20 i grand tours, men er ikke blevet sig selv efter styrtet i 2017.

Trek-Segafredo: Holdet er bygget 100% op om Bauke Mollema, men talentfulde Giulio Ciccone viste i 2018, at han kan klatre med de bedste i dette løb. I år har han dog været en skuffelse, og det er usandsynligt, at han vil holde sig til i klassementet. Det vil Gianluca Brambilla næppe heller, og den lille italiener har heller ikke været i nærheden af sit gamle niveau i de seneste sæsoner. Holdet fjerde klatrer, Nicola Conci, har ikke niveauet til at være med i front.

UAE-Team Emirates: Efter Fabio Arus afbud er holdet primært i Italien for at vinde spurter med Fernando Gaviria. Diego Ulissi, Valerio Conti og Jan Polanc vil alle jagte etaper i det kuperede terræn, men de har ingen ambitioner i klassementet.