Den 35årige belgiske klassikerspecialist Nico Mattan, der var den sidste professionelle belgiske rytter fra 2006-sæsonen, der langt om længe fik en kontrakt for 2007, har fået nyt mod på tilværelsen. Ikke mindst fordi hans nye sportsdirektør hedder Eric Vanderaerden.
Mattans nye hold hedder DFL-Cyclingnews-Litespeed, er engelsk baseret og blandt andet sponseret af Feltet.dks kolleger Down Under, Cyclingnews.com. Og måske primært takket være den nye sportsdirektør Eric Vanderaerden, der er tidligere vinder af fx Paris-Roubaix, Ronde van Vlaanderen, Gent-Wevelgem, de Driedaagse van De Panne, Grand Prix E3 og adskilligt mere, så ser det ud til at det engelske kontinentalhold får en særdeles smuk sæson i 2007.
Foreløbigt er holdet inviteret til Omloop Het Volk, de Driedaagse van West-Vlaanderen, Dwars door Vlaanderen, de Driedaagse van De Panne, Grand Prix E3,
Gent-Wevelgem og de Ronde van België.
Mattan og Vanderaerden har faktisk kørt på hold sammen i 1994 og 1995. Sidstnævnte stoppede i 1996, før Mattan rigtig havde fået foldet vingerne ud. Nu har de fundet sammen i en velfungerende tandem, der måske kan sparke det lille hold et stort stykke fremad.
”Jeg begyndte først rigtig at køre stærkt i 1998, hvor jeg fx hjalp Frank Vandenbroucke med at vinde Gent-Wevelgem. Men eller er der ikke de store lighedspunkter mellem mig og Eric. Jeg har vundet 31 sejre, mens Eric har 138 sejre på kontoen”, siger Mattan til Sportwereld.be.
De er begge enige om, at cykelsporten har forandret sig radikalt, siden de kørte sammen. Fx er det slut med skæg og ballade.
”Det hele er blevet meget meget seriøst. Der er ikke plads til at lave sjov, som jeg fx ofte gjorde det sammen med Eddy Planckaert. Der var engang, hvor jeg med vilje drejede af den forkerte sidevej og førte hele feltet på vildspor. Den slags går ikke mere”, siger Eric Vanderaerden.
Nico Mattan er helt enig: ”På QuickStep holdet må ingen ryttere forlade hotellet efter klokken 22. Jeg kan godt lide at blive hængende en times tid længere og snakke. Det er ikke de 3 fadøl mere eller mindre, der gør forskellen, så jeg fortryder ikke noget”.