Optakt: 13. etape af Vuelta a Espana

Ruten

I de senere år har Vueltaen haft tradition for, at man i de fleste af de seneste udgaver har budt på tre bjergetaper i rap henover den anden weekend, meget ofte i de asturiske og cantabriske bjerge, og meget ofte har det været denne bjergtrilogi, der har været den mest afgørende i løbet. Sådan er det også i år, hvor man dog har splittet de tre etaper af en sprinteretape om lørdagen. Bjergfesten indledes med en af løbets mest spektakulære etaper, når man på 13. etape vender tilbage til den frygtede mur Los Machucos, der so, 7. etapes Alto Mas de la Costa er en af de gedestiagtige vanvidsstigninger, som Vueltaen har fundet frem de senere år. Nok er det bare den første af tre afgørende etaper, men skal man vinde årets Vuelta, skal man utvivlsomt være knivskarp på løbets måske mest spektakulære stigning.

I alt skal der tilbagelægges 166,4 km, der fører feltet fra Bilbao til Monumento Vaca Pasiega på toppen af Los Machucos. Starten er nem, idet man igennem let stigende terræn kører mod sydøst, inden det fortsætter med at stige let, mens man fortsætter mod nordvest og vest. Her venter et par småbakker, inden man når frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de la Escrita (5,9 km, 4,0%), der er en regulær sag med top efter 39,4 km. En teknisk nedkørsel leder mod sydvest ned til kategori 3-stigningen Alto de Ubal (7,9 km, 6,0%), der med 7-8% særligt er svært på de sidste 3 km inden toppen, som kommer efter 56,6 km.  En nedkørsel fører nu mod nordvest, inden man igennem fladt terræn kører mod sydvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Collado del Ason (13 km, 3,9%), der er en lang, jævn opkørsel med top efter 86,0 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nord ned til byen Arredondo.

Her tager man hul på en 57,6 km lang rundstrækning i det kuperede terræn nord for byen. Man kører med det samme mod nordvest og nord op ad kategori 2-stigningen Puerto de Alisas (8,5 km, 6,0%), der det meste af vejen stiger med 7-8%, men har lette stykker i bunden og mod toppen, som kommer efter 106,0 km. En teknisk nedkørsel fører mod nord, inden det igennem fladt terræn går mod nord, nordvest og nord, hvorefter mere faldt terræn leder mod sydøst frem til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Fuenta las Varas (6,3 km, 4,5%) - en ganske let og regulær stigning med top efter 137,3 km. Endnu en teknisk nedkørsel fører videre mod sydvest og syd ned til kategori 3-stigningen Puerto de la Cruz de Usano (4,2 km, 4,7%), der også er relativt let og har top, når der resterer 19,2 km. En sidste teknisk nedkørsel fører nu mod syd, inden fladt terræn leder mod sydvest tilbage til Arredondo, hvor dagens spurt kommer med 11,8 km igen.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Herefter forlader man rundstrækningen for igennem fladt terræn at køre mod vest ud af byen direkte frem til bunden af Los Machucos, der er udenfor kategori. Den stiger med 9,2% over 6,8 km, men de data vil forbrugerombudsmanden kalde vildledende. Der er nemlig tale om en meget irregulær stigning, der indledes med en kort rampe på 17,5%, inden en nedkørsel leder frem til en knap 1 km lang rampe med 19-25%. Herefter flader det igen ud frem mod knap 1 km med 15%, inden et sidste plateau fører frem til de sidste knap 4 km, hvor stigningsprocenten konstant er tocifret, blandt andet med en kilometer med 16,7% og et par hundrede meter med 25% med knap 2 km igen. Det stiger med 12,5% ad en bugtende på den sidste lille kilometer op til den røde flamme, hvorefter et hårnålesving leder ind på en lille nedkørsel. De sidste 700 m er flade og byder på et skarpt sving lige efter nedkørslen, hvorefter vejen bugter sig let.

Etapen byder trods den relativt korte distance på i alt 4119 højdemeter.

Los Machucos gjorde debut i 2017, hvor Stefan Denifl som eneste mand fra det tidlige udbrud akkurat holdt Alberto Contador bag sig, mens Chris Froome 24 timer efter en suveræn sejr på enkeltstarten oplevede en sjælden krise, der kostede ham 42 sekunder til sin værste rival, Vincenzo Nibali.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Vejret

Heldigvis blev finalen tør i dag, og det bør den blive igen i morgen. Der vil ganske vist være byger frem til først på eftermiddagen, men derefter vil det klare op med en del sol og en temperatur på beskedne 15 grader i bunden af sidste stigning. Der vil dog stadig være 20% risiko for en byge også mod slutningen. Vinden vil være let til jævn og komme fra nordøst, hvilket giver med- og sidemedvind frem til toppen af Ason-stigningen. Herefter vil der være sidemodvind, indtil man får sidemedvind på tredje- og næstsidste stigning og på indløbet frem mod Los Machucos. Her vil der være sidemedvind næsten hele vejen op, indtil man får sidemodvind på den sidste lille kilometer i fladt terræn.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Analyse af 13. etape

Egentlig kunne man ikke have fortænkt ham i at have smækket med døren. Philippe Gilbert har nemlig haft al mulig grund til at være skuffet med den behandling, Deceuninck-ledelsen har givet ham de seneste måneder. Så sent som i april tog han årets vigtigste sejr for det belgiske storhold - i øvrigt blot to år efter at han havde sikret dem en stor sejr på hjemmebanen i Flandern Rundt - men den store triumf gav ham åbenbart ikke mange plusser i manager Patrick Lefeveres bog. Først undlod den benhårde chef nemlig at udtage sin stjerne til en Tour, Gilbert ellers havde satset stort på, hvilket sportsligt kunne forsvares, men efterlod veteranen dybt skuffet. Og samtidig fik han at vide, at Lefevere kun var villig til at skrive en etårig kontrakt, hvorfor Gilbert ikke havde andet at gøre end at forlade skibet, hvis han ville have den sikkerhed, en flerårig aftale ville betyde.

Det ville derfor næppe have overrasket mange, hvis Gilbert i frustration allerede havde rettet sigtekornet mod fremtiden på Lotto Soudal, der med en treårig aftale var villige til at tage langt større risici end Lefevere med den trods alt ikke længere helt unge belgier, og havde endt sæsonen med en serie tamme præstationer. Sådan er Gilbert bare ikke. Manden, der er kendt for at have et konkurrencegen som få, og som ifølge rygterne også bare er en helt igennem god og sympatisk fyr uden antydningen af stjernenøkker, var både for stolt til at ende tiden hos Lefevere i vanære og for stor til at være nag, og i stedet satte han sig for at sige tak for tiden i den blå trøje ved at ende sæsonen på en facon, der er en sand mester værdig. Gilbert har formentlig ikke glemt, at det var Lefevere, som gav ham en livline på et tidspunkt, hvor hans karriere var kraftigt i tilbagegang, og som med sejrene i Flandern og Roubaix gjorde det muligt for ham ikke blot at sparke liv i karrieren igen, men også erobre to af de tre monumenter, han manglede i sin ”Strive4Five”-ambition om at vinde alle fem store endagsklassikere.

Der var nu ellers ikke meget, der tydede på, at farvellet ville blive særligt smukt. Tværtimod skuffede Gilbert fælt i et BinckBank Tour, hvor han var en skygge af sig selv. Heldigvis har historien lært os, at veteranen med alderen er blevet lidt at en dieselmotor, der skal bruge et hav af løbsdage for at finde formen, som han viste i foråret, hvor han efter en relativt svær start på klassikerne, som delvist var påvirket af sygdom, sluttede det hele af med et brag ved at sejre i det af dem fem monumenter, han troede ville blive sværest at vinde. Og derfor har det ikke været sært, at man igennem de første dage af Vueltaen har kunnet fornemme, at der stille og roligt er kommet liv i de gamle ben.

Selvom han har vundet to monumenter i de seneste tre år, er Gilbert aldrig blevet som i vanvidssæsonen 2011, hvor han kunne vinde cykelløb alene med venstre ben, og hvor han på berømt vist kørte Tom Booen ud af hjulet på en motorvejsbro ved et ellers pandekagefladt belgisk mesterskab, hvor Boonen i et uforsigtigt øjeblik havde varslet karrierestop, hvis Gilbert kørte fra ham. Alligevel er han altså stadig i en alder af nu 37 stadig så god, at han kan vinde både de største klassikere og altså også grand tour-etaper. Vinderlisten er måske stadig ikke så lang som blandt andre Boonens og Alejandro Valverdes, men den har alligevel en kvalitet, som selv må gøre de to nævnte stjerner lidt småmisundelige. Og 76 sejre er trods alt heller ikke kvantitativt nogen helt ringe score.

Af disse er de 10 kommet i grand tours, efter at han i dag satte sin 6. Vuelta-etapesejr ind på kontoen, så han med tre gevinster i Giroen og en enkelt i Touren, nu kan skrive sig ind i klubben med et tocifret antal sejre i de tre største etapeløb. Og det blev endda gjort på en dag, hvor man ellers nok kunne have betvivlet, om ikke terrænet ville være for svært for Gilbert, der måske nok har vundet i både Lombardiet og Liege, men som med alderen har mistet en stor del af sine klatreevner og i dag snarere er brostens- end ardennerspecialist.

Alt gik imidlertid Gilberts vej på en dag, hvor han efter en lang karriere sjovt nok tog sin allerførste sejr på baskisk grund, hvor man ellers skulle mene, at ”den gamle Gilbert” måtte kunne have vundet et hav af cykelløb, herunder blandt andet Clasica San Sebastian. Først endte det i det angrebsvanvid, som udeblev på gårsdagens etape, da en kombination af et sultent felt, en helt flad indledning og kraftig modvind betød, at udbruddet først blev etableret efter mere end to timer og halvdelen af etapen. Det faldt i god jord hos Gilberts dieselmotor, der efter så hård en indledning fik lettere ved at sætte sig igennem.

Da først elastikken var knækket, kunne han også med tilfredshed se sig om i gruppen. Som man ofte ser det på etaper, der indledes fladt, var det nemlig de tunge drenge, som var kommet afsted. Således måtte man spejde langt efter de lette klatrere, der ville kunne have danset væk fra store Gilbert på den stejle mur i udkanten af Bilbao. Og helt ideelt blev det, da gruppens måske to bedste klatrere, Felix Grossschartner og Tsgabu Grmay, spillede på den forkerte hest og brændte alt deres krudt af i et frugtesløst fremstød på næstsidste stigning - et fremstød, som Gilbert kunne bruge den altid loyale traktor, Tim Declercq, til at pløje ned igen ved indgangen til den sidste mur.

Her trådte Gilbert i karakter. Med de to bedste klatrere efterladt med løst krudt efter at have skudt for tidligt, var han ikke omgivet af mange klatrere. Valerio Conti måtte nemlig hurtigt sande, at den dårlige form, han har vist gennem hele løbet, stadig plager ham, og da Alex Aranburu på første stigning tilsyneladende var så mærket af gårsdagens strabadser, at baskeren, som på en mur som denne ellers var den mest indlysende favorit, ikke lignede en kandidat, fremstod Gilbert pludselig som manden, der skulle slås i et udbrud, der havde passet bedre til gårsdagens terræn end dagens knaldhårde finale.

Og det blev han. Aranburu mobiliserede ellers pludselig de kræfter, han havde manglet tidligere på etapen, og gav Gilbert kamp til stregen, ikke mindst da han slog pjalterne sammen med den unge, men meget ustabile klatrer Fernando Barcelo, som efter en svær tid endelig viste, hvorfor han kørte et så herligt Tour de l’Avenir sidste år. I sidste ende manglede de imidlertid begge det sidste til først at svare på Gilberts forceringer og til slut køre ham ind på vej tilbage mod Bilbao, hvor de dog ellers kom tættere på, end Gilbert nok havde foretrukket.

Læs også

LIVE nu: Price i top-5 på stor enkelttstart

Afstanden var imidlertid stor nok til, at Gilbert kunne sejre igen og dermed tage sin første Vuelta-etapesejr siden han i 2013 endelig brød regnbuetrøjens forbandelse og i absolut sidste øjeblik tog det, der skulle blive den eneste sejr i sportens smukkeste trikot, ved at slå Edvald Boasson Hagen i en reduceret massespurt. Og den flotte afsked med Deceuninck er ikke slut endnu, for Gilbert har masser af muligheder senere i løbet, både fra udbrud i den sidste uge og i puncheurfinalerne lørdag i Ovedo og næste fredag i Toledo, hvor han allerede én gang har vundet. Derefter følger et VM, der passer Gilberts dieselmotor, samt en sæsonafslutning med mulig triumf i Paris-Tours. Nej, der er intet, der tyder på, at Gilbert har tænkt sig at smække med døren.

Det gør Aranburu bestemt heller ikke. Rygtet siger, at han er på vej til Astana, og han synes at være meget opsat på at sige farvel til Caja Rural med en sejr. I dag blev det desværre for anden gang i løbet til den ærgerlige andenplads, efter at han for tredje gang havde ramt udbruddet og således atter dokumenteret, at han har et talent, som de færreste kan matche. Og sjovt nok så det ud til, at trætheden fra i går talte til hans fordel, for hans trængsler tidligt på etapen betød, at han denne gang ikke fik brændt krudtet af for tidligt. En frisk Aranburu var formentlig kørt med Grosschartner og Grmay i deres fejlslagne fremstød, men nu bevarede han i stedet roen, så han med genvunden kraft alligevel kunne køre finale. Desværre var det formentlig alligevel prisen fra i går, der kostede ham det sidste, men Aranburu kan som minimum se tilbage på et løb, hvor han har fået sit gennembrud også i en bredere offentlighed - og for ham gælder også, at der venter præcis de samme muligheder, som der gør for Gilbert senere i løbet.

Barcelo kom til kort, men med tanke på, hvad han har vist siden Tour de l’Avenir sidste år, var det godt at se ham minde os alle om, hvorfor han sidste år vandt en bjergetape i talenternes Tour de France. Og samtidig sørgede han med en 3. plads for, at den baskiske fest blev næsten som de cykelgale baskere havde drømt om, da det lokale hold kommer fra de to dage på hjemmebanen med en sejr, en 3. plads og også en 7. plads med Cyril Barthe - et udfald, de næppe havde drømt om, da de i går for første gange kørte ind i deres hjemegn.

Udbruddet talte også en anden veteran i form af Jose Joaquin Rojas, der desværre nok må sande, at etapens resultat er meget symptomatisk for hans karriere. Som ”beskytter” af Movistars holdkonkurrence fik han ellers en chance for at køre finale i en klatresvag gruppe, hvor han havde en reel chance. Desværre var han nok engang overmatchet, og det er på den måde meget symptomatisk, at det var Gilbert, der endte som nr. 1, og Rojas, der blev nr. 4 og dermed sikrede sig endnu en sekundær placering i en karriere, der har mange top 10-placeringer, men alt for få sejre for en rytter med hans alsidige talent.

Dagens overraskelse var Nikias Arndt. +20% rimer ellers ikke just på knap 80 kg og knap 190 cm, men ikke desto mindre overvandt den formstærke tysker nok engang tyngdekraften og sikrede sig en dybt imponerende 5. plads foran lettere folk som Valerio Conti, Tosh van der Sande, Jacopo Mosca og Jonathan Lastra. I det hele taget kan dette løb siges at have været lidt af en genfødsel for den meget alsidige tysker, som hos Sunweb er endt som bodyguard for Michael Matthews, men som her har udnyttet lidt frihed til at vise, hvor fantastisk en cykelrytter han egentlig er. Samme chance har Van der Sande udnyttet, efter at han sparkede liv i karrieren igen med den flotte sejr på Mur de Thuin i Vallonien i slutning af juli, og som for anden gang i løbet kørte med om sejren - denne gang i en finale, der dog var en anelse for hård for den belgiske puncheur.

Mens kampen om etapesejren var medrivende og omskiftelig, forholdt det sig helt anderledes med favoritternes opgør. Det endte derimod som lidt af en fuser, efter at Movistar valgte at spare kræfter til senere. Det var nu helt forventet, at de med udsigt til tre langt vigtigere etaper ikke ville gå efter en etapesejr, men man kunne have forventet, at Alejandro Valverde og Nairo Quintana skulle teste Primoz Roglic i finalen.

Det skete imidlertid ikke, og det var således kun Miguel Angel Lopez, der var opmærksom på, at sloveneren har så stort et forspring, at der er grænser for, hvor mange muligheder man kan lade gå til spilde. Som forventet kunne colombianeren ikke gøre nogen forskel i en finale, der ikke passede ham, og derfor endte det i en gigantisk våbenhvile, hvor Mikel Nieve var den eneste klassementsrytter, som tabte en smule terræn.

Måske var det også forståeligt. Jumbo viste sig nemlig stærkt intimiderende, da det højst overraskende var dem og ikke Movistar eller Astana, der tog teten og gjorde løbet knaldhårdt på de to første stigninger. Med den forcering fik Primoz Roglic sendt et kraftigt signal om, at han var klar og sad med gode ben, og set i det lys var det måske meget forståeligt, at Valverde og Quintana sparede kræfterne i stedet for at kaste sig ud i det, der med tanke på den lette nedkørsel til sidst meget vel kunne være endt som det rene spild af energi. Og det sørgede for, at der er tanket godt op i depoterne, inden morgendagens store slag på Los Machocos, hvor al tanke om våbenhvile end ikke ville kunne gennemtrumfes af en resolution fra FNs Sikkerhedsråd, og hvor Movistar med dagens passive kørsel har sendt et signal om, at Roglic skal sørge for at møde velforberedt op.

Det behøver Gilbert ikke. Efter dagens strabadser har han fortjent en lille hviledag - i hvert fald så meget, som Los Machucos’ vanvittige procenter tillader - og han vil pænt kunne iagttage favoritternes kamp fra bagperronen. I det hele taget kunne Gilbert sagtens tillade sig at tage den med ro i resten af en Vuelta, der allerede er en succes. Sådan bliver det imidlertid med statsgaranti ikke. Konkurrencemennesket Gilbert bliver aldrig mæt, og der er således garanti for, at vi kommer til at se mere til det belgiske fænomen, der åbenlyst ikke har tænkt sig at smække med døren, men derimod sige farvel og tak med på en manér, som er en af sportens største mestre værdig.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Favoritterne

Vi indledte optakten til 7. etape med at beskylde løbsdirektør Javier Guillen for at have sadistiske tilbøjeligheder. Da vi slap for det frygtede søgsmål for brud på injurielovgivningen, vil vi tillade os at gentage beskyldningen denne gang. Nok vidste vi alle, at Guillen i de senere år har sat en ære i at opdyrke de stejle gedestier, der er spredt ud over hele Spanien, men han plejer trods alt at begrænse det til én om året. I 2016 skulle de kun over Alto Mas de La Costa, i 2017 var Los Machucos den eneste stigning af denne type, og sidste år var kun Balcon Bizkaia, der var en længere stigning med grufulde procenter.

I år har Guillen imidlertid givet den en ekstra tand. I de senere år er det Alto Mas de La Costa og Los Machucos, han har virket mest stolt over at kunne præsentere, og derfor vil mange ryttere nok føle, at han har strammet skruen en anelse for meget ved at inkludere dem begge i én og samme udgave. Det er ikke desto mindre, hvad han har gjort i løbet af de første to ganske brutale uger i 2019-udgaven af den spanske rundtur, og derfor venter der rytterne endnu en dag i helvede og alverdens cykelfans endnu en dag i himlen, når der fredag blændes op for endnu en dag med stigningsprocenter, som kan få de fleste til at anmode om respiratorhjælp bare ved tanken.

Derfor er der for anden fredag i træk lagt op til en eftermiddag med ekstra kaffe på kanden og et ekstra stykke kage til at forsøde oplevelsen, for der er lagt op til et brag af en etape. Los Machucos skuffede i hvert fald ikke i 2017, hvor Alberto Contador kørte fra alt og alle, men akkurat ikke fangede Stefan Denifl, og hvor Chris Froome bare 24 timer efter en magtdemonstration på enkeltstarten oplevede en af sine største grand tour-kriser, da Wout Poels måtte slæbe sin lidende kaptajn op ad de stejle procenter.

Los Machucos er i sig selv svær nok til at skabe drama, men den er trods alt kun 6,8 km lang. Med andre ord er der grænser for, hvor meget tid der kan vindes, hvis alle kommer friske frem til bunden. Derfor må man formode, at vi ikke ser en gentagelse af scenariet på 5. etape, hvor feltet sneglede sig frem til Javalambre-stigningen. Nej, Miguel Angel Lopez, Nairo Quintana og Alejandro Valverde har alle så meget tid at vinde, at de er nødt til at gøre løbet hårdt. Hvis ikke, har Primoz Roglic så stærkt et hold, at han får det for let - i hvert fald så let, som man kan - på Los Machucos.

Etapen mangler i finalen de stigninger, der gør det muligt at angribe tidligt. Dertil er Fuente las Varas og Cruz de Usano alt for lette, og de øvrige stigninger kommer for tidligt. Det er altså ikke på denne etape, at Movistar skal spille Nairo Quintana ud i en tidlig offensiv. Det må vente til søndag og mandag, hvor der er tale om ”rigtige” bjergetaper med mange lange stigninger gennem hele dagen. I morgen skal slaget slås på Los Machucos, og favoritterne må holde sig i skindet indtil da.

Det betyder dog ikke, at etapen bliver let. Med mere end 4000 højdemeter over en ganske kort distance, er det den etape, der hidtil har haft flest højdemeter. Nok er stigningerne ikke lange eller svære, men de er mange, og der er nærmest intet fladt terræn. Der er således masser af plads til, at Astana og Movistar kan gøre det hårdt. Og da de to stigninger inden Los Machucos er lette, skal de formentlig allerede i gang på de to kategori 2-stigninger midtvejs, hvor Jumbo-mandskabet skal slides ned, særligt på Puerto de Alisas, der slet ikke er nogen let stigning.

Man kan naturligvis frygte, at Movistar og Astana er så bange for 15. og 16. etape, at de igen lader etapesejren sejle. Vi tvivler imidlertid på, at det vil være tilfældet. Begge hold - særligt Movistar - var bemærkelsesværdigt passive i dag, og det kunne tyde på, at der er en plan for fredag. Klassementet tilsiger, at der er grænser for, hvor defensivt de kan tillade sig at gribe løbet an, især fordi de ikke kan regne med at få meget ud af den sidste relativt lette uge. Og endelig er de begunstigede af, at sprinterholdene formentlig vil sikre, at lørdag bliver en relativt let dag, hvor de kan få mulighed for at komme sig inden søndagens og mandagens etaper.

Det betyder dog ikke, at et udbrud ikke kan vinde. Det er ikke nødvendigvis etapesejren, der er prioriteten, men snarere ønsket om at gøre det hårdt. Samtidig forventer vi endnu en knaldhård start på etapen, og da de første stigninger allerede melder sig efter ca. 20 km, er der næsten garanti for, at udbruddet bliver ganske stærkt, især hvis de først kommer væk på den meget svære Ubal-stigning. Det betyder, at der skal gås til stålet, hvis udbruddet skal hentes, og hvis etapesejren er sekundær i forhold til ønsket om at gøre løbet hårdt, kan vi risikere, at Astana og Movistar ”går i gang” så sent, at udbruddet alligevel kan holde hjem.

Det tvivler vi dog på. Los Machucos er guf for Alejandro Valverde, og både Movistar og Astana vil meget gerne have bonussekunderne i spil. Med hele to hold - måske endda også UAE, der dog ikke har så meget at skyde med - til at lægge pres på, bør der være ressourcer nok til at skabe samling. Som sagt kan udbruddets styrke og en lidt for sen start af Jumbos to rivaler sagtens betyde, at en udbryder gentager Stefan Denifls nummer fra 2017, men vi tror mest på en favoritsejr, der ville blive kæmpet om alene på den sidste stigning.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Selve Los Machucos er en yderst irregulær sag. Den er ligeså stejl som - i virkeligheden er den vel egentlig stejlere end - Mas de La Costa, men den er mere varieret end sidste fredags stigning, der bare var modbydelig fra bund til top. Her kan man få pusten enkelte gange undervejs, og samtidig er den sidste kilometer faldende og flad, hvilket trækker den gennemsnitlige stigningsprocent gevaldigt ned. Samlet set burde den dog kunne gøre større forskelle end Mas de La Costa, ikke mindst i kraft af den længere længde. Stigningen i sig selv er stadig relativt kort og eksplosiv, men da den kommer mere efter 4000 højdemeter i et formentlig opskruet tempo, vil vi tro, at klatrerne har en bedre chance, end de havde på Mas de La Costa, hvor Lopez, som ellers har vist sig som den bedste i bjergene, var den klart svageste af ”De Fantastiske Fire”, og hvor Tadej Pogacar slet og ret kom til kort, selvom han to dage senere var flyvende i Andorras rigtige bjerge. Det er dog lidt svært at sige, om etapens samlede hårdhed tipper balancen i retning af de rigtige klatrere, eller om stigningens eksplosive karakter mere tilgodeser de eksplosive Valverde og Roglic.

På den baggrund er det også en meget åben etape, hvor vi kun med nogen tøven peger på Miguel Angel Lopez som vores favorit. På den ene side har han på løbets to eneste ”rigtige” bjerge vist sig som den i særklasse stærkeste, både da han kørte fra alt og alle på Javalambre, og da han satte sig igennem i Andorra, inden Moder Natur åbnede for sluserne og sendte ham til tælling. Hans fremragende enkeltstart bekræfter blot indtrykket af, at Lopez ikke har været bedre siden sin fantastiske uge i Vueltaen for to år siden, og lige nu synes han at have et gear ekstra i forhold til de andre. Til gengæld så vi også, at han havde det svært mod Roglic og Valverde på Mas de La Costa, der minder ganske meget om Los Machucos, og det er derfor ikke en finale, der passer ham ideelt.

Alligevel tror vi på ham. Det må være op til Astana at gøre det knaldhårdt, og det burde 4000 højdemeter kunne hjælpe med. Vi så for to år siden, at Alberto Contador, der ligesom Lopez var en ren klatrer, kunne køre fra alt og alle, og det viser, at det sagtens kan lade sig gøre for en ryttertype som dem. Roglic har vist, at han ikke nødvendigvis kører sig helt i hegnet for at sætte efter Lopez, og det vil han formentlig heller ikke gøre på disse stejle procenter, når han har en buffer at give af og således kan tillade sig ikke at risikere at eksplodere. Derfor tror vi, at en yderst formstærk Lopez endelig tager sin første grand tour-etapesejr i to år.

Det var dog meget tæt på, at vi i stedet havde peget på Primoz Roglic. Egentlig var hans enkeltstart ikke helt så overbevisende som forventet, men på etapens sværeste stigning var han to-tre niveauer over alle andre. Også på Mas de La Costa virkede han i total kontrol, og da han i Andorra endelig åbnede for gassen efter sit styrt, kørte han så stærkt, at man kan være i tvivl om, om Lopez havde holdt hjem, hvis de alle var blevet på cyklerne. Roglic har i det hele taget kun virket presset en enkelt gang, nemlig på Javalambre, og her sluttede han også meget stærkt af mod slutningen. I dag satte Jumbo et intimiderende tempo, som tyder på, at Roglic sidder med stor selvtillid, og det kan kun skyldes, at han har gode ben. Det er kun Valverde, han ikke kan slå i en spurt, og han har før vist, at han er fremragende på stejle mure. Vi er lidt usikre på, om han vil satse alt på at svare på alle angreb fra folk som Lopez og Quintana på så stejle procenter, men er han lige så stærk, som vi fornemmer, kan han sagtens ende med at vinde etapen.

Selve målstigningen passer vel allerbedst til Alejandro Valverde. Det var ikke noget tilfælde, at den spanske veteran sejrede på Mas de La Costa, hvor han atter viste, at der ikke er mange, der har hans klasse på de stejleste procenter - i hvert fald når stigningen ikke er for lang. Den flade afslutning taler også til hans fordel, for det betyder, at han næsten med sikkerhed vinder, hvis blot han sidder med hele vejen til toppen. Til gengæld er den samlede etape langt hårdere end i fredags, ligesom den sidste stigning er længere, og det taler alt sammen imod Valverde, der så sent som i Andorra atter viste, at han mangler lidt på de meget hårde dage. Om denne etape er hård nok til at slide Valverde ned, kan man være meget i tvivl om, og er han stadig relativt frisk i bunden af Los Machucos, bliver han svær at slå. Vi tror dog, at etapens samlede hårdhed tipper balancen en anelse væk fra Valverde.

Løbets joker er nok engang Tadej Pogacar. Sloveneren bekræftede sit kolossale talent, da han slet og ret kørte fra Quintana og Valverde i Andorra, og da hans historik samtidig tilsiger, at han er typen, der bare bliver bedre og bedre undervejs, kan han vise sig endnu bedre nu. Hans fantastiske kørsel på enkeltstartens hårdeste stigning var endnu en understregning af formatet, og der er vel ikke nogen tvivl om, at Pogacar er blandt de allerskarpeste i de virkelige bjerge. Til gengæld havde han det svært på Mas de La Costas rædselsfulde procenter, og derfor har vi en frygt for, at også Los Machucos er lidt for stejl for sloveneren, der er den største og tungeste af de fem topryttere. Til gengæld er etapen også så hård, at det bør komme ham til gode, og samtidig har han med sit tidstab en frihed, der stadig gør ham til den mindst overvågede af de fem største navne. Movistar har vist, at de er villige til at lade Roglic jagte på egen hånd, og det kan Pogacar måske udnytte til atter at køre fra alt og alle. Samtidig er det kun Valverde og Roglic, han ikke slår i en spurt, og dermed kan det sagtens ende med endnu en sejr til det slovenske vidunderbarn.

Nairo Quintana viste på Mas de La Costa nok engang, at han er bedre på disse stejle mure, end man skulle tro. Denne lidt længere stigning passer ham endda endnu bedre, og han viste i Andorra atter, at præstationen på Javalambre bare var udtryk for en dårlig dag. Nyere historie viser, at Quintana - særligt sent i en grand tour - kører, som vinden blæser, og han kan derfor sagtens ende med at falde igennem igen. Til gengæld kan han også ende med at vinde. Nok er det lidt svært at se ham slet og ret køre fra både Roglic og Lopez, men han har sit store tidstab som fordel. Det er ham, Roglic vil reagere sidst på, og det kan være det, han kan udnytte til at køre væk og tage sin anden sejr i et løb, der allerede nu fremstår som lidt af en genoprejsning.

Hidtil har Rafal Majka lignet den sjettebedste i løbet. Han har været klart bedre end de øvrige fra top 10, men han har også været klart dårligere end top 5. Derfor kan det se lidt svært ud for polakken at vinde en etape, hvor der vel reelt kun er fem vinderkandidater, hvis ikke sejren skal gå til en udbryder. Man kan dog håbe, at Majka kan udnytte favoritternes interne magtspil til måske at gribe ud efter sejren. Han viste i Giroen, at han stadig kan køre stærkt i den tredje uge, og selvom han ikke er vild med stejle mure, kan denne samlet set ret hårde etape passe ham udmærket. Det ender sikkert med endnu en 6. plads, men man kan håbe, at taktikken flasker sig til hans fordel.

En af de mest imponerende ryttere i Andorra var Wilco Kelderman . Hollænderen kom til løbet med ringe forberedelse, men ser nu ud til at finde benene. Enkeltstarten skal vi ikke lægge meget i, for Kelderman kan åbenbart ikke længere køre enkeltstart, men hans kørsel i Andorra var imponerende. Her førte han uafbrudt det meste af dagen og endte alligevel etapen som nr. 8. Formentlig er han endnu bedre nu, og vi fra 2017, at en formstærk Kelderman kan klatre med verdens bedste. Han er ikke vild med stejle stigninger, men etapens samlede hårdhed taler til hans fordel, og han så ganske overbevisende ud på dagens stejle mur.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vi har også været svært imponerede over Hermann Pernsteiner . Pludselig kom den gode form ud af det blå på Mas de La Costa, hvor han længe sad helt fremme blandt favoritterne, og han cementerede de fremragende ben med forrygende kørsel i Andorra, hvor han endelig viste, at han også har noget motor, og sin i særklasse bedste enkeltstart nogensinde. Mas de La Costa viste, at han har smag for stejle procenter også, og vi forventer derfor endnu en god præstation af den lille mountainbiker. Måske vinder han ikke etapen, men han burde kunne gå i top 10 i et opgør mellem favoritterne.

Som sagt er det i virkeligheden svært at se andre vindere af et favoritopgør end de fem store, og derfor vil vi reservere resten af tiden tid udbrydere. Sepp Kuss, George Bennett, Marc Soler, Jakob Fuglsang og Ion Izagirre er nemlig låst som hjælpere, og vi frygter, at Esteban Chaves allerede nu er i tilbagegang. Mikel Nieve har ikke sin bedste form og passer ikke til stigningen, Sergio Higuita skuffede i dag, folk som Carl Fredrik Hagen, Nicolas Edet, Kilian Frankiny, James Knox og Dylan Teuns er trods alt overmatchet, og trods 10. pladsen på Mas de La Costa kan Oscar Rodriguez ikke sidde med de allerbedste.

Blandt udbryderne vover vi pelsen ved igen at pege på Wout Poels. Som bekendt er det altid som at spille lotto at satse på hollænderen, men vi ved også tre ting, der taler til hans fordel. For det første har han længe satset på denne etape og angiveligt sparet sig i flere dage med henblik på at gå efter sejren her. For det andet elsker manden, der er blevet hhv. nr. 1 og 2 på Angliru, i sit es, når stigningsprocenten er tættere på 30 end på 10. Og for det tredje ved vi, at Poels altid med næsten pinlig akkuratesse finder benene, når vi er ca. to uger henne i en grand tour. Det gjorde han senest i årets Tour, og holder tendensen, sker det igen i dette løb - også selvom han så skidt ud i Andorra for fem dage siden. Formentlig vil det kræve tårnhøj klasse at holde feltet bag sig, og måske skal vi helt op i Poels-klassen for at finde en mand, der kan gøre det. Starten er hård nok til, at han kan komme afsted, og klassen har han fortsat, som han viste i Tourens tredje uge og ved at vinde kongeetapen i Dauphiné.

Mikel Nieve viste i Andorra, at han ikke er på sit højeste niveau. Det ændrer dog ikke på, at baskeren som sportens bjergudbryderkonge nr. 1 altid skal regnes som en seriøs kandidat, især fordi han som regel bliver bedre og bedre dag for dag. Desværre er denne stigning ikke ideel for den baskiske dieselklatrer, der har det bedst i de rigtige bjerge og på lange stigninger, men etapen her er hård nok til, at de rene klatrere kan sætte sig igennem. Starten er heller ikke ideel, men hård nok til, at han kan komme væk. På en dag, hvor mange vil blive slidt ned af et hårdt tempo, kan Nieve altid vinde, eksplosiv stigning eller ej.

I dag testede Tao Geoghegan Hart tilsyneladende benene, og han viste ved at følge favoritterne, at de langsomt er ved at være der. Han blev også nr. 10 i Andorra, hvor han endda lå på egen hånd det meste af dagen, og det viser, at han slet ikke er dårligt kørende. Han og Poels kunne meget vel udgøre en potent duo i et udbrud, og selvom han stadig har til gode at vise sig selv på de stejleste procenter, burde Geoghegan Hart næsten med sikkerhed være en af de stærkeste i et eventuelt udbrud. Og skulle de mod forventning blive nødvendigt, er han hurtig i den flade finale.

Drømmen om at vinde i Baskerlandet brast for Oscar Rodriguez, men han har stadig masser af muligheder. Denne etape er måske den, der passer ham bedst i hele løbet. Således er starten hård nok til, at han denne gang også har en seriøs chance for at komme væk, og han viste med 10. pladsen på Mas de La Costa og sidste års choksejr foran Majka og Teuns på La Camperona, at stigninger af denne type passer ham glimrende. Han har virket en anelse mere haltende de seneste dage - især i dag, hvor han smed otte minutter - men nu har han også al den frihed, han skal bruge for at komme fri. Vi frygter, at formen er i tilbagegang, men Rodriguez er svingende nok til at kunne flyve på en etape, der virkelig passer ham.

James Knox havde en hård start på løbet med flere styrt, men han har virkelig fundet benene. Han kørte med favoritterne i Andorra og kørte herefter sit livs enkeltstart, og han synes aldrig at have været bedre end netop nu. Det er klart, at han stadig har til gode at vise, at han virkelig kan vinde så svær en etape på dette niveau, men lige nu ligner han en af løbets bedste klatrere. Og med sit tidstab er han ikke den allerstørste trussel.

I dag skuffede Sergio Higuita fælt, og det kunne indikere, at han er ved at være træt. Det er dog for tidligt at afskrive colombianeren, for vi så også, hvordan han skuffede på Javalambre, men derefter kørte en fremragende Andorra-etape, hvor hans 7. plads slet ikke fortæller, at han var i gruset sammen med Lopez. Det vidner om, at benene slet ikke er ringe, men at han kan være temmelig svingende. Han viste på 2. etape, at stejle stigninger passer ham, og han kørte sin hidtil bedste etape på en dag, hvor der var mange højdemeter hele dagen. Med andre ord er dette en fremragende etape for Higuita, hvis ikke han er for træt.

Pierre Latour skal naturligvis også nævnes, selvom han næppe kan være alt for begejstret over den ekstremt stejle sidste stigning. Til gengæld passer resten af etapen ham glimrende. Han er stærk og har power til starten i let kuperet terræn, og de relativt korte stigninger passer godt til den store og alsidige Latour, der viste form på enkeltstarten. Sidste stigning er nok for svær, men er gruppens sammensætning rigtig vil Latour naturligvis altid være kandidat.

Vi har flere gang fremhævet Kilian Frankiny, og det vil vi gøre igen. Den schweiziske dieselklatrer kørte sig op igennem hele Giroen sidste år, og det mønster synes at gentage sig. Han bliver i hvert fald bare bedre og bedre, og han har ikke langt skjul på, at han går efter at vinde en etape fra et udbrud. Han er bedst på længere stigninger, men denne etape har højdemeter nok til, at også han kan komme i spil.

Med en hård start og et forventeligt hårdt tempo fra feltet skal man formentlig være meget god for at have en chance. Derfor har vi svært ved at se andre vindere. Jumbo-, Astana- og Movistar-rytterne vil formentlig være låst på en meget vigtig dag for klassementet, selvom man aldrig helt kan udelukke, at chancen kan opstå, hvis de sendes i forkøbet som led i et taktisk spil, hvor det nok særligt er Marc Soler og Jakob Fuglsang samt måske Ion Izagirre, der ville kunne komme i spil. Dylan Teuns skulle angiveligt blive lukket ned, og det tyder på, at han ikke får frihed nu, hvor han ligger i top 10, og dermed bliver det formentlig også svært for Carl Frederik Hagen, Nicolas Edet og Hermann Pernsteiner at gå i udbrud. Daniel Martinez synes ikke at være god nok endnu, og Fabio Aru er tilsyneladende faldet helt sammen. Etapen passer ikke ideelt til Mikel Bizkarra, og vi har lidt svært ved at se Ruben Guerreiro, Jesus Herrada Peter Stetina, Francois Bidard, Geoffrey Bouchard, Cristian Rodriguez, Niklas Eg, Louis Meintjes, Gianluca Brambilla, Lawson Craddock, Daniel Navarro, David de la Cruz, Sebastian Henao og Amanuel Ghebreigzabhier gøre det færdigt på en så svær stigning.

Feltet.dks vinderbud: Miguel Angel Lopez

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Alejandro Valverde

Outsidere: Tadej Pogacar, Nairo Quintana, Rafal Majka, Wilco Kelderman, Hermann Pernsteiner

Jokers (fra et udbrud): Wout Poels, Mikel Nieve, Tao Geoghegan Hart, Oscar Rodriguez, James Knox, Sergio Higuita, Pierre Latour, Kilian Frankiny

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Stefan Denifls sejr fra 2017.