Klumme: Banecykling med Danmark i front

Svaret på ovenstående spørgsmål - hvorfor der er banecykling i Danmark, men ikke i vores nordiske brødrelande - skal måske findes helt tilbage i cykelsportens tidligste barndom, omkring år 1900. 

Dengang havde den organiserede cykelsport blot et par årtier på bagen, men cykelbaner - mere eller mindre primitive - skød op over hele Europa samt i USA og Australien. Også i Danmark, hvor DBC’s Ordrupbanen blev indviet i 1888 og eksisterede helt frem til 2000.

Men minsandten også i Norge og Sverige. Den afgørende forskel er blot, at mens banecyklingen i de andre nordiske lande (med enkelte undtagelser) var et forbigående fænomen, så satte den sig fast i Danmark og har siden været en fast bestanddel af dansk cykelsport. 

Mange medaljer ved VM og OL er det blevet til for Danmark gennem årene, hvem husker ikke Lasse Norman Hansens guldmedalje i London for blot få måneder siden. 

Hurtig fynbo
Men hvorfor gik det sådan?

Måske fordi der i 7. marts 1877 i Fangel på Fyn fødtes en mand, der hed Thorvald Ellegaard. Han blev professionel cykelrytter på bane i 1898 og vandt seks gange (!) mellem 1901 og 1911 det professionelle verdensmesterskab i sprint.

Det var dengang, hvor banen var større end landevejen, også ude i det store udland, og danske Ellegaard var sin tids superstar og i en årrække den bedst betalte cykelrytter i hele verden.

Også andre faktorer har spillet ind, bl.a. et stort og vedvarende arbejde fra Danmarks ældste cykelklub DBC, først på Ordrupbanen og siden i Ballerup Super Arena. Men mon ikke Ellegaard og hans bedrifter var med til at lægge grundstenen til banesportens position i Danmark.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Landevejen tog têten, men banen lever

”La piste, mangée par la route”. Banen er blevet spist/opslugt af landevejen. Sådan skrev den franske journalist Jacques Marchand allerede i 1963 i sin bog Le Cyclisme. Og selv om han unægtelig havde en pointe, så lever banesporten dog stadig - og var ved sommerens OL i London en af de populæreste sportsgrene.

I kraft af værtsnationens store potentiale, men også i kraft af sin dynamik og fascination, når den er bedst. Hvilken disciplin lever bedre op til det olympiske motto citius, altius, fortius.

Når banen fortsat lever, hænger det uden tvivl også sammen med de muligheder, cykelbanen byder den unge cykelrytter med henblik på at udvikle sig som den komplette rytter. Banen giver rytterne lige netop det, der kan gøre ham eller hende til en cykelrytter, som kan lige lidt mere end de andre.

I de gode gamle dage kørte alle de største både landevej og bane. Se blot på to af de allerstørste: Eddy Merckx kørte fremragende på bane, og Patrick Sercu vandt mange store sejre på landevejen. Modsætningsvis dengang er der i dag - desværre - en tendens til, at en rytter, når han er blevet ’stor’ forlader banen og kun helliger sig landevejen, måske med et lille come back ved festlige lejligheder.

Den ideelle legeplads

Cykelbanen er jo i sig selv den ideelle legeplads, både for den helt unge rytter, der gerne vil gøre sine første ’skridt’ i trygge omgivelser og for den lidt ældre, der gerne vil eksperimentere og prøve ting af. 

Og det er som at køre bil. Har du først én gang lært det, kan du det for altid. Rolf Sørensen kørte som drengerytter på Ordrupbanen og i Forum, derfor kunne han som garvet professionel til enhver tid gå ind på banen og stille sin mand i et 6-dagesløb.
 

Hvor landevejsløb, specielt under fortidens primitive forhold, ofte blev afgjort med store tidsmarginer, så var det på de forholdsvis korte distancer på banen ofte de ’små marginaler’, der afgjorde spillet. Her drejede det sig ikke blot om sekunder, men om 1/10, 1/100 eller i ekstreme tilfælde om 1/1000 dele af et sekund.

Derfor måtte enhver teknisk detalje tages i betragtning, og der var hele tiden et incitament til forbedringer. Forbedringer, der også kunne bruges på landevejen, men som oftest først blev praktiseret på banen.

Tænk på disciplinen 4.000 meter holdforfølgelsesløb, som vi Danmark har haft så tæt ind på livet de sidste par år. Kører man 4.000 meter på omkring 3 min. 50 sekunder, og hvis man tager den faste start i betragtning, så er vi oppe på et gennemsnit et godt stykke over de 60 km/t og - en max fart på op mod 70 km/t. Det kræver det rigtige materiel og den optimale teknik. I den fart er det en katastrofe at komme for sent ned på hjul …

Vægt kontra aerodynamik

Endnu for halvtreds år siden gik man højt op i vægt. Hvordan kunne man bedst nedbringe cyklens vægt og dermed vinde værdifulde sekunder. Lettere materialer, udskårne rammer og færre eger i hjulene.

Ekstremt blev det, da man i 1959 kunne læse, at den franske rytter Roger Rivière ved sit succesfulde timerekordforsøg havde brugt helium i ringene, fordi helium var lettere end luft.
 

Men eksempelvis udskårne rammer og klinger og færre eger havde også en anden effekt, det gav en bedre aerodynamik, og snart fandt man ud af, at her var der nok så meget at hente. Og så gik ekstremerne også over i beklædning, skobetræk - og hårfrisure, jf. Greg Lemond versus Laurent Fignon i den berømte - og afgørende enkeltstart - på Champs Elysées 1989.

Hvis jeg skal tænke tilbage på de mange år, jeg har fulgt cykelsporten, så står pladehjulet i 1980’erne nok som den mest epokegørende tekniske landvinding. I hvert fald den, der på kortest tid skabte de største forbedringer (når man ser bort fra de forbedringer der er opnået af kemisk vej). Som jeg husker det, var det særligt to navne, der i midten af 1980’erne kom til at stå som eksponenter for pladehjulet: Italieneren Francesco Moser og danske Hans-Henrik Ørsted (billedet øverst).

De var begge store cykelryttere og ville også uden denne tekniske landvinding have været blandt deres generations bedste. Men det gav dem prikken over i’et, at de som nogle af de første forstod at drage fuld fordel af den nye teknik.

Timerekorden
Vi kunne glæde os over, at vi i Danmark i fabrikanten Bramstofte havde en mand, der var blandt de pionerer, der udviklede det nye produkt. Francesco Moser slog 19. januar 1984 med 50,808 km  Eddy Merckx’ timerekord fra 1972 på 49,341 km.

Fire dage efter forbedrede Moser rekorden til 51,151 km. Merckx’ rekordcykel i 1972 vejede 6,9 kg, Mosers cykel i 1984 var 1,9 kg tungere. Det var aerodynamikken, ikke vægten, der gjorde forskellen.

Jeg erindrer, at i mange år var en tid på under fem minutter for 4 km en sensation på Ordrupbanen. Da pladehjulet var blevet ’hvermandseje’, kunne snart de første ti ryttere på Ordrupbanen køre et pænt stykke under fem minutter.

Udviklingen fortsatte med skrårammer og små hjul - og nye ekstremer kom til med skotten Graeme Obree’s ’vaskemaskine-cykel’, superman-styr etc. UCI greb ind på et tidspunkt og prøvede at skrue tiden tilbage - med det resultat, at det i dag er svært at erindre, hvem der egentlig er indehaver af cykelsportens fornemste rekord: Den upacede timerekord.

Denne uge er temauge i Feltet.dk's udstyrssektion - hele ugen handler det om banecykling. I mandags beskrev vi banecyklen, og i løbet af ugen har vi testet forskellige banecykler samt bragt andre artikler, som gør dig klogere på banecykling.