Man bliver mere og mere i tvivl, men i det konkrete tilfælde synes jeg efterhånden, at lugten fra den kyniske pengemaskine er ved at være ligeså slem, som den pt. er hjemme i køleskabet efter at ha’ været alene med ungerne i 14 dage, fordi konen er i Californien.
Hvor kommer Jef D'honts bog fra? Og hvorfor kommer den netop nu? Det er måske en overvejelse værd, og de belgiske medier og cykelsites giver rig mulighed for at grave sig gennem tonsvis af materiale, som man naturligvis skal vurdere nøje, inden man beslutter sig for at citere dem, og måske blåstemple deres troværdighed. Men lad os alligevel gøre forsøget.
Historien kunne fx starte der, hvor den belgiske senator Jean-Marie Dedecker på TV afslører, at han er vidende om en række belgiske topryttere, der alle har været i Italien for at gennemgå en større dopingbehandling. Navnet Tom Boonen bliver på ingen måde nævnt meeeeen …! Umiddelbart herefter begynder den belgiske senator i politiske kredse at berette om et manuskript, som er i hans besiddelse, der vil trække tæppet væk under alle dopingsynderne og fremlægge sandheden, så enhver kan se, hvilke ynkelige snydere og bedragere cykelmiljøet består af.
Breaking news fra Het Laatste Nieuws
Der er sket mange ting siden. Ikke mindst avisen Het Laatste Nieuws’ direkte forsideanklage mod holdmanager Patrick Lefevere, der blev beskyldt for konsekvent at have arbejdet med doping i 30 år. Han blev også beskyldt for at have brugt doping selv i sin korte karriere som aktiv rytter. Den anklagende pegefinger bag netop denne påstand kom fra en gammel holdkammerat, der næppe kan betegnes som et troværdigt karaktervidne, idet den psykisk syge mand på dette tidspunkt stod under anklage for mordforsøg – for øvrigt for tredje gang. Og – resten af kilderne til Het Laatste Nieuws og journalist Maarten Michielssens mange anklagende historier – var anonyme. Blandt andet en nuværende Quickstep rytter samt en lang række ”personer fra cykelmiljøet”. Og da senator Dedecker også offentligt stillede op som skarp Lefevere-kritiker, så var de to i hvert fald færdige med at mødes nede på hjørnet til en enkelt Westmalle trippel.
Det viser sig nu, at Jef D'hont var én af de anonyme kilder bag historierne i Het Laatste Nieuws. Det kunne man den 1. maj læse i Sportwereld, som jeg i hvert fald ikke har kunnet gribe i uvederhæftige påstande nogensinde. Det viser sig samtidig også, at det manuskript, som den gode senator havde spøgt med i de politiske kulisser, var Jef D'honts bog. Og det er jo – set ud fra et forlæggersynspunkt - ikke det mest gunstige tidspunkt at kaste en kontroversiel ”nu hiver vi alt det beskidte vasketøj frem-bog” ud på markedet, så længe folk kan læse det hele i avisen.
Derfor lagde Jef D'hont, senator Dedecker og forlaget bogen på is et stykke tid. Og der blev arbejdet på at forbedre og stramme op. Og det var der god grund til, siger forlægger André Van Halewyck til Sportwereld:
”Vi er blevet meget forsigtige. Nuancerne forandrer sig. I stedet for hvidt og sort, er det hele blevet mere gråt”.
Jean-Marie Dedecker kalder dog en spade for en spade: ”Vi har simpelthen strøget nogle afsnit, der handler om Rudy Pevenage og José De Cauwer (nuværende belgisk landstræner)”.
De ovennævnte afsnit blev strøget af Dedeckers søn, der er advokat, og som havde gennemgået bogen for at sikre, at den var juridisk vandtæt. Også forlæggeren André Van Halewyck er en forsigtig mand, der utvivlsomt har skævet kraftigt til det sagsanlæg på ca. 150 millioner kr. som Lefevere har anlagt mod Het Laatste Nieuws. Han har sørget for, at forlaget er blevet forsikret mod netop den slags erstatningssager hos det internationale forsikringsselskab AIG. Kun i USA har det ikke været muligt at opnå forsikringsdækning – så det er nok tvivlsomt om der kommer en amerikansk udgave.
Vi vil se forfatteren
Lad os være ærlige. Når fx en cykelrytter skal skrive sine memoirer, så hyrer han en ghostwriter. Som Jesper Skibby gjorde med Brian Askvig. Og det er da fuld forståeligt. Når man har tilbragt det meste af dagen på en cykel i sammenlagt måske 30 år, så er det begrænset hvor meget erfaring man kan have fået med, at pennen er stærkere end sværdet. Og jeg vil gætte på, at nøjagtig det samme gør sig gældende for soigneurs. Så Jef D'hont er næppe forfatteren eller i hvert fald ikke alene-forfatter. Og selv om Jean-Marie Dedecker vist nok også har bidraget, så må der stadigvæk gemme sig et spøgelse mellem siderne.
Det er ikke nogen hemmelighed, at journalist Maarten Michielssens fra Het Laatste Nieuws (der var han sørme igen!) har medvirket. Men her siger forlægger Van Halewyck til Gazet van Antwerpen: ”Journalisten hjalp kun i begyndelsen med at tjekke nogle ting. Derefter havde han ikke ret meget med bogen at gøre.”
Vi lader lige sætningen stå lidt.
Hævn over Goodefrot?
”Memoires van een wielerverzorger” skulle være udkommet den 27. marts men blev på grund af det dårlige udgivelsesmiljø og behovet for de nævnte forbedringer og opstramninger samt arbejdet med at få bogen forsikret mod erstatningskrav, forsinket godt en måned. Mediekampagnen (læs: Salgskampagnen) blev lagt i trygge hænder hos det tyske magasin Der Spiegel.
I slutningen af april 2007 kom den første artikel. ”Massør anklager Team Telekom for systematisk doping”. Og minsandten om ikke også Der Spiegel kunne bringe uddrag af bogen. Og det kunne de gøre, fordi de havde fået materialet mange uger i forvejen af det belgiske forlag. ”Så det hele kunne nå blive ordentligt oversat”, som forlægger Van Halewyck forklarer.
Det var måske ikke helt tilfældigt, at det var Der Spiegel, der fik lov til at skyde kanonen af. Magasinet slikkede nemlig stadig sårene efter en historie, det havde bragt i 1999, hvor en journalist havde arbejdet to år på at grave skidt frem om daværende holdmanager hos Team Telekom Walther Goodefrot, der skulle vise, at holdet var gennemsyret af doping. Da historien blev publiceret, lagde Goodefrot straks sag an. Han vandt en klar sejr i retssalen, og Der Spiegel måtte trække følehornene til sig og bukke og skrabe. Og det er bestemt ikke noget Der Spiegel synes om. Og som man siger på Sicilien, så er hævn en ret, der smager bedst, når den er kold.
Ikke et ord om Lefevere
På den pressekonference, hvor Jef D'hont lancerede sin bog, blev der snakket om doping generelt og om Telekom og Festina specifikt. Men hvad med Quickstep og Patrick Lefevere, der kort tid forinden var blevet hængt ud for at have arbejde med doping gennem 30 år?
Ikke et ondt ord fra Jef D'hont om Lefevere: ”Jeg har aldrig arbejdet med Lefevere, så det har jeg svært ved at sige noget om. Jeg formoder, at det foregik på stort set alle hold. Men jeg kan ikke sige det med sikkerhed”.
Igen har hans ”medforfatter”, senator Jean-Marie Dedecker, ikke uld i munden: ”Jef har stof til endnu en bog”, sagde han til Sportwereld.
Skruen uden ende
Så måske kommer der endnu en bog fra den nu pensionerede soigneur. Og den skal sikkert – i lighed med den første – smøre og massere alderdommen for Jef D'hont, som han selv i sin tid smurte og masserede de værkende lårbasser på ørnen fra Herning.
Kunne han have ret? I princippet ja. Men han har ikke skyggen af et bevis og har selv indrømmet, at alt, hvad han måttet have haft af beviser, havde han ødelagt, da han i slutningen af 90’erne blev bange for selv at få røven på kogepladen.
Og det er vel egentlig pointen. Uanset om det drejer sig om ”Memoires van een wielerverzorger”af en pensioneret belgisk massør – eller “LA Confidential: The Secrets of Lance Armstrong” af David Walsh og Pierre Ballester, der udkom i juni 2004 – så lugter det kraftigt af kynisk pengemaskine, og forfatterne kan bare stort set ustraffede blive ved med skrue rene indicier sammen som legoklodser, fremføre halvkvalte viser fra anonyme kilder, komme med ufunderede påstande om ting, der måske, eventuelt, muligvis har fundet sted for 10 år siden – og læne sig tilbage i strandstolene på Rivieraen.
Samtidig er det overladt til deres ofre at modbevise påstandene. Og den slags bevisførelse er uhyggelig svær. Og for øvrigt i eklatant modstrid med gældende retspraksis. Men hvem snakker om retfærdighed for de allerede dømte?
Igen: Man er uskyldig til det modsatte er bevist. Det er blevet sagt og skrevet et utal af gange i denne kontekst. Men tilsyneladende fuldstændig uden, at nogen gider reflektere over det. Men cykelmiljøet må, kan og skal ikke sætte sig ud over loven. Og vi må ikke lade pøbelvælde og gadeparlamentarikere få overtaget.
Hvem skød Kennedy i 1963 i Dallas, Texas? Eller Oluf Palme en kold februaraften i Stokholm 1986? Var det cubanerne, CIA, den tyrkiske organisation PKK, frimurerne eller 17 ophidsede dagplejemødre fra Brønshøj? Vi får det sandsynligvis aldrig at vide. Vi får sikkert heller aldrig at vide, om Bjarne Riis har haft fingrene nede i dyppelsen, men så længe der ikke foreligger håndfaste beviser, så er manden uskyldig som nyfalden sne.
Derfor et det godt at se, at der dog er demokratiske kræfter, der iler ham til hjælp som fx UCI formand Pat McQuaid, der hellere ser, at der fokuseres på det positive arbejde Bjarne Riis er i gang med. Også i forbindelse med kampen mod doping. Og jeg kan godt forstå, at Bjarne Riis ikke gider kommentere sagen.
Han har vigtigere ting at foretage sig. Og det synes jeg, han burde have ro til at koncentrere sig om.
Log ind med Facebook!