Optakt: 14. etape af Giro d’Italia

Ruten

Efter det indledende meget vanskelige bjergslag bliver der ingen mulighed for at komme sig, for bare 24 timer senere venter endnu en modbydeligt svær etape. Modsat mange andre løb har Giroen kun sjældent gjort brug af de korte, intense bjergetaper, der er blevet så populære i de senere år, men en sådan er der på programmet på den anden dag i bjergene. Her skal der tilbagelægges bare 131 km, men alligevel bydes der på mere end 4000 højdemeter på en etape, der ifølge arrangørerne blot byder på i alt 14 km flad vej. Resten af dagen går det enten op eller ned, og selvom der denne gang ikke er mål på toppen af et bjerg men kun efter en relativt let opkørsel, er resten af etapen rigeligt svær til, at der atter kan skabes store forskelle i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 131,0 km, der fører feltet mellem Saint-Vincent og Courmayeur. Allerede fra start går det løs, når man efter et kort fladt stykke, der fører mod vest, drejer mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Verrayes (6,7 km, 8,0%, max. 13,0%), der er en stejl og relativt regulær sag med top efter 13,8 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod sydvest ned i dalen, hvor man kortvarigt kører mod vest igennem fladlandet frem til Aosta, hvor dagens første spurt er placeret efter 33,7 km.

Etapen tager igen fat, når man drejer mod vest væk fra dalen for at køre op ad kategori 1-stigningen Verrogne (13,8 km, 7,1%, max. 13%), der ligeledes er en meget regulær stigning med en lille rampe i bunden, et kort plateau og derefter stigningsprocenter på 6-10 det meste af vejen op til toppen, der rundes efter 51,5 km. Endnu en yderst teknisk nedkørsel fører nu mod syd og vest ned i dalen, hvor man med det samme kører mod sydvest op over kategori 2-stigningen Truc d’Arbe (8,2 km, 7,0%, max. 12%), der stiger med 8-9% det meste af vejen afbrudt af et plateau midtvejs.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Fra toppen resterer fortsat 55,1 km, som indledes med en lidt lettere nedkørsel, der fører mod sydøst tilbage til dalen. Her kører man via et let stigende stykke mod nordvest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 91,7 km på toppen af en lille bakke (2 km, 7,8%). Efter en kort nedkørsel drejer man nu mod sydvest for at køre op ad dagens hovedfordring, kategori 1-stigningen Colle San Carlo (10,5 km, 9,8%, max. 15%), der er helt regulær med en næsten konstant stigningsprocent på 9-10.

Efter toppen mangler blot 24,9 km, der indledes med en lidt lettere nedkørsel, der fører mod sydvest og siden nordøst. Bunden nås med 8 km igen, hvorefter det går mod nord op ad en stigning til målet i Courmayeur. De første 3 km stiger med 6%, hvorefter det falder let over 2 km, inden de sidste 3 km stiger let med 2,9% i snit. De sidste 5 km følger en vej, der kun bugter sig let, inden man når et dobbeltsving ved den røde flamme. Til slut buer vejen let ind på den 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, der stiger med bare ca. 1%.

Etapen byder på i alt 4181 højdemeter.

Courmayeur har kun én gang tidligere været besøgt af Giroen, nemlig i 1959, hvor Charly Gaul sejrede. I dette årtusinde har byen ikke været målby for et større cykelløb.

Vejret

I dag var rytterne heldige at slippe for den varslede regn, men det er ikke sikkert, at de har samme held lørdag. Her venter nemlig en overskuet dag med en nedbørsrisiko, der konstant ligger på 50-60%. Temperaturen i målbyen vil nå beskedne 13 grader, og det vil være næsten vindstille med bare en svag til let vind fra nordvest. Det giver sidemodvind det mest af vejen frem til toppen af den tredje stigning, hvorefter der vil være modvind frem til Colle San Carlo. Her vil der være sidemodvind, inden der til slut vil være sidemodvind på det sidste stykke op til målet i Courmayeur.

Analyse af 13. etape

Det var det med den fest en gang til. Den fest, som jeg nu i to analyser har talt om, og som i første omgang så ud til at være ødelagt, da først Egan Bernal og siden Tom Dumoulin sagde farvel og tak, allerede inden vi havde sat os til bords, og siden lignede en temmelig kedsommelig affære, da Miguel Angel Lopez og Simon Yates allerede under forretten følte sig skidt tilpas. Tilbage var vi efterladt med Primoz Roglic, der ganske vist var i forrygende humør, men nok kunne blive lidt ensformig at tilbringe resten af tiden med, hvis ikke andre havde lyst til også at byde op til dans.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Det var der heldigvis. Allerede i går fik vi en fornemmelse af, at det måske ikke helt ville blive så ligetil for den temmelig ensomme Roglic at holde styr på den sæk lopper, han havde slæbt med sig, og det billede blev til fulde bekræftet, da hovedretten i dag blev serveret i form af den første i den endeløse serie af bjergetaper, der vil komme på rad og række i de kommende uger. Hvor det for nogle dage siden kunne se ud til, at man skulle klynge sig håb til nogle ganske få ryttere, hvis man skulle øjne en smule konkurrence til Roglic, trådte så mange af løbets outsidere i dag så kraftigt i karakter, at det nu nærmest kan synes helt umuligt at pege på, hvem der faktisk vil vinde løbet.

Roglic er nemlig ikke den supermand, man ellers har kunnet få fornemmelsen af igennem årets første måneder. Adam Yates viste os det allerede, da han som den hidtil eneste i år satte sloveneren til vægs på kongeetapen i Tirreno-Adriatico, og selvom han vandt masser af tid på søndagens enkeltstart, var han heller ikke her helt så overlegen, som man måske kunne have ventet. I dag blev det så helt tydeligt, at han har sine begrænsninger, og denne gang var det ikke hans stadig ikke imponerende hold, der var årsag til vanskelighederne.

Roglic så ellers ud til at have det meste under kontrol, da feltet ramte den afsluttende stigning, for indtil da havde han kunnet lukrere på andre hold til at gøre arbejdet og forhindre, at den potentielt farlige situation med Ilnur Zakarin og Bauke Mollema i front var kommet ud af kontrol. Den første lille sprække i forsvarsværket kom, da han ikke umiddelbart kunne svare på Mikel Landas to angreb, og selvom han senere genvandt kontakten med favoritgruppen, var det tydeligt, at han måtte bruge sine kræfter med omhu. Det blev helt åbenbart, da han senere måtte lade Rafal Majka og Richard Carapaz snige sig væk også, og i stedet måtte han nøjes med at kontrollere den rytter, der umiddelbart udgjorde den største trussel, nemlig Vincenzo Nibali.

Den opgave magtede han heldigvis også, og de få angreb, Hajen fra Messina satte ind, havde han ikke svært ved at besvare. Problemet var bare, at taktikken kom med den pris, at han lod Zakarin, Landa, Carapaz, Mollema og Majka alle gøre et meget stort indhug i det ellers enorme forspring, han møjsommeligt havde bygget op inden første hviledag. Hvor han i dag med en vis ret, kunne nøjes med at have blikket rettet mod nogle ganske få, er afstandene nu så små til en hel stribe ryttere, at han ikke gang på gang kan lade dem køre væk og fortsætte det pokerspil, han og Nibali havde gang i på en dag, hvor de tilsyneladende havde mere travlt med den interne krig, de allerede indledte i medierne efter gårsdagens etape, end med også at have blik på, hvad der blev af de andre rivaler.

Heldigvis brænder lokummet ikke for alvor endnu. Det er stadig kun Zakarin og Mollema, der er inden for halvandet minut af hans tid, og derfor har den slovenske skihopper stadig lidt manøvrerum at gøre godt med. Problemet er bare, at kandidatfeltet nu er blevet så stort, at det med de begrænsninger, han åbenbarede i dag, kan blive meget vanskeligt at svare på dem alle, og hvis han fortsætter med at klatte tid væk her og der, er det pludselig langt fra nok bar at have øjnene rettet mod 2-3 rivaler.

Med andre ord er løbet blevet åbnet på vid gab igen, og noget kunne tyde på, at vi får en historisk taktisk Giro. Løbets - i hvert fald i praksis - førende rytter har et svagt hold, og det samme er tilfældet for hans nærmeste forfølger, Zakarin, der er endnu ringere bakket op i bjergene. Samtidig har Movistar med deres flyvende duo for alvor fået mod på mere, og den evigt uheldige Miguel Angel Lopez har efter dagens uheld intet at miste ved at angribe i både højre og venstre side i de kommende dage, og endelig øjner selv Rafal Majka måske også en mulighed for, at han faktisk kan blande sig i kampen om sejren.

Dagens helt store vinder var naturligvis Zakarin, for hvem triumfen ikke blot var en stor personlig succes. Sejren kunne nemlig ikke falde på et meget tørrere sted, for det var bare den tredje i en helt igennem trist sæson for det fallerede Katusha-mandskab, der trods en bugnende pengetank har haft held med at ændre et storhold til af sportens største fiaskoer med en gennemført forfejlet indkøbspolitik. Bedre er det naturligvis ikke blevet af, at holdets efter Marcel Kittels exit nu eneste helt store stjerne, Zakarin, har haft et katastrofeår, der næsten har fået en til at glemme, hvor fremragende han kørte, da han i 2017 sikrede sig en podieplads i Vueltaen.

Det mindede han os alle om i dag med et forrygende soloridt, der gav mindelser om de store sejre, han tidligere har taget i både Giroen og Touren. Forårssæsonen havde allerede givet håb om en genrejsning, men efter en alt andet imponerende start på løbet med to skuffende enkeltstarter var russeren igen gledet lidt under radaren. Da han i dag sneg sig med i udbruddet, kunne man imidlertid lure, at noget var på færde, for Zakarin er kendt for at gemme sine storstilede offensiver til en af løbets allersidste bjergetaper, hvor han som regel har fået varmet motoren op og er på sit højeste niveau. Denne gang var det imidlertid allerede i løbets anden uge, at han bekendte kulør, og leverede et skræmmende ridt, der for alvor åbner perspektiver for en mand, der har tradition for kun at blive bedre igennem de tre uger, en grand tour varer.

Og Zakarin var vitterligt imponerende. Da først han åbnede for posen lykkedes det ham nemlig på knap 5 km at distancere Mollema med ikke mindre end 1.45, ligesom Landa, der ellers kom susende bagfra og lignede løbets hurtigste, mod slutningen tabte hele 20 sekunder til den flyvende russer. Helt galt gik det for Roglic og Nibali, der var startet stigningen mindre end to minutter bag Katusha-kaptajnen, men i sidste ende kunne notere sig for et tidstab på 2.57 til den mand, der helt entydigt var dagens stærkeste, og som i den grad har bragt sig ind i billedet til den samlede sejr - især hvis hans stigende formkurve fortsætter i den takt, den har for vane. Omvendt venter der også et hav af nedkørsler, der måske endda vil være våde, og en kompliceret taktisk situation, som hans svage Katusha-hold ingen mulighed har for at håndtere, og derfor er der fortsat ufatteligt meget, der står i vejen for, at Zakarin for alvor kan drømme søde drømme om en lyserød trøje og champagne på podiet i Verona.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Duft af noget stort har han dog fornemmet, men det er han langt fra alene om. Også Movistar må flyve på en lyserød sky efter en dag, hvor det vel kun var den manglende etapesejr, der stod i vejen for, at de kunne tildele sig selv en topkarakter. I hvert fald endte Landa og Carapaz som de to bedste i den favoritgruppe, der ramte bunden af stigningen, og dermed til fulde bekræftede den fornemmelse, man allerede fik i går, hvor de begge lignede to af løbets stærkeste.

At Carapaz er flyvende, kan ikke længere komme som et chok. Det har han vist igen og igen, ikke mindst med sine to uventet gode enkeltstarter, men Landas genrejsning har nok taget mange på sengen. Forud for løbet var forventningerne ellers store til en mand, der meldtes i sin bedste form i flere år, og som havde imponeret i Liege-Bastogne-Liege, men de blev hurtigt dæmpet igen, da han kørte to enkeltstarter, som ikke var en potentiel grand tour-vinder værdig. Det har hans to seneste præstationer til gengæld i allerhøjeste grad været, og faktisk har det næsten været en befrielse, at hans tidstab har fået ham til at åbne for posen mere, end han formentlig ville have gjort, hvis han havde haft en bedre start på løbet. Og da både Carapaz og Landa har for vane at køre sig op i løbet af en grand tour, har Roglic al mulig grund til at frygte den forrygende Movistar-duo, der er den eneste i klassementets top, som har fordel af at have to kort at spille.

Den luksus har Bora ikke længere, efter at det igen i dag blev tydeligt, at Davide Formolo nok mere skal satse på kuperede klassikere, hvor han bare bliver bedre og bedre, end på grand tours, hvor hans begrænsninger i bjergene er for store. Til gengæld kan de glæde sig over, at også Rafal Majka konfirmerede det fornemme indtryk, han har efterladt siden starten, denne gang ved at køre væk fra kamphanerne Roglic og Nibali. I sidste ende kunne han ikke matche Carapaz, hvorfor han heller ikke umiddelbart ligner en vinder af løbet, men det står mere og mere klart, at vi ikke har set Majka bedre, siden han næsten blev olympisk mester for nu snart tre år siden. Og dermed virker det heller ikke længere helt urealistisk, at han faktisk kan komme i spil til endnu et grand tour-podium næsten fire år efter, at han endte som nr. 3 i Vueltaen.

Til gengæld ser det mere sort ud for Miguel Angel Lopez. Colombianeren og Astana lagde ellers i den grad i kakkelovnen til en storslået offensiv, men det blev knust af endnu en defekt til Superman, der synes at have en sort sky hængende over sig. Efter de foregående punkteringer på enkeltstarten og i går fik han nemlig defekt, netop som han skulle sætte kronen på værket efter Astanas store arbejde, der var blevet indledt ved at sende tre mand i udbrud og derefter fortsat med Pello Bilbaos voldsomme forcering på dagens næstsidste stigning. Denne gang var det imidlertid ikke en punktering, men tilsyneladende kædeproblemer, som han også havde på La Camperona i sidste års Vuelta. Spørgsmålet er, om det er en tilfældighed, eller om Lopez selv er skyld i, at han nu to gange har haft bøvl med kæden på et afsluttende bjerg i en grand tour.

Uanset forklaringen blev det hvert fald en dyr fornøjelse. Lopez forsøgte ellers at rejse sig efter fadæsen, men tilsyneladende kostede hans forsøg på at køre sig tilbage i løbet alligevel for meget. I hvert fald eksploderede han voldsomt, netop som han var ved at genvinde kontakten med Nibali og Roglic. Resultatet blev yderligere et dyrt tidstab, der gjorde de 28 vundne sekunder fra 12. etape nærmest ligegyldige, og med en afstand på nu næsten fem et halvt minut op til Roglic, ser sejren nu meget fjern ud for Superman. For cykelfans er det dog ikke nødvendigvis en ulempe, for Lopez synes at have udmærkede ben, og da hans Astana-hold også rejste sig fornemt efter gårsdagens knap så prangende præstation, skal man ikke læse mange bøger om cykelløb for at vide, hvad der kommer til at ske på selv den mindste motorvejsbro i de kommende uger.

Til gengæld ser det ikke ud til, at løbets måske stærkeste mandskab får den succes, man kunne have ønsket sig. Som jeg skrev i år, er det desværre ofte enten-eller med de lidt svingende Yates-brødre, og da Simon kørte en forfærdelig enkeltstart, stod skriften således allerede at læse på væggen. I dag blev de værste anelser så bekræftet, da Simon som den første af de store kanoner måtte slippe og nu befinder sig næsten seks minutter efter Roglic, der nok ikke ”skider helt så meget i bukserne af skræk”, som den lille brite mente, at han burde, da han bramfrit erklærede sig som løbets storfavorit inden starten. Og med tanke på den omtalte ”enten-eller”-tendens ser meget ud til, at Yates denne gang ganske enkelt har ramt fejl med formen, og vi er nok nærmere et komplet sammenbrud end den genrejsning, som man nok håber på i den australske lejr.

I det hele taget blev det en skidt, skidt dag for Mitchelton. Den drøm om en genfødt Esteban Chaves, som var blevet vakt i går, blev nemlig lynhurtigt begravet igen, da colombianeren eksploderede og nu kan begrave alle sine klassementsambitioner. Dermed drukner det også i tristesse, at supertalentet Lucas Hamilton leverede endnu en sublim præstation, der i høj grad er forklaringen på, at Yates undgik den totale katastrofe. Til gengæld kan det så også betyde, at australieren nu får den nødvendige frihed til måske at jagte en etapesejr, som lige nu synes at være inden for rækkevidde.

Det er den naturligvis også for Mikel Nieve, der om nogen er specialist i at vinde bjergetaper i grand tours. Det var han således også tæt på igen i dag, præcis som han var det på 11. etape i sidste års Tour på den dag, hvor den anden Yates-bror definitivt røg ud af klassementet. Dengang måtte han dog se Geraint Thomas komme blæsende forbi sig på de sidste meter, og i dag var det desværre Zakarin, der var for stor en mundfuld. Sidste år lykkedes det imidlertid Nieve at vinde den sidste bjergetape dagen efter Simons store kollaps, ligesom han reddede Giroen for Sky i 2016, hvor en syg Landa var taget hjem og gjorde det i 2014-udgaven af Dauphiné, da et styrt havde sat Chris Froome ud af spillet om sejren. Nieve er med andre ord blevet lidt af en livsforsikring for de hold, han kører for, og efter dag må chancerne for, at han får sig en slurk champagne i løbet af den næste uges tid være kraftigt forøget.

Trek må også sidde tilbage med en ærgerlig smag i munden. Det var ellers en flot offensiv, da de placerede hele tre mand i udbruddet til at støtte kaptajn Mollema, men trods det flotte arbejde fra Nicola Conci, Gianluca Brambilla og ikke mindst en helt igennem forrygende Giulio Ciccone kunne kaptajnen ikke gøre det færdigt. Allerede i går fik man fornemmelsen af, at hollænderen måske ikke var helt så stærk, som den fine enkeltstart havde indikeret, og det billede blev desværre kun bekræftet, da han kunne se Zakarin distance sig med næsten to minutter på de sidste kilometer. Med to skuffende præstationer på to dage ligner Mollema således ikke længere den dark horse til podiet, som han gjorde for blot 48 timer siden.

Læs også

Landis: Pereiro var også dopet i 2006

Nibali kan til gengæld stadig lugte blod, og han kan ikke være helt utilfreds med dagens udkomme. Ganske vist måtte han se en del ryttere vinde tid på sig, men han fik samtidig udstillet Roglics svaghed og set, at Domenico Pozzovivo er i flyvende form til at støtte sin kaptajn. Med tanke på, at også Nibali som regel er bedst i den tredje uge, og at Roglic ikke umiddelbart ligner en mand, der er i fremgang, må Hajen have fået færden af mere blod hos det slovenske bytte, der muligvis er mere såret, end man i første omgang kunne have troet.

Derudover imponerede Pavel Sivakov endnu en gang og fik vist, hvorfor det ikke kun var Bernal, men også ham, der i 2017 trak de helt store overskrifter som en kommende grand tour-stjerne. Måske har han stået i colombianerens skygge i en 2018-sæson, der ikke helt levede op til forventningerne, men dagens kørsel viser med al tydelig, at den multinationale russer virkelig er ”the real deal” og tilsyneladende også har en motor, der i hvert fald foreløbig ikke er begyndt at vise tegn på at være løbet tør for brændstof. Og selvom Ineos desværre måtte vinke farvel til uheldige Tao Geoghegan Hart, kan de med udsigten til en Ivan Sosa i formfremgang se frem til en sidste uge, hvor de måske kan vise sig i stand til at bryde den Giro-forbandelse, der ellers for det meste har hængt som en skygge over det britiske storhold i den italienske grand tour.

Sivakov kørte sig dermed også i den hvide trøje, og det skete på bekostning af et EF-mandskab, der ikke havde den bedste dag. Ganske vist viste Joe Dombrowski igen, at han nærmer sig sit fine niveau fra 2016, men holdets to kaptajner skuffede begge. Tanel Kangert måtte i sidste ende alligevel indse, at han trods alt er for begrænset i bjergene til at klatre med de bedste, og Hugh Carthy kunne slet ikke leve op til de fine takter, han havde vist i løbets indledning. Til gengæld åbner det døren for, at de måske kan jagte en etapesejr, og skulle det lykkes, er det måske også mere værd end en placering i udkanten af top 10, som nok havde været det mest sandsynlige udkomme af klassementssatningen.

EF hører imidlertid til undtagelsen. Dagens etape har utvivlsomt tændt flere håb, end den har slukket drømme. Det er i hvert fald klart, at det ikke længere blot er løbets forhåndsfavoritter, der kan drømme om den samlede sejr. Udover Roglic og Nibali, der hele tiden har haft sejren inden for rækkevidde, må Zakarin, Carapaz, Landa og måske endda Majka kunne drømme stort efter i dag. Og da Lopez helt sikkert heller ikke har givet op endnu, er jeg pludselig alligevel helt glad for, at jeg blev til festen, selvom Dumoulin og Bernal hurtigt sagde farvel og tak. Lige nu er der pludselig så mange interessante deltagere, at man slet ikke ved, hvem det er sjovest at tale med.

Jeg takker i hvert fald alligevel for invitationen. Jeg lover at blive lige til den bitre ende!

Favoritterne

Som sagt må dagens etape have tændt et håb hos en hel stribe af løbets topkandidater, og dermed kan det umuligt skuffe, når det lørdag gælder løbets andet rigtige bjergslag. Og hvis de stakkels ryttere synes dagens etape var hård, skal de ikke glæde sig til det, der venter på en etape, som af arrangørerne betragtes som endnu vanskeligere end den voldsomme udfordring, der var på menuen i dag.

14. etape er en af de nu så velkendte korte bjergetaper, og da det samtidig er lykkedes arrangørerne at designe den på så snedig vis, at der stort set ikke er flade dalstykker, er det en dag, hvor både terræn og distance lægger op til, at man tillade sig at satse stort. Allerede i dag så vi, hvordan Mollema og Zakarin fik fuld valuta for deres offensive kørsel, og med tanke på, at Jumbo og UAE er så svage, at de ikke har en jordisk chance for at bestemme, hvad der sker, når det allerede efter få kilometer går løs på en stigning, er der i den grad lagt i kakkelovnen til en vild og festlig start, der vil være helt umuligt at kontrollere.

Allerede i dag så vi endnu et eksempel på, hvordan de mest modige af de stærke klatrere bare kører væk, når et udbrud bliver etableret på en svær stigning, og det mønster må ventes at gentage sig lørdag, hvor der altså venter et svært bjerg allerede på de allerførste kilometer. Det skulle slet ikke undre, hvis folk som Miguel Angel Lopez og Mikel Landa, der fortsat har en del tid at vinde, allerede går i aktion her, og vi så i dag, at Roglic meget nøje udvælger sig, hvad og hvem han skal svare på. Det er således meget sandsynligt, at han atter må lade nogle ganske giftige rivaler køre væk, og det virker derfor oplagt, at vi vil få en gentagelse af dagens scenarium, hvor et meget stærkt udbrud med flere klassementsryttere kommer væk i den indledende fase efter en brutal start på løbet.

I dag kunne Roglic udnytte, at der var relativt meget dal, hvor han kunne bruge Jos Van Emden og Tom Leezer til at holde udbruddet i snor. Den luksus har han ikke denne gang, hvor det virker stærkt usandsynligt, at Jumbo vil være i stand til at skabe samling selv. Om ryttere fra det stærke udbrud holder hjem, vil derfor i højere grad afhænge af, hvordan særligt Astana, Bahrain og måske Movistar griber løbet an.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Det ligger i kortene, at Lopez skal forsøge sig, men spørgsmålet er, hvor og hvornår det sker. Satser han alt og kører allerede fra start, har udbruddet fremragende chancer for at holde hjem, for uden Astana som motor er der ikke mange, der er i stand til at kontrollere en etape af denne type. Det er dog også muligt, at holdet vælger samme taktik som i dag og satser på en stort angreb på Colle San Carlo i stedet, og bliver det tilfældet, vil Astana formentlig være så stærke, at de kan holde selv et potent udbrud i ganske kort snor, inden favoritterne skal slås om det på San Carlo, der er en meget svær stigning med potentiale til at gøre stor skade.

Bahrain har også en vis slagstyrke med Damiano Caruso og Domenico Pozzovivo, og hvis Nibali beslutter sig for at gå efter etapen, bør de også kunne have en vis evne til at holde et udbrud i stor. Sværere bliver det for Movistar, der har to knivskarpe kaptajner, men hvis hjælperyttere formentlig ikke er stærke nok til at skabe samling. Til gengæld skulle det ikke undre, om offensive Landa har modet til at køre med i udbruddet, og også ham kan Roglic blive tvunget til at lade køre.

Med andre ord er det i høj grad Astanas taktik, der bliver afgørende for, om vi får en udbrudssejr eller et opgør mellem favoritterne. Uanset hvad er det i høj grad Colle San Carlo, der vil gøre forskellen. Målbakken er nemlig ganske let, og da der ovenikøbet er modvind, vil den næppe gøre den helt store forskel. På den måde minder etapen meget om sidste års 15. etape, hvor Simon Yates knuste al modstand, og her så vi, at det - Yates undtaget - i højere grad var terræn, hvor man kunne tabe megen tid, men hvor det også kan blive svært at gøre de store forskelle mellem de bedste, og hvor en god spurt naturligvis vil være en ganske betragtelig fordel.

Hvem kan så vinde etapen? Det kan kun de allerbedste klatrere, og det kan både blive en rytter, der kører med i det helt sikkert meget stærke udbrud, eller en af favoritterne. Som sagt er det formentlig Astana, der bestemmer scenariet, og det får os til at tro, at Miguel Angel Lopez vinder etapen. Colombianeren er nemlig nu så langt efter, at han meget vel kunne tænkes at gå i offensiven fra distancen, og han er en af de ryttere, som Roglic nu kan give en vis frihed. Kommer han først med i udbruddet sammen med en eller flere af sine brølstærke hjælpere, er der ikke mange hold, der har styrken til at køre dem ind. Jumbo og UAE kan i hvert fald ikke, og formentlig er det kun Mitchelton, der selv vil gå efter udbruddet, samt måske Bahrain, der kan gøre det. Med andre ord burde det være helt oplagt, at det er nu, Lopez skal vise sit sædvanlige mod.

Rammer han udbruddet, skal han naturligvis også være i stand til at gøre det færdigt, men det bør han også være. I hvert fald har han set stærk ud de seneste to dage, og formentlig var dagens lille eksplosion til sidst, alene udtryk for en overreaktion, da han i sin desperation forsøgte at lukke hullet til Roglic og Nibali i et snuptag. Inden defekten så han glimrende ud, som han også gjorde det på 12. etape. Derfor ligger det i kortene, at en revanchelysten Lopez nu skal svare igen, og hvad ville være bedre end at gentage det nummer, Zakarin så fornemt leverede i dag. Mulighederne er i hvert fald gode, og da Lopez heller ikke er helt langsom i en let stigende spurt, tror vi, at han tager sin første etapesejr i Giroen.

Som sagt er vi også spændte på, hvordan Mikel Landa griber etapen an. Også han er en offensiv type, der ikke er bange for at angribe fra distancen, og han er fortsat så langt efter, at Roglic kan være tvunget til at lade ham køre, enten på den første stigning eller på en af de senere. Movistar har ikke det bedste hold til at kontrollere, men det kan blot anspore Landa til at forsøge allerede fra start. Uanset hvad er han så velkørende, at han meget vel kan vise sig stærkest både i en afgørelse mellem favoritterne, hvor hans tidstab vil gøre det muligt at køre væk på San Carlo, eller ved at gå med i det tidlige udbrud. Regnen generer ham heller ikke, og både motivation og selvtillid må være i top efter nogle gode dage. Til gengæld har han den ulempe, at han er meget langsom på stregen, og derfor skal alene væk allerede på San Carlo. Det burde til gengæld også være muligt for en yderst velkørende Landa, særligt hvis han har modet til at angribe fra distancen.

Som sagt er Richard Carapaz i flyvende form, men han er lidt hæmmet af, at han er betydeligt tættere på Roglic i klassementet. Derfor virker det mest logisk, at det er Landa, der skal forsøge fra distancen, men det betyder ikke, at den lille ecuadorianer er ude af billedet. Skulle det blive samlet til et opgør på San Carlo, vil de to Movistar-ryttere nemlig kunne angribe på skift - og det kan de for såvidt også gøre på den sidste bakke, der kan blive meget taktisk - og Roglic kan trods alt godt tillade sig at lade den lille ecuadorianer få lidt snor, ikke mindst fordi han er så stærk, at det slet ikke er sikkert, at sloveneren kan matche ham. Modsat Landa har han endda den fordel, at han kan spurte i hvert fald til husbehov, og det giver ham nogle muligheder, som holdets formelle kaptajn ikke har. Til gengæld kræver det formentlig, at der sker samling til sidst, hvis han skal have en chance, men det bestemt også et yderst realistisk scenarium.

I analysen nævnte vi, at det var tydeligt, at Primoz Roglic måtte vælge sin kampe med omhu, og det må han helt sikkert også i morgen. Derfor kan det blive overordentlig svært for ham at kontrollere etapen, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde den. Han har nemlig den fordel, at han altid vil være den store favorit i tilfælde af en spurtafgørelse, og med en let modvindsstigning op mod mål er det trods alt ikke et helt urealistisk scenarium. Der er mange ting, der skal falde i hak i det taktiske spil, hvis der skal holdes styr på den sæk lopper, vi utvivlsomt vil se både fra start, på San Carlo og på bakken op til mål, men i en grand tour opstår der ofte forskellige alliancer, når udbrud skal køres ind. Det profiterede Roglic allerede af i går, og det er meget tænkeligt, at han også vil kunne finde allierede til slut denne gang. Han kan ikke svare på alt selv og er ikke helt så overbevisende, som man kunne have troet, men samles det til slut i en spurt blandt de bedste klatrere, vil Roglic blive meget svær at slå.

En anden oplagt kandidat er Mikel Nieve. Baskeren er som bekendt ekspert i at vinde bjergetaper fra udbrud, og det var han meget tæt på at gøre igen i dag. I sidste ende var Zakarin for stor en mundfuld, men han fik i det mindste vist, at formen slet ikke er så dårlig som troet. Som nævnt i analysen har vi meget svært ved at se ”enten-eller”-rytteren Simon Yates rejse sig igen, og det synes i hvert fald at være givet, at Mitchelton skal forsøge at køre offensivt fra nu af. Nieves dieselmotor betyder, at han sagtens kan være i udbrud to dage i træk, og da han ikke var i sin allerbedste form fra start, bliver han formentlig bare bedre og bedre fra nu af. Han er hæmmet af sin meget ringe spurt, men etapen er heldigvis svær nok til, at man kan køre alene hjem.

Læs også

Dansker triumferer i junioretapeløb

Mitchelton har en anden oplagt kandidat i Lucas Hamilton. Alle må have været imponerede over den talentfulde australier, der har kørt forrygende de seneste to dage og bekræftet sin de lovende takter fra årets første måneder. I dag måtte han sågar vente på Yates, inden han ofrede sig totalt for sin kaptajn, og han ligner lige nu en af løbets klart bedste klatrere. I lyset af Yates’ kollaps skal der nu blæses til angreb, og det kan give ham den frihed, han efterspørger. Det er klart, at der altid hersker usikkerhed om en grand tour-debutant, der endnu ikke har vist holdbarhed over tre uger, men foreløbig viser han i hvert fald ikke skyggen af tegn på formnedgang. Har han de samme ben, som han havde i dag, kunne han meget vel vise sig som stærkeste mand i det helt sikkert meget stærke udbrud, der vil blive dannet.

Som sagt brast drømmen om et samlet topresultat for Hugh Carthy på dagens etape, men det giver ham heldigvis frihed til at jagte etapesejre. Til sit egen held kan han glæde sig over, at han er milevidt fra den hvide trøje, og det bør gøre det muligt for ham at få den frihed, han skal bruge. Som ren klatrer vil han elske en rigtig bjergetape med mange højdemeter, og det må næsten være helt givet, at han skal forsøge at gå i udbrud nu, hvilket er muligt på en dag, hvor de bedste klatrere bare kører væk. I dag sad han også fint med, indtil han løb ind i den totale eksplosion, og det viser, at den gode form fra enkeltstarten i hvert fald ikke er helt væk. Også han skal alene til mål, men det er meget tænkeligt, at han vil være bedste klatrer i det udbrud, der måtte skulle køre om sejren.

Hvis ikke Carthy, kan EF om ikke andet spille Tanel Kangert ud. Den solide ester var på den korte kongeetape i sidste års Tour ganske tæt på at levere det helt store soloshow med et langt udbrud, og det kunne måske inspirere ham til at forsøge igen. I dag mistede han i hvert fald en del tid, og han er næppe en mand, Roglic eller andre frygter voldsomt. Til gengæld har han vist sin måske bedste klatreform nogensinde, og vi ved, at han er ekspert i disse store bjergridt, der blandt andet også har givet en etapesejr i Tour de Suisse. Når først Kangert får varmet motoren op, er han med den nuværende form ikke nem at matche, og da han samtidig har en hæderlig spurt, er han et ganske glimrende bud på en etapevinder.

Har Giulio Ciccone flere kræfter? Det er måske nok tvivlsomt efter den jætteindsats, han leverede i dag, hvor han vel i realiteten var bedre end kaptajn Mollema. Omvendt er der så mange bjergpoint at køre om, at han næsten er nødt til at køre med i det udbrud, der kører på den første stigning. Sidder han først med, skal det så vise sig, om den stadig ikke helt stabile italiener stadig har så meget i tanken, at han også kan gøre arbejdet færdigt. Har han de ben, han havde i dag, er det i hvert fald muligt, ikke mindst fordi han også har en hæderlig spurt, særligt på let stigende vej.

I dag kørte Ivan Ramiro Sosa en hæderlig etape, men det står også klart, at han ikke helt har fundet topformen endnu. Havde det været tilfældet, skulle han have støttet Sivakov noget længere, men nu fik han så mulighed for at spare sig lidt, da først han havde sluppet. Alligevel kom han op i en hæderlig tid, og han burde således have gode muligheder for at ramme udbruddet på en etape med en knaldhård start. Herefter er det op til ham selv at vise, at formen allerede nu er god nok til at gøre det færdigt. Umiddelbart ser det ud til, at han fortsat mangler de sidste procent, men man skal altid passe på med disse sportens supertalenter, der sjældent skal bruge mange løb, inden de har fundet deres bedste ben.

Hvor modig er Pavel Sivakov? Vi vil forvente, at han med udsigt til en samlet top 10 vil køre afventende, ikke mindst fordi han og Ineos er usikre på, hvor holdbar han er. Ender han i udbruddet, vil han dog utvivlsomt være en af de oplagte favoritter, og det kan ikke helt udelukkes, at han har den risikovillighed. Hans største chance er dog nok en favoritafgørelse, hvor han til gengæld også vil stå fint. Han er åbenlyst en af de stærkeste, man han er også en mand, favoritterne kan lade køre væk. Og så skal man ikke glemme, at han faktisk har en ganske hæderlig spurt, hvis det skulle blive nødvendigt at gøre arbejdet færdigt åå de sidste meter.

Rafal Majka befinder sig i en tilsvarende situation, men han får formentlig ikke helt samme frihed som Sivakov. Til gengæld er han heller ikke en mand, som de største favoritter frygter allermest, og det kan måske give ham den nødvendige frihed, hvis det skulle blive samlet til sidst. Som skrevet i analysen er han i hvert fald i den bedste forfatning siden 2016, og han er åbenlyst en af de skarpeste. Da han samtidig i blandt andet Tour de Pologne har vist en vis spurtstyrke, er det slet ikke umuligt, at han kan vinde denne etape.

Endelig vil vi pege på Domenico Pozzovivo. I dag blev italieneren kaldt tilbage fra udbruddet, og det viser, at der er grænser for, hvor meget frihed Nibali giver ham. Omvendt er det også meget sandsynligt, at Hajen igen sender ham i forkøbet, og gør han det, kan vi sagtens havne i en situation, hvor han denne gang får lov at se, hvor langt det bærer. I dag viste han i hvert fald fremragende form på den sidste stigning, og vi ved alle, hvor fremragende en klatrer en formstærk Pozzovivo er. I en relativt flad spurt har han ikke meget at byde ind med, men så må han jo bare vise, at han har så gode ben, at han kan køre fra alt og alle.

Vincenzo Nibali og Ilnur Zakarin skal naturligvis også nævnes. De har vist, at de er i storform - i dag var Zakarin endda den stærkeste - men det er svært at se, hvordan de skal vinde etapen. De fleste klatrere slår dem i en spurt, og den sidste bakke er for let til, at de bare kan køre alene væk. Frihed har de heller ikke meget af, og det gør det svært. Selv hvis Zakarin igen har en superdag og skulle køre alene væk på San Carlo, vil han sætte det hele til på en muligvis våd nedkørsel. Den kan Nibali måske bruge til sin fordel, men da der er mange klatrere, der både kører godt nedad og er hurtigere end ham, er det nok ikke denne etape, Hajen vinder.

Feltet.dks vinderbud: Miguel Angel Lopez

Øvrige vinderkandidater: Mikel Landa, Richard Carapaz

Outsidere: Primoz Roglic, Mikel Nieve, Lucas Hamilton, Hugh Carthy, Tanel Kangert,

Jokers: Giulio Ciccone, Ivan Ramiro Sosa, Pavel Sivakov, Rafal Majka, Domenico Pozzovivo