Den 25årige amerikanske rytter fra Crédit Agricole, Saul Raisin, er tilbage på cyklen igen og netop nu på træningslejr med sit franske hold. For ni måneder siden troede alle, han skulle dø.
Farten var omkring 60 kilometer i timen, da den talentfulde unge amerikaner den 4. april 2006 styrtede på 1.etape af Circuit de la Sarthe kun omkring 2 kilometer fra mål. Han ramte asfalten med hovedet først og blev bragt på det lokale hospital med en livstruende blødning i hjernen. 30 timer efter styrtet gik han i coma, og lægerne vurderede, at han var få minutter fra døden. Men efter to succesfulde operationer kunne han i maj transporteres til USA. I løbet af sommeren og efteråret begyndte han at løbe, svømme, køre på hometrainer og til sidst – starte på landevejen igen.
Det lokale hospital i Angers, som Saul Raisin blev bragt til efter styrtet, havde, heldigvis for ham, Frankrigs førende afdeling for hovedtraumer. Var han blevet indlagt andre steder, ville han sandsynligvis have været død.
Saul Raisin er nu tilbage i Frankrig og på træningslejr med Crédit Agricole. Og han er fuldstændig klar over, hvor heldig han har været. Planerne går i øjeblikket på et comeback måske til de amerikanske mesterskaber i september.
”Det er nu kun et spørgsmål om hvornår. Jeg sagde for sjov til holdmanager Roger Legeay, at jeg gerne ville køre Tour of California. Men pt. føler jeg mig kun på omkring 65 % af topformen, så jeg må nok hellere vente, til jeg nærmer mig de 100 %,” sagde Saul Raisin til Velonews.com.
Crédit Agricole holdet har, i forholdet til Saul Raisin, udvist stor menneskelighed og medfølelse. I modsætning til Cofidis, der droppede
Lance Armstrong med det samme, da han fik konstateret kræft, så har Crédit Agricole holdt Raisins kontrakt i hævd og betaler fortsat hans løn. Og Saul Raisin fremhæver da også støtten fra både holdledelse, personale og hans medryttere som en væsentlig medvirkende årsag til hans lange vej til helbredelse.
”Det her hold er fantastisk. De holdt fast i mig. De har vist hvilken stor klasse, de har”.
Nogenlunde samtidig med Saul Raisins planlagte comeback i september, udgiver han også en bog i samarbejde med Dave Shields, forfatteren bag ”The Race” og ”The Tour”.