Giro d’Italia: Ungdomstrøjen

Pavel Tonkov vandt Giro d’Italias ungdomstrøje i både 1992 og 1993, inden han vandt selve Giroen i 1996. Tonkov kørte stærkt og stædigt, indtil han afsluttede sin karriere som en 36-årig veteran i 2005. I 1994 vandt Evgeni Berzin som den første og eneste både Giroens ungdomstrøje og klassement i en og samme udgave, men modsat Tonkov så forduftede Berzin fra cykellandskabet efter 1996.

Efter ’Berzin-året’ udgik ungdomstrøjen fra Giro d’Italia indtil 2007, hvor den endelig blev genindført. Det år slog Andy Schleck endegyldigt igennem ved at vinde ungdomstrøjen og slutte samlet nummer to. Året efter vandt Riccardo Ricco trøjen, men den italienske wunderkind er nu endt som cykelsportens måske mest triste eksistens. Richie Porte har denne sæson overgået de beskedne løfter han gav, da han lidt heldigt vandt ungdomstrøjen i 2010. Det kan gå flere veje. 

I den ideelle verden handler ungdomstrøjen mere om fremtiden end nutiden. Det skal gerne være starten på historien rettere end slutningen. Der er blevet kørt om trøjen i 25 udgaver (1976-94, 2007-2012), og gennemsnitligt er vinderen af Giro d’Italias hvide ungdomstrøje sluttet som nummer otte samlet. Listen af vindere er flot og prominent, men livet er som bekendt ret så uforudsigeligt. For hver Tonkov er der en Berzin, for hver Andy Schleck er der en Riccardo Ricco. Og når du mindst venter det: Kevin Seeldraeyers.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Seeldraeyers, åh Seeldraeyers. De seneste år er ungdomstrøjen blevet vundet på mindre spektakulær vis. Vinderen har befundet sig lidt længere nede i den samlede stilling, end tilfældet var med Andy Schleck og Riccardo Ricco. Den mindst lovende vinder af ungdomskonkurrencen siden dens genopstandelse er uden tvivl Kevin Seeldraeyers (samlet 14 i 2009), en anstændig men yderst begrænset rytter. Siden har vindere som Richie Porte (samlet 7 i 2010) og Roman Kreuziger (samlet 6 i 2011) formået at bygge oven på, mens det endnu er for tidligt at dømme 2012-vinderen Rigoberto Uran, der sluttede som samlet syver i 2012.

Reglerne bag uddelingen af den hvide ungdomstrøje (maglia bianca) er ganske enkle. De ryttere, der er født den 1. januar 1988 eller senere, klassificeres som værende ’unge’ og kører deres egen interne klassement - ungdomskonkurrencen - hvis førende rytter bærer den hvide trøje. Dette skæringspunkt betyder samtidig, at sidste års vinder, Rigoberto Uran (Team Sky, f. 1987), ikke længere er kandidat til trøjen, ligesom det ej heller er tilfældet med holdkammeraten Sergio Henao (f. 1987).

Der er dog masser af lovende ryttere til start. Lad os opliste de mest prominente unge navne, der allerede hver især har hentet et hav af sejre. Først er der gruppen af de allerede hyppigt sejrende tempofænomener som fx Taylor Phinney (BMC, f. 1990), Luke Durbridge (Orica-GreedEdge, 1991) og Adriano Malori (Lampre-Merida, f. 1988), samt potentielle supersprintere som John Degenkolb (Argos-Shimano, f. 1989, ), Nacer Bouhanni (FDJ, f. 1991) og Giacomo Nizzolo (RadioShack-Leopard, f. 1989). Som sikkert bemærket, så kan ingen af disse unge ryttere betragtes som klassementsryttere. Årets Giro-felt er derfor et ganske fint eksempel på, at det traditionelt tager lidt længere tid at slå igennem for klassementsryttere end for tempospecialister og sprintere.

Det medgives, at det på papiret ikke tegner til at blive den mest spektakulære kamp om ungdomstrøjen i denne omgang. Det er der to primære grunde til. For det første, så er der ikke noget der tyder på et Schleck-agtigt gennembrud i år - feltet af unge ryttere er ikke det mest inspirerende i mands minde. For det andet, så er der en enorm storfavorit, der sandsynligvis vil vinde med en relativ heftig margin ned til efterfølgerne.

Favoritterne

Vores storfavorit til at vinde ungdomstrøjen er colombianske Carlos Betancur (Ag2r La Mondiale, 1989). Betancur er i sin tredje sæson som professionel, og colombianeren har udviklet sig positivt hver sæson. I 2011 blev det til en anstændig debut i Giroen samt en fænomenal sejr i Giro dell' Emilia. Året efter beviste Betancur, at han også kan formå at levere topresultater (og sejre) gennem en helt sæson, og i år overraskede han de fleste ved at tilkøre sig en tredjeplads i Flèche Wallonne og en fjerdeplads i Liège-Bastogne-Liège, foruden en række af andre flotte WorldTour-placeringer. Formen virker til at være perfekt bygget op til Grand Tour-gennembrud i Giroen, hvor undertegnedes gæt er, at Betancur sikrer sig en placering i den lidt kedelige ende af top-10, og derved også sikrer sig ungdomstrøjen.

Den mest oplagte udfordrer er hollandske Wilco Kelderman (Blanco, f. 1991), der senest i Romandiet Rundt viste flotte ben ved at slutte som nummer fire samlet, foran bl.a. Betancur. Men, men, men: Kelderman er endnu meget ung, og har primært imponeret på enkeltstarterne, mens det har haltet lidt mere i bjergene, selvom han ingenlunde er faldet igennem. Det er derfor svært at tro, at Kelderman kan blive nogen reel trussel mod Betancur. For nu, men Keldermans tid skal nok komme.  

Hvilket bringer os til Rafal Majka (Team Saxo-Tinkoff, f. 1989), som både et mere sandsynligt og omvendt fuldstændig usikkert bud på en, der seriøst kan udfordre Betancur. Majka besidder utvivlsomt et fantastisk potentiale; vi har set det, men kun i ganske små bidder. Spørgsmålet er dog, om Majka når at få formen helt op og ringe. Polakken har atter været sat tilbage af skadesproblemer og lyste først så småt op i løbet af Romandiet Rundt. Samtidig er der det faktum, at Majka reelt ikke har præsteret ret mange resultater endnu - vi har meget lidt konkret at have vores begejstring i, andet end små, spændende løfter, hvilket både gør ham så spændende og en anelse frustrerende. Majka er med andre ord et rigtigt wildcard, der typisk vil overraske eller skuffe i stor stil.       

Endelig skal man ej forglemme to af Italiens fremmeste etapeløbshåb, nemlig Mattia Cattaneo (Lampre-Merida) og Fabio Aru (Astana, f. 1990), hvor specielt sidstnævnte så skarp ud i Giro del Trentino, hvor han sluttede som nummer fire. For både Cattaneo og Aru er det dog tilfældet, at de i høj grad er med i Giroen for at lære, suge til sig, og vigtigst af alt arbejde for deres respektive holdkaptajner, Michele Scarponi og Vicenzo Nibali.

Af samme grund vil det måske mere oplagt at sætte sin lid til en fri mand som John Darwin Atapuma (Colombia, f. 1988), der sikkert får lige så meget frihed til at tage på lange bjergtogter som resten af sine colombianske holdkammerater. Og så bliver det spændende, om de to lovende holdkammerater på Bardiani Valvole- CSF Inox, Enrico Battaglin (f. 1989) og Stefano Locatelli (f 1989), endelig lever op til deres enorme potentiale.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Cykelskribenten blev nostalgisk, som han tastede de sidste, triste linjer på en artikel, der burde være håbefuld og munter. Mod sin vilje begyndte han at dvæle ved gamle U23-resultater. Han havde forventet så meget af Johan Le Bon (FDJ, f. 1990) og Jack Bobridge (Blanco, f. 1989), to gamle flammer. Sjældent gav de noget igen. Det var et ulige forhold. Han huskede de mange skuffelser, det uforløste potentiale. »Nu er det nok«, tænkte han, »nogle gange gør man nok bare klogt i at give slip rettere end i at dvæle for længe ved døde romancer. Ja, det er nok bedre ikke at foregive, at vi ’bare kan være venner’. Jeg har ikke brug for flere venner, jeg har brug for noget nyt, noget spændende, i hvert fald indtil hun ændrer sig. Ordsproget er sandt: Der er masser af fisk i havet! Hvorfor dvæle? Kig lidt rundt på nettet. Ja, det er måske lidt tabu, det med at finde den nye store kærlighed på nettet, men giv det nu alligevel en chance. Hvad med denne her lækre sag? Uh! Eller måske denne lille frække satan…« 

Har vi opgivet Johan Le Bon for tidligt? Tror du modsat os, at Jack Bobridge endelig finder sig selv på det hollandske Blanco-mandskab? Står andre unge ryttere på kanten af det store gennembrud?

Så husk du kan deltage i Feltet.dks managerspil på www.feltet.dk/manager, hvor der er præmier for over 50.000 kroner!