Itzulia Basque Country-analyse: Ryster Valverde i bukserne?

Lige siden Julian Alaphilippe i 2015 skabte en mageløs sensation ved i sine debuter at blive nr. 2 bag suveræne Alejandro Valverde i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, har det stået klart, at den unge franskmand havde indtaget rollen som ardennerklassikernes kronprins. Den status konfirmerede han ved i 2016 atter at blive nr. 2 bag den spanske konge af Mur de Huy i Fleche Wallonne, inden de begge havde det svært i det års særegne Liege, hvor en sen brostensbakke satte alle de lette folk til vægs. I 2017 måtte en skadet Alaphilippe se til fra sidelinjen, mens Valverde igen knuste alt og alle i sine to yndlingsklassikere, men det har længe blot været et spørgsmål om tid, inden den endelige magtovertagelse ville finde sted.

Sidste år tog Alaphilippe endelig næste skridt mod tronen, da han fik skovlen under den spanske veteran på Muren. Få dage senere blev det i Liege imidlertid også tydeligt, at det var en Valverde, der var langt under niveau, ikke mindst fordi han efter sin skadespause var kommet ud af vinterpausen i en superform, han ikke kunne holde hele vejen frem til slutningen af april. Derfor har mange også imødeset årets ardennerklassikere som et af sæsonens højdepunkter, ganske enkelt fordi der er lagt op til den helt store styrkeprøve mellem kongen og kronprinsen.

Valverde viste nemlig både ved VM og i sidste års Vuelta, at han stadig er en eminent klassikerrytter, og hvis nogen havde ham mistænkt for at være ved at falde af på den, gjorde han den tvivl til skamme med fornemme præstation i Milano-Sanremo og ikke mindst Flandern Rundt - to løb, der ellers er alt andet end skræddersyede til en fyr som ham. Problemet er bare, at der ellers ikke er meget, der har fungeret for Valverde i en sæson, hvor regnbuetrøjens forbandelse synes at have ramt ham hårdt, og samtidig har han kunnet se til, mens en ustoppelig Alaphilippe har været her, der og alle vegne med den fornemme sejr i Sanremo som det store højdepunkt i en sæsonstart, hvor der ellers er nok af sejre at vælge imellem.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Hvis Valverde havde håbet, at en lille pause måske havde slået Alaphilippe lidt ud af kurs, må han på andre tanker. Måske var der lidt håb, efter at det franske fænomen kørte en lidt halvskuffende enkeltstart, da Baskerlandet Rundt i går blev skudt i gang, men da feltet i dag ramte Alaphilippes sande terræn, var der ingen slinger i valsen. Her fortsatte han, hvor han startede i San Juan og fortsatte i Colombia, Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo - løb, der alle har budt på sejre. I dag tog han nemlig triumf nr. 8 og sikrede sig, at han fortsat kan prale med at have vundet i alle de løb, han har deltaget i, uanset om de har strakt sig over én eller flere dage.

Dagens sejr var endda næsten skræmmende. Ganske vist har Alaphilippe med sine sejre i Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo vist, at han i øjeblikket spurter bedre end nogensinde, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, hvor suveræn han var, da dagens miniudgave af Strade Bianche som forventet skulle afgøres i en spurt på den halvstejle bakke i udkanten af Pamplona. En brølstærk Bjorg Lambrecht var ellers lige ved at snyde hele feltet med et overraskelsesangreb, som end ikke formstærke Maximilian Schachmann kunne lukke, og også dagens tredje store favorit, Michal Kwiatkowski, havde tydeligvis nået si grænse.

Det havde Alaphilippe imidlertid ikke. Med ganske få tråd spurtede han først op til og siden let forbi Lambrecht, inden han endda med god afstand til stregen kunne fejre sin ottende sejr, der måske endda var den hidtil mest overlegne. Faktisk var han så suveræn, at arrangørerne registrerede en tidsforskel på 1 sekund ned til Lambrecht og Kwiatkowski, der førte første del af feltet an. Efter den opvisning er det efterhånden meget svært at se, hvem der kan røre Alaphilippe i denne type finaler, og det vil i hvert fald kræve en Valverde i absolut topform at sætte franskmanden til vægs i klassikerne. Det er klart, at Fleche Wallonne med den stejlere mur og Liege med sin nye rute er to helt anderledes løb, men Alaphilippes sæsonstart får i den grad Valverdes ardennertrone til at vakle.

Sejren bringer også Alaphilippe ganske tæt på at generobre den førertrøje, han også bar i tre dage i sidste års løb, inden han på spektakulær vis eksploderede på de svære etaper mod slutningen. Den frygt må man stadig have for en mand, der traditionelt har svært ved at holde sit niveau efter et par dage i et etapeløb, men inden da kan han meget vel have sat sig solidt på 1. pladsen og vundet ikke færre end tre etaper.

Det betyder også, at det formentlig er et spørgsmål om tid, inden Schachmann må tilbage i Bora-trøjen. Den hidtil ellers så usårlige tysker så for første gang helt menneskelig ud, da hans forsøg på at lukke hullet til Lambrecht fejlede. Heldigvis havde han med årvågen kørsel sikret sig fire bonussekunder undervejs på ruten, så han stadig har en buffer på 5 sekunder, men med tanke på den finale, der venter i morgen, er det sandsynligt, at det er Alaphilippe, der sover i gult, når det bliver sengetid onsdag aften.

For Michal Kwiatkowski må dagens etape også have været svær at sluge. Polakken fik ganske vist sikret sig fire vigtige bonussekunder, men det må vække alvorlige panderynker, at han end ikke var i nærheden af at matche Alaphilippe i en finale, der ellers burde have passet ham. Det var i hvert fald tydeligt, at det var en helt udkørt polak, der kæmpede for at komme forbi den unge belgier, og hans drøm om at vinde en af ardennerklassikerne er i hvert fald ikke kommet tættere på efter dagens etape.

Til gengæld var det en fornøjelse at se to af sportens mest lovende talenter vise deres enorme potentiale. Særligt Lambrecht overraskede positivt med en præstation, der havde givet en etapesejr, hvis det ikke havde været for fænomenale Alaphilippe. Belgieren havde ganske vist allerede fra sæsonstart sagt, at han ville forsøge at time formen til Baskerlandet og Ardennerne, men efter et halvsvagt Catalonien Rundt og en ikke alt for nem første sæsonstart var der ikke meget, der tydede på, at han skulle være med i kampen mod sejren. I dag fik han imidlertid konfirmeret sit enorme potentiale som puncheur - en egenskab, der også indbragte ham en flot etapesejr på kongeetapen i Tour des Fjords sidste år - og det synes således at være helt velvalgt, at han i karrierens første år har valgt at satse på klassikerne og ikke etapeløb, hvor han ellers også har et vist talent.

For det andet talent, Valentin Madouas, er tingene lidt enklere. For ham synes det at være givet, at det første og fremmest er de kuperede endagsløb, der er hans force, og i dag tog han næste skridt i en allerede meget lovende karriere ved at sikre sig en 5. plads. I det hele taget har han været knivskarp gennem hele sæsonen, hvor han har været tæt på sejre i de to endagsløb i Ardeche og Drome, og senest konfirmerede han sin gode form i fredags, hvor han var tæt på at snyde alle sprinterne i Route Adelié de Vitré. I dag opnåede han så sit første store WorldTour-resultat med en spurt, der viser, at han bliver meget interessant at holde øje med, også i Ardennerne om et par uger.

Præstationerne bliver ikke mere imponerende af, at det faktisk udviklede sig til en hårdere og mere selektiv dag, end man kunne have ventet af den ellers relativt flade rute. Det skyldes, at Astana, der nærmest kan fodre svin med potentielle kaptajner i dette løb, til fulde dokumenterede, at de er kommet til Baskerlandet med det stærkeste mandskab. Med en fuldstændig klar rollefordeling, der tilsagde, at Omar Fraile skulle have sin chance for at spurte på sin baskiske hjemmebane, brugte man Luis Leon Sanchez, Gorka Izagirre og senere Alexey Lutsenko og Pello Bilbao til at gøre løbet knaldhårdt og skabe stor udskilning. Til slut viste Fraile med en 4. plads, at han virkelig har udviklet sig til en glimrende afslutter efter choksejren over Sonny Colbrelli sidste år, og selvom det ikke blev til sejr, må man tage hatten af for, at Astana igen viste sig som et hold, der ikke er bange for at tage initiativ.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det belønnede sig også i klassementet. Ikke blot sikrede Ion Izagirre sig et par bonussekunder undervejs, de to kaptajner, Jakob Fuglsang og samme Izagirre, var nemlig nogle af de få topkandidater til sejren, der holdt sig foran det split, der i finalen kostede lidt tid til flere af rivalerne. Dermed fik de begge bekræftet den gode form på en dag, hvor alle vidste, at der kunne opstå huller til sidst.

Samtidig kom de et stort skridt tættere på sejren, da løbets vel nok største favorit, Adam Yates, effektivt blev taget ud af kampen om sejren. Den stakkels brite, der nærmest har været forfulgt af uheld i de seneste sæsoner, punkterede på det værst tænkelige tidspunkt, hvor bilerne blev holdt tilbage som følge af den store udskilning. Selvom holdet jagtede med alt, hvad de havde, og Yates spurtede op ad bakken, var det ikke nok, og det fornemme udgangspunkt, han havde sikret sig på enkeltstarten, er nu gået op i røg. Tidstabet gør ham nu blot til en endnu større favorit til kongeetapen, men klassementsansvaret på Mitchelton-Scott må nu overlades til en heldigvis ret velkørende Mikel Nieve, der fik lov at holde sig i feltet og med en fin 20. plads bekræftede den superform, han stillede til skue i GP Miguel Indurain i lørdags.

Dagens anden taber var outsideren Rudy Molard, der ellers på våde veje havde kørt en flot enkeltstart, men som ligeledes som følge af en punktering blev sat tilbage. Heldigvis har FDJ stadig den i år så flyvende David Gaudu, der var en af de få, der undgik tidstab i finalen, og med tanke på Madouas’ 5. plads var det ikke nogen helt dårlig dag for FDJ trods det ærgerlige tidstab.

Med Yates ude af billedet kunne mange pile nu pege på Enric Mas som vinder. Hans enkeltstart under de våde betingelser i går tyder i hvert fald på, at han er i forrygende form, og det indtryk bekræftede han blot med dagens fine 11. plads. Samtidig viste den ellers så stærke Daniel Martinez lidt svaghedstegn på bakken, selvom det akkurat lykkedes ham at undgå tidstab, og Mas kn derfor håbe på, at han på fredag kan få skovlen unde den colombianske komet.

Ellers var det primært de eksplosive folk som den velkørende Patrick Konrad, Dylan Teuns og Dan Martin, der benyttede deres punch til at undgå tidstab, men også dieselmotoren Emanuel Buchmann imponerede endnu engang ved at holde sig foran splittet. Forudsigeligt var det til gengæld, at folk som Mikel Landa, George Bennett og Hugh Carthy, der pludselig har fundet formen, ikke havde accelerationen til at holde sig helt fremme. Mere skuffende var det, at det ikke lykkedes for Geraint Thomas, der ellers plejer at være glimrende i disse finaler, og det synes efter to dage at stå klart, at Tour-kongen ikke er kommet til Baskerlandet i den form, han havde håbet, og at den lidt for søde vinter måske har givet ham et lidt større efterslæb, end han havde håbet.

Den slags kvaler har Alaphilippe ikke. For ham stod vinteren nemlig ikke på flødeskumskager, champagne og fejring af en Tour-sejr. Han trænede derimod så hårdt, at han efter tre løbsdage havde to sejre, og siden da er han bare gået fra succes til succes. Hvis Valverde sover lidt halvdårligt i disse dage, skyldes det nok ikke kun, at han er øm i hele kroppen efter sit uvante møde med de flamske brosten. Og desværre må han nok indstille sig på, at de næste to etaper ikke giver ham grund til at sove blot det mindste roligere.