Klumme: Cykelguderne tilgiver deres yndling!

nullHvilket løb. Verdensmesteren kørte med al den karisma og elegance, som trøjen kræver, og Cykelguderne måtte lægge deres antipati bort. Roen er blevet genoprettet i Pantheon og et samlet forbund af guder kan igen støtte op om verdensmesteren. Kun cykelguden Uthur, som administrerer regnbuetrøjens forbandelse, har svært ved at forlige sig med den nye situation.

Personen, der på disse linier er blevet kaldt TommyBoy, skal derfor fremover blive kaldt ved sit rette navn.

Mr. Data - make it so.

Tom Boonen vandt Flandern Rundt på en blanding af over- og mindreværd hos sine konkurrenter. Da Hoste og Boonen kørte væk, sad der stadig seks toptrænede atleter med glatbarberede ben og state of the art-carbonfiber rammer i forfølgergruppen (Bettini og Hincapie undtaget). Rent matematisk kan det alt andet lige ikke lade sig gøre for to mand at køre fra seks.

Men alligevel så vi det ske. I mål havde Boonen og Hoste et forspring på 1:17 til forfølgerne. Det var mangel på samarbejde i forfølgergruppen, der gjorde, at seks veltrænede mænd i deres bedste alder ikke kunne indhente de to udbrydere. Vægten af seks toptrimmede egoer var for meget at slæbe med, til at de kunne lukke hullet.

Hoste stak fra gruppen, fordi den havde opnået det, man indenfor fysik kalder en "kritisk masse". Den kritiske masse er det punkt, hvor et radioaktivt stof er samlet i så stor en mængde, så det bliver ustabilt og kan eksplodere. I cykelsport opstår en kritisk masse, når en gruppe af ryttere er vokset for stor til at kunne arbejde sammen. Om det så var Leif Hostes genialitet, eller en sammenstilling af tilfældigheder (ruten, dagsformen eller en pludselig indskydelse), der fik ham til at køre, var svært at se.

Det var til gengæld ikke svært at se, at Hoste ikke havde nogen plan for, hvordan han skulle slå Boonen. Alligevel fortsatte han ufortrødent. Det var klart, at han ikke ville kunne slå Boonen i en spurt, og 10 kilometer fra mål blev det også klart, at de ikke ville blive hentet af forfølgerne, så hvorfor blev han ved med at tage føringer?

For at slå Boonen skal man komme væk fra ham ude på ruten. Men det gjorde Hoste ikke. Hvorfor blev han ved med at tage føringer? Han prøvede ikke engang at komme væk. Hvorfor blev han ved med at tage føringer? Hoste havde i forvejen en andenplads fra Flandern Rundt 2004. Ved at komme i mål med Boonen var han garanteret at gentage den plads uden chance for avancement. Hvorfor blev han ved med at tage føringer?

Hvis jeg skulle blive ramt af en hyper-akut sygdom, der vil slå mig ihjel inden morgen, garanterer jeg, at mine sidste ord bliver noget i retning af; hvorfor blev han ved med at tage føringer? Jeg fatter det simpelthen ikke. Det er den slags ting, der kan fylde i min verden. Jeg kan simpelthen ikke finde nogen forklaring, og det rider mig som en mare (note til Dansk Sprogselskab; næste gang, der bliver uddelt legater til tekstforfattere, som prøver at genoplive det danske sprog, så husk lige mig!).

Hoste fortjener anerkendelse for at skabe det afgørende udbrud, og Boonen havde nok vundet under alle omstændigheder. Men jeg ville gerne have set Hoste gøre et forsøg på at vinde. Bare noget der så ud, som om han havde lyst til at vinde. Han gjorde intet i den retning. Var tilfreds med at slutte på podiet. Det var dårligt. Dårligt for løbet. Dårligt for tilskuerne. Dårligt for Boonen. Dårligt for alle.

Boonens sejr -velfortjent og ærligt vundet- vil altid have den lille skønhedsplet, at den blev vundet mod et felt af ryttere, der hellere ville undgå at tabe ansigt end prøve at vinde (det samme kan forøvrigt siges om alle Armstrongs sejre i Tour de France).

Prøv at se på Boonen. Han er det stik modsatte. Han er mere opsat på at prøve at vinde, end han er bange for at tabe ansigt. Det er derfor, Boonen er så imponerende. Det er hans storhed. Det er derfor, alle elsker ham. Selvfølgelig er det også nemmere at have den indstilling, når han allerede har vundet ti løb i denne sæson.

I Dwars door Vlaanderen ('På tværs af Flandern') forcerede Tom Boonen på de fleste brostensstigninger - og tabte. I Flandern Rundt forcerede Tom Boonen på de fleste brostensstigninger - og vandt (se analyse nedenunder).

Endnu en grund til ikke at læse overskrifter
En artikel i Politiken havde for nylig overskriften "TV 2-vært går efter dårlige seertal"

Vi har fundet Jørn Maders arvtager
Med tyve kilometer til mål af Flandern Rundt og en Boonen-sejr så godt som sikker, kom TV 2-kommentator, Thomas Kristensen, med et tilbageblik på Boonens karriere.
- han kørte jo for U.S. Postal, men de kunne ikke se det store lys i ham, så derfor lod de ham smutte til Quick Step.

Det er godt, at Thomas Kristensen informerer seerne om rytternes baggrund. Det er det, han er der for, og for det meste gør han et rigtig flot arbejde. Men for at kunne informere om rytternes historie er det selvfølgelig en fordel at kende den historie.

U.S. Postal var helt vilde med Tom Boonen. Når han forlod holdet efter sit første år, var det, fordi Patrick Lefevre gav ham et tilbud, han ikke kunne afslå. Hvilken belgisk klassiker-rytter ville ikke have lyst til at lære faget fra ”Den Største”, Johan Museeuw? Det medførte et længerevarende skænderi mellem Lefevre og Johan Bruynell, der første blev afsluttet i begyndelsen af december 2002, hvor Boonen blev købt fri af sin kontrakt.

Problemet var, at Tom Boonen indgik i holdets bestræbelser på at tilfredsstille den belgiske undersponsor Berry-Floor, der var interesseret i at optrappe sponsoratet (personligt har jeg altid været overbevist om, at satsningen på belgiske ryttere var et led i bestræbelserne på at tilegne sig verdens længste, mest ulogiske og uudtalelige holdnavn; "United States Postal Service presented by Berry Floor").

Efter Boonens exit stod Bruynell med et ønske om at optrappe støtten fra den belgiske undersponsor og et hold uden nævneværdige belgiske ryttere. Som Leif Hoste og Stijn Devolder har vist i år, var det ikke en vedvarende situation.

Behøver jeg slutte af med at påpege det selvindlysende faktum, at min løn udgør mindre end en promille af, hvad Thomas Kristensen tjener hos TV 2?

Samme taktik - forskelligt resultat!

På Tværs af Flandern
84 km fra mål; Boonen splitter feltet på Eikenberg
68 km fra mål; Boonen følger med, da Geert Steegmans stikker. De bliver hurtigt hentet.
65 km fra mål; Boonen kører alene.
36 km fra mål; Boonen angriber på en stigning og får holdkammeraten Kevin van Impe med
5,5 km fra mål; Boonen bliver sat.

Flandern Rundt
113 km fra mål; Boonen splitter feltet på Moolenberg
74 km til mål; Boonen splitter feltet på Koppenberg
32 km til mål; Hoste angriber på Valkenberg og Boonen følger med

Med undtagelse af kilometerangivelserne, er der tale om akkurat den samme taktik. I det første løb var det ikke smart. Ugen efter var det den helt rigtige taktik.

Forskellen på de to løb var, at i det første sad en udbrydergruppe med et stort forspring. Stemningen i feltet var, at gruppen skulle hentes, før nogen var interesserede i at køre efter sejren. Boonens gentagne ryk skabte derfor ikke den forfølgergruppe, der var nødvendig til at indhente udbryderne. Men resulterede bare i kaos og splittelse.

Ved det sidste angreb forlod han en forfølgergruppe med fire holdkammerater, der var klare til at køre sig selv helt i smadder for at lukke hullet. Han var ikke stærk nok til at køre alene, og derfor nåede gruppen med Peter van Petegem op. Dette neutraliserede løbet nok til, at Frederik Veuchelen kunne holde til mål og vinde en overraskende sejr. I spurten var Boonen så tappet af alle de skønne spildte kræfter, så han sluttede på en femteplads. Og Cykelguderne frydede sig afsides i Pantheon.

Udbryderne nåede aldrig op på et faretruende forspring i Flandern Rundt, og derfor var løbet hel tiden åbent. Boonens angreb havde derfor større sandsynlighed for at få tilslutning af en gruppe. Flandern Rundt er et meget større end 'På Tværs af Flandern' (omkredsen af en cirkel er, som vi ved fra matematikken, lig med diameteren gange phi). Men der er også større præstige ved at vinde Flandern Rundt, og derfor er der langt større kamp om positionerne.

Boonens beslutning om at tage føringen på stigningerne, var derfor ikke en ødselhed med kræfter men en velovervejet beslutning om at undgå at blive holdt tilbage af et styrt eller blive indblandet i et. Derfor virkede det ikke på tværs, men Hele Vejen Rundt!

Og Cykelguderne blev tavse i beundring!

Opsummerings-haiku

Boonen er igen
Cykelgudernes yndling;
farvel TommyBoy!