Optakt: 14. etape af Tour de France

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Ruten

Efter slaget i Jurabjergene venter besøget i den fjerde af de fem franske bjergkæder, nemlig Alperne, og med hele fire dage i de høje bjerge mod sydøst udgør de den klart vigtigste udfordring i årets løb. Der lægges endda ganske brutalt ud. Som bekendt var Lance Armstrong nærmest usårlig i sin syv år lange regeringstid, men én gang oplevede han en mindeværdig krise. Det var i år 2000, hvor han på den stejle og frygtede Col du Joux Plane endte med at smide mere end 1.30 til ærkerivalen, Jan Ullrich. Siden da er den frygtede stigning kun blevet besøgt af Touren to gange, men i år vender den tilbage for første gang, siden Ion Izagirre i 2016 i forfærdeligt regnvejr tog en fornem udbrudssejr på løbets sidste bjergetape. Ikke blot er bjerget kendt som en af Alpernes stejleste stigninger, den kommer også som afslutning på en knaldhård dag med knap 4300 højdemeter over kun godt 150 km og meget lidt fladt terræn. Nok slutter etapen med den velkendte nedkørsel til Morzine - en nedkørsel, der i sig selv er så halsbrækkende, at den kan blive afgørende - men der kan næppe være tvivl om, at der denne lørdag venter en nøgleslag i kampen om den samlede sejr, også selvom et udbrud med megen stor sandsynlighed ender med at skulle slås om etapesejren igen, som det var tilfældet for syv år siden.

Nok engang er der tale om en meget kort bjergetape, der denne gang fører feltet over 151,8 km fra Annemasse til Morzine les Portes du Soleil. Startbyen ligger midt i bjergene lige på grænsen til Schweiz og bare et stenkast fra Genève, og man bevæger sig med det samme ind i terrænet, når man kører mod sydøst og nordøst ad en let stigende vej, der leder frem til byen Boëge, der nås efter 13,1 km. Her drejer man mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Col de Saxel (4,2 km, 4,6%), der er en ganske jævn stigning med top efter 18,7 km.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Der bliver imidlertid ikke megen tid til at komme sig. En relativt let nedkørsel leder mod vest og nordøst ned til byen Fessy, der nås efter 27,8 km, hvor man med det samme drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de Cou (7,0 km, 7,4%), der over de første fem kilometer næsten konstant stiger med mere end 7% og undervejs har to kilometer med hhv. 10,7% og 9,4%, inden den flader lidt ud med 5-7% over de sidste to kilometer. Toppen rundes efter 35,3 km, hvorefter en kun kortvarig teknisk nedkørsel leder mod nord og nordøst ned til Orcier, der passeres efter 46,1 km. Her drejer man med det samme mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Col du Feu (5,8 km, 7,8%), der er en relativt regulær og jævn stigning med top efter 53,3 km.

Herfra bliver det kortvarigt lidt lettere. En kort og teknisk nedkørsel leder mod sydøst, nordøst og igen sydøst ned til Le Lavouet, hvor man efter 58,1 km drejer mod sydvest for at køre op ad den ikke-kategoriserede Col de Jambaz (6,5 km, 3,8%), der er en blød og let opkørsel, der med en kilometer med 6,1% nær toppen kun kortvarigt stiger med mere end 5%. Toppen rundes efter 65,5 km i forbindelse med dagens spurt, der er placeret på en relativt snoet vej, hvorefter man følger en faldende og helt lige vej mod sydøst ned til Saint-Jeoire, der passeres efter 78,2 km. Her drejer man mod øst og senere sydøst og nordøst for at fortsætte igennem først let faldende og siden let stigende terræn frem til Mieussy, som passeres efter 86,5 km.

Nu er det slut med den lette fase. Her kører man nemlig med det samme mod nordvest, nordøst og sydøst op ad kategori 1-stigningen Col de la Ramaz (13,9 km, 7,1%), der skal deles i flere dele. Over de første 8 km stiger den relativt jævnt med 6-8%, dog afbrudt af en tredje kilometer med bare 2,3%, inden man rammer det stejleste stykke med to kilometer med hhv. 9,5% og 11,5%. Herefter flader det ud på et 1200 m langt plateau, inden den atter stiger med 6-8% over de sidste 2,7 km frem mod toppen, som rundes efter 101,6 km.

Efter stigningen tager man hul på en midtvejs meget teknisk, men ellers generelt let nedkørsel, der leder mod sydøst og syd ned til dalen, der nås i byen Taninges efter 117,5 km. Her drejer man mod sydøst for at følge en ganske let stigende og derefter helt flad dalvej over 9,6 km frem til byen Samoëns, der nås efter 127,1 km. Nu går det imidlertid løs igen, når man drejer mod nord for at køre op ad frygtede Col de Joux Plane (11,6 km, 8,5%), der er uden for kategori. Der er tale om en jævn stigning, men som over de første seks kilometer primært stiger med 7-8%, inden den tager fat med 9-11% over de næste 6 km, hvorefter den flader lidt ud med 8,0% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes efter 139,8 km i forbindelse med en bonusspurt om bonussekunder.

Herfra resterer bare 12,0 km, som indledes med et 3,4 km langt plateau, der først er let faldende og siden let stigende, mens man kører mod sydvest og nord frem til toppen af nabostigningen Col du Ranfolly. Her tager man med 9,2 km igen hul på den meget tekniske nedkørsel, der leder mod nord direkte ned til målet i Morzine, hvor det falder hele vejen ned til de sidste 500 m, der stiger med 2-3%. Man drejer skarpt med 1400 m igen, hvorefter man med 1300 m igen drejer i en rundkørsel og med 1000 m igen drejer til venstre i endnu en rundkørsel. Slutteligt er der et sidste sving med 600 m igen, hvorefter den 5,5 m brede vej bugter sig let frem til stregen, hvor stregen blot kan ses over de sidste 50 m.

Etapen byder på i alt 4281 højdemeter.

Morzine var senest etapemål i 2016, hvor man kørte samme finale med Ramaz og Joux Plane, og hvor Ion Izagirre på løbets sidste bjergetape tog en fornem udbrudssejr i regnvejret ved at sætte Jarlinson Pantano og Vincenzo Nibali til vægs på den sidste nedkørsel, mens favoritternes kamp endte i en velkontrolleret våbenhvile domineret af Sky. Forinden var man forbi i 2006 på den højdramatiske dag, hvor man også sluttede med Joux Plane, og hvor Floyd Landis leverede sit vanvidscomeback ved at køre alene hjem med hele 5.42 ned til Carlos Sastre, der i dag er noteret for etapesejren, og 5.58 ned til Christophe Moreau, mens Oscar Pereiro tabte 7.08 som nr. 6 og smed førertrøjen. Også i 2003 var der mål i byen, men det var i en finale uden Joux Plane, hvor Richard Virenque kørte alene hjem til en suveræn udbrudssejr foran Rolf Aldag og Sylvain Chavanel, mens den mest mindeværdige etape som sagt var i 2000, hvor Armstrong altså oplevede sin krise på en dag, hvor de også kørte Joux Plane i finalen, og hvor Virenque også vandt, denne gang med 24 sekunder ned til Jan Ullrich og 27 sekunder ned til Roberto Heras, mens Armstrong som nr. 8 smed 2.01 til den sejrende franskmand. Dauphiné havde senest mål i byen i 2012, hvor man også kørte Joux Plane i finalen, og hvor Sky igen lagde løbet i et jerngreb, men dog lod den purunge Nairo Quintana køre væk og alene hjem til karrierens dengang største sejr, 16 sekunder foran Cadel Evans, der udnyttede nedkørslen til at vinde 8 sekunder på Sky-maskinen og favoritgruppen, hvis spurt blev vundet af Daniel Moreno foran den førende Bradley Wiggins. Løbet var også forbi 2008, hvor man også kørte Joux Plane, og hvor Yuri Trofimov som eneste mand holdt hjem fra et udbrud med 18 sekunder ned til Cadel Evans og den førende Alejandro Valverde, der var først i en seks mand stor favoritgruppe. Også i 2003 havde Dauphiné mål i byen, denne gang dog uden Joux Plane, og her vandt Iban Mayo en tremandsspurt foran den førende Lance Armstrong og Francisco Mancebo. Endelig havde Tour de l’Avenir i 2013 mål i byen i en finale uden Joux Plane, og her lykkedes det Simon Yates at vinde en tremandsspurt foran brormand Adam Yates og Alexis Gougeard.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Vejret

Det var kortvarigt lidt køligere, men varmen er i den grad vendt tilbage. Lørdagen starter helt skyfrit, og allerede ved starten vil temperaturen være 31 grader. Undervejs vil temperaturen i dalene være mellem 28 og 32 grader, mens den vil være 29 grader i målbyen. Stabil vil luften ikke være. Efter en tør start vil der over de sidste par timer være en risiko på 25-60% for tordenbyger, mest markant til slut. Helt stille vil det heller ikke være med en let til jævn vind (11-16 km/t) fra sydvest. Det giver generelt med- og sidemedvind frem til bunden af Col du Feu, hvorefter der følger et længere stykke med primært mod- og sidemodvind. Kort inden Col de la Ramaz får man sidemedvind, mens der på nedkørslen derfra vil være side- og sidemodvind. Slutteligt får man sidemedvind i dalen og op og ned ad Col du Joux Plane, indtil der vil være sidevind over den sidste kilometer.

Analyse af 13. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan den korte 13. etape bød på både en slovensk succes, en arabisk fiasko og et godkendt dansk trøjeforsvar.

Favoritterne

Efter mandag kommer tirsdag, og efter Pogacar Day kommer Vingegaard Day. Sidstnævnte er naturligvis ikke så selvfølgeligeligt som førstnævnte, men i årets Tour gælder det i løbets afgørende fase ganske generelt. Vi har taget hul på fire på hinanden følgende bjergetaper, og ser man bort fra, at serien afbrydes af en enkeltstart, fordeler de sig skiftevis mellem Pogacar- og Vingegaard-dage.

Derfor er det nu Jonas Vingegaards tur til at få en chance for at sætte sin rival på plads. Dagen i dag var Tadej Pogacars første store chance og handlede for Jumbo alene om forsvar. Hel anderledes er det lørdag, hvor vi bevæger os ind i Alperne med en etape, der er designet helt, helt anderledes.

Da årets rute blev præsenteret, var det påfaldende, at der var så mange bjergetaper fordelt over alle Frankrigs fem bjergkæder. Det var også påfaldende, at langt de fleste passede Pogacar bedre end Vingegaard, men der var særligt to dage, der skilte sig ud som danskerens chance for at vinde løbet. Det gælder i særlig grad for onsdagens kongeetape, der har det hele i form af højder, højdemeter og lange stigninger, men det gælder også for morgendagens etape.

Den kan ikke helt det samme som kongeetapen. Stigningerne er ikke helt så lange, og vi skal slet ikke op i højderne. Ja, faktisk er etapens første halvdel jo langt mere Pogacar- end Vingegaard-terræn, og vi skal frem til den anden halvdel, inden vi får stigninger af en længde, der passer danskeren bedre. Samlet set er etapen også lettere end 17. etape, og den er derfor knap så nedslidende. Mål på toppen er der heller ikke, og selvom Vingegaard på 5. etape bekræftede, at han nok er en marginalt bedre nedkører end Pogacar, havde han nok foretrukket ikke at skulle sætte livet på spil for at forsvare et forspring og dermed bringe risikovillighed ind som en faktor.

Men etapen er hård. Vi taler om små 4500 højdemeter over kun ca. 150 km, og det går op eller ned stort set hele vejen. Kun midtvejs er der kortvarigt et lidt lettere stykke, og det gør det til løbets næsthårdeste etape. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er den etape, der passer Vingegaard næstbedst.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Netop fordi stigningerne ikke er så lange, er det dog også en etape, der skal gøres hård. Sker det ikke, er de sidste relativt korte stigninger for eksplosive og Pogacar-agtige, og derfor taler alt for, at Jumbo skal på arbejde. Det må være den første nøgledag, der har udset som en chance for at skabe det udmarvende løb, Vingegaard elsker - og han får endda også den brutale hede, han ligeledes elsker, og som Pogacar bestemt ikke bryder sig om, men god kan håndtere.

De er nemlig tilbage ved plan A. De første 13 dage har hele tiden handlet om at begrænse tabet til Pogacar. Vingegaard greb dog en uventet chance på 5. etape, hvor han skulle teste om Pogacars dårlige forberedelse havde sat ham tilbage, og det fik Jumbo til at forsøge at lukke løbet dagen efter. Det mislykkedes som bekendt, og siden da har de kørt løbet lige så defensivt, som de havde planlagt.

Man fornemmer, at de har lagt en ret klar plan fra løbets start, og det er svært at tro, at den ikke inkluderer, at denne etape skal bruges til at vinde tid. Nok fører Vingegaard løbet, men jævnbyrdigheden er på enkeltstarten er så stor, at han næppe tør satse på den alene, og det samme gælder for 17. etape. Samtidig er hans plan jo at vinde på den gradvise nedslidning, så selvom han måske ikke skulle sætte Pogacar i morgen, er håbet, at en hård dag måske kan gøre det muligt på søndag eller særligt på onsdag.

Selvfølgelig er det også en risiko. Et hårdt løb betyder, at et eventuelt nederlag kan blive så meget desto større, men det er en risiko, han er nødt til at løbe, selvom han fører løbet. Køres etapen ikke hårdt, bliver finalen for eksplosiv, og så risikerer han blot at løbe ind i sit fjerde nederlag i træk. Nej, i morgen er dagen, hvor Jumbo formentlig vil gå grassat.

Vil han også vinde etapen? Ja, det vil han naturligvis gerne, men jeg er ikke sikker på, at det er en prioritet. Der er ganske vist ekstra mange bonussekunder at vinde, fordi der også er sekunder på toppen af Joux Plane, men med den faldende finale tror jeg ikke, at etapesejren nødvendigvis skal i spil. Jeg tror, at det er vigtigere for ham at få sendt forposter ud. De er ikke nødvendigvis så brugbare ved første øjekast, for dalstykket betyder, at han næppe skal angribe allerede på Ramaz, men det er vigtigt at have folk foran, hvis løbet skulle eksplodere uventet, eller han får en uventet chance for at angribe Pogacar tidligere. Vigtigere er det dog at få folk over stigningerne, som kan bruges til at fastholde presset. Det ligner i hvert fald en ret oplagt ting, at Wout van Aert, der sparede sig i dag, nok engang skal være forpost. Han skulle meget gerne overleve Ramaz, hvor holdets klatrere skal lægge presset, og de kan så få en puster, mens Van Aert tager slæbet på mellemstykket og på den nedre del af Joux Plane.

Det betyder også, at et udbrud skal have et vist forspring. Derfor er der grænser for, hvor tidligt Jumbo kan indlede deres blodbad. Det øger chancen for, at et udbrud vil holde hjem, akkurat som det var tilfældet, da Van Aert skulle overleve Tourmalet på 6. etape. Hvis til gengæld de mislykkes med at få en forpost afsted, kan de lige så godt starte relativt tidligt. Det er en risiko at bringe bonussekunder i spil, men hvis ikke Vingegaard tror, at han kan slå Pogacar på denne etape, tror han ikke på, at han kan vinde Touren - og det tror han heldigvis tydeligvis, at han kan.

Det bliver derfor nok en etape, der vil udfolde sig som på 6. etape. Mange klatrere sparede sig i dag, hvor de ikke regnede med, at udbruddet ville holde, men i morgen er der ingen grund til at holde noget tilbage. Derfor vil vi få en rasende hård start, og modsat 6. etape har etapen ikke bare en flad indledning. Med så vanskelig en indledning får vi utvivlsomt et meget stærkt udbrud, hvor Jumbo og UAE begge vil forsøge at få forposter afsted - for Jumbos vedkommende formentlig helst Van Aert.

Når udbruddet er kørt, skal Jumbo overveje to ting. Hvor meget forspring skal de give deres forpost, inden de kan gå i gang med at gøre løbet hårdt, og hvor meget snor skal de holde i udbruddet for ikke at miste trøjen. Sidstnævnte afhænger naturligvis af, hvem der er kommet afsted, men med den hårde start bør vi få et udbud, de i hvert fald ikke kan lade sejle helt til månen.

Når de har gjort sig den overvejelse, vil de på et tidspunkt begynde at lægge presset, og det vil de formentlig gøre hele dagen, inden Vingegaard skal angribe på Joux Plane. Som sagt er der denne gang ingen grund til at angribe tidligere, heller ikke selvom han har en forpost, for hans angreb vil være mest effektivt, hvis løbet har været langt og hårdt. Der er næppe heller andre, der vil angribe tidligt, for podiekampen er stadig så tæt, at ryttere med de gode ben endnu ikke har grund til at tage chancer, før vi kender mere til styrkeforholdet på ”rigtige” bjergetaper som dette.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Derfor regner jeg med, at det vil udvikle sig som ét langt udskilningsløb, hvor folk gradvist vil falde fra. Hvis Jumbos plan lykkes, får de glæde af Van Aert som forpost, så de kan fastholde presset, inden det store slag skal slås på Joux Plane til sidst. Her vil Jumbo lægge presset fra bunden, hvorefter Vingegaard skal forsøge at angribe Pogacar. Sloveneren vil formentlig gribe løbet helt defensivt an, indtil han fornemmer, om han er stærk nok til at slå kontra på danskeren, eller om han skal satse på at følge med og vinde spurter - én på toppen af Joux Plane for bonussekunder, hvis udbruddet er hentet, og én om etapesejren.

Henter de så udbruddet? Det er jeg virkelig i tvivl om. Som sagt tror jeg ikke, at det er Jumbos prioritet. Jeg tror langt hellere, at de vil have en forpost afsted. Samtidig kan jeg godt være usikker på, om de er stærke nok. Indtil nu har de set stærke ud, men jeg synes ikke det var indlysende, at Tiesj Benoot og Wilco Kelderman sparede sig til i morgen, når Dylan van Baarle holdt ud så længe. Det er oplagt positivt, at sidstnævnte var så stærk, og at både Christophe Laporte og særligt Nathan Van Hooydonck har imponeret på det seneste, men det er ikke dem, der henter et udbrud. Det er holdets øvrige ryttere, og vi så i dag, at UAE aldrig hentede et udbrud, de meget gerne ville hente. Morgendagens etape er meget vanskeligere at kontrollere, og som sagt tror jeg ikke, at Jumbo vil jagte etapesejren aktivt. Jeg tror snarere, at udbruddet skal komme tilbage af sig selv som en følge af, at de gør løbet hårdt.

Jeg vælger at tro på, at det vil ske. Vi så, hvor stærke de var på 6. etape, og selvom han blev sat tidligt i dag, så den tidligere sygdomsramte Benoot stærk ud i går. Det gjorde Kelderman også, selvom jeg var bekymret for ham i dag, og med Van Baarle så velkørende, som det var tilfældet på Grand Colombier, og den klatring, Van Hooydonck viste i Pyrenæerne, tror jeg på, at udbruddet bliver hentet - også selvom det ikke er formålet med arbejdet. Men starten er så hård og udbruddet derfor formentlig så stærkt, at jeg bestemt ikke er sikker.

Får jeg ret i, at udbruddet bliver hentet, er der tre spørgsmål. Kan Vingegaard sætte Pogacar? Vil Pogacar holde stand og vinde en spurt? Eller vil sloveneren være i stand til at slå kontra, som han gjorde det på 6. etape? Alle scenarier er for mig realistiske.

Col de Joux Plane besøges ganske sjældent af løbet, og det er en skam. Der er nemlig tale om en stigning, der er stejlere end langt de fleste af Alpernes generelt lidt blødere stigninger, og det var som bekendt her, at Lance Armstrong i 2000 havde sin allerstørste Tour-krise i 2000. Det fortæller alt om, at det er en stigning med potentiale til at skabe drama. Ved seneste besøg i 2016 endte etapen som en fuser, da det lykkedes Sky at lægge løbet i et jerngreb, som de også gjorde det i Dauphiné i 2012 og 2021, men det bør være undtagelsen. Denne gang har Jumbo en interesse i at skabe et blodbad. Det eneste, der kan holde dem tilbage, er en tordenbyge, for det var regnvejr, der i 2016 totalt passiviserede feltet frem mod den meget tekniske vanvidsnedkørsel til sidst. Heldigvis er chancen for tørre veje betydeligt større end chancen for våde veje.

Jeg vælger at gå med Jonas Vingegaard. Jeg har som bekendt hele tiden haft den antagelse, at vi vil se det samme mønster som i 2022, nemlig at danskeren vil have en overhånd på de store bjergdage sent i løbet. Jeg kan være en anelse bekymret for, om etapen er hård nok, og om stigningerne er lange nok, for vi har ikke undervejs stigninger af samme længde som på de to etaper, hvor danskeren gjorde forskellen sidste å. Det er også bekymrende, at han tre gange er mislykket med at holde hjul på Pogacar i de eksplosive finaler, hvad han kunne hver eneste gang sidste år.

Det åbner bestemt døren for, at styrkeforholdet er anderledes denne gang, men min fornemmelse er i hvert fald, at Vingegaard fortsat tror meget på sin plan. Det taler for, at han har en fornemmelse af, at han vil kunne gøre samme forskel som sidste år, og som beskrevet i analysen kan det muligvis også læses som et krisetegn, at Pogacar i dag først angreb til allersidst, selvom jeg også argumenterer for, at det ikke nødvendigvis skal læses sådan. Først og fremmest baserer jeg dog min antagelse på, at Vingegaard i dette forår har givet et ganske klart indtryk af at have forbedret sig siden sidste år, og det var vel også det, der kom til udtryk på Marie Blanque, hvor han data var ganske imponerende - dårlig dag til Pogacar eller ej. Nok taler foråret også for, at Pogacar har forbedret sig, men sidste år var styrkeforholdet på disse etaper altså markant i danskerens favør.

Måske er denne etape ikke hård nok, måske kan Jumbo ikke gøre den hård nok, og måske skal vi længere hen i løbet, inden danskeren får overhånden i kraft af sin restitution, men med et stærkt Jumbo-hold, en fuld medvindsfinale op og ned ad Joux Plane samt stegende hede temperaturer tror jeg på, at Vingegaard kan gøre forskellen. Sidste år var Pogacar mere risikovillig på nedkørsler, men vi så på 5. etape, at Vingegaad var en anelse bedre end sin rival. Et forspring bør han ikke miste, og derfor tror jeg på dansk sejr.

Sikker er jeg dog langt fra. Det kan sagtens blive Tadej Pogacar. Som sagt er etapen ikke 100% skræddersyet til Vingegaard, når stigningerne er relativt korte og eksplosive. Pogacar har den luksus, at han ”bare” skal følge med, for en spurt vil han altid vinde, og på baggrund af de justeringer i styrkeforholdet, vi har set indtil nu, bliver jeg heller ikke svært overrasket, hvis han som på 6. etape kan køre kontra på danskeren. Som sagt indikerede foråret, at også han har forbedret sig, og denne gang er der den joker, at hans problematiske forberedelse endda kan tale for, at han måske endda bliver bedre og bedre. Det er i hvert fald nyt, at han kan sætte Vingegaard i eksplosive finaler, og det øger sandsynligheden for, at han i morgen kan slå sin rival - enten i en spurt eller via et kontraangreb - også selvom jeg fortsat tror på, at danskeren vil have en overhånd.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

I dag åbnede jeg døren for en taktisk afgørelse, hvor der kunne være andre vindere end de to favoritter. Det gør jeg ikke i morgen. Dertil er etapen for hård, og de bør være for meget i særklasse. Det er klart, at det bliver interessant at se, hvad der sker, hvis Vingegaard ikke kan sætte Pogacar, og Pogacar ikke kan køre kontra. Da vil den gå i stå, men medmindre han har en offday, vil Sepp Kuss formentlig være første mand til at komme tilbage. I det tilfælde vil det være hans opgave at fastholde presset og ikke som i dag eventuelt gå i kontraangreb for at stjæle bonussekunder fra Pogacar. Nej, her skal han med det samme begynde at føre, så Vingegaard kan prøve igen, og derfor vil jeg blive svært overrasket, hvis de bruger amerikaneren til at stjæle bonussekunder. Eneste åbning for en overraskelse er, hvis andre kommer tilbage så længe inden Kuss, at de i det taktiske spil kan køre væk med et stort forspring, inden Vingegaard og Pogacar prøver igen frem mod toppen. Det anser jeg for usandsynligt, når de to rivaler er så overlegne, og når Kuss fortsat syne så velkørende, at han ligner tredjestærkeste mand.

Men skulle det alligevel ske, er Jai Hindley det bedste bud. Som beskrevet i analysen rejste han sig i dag efter søndagens nedtur, og det tyder på, at han er ved at finde sine tredjeugesben. Denne udmarvende bjergetape passer ham også bedre, og derfor vil jeg forvente, at det er ham, der måske kan snyde de to favoritter i det taktiske spil. Mit næstbedste bud er Carlos Rodriguez, selvom jeg er blevet mere usikker af de seneste nederlag og tvivlen om hans holdbarhed. Jeg vil dog forvente, at han er så meget mere komfortabel på denne etape end i de meget eksplosive finaler, at han vil være næste vinderbud. Skal man gå efter et vinderbud, er Tom Pidcock vel næste mand, fordi han er ubeskrevet og kan overraske. Baseret på det, vi så i Pyrenæerne, hvor han var sat på Tourmalet, samt sidste år forventer jeg, at han får det vanskeligere end hidtil. Simon Yates vel næste mand, fordi han har det rette topniveau, men som beskrevet i analysen taler dagens krise for, at han formentlig får en svær dag i morgen. Det gør Adam Yates med nogen sandsynlighed også, men han vil være ren hjælper. Jeg vil forvente, at Louis Meintjes er fremragende på denne dieseletape, men vinde kan han ikke. Jeg vil også tro, at Pello Bilbao gør det ganske fornuftigt med sin dieselstil. Jokeren er Felix Gall, som har vist sig mest frem i mere eksplosivt terræn, og hvis holdbarhed stadig er et åbent spørgsmål. David Gaudu var meget bedre i dag og er god til at begrænse tabet, men jeg venter ikke en præstation, der er meget bedre end i dag, og det gør jeg bestemt heller ikke for de skuffende Mikel Landa, Romain Bardet og Guillaume Martin. Større chance for en genrejsning har den svingende Thibaut Pinot , men han synes at mangle ret meget.

Nej, mine øvrige vinderbud er udbrydere, og her går jeg med Louis Meintjes. Som antydet i både analysen og ovenfor virker han meget stærk i år, og han virker endnu stærkere end sidste år. Han var ikke langt fra de allerbedste i dagens meget eksplosive finale, og i morgen kommer vil til en etape, der passer hans dieselmotor langt, langt bedre. Vi ved, at han havde stor succes med at jagte udbrud sidste år, og han har klart givet udtryk for, at det er en opskrift, han vil forsøge at gentage. Den hårde start øger sandsynligheden for, at han rammer rigtigt, hvad han også var god til sidste år, og med medvinden i finalen har han al mulig chance for at køre alene hjem, hvad den spurtsvage sydafrikaner også skal. Problemet er det lille tidstab, men han er ikke en rytter, Jumbo eller UAE frygter, og spørgsmålet er, om andre hold er stærke nok til at holde ham i tilstrækkelig snor, når nu han burde have en vis frihed og ikke nødvendigvis skal hentes. Sidste år var han tæt på på Alpe d’Huez, og i morgen har han en meget god chance for at få sin revanche.

Et andet godt ud er Felix Gall, men modsat Meintjes er han måske slet ikke interesseret i udbrud. Det var han i Pyrenæerne, men nu har både han og holdet gjort det klart, at han kører klassement. Her har han en fin chance for at gå i top 10 uden at tage chancer, og da det er en vigtig læring for ham at køre klassement for første gang, tror jeg faktisk, at han vil være defensiv. Omvendt viste hans vilde offensiv i Tour de Suisse, at han ikke er bange for at tage chancer, og et godt udbrud vil i hvert fald hjælpe hans jagt på top 10.Også for ham er der forbehold for hans begrænsede tidstab, men hvis det kan lykkes for Meintjes, kan det også for Gall. Dernæst skal han vise, at han kan præstere på så stor en bjergetape sent i en grand tour, og det er usikkert, når vi taler om en mand, der havde det meget svært i sidste års Giro og indtil nu mest af alt har vist sig frem i eksplosivt terræn. Nedkørsler er heller ikke hans stærke side, men modsat Meintjes kan han til gengæld spurte.

Igen er Michael Woods naturligvis en oplagt kandidat. Vi har slet ikke set ham i angreb siden i søndags, men det skyldes formentlig, at han har satset på bjergetaperne i stedet. I dag valgte han i hvert fald at spare sig til i morgen, og med den hårde start er der i hvert fald en god chance for, at han rammer udbruddet. Vi så i søndags, at formen er storartet, men det er også klart, at denne etape passer ham ringere, og at han tydeligvis ikke er så god, som da han var bedst. Heldigvis er disse stigninger relativt korte, og var det ikke for de mange stigninger, er det faktisk en bjergetape, der passer ham ganske godt. Nedkørslen er lidt en sten i skoen, men er han bedst, vil han i medvinden kunne gøre en pæn forskel på en sidste stigning, der med sin længde og procenter passer ham ganske godt - og så har han den fordel, at han kan slå mange på stregen.

Hvad så med Mikel Landa? Det er trist at se, at han slet ikke nærmer sig det høje niveau, han havde i foråret, men i dag klatrede an trods alt så godt, at han vil være den bedste i mange udbrud. Han har efterhånden tabt en del tid, og han er så stor en rytter, at han intet har at miste ved at satse. Den hårde start ved hjælpe ham med at ramme udbruddet, og medvinden i finalen vil hjælpe ham med at tage den solosejr, han skal bruge. Nedad er han også stærk, og dermed har han hele pakken. Min bekymring er bare, at han aldrig rigtigt rejser sig i de grand tours, hvor han starter skuffende, som vi har set i de seneste to Vueltaer, og han har i stedet lignet en mand, der har tabt moralen. Det lugter lidt af det samme denne gang, men da han styrtede i Giroen i 2017, rejste han sig til gengæld på flotteste maner, og han viste i hvert fald i dag, at han ikke er kollapset helt endnu. Når baskerne vinder hver anden dag i denne uge, er det jo også ved at være hans tur.

Kan Thibaut Pinot rejse sig? Han havde dårlige ben i går, men det var heller ikke en etape, der passede ham ideelt. Denne etape passer ham langt bedre - særligt nu hvor han i går bekræftede sin stærkt forbedrede nedkørsel - og han har endda den fordel, at han kan slå de fleste på stregen. Har han det niveau, han havde i dag, vil han kunne vinde fra de fleste udbrud, hvis ikke han så ofte før bruger for mange kræfter undervejs. Vi så også i Giroen, at han var endog meget svingende, og det øger sandsynligheden for, at han i morgen vil være helt anderledes stærk. Problemet er hans lille tidstab, for han er åbenbart en mand, man frygter så meget, at han alene var årsagen til, at Ineos gik frem i går. Hvis den frygt er intakt efter hans svage indtryk i går, kan jeg godt være bekymret for, at han ikke får den snor, han skal bruge, for Ineos er et af de få hold, der vil være stærke nok til at holde ham i snor.

Jeg er ret spændt på Matteo Jorgenson. Amerikaneren ville sidste år have fundet denne etape for svær, men det er ikke givet, at det gælder længere. I foråret klatrede han i hvert fald på et helt nyt niveau, ikke mindst på den gigantiske kongeetape i Romandiet, men han lagde heller ikke i går skjul på, at han regnede 12. etape som den, der passede ham bedst. Han er altså stadig selv usikker på sine evner i bjergene, men Romandiet indikerer, at det ikke nødvendigvis er velbegrundet. Han startede løbet skuffende, men han synes bare at blive bedre og bedre og imponerede i hvert fald både på 9. og 12. etape, hvor han lignede gruppens stærkeste mand. Etapen viste også, at han er en god nedkører, og helt langsom er han heller ikke. Måske mangler han lidt i bjergene, men stigningerne her er ikke rasende lange, og på dette tidspunkt handler det meste om form - og den synes han endelig at have fundet.

Jeg nævner naturligvis også Antonio Pedrero . Endelig får vi en etape, der passer den spanske dieselklatrer, der i Dauphiné på en stor bjergetape nåede karrierens højeste niveau. Han ramte ikke udbruddene i Pyrenæerne, men da det blev rigtigt hårdt i tirsdags, sad han med. Det vidner om, at benene er glimrende, hvad vi også så i Pyrenæerne, hvor han sad med feltet meget længe, inden han sad op. I morgen starter etapen så hårdt, at han har en god chance for at ramme rigtigt, og han har i hvert fald sørget for at spare sig på de øvrige dage som i dag - akkurat som han gjorde det i Dauphiné. Naturligvis skal han alene hjem for at vinde, men med fuld medvind i finalen burde de Pedrero, vi så i Dauphiné og i tirsdags, have en glimrende chance for at komme netop det.

Læs også

Lidl-Trek giver status på stjerne efter styrt

Som Meintjes har Guillaume Martin som speciale at jagte disse udbrud, og det lykkes meget, meget ofte. Det gør det sikkert også denne gang, hvor den hårde start vil hjælpe ham, men til gengæld har han stadig til gode at vinde fra disse udbrud selv i de mange situationer, hvor han på papiret har været favorit. Senest virkede han bestemt ikke flyvende i går, og også i dag blev han sat meget tidligt. Med sin dieselmotor kom han dog ganske hæderligt tilbage, og denne dieseletape passer ham i hvert fald bedre, end det var tilfældet i går. Før eller siden må det næsten lykkes for ham endelig at vinde, og hvis han har de ben, han havde i dagens finale, bør han jo køre med om sejren i de fleste udbrud - hvis ikke han skuffer igen.

Hvor stærk er Giulio Ciccone ? Det er desværre ikke mit indtryk, at han er flyvende. Hans angreb på 10. og 12. etape virkede ikke overbevisende, og han talte selv om en dårlig dag på 6. etape. Omvendt så vi jo på 5. etape, at hans niveau jo i hvert fald ikke var ringe, og vi ved jo fra nærmest alle årets etapeløb, at han kan være meget svingende. Det så vi senest i Dauphiné, hvor han skuffede lørdag, men vandt søndag, og hvis han begynder at nærme sig de ben, han har haft tidligere i år, vil han jo stå meget stærkt på denne etape. Han er nemlig også en god nedkører og hurtig på stregen, og disse relativt korte stigninger passer ham. Til gengæld har vi i år også set, at han er bedst på de mere eksplosive og knap så hårde dage, hvad der dog ikke forhindrede ham i at tage sin sejr i Dauphiné. Når han kunne vinde den etape, kan han naturligvis også vinde her, men det kræver, at han har et niveau, jeg endnu ikke har fornemmet, og gårsdagens styrt gør kun det hele endnu mere usikkert.

De danske øjne vil være rettet mod Mattias Skjelmose, der jo har imponeret i denne uge. Både tirsdag og torsdag var han med i stort set alt i starten, men desværre løb han også tør for kræfter begge dage. Det gør mig desværre bekymret. Vi ved, at det er evnerne på de store bjergdage og holdbarheden, det kan knibe med, og derfor har en frygt for, at han vil løbe tør for kræfter igen i morgen. Heldigvis er der en bedre chance for, at udbruddet kører relativt tidligt på en etape, hvor færre har ambitioner om at komme afsted, og dermed kan han forhåbentlig ramme udbruddet uden at bruge alt for mange kræfter. De seneste dage må også have vist ham, at han skal forsøge at passe på sig selv undervejs, og lykkes det, er det i hvert fald en finale med en ikke alt for lang stigning, en nedkørsel og en mulig spurt, der passer ham ganske strålende. Jeg frygter bare, at han desværre kan løbe tør for kræfter til slut, når vi taler om så stor en bjergetape, hvor Jumbo vil køre stærkt i feltet, når nu vi har set, at det er sket for ham to gange i træk.

En rytter, der i hvert fald ikke var været på toppen, er Ben O’Connor. Hans angreb i går var kortvarige og tamme, men der er et håb at finde i, at han trods alt ramte udbruddet i den rasende hårde start i tirsdags. Det var endda i terræn, der ikke passede ham specielt godt. Det gør de indledende stigninger her heller ikke, men den hårde start er trods alt til hans fordel. Den lange, opslidende dag med længere stigninger til sidst passer ham strålende, selvom han havde ønsket kulde og regn samt mål på toppen. Hans form kan være lidt svær at vurdere, fordi han sparede sig i dag, og derfor kan man håbe, at han har forbedret sig yderligere siden tirsdag, hvor han i hvert fald manglede lidt for meget - også selvom han lavede en flot soloopkørsel undervejs. Heldigvis ved vi også, at den bedste udgave af O’Connor er en af de få, der har niveauet til at vinde så svær en etape.

Det var godt at se Jonathan Castroviejo i angreb i dag. Det lykkedes ikke, men det vidner om, at han i hvert fald har friheden. Han har gradvist forbedret sin klatring de seneste år, men i dette løb har han nået helt nye højder. Det kan stadig virke lidt svært at tro, at en mand som ham kan vinde så stor en bjergetape som denne, men sidste år var han jo ganske tæt på i Alperne. I år synes han bare endnu bedre, og med de ben, han har haft de seneste dage, er der altså ikke mange, der sætter ham. En sten i skoen er det til gengæld, at han skal alene hjem for at vinde.

Da denne finale senest blev benyttet, vandt Ion Izagirre. Det drømmer han om at gøre igen, men i dag er han desværre slet ikke på samme niveau som dengang. Han har dog for vane at finde sine ben ud af det blå, som han gjorde det i april og i går, hvor han endda var sat tidligt. Det er den præstation, der gør, at jeg ikke tør udelukke endnu en sejr, særligt når han er så skræmmende god en nedkører, at det var årsagen til sejren i 2016, hvor han satte to supernedkørere i form af Jarlinson Pantano og Vincenzo Nibali, men i dag tror jeg altså ikke, at han klatrer godt nok til at vinde en bjergetape, der selv i hans storhedstid havde været til den svære side - heller ikke selvom jeg efter i går ikke tør udelukke det fuldstændigt.

Den næste på listen over franske skuffelser er Romain Bardet. Med sin historik har han ikke meget at miste ved at angribe tidligt, men spørgsmålet er, om han har benene. Han betalte en dyr pris for sit tidlige angreb i tirsdags, og det kan meget vel føre til mere afventende kørsel. Hans formkurve synes desværre også kun at gå den forkerte vej, og han ligner tillige en mand, der er ramt på selvtilliden. Et stort problem er det også, at han stadig ligger så godt, at særligt Ineos næppe lader ham køre, og derfor tror jeg heller ikke, at han få friheden. Når det er sagt, forsvarende han sig jo godt i dag, og med en teknisk nedkørsel og en mulig spurt passer finalen ham. Får han friheden, og har han modet til at satse, har han før rejst sig i en skuffende Tour ved at vinde en etape.

Det er svært for alvor at tro på Wout Poels, men i det mindste går det fremad med formen - akkurat som det plejer. I dag var han jo ikke alt for langt fra de bedste, og han er i hvert fald på det højeste niveau, vi har set i år. Bahrain skal meget gerne have en mand afsted af hensyn til holdkonkurrencen, og næst efter Landa er han bedste bud. Han har desværre for vane at brænde ud for tidligt, når han rammer et udbrud, og derfor har han heller aldrig, da han var bedst, vundet en grand tour-etape. Sandt er det dog, at han altid er bedst i den tredje uge, og også i år bliver han bedre og bedre undervejs. Han skal ikke forbedre sig alt for meget i forhold til det, vi så i dag, inden det måske kan lade sig gøre at gøre det færdigt.

Selvfølgelig må jeg også nævne Wout van Aert. Som sagt føler jeg mig overbevist om, at han skal afsted som forpost, og så ved man aldrig, hvad der kan ske. Pointen som forpost er denne gang, at han skal føre i dalen mellem de sidste to stigninger, og derfor kan det være meget svært at se, at han ikke bliver kaldt tilbage, men skulle friheden af en eller anden grund opstå, skal man passe på med at udelukke ham sent i en grand tour, hvor han jo typisk klatrer bedre end mange klatrere. Desværre indikerer 10. og 12. etape, at han denne gang er i en sjælden krise, men det vil stadig være hovedløst at udelukke, at Van Aert kan vinde en etape som denne, når vi kender hans historik sent i grand tours. Det kræver dog i første omgang, at han har friheden, og det kan lige nu se lidt svært ud.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Vi skal vel også åbne en dør for Rafal Majka og Felix Grossschartner. Også UAE vil formentlig forsøge at få forposter afsted, og med den hårde start ligner de sammen med formsvage Marc Soler det bedste bud. Også for dem gælder, at de skal have chancen for at gøre det færdigt, og det virker ikke specielt sandsynligt, at den situation skal opstå. Umuligt er det dog ikke, og selvom UAE samlet set skuffede i dag, kørte de trods alt så stærkt, at de burde have en chance for at gøre det færdigt, særligt hvis rollen som forpost gør, at de sidder på hjul en del af dagen. Bedst chance har Majka, der stadig må regnes som den bedste klatrer af de to, men til gengæld er der nok større chance for, at Grossschartner sendes afsted som forpost.

Bliver etapen for svær for Tobias Johannessen? Det tror jeg. Vi har set, at han har været bedst i eksplosivt terræn, mens det har knebet lidt mere i bjergene. Han så ganske godt ud i går, men det var også tydeligt, at han vel var gruppens svageste til sidst. Mit gæt vil være, at han løber tør for kræfter, hvis han rammer udbruddet på denne langt hårdere etape, og jeg bliver derfor overrasket, hvis han vinder. Omvendt er han stadig ung og ubeskrevet, og han er i hvert fald endnu ikke halvdød i sin første grand tour. Med en god nedkørsel og en god spurt passer han jo fint til etapens allersidste del.

Jeg er også nødt til at nævne Krists Neilands igen. Letten var skræmmende stærk i tirsdags, men det var også i terræn, der passede ham. Denne etape er efter alt at dømme for svær, men man ser altså sent i grand tours, at det mest af alt handler om form, som da Hugo Houle vandt en bjergetape sidste år. I den sammenhæng er det dog et problem, at han i går tydeligvis ikke var så stærk, som han var det på 10. etape, og superformen kan meget vel være ved at forsvinde. Det ændrer dog ikke på, at han stadig var en af de mest synlige i indledningen også, og formen er i hvert fald ikke helt væk. Om det så rækker til at vinde en etape som denne, må tiden vise.

Man kunne også nævne Valentin Madouas, men når han skuffede i det eksplosive terræn, hvor han trods stor frihed var helt usynlig, ser jeg ham ikke vinde i bjergene, og hans kaptajn, David Gaudu, får næppe friheden. Daniel Martinez fandt godt ben på 5. etape, men virkede helt usynlig i angrebene de seneste dage og synes ikke stærk nok lige nu. Bedre er det naturligvis med Michal Kwiatkowski, men det vil undre mig meget, hvis han har robustheden til at vinde to dage i træk. Esteban Chaves fandt gode ben på 10. etape, men det var dagen efter en hviledag, hvor han havde tid til at komme sig, mens han var helt usynlig i angrebene i går. Jeg tror mere på Nick Schultz, der var så god i den tredje uge sidste år, men trods fremgang ikke synes helt at være der endnu. Clement Champoussin var god i dag, men i morgen vil etapen formentlig være for voldsom. Jeg tror på Arkea mere på Warren Barguil, men han synes at mangle for meget, akkurat som det gælder for Julian Alapilippe, Egan Bernal, Aurelien Paret-Peintre, Rui Costa, Harold Tejada, Marc Soler, Pierre Latour, for hvem etapen er for voldsom, Neilson Powless, Dylan Teuns, Alexey Lutsenko, Ruben Guerreiro, Nans Peters, Bob Jungels, Patrick Konrad og Rigoberto Uan. Etapen er for svær for Matej Mohoric og for Kevin Vermaerke, selvom han imponerede i dag, og det bør den også være for Maxim Van Gils, Georg Zimmermann og James Shaw, der alle tillige brugte mange kræfter i dag, samt Mathieu Burgaudeau, Simon Geschke, Kevin Geniets, Chris Hamilton og en nu velkørende Omar Fraile, mens Clement Berthet næppe kan gøre det færdigt. Jeg har svært ved at tro, at Wilco Kelderman sendes ud som forpost, og jeg tror ikke, at Tiesj Benoot kan gøre det færdigt, hvis muligheden opstår. Endelig forventer jeg, at de velkørende Emanuel Buchmann og Chris Harper skal blive hos deres kaptajner, mens Jack Haig forståeligt nok virker træt efter sit vanvidsprogram.

Feltet.dks vinderbud: Jonas Vingegaard

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Louis Meintjes

Outsidere: Felix Gall, Michael Woods, Mikel Landa, Thibaut Pinot, Matteo Jorgenson

Jokers: Antonio Pedrero, Guillaume Martin, Giulio Ciccone, Mattias Skjelmose, Ben O’Connor, Jonathan Castroviejo, Ion Izagirre, Romain Bardet, Wout Poels, Wout van Aert, Rafal Majka, Felix Grossschartner, Tobias Johannessen, Krists Neilands

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Ion Izagirres sejr fra 2016, Floyd Landis’ ”sejr” fra 2006 samt Richard Virenques sejr og Lance Armstrongs krise fra 2000. Du kan tillige gense Nairo Quintanas sejr fra Criterium du Dauphiné i 2012, ligesom du kan gense Mark Paduns sejr fra Criterium du Dauphiné i 2021, hvor man kørte Joux Plane i finalen, men havde en efterfølgende stigning efter nedkørslen til Morzine.

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR