Museeuw vil være feltets sjælesørger

nullForleden kunne Museeuw præsentere sin nye bog ”Museeuw spreekt” på Ronde van Vlaanderen museet i Oudenaarde, hvor han også udførligt beskriver de bevæggrunde, der fik ham til at gribe til epo. Og han betragter nu sagen som fortid.

Samtidig har den 43-årige exrytter fra Vestflandern også fået limet skårene mellem ham og gamle venner som fx hans tidligere holdmanager Patrick Lefevere og - ikke mindst - hans trofaste Sancho Pancha fra de aktive dage, Wilfried Peeters, der havde en mangeårig karriere som Museeuws sidekick og brostensslave. Peeters er nu sportsdirektør hos Quickstep, og Museeuws dopingtilståelse lagde deres venskab på køl, men på Quicksteps træningslejr i Spanien for et par uger siden, hvor Museeuw var inviteret, fik de to exryttere talt ud og klinket skårene.

Og Museeuw savner feltet. Han mener ikke selv, at han vil egne sig som sportsdirektør, men til gengæld mener han, at en efter hans vurdering uheldig udvikling inden for sporten og på holdene, har åbnet en niche, hvor han vil passe perfekt ind.

”Den unge generation af ryttere i dag er helt anderledes end tidligere. Før havde de ansatte på holdet dvs. læger, soigneurs etc. meget mere kontakt med rytterne. Da jeg kørte, så sad jeg tit og snakkede i timevis på mit værelse med Yvan Van Mol (Quickstep læge) eller Dirk Nachtergaele (Quickstep soigneur). Hvis du går ind på rytternes værelser i dag eller tager en tur rundt i hotellobbyen, så sidder de alle sammen hver for sig med deres laptop eller en Blackberry og opdaterer deres hjemmesider og skriver emails eller bruger Messenger, og det er ikke god og ideel kommunikation. Vi kiggede hinanden lige i øjnene. Der er nu en stor kløft mellem ryttere og ansatte, og det overrasker mig, at det kunne komme så vidt”, forklarer Museeuw til Sportwereld.

”Jeg ville være den perfekte ombudsmand. En bro mellem rytterne og holdet. En person, som rytterne kan tale om alle ting med. Og tro mig: Jeg kender alle problemerne og faldgruberne. Ikke kun doping men også fx problemer med kæresten eller økonomiske ting. Når du er toprytter, så tjener du også mange penge, men du har kun tid til at tænke på én ting: At vinde. Derfor kan der komme beregnende mennesker ind i dit liv, som ikke har reelle hensigter. Det har jeg også prøvet”, fortsætter Museeuw.

Det bliver interessant at se, om nogle at de store professionelle hold finder fornuft i Museeuws argumenter og giver ham mulighed for at stille sin skriftestol op. Men den første chance for et forsigtigt comeback har han allerede fået: Museeuw skal være ansvarlig for tidtagning i både Omloop Het Nieuwsblad og Ronde van Vlaanderen.

Den gamle løve fra Flandern er ikke bange for at indrømme, at han savner cykelsporten. Hans cykelfabrik går godt, men der mangler ligesom stadigvæk noget i hans liv. Og alderen umuliggør, at han vælger samme løsning som Lance Armstrong.

”Armstrong siger, han gør det for sin kræftorganisation. Det er sikkert også rigtigt, men han har helt klart også andre motiver, og det burde han indrømme. Det er svært for en topatlet at forlade sin sport, sejrene og befri sig fra endorphin-rusen. Man savner også træningen og nomadelivet”.

”Alle topsportsfolk som tager afsked, får tilpasningsproblemer ude i samfundet. Alle. Men navnlig når man har været cykelrytter. Når man har tilbragt en hel karriere på cyklen, så vil man ikke væk igen. De sidste fire år (Museeuw stoppede i april 2004 red.) har været svære for mig. Sommetider har jeg følt mig ensom”, indrømmer Johan Museeuw.

”Jeg døde næsten tre gange. Først da der gik koldbrand i mit ben efter et styrt, og lægerne truede med amputation. Næste gang, da jeg fik hjernebetændelse og lå i koma i otte dage. Og så tredje gang, da jeg rodede mig ind i Landuyt-sagen. Men jeg overkom problemerne og kom tilbage hver gang. Jeg er på rette vej nu og kan se fremtiden i øjnene”.