Kampen om den regnbuefarvede: Favoritterne

nullEn af fordelene ved at skulle forudsige resultatet af et verdensmesterskab i cykling for herrer er, at man har haft muligheden for at studere ruten ved U23-rytternes og kvindernes verdensmesterskab. En rute der indeholder to pæne stigninger på den 22,2 kilometer lange rundstrækning som herrerne skal gennemkører i alt tolv gange.

Der er ingen tvivl om at der er flere gode muligheder for at angribe ude på rundstrækningen, men skal man bruge de tidligere løb på ruten til noget som helst, så må budet være, at dette års verdensmesterskab igen ender med at en større gruppe kommer samlet til mål, hvilket ikke bør komme som nogen overraskelse, idet sådan har det set ud fem af de sidste seks gange løbet er blevet kørt, og det uagtet om ruten har været meget kuperet eller kun lettere bulet.



Et verdensmesterskab er frem for alt en taktisk affære, hvor et meget lille antal topnationer udkæmper en nervekrig mod hinanden. Dette medfører typisk en ret låst situation langt inde i løbet, hvor det oftest er for sent at slå de normalt meget slidstærke sprintere ud af kurs. Selv om der i morgen måske kun kommer 25-30 mand samlet til mål vil det være et godt bud, at en stor del af disse er blandt feltets hurtigere ryttere.

Derfor må den forsvarende verdensmester Tom Boonen fra Belgien også finde sig i endnu engang at være storfavorit, hvilket han efterhånden er i et hvilket som helst endagsløb han stiller til start i. At genvinde et verdensmesterskab er ganske uhørt. Gianni Bugno gjorde det i 1992, men ellers skal man helt tilbage i 50-60’erne for at finde eksempler på dette, men Boonen rummer alle de kvaliteter, der skal til for at kunne lave et fremragende resultat på ruten i Salzburg og desuden bliver han bakket op af et belgisk mandskab, der ikke er set bedre i mange år. Skulle Tom Boonen i øvrigt mod forventning vise sig ikke at kunne klare stigningerne har Belgien i Philippe Gilbert et glimrende bud på en outsider til titlen.

Den største trussel mod Tom Boonen kommer fra Italien, der stiller til start med deres absolutte stjerner med Paolo Bettini i spidsen. Italienerne er berygtede for deres interne stridigheder og manglende samarbejde i kritiske situationer, men kan superstjerner som Danilo di Luca, Davide Rebellin, Filippo Pozzato, Alessandro Ballan og Luca Paolini accepterer Bettini som deres kaptajn, så kan løbet blive sprængt i stykker allerede på et tidligt tidspunkt og en realistisk italiensk taktik kunne gå ud på, ikke at sætte Tom Boonen tidligt, men derimod at smide en række af Boonens hjælpere af ved konstant at angribe på stigningerne.

Mange forudser at det vil være en magtkamp mellem italienerne, der stiller op som et klassikerhold, og belgierne, der stiller til start som et sprinterhold, men spanierne skal ikke glemmes i ligningen og Alejandro Valverde har noget han skal bevise efter at han i den sidste uge af Vueltaen blev sat på plads af Alexander Vinokourov. Det er ikke helt til at sige hvad den spanske taktik vil gå ud, da holdet består af en uskøn samling af bjergryttere, klassikerryttere og såmænd også en enkelt sprinter, men det ville være en fejl at undervurdere et mandskab, der har hjemtaget fire af de seneste syv regnbuetrøjer.

Efter Belgien, Italien og Spanien tynder det en smule ud blandt de nationer, der kan forventes at tage et afgørende ansvar i feltet enten på grund af de respektive lande ikke har nogen deciderede favoritter at køre for eller også fordi de ikke stiller til start med nok ryttere til at kunne dominere. Australien kunne dog være et bud på en nation, der i den afgørende fase kan påtage sig et ansvar for at holde sammen på feltet. De har supersprinteren Robbie McEwen på holdkortet, men siden det næppe kan forventes at McEwen sidder med helt til slut, så kunne Stuart O’Grady være et glimrende bud på en mindre overraskelse på opløbsstrækningen.

Ligesom O’Grady skal man heller ikke være overrasket hvis man ser Tysklands Erik Zabel fremme i en spurt i afslutningen og ligesom O’Grady har Zabel også den fordel, at han faktisk bliver bedre og bedre jo længere løbet er. Zabel kan blive klemt i et taktisk opgør, idet tyskerne også har Stefan Schumacher, der er i sit livs form efter at have kørt en fremragende sæson. Mens Zabel gerne vil holde sammen på det hele for så at sprinte om sejren på opløbet i Salzburg, er det Schumachers chance at få det hele splittet ad og så afgøre det i en lille gruppe.

Normalt så stærke nationer som Holland, Frankrig og USA har ikke meget at byde på og for Hollands vedkommende er det i hvert fald meget afgørende, at Michael Boogerd bliver klar for ellers har de kun Karsten Kroon som troværdigt bud på en topplacering. Frankrig derimod stiller til start uden hvad der blot ligner en medaljekandidat, men det gjorde de også sidste år, hvor det så alligevel sensationelt lykkedes Anthony Geslin at vinde bronze, mens USA stiller til start med et så svækket mandskab, at det er svært at tiltro dem nogen rolle i løbet.

Alexander Vinokourov skal nævnes som en af løbets absolutte favoritter, men han har et alvorligt problem og det er, at Kasakhstan kun stiller til start med tre ryttere. Det betyder ikke at Vinokourov ikke kan sidde med i finalen, men det betyder, at han er afhængig af andre nationers hjælp, når farlige udbrud skal køres ind. Han er nu ikke den eneste favorit, der har dette problem, også Norges Thor Hushovd (Norge har tre mand med) og Luxembourgs eneste deltager Fränk Schleck skal regne med at måtte afvente deres muligheder til langt inde i løbet, og hvis afgørelsen falder meget tidligt kan deres chancer hurtigt være udspillede.

Danmark skal være med end tilfredse med blot at være synlige i løbets afgørende fase. Taktikken lyder ellers fornem, idet man gennem hele løbet vil mandsopdække Tom Boonen og Paolo Bettini, men det er nok sværere gjort end sagt, når løbet først er i gang, og realistisk set har hverken Nicki Sørensen, Lars Bak eller Allan Johansen klassen til at begå sig blandt de bedste.