Klumme: Sjælland Rundt

Cykelsporten står i øjeblikket i både dopingens og Tour de Frances tegn, og det er svært at forestille sig, at der sker meget andet, siden at disse begivenheder tager al spalteplads i medierne. Men det er også den tid på året, hvor en række danske motionsløb bliver afviklet, og lørdag morgen stod jeg på startstregen i min team feltet.dk-trøje til Danmarks måske mest kendte motionsløb Sjælland Rundt.

Man kunne sikkert finde på mere fornuftige ting at bruge sin lørdag på for umiddelbart lyder 300 kilometer i en sadel ikke særlig tillokkende og særligt ikke, når vejrudsigten havde lovet en god portion regn i løbet af dagen. På den anden side var deltagergebyret betalt og for ikke at gå glip at den mindre investering, det er at deltage i løbet, så måtte jeg op kl. 4:45 for at nå toget mod Køge.

Det startede skidt. For det første fordi hverken jeg eller mine to følgesvende Jonas og Stefan havde formået at læse DSBs køreplan helt korrekt, men også fordi selv samme selskab ”belønnede” os med 25 minutters ventetid uden for Vallensbæk station. Da tidsplanen i forvejen havde været en smule presset, var dette ensbetydende med en meget forsinket start og så hjalp det ikke synderlig med tre punkteringer inden for de første ti kilometer.

Vi lå derfor alene og alle mine planer om en blid transport rundt på øen, mens andre tog vinden på næsen, havde lidt skibbrud. Vi besluttede at give den fuld gas fra start for derved forhåbentlig på et tidspunkt at indhente nogle vi kunne danne en gruppe med. Det hårde tempo gjorde, at vi snart fløj forbi flere at de noget langsommere deltagere, men også at samarbejdet i vores tremandsgruppe led kvaler, idet ikke alle havde det lige godt med farten.

Af hensyn til den lidende part blev vi til sidst enige om, at vi først og fremmest var med i løbet for hyggens skyld og at vi ikke på nuværende tidspunkt ville efterlade nogen bagude. Det betød desværre også flere føringer til undertegnede, hvilket bestemt ikke var det jeg havde mest lyst til efter blot 70 kilometer.

Faktisk var det først efter det tredje depot efter omkring 150 kilometer, at vi begyndte at finde ryttere vi kunne samarbejde med og det var omkring det samme tidspunkt at himlen begyndte at åbne sig i et omfang, der ikke er set siden syndfloden. Fuldstændig gennemblødte og rystende af kulde begyndte rytterne at gruppere sig ude på vejen, både for at spare energi, men også for at kunne blive motiveret til at fortsætte af andre der havde det på samme måde.

På det tidspunkt er Sjælland Rundt i forvejen en psykisk kamp mod én selv, hvor man konstant skal overbevise kroppen om at fortsætte, når det eneste den tænker på, er et fjernsyn og en skål slik. Læg dertil utallige liter koldt vand i hovedet og den indre kamp bliver endnu mere udtalt. Med 150 kilometer til mål er det stadig så langt, at det føles en smule uoverskueligt at holde hele vejen til mål og jeg begyndte efterhånden at sætte pris på selv den mindste ting, der kunne fjerne tankerne fra regnen og kilometertælleren, der var begyndt at tælle langsommere og langsommere.

Den ene af mine følgesvende havde på det tidspunkt sagt farvel til os, hvilket var fuldstændig retfærdigt, idet han de sidste 50 kilometer havde ageret mere eller mindre enmandshær. Jeg havde affundet mig med tanken om at i år ikke skulle dreje sig om tiden, men derimod det at gennemføre i sig selv.

Motivationen finder du overalt, og det er ikke nødvendigvis af den positive slags. Mine bedste stunder fik jeg, når jeg overhalede ryttere, der havde det endnu værre end jeg selv, ryttere som ikke kunne rejse sig op og give den en ekstra skalle for at holde mit baghjul. På trods af det hårde udlæg virkede det efterhånden som om, at jeg havde gang i en meget fornuftig disposition af mine kræfter, hvilket ikke kan siges om alle på vejen.

Jeg havde på forhånd fået fortalt at depotet ved Svebølle efter 213 kilometer var det afgørende punkt. Kunne man nå frem til dette med blot et minimum af overskud, så ville de sidste 87 kilometer kunne køres på ren vilje. Mit knæ havde dog ikke hørt det samme og kulden havde ikke bidraget med noget positivt, så det gjorde efterhånden meget ondt.

Ved depotet blev jeg også samlet med mine medsammensvorne fra morgenstunden og det gav lidt humør at se nogle kendte ansigter, men da den ene blev ramt af en punktering med cirka 60 kilometer igen sagde jeg farvel og tak, og det var det sidste jeg så til dem denne dag. Til mit eget forsvar for denne ellers noget usympatiske handling skal det siges, at grunden ikke var personlige ambitioner om rekordtid, men derimod at knæet værkede så meget, at der ikke var andet at gøre end at holde det i gang hele tiden.

Jeg lå derfor alene igen og kørte forbi en lang række ryttere, indtil jeg fik øje på Brian Holm, et syn, der nærmest reddede min dag. Jeg havde nemlig læst på lektien hjemmefra og vidste, at han kørte for et stramt organiseret Politiken-mandskab, hvis fornemste pligt det var at få folk som Rasmus Bech og Henrik Sass Larsen helskindet gennem løbet. Hvis de kunne følge kunne jeg også og endelig, efter 250 kilometer, lykkedes det mig at finde en gruppe, der var villige til at tage al arbejdet i front, mens jeg ”bare” kunne lade mig glide med i gruppen og helt til målet i Køge.

Arrangementet var ikke uden fejl. Set i bakspejlet er det måske ikke så slemt, men i lørdags var jeg ved at gå amok over skiltningen, der særlig mod slutningen var meget upræcis. Fra ”20 kilometer til Køge”-skiltet var der faktisk 31 kilometer, hvilket kan give anledning til utallige indre dødstrusler eftersom lårene var begyndt at finde alternative smertekilder på steder det ellers ikke burde være muligt. Herudover var væsken under al kritik, alt smagte af ”Peach”, i hvert fald det, der ikke var fortyndet i en sådan grad, at både smagen og kulhydraterne var forsvundet. Bananer, energibarer og alt med ”Peach”-smag står hermed på min sorte liste over ting jeg absolut ikke orker at indtage, men mon ikke det ændrer sig, når det er kommet på afstand.

Jeg vil alligevel anbefale enhver motionist mindst én gang at gennemføre løbet. For mit vedkommende bar deltagelsen præg af et sidste desperat forsøg på at udøve en idrætsmæssig kraftpræstation inden det fyldte 30. år og følelsen af at lykkes med noget, der er de færreste forundt er unik. Det vigtigste er dog, at man bare møder en masse mennesker, der har den samme lidenskab som en selv, nemlig det at cykle.

I disse tider hvor historierne i aviserne handler om læger, kanyler og Euro, er det bekræftende at der også findes nogle, der bare gør det fordi de synes det er sjovt.

Startnummer 952:
Samlet tid: 11 timer, 5 minutter og 53 sekunder (snit 27,04 km/t)
Effektiv tid: 9 timer, 32 minutter og 35 sekunder (snit 30,44 km/t)

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)