Artiklen fortsætter efter videoen.
Påskedagene bliver for Roskildes Juniorhold brugt i Belgien på at køre formen helt op i gear inden bl.a. næste weekends
Paris-Roubaix for juniorer, hvor brosten og den legendariske cykelbane i Roubaix venter efter et opslidende løb, som slutter umiddelbart inden de professionelles løb.
Lørdag deltog rytterne i det stort arrangerede kermesseløb Omloop Wambeck Ternat med 159 ryttere til start og fik vist flot arbejde. Morten Dyrkilde røg uheldigvis med i et tidligt styrt efter et par omgange og måtte udgå. Styrtet gjorde, at en gruppe med Mikkel Schiøler kom af sted, mens de øvrige sad med i feltet. Med kun en mand i gruppen valgte Mikkel ikke at køre med, og resten af feltet kom op igen til den forreste gruppe.
Herefter blev der stukket i begge sider af
vejen og kørt rigtigt stærkt på de små belgiske veje, og Roskilde-rytterne kørte godt med. På sidste omgang blev der kørt rigtigt hurtigt, og da feltet når en 500-600 meter lang brostensbelagt bakke blev feltet atter splittet, og igen var Mikkel Schiøler blandt de forreste. Den første gruppe blev dog hentet af resterne af feltet, men alligevel lykkedes det Mikkel Schiøler at spurte sig til en flot andenplads efter en dag med hårdt arbejde.
”Det ser godt ud for de næste par dage. Alle kører rigtigt stærkt og arbejder meget”, fortæller Mikkel Schiøler efter en flot indsats.
Søndag står den igen på Kermesseløb på en kort 4 km rundstrækning, og der er lagt op til et meget intenst løb, hvor Roskilde-rytterne igen kommer i ilden.