Optakt: 12. etape af Tour de France

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Ruten

Efter bare en enkelt dag i relativt fladt terræn får rytterne på 12. etape igen lov til at smage på det uhyre kuperede terræn, Massif Central byder på. Således venter der torsdag en etape, der minder meget om tirsdagens, da det går op eller ned stort set hele vejen på en rute, der byder på mere end 3100 højdemeter. Kun midtvejs er der kortvarigt et fladt stykke, inden det hele slutter med tre relativt lange og svære stigninger, der kommer i rap i en knaldhård fase frem mod en generelt faldende finale. Det lægger i den grad op til endnu en stensikker udbrudssejr, hvor der denne gang vil blive stillet større krav til klatreevnerne, end der gjorde på etapen to dage tidligere.

Med en distance på 168,8 km er der tale om endnu en lidt kortere etape, der fører feltet fra Roanne til Belleville-en-Beaujolais. Startbyen ligger i Loire-dalen, og målbyen ligger i Rhone-dalen, og dermed ligger de begge i helt flade områder, der imidlertid er adskilt af et stærkt kuperet højdedrag, som rytterne skærer igennem, når de kører mellem de to dale. Allerede fra start stiger det let, når man kører mod øst ind mod bakkerne frem til byen Montigny, hvor det efter 9,9 km kortvarigt begynder at falde lidt.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Det får imidlertid en brat ende i byen Bourg-de-Thizy, hvorfra man kører mod øst og nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Thizy-les-Bourgs (4,3 km, 5,6%), der er en relativt jævn stigning med 4-7% og med top efter 20,5 km. Den efterfølges ikke af en nedkørsel, men derimod ad en let stigende vej, som leder videre mod nordøst frem til byen Saint-Vincent-de-Reins, hvor man efter 28,2 km drejer mod nord for at køre ad en kort nedkørsel, inden det atter går løs, når man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Col des Ecorbans (2,1 km, 6,9%), der stiger relativt jævnt frem mod toppen, som rundes efter 37,9 km, men faktisk er stigningen betydeligt længere, end de officielle tal angiver - dog med bløde procenter på den nedre del.

Efter stigningen begynder det langt om længe at falde, men kun ganske let, mens man fortsætter mod nordøst ad en snoet vej, men kort efter byen Chenelette, der passeres efter 47,6 km, begynder det atter at stige op ad den ikke-kategoriserede Col de la Crie. Det fortsætter med at stige efter toppen, inden man kører mod sydøst ad en lille nedkørsel, hvorfra man fortsætter i samme retning op ad den ikke-kategoriserede Col du Fut d’Avenas (2,6 km, 4,2%), der efter en let første kilometer med ca. 3% stiger med 4-6% frem mod toppen, som rundes efter 63,3 km.

Nu venter dagens letteste 45 km. En periodevis teknisk nedkørsel leder mod nordøst ned til byen Julienas, der nås efter 75,9 km, hvorefter man drejer mod sydvest for at køre ad en ganske let kuperet og næsten flad vej. I byen Regnié-Durette kører man efter 93,3 km dagens spurt på toppen af en 1500 m lang bakke, idet der er et sving med bare 300 m til stregen. Her drejer man mod nordvest for at fortsætte gennem fladlandet langs floden L’Ardiere gennem byen Beaujeu, der passeres efter 97,5 km, indtil man efter 101,6 km når frem til Les Depots.

Her indledes finalen når man drejer mod sydøst, for umiddelbart herefter fortsætter man mod sydvest og syd op ad kategori 3-stigningen Col de la Casse Froide (5,2 km, 6,1%), der er en helt jævn stigning med top efter 109,9 km. En lidt småsnoet nedkørsel leder nu videre mod sydvest og syd ned til Lamure-sur-Azergues, hvor man efter 118,7 km med det samme drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Col de la Croix Montmain (5,5 km, 6,1%), der er en næsten tro kopi af den foregående stigning og ligeledes uhyre jævn og regulær.

Toppen rundes efter 125,0 km, og de sidste 43,8 km indledes nu med en i starten lidt teknisk og siden lettere nedkørsel, der leder mod sydøst og nordøst ned til Le Perréon, der nås efter 134,0 km. Her drejer man med det samme for at køre mod vest og nordvest op ad dagens vanskeligste udfordring, kategori 2-stigningen Col del la Croix Rosier (5,3 km, 7,6%), der er relativt jævn og stiger med små 7-9% det meste af vejen, inden den flader ud med 6,4% over de sidste 1300 m frem mod toppen, som rundes efter 140,4 km i forbindelse med en bonusspurt om bonussekunder.

Herfra resterer 28,4 km, der er meget lettere. En ikke specielt svær nedkørsel leder mod nordøst ned til byen Marchampt, hvorfra det fortsætter med at falde let, når man kører videre mod nordøst tilbage til l’Adiere-floden. Den følger man ganske kortvarigt mod sydøst, inden man kører mod syd ind i terrænet via den ikke kategoriserede Cote de Brouilly (1,7 km, 5,1%), der stiger med 4-5% over den første kilometer og 6,1% over de sidste 700 m frem mod toppen, som rundes efter 155,3 km.

De sidste 13,5 km indledes nu med en let nedkørsel, der leder mod sydøst, øst og nordøst tilbage til floden, som nu følges mod øst ad lige og let faldende veje, idet den næstsidste kilometer stiger let med 1,5% i snit, og den sidste kilometer falder med 0,2% i snit. Man skal igennem to rundkørsler med hhv. 4200 m og 2800 m, igen, inden man drejer til højre i to rundkørsler lige i rap med hhv. 2100 m og 2000 m igen. Slutteligt leder et sving med bare 400 m igen ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3120 højdemeter.

Belleville-en-Beaujolais har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Criterium du Dauphiné i 2018, hvor Pascal Ackermann vandt en massespurt foran Edvald Boasson Hagen og Daryl Impey, der via bonussekunder overtog førertrøjen fra Michal Kwiatkowski.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Vejret

I dag faldt temperaturen mærkbart, og det fortsætter lidt endnu, inden varmen synes at vende tilbage senere. Der venter ellers en ganske forrygende torsdag, der kun vil byde på meget få skyet, men med afdæmpede temperaturer på 23 grader ved starten, 22-25 grader inde i terrænet og 27 grader i målbyen. Vinden vil være let (10-12 km/t) og start i nordnordvest, men være i nordvest det meste af dagen, inden den går i nordnordvest igen til finalen. Det giver sidemedvind frem til toppen af første stigning, hvorefter der følger et langt stykke med forskellige former for sidevind. Man får sidemedvind på det sidste stykke frem mod spurten, hvorefter der vil være modvind frem til bunden af de tre finale stigninger. Herfra får man sidemedvind frem til bunden af sidste stigning, hvor der vil være direkte modvind. Efter toppen vil der kortvarigt være sidemodvind, men derefter generelt sidemedvind ind til målbyen. Med 2 km igen får man sidemodvind, mens der vil være næsten direkte modvind over de sidste 400 m.

Analyse af 11. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Jasper Philipsen med endnu en magtdemonstration på 11. etape beviste, at han også kan vinde på egen hånd.

Favoritterne

Man forstår godt, hvis der var særligt mange af feltets klassikerryttere og udbrudstyper, der gav udtryk for et ønske om at køre Tour de France, da sæsonplanerne blev lagt i løbet af vinteren. Som nævnt flere gange er de stensikre udbrudsetaper nemlig langt sjældnere i det franske løb end i Giroen og Vueltaen, hvor den mere alsidige geografi gør det langt lettere at designe den slags etaper, der på én gang er for svære for sprinterne og for lette for klassementsrytterne.

I år byder Touren imidlertid på hele to af slagsen, og de kommer endda fordelt over bare tre dage, der således for et meget stort antal ryttere må regnes som det absolut største mål i løbet. Mange har set netop den anden uge som deres helt store chance for at få den forløsende sejr, og der er blevet sat særligt mange krydser i løbsbogen ud for 10. og 12. etape.

De skal også slå til nu. Når morgendagens etape er overstået, går der nemlig bjergfest og enkeltstart i den. De følgende fem etaper er for bjergryttere og klassementsryttere samt meget klatrestærke temporyttere, og vi skal helt frem til 18. etape, inden andre ryttertyper igen kommer til fadet.

Desværre bliver mange af de ryttere, der har sat kryds ved 12. etape nok skuffede. På mange måder kan den minde om 10. etape. Den har stort set samme distance og antal af højdemeter, og begge etaper har også et designet med en sidste top med nogenlunde samme afstand til mål efterfulgt af en nedkørsel og en flad finale. Begge etaper er også af den kedelige type, hvor der er meget lidt fladland, og hvor det går op eller ned stort set hele vejen.

Der er bare også væsentlige forskelle. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at 12. etape er en omvendt udgave af 10. etape. Begge har både en svær start og en svær finale adskilt af et lettere midterstykke, men der er byttet rundt på tingene. Denne gang synes starten ikke helt så vanskelig, som den var det i går. Til gengæld er afslutningen langt, langt hårdere.

Denne gang er der nemlig ikke bare én finalestigning. Der er tre af slagsen, og de er alle relativt stejle. Særligt den sidste stigning er meget led, for små 8% over mere end 5 km er ikke for sjov. Var stigningen ikke kommet så langt fra mål, kunne vi sagtens have set et lille klassementsslag, og det siger alt om, at det ikke er rar kost, der venter i denne finale.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Den slags kan man selvfølgelig løse ved at få et forspring inden stigningerne, og det lader sig jo også gøre, når mellemstykket er så let. Problemet er bare, at der er tre og ikke én stigning, og at der mellem dem stort set ikke er noget fladland. Det bliver meget, meget svært for en tungere fyr at få et tilstrækkeligt stort forspring til, at man kan holde over alle tre ganske stejle opkørsler.

Nej, det ligner altså en etape, der kun kan vindes af folk, der kører meget godt opad. Vi skal formentlig se i retning af den slags ryttere, der også kan vinde bjergetaper. Stigningerne er kortere, og det åbner spektret lidt, ligesom de tunge folk vil være hjulpet af den direkte modvind på sidste stigning, men man kommer altså ikke gratis igennem denne finale. Jeg vil mene, at favoritfeltet ikke ligger alt for langt fra det, vi vil se på bjergetaperne i de kommende dage.

Helt så enkelt er det dog ikke. For det første er stigningerne trods alt kortere. For det andet er der jo ret langt fra sidste top, og det flade stykke er også længere. Det bliver altså ikke helt let for en spurtsvag klatrer at vinde. Nedkørslen kommer næppe helle til at spille samme rolle, for den ser ikke specielt svær ud og i hvert fald lettere ud end i går. For kraftfulde typer er der plads til et comeback, og det bliver i hvert fald ikke let at tage den solosejr som bedste klatrer, som Krists Neilands var tæt på i går, slet ikke med modvinden på den sidste stigning. En god spurt bliver et vigtigt våben, men fordi den flade finale er så lang, er der også mere plads til taktik. Da der også i denne afslutning må antages at være flere spurtsvage klatrere og færre hurtige folk til sidst, kan det bestemt sagtens blive en meget taktisk afslutning, hvor en spurtsvag klatretype kan snige sig væk på samme måde, som Ben O’Connor forsøgte i går.

Hvem kan så ramme udbruddet? Jeg vil mene, at starten er lidt lettere end i går, og at døren er åben for lidt flere ryttertyper. De tungere folk bør få lettere ved at komme afsted denne gang, men de første små 40 km gå stadig stort set opad - også med pæne stigninger undervejs. Det bør altså stille ret store krav til klatreevnerne alene for bare at komme afsted. Ikke så store som i går, men stadig store.

Det skyldes også, at vi sikkert får samme vilde start som i går. Jeg tror ikke, at starten er svært nok til, at vi vil se kriser i stil med dem, vi så fra David Gaudu og Romain Bardet, men man kan aldrig vide, om Tadej Pogacar alligevel igen prøver et eller andet. Det lugter af endnu en lang kamp om at ramme udbruddet, og det stiller endnu større krav til klatreevnerne

Akkurat som 10. etape bør det være en stensikker udbrudsetape. Etapen er for let til, at klassementsrytterne kan drømme om det store, men den er alt for svær til, at der vil være ambitioner om at kontrollere det. Det lægger op til en lang og hård kamp om at ramme udbruddet, der herefter skal afgøre kampen om sejren på de tre lange stigninger og den lille bakke til sidst. Særligt næstsidste stigning er ganske svær, og der stilles derfor betydelige krav til klatreevnerne på en dag, der bestemt ikke er nem, og som vil have fået et stort kryds hos en meget stor del af feltets ryttere. De tunge folk skal håbe, at udbuddet ikke er kørt efter de første 40 km, hvorefter de måske kan komme væk, men mange risikerer at være sat af forinden.

Heldigvis vil de fleste komme op igen, men det sker først, når udbruddet er kørt. Derefter vil etapen formentlig følge det klassiske mønster. Jumbo vil give udbruddet den snor, de kan, og de vil drømme om, at de modsat i går kan lade gruppen sejle langt, langt væk. Derefter vil der næppe ske meget i feltet. Der vil være positionskamp frem mod de tre stigninger og ikke mindst deres nedkørsler, men med en bjergetape fredag, modvind på sidste stigning og langt fra top til mål vil vi ikke se den lille klassementskamp, vi kunne. Denne gang er det også ret udelukket, at vi vil se Alpecin forsøge at køre for Jasper Philipsen, som de gjorde i går. Det er finalen for svær til.

Derfor er det også meget svært at se, at etapen ikke bliver vundet fra et udbrud. Der er vel reelt kun tre risici. Den ene er, at en af klassementsrytterne får en krise, som vi så det med Gaudu og Bardet i går, og at feltet denne gang vil køre dem ud af ligningen, som vi så det på den i forrige optakt omtalte Giro-etape i 2018, hvor Esteban Chaves kom i tidlige problemer og endte med at blive elimineret. Som nævnt er det bare mindre sandsynligt denne gang, og medmindre vi taler om en af de helt oplagte podiekandidater, som ikke har vist svaghedstegn endnu, vil vi næppe se, at der ikke sker en regruppering igen.

Den anden risiko er, at et hold misser udbruddet, og derfor begynder at jagte, men det vil næppe være klogt eller lykkes. Finalen er for svær, og det er klogere at gemme kræfter til udbrud i bjergene i stedet. Endelig er der den mulighed, at udbruddet kommer tilbage af sig selv, fordi snoren bliver for stram. Det er dog svært at se, for selvom snoren ligesom i går sagtens kan ende med at blive ret stram, vil der jo ikke være nogen, der har en interesse i at skrue farten så meget i vejret til sidst, at de lukker hele hullet.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Nej, det bør blive en dag for et udbrud, og som sagt ser jeg i retning af meget klatrestærke folk. Godt nok kan de tungere folk måske have lidt lettere ved at ramme udbruddet end i går, men det skal virkelig flaske sig, hvis de skal gøre det færdigt. Det vil formentlig både kræve et forspring inden stigningerne, og at der i en frontgruppe går taktik i den i fladlandet til sidst. Begge ting kan sagtens ske, og derfor kan en tungere mand godt vinde, men chancen er ikke stor. Derudover vil en god spurt stadig være vigtig, men næppe helt så vigtig som i går. Dels kan gruppen med større sandsynlighed være helt uden hurtige folk, og dels er der nok en større chance for et taktisk spil i en flad finale, der er længere.

Det giver igen ret mange gode vinderkandidater på en meget åben etape, men jeg er nødt til at pege på Wout van Aert igen. Denne gang er det bare med meget større usikkerhed end i går, og det er der to årsager til. Den ene er finalens design. Den er langt vanskeligere, og Van Aert skal virkelig være flyvende, hvis han skal matche klatrerne på disse tre stigninger til sidst. Til gengæld vil jeg også mene, at den Van Aert, vi så i sidste uge, sagtens kan vinde. Han hjælpes af modvind på den stejleste stigning, og efter toppen er der langt nok til, at han med sin enorme power kan hente en stribe lette klatrere.

Den anden årsag er naturligvis gårsdagens svage præstation. Det er ganske uvant for belgieren, der altid bare bliver bedre og bedre i en grand tour, og i dag fik han jo ikke mulighed for at rejse sig med en god spurt, da han blev lukket inde. Van Aert er stort set renset for dårlige dage, og derfor kan man godt være bekymret for, om han slet og ret er i tilbagegang. Det vil bare være helt uset, at han ikke er skræmmende i denne del af løbet, og jeg kan ikke tro, at hans superform fra Pyrenæerne, der endda var sjældent god - og det kan måske være netop problemet - ikke er bevaret.

Hvis han er på toppen, burde han have en god chance. Det er altid svært at ramme udbrud, men i en hård start sætter styrken sig igennem, og den har Van Aert på stigninger som disse. Er han flyvende, har han en bemærkelsesværdig evne til altid at ramme udbruddene. Derefter skal han undgå, at løbet glider ham af hænde, når alle vil kigge på ham, men som vi så på 5. og 6. etape, har han en vild evne til altid at sidde i front, når sådanne grupper knækker. Den største trussel er - hvis benene rækker til at klare stigningerne til slut - at alle vil angribe ham i fladlandet til sidst, men en stærk udgave af Van Aert er pokkers svær at slippe af med i den slags afslutninger, særligt hvis gruppen bliver lille. Med modvind på sidste stigning vil jeg have Van Aert som favorit, og da jeg håber og tror på, at gårsdagen var en offday, er jeg nødt til atter at gøre ham til favorit.

Det kunne også være i morgen, Thibaut Pinot får den afskedssejr, alle franskmænd drømmer om. Jeg var nemlig glad for at se, at han forsøgte sig med angreb i går. Det vidner om, at han bør forsøge igen i morgen, og så står han godt. Han har set ganske velkørende ud, hvis man ser bort fra nedturen på Jaizkibel, og særligt var det opløftende at se ham slæbe Gaudu til mål i søndags. Etapen passer ham endda storartet. Den hårde start hjælper ham med at ramme udbruddet, og han ligner en mand, der bliver svær at sætte på stigningerne. Som han mindede os om på 1. etape, ganske vist i en sigende finale, har han også fortsat lidt af sin gamle fart, og han er i hvert fald hurtigere end mange andre klatrere. Han hjælpes også af, at temperaturen er aftaget, ligesom han vil sætte pris på, at sidste nedkørsel ikke er svær. Frihed bør han også have, for han er ikke mere farlig end Bilbao.

Jeg kan være lidt bekymret for, at han sparer til fredag, hvor vi er ganske tæt på hans hjemmebane, og hvor han vil elske at vinde på Grand Colombier - en stigning, han allerede har vundet på flere gange - men spørgsmålet er, om han kan være kræsen. Vi ved, at FDJ går meget efter udbrud på denne etape, og rammer han udbruddet, har han i hvert fald en god chance for at gøre det færdigt - hvis altså han ikke som så ofte før bruger for mange kræfter undervejs.

Det kan også blive til endnu en sejr til en anden veteran. Michael Woods viste både på 5. etape og senest på 9. etape, at han er i fremragende form, og hvor jeg ikke så ham i angreb i går, vil jeg forvente, at denne etape er svær nok til, at han vil have den som mål. Stigningerne har en længde, der passer ham perfekt, og den hårde start hjælper ham også med at ramme udbruddet. Han er ikke nogen stor nedkører, men nedkørslen ser ikke svær ud, og mens han ofte har skuffet mig i flade spurter, var han overraskende hurtig i Occitanie lige inden løbet. Blandt de sandsynlige udbrydere er han i hvert fald en af de hurtigste, og i en taktisk finale kan det også hjælpe på køligheden, at han allerede har vundet sin etape. Modvinden er en ærgerlig forhindring, men etapen passer ham stadig så godt, at det sagtens kan blive til endnu en sejr til den velkørende canadier.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Valentin Madouas. Han skuffede mig i Pyrenæerne, hvor han ikke klatrede som sidste år, men på 9. etape kom han ganske godt til mål. Derfor var det også overraskende, at jeg ikke så ham i én eneste offensiv i går på en etape, han havde betragtet som et stort mål - heller ikke inden han skulle vente på Gaudu. Det skaber lidt bekymring for, at han stadig har de lidt halvdårlige ben, han havde i Pyrenæerne, men jeg vælger stadig at finde lidt håb i det, vi så i søndags. Den Madouas, vi har set det seneste halvandet år, bliver i hvert fald svær at slå her. Stigningerne er måske lidt lange og svære, men han endte altså som en samlet nr. 10 sidste år, hvor han viste helt nye evner i bjergene. Han hjælpes også af modvinden, og skal han spurte til sidst, vil han i de fleste grupper være en af eller den hurtigste. Efter gårsdagens passivitet er jeg blevet mere usikker på ham, men dette er altså virkelig en Madouas-etape.

En anden rytter, der har været overraskende passiv de seneste dage, er Felix Gall. Hans kørsel mod favoritterne viser jo, at han er i strålende form. Det kunne endda ligne, at han er begyndt at køre klassement, men ifølge holdet satser de nu 100% på etapesejre. Derfor er det også besynderligt, at han slet ikke har været i kamp med Neilson Powless om udbrud og bjergtrøje, og jeg så ham heller ikke forsøge sig i går. Kan man tro holdet, burde han dog forsøge sig i morgen, og har han stadig de ben, han senest havde i søndags, er han sikkert stærkeste klatrer i enhver gruppe. Problemet er modvinden, men som vi har set i Alperne sidste år, er han ikke helt langsom. Han burde kunne slå de fleste på stregen, men han har også spurtet så lidt, at det er en evne, han har til gode for alvor at bekræfte.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

En rytter, der i hvert fald vil forsøge at komme afsted, er Giulio Ciccone , men han virker altså ikke på toppen. Han var jo ganske fint kørende i udbruddet på 5. etape, men havde efter eget udsagn en dårlig dag på 6. etape. Bekymrende var det, at han var meget passiv i gårsdagens angreb, og det bekymrer særligt, fordi han allerede efter 5. etape talte om ikke at være på 100%. Vi ved jo, at han kan være meget svingende, men det kan måske også give håb. Han havde jo fine ben i onsdags, og de ben, han havde dengang, burde i hvert fald række til at vinde denne etape, ikke mindst fordi han er blevet så hurtig, at han kan slå langt de fleste vinderkandidater på stregen.

Vi er vel også nødt til at have Krists Neilands som en af favoritterne. Hans præstation i går var nemlig rystende god, for han var ikke blot med i snart sagt hvert eneste angreb, han var også i stand til at køre alene væk fra en række topklatrere som Bilbao på sidste stigning - og endda med hele 40 sekunder trods stigningens begrænsede længde. Man kan altid være bekymret for, om han har samme ben nu, men allerede i Pyrenæerne var han bedre end nogensinde. Ja, han ligner i den grad et bud på Tourens udgave af Giroens Derek Gee. Denne finale er dog hårdere, og som udgangspunkt er der bedre klatrere end ham, men det var der jo altså ikke i går - heller ikke selvom Bilbao var blandt modstanderne. Det store problem er naturligvis, at han ikke er specielt hurtig - men heller ikke rasende langsom - og vi så i går, hvor svært det kan være at vinde. I den sammenhæng er modvinden og det lange flade stykke et problem, men han er så god, at han i hvert fald kan få et kort at spille i en eventuelt taktisk finale.

En anden ryttere, der så flyvende ud i går, er Georg Zimmermann. Tyskeren bekræftede det store niveauspring, vi har set gennem det seneste års tid, og han lignede vel endda næststærkeste mand på stigningerne. Som for Neilands gælder dog også, at han er puncheur mere end klatrer, og disse stigninger kan derfor være for svære. Når han klarede sig så stærkt i går, burde det dog være inden for rækkevidde, særligt med modvinden på sidste stigning. Som han bekræftede i går, er han også relativt hurtig, hvis ikke han skal spurte mod en mand som Bilbao, og dermed har han hele pakken. Tidligere har han været lidt svingende, men på det seneste har han været på et konstant højt niveau, og det gør ham til et godt kort.

Etapen er nærmest skræddersyet til Mattias Skjelmose. Danskeren løb tør for kræfter i går, hvor det stod klart, at han altså er ved at være slidt og ikke på sit skræmmende niveau fra juni. Starten var bare også rasende hård, og alene det forhold, at han ramte udbruddet, viser, at han bestemt ikke er helt død. Han var også mere aktiv i starten end mange andre, og det kan måske have kostet lidt i finalen. Omvendt er finalen denne gang hårdere, og han vinder næppe, hvis ikke han har bedre ben end i går. Jeg kan godt frygte, at det ikke vil være tilfældet, for det ser ud til, at de første dage som frygtet har slidt på ham, men han viste i hvert fald i går, at han har en chance. Grundet den gode spurt kunne finalen i hvert fald ikke passe ham meget bedre.

En anden rytter, der ikke synes at være så stærk som tidligere i år, er Matteo Jorgenson, men det går den rette vej. Det viste han med sit lange soloridt i søndags, og vi så ham også angribe i går, hvilket er et lovende tegn. Han var dog ikke så aktiv som ventet, og det indikerer, at han fortsat mangler lidt. Hvis til gengæld han fortsætter fremgangen, burde finalen passe ham. Stigningerne er ikke for lange og svære, og han er ganske kraftfuld og god til at ramme udbrud. Han var som U23 også relativt hurtig, men det bekymrer mig lidt, at vi ikke har set ham køre gode spurter som professionel. Det kan gøre det lidt svært at gøre det færdigt.

Det var opløftende at se Nick Schultz i går. Han har været stort set usynlig gennem hele sæsonen, men det var også tilfældet sidste år. Her fandt han en fremragende form i den tredje uge af Touren, og i går så vi, at formen igen i år er i fremgang. Vi fik aldrig at se, hvad han kunne, fordi han ofrede sig for Neilands, hvilket jo nok fortæller, at benene ikke er helt så gode endnu, men alene det forhold, at han i den vilde start ramte udbruddet, er i hvert fald løfterigt. Med sin gode spurt er han en af de ryttere, der også har en god chance for at gøre det færdigt, men til gengæld er finalen også hårdere. Derfor kræver det nok, at fremgangen er fortsat, men det synes jo også kun at være sandsynligt.

Er finalen for hård for Matej Mohoric? Det burde den være. Sloveneren er trods alt ikke klatrer, og det bekymrer mig, at han i går var relativt passiv i angrebene og vel mest af alt forsøgte på en nedkørsel. Heldigvis er starten i morgen nok lettere for ham, men selv hvis han rammer udbruddet, lider han jo under en endnu hårdere finale. Det er også et problem, at nedkørslen ser lidt for let ud til, at han for alvor kan få glæde af den, men han hjælpes da af, at de første to nedkørsler ser sværere ud og af modvinden på sidste stigning. Hans gode kørsel i søndags viser i hvert fald, at klatrebenene er bedre end først antaget, og i år har han vel også klatret bedre end nogensinde. Med en lang, flad finale og et fladt stykke til eventuelt af få et forspring kan det måske godt lade sig gøre - særligt hvis der går taktik i den blandt klatrerne i modvinden på stigningen og i den flade finale.

I går var det herligt at se Antonio Pedrero bekræfte, at han har de gode klatreben, han viste i Dauphiné. Til gengæld viste finalen også, at det er pokkers svært for en mand, der vel kun slår Louis Meintjes i en spurt, at vinde i en flad finale, men i det mindste fik han bevist, at han har benene til at sikre sig et kort i det taktiske spil. Han lider lidt under, at starten synes lettere og ikke mindst af modvinden til slut, men det burde være muligt, at vi får en ganske lille gruppe af klatrere i fladlandet til sidst. For at vinde skal han have heldet i det taktiske spil, men her er det ikke en ulempe at være regnet som gruppens måske mest spurtsvage og derfor mindst farlige.

Vi skal vel også bringe Ben O’Connor i spil. Han efterlod ikke helt samme positive indtryk som Pedrero i går, og han har bestemt ikke sine bedste ben endnu, men mindre kan også gøre det. Vi skal ikke glemme, at han lavede en ret vild soloopkørsel på dagens sværeste stigning, og det har nok kostet lidt, da han kortvarigt blev sat af i finalen. Som udgangspunkt er denne hårdere finale langt bedre end gårsdagens, men som Pedrero får han svært ved at vinde, når han ikke er hurtig. Vi så dog også i går, hvordan det kan lykkes, for havde Bilbao blot tøvet et kort øjeblik, var han sikkert kørt alene hjem. En fyr som O’Connor kan bestemt godt vinde en etape som denne.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

En anden rytter, der virkelig rejste sig i går, var Esteban Chaves. Det er vel den bedste Chaves, vi har set igennem hele sæsonen, og det kommer endda i et løb, hvor han så meget skidt ud på 5. etape. Nu ved vi jo, at det kniber med hans holdbarhed i grand tours, hvor den nye udgave af Chaves plejer at falde helt sammen, men betaler han ikke en pris for gårsdagen, kan der vel godt være et håb om, at han sidder med igen i morgen. Også han er relativt spurtsvag og derfor dårligt stillet i finalen, men i går lignede han i hvert fald en af de stærkeste på stigningerne, og det kan sikre ham en billet til det taktiske spil. Til gengæld kan jeg godt frygte, at han vil bruge så mange kræfter på bjergpoint, at han ender med at løbe tør for krudt undervejs.

Det har været godt at se Michal Kwiatkowski i dette løb. Naturligvis er han ikke, som da han var bedst, men han er bestemt konkurrencedygtig. I går brugte han mange kræfter tidligt i løbet, og alligevel ramte han udbruddet senere. Det kostede så også i finalen, men var han kommet lidt lettere igennem starten, kunne han måske have vundet. Problemet er naturligvis, at morgendagens finale er vanskeligere, og at han kan være oppe mod bedre klatrere, men modvinden hjælper, og det samme gør det lange, flade stykke. Lykkes det, kan han i hvert fald vinde, for der ingen af de ovennævnte ud over Van Aert, han ikke kan slå i en spurt.

Jeg er lidt spændt på Wout Poels. Han har været en skygge af sig selv hele året, men noget kunne tyde på, at han er ved at finde sine berømte tredjeugesben. Naturligvis er de ikke så gode som i gamle dage, men vi ved i hvert fald, at han typisk er bedst sent i en grand tour. Han kom med et ret stærkt angreb på den hårdeste stigning i gårsdagens start, hvor han kørte væk sammen med Neilands. Modsat letten brændte han sammen, men fortsætter fremgangen, burde han have en chance for at komme afsted i morgen. Til gengæld kan jeg godt tvivle på, om han kan gøre det færdigt, for når han rammer udbrud, brænder han altid sammen til slut, fordi han har brugt mange kræfter i starten. Det gjorde han endda dengang, han var meget bedre, end han er nu, men gårsdagen giver håb - også fordi han ikke er helt langsom.

Jeg bringer også Mikel Landa i spil. Jeg så ham ikke i udbrud i går, men måske Bilbao kan tjene som inspiration. Han har nu i hvert fald set, hvordan man kan avancere i klassementet, og vi ved, at han er en aggressiv type. Benene er ikke de bedste, men han vil stadig være en af de stærkeste i den hårde indledning, hvis han prøver. Problemerne er dog to. Dels tror jeg, at der vil være større bekymring for at give ham lang snor, end der var det for Bilbao, og dels er det pokkers svært for en spurtsvag mand at vinde etapen. Derfor kan han vælge at fokusere at vinde tid, hvis han ender i en gruppe til sidst, og det gør ham mindre sandsynlig som vinder - men sidder de 3-4 klatrere til sidst, kan det bestemt lade sig gøre at snige væk.

Så er der naturligvis Julian Alaphilippe. På papiret passer etapen ham jo fremragende, men han er jo åbenlyst langt fra sit bedste. Derfor tror jeg, at denne finale bliver for svær, men det er dog trods alt et lyspunkt, at han ramte udbruddet i den hårde start. Vi skal heller ikke glemme, at også han havde en opkørsel undervejs, og man fornemmer vel, at han i det mindste er en smule i bedring. Med sin gode spurt står han jo stærkt til at gøre det færdigt, og modvinden hjælper, men han havde ønsket sig en mere teknisk nedkørsel. Naturligvis er han en vinderkandidat, men jeg har ikke set noget, der gør ham til en meget sandsynlig vinder.

Så har det set langt bedre ud for Jonathan Castroviejo . Han har i hvert fald klatret ganske fremragende og måske endda endnu bedre end tidligere. Jeg var lidt ærgerlig over, at han slet ikke deltog i udbrudsforsøg i går, og derfor frygter jeg, at han vil skulle sidde hos Tom Pidcock og Carlos Rodriguez. Hvis han får chancen, har han til gengæld benene til at ramme udbruddet og overleve stigningerne. Derefter er det også for ham svært at gøre det færdigt, men en tidligere tempospecialist som ham skal ikke have mange meter i den flade finale, inden han bliver svær at hente igen.

Ineos har også Daniel Martinez, men han synes altså stadig langt fra sit niveau. Vi har stort set ikke set ham angribe i de hårde momenter undervejs, og i stedet er han blevet sat tidligt og brugt til at føre og ligge i vind. Det eneste, der giver mig håb, er den ret flotte 5. etape, han kørte. Kan han pludselig finde de ben igen, er han jo faktisk et rigtigt godt vinderbud, fordi han også er hurtig. Det kræver bare, at han også begynder at angribe, og det har han altså endnu ikke haft benene til.

Jeg er også nødt til at nævne Ruben Guerreiro igen, men jeg er ikke rasende optimistisk. Jeg mindes ikke at have set ham i ét eneste angreb i går, og det er ikke løfterigt, når vi taler om en mand, der må have disse etaper som et mål. Han var i hvert fald aldrig synlig i de hårde faser, og det får mig til at konkludere, at formen nok ikke rækker. Han har dog heller ikke været helt væk på løbets stigninger, og det giver da lidt håb. Finalen kunne i hvert fald ikke passe meget bedre til en mand, der også er hurtig.

Endelig er der Dylan Teuns. Belgieren passer glimrende til denne etape, da han er relativt hurtig, og da stigningerne ikke er helt skæve for en ardennertype som ham. Han klatrede endda bedre end længe i Schweiz og har i Touren vundet etaper, der er meget sværere end denne. Desværre synes han ikke at have sin superform længere. I går kom han kun med ét tidligt angreb, og derefter så jeg ham aldrig. Han har heller ikke ramt andre udbrud eller været synlig, og det tyder på, at den gode form formentlig er forduftet.

Jeg burde måske også nævne hurtige Tobias Johannessen, men da jeg ikke så ham i angreb i går, hvor han manglede benene, frygter jeg, at han er ved at være træt. Jeg så heller ikke meget til den i år så skuffende Pierre Latour, selvom han rejste sig kortvarigt i søndags. Guillaume Martin og Louis Meintjes kunne meget vel ramme udbruddet, men lykkes det, vil de formentlig gå efter at vinde tid mere end at vinde etapen. Mathieu van der Poel kunne godt vinde denne etape, men det kræver, at han er i topform, og det er han næppe efter sygdom, når han også virkede skuffende forinden. Jeg havde en ide om, at Romain Bardet som i går ville forsøge at komme væk, men da han efterfølgende betalte en pris og eksploderede, vil han formentlig passe på sig selv denne gang. Emanuel Buchmann synes at skulle blive hos Jai Hindley, og jeg tror ikke, at spurtsvage David De La Cruz lige nu er god nok til at gøre det færdigt, mens halvhurtige Warren Barguil i går manglede lidt for meget. Aurelien Paret-Peintre er i bedring, men synes ikke helt god nok endnu, og Neilson Powless synes træt og udkørt. James Shaw ser til gengæld godt ud og kunne godt være en joker, men jeg har stadig lidt svært ved at se ham matche klatrerne. Maxim Van Gils var helt passiv i går og synes efter sit styrt ikke på toppen, og Jack Haig synes lidt slidt efter en lang sæson. Alberto Bettiol var ramt anonym i går og synes ikke længere at have benene fra 2. etape, og også Clement Champoussin synes for formsvag, ligesom Victor Lafay igen i år syne sat være eksploderet totalt. Bob Jungels, Harold Tejada, Jonas Gregaard og Clement Berthet synes ikke helt gode nok til at kunne gøre det færdigt, mens Chris Harper formentlig igen skal blive hos Simon Yates. Kasper Asgreen imponerede stort i går, men denne etape bør trods alt være for svær, som det også gælder for Magnus Cort, den ellers velkørende Mathieu Burgaudeau, Victor Campenaerts, Simon Clarke, Matis Louvel, Lawson Craddock, Corbin Strong, Nelson Oliveira , der ellers imponerede i går, Anthony Perez, Tony Gallopin, Fred Wright, der slet ikke virker flyvende, Lars van den Berg, Quentin Pacher, Kevin Geniets, der skuffede i går, og Stefan Küng, der ikke ser ud til at have de super bjergben, han kan have, mens jeg regner med, at Jumbo (fraregnet Van Aert) og UAE er passive. Endelig synes Alexey Lutsenko, Rui Costa , som jeg slet ikke så i går, Simon Guglielmi, Hugo Houle, Kevin Vermaerke, Chris Hamilton, Gregor Mühlberger, Gorka Izagire, Ion Izagirre, Alex Aranburu, Simon Geschke, Liliam Calmejane, Søren Kragh, Quinten Hermans, Nans Peters, Juan Pedro Lopez, Patrick Konrad, Remi Cavagna og Rigoberto Uran.

Jeg anser det som meget, meget usandsynligt, at udbruddet hentes, men sker det, skyldes det, at der af de tidligere nævnte tre grunde er blevet kørt rasende stærkt på stigningerne. Sker det, og har han fundet sine ben igen, vil Wout van Aert være favorit, men falder han fra, kunne det ligne et opgør mellem folk som Tom Pidcock, Tadej Pogacar og Pello Bilbao. Hurtige folk, der måske kan blande sig, er Valentin Madouas, David Gaudu, Julian Alaphilippe, Jai Hindley, Giulio Ciccone, Mathieu van der Poel, Georg Zimmermann, Alex Aranburu, Ruben Guerreiro, Romain Bardet, Michael Woods, Dylan Teuns, Nick Schultz, Warren Barguil, Clement Champoussin, Maxim Van Gils, Tobias Johannessen, Pierre Latour og Mathieu Burgaudeau, der alle vil have en varierende chance for at overleve.

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Michael Woods

Outsidere: Valentin Madouas, Felix Gall, Giulio Ciccone, Krists Neilands, Georg Zimmermann

Jokers: Mattias Skjelmose, Matteo Jorgenson, Nick Schultz, Matej Mohoric, Antonio Pedrero, Ben O’Connor, Esteban Chaves, Michal Kwiatkowski, Wout Poels, Mikel Landa, Julian Alaphilippe, Jonathan Castroviejo, Daniel Martinez, Ruben Guerreiro, Dylan Teuns

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR