Koppenberg: Helvede lige op i himlen

Koppenberg (kaldes sommetider også Steengat) ligger efter 181 kilometer, så der er stadig omkring 70-80 kilometer til målstregen. Og rytternes frygt er velbegrundet. Vanskeligheden ligger i stigningsgraden, der er 10,2 % i gennemsnit på de 620 meter. Og et enkelt sted med hele 22 %.

Det er ikke sjovt selv på asfalt. Men hvis vejbelægningen består af brosten, bliver det endnu værre. Og hvis brostenene oveni købet er våde og delvist dækkede af gammelt halvråddent efterårsløv, samtidig med at et talstærkt felt kæmper for at nå toppen først på den smalle vej - så kan man bedre forstå, at navnet Koppenberg kan få selv en erfaren professionel til at lægge vågen om natten i denne uge.

Koppenberg skal køres fra spids, hvis man vil ha’ en reel chance senere. Det ved Tom Boonen, der altid sørger for at ligge i minimum top 10 ved foden. Ét af de år Boonen vandt Ronde van Vlaanderen knækkede feltet simpelthen midtvejs op af Koppenberg, og når først rytterne begynder at stå af og trække cyklen, så blokerer de alle bag dem. Det er umuligt at komme på cyklen igen, før man når toppen. I mellemtiden er frontgruppen langt væk, og man ser dem aldrig mere: Tab momentet på Koppenberg - og tab løbet.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den skjulte vej

Koppenberg ligger ca. 5 kilometer syd for byen Oudenaarde, hvor Ronde van Vlaanderen museet er placeret. Navnet betyder ”Højen med hovederne”. Om det stammer fra brostenene, der på flamsk blandt meget andet kaldes ”kinderkopjes” dvs. børnehoveder, er uklart. Men vejen har ligger der i hundredevis af år, og startede som en sti, der er blevet passeret af tusindvis af fødder og hestevogne gennem tiderne. Nu er det i realiteten er brostensbelagt grøft, der i regnfulde tider danner en lille flod af vand og ildelugtende ensilage fra de omkringliggende landbrug.

I 1970 begyndte belgierne at renovere deres vejsystem, og det betød, at mange af de brostensbelagte veje ganske enkelt blev dækket af asfalt. Men på det tidspunkt blev Koppenberg kun sjældent brugt som en transportvej af bønderne, og den grove vejbelægning kombineret med den stejle stigning, betød, at Koppenberg efterhånden blev mindre og mindre befærdet. Vejen blev ganske enkelt glemt i landskabet og var kun kendt af de helt lokale beboere. Dermed undslap den også den grumme asfaltskæbne.

Den tidligere holdmanager fra Team Telekom, Walter Goodefroot vandt Ronde van Vlaanderen i 1968 og 1978, og han kendte Koppenberg, som han brugte som sin hemmelige træningsstigning. Men han holdt den for sig selv: ”Jeg ville ikke risikere, at nogen pludselig fandt på at inkludere den i et løb”, som han for ikke længe siden sagde til The Inner Ring.

Men i 1976 blev den vanskelige stigning pludselig kendt af den brede offentlighed. En indbygger i den nærliggende by Melden, fortalte arrangørerne af Ronde van Vlaanderen om Koppenberg, der omgående blev inkluderet i løbet, og så var det slut med hemmeligheden.

Skibbys Waterloo

I 1987 blev Koppenberg skueplads for et dramatisk skuespil med danske Jesper Skibby i hovedrollen. Efter et langt soloudbrud nåede en træt Skibby den berygtede stigning. Han gled på de dårligt lagte brosten og var lige ved at få benene kørt over af en efterfølgende løbskommissærvogn, hvilket fik arrangørerne til at trække Koppenberg ud af løbet året efter.

I 2002 var den med igen. Nu med delvist repareret brolægning, og flere steder var der malet ”Remember Skibby” på brostenene. Arrangørerne var dog ikke tilfredse med kommunens reparationsarbejde og strøg den af ruten, og først fire år senere, da store dele af bakken var blevet gennemrestaureret med håndhuggede italienske brosten, kom Koppenberg igen på Ronde van Vlaanderen-kortet og har været det lige siden.

Ud over at være et spændende og yderst dramatisk punkt i Ronde van Vlaanderen med masser af tilskuere langs den smalle bakkevej, så er Koppenberg også mål for tusindvis af cykelpilgrimme, der samtidig med et besøg på Centrum Ronde van Vlaanderen, triller de fem kilometer sydpå og tager deres eget skæbnemøde med den brostensbelagte bakke, hvor man efter 64 meters klatring fordelt på 620 meter kan stille sig på toppen og nyde udsigten over Flandern. Inden man kører tilbage til Oudenaarde og får sig en velfortjent fadøl.