Klumme: 10 Ting vi lærte af Forårsklassikerne

nullDet er ikke Feltet.dks redaktionelle holdning, der kommer til udtryk i denne klumme, men udelukkende skribentens egen

Jeg har ikke længere noget fjernsyn. Billedrøret er gået, og det kan ikke svare sig at reparere det. Det burde betyde noget for mig. Jeg burde være vred, klage ved forhandleren over den lave standard af deres apparater. Det ville ovenikøbet være min gode ret.

Men sagen er den, at jeg føler mig heldig. Ligefrem lettet. Mit fjernsyn gik i stykker dagen efter Paris-Roubaix.

Det er, som om en forbandelse er hævet. Sidst et billedrør sprang på et fjernsyn, der tilhørte min familie, var ved bronzekampen til VM i fodbold 1986. Det lyder som en lille ting, men det var nok den største enkeltbegivenhed i min barndom. Og jeg så det slet ikke. Tidsforskellen til Mexico gjorde, at jeg for længst var get i seng, da min far satte sig til fjernsynet for at følge sit 'andet fædreland' (Frankrig).

Min far har altid været en besindig og rolig mand. Han tager sig sin tid om at købe ting. Alle tilbud skal undersøges, og han vil hellere vente en uge for meget end komme til at betale for meget noget. Fjernsynets kollaps i Frankrigs bronzekamp medførte den hurtigste investering, min far til dato har foretaget. Han var ligeglad med, at det var søndag og derfor helt umuligt at få det minimum af fem forskellige tilbud, han som tommelfingerregel altid skulle have for at foretage en beslutning. Han skulle have det fjernsyn. Han har aldrig fortalt os, hvordan han skaffede det en søndag i sommeren 1986, men da kampen begyndte, kunne vi følge den på et splinternyt fjernsyn.

Min far blev aldrig den samme efter det billedrørskollaps i 1986. Det lyder måske overdrevet, og mange har svært ved at tro det. Okay, man skulle kende ham indgående for at kunne mærke det på ham, men han er aldrig igen blevet den samme efter det kollaps. Ligegyldigt hvilke kampe, vi har set siden da, har der altid været en tavs sorg over den tabte kamp. Den der forsvandt. Kampen han aldrig helt kan slippe.

Som cykelsportsfan har min far vænnet sig til nederlag, sorg og uindfriede forventninger, der har lært ham aldrig at forvente noget. Da jeg var barn, lærte han mig alt om cykelsport. Han opdragede mig til at følge cykelsport uden nogensinde at tillade sig selv at have forventninger til danske ryttere (hverken i Tour de France eller Paris-Roubaix, som allerede dengang var de to største for mig). Muligheden for et dansk hold var slet ikke noget, vi talte om, selvom Esbjerg Cykle-Ring dengang havde et semi-professionelt hold.

Fællesnævneren i alt dette er Bjarne Riis. Han var en del af Esbjerg-holdet fra begyndelsen af firserne, han vandt Tour de France, og i Paris-Roubaix 2006 var han manager for det hold, hvis rytter vandt løbet. Han har ændret på de ting, man altid har kunnet tage for givet.

Alle tegn i sol, måne og stjerner peger i retning af, at verden, som vi kender den, er ved at ende. Men hvis dommedag ikke lige er overhængende, kommer her min liste over de ti vigtigste ting, vi lærte af Forårsklassikerne.

1. Cykelguderne glemmer ikke
George Hincapies forgaffel knækkede 45 kilometer fra mål af Paris-Roubaix og eliminerede en af de største forhåndsfavoritter. Trek har haft forgaflen til undersøgelse og mener, at det var et styrt tidligere på etapen, der havde gjort gaflen ustabil og fik den til at brække midt over på brostensstykket.

Det virker næsten, som om de bevidst undgår at forstå, hvad der virkelig skete. Som om Cykelguderne slet ikke skulle have noget med det her at gøre.

Da Hincapie vandt 15. etape af Tour de France i fjor, havde han siddet som bagtrop i udbruddet hele dagen, og det var først, da etapen var kommet ind på de sidste 50 meter, at han tog en føring. Den holdt hele vejen til mål.

Han forbrød sig mod Cykelguderne. Ved pibekoncerten efter hans sejr i GP Ouest-France i fjor troede man måske, at han havde bødet for sin straf. Men Cykelguderne havde mere i posen. Og hvilket bedre sted at gøre det end i det løb, der betyder mest for ham? Paris-Roubaix!

Moralen er, at man altid skal holde sig på god fod med Cykelguderne. De kan skabe eller ødelægge din karriere!

2. Thomas Kristensen er ikke ISO 9000-certificeret
Hvis jeg skal pege på den bedste danske cykelsportskommentator netop nu, er der ingen tvivl om, at Thomas Kristensen er i en klasse for sig. Om du så skal pille mig ud af sengen midt om natten og stille spørgsmålet, vil jeg uden at tænke mig om stadig svare, at Thomas Kristensen er den bedste cykelsportskommentator, vi har netop nu.

Men han er endnu ikke klar til introduktion i Pantheaon.

I Flandern Rundt sagde han, at Tom Boonen i sin tid havde kørt for U.S. Postal, men havde skiftet hold, fordi de ikke rigtig kunne finde noget at bruge ham til det. Det var forkert (se "Cykelguderne tilgiver deres yndling"). Ugen efter gentog han så den historie, men smurte lidt ekstra på, da han sagde, at Boonen var 22 år, da han kørte sit første Paris-Roubaix.

Det er godt, at Thomas Kristensen supplerer med baggrundshistorier om sporten og dens deltagere. Men for at gøre det, er det selvfølgelig en fordel, at man kender historien.

Tom Boonen er godt nok født i 1980, og han blev nummer tre i Paris-Roubaix 2002, men han har først fødselsdag i midten af oktober.

Det er menneskeligt at fejle, og generelt gør Thomas Kristensen et rigtig godt job. Men indimellem rammer han bare nogle huller i vejen, som da han 10 kilometer fra mål i Paris-Roubaix siger, at hvis Cancellara vinder, bliver han den første schweiziske vinder af løbet. Det var også forkert.

Selvfølgelig kan man ikke forvente af ham, at han kender alle statistikker og tidligere resultater for alle rytterne. Men det er i orden at forvente af ham, at han kender alt relevant statistik omkring Cancellara. Altså, det er jo ikke, fordi CSC har lagt skjul på, at de troede, Cancellara kunne gøre det godt.

Behøver jeg påpege det selvindlysende faktum, at jeg tjener mindre end en promille af, hvad Thomas Kristensen får af TV2?

3. Visse hold er villige til at gå langt for at få et wildcard
Landbouwkredit-Colnago stillede til start i Paris-Roubaix med en trup, der blandt andet rummede Jean-Paul Simon og Sjef de Wilde. Skal vi virkelig tro, de er født med de navne?

4. Den kritiske masse er ikke konstant
Den kritiske masse opstår, når en gruppe af ryttere er så stor, så den akkumulerede vægt af deres veltrimmede egoer gør det umuligt for dem at levere et maksimalt output. I Paris-Roubaix fik vi så en tilføjelse til reglen om den kritiske masse.

17-mandsgruppen, der blev dannet lige efter Arenberg-skoven, var på alle tænkelige måder for stor til at kunne holde til mål. Så meget var klart. Men samarbejdet i gruppen gik ganske fint indtil 70 kilometer fra mål, hvor visse ryttere begyndte at springe føringer over. Da gruppen manglede 52 kilometer, havde gruppen nået en kritisk masse, der gjorde, at den eksploderede med Flechas udbrud.

Efter Cancellara var stukket af, sad en gruppe med tre individer og jagtede. Al ære og respekt for Bjarne Riis' træningsmetoder og Team CSCs holdgejst, så er det matematisk umuligt at én mand kan køre fra tre jagtende herrer. De tre individers samlede ego var for stort at bære til, at de kunne indhente en rytter, der kun havde sit eget ego at kæmpe med.

17 mand var ikke kritisk, men det var 3. Den kritiske masse er ikke konstant.

5. Når Cykelguderne ikke holder hånden over Tom Boonen, så gør UCI!
Ti kilometer fra mål i Paris-Roubaix blev Tom Boonens gruppe stoppet af et tog ved en jernbaneoverskæring. Tydeligt Cykelgudernes værk. En gruppe med Leif Hoste, Peter van Petegem og Vladimir Gusev var kørt under bommene tidligere, men det var fysisk umuligt for Boonens gruppe at gøre det samme, da toget var på skinnerne.

Efter løbet valgte UCI at diskvalificere den forreste gruppe. Begrundelsen gik på, at rytterne havde været til fare for dem selv og andre ved at køre under bommene. Dertil udtalte UCI-chef Pat McQuaid senere, at det også var vigtigt at vise de unge cykelryttere, som så løbet, at man skulle overholde reglerne.

Hvis det virkelig var begrundelsen, skulle Boonen-gruppen også diskvalificeres. De kørte også under bommene. Eneste forskel var bare, at de kørte under bommene, efter toget var passeret. Men de overtrådte reglerne lige så vel som Hoste-gruppen.

Dette er bare den seneste i en række af besynderlige UCI-afgørelser omkring løb i Belgien. Det virker ikke altid lige, som om de har styr på, hvad der foregår. Hvem husker for eksempel ikke episoden i Gent-Wevelgem i fjor, hvor Nico Mattan vandt ved at få pace bag følgebilerne indenfor den sidste kilometer? Med UCIs egen 2006-logik, burde Mattan være diskvalificeret for det.

Jeg vil derfor foreslå, at vi starter en underskriftsindsamling, så også Boonen-gruppen kan blive diskvalificeret fra Paris-Roubaix 2006, og Bernhard Eisel kan få den andenplads, han har fortjent.

(Bonus Tom Boonen-note; I modsætning til andre, der får deres tro prøvet, valgte Tom Boonen at tage det med oprejst pande og nyde naturen omkring sig. Tre dage senere skinnede Cykelgudernes lys igen på Boonen, da han vandt Grote Schjeldeprijs)

6. QuickStep-Innergetic er IKKE skabt til at klare modgang
Efter at have været dominerende i alle de tidlige løb i denne sæson, fejlede QuickStep fælt i det eneste løb, hvor de virkelig kunne være sikre på at blive set. Efter Arenberg-skoven i Paris-Roubaix sad Tom Boonen alene, og det var kun ved UCIs hjælp, det lykkedes ham at komme på podiet.

I Amstel Gold Race, Flèche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege sad Bettini hver gang alene i den forreste gruppe ved afslutningen, og det lykkedes ham ikke at vinde nogen af gangene. Hvis man kigger igennem løbskalenderen, er det svært at finde løb, der ligger bedre til Bettini end netop de tre.

Hvad skete der?

QuickStep er det bedste hold i verden, når alting går efter deres plan. Men når de ikke får lov at bestemme og kan kontrollere løbet, er de ligesom en OCD-patient, der ikke kan tage hjemmefra uden at alt -ned til den mindste kniv i køkkenet- ligger på sin plads.

Den taktik er mulig at gennemføre i de tidlige Belgiske løb, når man har en All-Star gruppe som Patrick Lefevres. Men når det kommer til de store klassikere i april, så er der flere om buddet. Og man kan ikke altid bestemme det hele. Det har vi så set igennem hele april, at det er nok til at det ellers så almægtige QuickStep-hold smuldrer ligesom Michael Douglas i "Falling Down".

7. Yo soy un hombre sincero donde de la pavé de Arenberg (ufatteligt hvad man kan komme igennem med begrænsede spanskkundskaber)
For syv år siden havde Cycle Sport en artikel om en spansk Kelme-rytter, der godt kunne lide at køre Paris-Roubaix (desværre røg alle mine gamle magasiner ud i en oprydning før jul, så jeg kan ikke huske præcis hvilken rytter, det var, men jeg mener, det var Francisco Cabello).

Dengang var det helt uforståeligt, hvis spanske ryttere stillede til start i løb, hvis temperaturen var under ti grader celsius. Dengang var det omtrent lige så sandsynligt, at en spansk rytter kunne klare sig godt i forårsklassikerne, som det ti år tidligere havde været, at en dansk rytter skulle klare sig godt i Tour de France.

I dag virker det uforståeligt, at en spansk rytter endnu ikke har vundet løbet. Juan-Antonio Flecha, Pedro Horillo, Alejandro Valverde og Oscar Freire er alle spanske ryttere, der siden da har vist, at på den rette dag kan de vinde løbet.

Vi er netop nu vidne til en udvikling af cykelsporten, der ikke står mål med noget, vi nogensinde før har set. En dansker har vundet Tour de France, og nu er det bare et spørgsmål om tid, før en spansk rytter vinder Paris-Roubaix.

8. 72 timer er meget i cykelløb
Stefan Schumacher fra Gerolsteiner kom med førergruppen til mål i Amstel Gold Race. Tre dage senere sluttede han som allersidste mand i Fléche Wallonne (Nr. 155).

9. Team CSC kan ikke tåle medgang
Endelig skete det. Det 'danske' hold fik hul på bylden. Selvom både Cancellara og Julich sikrede tidlige sejre, var det langt fra det præstationsniveau, som de har sat næsen op efter. Holdet har klaret krisen og presset godt. I stedet for at komme med desperate indestængte kommentarer, der dybest set ikke tjener til andet end at udstille mindreværd, har de forholdt sig tavse i den sikre viden, at deres tid ville komme.

Det gjorde den.

Cancellara vandt i Roubaix og Schleck tog Amstel Gold Race. Og så slap ydmygheden op. Først var det Bjarne Riis, der langede ud efter Jan Ullrich, hvorefter BS Christiansen syntes, han skulle fortælle, hvordan Michael Rasmussen kunne blive en bedre cykelrytter.

Riis syntes, det var synd, hvis Ullrich ikke var i topform til Tour de France, for "vi vil helst slå ham, når han er skarpest". Det svarer lidt til, at Blake fra serien "Dollars" siger; 'jeg vil foretrække, at Alexis bliver boende i Denver, for ellers bliver det så kedeligt at gå til selskaber med Krystal'.

Citatet var bragt af Ritzau, og man kan kun håbe, at journalisten havde en båndoptager med. For tænk på de muligheder, det ville give, hvis Ullrich vandt. Så kunne en producer fra TV 2 lave en billedmontage med slow-billeder af Jan Ullrich i gul trøje, der i afgørende dele af løbet kører fra Ivan Basso og på lydsiden køre et loop med Bjarne Riis, der næsten meditativt siger "vi vil helst slå ham, når han er skarpest .. vi vil helst slå ham, når han er skarpest .. vi vil helst slå ham, når han er skarpest". Så ville sommeren være sikret.

(Bonus BS note; BS' kommentar vil blive gennemgået i en senere klumme med titlen "Moratorium for hyldest af BS Christiansen")

10. Bedre, bedre og bedre
Som tv-transmissioner nu går, så plejer det at være Paris-Roubaix, der topper på alle parametre. Løbet er spændende, har sceniske omgivelser, og det virker altid, som om producerne lige går det der ekstra stykke, der skal til for at gøre tv-oplevelsen til noget ekstraordinært. I år var det 'same procedure as last year'. Men plottet fik alligevel en ny drejning, for dækningen af forårsklassikerne blev bare bedre og bedre, som måneden skred frem.

I Amstel Gold Race så vi motorcykelkameraer, der kom helt tæt på feltet og lavede nogle close-up sekvenser, der gav et helt nyt inside-perspektiv på cykelsporten. Det var sådan, så de små hår rejste sig, for man kunne virkelig føle, hvordan det var at køre cykelløb. Så tæt kom man på begivenheden.

Da vi kom til Liége-Bastogne-Liége, var der pludselig en producer, der bevægede sig ud i det kreative, mens Stefan Wesemann var i endnu et selvmordsudbrud med det formulerede mål at miskreditere hele hans sæsonplanlægning; Wesemanns torso i venstre side af billedet og et cross-fade til helikopter-vue i højre side.

Hvilket selvfølgelig ikke kan undgå at stille spørgsmålet; Hvorfor skal der så lidt til at tilfredsstille cykelsportsseere?