Kommentar: Kongen fik endelig sin krone

25.

Det må være det omtrentlige antal gange, jeg allerede nu enten har genset de afsluttende kilometer af eliteherrernes VM-løb eller hørt og genhørt en montage af flere forskellige spanske kommentatorers speak over den afsluttende spurt.

For ligesom de spanske kommentatorer oplevede jeg intet andet end enorm glæde samt en følelse af lettelse over, at tidernes måske største VM-rytter endelig fik sin regnbuetrøje.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Alejandro Valverde fik som bekendt endelig brudt sin VM-forbandelse i Innsbruck i søndags og skrev sig samtidig ind i historien som den næstældste verdensmester nogensinde efter seks gange tidligere enten at have vundet sølv eller bronze.

Længe undervejs

Valverdes flirt med VM-titlen startede helt tilbage i 2003. Dengang gik jeg i femte klasse, og det var - som jeg husker det - første gang, jeg lagde mærke til ham. Det var selvfølgelig ikke tilfældet for den del af befolkningen, der ikke var underlagt deres forældres beslutning om ikke at have TV2 Zulu, og som dermed havde bevidnet Valverde udfolde sig i Vuelta a España, hvor han var blevet nummer tre samlet og blandt andet tog en legendarisk sejr på La Pandera.

Valverde er således en af de efterhånden forsvindende få ryttere i det nutidige felt, der har prøvet at vinde et professionelt løb uden hjelm, og i den canadiske by Hamilton fik han sin første sølvmedalje til et VM bag landsmanden Igor Astarloa, der kørte alene hjem efter at have angrebet fra en selektiv gruppe. Valverde tog sølvmedaljen bag ham og har for ikke længe siden beskrevet den dag som den største i karrieren på trods af den manglende personlige sejr.

Siden gik det slag i slag. I 2004 kørte han spurten for Óscar Freire og blev nummer seks. I 2005 måtte han strække gevær over for Tom Boonen på hjemmebanen i Madrid og fik sin anden sølvmedalje. I 2006 blev det til bronze, da Samuel Sánchez rev en lille gruppe fri på sidste kilometer af løbet i Salzburg ved at vise overlegen svingteknik. Desværre havde Valverde ikke forstået at vælge et optimalt gear, så han kom helt til kort, da Paolo Bettini og Erik Zabel udkæmpede deres duel, som faldt ud til italienerens fordel, der i den forbindelse vandt sit første VM-guld af to i træk.

Herefter fulgte nogle år, hvor Valverde ikke var i nærheden af det forjættede VM-guld, og hvor overskrifterne indeholdende hans navn var af langt mere negativ karakter, kulminerende med globaliseringen af hans karantæne mod at køre i Italien i maj 2010.

I 2012 vendte han tilbage med brask og bram og lignede en rytter, der ville have kunnet følge Philippe Gilberts antrit på Cauberg, hvis ikke han havde siddet håbløst positioneret i bunden af stigningen. Året efter leverede han til gengæld århundredets VM-fuck-up - undskyld mit franske - da han på uforklarlig og uforglemmelig vis lod Rui Costa køre fra sig, så portugiseren kunne indhente Joaquim Rodríguez og lade Spanien frustreres over sølv og bronze i et løb, de skulle have vundet.

I 2014 fik han sin fjerde bronzemedalje uden for alvor at være tæt på guldet, og siden har ruterne ikke passet ham, hvilket dog ikke forhindrede ham i at blive nummer fem i 2015.

En polariserende herre

Før jeg når til beskrivelsen af min oplevelse af det nyligt overståede VM-linjeløb vil jeg lige igen dvæle ved fortiden. For hvorfor glædedes jeg sådan over sejren til en rytter, som en vis portion af cykelbetragtere ønsker hen, hvor peberet gror grundet hans involvering i Operación Puerto og efterfølgende totale mangel på tilkendegivelse af beklagelse herover eller hans tendens til altid at køre ultra-konservativt og defensivt i de største løb?

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Min kærlighedshistorie med Alejandro Valverde tog sin begyndelse i sommeren 2005. For syvende gang i træk tilbragte jeg sommeren med at se Lance Armstrong feje al modstand til side, men på den første reelle bjergetape blev han overgået af en spanier, der for første gang prøvede kræfter med sportens største løb.

Helt ung var han ikke, men som en 25-årig debutant var han stadig en ubekendt i Tour-sammenhæng, og da han overspurtede Armstrong på toppen af Courchevel mente mange af de såkaldte cykeleksperter, at Armstrong havde givet ham sejren, ligesom han tidligere havde gjort til Ivan Basso og Marco Pantani ved lignende lejligheder.

Det faldt mig for brystet, for det var åbenlyst for enhver med et minimalt kendskab til Valverde, at han nærmest var uovervindelig, når han kom til mål sammen med andre bjergryttere - et forhold, der den dag i dag stadig i allerhøjeste grad gør sig gældende. Senere måtte han udgå af løbet på grund af en knæskade, men med etapesejren på Courchevel, hvor han tog al min opmærksomhed, selvom Michael Rasmussen også kørte fremragende, var han allerede dengang blevet min favorit.

Året efter var han faktisk den største forhåndsfavorit til Touren, da favoritfeltet fik et alvorligt skud for boven på grund af Operación Puerto, som var skyld i, at hverken Jan Ullrich, Ivan Basso, Alexandre Vinokourov, Óscar Sevilla, Joseba Beloki eller Francisco Mancebo kunne stille til start. Men Valverde fik ingen gavn af det overhovedet, for allerede på tredjedagen styrtede han og slog sin ankel så slemt, at han måtte udgå, hvormed begyndelsen på en lang lidelseshistorie i forbindelse med Tour de France for alvor tog fart.

Valverdes excellence blev ved med at betage mig, som årene gik. Hans enorme bundniveau, der alle dage har gjort ham konkurrencedygtig fra januar til oktober er uforlignelig. Hans livsfarlige spurt kombineret med klatreevner i verdensklasse gør ham til en af historiens bedste ryttere, og ud fra en æstetisk betragtning er han en af de flotteste ryttere i feltet med sin altid elegante stil; han får det ganske enkelt til at se let ud at smadre alle konkurrenterne i en opadgående afslutning.

Forkærlighed for ryttere er altid en svær ting at forklare og retfærdiggøre. Jeg var fan af Valverde før han blev impliceret i Operación Puerto, mens CONI kørte deres sager mod ham, og også da han havde karantæne, hvor jeg længedes efter at se ham tilbage i feltet. Moralsk forkasteligt af mig? Måske. På den anden side gjorde han sandsynligvis blot det, der skulle til for at begå sig på topniveau i 2000’erne. Fortæller jeg mig selv. Ifølge Valverde har han intet galt gjort, han nægter at undskylde for noget, og han har endda sagt, at det hele har været en stor konspiration mod ham.

Det er imidlertid svært at tro på, men hvis han var født 6-7 år senere, havde han måske aldrig haft behov for at begå ulovligheder. Hvis ellers nutidens felt er så rent, som vi går og fortæller os selv. For mon ikke det faktum, at så mange topryttere var dopede i 1990’erne og 2000’erne skal ses som et resultat af den på daværende tidspunkt fremherskende kultur i stedet for at forklares ved, at den tids topryttere alle var nogle uopdragne skurke med slet moral?

Vellidt i feltet

Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, og derfor fortsætter jeg med at begejstres over min barndoms helts vedvarende succes. Blandt de øvrige professionelle synes Valverde også at nyde enorm respekt, hvilket med al ønskelig tydelighed blev eksemplificeret, da Peter Sagan i egen høje person overrakte ham guldmedaljen.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Valverde fremstår da også som en helt og holdent sympatisk fyr - hvem husker eksempelvis ikke, hvordan han var lige ved at smide den samlede sejr i Critérium du Dauphiné væk i 2009, fordi han ville give etapesejren på Mont Ventoux til Syłwester Szmyd, selvom denne lige måtte stoppe sin kørsel for at kaste op over udsigten til at få sin første professionelle sejr? Eller da han rørt til tårer efter at have vundet Liège-Bastogne-Liège for fjerde gang donerede alle sine præmiepenge til den nyligt afdøde Michele Scarponis efterladte?

Hans kærlighed til sporten synes også at være grænseløs, for de færreste ville vel have fortænkt ham i at stoppe karrieren, da han sidste år gled i et sving på åbningsetapen af Tour de France og ødelagde sin knæskal som 37-årig. Selv Valverde troede, det var enden på karrieren, da han så knæet, mens han lå på den tyske asfalt. Da lægerne fortalte ham, at de godt ville kunne reparere skaderne, besluttede han sig imidlertid for at gøre alt, der stod i hans magt for at vende tilbage.

Lægerne, der samarbejdede med ham i forbindelse med genoptræningen, var ved at falde på halen over den dedikation og ildhu han lagde for dagen i sine genoptræningssessioner, der i alt strakte sig over op mod 10 timer dagligt, og fliden belønnede sig, da han blot tre måneder senere atter var at finde på landevejene. Det var sågar kun en tilbageholdende Eusebio Unzué, der besluttede, at Valverde ikke skulle gøre comeback allerede i Milano-Torino sidste oktober.

Comebacket fandt i stedet sted i januar, og med en øjeblikkelig tilbagevenden til den absolutte top af sporten bekræftede han flere ting: hans, selv for ham, uhørt høje 2017-niveau så ud til at kunne genfindes; hans bundniveau var fortsat tårnhøjt; og det fortsatte niveau bekræftede også for mig, at han for anden gang i karrieren var styrtet ud af en Tour, han faktisk kunne have vundet. Et blik på ruten i 2017 og udviklingen af løbet har gjort mig overbevist om, at Valverde kunne være endt på det øverste trin på podiet i Paris.

Ingen lange bjergetaper, kun en målstigning over 2000 meters højde og et generelt relativt svagt topniveau hos Chris Froome rimede perfekt på Valverde, der havde været stærkeste mand i foråret 2017. Men styrtet forhindrede ham i at gå efter den Tour-sejr, der ville have chokeret cykelverdenen, og som ville have hævet ham til legendestatus på godt og ondt - selv blandt det ikke-spanske cykelpublikum.

Skatten for enden af regnbuen

Comebacket gav dog også en forhåbning om, at han kunne tage den VM-sejr, der i så lang tid havde været inden for rækkevidde, men som glippede gang på gang. Da ruten til 2018 for et par år siden blev offentliggjort, var jeg igen begyndt at drømme. Jeg tænkte, det nok var lige lovlig sent, men at Valverde her fik en sidste og ultimativ chance til endelig at få aben af sine skuldre.

Og gennem hele 2018 havde han sagt, at sæsonen var lagt an på at gå målrettet efter VM. Mod sin vilje blev han nærmest tvunget til at køre Tour de France som en af de tre amigos, og Vueltaen gik han heller ikke glip af. Da han var ved at vinde det løb, gik han dybt, og da han knækkede, troede jeg, at regnbue-drømmen bristede.

Han var jo helt færdig, men omvendt havde han før vist sin imponerende restitutionsevne. Og da dagen endelig oprandt, var han klar. Simon Yates, Adam Yates og Miguel Ángel López var alle kommet stærkt ud af Vueltaen, men de faldt som fluer, som omgangstælleren i Innsbruck talte opad. Vincenzo Nibali havde ikke fundet formen. Michał Kwiatkowski blev et offer for sin vanvidssæson. Wout Poels, Dan Martin og Bob Jungels - tre vindere af Liège-Bastogne-Liège - faldt fra simultant og i utide.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Men Valverde blev fremme. Og spanierne troede på ham. De kontrollerede løbet, for de vidste, at El Imbatido selv ville kunne kontrollere det på Höll-stigningen. UCI havde gået efter det spektakulære, men enhver med fornemmelse for udvikling af cykelløb ved, at en så stejl stigning i finalen af et cykelløb vil låse det og umuliggøre tidlige fremstøds succes. Præcis ligesom i Flèche Wallonne og Clásica San Sebastián ville det hele uundgåeligt blive afgjort på den sidste stigning.

Og spanierne havde en allieret i Frankrig. Og det forventede shoot-out mellem Valverde og Julian Alaphilippe så ud til at ville materialisere sig. Men Alaphilippe knækkede. Og ingen var i overtal. Romain Bardet var pludselig ene franskmand. Ingen kunne sætte hinanden, selvom Michael Woods gjorde et ihærdigt forsøg, og selvom Tom Dumoulin kom op til fronttrioen, var jeg lykkelig. For Valverde havde kontrol og ville vinde den VM-trøje, han så mange gange havde ladet undslippe sig.

Ingen angreb på den sidste kilometer, og El Bala skulle begå en af sine klassiske dumheder for at mislykkes, da de øvrige kombattanter bestemt ikke var i nærheden af at besidde hans spurtstyrke. Den var hjemme!

Og så gik mit hjerte i stå.

Valverde begik en dumhed.

En utilgivelig, unødvendig og uforklarlig dumhed.

Fra fronten åbnede han med 350 meter til mål.

350 meter!

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

For en mand, der så ofte har siddet i sådan en situation og tabt var det måske den store begivenheds pres, der slukkede for hans hjerne. Heldigvis slukkede den ikke for hans ben, og da Michael Woods krampede op, idet han var ved at udnytte det flotte leadout-arbejde, kostede det ikke sejren. Og så blev jeg ligeglad med dumheden igen. Så kunne jeg fejre den længe ventede kroning af en af sportens ubestridte konger, hvis glædesskrig efter endt arbejde var decideret kuldegysningsfremkaldende.

15 år skulle der gå før sølvmedaljen blev skiftet ud med guldet og regnbuetrøjen. I den periode har ryttere som Tom Boonen, Fabian Cancellara, Joaquim Rodríguez, Alberto Contador, Cadel Evans, Andy Schleck og Bradley Wiggins brudt igennem og siden stoppet karrieren igen.

Valverde bliver bare ved.

I næste weekend kan han gøre sin sæson perfekt med en sejr i Il Lombardia. Og næste år ser det endelig ud til, at han ikke bare vil dyppe foden i det vand, der er de flamske klassikere. For regnbuetrøjen skal også luftes i cyklingens hovedregion, og Valverde virker til endelig at ville prøve sig af i Flandern Rundt. Som er den næstsidste realistiske erobring, han mangler at tage.

Den sidste hedder Tokyo 2020. Til den tid vil den 40-årige spanske kaptajn sandsynligvis stadig være en favorit til et løb, der på nuværende tidspunkt ser ud til at kunne blive det sidste i karrieren.

Indholdet i denne analyse er skribentens personlige mening og ikke nødvendigvis et udtryk for Feltet.dks holdning.