UCI's boykot af Paris-Nice har bragt talen om en opsplitning af cykelsporten i to nærmere. Fra flere sider forlyder det, at de tre store løbsaarangører kunne finde på at danne deres eget forbund. Under alle omstændigheder tyder det på, at UCI kan gå hen og trække det korteste strå, for i kampen om økonomi i form af TV-rettigheder og dermed sponsoreksponering står ASO ret stærkt med løb som Tour de France, Paris-Roubaix osv. Som hører til de allermest populære blandt seerne.
"Vi afventer mødet i Bruxelles, men i princippet gælder det jo, at vi har et cykelhold for at køre løb," siger T-Mobiles Luuc Eisenga overfor Eurosport. Flere andre hold hælder ligeledes mod at køre
Paris-Nice på trods af boykotten, da løbet er en fast forankret del af deres planlægning. Rytternforbundet har erklæret, at man kører, hvis holdene beslutter sig for det.
Uanset hvad, så sidder holdene som lusen mellem to negle. Vælger de at stille til start i ASO’s løb, kan det ende med, at de mister deres UCI-licens. Vælger de ikke at køre, så risikerer de at blive udelukket fra Tour de France.
Vincent Lavenu fra Ag2r har som tidligere nævnt erklæret, at han helst kører. Til den franske avis, L'Équipe udtaler han, at "der er en åbenlys vilje hos holdene til at deltage i Paris-Nice. Vi vil ikke tages som gidsler." Marc Madiot fra la Francaise des Jeux era f samme mening. "Vi stiller til start. Jeg har en kontrakt med mine sponsorer og en moralsk kontrakt med mine ryttere," siger han.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at sponsorerne ikke får den eksponering, de betaler for, hvis holdene vælger at føje UCI, og det kan blive dyrt i det lange løb.
"Hvis det faktisk bliver resultatet, at alle de store hold ikke stiller til start, så står vi med et meget alvorligt problem, siger direktør i Danmarks Cykleunion, Jesper Worre, til EkstraBladet.
"Holdene lever af sponsorerne, og sponsorerne lever af synlighed, og hvis de ikke får den længere, så begynder man at røre ved rygraden i professionel cykelsport, " tilføjer han, ligesom han er helt enig i, at det kan splitte cykelsporten totalt, hvis holdene vælger at trodse det internationale forbund.
Ligesom alle andre håber Jesper Worre, at det lykkes at finde en løsning, inden Paris-Nice skydes i gang den 11. marts.