Julekalender: "En del af mig døde"

Fra den 1. til den 24. december vil Feltet.dk sammen med en række af cykelsportens danske og internationale profiler igennem tiden se tilbage på deres tid i det professionelle felt, og ikke mindst hvad der skete efter karrieren på landevejen.

Med seks hurtige spørgsmål giver vi personen mulighed for at reflektere over sin karriere som cykelrytter, både på det sportslige og mere generelle plan, ligesom du kan høre lidt om, hvad han eller hun laver i dag.

14. december: Mie Bekker Lacota
Mie Bekker Lacota var en stjerne i svøb og vandt en række titler både i Danmark, men også i udlandet. I 2005 blev hun blandt andet juniorverdensmester på landevejen, hvor hun i en spurt slog selveste Marianne Vos, som i dag er verdens bedste indenfor kvindecyklingen. Mie Lacota vandt året efter bronze ved VM, men denne gang var det i enkeltstartsdisciplinen, og hun viste, dermed hun var en alsidig rytter. Samme år blev hun europamester. I 2007 kørte hun den første sæson som senior, hvor hun vandt klassikeren Het Nieuwsblad for kvinderne. Samme år indstillede danskeren desværre en meget lovende karriere.
 

Hvornår tog du den endegyldige beslutning om at stoppe som aktiv cykelrytter og hvad var de væsentligste årsager til din beslutning?
Det gjorde jeg i efteråret 2007. Årsagerne er lidt svære at forklare. På mange måder havde jeg stadig en masse motivation til at cykle. En stor del af mig ville rigtig gerne fortsætte med at cykle, og jeg forsøgte på alle mulige måder at få resten af mit sind til at samarbejde, men desværre uden held. På det tidspunkt lå alle mine drømme ellers lige for fødderne af mig: World Cups, VM, OL og meget mere.

Det var som om, at en del af mig døde, og det var ikke kun i forhold til cykling. Al min energi forsvandt. Jeg kunne ikke træne, jeg kunne ikke lave lektier eller bare generelt tage mig sammen til noget som helst. Det er først i løbet af de sidste 2-3 års tid, at jeg endelig er begyndt at få energien tilbage, og det føles herligt.


Hvad er dit bedste og værste øjeblik i karrieren som cykelrytter?
Mit bedste øjeblik er junior VM 2005, hvor jeg vandt guld foran Marianne Vos. Jeg havde ingen forventninger om, at jeg kunne vinde et VM, hvilket blot gjorde glæden endnu større. Mit værste øjeblik er, da jeg ikke så anden udvej end at indstille karrieren.


Hvilket resultat er du mest stolt af at have opnået?
Min tredjeplads i Tjejtrampet 2005. Jeg var 16 år og deltog i mit første UCI løb. Tidligt i løbet kom jeg afsted i et tomandsudbrud, og vi var rigtig tæt på at holde hele vejen hjem, men desværre blev vi hentet et par kilometer før mål. Sprinterholdene havde allerede sat sig i front, og normalt falder man bare tilbage i feltet efter at have været i udbrud hele løbet, men på en eller anden måde lykkedes det mig, at komme med på hjul af sprinterne, hvor jeg til sidst fik spurtet mig ind til en tredjeplads.


Når du gør det hele op, med afsavn af familie og venner, masser af træningstimer, styrt og evt. skader m.m. har det så været det hele værd?
Ja, men hvis jeg kunne gøre det hele om, ville jeg have gjort det en del anderledes. Jeg ville for eksempel ikke have valgt så mange store familiebegivenheder fra. Generelt tror jeg godt, at man kan leve et forholdsvis ”normalt liv” samtidig med, at man har en seriøs cykelkarriere.


Hvad arbejder du med nu?
Jeg læser til lærer på UCSJ Roskilde. Derudover har jeg pt. verdens bedste studiejob som kontormedhjælper hos DCU. Jeg elsker at være på kontoret, hvor jeg hele tiden bliver mødt af nye, spændende udfordringer samt har nogle super gode kollegaer.
 

Hvilken nuværende eller tidligere person i cykelsporten ville du helst spise middag med og hvorfor?
Jesper Worre. Jeg er så trist over, at Jesper altid er blevet fremstillet som den onde person i medierne. Jo, Jesper har begået fejl, som alle mennesker nu en gang gør, men værre er han altså heller ikke. Tværtimod har jeg altid oplevet ham som værende en positiv, energisk og meget hjælpsom person. Jeg oplevede personligt en enorm støtte fra hans side, den gang jeg sønderknust besluttede mig for at indstille karrieren. Han viste hverken nag, vrede, skuffelse eller lignende. Tværtimod oplevede jeg kun en ekstrem medfølelse og hjælpsomhed fra hans side. Han forsøgte på inden måde at presse mig til at fortsætte med at cykle, men forsøgte i stedet at gøre, hvad der stod i hans magt, for at jeg kunne få det godt igen. Jeg ville således gerne spise en middag med ham, så jeg kunne fortælle ham, hvor meget hans hjælp betød og stadig betyder for mig i dag.
 

LÆS: Alle temaartiklerne - hvor blev de af?

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie