Optakt: 13. etape af Vuelta a Espana

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

I 2020 skulle der skrives historie, da Vueltaen planlagde en gigantisk bjergafslutning på en af Tourens mest mytiske stigninger, nemlig Col du Tourmalet. Den plan blev imidlertid forpurret, da corona blussede op igen i ugerne inden starten på løbet, og da Frankrig igen indførte restriktioner ved grænserne, måtte man i al hast erstatte finalen med en udvandet afslutning på den bløde Formigal-stigning. Heldigvis blev ideen ikke opgivet, og tre år senere får vi endelig chancen for at se Vuelta-feltet slutte på Pyrenæernes mest berømte stigning. Det sker endda på et brag af en etape, der byder på hele tre bjergpas og mere end 4200 højdemeter over bare 134,7 km og det endda i form af berømte tinder som Aubisque og Spandelles i tillæg til Tourmalet. Dermed vil denne fredag ikke blot skrive sig ind i historien som dagen, hvor Vueltaen endelig skulle slutte på Tourmalet. Den vil også blive rammen om en af løbets allervigtigste slag, hvor de sande bjerggeder med hang til lange stigninger, mange højdemeter og iltfattig luft får alvor kan gøre skade.

Som sagt er der tale om en kort og intens bjergetape, der fører feltet over bare 134,7 km fra Formigal. Huesca la Magia til toppen af Col du Tourmalet. Staten går umiddelbart uden for bjergbyen Formigal, der var mål for erstatningsetapen i 2020, og herfra kører man med det samme mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Puerto de Portalet (4,4 km, 5,4%), der efter en kilometer med 7,3% stiger med 4-6% frem mod toppen, der rundes allerede efter 4,4 km. Her passeres man samtidig grænsen til Frankrig, hvorefter man kører mod nordvest og nord ad en lang og ganske let nedkørsel, der leder ned til byen Laruns, der var mål for Marie Blanque-etapen i årets Tour, og som nås efter 32,2 km.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Man forlader dalen med det samme, når man kører mod sydøst og nord op ad den berygtede Col d’Aubisque (16,5 km, 7,1%, max 13%), der er uden for kategori og skal inddeles i to. Således stiger de første 4 km bare med ca. 5%, men derefter stiger den uhyre jævnt med 7-9% hele vejen til toppen, der rundes efter 48,7 km. Herfra går det mod øst, sydøst, nordøst, nord og igen nordøst ad en periodevist ganske teknisk nedkørsel, der undervejs afbrydes af den lille bakke op til Col du Soulor (2,1 km, 5,0%), der har top efter 59 km.

Dalen nås efter 71,7 km i den lille by Las Ganques, men heller ikke denne gang bliver man i fladlandet. I stedet kører man med det samme mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Col de Spandelles (10,3 km, 8,3%, max. 15%), der over de første seks kilometer stiger uhyre jævnt med 8-9%, inden den bliver en anelse lettere over de sidste 4,3 km, hvor stigningsprocenten ligger med 6 og 9. Toppen rundes efter 82,0 km i forbindelse med en bonusspurt, hvorefter de sidste 52,7 km indledes med en relativt let nedkørsel, der fører mod syd, nordøst og sydøst og først bliver teknisk på det sidste stykke ned til byen Argelès-Gazost, der passeres efter 97,5 km.

Denne gang bliver man faktisk lidt i dalen, når man kører mod sydøst af en helt lige og let stigende dalvej, der undervejs byder på dagens spurt efter 103,4 km. Efter 115,8 km, når man frem til Luz-Saint-Sauveur, der er kendt som udgangspunkt for opstigningen ad Col du Tourmalet. Derfra går det således mod nordøst op ad det gigantiske bjerg, der er uden for kategori og stiger med 7,4% over 18,9 km med et maksimum på 13%, der endda nås på de sidste få hundrede meter. Der er tale om en uhyre jævn stigning, der efter en kilometer med 4,6% stiger ganske jævnt med hovedsageligt 6-8% over de næste 11 km, inden stigningsprocenten over de sidste 6,9 km hovedsageligt ligger på 8-9. Det vanskeligste stykke kommer til sidst, hvor der venter 1000 m med 8,2% og slutteligt 900 m med 9,6%, inden man når toppen i 2115 m højde. Stigningen går ad en næsten lige vej med kun få hårnålesving, indtil der kommer flere af sidstnævnte mod slutningen, de sidste med hhv. 4600 m, 4100 m, 1700 m og slutteligt 400 m igen, hvorefter man rammer opløbsstrækningen.

Etapen byder på i alt 4266 højdemeter.

Col du Tourmalet har kun to gange tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb, begge gange i Tour de France og begge gange via den opkørsel, der også bruges på denne etape. Det var senest i 2019, hvor Thibaut Pinot bekræftede sit forrygende niveau ved at vinde en seksmandsspurt med 6 sekunder ned til en chokerende god Julian Alaphilippe i førertrøjen og Steven Kruijswijk. Forinden var det på den berømte tågeetape i 2010, hvor Andy Schleck slog Alberto Contador i deres tomandsspurt på toppen, men da spanieren i dag er diskvalificeret, udgøres det øvrige podium i dag af Joaquim Rodriguez, der tabte hele 1.18, samt Ryder Hesjedal, der smed 1.27.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Efter nogle tørvejrsdage kan rytterne være uheldige at blive ramt af byger på en ellers flot fredag med kun få skyer. Temperaturen i dalen vil ligge på 27-28 grader, dog kun 25 grader i bunden af sidste stigning, og der vil gennem hele etapen være en risiko på 50-70% for kraftige tordenbyger, dog lidt aftagende i finalen. Der vil bare være en svag til let vind (6-8 km/t) fra nord og i finalen fra nordvest. Det giver mod- og sidemodvind frem til bunden af Aubisque, hvor der vil være først sidevind og slutteligt modvind. På nedkørslen vil vinden kommer fra næsten alle retninger, indtil man får sidemedvind på Spandelles. På nedkørslen vil der være sidemedvind, inden man får direkte medvind i dalen. Slutteligt vil der være sidemedvind hele vejen op ad Tourmalet.

Analyse af 12. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Juan Sebastian Molano med sin sejr på 12. etape sørgede for at holde UAEs imponerende stime med grand tour-etapesejre i live.

Favoritterne

Det kan godt være, at der allerede har været masser af prøvelser i denne historisk hårde Vuelta, men i en vis forstand kan man føle, at løbet først for alvor starter nu. Indtil nu har stigningerne nemlig alle været relativt kort og de samlede etaper ikke alt for svære, men det laves der i den grad om på nu. På 13., 14., 17. og 18. etape venter klatreudfordringer af en helt anden kaliber, og når kalenderen næste gang siger torsdag, ved vi formentlig, hvem der skal stå på podiet i Madrid tre dage senere.

Serien indledes endda med den måske sværeste af de fire etaper. Man kan diskutere, om det de mytiske stigninger på 13. etape eller målbjergets sværhedsgrad på 17. etape, der skal være afgørende, hvis man vil udpege årets kongeetape, men man kan i hvert fald sagtens argumentere for, at det er morgendagens etape, der fortjener det prædikat. Det skyldes både det forhold, at etapen byder på to af sportens allermest kendte stigninger, når vi endelig med tre års forsinkelse får lov at bestige Aubisque og Tourmalet, efter at corona i sidste øjeblik fik det forpurret i 2020, og det skyldes det forhold, at det er den eneste etape, der har det hele, som de rigtige klatrere vil elske, nemlig lange og mange bjerge, mange højdemeter, iltfattig luft og et svært målbjerg. Det eneste, de måske kan savne, er en længere distance. Senere venter skam masser af svære bjerge, men Asturien, som skal besøges i næste uge, er modsat Pyrenæerne kendt for bjerge, der er stejle, men hverken høje eller lange.

Det er morgendagens stigninger i den grad, og skal man bruge prædikatet Vingegaard-dag om de etaper, de passer de rene klatrere, er dette løbets absolut mest udprægede Vingegaard-dag. I den forstand er det også knald-eller-fald for danskeren. Hvis ikke han er med helt i front i morgen, er det svært at se, at han skulle kunne vende rundt på tingene på etaper, der passer ham dårligere.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Betingelserne for et godt slag er også til stede. Vi skal op i højderne, og derfor er det vigtigt, at der ikke er modvind på Tourmalet. Heldigvis får vi medvind, og vi slipper endda for modvind på de øvrige to bjerge også, hvis man ser bort fra den sidste del af Aubisque. Etapen kan endda blive gjort endnu hårdere, hvis rytterne rammes af en af de mulige tordenbyger, men mest taler nu for, at de kommer tørskoede i land på en ganske varm dag i Pyrenæerne.

Det mest interessante er naturligvis, hvordan etapen taktisk gribes an. Havde dette været Touren, var der ingen tvivl om, at Jumbo ville forsøge at gøre dagen rasende hård, så Vingegaard kunne gøre forskellen til sidst, men dette er ikke Touren. Danskeren er ikke længere holdets bedste bud på en vinder, og selvom han stadig har glæde af et hårdt løb, er der konfliktende interesser.

Sepp Kuss fører nemlig, og det er ret klart, at holdet nu reelt anser ham som en potentiel vinder. Det taler for, at de skal være helt passive og lade andre tage initiativet, men det er også en risikabel strategi, når ingen ved, om Kuss vitterligt vil være stærk nok. Heldigvis har de Primoz Roglic, men spørgsmålet er, hvad han skal bruge. Han er ikke langt efter Evenepoel - ja, faktisk så lidt, at han kan vinde løbet med nogle effektive forceringer sidst på etaperne - og det er bestemt ikke en entydig kendsgerning, at han har glæde af et hårdt løb. Tværtimod risikerer man, at det vil tiltage dieselmotorerne Juan Ayuso, Joao Almeida og Enric Mas.

Alligevel tror jeg, at de vil forsøge at gå til stålet. De har ikke lagt skjul på, at de anser Evenepoel som den største rival, og dette er den bedste chance for at slide ham ned i terræn, hvor han endnu har til gode at brillere. Ja, faktisk er det her, de kan sende ham i så voldsom en krise, at han kan blive kørt helt ud af kampen om den samlede sejr, og spørgsmålet er, om ikke også det faktisk gavner Kuss. Det er jo også for hans vedkommende på de store bjergdage, at han er bedst, og han har således næppe gavn af, at Evenepoel slæbes frisk frem til finalerne, hvor han så har større chance for at gøre skade.

Derfor vil jeg forvente, at Jumbo holder sig til planen om at gøre det hårdt. Er der andre, der vil det? Jeg tvivler på, at Soudal vil. Evenepoel er stadig usikker på, hvad han kan på en etape som denne, og hvis han tror på, at han kan knække Kuss og Marc Soler - og det lyder det til - har han ingen grund til at gøre sig sårbar. Derudover er der jo mange senere etaper, hvor han kan slå til, hvis han stadig skulle have tid at hente.

Mere sandsynligt er det, at vi vil se et initiativ fra UAE. Ayuso har også brug for et hårdt løb, og det samme har Almeida. Tager Jumbo ikke initiativ, kunne jeg godt se araberne gøre det, men jeg vil tro, at de venter, indtil de finder ud af, om kaptajnerne har gode ben, særligt i lyset af Ayusos styrt. Jeg forventer således ikke, at de kontrollerer etapen fra start. Deres problem er bare, at de uden Jay Vine ikke har det stærkeste hold, når tre mand skal beskyttes, og derfor er der grænser for, hvad de kan udrette.

Det samme gælder for Movistar. Enric Mas har en del tid at hente og må have tanket selvtillid de seneste dage, men hans hold er svagt. Derudover tror jeg stadig, at han føler sig lidt som en underdog i giganternes kamp, og jeg tror gerne, han vil se, hvordan han klarer denne etape, inden han finder ud af, hvor offensivt han skal gribe løbet an.

Derfor er det nok også Jumbo, der bestemmer, om vi skal have en udbrudssejr eller ej. Starten er lidt speciel, fordi den første stigning er så kort, at man næppe kan nå at køre væk her. Derefter følger en ret lang og let nedkørsel, der næppe kan bruges til angreb, og selvom der nok skal komme angreb på første stigning, kan det sagtens være, at vi skal 33 km ind på etapen, inden den for alvor går i gang. Her vil helvede til gengæld også bryde løs, når alverdens klatrere vil forsøge at angribe, og det vil uundgåeligt føre til dannelsen af et meget stærkt udbrud på Aubisque.

Det er så her, vi finder ud af, hvad Jumbo vil. Vil de som på 14. etape i Touren bare mose derudad og sætter så hårdt et tempo, at udbruddet aldrig vil få et stort forspring? Eller vil de lade det være op til andre at gøre det hårdt, når Kuss fører løbet? I sidstnævnte tilfælde kan udbruddet holde. Det vil nemlig være stærkt, og som nævnt ovenfor ser jeg kun Jumbo have styrken til at køre det ind - men de skal have interessen. Den kan de dog også meget let blive tvunget til at få. Med den hårde start taler alt for, at udbruddet vil true trøjen og skal holdes i snor, og derfor kan udbruddet meget vel blive hentet, selv hvis det ikke er ambitionen for Jumbo.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Ambitionen tror jeg dog som sagt også, at de har. Mit bedste bud - men jeg er langt fra sikkert - er, at de holder sig til plan A. Det betyder dog ikke, at vi nødvendigvis får en favoritafgørelse. Jumbo har kun fem hjælpere, og selvom de alle klatrer godt, er det langt fra sikkert, at de kan hente et meget stærkt udbrud. Det vil i hvert fald kræve, at Attila Valter ikke har en af sine mange offdays.

Jeg hælder dog til, at de får dem hentet. Hvis de bare moser på, som de plejer, er de altså stærke. Dylan van Baarle, Robert Gesink og ikke mindst Jan Tratnik har set godt ud, Attila Valter har været sjældent stabil, og Wilco Kelderman, der startede løbet meget stærkt, lignede i går en mand, der måske er ved at komme sig efter styrtene. Jeg hælder derfor til, at favoritterne skal slås om det, men givet er det bestemt ikke.

Hvornår indledes kampen så? Det gør den formentlig først på Tourmalet. Ganske vist er der ikke rasende meget dal - og der er endda medvind - og man kunne derfor godt lancere en offensiv allerede på Spandelles. Det skulle i givet fald være Vingegaard, der blev spillet tidligt ud, fordi han er så langt bagefter og virkelig kunne sætte rivalerne under pres. Jeg tør ikke udelukke, at det kunne ske, fordi Soudal, UAE og Movistar er så svage, at danskeren faktisk kan blive pokkers svær at hente, men det kræver, at han er så god, at han kan sætte rivalerne. Særligt Evenepoel ved, at han for alt i verden ikke skal i defensiven, og derfor vil han ikke lade én eneste Jumbo-mand køre, hvis han kan forhindre det.

En stor Vingegaard-offensiv på Spandelles er således en mulighed, men da det er den første af mange bjergetaper, er det lidt tidligt at tage chancer. Tourmalet er så lang og svær, at det klogeste nok er at vente hertil. Her vil jeg til gengæld også forvente, at de spiller danskeren tidligt ud. Det er ham, der har tid at vinde, og han er den perfekte mand til at sætte de andre under pres.

Det betyder også, at jeg tror, at vi kan få en lang og også ret taktisk finale. Hvis Vingegaard er i stand til at køre solo, kan Kuss og Roglic sidde på hjul, men det vil altså kun ske, hvis Evenepoel ikke kan følge danskeren. Det vil så allerede være et krisetegn, og derfor vil jeg i det tilfælde forvente, at også Roglic med et senere angreb kan køre fra belgieren. Det var jo præcis det, der skete på 6. etape. Roglic angreb, Evenepoel kunne ikke svare, og så angreb også Vingegaard. I det tilfælde kan vi sagtens se endnu en Jumbo-dominans, hvor de ender med at gøre fælles front - og så må vi se, hvor mange, herunder Kuss, der kan følge med. Er chancen for at knække Evenepoel der, vil den blive udnyttet - Kuss eller ej.

Hvis til gengæld Vingegaard ikke kan gøre nogen tidlig forskel, er ballet åbnet for en taktisk finale. Evenepoel har hidtil taget meget ansvar, men han har også sagt, at han er nødt til at gamble. Han har dog også sagt, at han ikke lader en af Jumbo-drengene køre, men er jævnbyrdigheden stor, kan det åbne døren for, at andre kan køre væk. Med medvind på stigningen har jeg dog svært ved at tro, at det ikke vil eksplodere blandt favoritterne, og når det sker, og de stærkeste lukker op, taler meget for, at bedste mand alligevel vil vinde. Men magtspillet mellem to stærke hold og en ensom Evenepoel kan skabe en taktisk mulighed.

Hvem ender jeg så med at pege på? Det må blive Primoz Roglic. Sloveneren havde en krise efter styrtet og var måske ikke helt flyvende på 6. etape, hvor Ayuso og Evenepoel kom stærkt tilbage, selvom de begge var alene, men siden dengang har han efterladt det klart bedste indtryk. Han virkede komfortabel i weekenden, og hans enkeltstart vidnede om storform. Ser man bort fra 3. etape, hvor styrtet jo er en god forklaring, har han indtil nu ikke vist reelle svaghedstegn.

Selvfølgelig rammer han nu også terræn, der passer ham dårligere end det foregående, men det er jo ikke sådan, at Roglic ikke kan køre i rigtige bjerge. Han leverede et mageløst soloridt på Lagos de Covadonga i 2021, og han satte Pogacar på Col de la Loze i Touren i 2020. Nok er hans spidskompetence det eksplosive terræn, men han er stadig en af verdens allerbedste bjergryttere, og efter de svaghedstegn, han har vist de seneste sæsoner, ser vi i mine øjne i dette løb den bedste Roglic, vi har set længe. Han har også den luksus, at han kan tillade sig at køre løbet relativt defensivt og bruge sit punch til at sætte Evenepoel til allersidst, og han har et meget stærkt hold.

Som sagt anser jeg det som usandsynligt, at han bliver låst taktisk af et tidligt Vingegaard-angreb, fordi det kan åbne døren for, at han selv kan sætte kniven ind. Vi ved også, at han er den hurtigste, og han kan således vinde på mange måder. Han kan som stærkeste mand køre alene, han kan vinde en spurt, og han kan såmænd også få en sejr, som han formentlig får, hvis han og Vingegaard skulle køre fra alt og alle, da det så vil være ham, der er det bedste kort og dermed med mest brug for bonussekunder. Jeg regner dog som sagt med, at det eksploderer så meget, at bedste mand vinder, og mit gæt er, at det lige nu er Roglic.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Jeg vover pelsen ved at pege på Juan Ayuso som nr. 2. Spanieren har indtil nu bestemt ikke været den stærkeste, men han har forsvaret sig ganske flot i eksplosivt terræn. Han er stadig et ubeskrevet blad, men den lektie, vi har lært i år, er, at de er på de store dage, han er bedst. Det vidste han helt tydeligt med sit vilde soloridt på kongeetapen i Schweiz, hvor der også var både lange stigninger, endnu højere bjerge og mange højdemeter. Denne etaper bør være den, der passer Ayuso allerbedst, og når han har klaret den slags etaper, der før har voldt ham problemer, så godt, vil han med nogen sandsynlighed flyve i morgen. En lang finale er også en gave til en mand, der har vist sig som en mester i at blive sat tidligt og komme stærkt tilbage.

Selvfølgelig har han til gode at bevise, at han vitterligt kan være den bedste også i dette skrappe felt, men hans kurs mod verdenseliten er åbenbar, og det er først nu, vi finder ud af, hvor god han er blevet siden sidste år. Schweiz og hans gode start indikerer, at han er blevet rigtigt god, og så har han også den fordel, at han trods alt ikke endnu er den, Jumbo frygter. Styrtet skaber ekstra usikkerhed, men kan vi tro på UAE, når de siger, at han ikke har slået sig slemt, vil jeg anse ham som manden, Jumbo for alvor skal frygte.

Havde alle været på toppen, havde Jonas Vingegaard været den store favorit. Han er verdens bedste på denne slags store bjergetaper, særligt sent i en grand tour, men det er også klart, at han er temmelig langt fra sit bedste. Det blev helt tydeligt efter den for ham meget pauvre enkeltstart, og selvom det ikke nødvendigvis siger noget om klatrebenene, var det så langt under hans niveau, at det var et stort krisetegn, når han også viste betydelige svaghedstegn i weekenden. Det værst er, at formen synes nedadgående, og derfor er mit bedste bud også, at han ikke vinder i morgen, men snarere får en svær dag.

Jeg rangerer imidlertid også efter vinderpotentiale, og det er altså først nu, Vingegaard rammer sit terræn. Hvis vi endda kan stole på, at han har været ramt af lidt sygdom og på, at han er ved at være rask, er der jo i hvert fald et argument for, at formkurven alligevel skulle vende. Som sagt vil det være min forventning, at han skal angribe tidligt, og selvom jeg som sagt vil forvente, at Roglic så vil sætte efter, er det ikke stensikkert, at det vil ske. Måske kommer Vingegaard kun væk, hvis Evenepoel er i krise, men hvis Ayuso er så stærk, som jeg forventer, kan Roglic godt ende med at blive låst alligevel, hvis ikke han kan sætte spanieren. Det kræver så, at Vingegaard er stærk nok til at slå Ayuso, men hvis han har fundet sig selv efter den mulige sygdom i det terræn, der er hans, er en solosejr til Vingegaard bestemt ikke givet - og selvom det vil være taktisk dumt, kan man ikke udelukke, at han skal vinde, hvis han og Roglic kommer sammen til mål. Det er trods alt ham, der endnu ikke har vundet en etape.

Det er også på vinderpotentiale, at jeg rangerer Remco Evenepoel som nr. 4. Mit gæt er nemlig, at han knækker. Svaghedstegnene har simpelthen været for mange. Det er rigtigt, at han så stærk ud på 8. etape på en stigning, der passede ham perfekt, og at han lavede et af sine velkendte comebacks på 6. etape, men det så skidt ud på 9. etape, han var i krise på 6. etape, og hans enkeltstart var også efter hans egen opfattelse under niveau. Jokeren er selvfølgelig, at vi ikke ved, hvordan han er i de høje bjerge. Det var på denne slags etaper, han havde det vanskeligst sidste år, men det var også i dagene efter styrtet. Faktisk er han reelt slet ikke blevet testet på denne slags bjergetaper før. Jo, i Tour de Suisse, men her var han langt fa formen.

Sandt er det dog, at det er her, han har haft sine kriser. Det havde han I Vueltaen, men den formsvage Evenepoel klarede også den store bjergetape i Schweiz ringest af de tre. Der er altså mange indikationer på, at han er bedst i mere eksplosivt terræn, men reelt ved vi det ikke. Derudover har han sagt, at han inden løbet følte sig bedst på lange og ikke eksplosive stigninger, og derudover burde lange stigninger jo åbne døren for, at han kan komme med et af sine comebacks, hvis han i en tidlig krise kommer i problemer. Hvis han viser sig bedre i for ham ret ukendt terræn, end jeg venter, kan han ende med at knuse al modstand og køre fra alt og alle, men jeg tror, at det bliver ham, der bliver sømmet og ikke hammeren.

Så er der Enric Mas. Han flyver jo lidt rundt som en løs elektron i kampen mellem Evenepoel, Jumbo og Soudal, men det er måske også hans chance. Han har efterladt et uhyre stærkt indtryk indtil nu. Han eksploderede til slut på 6. etape, men så godt ud forinden, og det var særdeles lovende, at han med sit begrænsede punch var nærmest bag Roglic på 9. etape.

Alligevel tror jeg ikke, at han vil være stærkest. Egentlig burde hans dieselmotor være god på denne slags store bjergetaper, men han har altså haft sine bedste resultater på kortere og stejlere stigninger. Det er måske derfor, at Vueltaen passer ham bedst. Det hænger også sammen med hans tendens til at eksplodere, når stigningerne bliver for lange, som han gjorde på 6. etape og på La Pandera sidste år. Omvendt kørte han fornemt på Sierra Nevada sidste år, hvor han og Miguel Angel Lopez kørte fra alt og alle, og derfor skal man intet udelukke. Han vinder dog nok kun etapen, hvis der opstår magtkamp mellem et par jævnbyrdige rivaler, der har tabt mindre tid. Jeg har svært ved at se ham være bedre end alle de ovenstående på én gang.

Er der andre, der kan vinde? Jeg tror det ikke, men skal man pege på en mand må det være Sepp Kuss. Nok er amerikaneren god, men der er intet, der tilsiger, at han skulle være bedre end både Roglic og Vingegaard på én gang. Tværtimod viste han svaghedstegn på både 8. og 9. etape, og man må forvente, at det vil ske i morgen. Til hans fordel taler dog, at han som Vingegaard endnu ikke har ramt det terræn, der passer ham. Dette er ubetinget den etape, der passer ham allerbedst, men selv i sit terræn finder han altså folk, der bør være stærkere end ham. Derudover skal han jo som udgangspunkt køre defensivt, og det mindsker yderligere hans chance. Sidder han med diamanter i benene, kan det dog ikke udelukkes, at han bliver sendt i en offensiv, hvis Jumbo bare går i gang med at angribe på skidt. Hans vej til sejr går gennem taktik og overtal, men den er der også, hvis Kuss finder sine bedste ben i de høje bjerge, hvor han er allerbedst. Hans enkeltstart indikerer i hvert fald, at to en halv grand tour ikke har gjort ham spor træt.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Den sidste, der kan vinde, må være Joao Almeida. Også han har vist sig bedst på de største bjergdage. I hvert fald er det her, han har taget sine to største sejre i Giroen og Catalonien, og derfor må det også være denne etape, der passer hans dieselmotor bedst. Hans form er også igen i fremgang, og hans enkeltstart indikerer, at han er ved at nærme sig 100%. Vi så dog også i Giroen, at han stadig ikke klatrer som de bedste. Selv da han vandt på Bondone, var det alene, fordi Geraint Thomas prioriterede klassement over etapesejr, og han har således stadig til gode at vise, at han kan være den bedste i så stærkt et felt. Det er til gengæld også klart, at en lang finale lægger op til, at han kan lave et af de comebacks, han mestrer, og som før har givet ham sejr, og han er tillige i den lidt gunstige situation, at UAE har overtal, og at han måske kan lukrere på en kamp mellem Jumbo og Soudal, som han gjorde på 9. etape. Problemet er bare, at han efter sin gode enkeltstart nok ikke har helt samme frihed som tidligere.

Jeg kan ikke se andre, der kan vinde. Marc Soler har været god, men dette bør blive for voldsomt. Er han ikke for mærket af sit siddesår, har jeg store forventninger til Cian Uijtdebroeks, der efter sit styrt meldte om gode ben i går, hvor han kom med et stærkt angreb i finale, og hvis dieselmotor er skabt til denne etape, men det er også klart, at han ikke vinder. Jeg er mere usikker på Lenny Martinez, der virker mere slidt, men det er også sandt, at dette er en etape, der passer ham. Jeg tror dog mere på Mikel Landa , der er i klar fremgang og åbenbart har været syg. Hvis det er sandt, kan han meget vel finde det høje niveau, jeg forventede inden løbet, men vinde kan han nok ikke. Aleksandr Vlasov er i god form, men bør få det sværere på en etape, der passer ham dårligere end de foregående. Blandt de øvrige burde det også være en god etape for Hugh Carthy, der er i fremgang, men ikke længere har niveauet til at være med helt fremme, samt en stadig bedre David De La Cruz . Einer Rubio kan måske drage fordel af højderne, og etapen passer også til lottokuponen Remy Rochas og den hæderligt kørende Cristian Rodriguez, mens det til gengæld er på denne slags etaper, Santiago Buitrago plejer at have det svært. Steff Cras er stadig småsyg, mens Michael Storer kan komme langt, hvis han skal sidde hos Martinez, ligesom Wout Poels kan det, hvis han misser udbruddet og holder sig til grundet holdkonkurrencen.

Mine øvrige vinderbud er altså udbrydere, og her bliver mit bedste bud netop Wout Poels. Hollænderen smed sit klassement i sidevinden, men har grundlæggende efterladt et ganske stærkt indtryk, ikke mindst på 8. etape, hvor han var tæt på favoritterne. Det var også en etape, der passede ham som fod i hose, men en god Poels er også god i bjergene. Det viste han som den suveræne hjælper, han var for Chris Froome, og selvom han ikke er på samme niveau længere, viste han med sin etapesejr i Touren, at han har genfundet et højt niveau, også i bjergene. Den hårde start betyder, at han har en god chance for at ramme udbruddet, og så skal han bare undgå, som han plejer, at brænde alt sit krudt af med det samme. Den kunst havde han heldigvis lært i Touren, og kan han gøre det igen, kunne han meget vel vinde sin anden grand tour-etape i morgen.

Det næstbedste bud må igen være Romain Bardet. Han har været lidt svingende, fordi han efter den lovende start på 6. etape skuffede på 8. etape, men det var også en for ham taktisk svær situation. Hvis han har de ben, han havde i den første uge, bør han være en af de bedste klatrere i feltet, og så er der ikke mange, der kan slå ham på en stor bjergetape, der passer ham. Den hårde start gør også, at han med nogen sandsynlighed rammer udbruddet, så han kan tage den sejr på Tourmalet, enhver franskmand vil drømme om. Hans niveau i år har været så svingende og bekymrende, at jeg ikke føler mig overbevist om, at han ikke vil skuffe igen, men med de ben, han havde de første dage, kan han meget vel få alle franskmænd til at juble.

Et andet godt bud er Hugh Carthy. Efter den tamme start har han som altid været i klar fremgang, og han har gjort det hæderligt i terræn, der ikke passer ham. Det gør denne store bjergetape, og vi kender Carthy godt nok til at vide, at han formentlig prøver at komme afsted på Aubisque. Hans helt store problem er, at han ikke har tabt megen tid, og derfor kan det meget vel være, at Jumbo ikke giver ham den tid, han skal bruge, for at holde sig fri hele vejen til toppen af Tourmalet. Omvendt er han heller ikke nogen umiddelbar trussel, og han er ikke en mand, de skal køre ind med det samme. Meget taler i hvert fald for, at han rammer udbruddet, hvis Jumbo giver ham lov, og så vil tiden vise, om han får snor nok. Han synes efterhånden at have benene til at kunne vinde.

Jeg har flere gange nævnt Egan Bernal, men det er endnu ikke lykkedes ham at ramme udbruddene. Derfor aner vi ikke, om Touren har givet ham det boost, man har kunnet fornemme. Det var i hvert fald ham, der slæbte Geraint Thomas til mål på både 3. og 8. etape, hvor han altså derfor formentlig kunne være endt betydeligt længere fremme. Nu har han al frihed i verden, og med Aubisque som rampe rammer han udbruddet, hvis han har benene. Hvis han vitterligt er så god, som man kan fornemme, er dette en etape, der passer perfekt til en colombianer med hang til højder, og det vil give så ufatteligt god mening, hvis en grand tour har bragt ham tættere på sit gamle niveau. Han skal bare bevise det endegyldigt - og så skal han ikke vise samme problemer med restitutionen, som man fornemmede i Touren.

Historien om Carthy kan gentages om David De La Cruz. Han har nået et niveau, vi ikke har set i en menneskealder, og vi ser lige nu den bedste De La Cruz, vi har set i lang tid. Nu kommer vi samtidig endelig til de etaper, der passer hans dieselmotor, og dette er vel den etape, der passer ham allerbedst. Til gengæld har han tabt endnu mindre tid end Carthy, og derfor bliver det en udfordring at få tid nok. Derudover er det et spørgsmål, om selv den bedste De La Cruz klatrer godt nok til at slå alle de gode klatrere, der bør køre væk på Aubisque.

Hvad så med Einer Rubio? Han har bestemt ikke imponeret indtil nu, men i Giroen blev han bedre og bedre. Det tyder på, at det går i samme retning nu, og så er spørgsmålet, om han er god nok til at vinde en så stor bjergetape som denne. Han vandt jo en amputeret bjergetape i Giroen, men det var i den tredje uge, han imponerede mest. Her fandt han et niveau, han endnu ikke har haft, og det var opløftende, at det var på Bondone-etapen, der minder mest om denne, at han var bedst. Højderne burde selvsagt passe ham, men han har bare til gode at bevise, at han har fundet det niveau, han havde i Giroen. Så langt synes han ikke helt at være kommet endnu.

Er etapen for svær for Michael Storer? Det vil jeg tro. Nok klatrer han godt, men vi har stadig til gode at se ham være med helt i front på så stor en bjergetape som denne - selv i jubelåret 2021. På den anden side var det ret tydeligt i lørdags, hvor han slæbte Martinez til mål, at han vitterligt er i fremragende form, og han har jo ofte vist, at han sagtens kan køre i bjerge. Om evnerne så rækker til at slå de mange renere klatere, der nok vil køre væk på Aubisque, vil tiden vise, men skal det lykkes for ham, er det vel nu, hvor formen synes at være så god.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Jeg er nødt til at rangere Damiano Caruso her, men det er klart, at der skal være sket noget, hvis han skal vinde. Han har i hvert fald manglet ganske meget indtil nu, men han plejer jo at blive bedre og bedre undervejs. Den logik bør med hans forberedelse også holde i dette løb, og det er også først nu, vi kommer til en etape, der virkelig passer hans dieselmotor. Vi skal ikke glemme, at han for to år siden heller ikke havde vist megen form, før han leverede et ufatteligt soloridt på en etape som denne. Vi ved i hvert fald fra Giroen, at hans topniveau stadig er tårnhøjt.

Efter gårsdagens etape er det svært for alvor at tro på Geraint Thomas. Det var i hvert fald lidt af en lussing at løbe ind i, men sandt er det også, at han i dag slet ikke er så eksplosiv længere. Det er denne slags store bjergetaper, der i dag er hans styrke, og inden sine styrt viste han jo et niveau, der burde gøre det muligt at vinde fra et udbrud. Det er formentlig skaderne, der forhindrer ham i at fortsætte den stigende formkurve, og derfor bør tiden jo arbejde for ham. Det er bare lidt svært for alvor at tro på det så tæt på en stor nedtur.

Lennard Kämna har allerede vundet sin etape, men det bliver vanskeligt at gentage på denne store bjergetape. Han er ikke naturligt klatrer, og han er derfor lidt på udebane på en etape som denne. Det er dog også klart, at han har noget et helt nyt niveau i år, og den Kämna, vi så i Giroen, vil være et af de bedste vinderbud på denne etape. Han synes bare stadig at være for langt fra formen, når han kun akkurat kan slå Matteo Sobrero efter en skuffende præstation på 6. etape, og hans enkeltstart, hvor han kørte igennem, var heller ikke opløftende. Jeg tror, at han mangler for meget, men da tiden bør arbejde for hans form, kan han ikke afskrives.

Jeg har været ret begejstret for Juan Pedro Lopez. Også han smed sit klassement i sidevinden, men det giver han til gengæld al den frihed, han skal bruge. Allerede på 3. etape viste han et niveau, vi ikke har set siden Giroen i 2022, og han bekræftede det fine niveau på 8. etape, der ellers slet ikke passede ham. Det gør denne etape til gengæld, og det er nu, vi skal se, om han har taget næste skridt. Han kørte jo en flot Giro sidste år, men sandt er det også, at det var på en lidt billig baggrund i et felt, der manglede dybde. Derfor har han næppe helt niveauet til at vinde, men han er også så ung, at han burde kunne tage et skridt. Starten har været lovende.

Cristian Rodriguez har bekræftet de lovende takter, han har vist hele året, men det vil være et næste skridt, hvis han vitterligt kan vinde så stor en bjergetape som denne. Vi har i hvert fald til gode at se ham blande sig i kampen om sejren på en grand tour-bjergetape af denne kaliber, og han viste vel lidt svaghedstegn i udbruddet på 8. etape, hvor han periodevist havde svært ved at følge de bedste i udbruddet. Til gengæld kom han stærkt igennem etapen, da han først var hentet, og det er vel en etape som denne, der passer ham. Med det, han har vist i år, er han i hvert fald kandidat.

Så er der Santiago Buitrago. Han har jo allerede vundet to bjergetaper i Giroen, men som udgangspunkt har vi set, at han har ret markante begrænsninger på lange stigninger. Det har været det helt klare mønster, og da han vandt i Giroen, var han heldig med at befinde sig i relativt klatresvage udbrud. Den luksus har han næppe her, hvor udbruddet formentlig kører på Aubisque, og derfor bør han være oppe mod bedre klatrere end ham. Det ændrer dog ikke på, at han har gjort det før, og derfor kan en gentagelse ikke udelukkes.

Hvad så med lottokuponen Remy Rochas? Den lille franskmand har endelig fundet sit niveau igen, og det rakte jo altså til en samlet top 15 i dette løb i 2021. I dette løb har han også klaret sig ganske pænt, men hans skuffende præstation i udbruddet på 6. etape minder os om, at man aldrig ved, hvor man har ham. Det er imidlertid også hans eneste offday indtil nu, og selv sidevinden har han minsandten klaret. Det vil være et skridt for ham at vinde en etape som denne, men kan han endelig bygge videre på det potentiale, han viste for to år siden, er han spændende.

Endelig er der Max Poole. Med det niveau, han viste i foråret, burde han være en af de absolutte favoritter, men der er desværre intet, der tyder på, at han er i fremgang. Det er måske også logisk, når Dauphiné viste, at han kæmpede med sin holdbarhed, men lad os lade tvivlen komme ham til gode. Kommer der pludselig hul igennem, kan den britiske komet komme meget langt.

Etapen er så svær, at det er meget få andre, der bør have en chance. Antonio Tiberi er godt kørende, men denne etape bør være for svær. Jonathan Castroviejo er i fremgang, men synes stadig for langt fra Tour-niveauet. Steff Cras og Lennert Van Eetvelt er stadig småsyge og vil formentlig køre defensivt, og jeg regner også med, at uprøvede Cian Uijtdebroeks undlader at tage chancer. Rudy Molard er ved at finde formen, men bør finde terrænet for svært, og det samme bør gælde for Jesus Herrada, Sylvain Moniquet, Oier Lazkano, Jonathan Caicedo, Romain Gregoire, Rui Costa og Andreas Kron. Sergio Higuita synes stadig for langt fra sit niveau til en etape af denne type, og Emanuel Buchmann, Elie Gesbert, Geoffrey Bouchad, Kenny Elissonde, Welay Hagos Berhe, Kevin Vauquelin og Rein Taaramae viser heller ikke tegn på tilstrækkelig fremgang. Det gør Joe Dombrowski, men endnu ikke nok, og jeg regner ikke med frihed til hjælperne fra Jumbo eller Soudal - heller ikke som forposter. Endelig er ryttere som Mikael Cherel, Diego Camargo og Michel Ries hæderligt kørende, men ikke godt nok til at vide.

BEMÆRK: Husk, at jeg rangerer efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt for Vingegaard og Evenepoel.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Juan Ayuso, Jonas Vingegaard

Outsidere: Remco Evenepoel, Enric Mas, Sepp Kuss, Joao Almeida, Wout Poels

Jokers: Romain Bardet, Hugh Carthy, Egan Bernal, David De La Cruz, Einer Rubio, Michael Storer, Damiano Caruso, Geraint Thomas, Lennard Kämna, Juan Pedro Lopez, Cristian Rodriguez, Santiago Buitrago, Remy Rochas, Max Poole

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Thibaut Pinots sejr fra 2019 og Andy Schlecks sejr fra 2010, begge gange fra Touren.

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE