Det havde uden tvivl været et syn af de helt store, hvis Linda Villumsen havde været til stede i Pressen i Politikens Hus, da DCUs formand Tom Lund kunne læse hendes navn højt som årets danske cykelrytter.
En tydeligvis uforberedt, overrasket og kort efter jublende glad Linda Villumsen lyttede med fra New Zealand, hvor hun hvert år tilbringer vintermånederne hos hendes ”anden familie”.
”Det er helt vildt. Arhh, jeg er helt mundlam...det må være det største, der er sket mig nogensinde,” lød det fra en nærmest forbløffet Linda Villumsen, der tydeligvis havde svært ved at finde det rigtige ordvalg.
”Jeg tror næsten, jeg skal ud og feste”, grinede hun videre.
Der var ikke tale om chokbølger, men overraskelsen blandt tilhørerne var alligevel tydelig, ikke mindst fordi vinderen af 16. etape og bjergtrøjen i Tour de France, Michael Rasmussen, havde fået flyttet hele arrangementet fra den planlagte 14. til 12. december, hvor han alligevel var i Danmark.
Alt det var Linda Villumsen tydeligvis fuldstændig ligeglad med. Hun jublede bare videre ”Down Under”, hvor det var blevet meget sent på aftenen.
”Det har været et helt fantastisk år - mere end jeg kunne drømme om. Det hele er faldet ud til min side,” lød det fra Villumsen, der i denne sæson har vundet både U23
EM i enkeltstart og La Route de
France Féminine, der i dag rangerer som kvindernes udgave af Tour de France, og i det hele taget har gjort sig positivt bemærket igennem sæsonen.
Brug for nye udfordringerLinda Villumsen er faktisk kun 21 år, og næste år fortsætter hun karrieren fra T-Mobile efter to sæsoner hos Buitenpoort-Flexpoint. Et nødvendigt skifte hvis man spørger den danske rytter.
”Jeg har haft nogle rigtige gode år hos Buitenpoort-Flexpoint, hvor jeg har lært en masse. Jeg har fået lov at køre en masse løb, både for mig selv og for andre, men jeg synes, det var vigtigt med et skifte. For mig egen motivation er det et godt valg. Det kunne jeg mærke, jeg havde brug for ikke mindst med henblik på fremtiden,” siger Villumsen.
Og netop fremtiden handler først og fremmest om
OL i Beijing i 2008, hvor Linda Villumsen tror på dansk succes. ”Helt sikkert. Det er nogle stærke piger, der er på vej frem, og vi er nogle stykker, der er allerede er godt med fremme.”
Nogen egentlig takketale blev det ikke til, men der var masser af overskud i den afsluttende kommentar, hvor Linda Villumsen ønskede: ”glædelig jul og godt nytår”.
Husk Feltet.dk Awards i morgenHusk Feltet.dk har Feltet.dk Awards i morgen aften, hvor du kan følge med fra kl. 20.00.