I et nyt interview i dag i den belgiske avis Sportwereld forholder holdmanager Marc Sergeant fra Davitamon-Lotto mandskabet sig til den svære balance mellem cykelsportens etiske kodeks og samfundets almindelig retssikkerhedsopfattelse.
Forleden udtalte den nu frikendte colombianske rytter Santiago Botero (ex Phonak), at han kraftigt overvejede at lægge sag an mod sit tidligere hold og kræve økonomisk erstatning for uretmæssig suspendering. Og med den udvikling, der i de sidste dage har været inden for Operation Puerto sagen, hvor de lovede bevismaterialer fra de spanske myndigheder enten ikke er til stede – eller først vil blive udleveret tidligst i juni 2007, så ser det ud til, at det bliver mere end svært for de implicerede landes cykelforbund at få udarbejdet holdbare anklager endsige opnå domsfældelse i noget som helst tilfælde.
Skulle dette blive resultatet, kan man derfor med stor sikkerhed forvente en haglbyge af erstatningssager fra folk som fx Basso, Gutierrez, Ullrich og Sevilla for blot at nævne nogle få. Sker det, vil ProTour-holdenes opbakning til den etiske kodeks sandsynligvis forsvinde hurtigere end kælderkoldt smør på en rødglødende kogeplade og i samme takt, som millionerne forsvinder fra deres - og sponsorernes - bankkonti.
Med andre ord: Hvor længe kan man blive ved med at suspendere og afskedige ryttere – vel at mærke
uden konkrete beviser - blot fordi de nævnes som værende ”delagtige” i en potentiel sag?
Hvad med samfundets almindelige retssikkerhedspraksis?”Jeg er faktisk meget glad for, at jeg ikke har nogen ryttere, der er involveret i Operation Puerto”, siger Marc Sergeant. ”De implicerede holdmanagere suspenderede de ”nævnte” ryttere i sagen, og det var en modig beslutning. Men hvad med det juridiske aspekt? Der bliver jeg svar skyldig. Og nu skal man vente til sommeren 2007, før der kommer yderligere oplysninger fra Operation Puerto. Hvad skal der ske i mellemtiden? Har man en rytter på holdet, der bliver ”nævnt” i en dopingsag – og ikke suspenderer ham – så er man i fare for at miste sin ProTour licens. Men hvis holdet omvendt suspenderer ham, så risikerer det at få store juridiske problemer i forhold til samfundets almindelige retssikkerhedspraksis. For ved alle civile domstole er man uskyldig til det modsatte er bevist. Den etiske kodeks tvinger os til at suspendere ryttere, der kun er ”nævnte” eller måske ”delagtige” – men ikke dømte”, analyserer Sergeant.
Holdforeningens beslutning om at indføre obligatorisk DNA test i fremtiden giver ligeledes Marc Sergeant nervøse trækninger:
”Det tvinger os mere og mere i en ganske bestemt retning: Streng, strengere, strengest. Formålet er naturligvis udelukkende at hjælpe sporten til at blive renene og mere troværdig. Men igen: Hvad med juraen? Vi kan risikere at få alle vores gode hensigter tilbage som et slag i ansigtet”, vurderer Sergeant.
Vi behandles som seriemordereAt rytterne heller ikke er begejstrede for DNA testen, kan vel næppe undre nogen. Selv en ellers fredsommelig mand som Paolo Bettini var vred og havde de store ord fremme, da han skulle kommentere holdenes beslutning:
”Det er sådan noget, man gør over for seriemordere. Managerne må have set for mange amerikanske politifilm. Vi accepterede blodprøverne i 1997, men det her går for vidt”, sagde Bettini til Gazetta dello Sport forleden.
Man er uskyldig til det modsatte er bevistRent objektivt betragtet kan man konkludere, at det centrale spørgsmål i denne problematik er: Kan cykelsportens arbejdsgivere tillade sig at sætte sig over loven i det omgivende samfund? Det er igen et juridisk spørgsmål. Men – hvis svaret er nej, så må man nok konstatere, at en lang række mennesker er blevet dybt uretfærdigt behandlet.
Log ind med Facebook!