Oprørerens indædte kamp - der fejlede

nullAf en eller anden underlig årsag fik Jacob Moe Rasmussen i vinter den ide, at han kunne vinde det danske mesterskab i enkeltstart. Det virkede til at begynde med som en barnlig ide, der var på kanten til at ligne et PR-stunt. Og Team GLS kunne da godt fortjene omtalen, så på den led var det nemt at unde dem det.


Jacob Moe Rasmussen i mål i bedste tid / Foto: Feltet.dk

Cykelsport er fyldt med den slags udtalelser og ideer, som cykelryttere får en aften til en fest, og næste gang de snakker med en journalist kommer de til at tale over sig. Cipollini var en mester i den slags udtalelser, Simoni har lært noget af det, og de fleste husker vel for et par år siden, hvor den danske presse pludselig kunne offentliggøre, at Cipollini ville skifte til Bjarne Riis' hold for at kunne køre Tour de France. Det er den slags små historier, der gør hverdagen lidt sjovere og gør det nemmere at se bort fra det faktum, at cykelsport er hårdt arbejde og meget lidt glamour.

Forskellen er bare, at Jacob Moe mente det seriøst. Han ville faktisk vinde DM i enkeltstart. Det var hans mål, og han troede på, at det kunne lade sig gøre. Derfor trænede han målrettet på det gennem vinteren og foråret. Fik lavet vindtunneltests for at optimere sin position på cyklen. Det virkede meget seriøst.

På et tidspunkt midt i foråret stod det klart, at Moe ikke havde tænkt sig at give slip på sin absurde ide. Til DM i enkeltstart banker han en kanon enkeltstart af. Det værste er overstået, da han sætter sig i 'the hot seat'. Det eneste, han kan gør nu, er at vente. Vente og tale med journalister.

”Der var problemer med kommunikationen undervejs, så jeg fik først tiderne på vej hjem.”

Han pakker en overtrækstrøje ned i den sorte taske, der står foran ham på podiet.

”Det gik rigtig godt derude. Jeg havde gode ben, og nu må vi se, hvad det kan række til.”

En journalist spørger, hvor langt rækker det, når nu du er blevet en så god enkeltstartsrytter?

”Det må vi prøve at se på. Enkeltstarten har jo tidligere været der, hvor jeg mistede så meget, så jeg droppede ud af det samlede klassement. Hvis enkeltstarten går hen og bliver en styrke for mig, kan det være, jeg kan bruge det i Danmark Rundt. Der er der jo også en enkeltstart. Jeg kommer selvfølgelig ikke til, at slå Ivan Basso og de drenge, men det kan være, det kan hjælpe mig til at lave et godt resultat samlet."

Evnerne, som afslutter, har der aldrig været tvivl om. Tre sejre i et af verdens ældste løb, Fyn Rundt, taler deres tydelige sprog. Akkurat ligesom hans sejr i CSC Classic sidste år var stor. På papiret ser det måske mindre ud, men at han foran 30,000 mennesker til gadeløbet i Hadsten 2004 slog Lance Armstrong, må også tælle for noget. Han har bevist sig som en afslutter, men aldrig rigtigt kørt enkeltstart på konkurrenceniveau siden juniordagene. Som professionel har han selvfølgelig deltaget i etapeløb med enkeltstarter og gennemført, men det har aldrig været et satsningsområde for ham. Uden forventninger kunne han for det meste bare trille igennem enkeltstarterne med det ene formål ikke at slutte udenfor tidsgrænsen.

”Der er selvfølgelig også noget fysisk i at blive en enkeltstartsrytter. Det fysiske ligger i, at man skal træne længere intervaller. Det er mere lange og seje træk. Tidligere har jeg døjet med rygproblemer, så derfor var det selvfølgelig svært at komme ned i den ’æggestiling’, man bruger i enkeltstart.”

”Men der er også noget mentalt. Det, der tager længst tid, sidder heroppe”
Venstre hånds pegefinger banker mod tindingen for at understrege pointen.

Forhåndsfavoritterne triller ind over stregen. En efter en falder de uden at kunne matche Moes tid. Hver sluttid bliver til en sten i fundamentet på den historie, der ligner årets sensation i dansk cykelsport. Flere journalister strømmer til.

Moe spørger efter mellemtiderne ude fra ruten. Lars Werge har noteret dem løbende på sin blok. Han rækker blokken op på podiet. Det er Moe, der har kørt bedst på det sidste stykke. Alle de andre ryttere har tabt tid til ham i modvindsstykket tilbage til målområdet.

”Jeg stillede op med en forventning om at vinde. Sådan har det hele tiden været. Det er mig selv, der har presset forventningerne op, men det gjorde jeg, fordi jeg troede på det. Hvis jeg ikke troede, jeg kunne vinde, ville jeg heller ikke have stillet op. Heldigvis har jeg ikke været alene. Der har hele vejen været en lille håndfuld personer, der troede på, at jeg kunne gøre det. En af de personer har været Michael Sandstødd. Det er ham, der har hjulpet mig og stået for det hele.”

Da holdkammeraten Rasmus Fjordside kører i mål i en væsentligt dårligere tid, er det klart, at han står til noget stort. Der er kun Michael Blaudzun og Brian Vandborg, der kan slå ham. Journalisterne har trukket sig væk for at holde sig klar, når Bjarne Riis og CSC-kortegen kommer i mål. Jacob Moes mobil ringer.

”Ja ... lige nu fører jeg .. Ja, det er rigtig stort, det her. Jeg ved ikke lige, hvad der sker nu .... Ude på mellemtiderne fører jeg vist. Men ring til mig om et kvarter, og så ved jeg mere ...... Hvis jeg ikke svarer, er det, fordi der er noget andet igang.”

Han når lige at få lagt røret på. Fra der, hvor Jacob Moe sidder, kan han ikke se Vandborg kører over stregen, men kun høre speakerens høje stemme, der på kværner igennem en opstemt svada om, at Brian Vandborg ser ud til at kunne tage sejren, og det 'må vi håbe'.

Brian Vandborg vinder DM i enkeltstart med 34 sekunder over Jacob Moe. Lige da han kører over stregen i bedste tid, er det, som om et lys slukkes i hans øjne. Ikke noget teatralsk. Han mister bare gløden af det overjordiske, der prægede ham på podiet. Michael Sandstød kommer hen til ham. Lægger begge hænder på Moes knæ og taler i et dæmpet toneleje. Opmuntringerne kommer frit fra ham som en beroligende strøm af lindrende ord i en naturlig rytme.


Jakob Moe - Brian Vandborg - Allan Johansen / Foto: Feltet.dk

Efter præmieoverrækkelsen står han og snakker med en journalist. Han prøver at finde et smil frem i det brune ansigt, men det virker ikke helt. Hans ansigt prøver at give ordene en glød, men det lykkes ham ikke at tilføje noget til den simple sætning.

”Det er bittert”.

Han kom hertil for at vinde og fejlede. Det var alle dage et vildt projekt, men han kom langt tættere på at indfri det end nogen kunne have forestillet sig. Jacob Moe er en oprører. En udbryder, der ikke tror på, alle de fastlåste dogmer om, at man skal vie et helt liv til at blive en god tempokører. Han er i en verden for sig.