Optakt: 13. etape af Tour de France

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Ruten

Der er gået en lille uge siden det seneste klassementsslag på Puy de Dôme, men nu går løbet ind i sin afgørende fase med fem nøgleetaper i træk, kun adskilt af en enkelt hviledag. Det hele skydes i gang med løbets besøg i Jurabjergene, hvor der bydes på en tilbagevenden til den vel nok mest kendte stigning i bjergkæden. I mange år var Grand Colombier en gigant i Tour de l’Ain, hvor den år efter år var rammen om kongeetapen, men man skulle frem til 2012, inden Touren endelig besøgte bjerget. Det gjorde løbet også i 2016 og 2017, men først i 2020 var der mål på toppen på en etape, der var en ren hyldest til bjerget, da man kørte op ad tre af de fire opkørsler undervejs. Sådan bliver det ikke, når man tre år senere vender tilbage til Jurabjergenes gigant, da man denne gang har designet en relativt enkel og ultrakort etape, der bortset fra en enkelt opvarmningsstigning er stort set flad. Til gengæld sluttes der med præcis samme opkørsel som i 2020, hvor Tadej Pogacar slog den førende Primoz Roglic i en tæt spurt, og selvom det lange bjerg er stejlest på den nedre del, er der al mulig grund til at tro og håbe, at vi vil blive vidner til en nøgledag i kampen om den samlede sejr.

Med en distance på bare 137,8 km er der tale om endnu en af de mange meget korte bjergetaper, løbet er domineret af, og den fører feltet fra Châtillon-sur-Chalaronne til toppen af Grand Colombier. Startbyen ligger i det helt flade område i Rhone-dalen umiddelbart vest for bjergene, og derfor består den første del af etapen af transport igennem fladlandet. Det er således helt fladt, når man lægger ud med at sno sig mod sydøst, indtil man zigzagger sig mod øst, nordøst og sydøst frem til den store byen Ambrérieu-en-Bugey, som nås efter 53,7 km, stadig igennem helt fladt terræn. Her begynder det at stige let, efterhånden som man nærmer sig bjergene, mens man kører skiftevis mod sydøst, nordøst og sydøst frem til byen Tenay, som passeres efter 74,3 km.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Nu ændrer etapen imidlertid karakter, når man drejer mod nordøst. Umiddelbart herefter kører man nemlig mod nordøst og syd op ad den ikke-kategoriserede Col de la Lèbe (16,4 km, 3,0%), der skal deles i to. De første 5 km stiger således ganske jævnt med 5-7%, og de første 7,9 km stiger i snit med 5,7%, inden man her efter 87,3 km kører dagens spurt på en stigende vej uden sving over næsten 2 km. Derefter er stigningen meget let med stigningsprocenter på under 3 frem mod toppen, som rundes efter 96,2 km.

Herfra resterer fortsat 41,6 km, og de indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og syd tilbage til dalen, hvor man igennem fladt terræn kører mod øst og nordøst frem til byen Artemare, der passeres efter 111,0 km. Herfra fortsætter man mod sydøst ad en lige og flad dalvej frem til Culoz, der nås efter 119,5 km.

Culoz er kendt som starten på Grand Colombier-stigningen (17,4 km, 7,1%), og derfor går det nu for alvor løs, når man drejer mod nord for at køre op ad bjerget, der er uden for kategori. Den er vanskeligst i bunden, hvor de første 7 km stiger med 8-10% det meste af vejen. Herefter følger et lille plateau, inden den atter tager fat med 9-10% over tre kilometer. De sidste 5,1 km er lettere med stigningsprocenter på primært 6-7, og det siger med 6% over de sidste 2 km, indtil den tager fat med 10% på de sidste 400 m. Stigningen følger i alt væsentligt lange, lige veje med kun enkelte hårnålesving. Med 2,2 km igen rammer man en næsten lige vej, der bugter sig svagt ind på den 1400 m lange, 5 m brede opløbsstrækning, hvor stregen kan ses over de sidste 400 m.

Etapen byder på i alt 2410 højdemeter.

Grand Colombier er som sagt kun én gang blevet benyttet som mål i Tour de France, nemlig i 2020, hvor Tadej Pogacar i en spurt på toppen efter en totalopvisning af Jumbo-toget akkurat slog Primoz Roglic i en spurt, mens Richie Porte som nr. 3 tabte 5 sekunder, og hele 12 mand sluttede inden for 34 sekunder. Derudover er løbet et ofte benyttet mål i Tour de l’Ain. Det var senest i 2020-udgaven, hvor Primoz Roglic sejrede i en spurt på toppen med 4 sekunder ned til Egan Bernal og 6 sekunder ned til Nairo Quintana, og i 2019, hvor Thibaut Pinot knuste al modstand ved at sejre med 52 sekunder ned til Elie Gesbert og Aleksey Rybalkin. Forinden var der en lang pause siden 2011, hvor en ung Pinot på toppen spurtbesejrede David Moncoutie, der tog den samlede sejr. I 2009 kørte Rein Taaramae alene hjem til en solosejr på en dag, hvor Cofidis ryddede podiet, mens John Gadret kørte alene hjem i 2007. I 2005 sejrede Carl Naibo, mens Marek Rutkiewicz, David Delrieu, Denis Leproux og Christopher Jenner var bedst i hhv. 2002, 2001, 2000 og 1999. I 2021 havde Tour de l’Avenir mål på toppen, og her lagde Tobias Halland Johannessen grunden til sin samlede sejr ved at knuse al modstand, sejre med 1.08 ned til Filippo Zana og 1.14 ned til Thomas Gloag samt overtage en førertrøje, han forsvarede på de sidste to bjergetaper i Alperne. Det var dog via en anden opkørsel, hvor kun de sidste ca. 7 km var de samme.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Vejret

Efter to køligere dage vender varmen tilbage. Ved starten vil temperaturen være 28 grader på en næsten skyfri dag med kun få skyer, men langsomt vil den stige til 30 grader i bunden af sidste stigning. Det vil være en smule blæsende med en let til jævn vind fra syd, der tiltager fra en styrke på 14 km/t til 17 km/t i fladlandet, men når de kommer over det første højdedrag, vil den være aftaget til ca. 13 km/t og være gået i sydvest. Det giver indledende modvind, men derefter generelt forskellige former for sidevind frem til spurten. Derefter vil der være sidemodvind, indtil man får sidevind på det sidste dalstykke. På sidste stigning vil der være med- og sidemedvind stort set hele vejen, men med 7 km igen rammer man et modvindsstykke på ca. 2 km. Derudover får man sidemodvind med 3,5 km igen, indtil der vil være sidemedvind igen over de sidste 2400 m.

Analyse af 12. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Ion Izagirre med sin sejr på 12. etape cementerede sin status som en slags grand tour-konge og to forskellige tørker til sande sejrsstimer.

Favoritterne

Vi har bestemt ikke savnet drama eller underholdning i løbet af de første 12 dage, men det er først nu, løbet når sit klimaks. Serien afbrydes ganske vist af en hviledag, men de kommende fem etaper er alle nøgleetaper i klassementskampen, og selvom der efterfølgende venter en bjergetape i Vogeserne, er det ganske sandsynligt, at vi har en ret god fornemmelse af, hvem der vil vinde løbet, når den sidste af de fem etaper er overstået onsdag eftermiddag,

Naturligvis er det kampen mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, der vil være alles fokus, og de har faktisk fået fordelt etaperne pænt imellem sig. Der er to klare Vingegaard etaper på lørdag og onsdag, hvor vi har de store bjergdage med mange bjerge og højdemeter og lange stigninger. Vi har en enkeltstart, der historisk har gået Vingegaards vej, men med UAEs forbedrede materiel synes mere åben end vanligt. Og så har vi to Pogacar-etaper, hvoraf den ene er søndagens 15. etape, der byder på mange højdemeter, men ingen lange stigninger.

Den anden af de to kommer i morgen. Egentlig er Grand Colombier så lang en stigning, at den burde passe Vingegaard, men sådan er det nok ikke. Det havde været anderledes, hvis etapen havde været designet som i 2020, hvor man første gang i Tour-sammenhæng havde mål på toppen af Jurabjergenes gigant, der indtil da ellers næsten udelukkende havde været kendt fra Tour de l’Ain. Dengang var der ganske vist også tale om en kort etape, men man skulle over giganten ikke færre end tre gange fra tre forskellige sider - og hver gang i form af meget svære opkørsler. Det gav en etape med mange højdemeter og flere lange stigninger, hvad der ville have passet Vingegaard fint.

I morgen er det anderledes. Etapen er ultrakort, og selvom der er en blød opvarmningsstigning, er det fladt, fladt, fladt. Vingegaard kan stadig glæde sig over, at målbjerget er langt, men det ændrer ikke på, at denne slags etaper med bare én stigning til sidst er meget eksplosiv og noget, der passer Pogacar. Det fik vi jo fuldt stillet til skue i søndags, hvor der jo trods fraværet af lange stigninger jo faktisk var mere end 3000 højdemeter på programmet, men det hele blev alligevel kogt ned til en eksplosion over de sidste 4-5 km, hvor Pogacar med sit punch havde en lille overhånd.

Vingegaard kan glæde sig over, at morgendagens stigning er længere, men det er ikke meget. Den er således kun 4,1 km længere, og desværre for danskeren har den det helt forkerte design. I søndags kom den svære del i det mindste til sidst, hvorfor Vingegaard kunne forsøge at slide på Pogacar på den nedre del. I morgen kommer den svære del i starten, og det betyder, at eksplosive Pogacar stadig vil være frisk, nå vi rammer de procenter, hvor Vingegaard skulle kunne gøre forskellen. Det kan godt være, at bjerget er 17,4 km langt, men skal Vingegaad vinde, skal han gøre forskellen over de første 12 km og formentlig endda allerede inden det første plateau, altså over de første 7 km, da der vil være direkte modvind på det stejle stykke, der indledes med 7 km igen, inden man atter får medvind over de sidste 5 km.

Det kan naturligvis også lade sig gøre. Vingegaard er allerede kørt fra Pogacar på én Pogacar-stigning i løbet, men baseret på det, vi har set på de seneste to bjergetaper, er det sloveneren, der vil se denne etape som en mulighed. Derfor kan det heller ikke undre spor, at Jumbo både i dag og på hviledagen gav udtryk for, at dette er en dag i forsvar, hvor man bare skal igennem med et minimalt tidstab.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Det spændende er, hvilken tilgang UAE vil have. Pogacar strutter af selvtillid, ikke mindst efter Puy de Dôme, og det burde vel føre til, at han vil gå efter etapesejren. Det vil give ham 4 sekunder på Vingegaard i form af ekstra bonus - danskeren vil nok ende som nr. 2 - og selvom det er meget besvær for et lille udbytte, er det værd at tage med, hvis løbet ender med at blive tæt. Derudover er det en etape, Pogacar tidligere har vundet. Som vi ved fra sidste års etape til La Planche-des-Belles-Filles, vil Pogacar gerne vinde, hvor han før har vundet, og det har han jo netop her, hvor han for tre år siden slog sin rival, Primoz Roglic, på toppen, efter at Jumbo-toget havde været svært dominerende hele vejen op ad bjerget.

Udfordringen er selvfølgelig, at det er den første af tre bjergetaper. Det kan få UAE til at holde lidt igen og spare på holdet til andre etaper, der vil være betydeligt mere nedslidende. De har også gjort det klart, at de har det fint med at slide på Jumbo, som de gjorde, da de lod dem kontrollere etapen i søndags, og det kan være endnu et argument for, at de lader etapen sejle.

Det er dog værd at bemærke, at etapen er meget let at kontrollere. Den er både kort og flad, og det koster ikke meget at lade Matteo Trentin, Mikkel Bjerg og Vegard Stake Laengen, der jo ikke er de vigtigste over de kommende tre etaper, føre i fladlandet og sikre, at Pogacar kan få både etapesejr og fire ekstra sekunder i form af bonus. Man kan sagtens finde argumenter for, at de skal lade etapen sejle, når det er det første af fire store bjergslag, men etapens enkle design gør, at jeg forventer, at UAE vil gå efter sejren.

Det betyder også, at etapen kan starte på én af to måder. Det er muligt, at UAE klart signalerer, at de vil gå efter sejren, og så kan vi sagtens se, at der kører et udbrud med det samme, som der gjorde i søndags. Det er dog også muligt, at vi skal have endnu en lang kamp, som vi så det på 10. og 12. etape. Det kan blive både det ene og det andet.

Når udbruddet er kørt, vil vi få at se, om UAE vil vinde. Jumbo vil elske at sende bonussekunderne til månen, så de vil lade udbruddet sejle langt væk. Da etapen er kort, skal UAE hurtigt frem, hvis de har tænkt sig at vinde, og derfor får vi hurtigt svaret. Mit gæt vil være, at de tager initiativet, og at udbruddet derfor næppe får et stort forspring.

Selv hvis de ikke jagter, kommer det næppe til at gå helt i stå. Efter det indledende modvindsstykke vil der primært være forskellige former for sidevind i fladlandet, og selvom den ikke vil være kraftig nok til at skabe splittelse, vil det være rigeligt til at gøre et paranoidt Tour-felt nervøst. Den nervøsitet vil dog ikke være nok til at hente udbruddet, der bør holde, hvis ikke UAE går efter etapen - og det tror jeg, at de gør.

Uanset om udbruddet holder eller ej, skal slaget slås på Grand Colombier, som vi kender fra tidligere, men udfaldene har været ret forskellige. Vi har set solide magtdemonstrationer i Tour de l’Ain, men ved de seneste besøg i Touren og Tour de l’Ain i 2020 kunne Jumbo-toget kontrollere det hele så benhårdt, at det endte i en spurt på toppen og med ganske små forskelle. Denne gang er det ikke Jumbo-toget, der vil gå efter en spurt. Det vil være UAE, men jeg er ret spændt på, hvem der vil lægge presset.

Logikken siger, at det skal være Jumbo, da Vingegaard har brug for det hårde løb, de forsøgte at skabe i søndags, men spørgsmålet er, om ikke de denne gang overlader initiativet til UAE. Nok er Pogacar eksplosivt, men hvis Jumbo sætter farten ned og lader dem køre roligt op, kan Pogacar trods alt få svært ved at gøre forskellen. Han sætter jo næppe Vingegaard, hvis danskeren sidder på puls 100, og jeg tror ikke, han er tilfreds med at vinde en spurt.

Nej, bjerget har jo et design, hvor han faktisk kan vinde en del tid. Kan han med sit punch sætte Vingegaard, inden den flader ud til slut, vil det ende i en enkeltstart på blødere procenter, hvor den kraftfulde Pogacar godt kan drømme om at vinde duellen og dermed en del tid. Stigningen minder lidt om Pierre Saint-Martin i 2013. Dengang fik Chris Froome brugt Richie Porte til at gøre forskellen på den nedre, stejle del, og derefter kunne han bruge sin power til at køre alle de rene klatrere midt over, da den fladede ud nær toppen. Jeg tror, at Pogacar drømmer om at gøre det samme, selvom man sagtens kan argumentere for, at han og Vingegaard er lige kraftfulde på de bløde procenter til sidst.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det er altså muligt, at det igen er Jumbo, der vil lægge presset, men belært af erfaringerne fra i søndags tror jeg, at de denne gang vil overlade det til UAE. Vi vil formentlig kun se Vingegaard i offensiven, hvis han fornemmer, at Pogacar er i problemer, og at hans ben er gode. Det var jo det, han gjorde på 5. etape, og det kan ske igen, men grundet de seneste dages nederlag tror jeg, at der skal mere til, inden han tør gøre forsøget - alene af frygt for at få Pogacar i nakken. Jeg vil forvente, at kun endnu en dårlig Pogacar-dag vil kunne sende ham i offensiven. Udgangspunktet må være defensivt, og derfor tror jeg, at det denne gang er UAE, der skal tage teten.

Som sagt tror jeg ikke udelukkende, at Pogacar vil satse på en spurt. Jeg tror, at han vil angribe, inden den flader ud til sidst. Gør han det, kan der ske to ting. Enten sætter han Vingegaard, hvorefter vi får en mand-mod-mand-duel hele vejen til toppen, som vi gjorde det i søndags. Hvis til gengæld, han ikke kan det, bliver det interessant, for hvad sker der så?

Vingegaard vil næppe føre, og Pogacar vil næppe heller føre med Vingegaard på hjul. Så skal de vente på næste mand, der med nogen sandsynlighed vil være Sepp Kuss, men han skal jo ikke trække Pogacar op til en spurtsejr. Nej, han vil enten selv gå i angreb og sætte UAE under pres, indtil Adam Yates måtte være kommet tilbage. Herefter vil det være op til briten enten at iscenesætte et nyt Pogacar-angreb eller en spurt på toppen. Rigtigt interessant bliver det, hvis Yates har en offday, for så er der pludselig mange, der kan komme op, inden han er klar til at føre. Pogacar og Vingegaard vil kigge på hinanden, som Alberto Contador og Andy Schleck gjorde i den berømte sprintermatch på Ax-3-Domaines i 2010, og så er døren pludselig åben for, at alle mand, der er stærkere end Yates, kan komme væk. Det vil Vingegaard og Kuss have det fint med, for det betyder, at Pogacar ikke får sine bonussekunder.

Det er derfor for en gangs skyld slet ikke sikkert, at Pogacar eller Vingegaard vil vinde etapen. Hvis ikke Pogacar eller Vingegaard er markant stærkere end den anden, kan det ende i en meget taktisk finale i Contador-Schleck-stil, og så er døren åben for en overraskelse. Om vi får den overraskelse, vil i høj grad afhænge af, hvor god Yates er, og som bekendt ved vi, at hans holdbarhed kan halte. Som vi ved fra særligt UAE Tour, elsker han denne slags flade etaper med bare ét bjerg til sidst, men vi har også set på Puy de Dôme, der passede ham som fod i hose, at han ikke er så god som tidligere i løbet. Der var i hvert fald flere, der var bedre end ham, og gentager det sig i morgen, kan han næppe køre dem ind og iscenesætte en spurt - og så har vi pludselig en helt anden vinder end Pogacar eller Vingegaard.

Alligevel er jeg nødt til at pege på Tadej Pogacar. Som sagt tror jeg, at UAE vil gå efter sejren, og de er stærke nok til at kontrollere denne hovedsageligt flade etape. Som beskrevet ovenfor kan han herefter vinde på to måder. Enten lykkes det ham at sætte Vingegaard, eller også lykkes det ham og Yates at få iscenesat en spurt, hvor han kan vinde.

Jeg udelukker ikke, at han kan sætte Vingegaard. Det kunne han ikke i de eksplosive finaler sidste år, men det har han gjort to gange. På 6. etape skyldtes det Vingegaards overmod i modvinden, men i søndags skete det for rent bord. Det kan ske igen på en etape, der er mindst lige så eksplosiv, særligt når der er medvind stort set hele vejen op, men som nævnt ovenfor skal det nok ske allerede i løbet af de første otte kilometer, da der er modvind på den korte, stejle rampe, som indledes med 7 km igen. Jeg vil dog tro, at det bliver vanskeligt på disse procenter, der er lettere end i søndags, særligt fordi de seneste hårde dage betyder, at Vingegaards restitution begynder at sætte sig igennem.

Mest sandsynligt er det derfor, at han skal vinde i en spurt, som han gjorde det i 2020. Her kan jeg godt være bekymret for, om Yates er stærk nok til at sætte den i scene, for han ligner igen en mand i tilbagegang, mens Rafal Majka slet ikke synes ved vanlig styrke. Chancen for en overraskelse er bestemt god, men hvis Yates bare har nogenlunde de ben, han havde i søndags, burde Pogacar selv kunne køre op til dem, der eventuelt måtte være kørt væk, når den til slut igen bliver stejlere. Det kan gøre ham sårbar over for et Vingegaard-angreb, men da danskeren vil tøve to gange med at blotte sig, vil jeg tro, at sloveneren lykkes med at slå sin danske rival i en eller anden form for spurt og gentage sejren fra 2020, denne gang are foran en anden Jumbo-rytter.

Kan Jonas Vingegaard vinde? Det kan godt se lidt svært ud, men umuligt er det ikke. Som sagt skal han formentlig alene væk allerede på de første 8 km, hvis han selv vil gøre forskellen, og det er ikke let i så eksplosiv en indledning. Det lykkedes dog på Marie Blanque, og derfor kan det lykkes igen. Det kræver dog, at han føler så gode ben, at han tør prøve, og som sagt regner jeg med, at han grundet de seneste nederlag har lidt længere vej til aftrækkeren, end han havde i Pyrenæerne, hvor han fornemmede, at Pogacar grundet håndleddet måske var sårbar. Ender det med, at han gør forsøget, vil det heldigvis være muligt at gentage succesen, for vi er nu så langt henne i løbet, at Vingegaad langsomt burde få en lidt større overhånd, ligesom Pogacar på 5. etape mindede os om, at han jo har tendens til dårlige dage i grand tours. Får han en sådan, vil Vingegaard have glæde af medvinden, hvis han skal forsøge at levere endnu et nyrestød. Alternativt kan man ikke udelukke, at danskeren faktisk kan vinde en spurt. Kan Yates ikke holde det samlet til sidst, kan Pogacar være nødt til at blotte sig til sidst, hvis han vil vinde etapen og have sin bonus, og det øger chancen for, at han kan blive slået af danskeren, der jo ikke er en dårlig afslutter. Han var jo ikke langt fra på La Planche des Belles Filles, hvor Pogacar måtte grave meget dybt for at vinde.

Som sagt er der grundet det taktiske spil og stigningens design med en let afslutning en god chance for en taktisk overraskelse. Her er Sepp Kuss et pokkers godt vinderbud. Vi blev på 9. etape mindet om, at han stadig ikke er helt stabil, men på den anden side havde han ført ganske hårdt i en ret hård modvind. Kan vi stole på det hierarki, vi har set indtil nu, er han løbets tredjestærkeste mand og dermed den første, der vil komme tilbage, hvis Pogacars angreb kikser. Herefter er det som nævnt den eneste rigtige strategi for Jumbo at sende Kuss i offensiven i stedet for at lade ham føre Pogacar frem til en spurtsejr, og det kan meget vel betyde, at det bliver op til Yates at køre Kuss ind, hvis Pogacar skal vinde etapen. Baseret på det, vi har set indtil nu, ligner det en kamp, briten meget vel kan tabe, medmindre Pogacar selv træder i karakter og gør sig sårbar over for Vingegaard. Derfor synes jeg faktisk, at der er en ret god chance for, at Kuss i morgen vinder sin anden grand tour-etape.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Der er også andre, der kan udnytte det taktiske spil. Har Kuss en offday, eller vil Pogacar ikke lade Vingegaards hjælper køre, kan han blive tvunget til at lade andre køre, indtil Yates kommer tilbage. Her ligner Jai Hindley vel det bedste bud. Han skuffede på Puy de Dôme, og det gør mig en smule usikker på, om han vil blive ved med at forbedre sig, som han plejer. Denne gang har han nemlig allerede i juni været bedre end tidligere i optakten, og måske udvikler formkurven sig anderledes denne gang. Det tror jeg dog ikke. Vi har endnu ikke set den bedste Hindley, så han har i hvert fald ikke været på 100% endnu. Meget taler for, at han igen vil toppe til sidst, og begynder han at nærme sig de ben, han havde på samme tidspunkt i Giroen sidste år, vil han kunne udfordre Kuss i kampen om at være ”best of the rest”. Ham kan Pogacar være tvunget til at lade køre uden at bekymre sig voldsomt, og han har endda den fordel, at han kan slå mange i spurt - særligt Kuss, hvis det er ham, han får som selskab. Det kunne det sagtens være, for Jumbo har al mulig interesse i at lade amerikaneren samarbejde, så bonussekunderne forsvinder.

Det kunne også blive Carlos Rodriguez. Han lignede vel fjerdestærkeste mand på 6. etape, men det var knap så godt i søndags. Det var dog også en stigning, der passede ham dårligt. Denne er bestemt heller ikke ideel, men den er mindre eksplosiv og bedre egnet til hans dieselegenskaber. Det store spørgsmål er, hvordan hans form udvikler sig. Det ved vi reelt ikke, når nu han styrtede i Vueltaens tredje uge, der tillige var meget let, men meget kunne tale for, at han har motoren til grand tours. Hvis han har det niveau, han har haft indtil nu, kan det sagtens være ham, der kan udnytte det taktiske spil til at snige sig væk, men til gengæld skal han modsat Hindley alene hjem for at vinde.

Jeg er virkelig spændt på Tom Pidcock. Han leverede sit livs bjergetape i søndags, men det var også på en eksplosiv mur, der vel var nærmest skræddersyet til ham. Denne stigning er længere, og han blev jo på Tourmalet sat fra en ret stor gruppe, hvilket viser begrænsninger på lange stigninger. Vi så også sidste år, at han havde det meget svært med holdbarheden til sidst, men denne gang ser det faktisk ud til, at formkurven går i den modsatte retning. Mit gæt vil stadig være, at han får det meget vanskeligere end i søndags, men han er også så ny, at det sagtens kan gå anderledes. Også denne etape er jo ret eksplosiv og derfor slet ikke så ringe for ham. Har han søndagens ben, kan det sagtens være, at det kan blive ham, der kan vinde i det taktiske spil, og han har jo i hvert fald den fordel, at han kan slå alle følgesvende i en spurt. Han vil også drømme om at slå Pogacar i en spurt, men det anser jeg trods alt som en umulighed på så svært et bjerg som dette.

Så er der Simon Yates. I søndags var det ham, der var ”best of the rest”, men det var også en stigning, der ikke kunne passe ham meget bedre. Denne etape passer ham dårligere, og vi så i hvert fald i Pyrenæerne, at Hindley og Rodriguez virkede stærkere. Etapen er dog fortsat af en type, der passer ham storartet, og det er en stigning, hvor det ikke er umuligt, at det er ham, der er ”best of the rest”. På dette tidspunkt af en grand tour er jeg altid urolig for hans holdbarhed, men det er jo bestemt ikke uset, at Yates har gjort det godt på dette tidspunkt. Holder han niveau, er dette en glimrende Yates-etape, og særligt efter sit tidstab på 8. etape kan han måske endda få endnu mere frihed i det taktiske spil, der er hans vej til sejr, ligesom han kan slå mange i en spurt til sidst.

Dernæst vil jeg nævne to ryttere, der kan vinde både fra et udbrud og blandt favoritterne. Den første er Felix Gall. Det vil være overraskende, hvis han er så langt fremme, at han kan vinde i det taktiske spil, men han var jo ikke lysår efter de ovennævnte i søndags. Det er klart, at vi ikke aner, hvordan hans formkurve udvikler sig, og det er bekymrende, at han skuffede så fælt i Giroen sidste år, men foreløbig ser han stærk ud. Denne eksplosive stigning minder endda meget om den, der var rammen om det vilde soloridt i Schweiz, og den burde passe ham storartet. Bliver det meget taktisk til slut i en lidt større gruppe, kan han måske komme væk og bruge sin gode spurt. Derudover er han et storartet udbrudsbud, men efter at have set, hvordan Ineos og Bahrain reagerede på Pinot og Martin i dag, kan jeg godt frygte, at han ikke vil få den frihed, han skal bruge.

Den anden kandidat med to muligheder er Louis Meintjes. Sydafrikaneren er bestemt ikke skabt til denne eksplosive stigning, og da han heller ikke kan spurte, skal det virkelig flaske sig, hvis han skal vinde. Hans formkurve har dog som altid været jævnt stigende, og han klarede Puy de Dôme, der passede ham helt elendigt, imponerende godt. Jeg vil tro, at han står endnu stærkere nu, og står sol, måne og stjerner rigtigt i det taktiske spil, kan han måske snige sig væk. Hans opkørsel i dag viste i hvert fald, at formen er der. Alternativt er han et godt udbrudsbud, for vi ved, at han pokkers gerne vil gentage succesen fra sidste år. Den flade start er en stor udfordring, men rammer han rigtigt, burde han på denne lange stigning med medvind sagtens kunne vinde, selvom etapen er eksplosiv. Som for Gall gælder dog, at han med nogen sandsynlighed ikke får den nødvendige snor.

Jeg har svært ved at se andre vindere af et favoritopgør. Som sagt passer stigningen perfekt til Adam Yates¸ men selv hvis han har nogle ben, jeg ikke forventer, kan jeg ikke se, at UAE har nogen interesse i at bruge ham taktisk. Hans opgave må være at sikre, at Pogacar kan få sine bonussekunder i en finale, der kan være svær at kontrollere. Jeg ser heller ikke David Gaudu rejse sig, for selvom han siger, at heden var forklaringen på 10. etapes nedtur, har hans formkurve kun haft den forkerte retning. Det samme gælder for Romain Bardet, der tillige brokker sig over sygdom. Pello Bilbao bør være for begrænset på så lang en stigning, og dagens etape bekræftede vel, at der ikke er fremgang at spore hos Mikel Landa - i hvert fald ikke nok til at inde fra favoritterne. Thibaut Pinot kan måske få frihed, hvis Gaudu falder helt sammen, men han lignede i dag ikke en mand, der kan slå favoritterne på taktik her, og det gjorde Guillaume Martin bestemt heller ikke. Endelig må den ellers velkørende Emanuel Buchmann, Wilco Kelderman samt Rafal Majka, hvis han endelig finder benene være hjælpere, for Kelderman er næppe manden, der vil være så langt fremme, at Jumbo kan bruge ham på samme måde som Kuss.

Alle mine øvrige bud skal vinde fra et udbrud. De skal have held i sprøjten, når den flade start gør det meget svært for klatrerne at ramme rigtigt. Det betyder til gengæld også, at man som Woods i søndags kan havne i en gruppe uden mange gode klatrere, og derfor behøver man ikke nødvendigvis være en topklatrer for at vinde. Derudover viste søndagens etape, at man kan komme ret langt med et forspring inden stigningen, men denne gang betyder medvinden, at det bliver vanskeligere med et langt soloridt. Havde Woods haft medvind i søndags, kunne han nemlig have åbnet langt tidligere. Der er således større chance for, at bedste klatrer vil vinde, og at det bliver knap så taktisk.

Jeg har allerede nævnt Gall og Meintjes, og jeg vil også pege på Michael Woods igen. Canadieren lider under den flade start, men med det rette held og god støtte fra sit hold kan han ramme rigtigt, som han gjorde det i søndags. Han var overraskende passiv i dag, men det kan meget vel skyldes, at han sparede på kræfterne til denne etape. Den relativt eksplosive finale burde passe ham, selvom han ikke har de meget stejle procenter, han elsker, og han vil også kunne slå de fleste i en spurt på toppen. Skyldes den passive kørsel i dag ikke dårlige ben, bør han i hvert fald blive svær at slå på en dag, hvor medvinden betyder, at han ikke så let fanges i det taktiske spil.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Jeg kan faktisk også godt se Wilco Kelderman vinde. Som sagt kan det godt ende i et forfølgelsesløb mellem Pogacar og Vingegaard på den lette del til sidst, og særligt på en lettere stigning vil det være en enorm fordel at have en forpost. Derfor vil jeg tro, at Jumbo vil gøre meget for at få en sådan, og her ligner Kelderman vel den bedste kandidat. Han har også poweren til at komme afsted i fladlandet, hvis UAE giver ham lov. Får Vingegaard ikke brug for ham, kan han køre sin chance, og det vil han kunne gøre færdigt, hvis han har de ben, han havde, da han rev feltet i stumper og stykker på Tourmalet - også selvom han i søndags ikke helt syntes at have samme gode ben.

Som skrevet i analysen var det opløftende at se Matteo Jorgenson i dag. Efter den sløje start ser formen endelig ud til at være der. Det var den jo allerede, da han lavede sit vilde soloridt i søndags, og i dag så han meget stærk ud. Han lignede stærkeste mand i finalen, og det var han endda på en dag, hvor han havde været blandt de mest aktive i indledningen. Det er klart, at han brugte mange kræfter i dag, men på dette tidspunkt i løbet er det altid Tordenskjolds soldater, der kommer afsted igen og igen. Han har poweren til at ramme udbruddet i fladlandet, og modsat i dag skal han ikke slås med en modvind, der kan fange ham i det taktiske spil. Med de ben, han havde i dag, ligner han en mand, der kan blive svær at slå på en stigning som denne.

Det var virkelig opløftende at se Mattias Skjelmose i dag. Han virker slet ikke træt. Jo, han løb tør for kræfter til sidst, men forinden var han jo også med i stort set alle angreb. Den risiko er der jo igen i morgen, og jeg kan godt frygte, at han i morgen måske skal betale en pris for dagens jætteindsats, men han kom trods alt let igennem etapens sidste del. Har han bevaret friskheden, burde han stå stærkt i forhold til at ramme udbruddet i fladlandet, og denne meget eksplosive etape passer ham jo næsten perfekt. Den minder i hvert fald ufatteligt meget om den, der gav ham sejren i Schweiz. Nu skal han bare bevare den friskhed, hen har haft indtil nu og have lidt held til at ramme udbruddet, hvor han heldigvis en flad start vil have enorm glæde af Mads Pedersen.

Treks andet kort er Giulio Ciccone , der også kan få god hjælp af Pedersen i jagten på at ramme udbruddet. Desværre efterlader han stadig ikke noget stort indtryk. Han var bestemt aktiv i flere angreb i dag, men ikke så synlig som ønsket. Nu kommer dagens styrt så som endnu en sten i skoen. Heldigvis har Trek intet meldt ud - i hvert fald ikke kl. 21 torsdag aften - og det tyder på, at han ikke er halvdød. Spørgsmålet er bare, om selv en uskadt Ciccone kan vinde. Jeg er i hvert fald ikke helt overbevist om hans form. På den anden side var han jo ganske tæt på at vinde 5. etape, og i denne start kan han jo sagtens som Woods havne i et udbrud, hvor han måske endda er eneste rigtige klatrer.

Så er der den nye Derek Gee. Igen i dag var Krists Neilands her, der og alle vegne i indledningen, men modsat på 10. etape løb han denne gang tør for kræfter. Det kan indikere, at formen er nedadgående, men i den hårde start lignede han stadig en af de stærkeste ryttere. Med de ben, han havde i tirsdags, kan han godt vinde denne etape, men der er også en grund til, at han på 5. etape forsøgte at komme sidste stigning i forkøbet. Han er nemlig ikke bjergryttere, og derfor risikerer han at blive slået af bedre klatrere.

Jeg skal naturligvis også nævne min kæphest. Antonio Pedrero fik i tirsdags endelig bevist, at han har ben, der ikke er alt for langt væk fra de drømmeben, han havde i Dauphiné. Det så vi jo allerede i Pyrenæerne, inden han sad op, og dette lange målbjerg burde passe ham, selvom etapen er en anelse for eksplosiv. Medvinden hjælper ham, men det gør den flade start bestemt ikke. Han skal have held for at ramme rigtigt, men det held kan en dieselklatrer også have - eksempelvis hvis gruppen kører på samme måde som i søndags. Måske kan han endda komme afsted sammen med Jorgenson i det, der vil være en meget interessant duo.

Jeg håber virkelig, at Ineos slipper Jonathan Castroviejo fri. Indtil nu synes spanieren at være låst i en rolle som bodyguard for Rodriguez og Pidcock, men på denne etape kan man jo som sagt godt have glæde af en forpost. Jeg håber, at de giver den rolle til Castroviejo, der har klatret endnu bedre end tidligere i dette løb. Kun på Puy de Dôme virkede han ikke helt overbevisende, men den var også alt for stejl. Denne stigning burde passe ham bedre, og han vil have en bedre chance i den flade start end mange rene klatrere. Ja, der er bedre klatrere end ham på denne liste, men med denne start kan han sagtens ende i en gruppe, hvor han vil være stærkest.

Jeg bliver også nødt til at nævne Wout van Aert. Som nævnt i analysen kan jeg godt være lidt bekymret for hans form, der har virket overraskende haltende i denne uge, men han så heldigvis bedre ud i dag end i tirsdags. Genfinder han de kongeben, han havde på Tourmalet, burde han kunne vinde denne etape. Som sagt kan Jumbo godt bruge en forpost, og vi har jo set i Pyrenæerne, at Van Aert i flade starter typisk ender som en forpost, hvis han skal. Får Vingegaard ikke brug for han, og er gruppen den rette, kan Van Aert med Tourmalet-ben godt vinde, særligt på en stigning, der med en lettere finale passer ham ganske godt.

Er stigningen for svær for Georg Zimmermann? Det er den formentlig, men som sagt kan man med denne start godt havne i en gunstig gruppe, hvorfra man måske endda kan få et forspring i finalen. Stigningen er lang, men den er trods alt også ret eksplosiv, og Zimmermann har både her og i Dauphiné klatret bedre i bjergene end tidligere. Han så meget overbevisende ud i forgårs, men jeg kan godt være lidt bekymret for, om formen holder. Han var i hvert fald ikke med i mange angreb i dag, hvor han endda endte i andet felt, da de knækkede.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Der var lidt livstegn at spore hos Ben O’Connor i forgårs, men jeg er stadig ikke optimistisk. I dag forsøgte han sig vel en enkelt gang eller to, men havnede derefter i anden gruppe. Det ændrer dog ikke på, at han ramte udbruddet i tirsdags, hvor starten var meget hårdere, og med en flad start kan han jo godt havne i en gruppe, hvor han ikke skal slå de folk, der var bedre end ham forleden. Denne lange stigning passer ham jo i hvert fald også bedre, men etapen er stadig for eksplosiv til at være rigtig god.

Er Pierre Latour ved at komme sig? Han har været meget formsvag i lang tid, men 2. pladsen i søndags viser, at det kan lade sig gøre, hvis gruppen er den rette. Den flade start giver ham i hvert fald en bedre chance end en hård start, og han var også så synlig i dag og på 10. etape, at han ikke synes helt formsvag længere. Flyvende er han dog langt fra, og vi ved, at han typisk falder sammen sent i grand tours. På den anden side har han jo faktisk vundet 20. etape i Vueltaen for ganske vist mange år siden, og efter at han var så tæt på i søndags, tør jeg i hvert fald ikke længere at udelukke ham.

Endelig er der Mikel Landa. Han virker stadig lidt fra snøvsen, og det ligner mere mønsteret fra de seneste to Vueltaer, hvor han bestemt ikke nåede at rejse sig, end noget stort comeback. Det ligner også en demotiveret Landa, der ender i anden gruppe i dag, men afskrives kan han ikke. Han var trods alt langt fremme på Puy de Dôme, og har han de samme ben her, kan han vinde fra de fleste grupper. Han har dog to problemer: den flade start samt det forhold, at han næppe får nok frihed. Ineos viste i hvert fald i dag, at de næppe har til sinds at lukke en mand, der har været på to grand tour-podier, ind i podiekampen igen.

Jeg kunne også være fristet til at nævne Esteban Chaves, der virkede genfødt i tirsdags, men jeg tøver altid med ham sent i en grand tour. I dag var han i hvert fald helt usynlig, og mon ikke det var hviledagen, der hjalp den haltende restitution? Thibaut Pinot smed i dag formentlig chancen for den store sejr på ”sit” bjerg på hjemmebanen, hvor han to gange har vundet i Tour de l’Ain, for nu får hverken han eller Guillaume Martin nok den nødvendige frihed. Daniel Martinez har slet ikke virket stærk de seneste dage, og jeg ser ikke tegn på, at Egan Bernal eller Rigoberto Uran har det rette niveau. Valentin Madous skuffede fælt i dag, hvor jeg ikke så ham i ét eneste angreb, og jeg regner med, at Emanuel Buchmann og Chris Harper skal blive hos deres kaptajner. Nick Schultz er i fremgang, men jeg tror stadig ikke helt, at han har benene fra sidste års tredje uge, og efter en anonym indsats i dag synes Wout Poels heller ikke at have sine tredjeugesben endnu, mens holdkammeraten Jack Haig virker lidt træt. Matej Mohoric viste i søndags, at han med et forspring godt kan vinde en etape som denne, men det skal godt nok flaske sig - særligt efter i dag, hvor han havde det svært på stigningerne. Ion Izagirre fandt benene i dag, men han har ikke klatret godt nok til, at han burde kunne vinde to dage i træk, og mon ikke Tobias Johannessen skal have en puster? Aurelien Paret-Peintre, Rui Costa, Nans Peters, Bob Jungels, Patrick Konrad, Simon Geschke, Victor Lafay, Neilson Powless, Dylan Teuns, Hugo Houle, Juan Pedro Lopez, Maxim Van Gils, Alberto Bettiol, Ruben Guerreiro, Gorka Izagirre, Julian Alaphilippe, Warren Barguil, Clement Champoussin, Kevin Vermaerke og Alexey Lutsenko synes for formsvage, mens jeg tvivler på, at Clement Berthet, Harold Tejada, James Shaw, Mathieu Bugaudeau, Nelson Oliveira, Alex Aranburu, Gregor Mühlberger, Jonas Gregaard, forslåede Torstein Træen, Kevin Geniets, Quentin Pacher, Omar Fraile, Chris Hamilton, Michal Kwiatkowski og Lilian Calmejane kan gøre det færdigt. Endelig kunne Tiesj Benoot måske vinde som forpost, men næppe efter dagens anstrengelser, og jeg tvivler på, at Rafal Majka bliver brugt i den roller, eller at Felix Grossschartner og den stadig skuffende Marc Soler kan vinde, hvis de anbringes som forposter.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Jonas Vingegaard, Sepp Kuss

Outsidere: Jai Hindley, Carlos Rodriguez, Tom Pidcock, Simon Yates, Felix Gall

Jokers: Louis Meintjes, Michael Woods, Wilco Kelderman, Matteo Jorgenson, Mattias Skjelmose, Giulio Ciccone, Krists Neilands, Antonio Pedrero, Jonathan Castroviejo, Wout van Aert, Georg Zimmermann, Ben O’Connor, Pierre Latour, Mikel Landa

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tadej Pogacars sejr fra 2020. Du kan tillige gense Primoz Roglics sejr fra 2020 og Thibaut Pinots sejr fra 2019, begge gange i Tour de l’Ain.

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR