Optakt: 16. etape af Tour de France

Ruten

Hvert år er enten Alperne eller Pyrenæerne vært for den sidste store blok af bjergetaper i løbets tredje uge, og ligesom sidste år er det den østligste af de to bjergkæder, der får lov til at give klatrerne deres sidste chancer i årets løb. Det sker i form af store bjergetaper, hvoraf den onsdagens kongeetape er klemt inde i en sandwich mellem to lidt lettere etaper. Let er dog en sandhed med modifikationer, når det handler om tirsdagens første alpeslag, da der i løbet af de bare 164 km skal klatres næsten 4000 højdemeter. Den sidste lange stigning har dog top med mere end 20 km til mål, og derfor ligner det snarere en dag, hvor løbet kan tabes, end den helt afgørende dag, hvor favoritterne for alvor kan sætte sig igennem.

I alt skal der tilbagelægges 164,0 km, som fører feltet fra La Tour-du-Pin til Villard-de-Lans, hvor der er mål på toppen af Cote 2000 i udkanten af byen. Startbyen ligger nord for de høje bjerge, men terrænet er alligevel småkuperet fra start. Her kører man med det samme mod syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,8 km, 3,4%), inden en nedkørsel leder ned til bunden af kategori 4-stigningen Cote de Virieu (2,3 km, 6,8%), der bestiges fra nordvest og er relativt jævn med et stejlt 500 m-segment på 9,0% midtvejs. Toppen passeres efter 12,5 km, hvorefter en let faldende vej leder mod syd og sydøst ned til Voiron. Herfra snor man sig mod øst langs en let stigende vej, der leder frem til Saint-Pierre-de-Chartreuse i hjertet af Alperne, idet man undervejs kører dagens spurt efter 44,5 km, der kommer efter en ret skarp nedkørsel og kun én flad kilometer, dog uden tekniske udfordringer.

Nu tager etapen for alvor fat, når man drejer mod sydvest ind på kategori 2-stigningen Col de Porte (7,4 km, 6,8%), der efter en blød første halvdel stiger med 8-9% det meste af anden halvdel. Toppen kommer efter 66,5 km og efterfølges af en ikke alt for vanskelig nedkørsel, der leder mod syd ned til Meyian, som er en forstad til storbyen Grenoble. Herfra går det mod sydøst direkte ind på kategori 2-stigningen Cote de Revel (6,0 km, 8,0%), som er relativt jævn med 7-9% det meste af vejen, men har en meget svær tredje kilometer på 11,7% og to fladere passager, hvoraf den sidste leder op til toppen, der rundes efter 94,5 km. Det fortsætter imidlertid med at stige mod syd, inden man drejer mod sydvest for at følge en ikke alt for vanskelig nedkørsel, som leder ned til dalen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den nås i byen Vizille, hvorfra man kører mod vest og nordvest ind gennem fladlandet frem til byen Le Pont-de-Claix, der er en anden forstad til Grenoble. Herfra kører man mod vest og nord op ad en bakke 2,3 km, 6,1%), inden man i byen Seyssins drejer mod nordvest for at passere kategori 1-stigningen Montée de Saint-Nizier-du-Moucherotte. Den stiger med 6,3% over 12,4 km og er vanskeligst på de første 7 km, hvor den stiger med 7-8% det meste af vejen. De sidste 5,4 km er imidlertid lettere med stigningsprocenter på primært 5-6%.

Fra toppen, hvor der er en indlagt bonusspurt, resterer fortsat 20,5 km, der tilbringes på et plateau. Der er derfor ingen nedkørsel, men kun en ganske let faldende og mod slutningen ret lige vej, der leder mod sydvest ned til Villard-de-Lans. Man kører imidlertid tværs gennem byen mod syd og ind på den korte afsluttende opkørsel til målet på Cote 2000. Her er der tale om en 2,2 km lang kategori 3-stigning, der stiger med 6,5% i snit fordelt med en første halvdel på 6-7%, inden der venter 500 m med 8,8% og slutteligt 600 m med 6,1%. Stigningen følger en vej med bløde kurver, indtil der kommer to skarpere sving med hhv. 1000 m og 150 m igen, hvorefter man rammer den 5,5 m lange opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 3903 højdemeter.

Villard-de-Lans har tre gange været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde. Touren kom forbi i 2004, hvor en fuldstændigt suveræn Lance Armstrong sejrede i en firemandsspurt foran Ivan Basso, Jan Ullrich og Andreas Klöden og dermed tog den første af fire etapesejre på bare fem dage. Dauphiné var forbi i 2015, hvor Rui Costa slog Vincenzo Nibali i en duel fra et tidligt udbrud, mens løbet i 2003 blev indledt med en prolog i byen, hvor Iban Mayo sejrede foran David Millar og Lance Armstrong.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Det højtryk, der sikrer sensommervejr i Danmark, sikrer også en varm og solrig uge i Alperne. Tirsdag byder på kun få skyer og temperaturer på 25 grader i målbyen, men til gengæld vil der igennem hele etapen være en risiko på 20-35% for tordenbyger, specielt udtalt midt på eftermiddagen. Til gengæld vil det være næsten vindstille med en helt svag vind (5 km/t) fra skiftende retninger, mod slutningen fra nordvest. Det giver naturligvis vind fra alle mulige retninger, men kan vi regne med nordvestenvind i finalen, bliver der modvind på den lange stigning og side- og sidemedvind på plateauet. Slutteligt vil der være sidemedvind hele vejen op ad målbakken.

Analyse af 15. etape

Hvordan smager monsterblod? Og hvordan lugter det? Det er der ikke mange, der har kunnet svare på. Monstre er af natur ikke lette bytter at nedlægge, og derfor er det kun få, der har oplevet at kunne lugte det med udsigt til måske at bringe det til fald. Særligt gælder for de altædende af slagsen, på hvem et angreb ofte ender med at ramme én som en boomerang i hovedet, så man selv ender som dets bytte.

Sådan er det også inden for cykelsporten. I 2019 og 2020 er det meget få, der på noget tidspunkt har kunnet fornemme blot ét svaghedstegn hos feltets altædende slovenske uhyre, Primoz Roglic. Naturligvis kunne Richard Carapaz let flå tænderne i den sygdomssvækkede udgave, vi oplevede i Giroen i 2019, men derudover er det vel kun Adam Yates på en stejl mur i sidste års Tirreno, og måske Miguel Angel Lopez på Javalambre-stigningen i samme års Vuelta, der har kunnet i hvert fald svagt ane duften af den røde væske, der løber i hans årer.

Af samme grund ved Roglic knap selv, hvordan monsterblod smager. Det er nemlig ganske sjældent, at han har haft blodsmag i munden i samme periode, og da hans kørsel mod Lopez i sidste års Vuelta snarere lignede afmålt energibesparelse end krise, fornemmer man næsten, at Roglic har glemt, hvordan det er at køre et cykelløb med en puls på den kritiske side af de 100. I langt de fleste tilfælde har han nemlig virket så overlegen, at man mest af alt har haft fornemmelsen af en far, der leger Tour de France med sine børn på cykelturen ned til børnehaven og alligevel er lidt for stolt til at lade dem vinde.

Men måske fik Roglic i dag en svag fornemmelse af, hvordan det nu er, det smager. Vi kender efterhånden hans stoneface, som har været næsten umuligt at tørre af ham i de seneste to år, men det forsvandt ganske momentant på de sidste meter af Grand Colombier, da Tadej Pogacar efter ét langt ventespil endelig åbnede for gassen. I stedet var stenansigtet kortvarigt erstattet af det lidt fjerne blik, vi oplevede under sidste års Giro, der var én lang lidelseshistorie og af ham selv beskrives som hans flotteste grand tour-bedrift overhovedet, fordi sygdommen og skaderne havde sendt hans ellers usårlige krop til tælling.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

I første omgang kunne det ellers ligne endnu en slovensk vennetjeneste fra Roglic, som vi så, da han sidste år på Los Machucos lod sin landsmand og gode ven rulle først og stregen. Trådet virkede nemlig ingenlunde insisterende på de sidste meter, men det vil nok være en overfortolkning at tro, at der stadig var så meget gavmildhed i monsterhjertet, at han atter havde lyst med en tidlige gave til at tage forskud på Pogacars fødselsdag næste mandag, som han gjorde det i Spanien for et år siden.

Nej, dels var der det fjerne blik, der havde erstattet stenansigtet. Dels var der Jumbos insisterende kørsel hele dagen, hvor den eneste grund til at jagte det tidlige udbrud var, at det altædende monster heller ikke denne gang kunne lade en chance gå fra sig, selvom almen grand tour-logik tilsiger, at det måtte have været op til andre at bringe bonussekunderne i spil. Og dels havde Roglic jo faktisk sat et første stød ind kort forinden, men det blev relativt let afpareret af hans unge lærling.

Hvis det vitterligt var et lille svaghedstegn, vil det sikkert hurtigt få de mange forhåbningsfulde gribbe til at råbe, at det er et tegn på træthed forud for den tredje uge. Det vil imidlertid formentlig være endnu en klar overfortolkning fra de mange, der desperat trodser historikken og ser tegn på manglende holdbarhed hos en mand, der altid har været brølstærk i den sidste del af grand tours.

I virkeligheden var det vel bare en bekræftelse på det, vi har set hele tiden. Roglic var åbenlyst den stærkeste på fredagens rædselsfulde mur, men det var også rigtigt Roglic-terræn. For Pogacar derimod var det en etape, der skulle overleves, for han lærte allerede i Vueltaen på Alto Mas de la Costa, at de ultrakorte mure ikke er hans kop te.

På de længere stigninger har billedet derimod været et andet. Nok var det tidstabet i sidevinden, der gjorde det tilladeligt, men Roglic havde formentlig forsøgt at gå med Pogacar på Peyresourde, hvis han havde siddet med totalt overskud. Og selvom det var svært at dufte megen blod på Marie Blanque, der også er en ret kort mur, i søndags, har billedet vel været, at det er Pogacar, der har haft overhånden på de lange stigninger i den slovenske duel. Lægger man dertil, at vi jo ved, at Pogacar altid og uden undtagelse bliver bedre i løbet af etapeløb, lægger dagens resultat sig i virkeligheden meget fint i forlængelse af de iagttagelser, vi har kunnet gøre os hidtil.

På den baggrund er det også nærliggende at tro, at Pogacar bruger næsen ekstra kraftigt til at trække vejret i aften. Han er nemlig i den særegne situation, at han måske har fået en lille færd af det monsterblod, kun få har kunnet lugte. Og Pogacar selv turde da også efterfølgende for første gang tale åbent om en mulig Tour-sejr, når nu det firkantede tråd, vi så i Massif Central, nok engang var erstattet af den uhyre lette pedaljering, vi så i Pyrenæerne.

Betyder det så, at de slovenere, der gerne vil hylde landets første Tour-vinder, skal ombooke togbilletten fra Roglics fødeby, Trbovlje, til Pogacars ophavssted, Komenda? Næppe - i hvert fald hvis ikke man har lyst til at skulle have fat i togselskabet én gang til i næste weekend. Alt taler nemlig stadig for, at det alligevel vil være Roglic, der skal hyldes i Paris på søndag.

For det første er heller ikke denne gang noget tegn på niveaufald hos Roglic. Tværtimod er det udtryk for et gigantisk overskud, at han kommanderer tropperne frem for at jagte endnu en etapesejr, når han derved går sig selv sårbar over for rivalernes erobring af bonussekunder i en situation, hvor det ikke er ham, der skal i offensiven.

For det andet er der dagens anden hovedhistorie, at Jumbo-mandskabet leverede en magtdemonstration, der får selv det stærkeste Ineos- eller Sky-mandskab til at blegne. Efter forarbejde af Amund Grøndahl Jansen, uopslidelige Tony Martin og slutteligt en velkørende Robert Gesink var det Wout van Aert, der slet og ret satte Nairo Quintana og Egan Bernal så eftertrykkeligt til vægs, at man lige måtte tjekke tv-oversigten for at forstå, at det altså var en Tour-bjergetape og ikke Paris-Roubaix, man havde slået ind på.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Dernæst havde de den luksus at sætte årets nr. 2 i monumentet Il Lombardia, George Bennett, til at agere fjerdesidste mand i et felt, der var så gult, at man knap fornemmede andre farver - og det endda i en stadig skadesmærket tilstand - inden Giro-vinderen og Tour-toeren Tom Dumoulin så igangsatte det malende tempo, der har givet ham så stor grand tour-succes, og som med ét gjorde alle Pogacars, Mikel Landas og Miguel Angel Lopez’ nøje tilrettelagte angrebsplaner lige så ubrugelige som en festivalbillet i corona-tider. Og da Roglic havde iværksat sit fejlslagne angreb, som ellers kun Pogacar, Lopez og Richie Porte kunne besvare, var der såmænd en amerikaner på bagsmækken i form af lottokuponen Sepp Kuss, der igen i dag var milliongevinst og ikke som så ofte før en nitte - endda med så meget overskud at han nærmest med lethed spurtede forbi kaptajnen for siden at sætte tempo og bare for sjovs skyld ende etapen som nr. 6 foran størstedelen af de ryttere, der jo egentlig er kaptajner og ikke bare en hjælperytter, der forud for løbet var nr. 4 i Jumbos klatrehierarki. Og for lige at understrege dominansen kunne brostensrytteren Van Aert ikke undlade at hægte sine 78 kg på Bernals 60 af samme og således cementere overlegenheden på en dag, hvor Jumbos nr. 5 kom til mål sammen med rivalerne fra Ineos’ nr. 1.

Det leder automatisk frem til tredje fordel: ruten. Alpeetaperne har nemlig et design, hvor et hold på to ud af de tre dage er en gave. Med relativt langt til mål fra toppen af de sidste stejle stigninger skal man have en særligt fin lugtesans for at fornemme monsterblod på tirsdagens og torsdagens etaper. Det efterlader så Pogacar med kun onsdagens Col de la Loze til at vinde så meget tid, at han kan indhente sidevindstabet og sikre sig en buffer forud for den enkeltstart, han med sikkerhed vil tabe. Nok er Pogacar slovensk mester i disciplinen, men den titel blev som bekendt vundet på en bjergenkeltstart, hvor Roglic kiksede totalt ved at køre hele løbet på en tempocykel og ikke som Pogacar de væsentligste dele på en landevejscykel, og det er derfor de 1.29, Pogacar blødte til Roglic på Vueltaens enkeltstart, som fortæller, hvordan styrkeforholdet vil være på de 30 flade kilometer fra til La Planche des Belles Filles på lørdag.

Men det kan lade sig gøre. Col de la Loze er et bæst, der er nærmest uset i Tour-sammenhæng, og hvis billedet af Pogacars overhånd på lange stigninger går igen, kan der høstes uhyre meget tid på et bjerg, hvor selv det stærkeste hold er ret ligegyldigt. Og i dag viste regnvejrsrytteren Pogacar, at han kan begå sig i den varme, han ellers afskyr, ligesom man må formode, at forbedringstendensen i etapeløbssammenhæng går igen også i denne Tour. Til gengæld skal det også vinde på onsdag, for selvom David De La Cruz definitivt har lagt det brækkede haleben bag sig og i dag leverede det bedste, vi har set siden det fejlslagne skifte til Ineos, vil Pogacar i den grad mangle Fabio Aru og Davide Formolo, hvis han skulle iværksætte den langdistanceoffensiv, der kunne have givet tidsgevinster på tirsdag og torsdag også.

Til gengæld ligner det også en slovensk duel, hvor resten agerer statister. Det blev nemlig dagen, hvor den fornemmelse, man har kunnet have gennem hele 2020 om Egan Bernals niveau, endelig blev bekræftet. Den Bernal, der ikke kunne vinde kongeetapen på hjemmebanen i Colombia, der kørte det mærkeligste løb på netop Grand Colombier i Tour de l’Ain, og som trådte helt firkantet i Dauphiné, trådte i dag præcis lige så firkantet, som han gjorde for en måned siden og også på Peyresourde. Og dermed blev der én gang for alle sat en fed streg under, at den colombianske Tour-konge har været en skygge af sig selv, siden han forlod Lombardiet-podiet i oktober sidste år.

Dermed er vi nu også i den særegne situation, at Ineos er reduceret til statister, som vi kun har oplevet det én gang tidligere. Det var i 2014, hvor Chris Froome styrtede ud af løbet på en regnvåd brostensetape, og plan B, Richie Porte, for 117. gang blev sendt til tælling af sygdom. Dengang kom holdet helt tomhændede hjem efter en temmelig anonym forestilling, og det kan man frygte igen, hvis ikke Bernal finder de ben, han lige nu ikke kan forklare manglen på. I et generelt møgløb for briterne måtte plan D, Richard Carapaz, nemlig føje sig til den skadesliste, der allerede tæller plan E, Pavel Sivakov, og da plan B og C, Chris Froome og Geraint Thomas, som bekendt blev elimineret af håbløs form allerede i august, ser det nu ud til, at det er plan F, Michal Kwiatkowski, der skal forsøge at redde æren. Polakken virker da også velkørende, men problemet er desværre, at de bedste Kwiatkowski-etaper allerede er kørt. Men han kan da heldigvis tale lidt med Mikel Landa og Mikel Nieve, der i Giroen i 2017 viste, at Sky/Ineos besidder evnen til at redde en grand tour, selvom både plan A og plan B er fejlet, dengang begge grundet styrt.

I stedet er det nu gode, gamle Richie Porte, der lige nu ligner den bedste ikke-slovener i årets løb. I virkeligheden er det lidt absurd for mig at opleve. Nogle har kritiseret mig for en lidt for stædig tiltro til Portes evner i grand tours, men det er aldrig blevet til noget, først og fremmest grundet de mange styrt og det elendige helbred. Og første gang, jeg endelig erkender, at den suveræne Porte, der drev gæk med hele feltet i 2017 og 2018, ikke længere fandtes, viser gamlingen pludselig et niveau, der minder om det, han havde dengang.

Faktisk ser det ganske lovende ud for australieren. Modsat de fleste andre i top 10 er han som bekendt enkeltstartsspecialist, og sidevindsetaper og 9. etape er nu ude af billedet. Og den skrøbelighed, han plejer at have sent i et etapeløb, ikke mindst i de seneste to år, er forsvundet som dug for solen i et løb, hvor formkurven peger entydigt opad. Nok er holdet uhyre svagt i bjergene, og nok har han et dumt tidstab fra sidevinden, men hvis han undgår det kollaps, han har haft for vane i 2019 og 2020, kunne Porte meget vel være i spil til det grand tour-podium, hans eminente niveau har berettiget ham til, men som uheld og sygdom har frarøvet ham. Og det kommer endda absolut på falderebet i hans sidste grand tour som kaptajn, inden han næste år vender tilbage til slavetilværelsen hos Ineos, som han mere eller mindre bekræftede overfor Cyclingnews.

Dermed kan vi ende i den særegne situation, at vi ender helt uden colombianere på podiet til trods for, at de for 24 timer siden udgjorde intet mindre end to tredjedele af top 6. Det var nemlig ikke blot Bernal, men også dennes forgænger som førende colombiansk stjerne, Nairo Quintana, der blev sendt til tælling af brostensspecialisten Van Aert. Og dermed blev også Touren 2020 en understregning af det billede, der har tegnet sig i hver eneste grand tour siden Giroen 2017, nemlig at den engang så restitutionsstærke Quintana i dag er helt ude af stand til at bevare topniveauet mere end en uges tid. Og selvom styrtet naturligvis ikke har hjulpet, så vi jo allerede den klare tendens på Marie Blanque forinden, og dermed er tendensen nu ret entydigt, at Quintana nok skal koncentrere sig om de ugelange etapeløb, han stadig har holdbarheden til at vinde, men næppe mere skal drømme stort om grand tour-succes.

I stedet ligner det Miguel Angel Lopez, der er bedste bud på et colombiansk podium, men problemet er bare, at Marie Blanque blev så bitter en påmindelse om, hvordan Lopez har kørt i sine grand tours. Her blev han nemlig nok engang ramt af en af de offdays, der er blevet hans triste varemærke, og så hjælper det desværre ikke alt for meget, at han i dag bekræftede det ellers uhyre positive indtryk, han har efterladt på hver eneste af de øvrige bjergetaper. Hvis til gengæld han kan undgå endnu en dårlig dag i Alperne, ser det ganske lyst for Superman, der i Algarve som bekendt viste, at pludselig også er blevet Superman på flade enkeltstarter.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det er dog en anden colombianer, der lige nu står til den tredje podieplads. Forud for løbet havde jeg ellers forsvoret, at den i stigende grad pensionsmodne Rigoberto Uran ville have været i spil til endnu en plads i top 3, men ikke desto mindre er det nu tilfældet. Det er dog snarere sket ved, at han modsat andre ikke har tabt tid enten i sidevind eller som følge af en offday, for på intet tidspunkt har Uran været i nærheden af at være blandt de bedste 3. Men det er også lige meget, når en grand tour vindes over 21 dage, og hvis Uran kan bekræfte, at han fortsat har genfundet den enkeltstart, der ellers efter 2015 blev forvandlet fra hans styrke til verdens største akilleshæl, kan netop hans stabilitet måske være det, der indbringer ham karrierens fjerde placering i top 3, som ikke er langt fra de seks, Quintana har opnået.

Til gengæld bliver det næppe i år, at Mikel Landa indfrier drømmen om det Tour-podium, det forbandede sekund kostede ham for tre år siden. Det så ellers ret lovende ud for baskeren i Pyrenæerne, men da vi ramte hans virkelige terræn, blev det til ren overlevelse for den ellers altid offensive basker, hvis Bahrain-hold ellers strålede stort med stærke indsatser fra Damiano Caruso og den altid uforudsigelige og faktisk stagnerede Pello Bilbao. Med tanke på at pantefogeden allerede har inddrevet det obligatorisk tidstab i sidevinden og allerede har tilsendt et krav på en større tidsbetaling på lørdag også, bliver det desværre næppe til mere end en top 10, da #FreeLanda-hashtagget endelig blev gjort til andet og mere end bare ord.

Faktisk er det lige nu en anden spanier, der er stærkest, og det kan ikke andet end varme et optaktsskribenthjerte. Trods de mange fejlskud i ugelange etapeløb har jeg stædig fastholdt, at Enric Mas bestemt ikke er død endnu, for det er kun i grand tours, at hans gigantiske motor kommer til sin ret. Det var den, der i Vueltaen i 2018 på løbets sidste ni etaper førte ham fra en 12. til en 2. plads, og nu kunne den være på vej til at gøre noget lignende. Mas har nemlig efter den klassiske rustne start nu langt om længe fået den spanske dieselmotor varmet op, og med tanke på den enkeltstart, han har for vane at brænde af sent i grand tours, ser det pludselig ganske lovende ud for Movistar.

Det skyldes ikke kun Mas. Gang på gang har jeg sagt, at jeg er færdig med at skrive Alejandro Valverdes nekrologer, og gang på gang har han alligevel fået mig tilbage til skrivemaskinen. Og hver eneste gang er det alligevel endt med, at alt arbejdet er endt i papirkurven, for pludselig er den spanske veteran genopstået.

Nu kunne noget tyde på, at han er ved at gøre det igen. Efter en tid, hvor han har været så ringe, at han har talt om at fremskynde pensionen, er der nu pludselig igen hul igennem til de spanske pensionistben. Det var præcis det samme billede, vi så sidste år, hvor rustne Valverde blev bedre og bedre gennem en Tour, der gav ham så god form, at han endte som nr. 2 i Vueltaen. Og når han kører som i dag på en etape, der jo slet ikke er rigtigt Valverde-terræn, kan man måske alligevel i Spanien drømme om regnbuetrøje nr. 2, når det går løs i Imolas eksplosive terræn om to uger. Håbet er i hvert fald blevet tændt igen. Og det gælder for så vidt for hele det ellers fallerede Movistar-mandskab, der med en ligeledes genfødt Marc Soler og i dag også genfødt Carlos Verona med ét omsatte et minus på 21 minutter til et plus på 26 minutter i forhold til EF i en holdkonkurrence, der har været deres ejendom, men som de for to uger siden så ud til at få meget svært ved fortsat at besidde.

Men Movistar har også haft pil opad hele vejen. Helt omvendt har det været for Guillaume Martin, for hvem formkurven har været entydigt nedadgående, så man længe har kunnet fornemme, at den superform, han viste allerede i begyndelsen af august, kunne være udtryk for en mistiming af forberedelsen. Og selvom dagens punktering utvivlsomt ikke hjalp ham, er det svært at se, at dagens etape ikke under alle omstændigheder var endt som endnu en lussing til den ellers forud for løbet så spændende franskmand, som værtsnationen nu heller ikke kan klynge deres efterhånden udslukte håb om hjemmebanesucces til.

Således blev det dagen, hvor stort set alle tendenser, man har kunnet aflæse i de første to uger, blev bekræftet - med én markant undtagelse. Adam Yates havde nemlig på de foregående etaper entydigt kurs mod det niveaufald, der er familiens varemærke i en grand tour, men i dag, hvor vi ellers ramte den første etape, som skulle have været for voldsom for ham, var briten pludselig på sit højeste niveau siden den gode start i Nice, hvor terrænet passede ham bedre. Dermed er det måske alligevel muligt for manden, der ikke kørte klassement, at gøre som i 2016, hvor han kom til løbet med samme stædige insisteren på etapejagt, at gå i top 10, men det vil kræve, at han forsvarer sig lige så godt i den tredje uge som for fire år siden, hvor elastikken også blev længere og længere i løbets døende dage.

Den slags bekymringer behøver hverken Pogacar eller Roglic at gøre sig. De har begge en i grand tour-sammenhæng fremragende historik, og det ser derfor ud til, at kun uheld kan forhindre den slovenske dobbeltsejr. Men selvom det meste peger på, at det vil være Roglic, der indskriver sig i historien som nationens første Tour-vinder, er der i dag blevet åbnet en dør lidt på klem for, at det måske alligevel ikke går helt, som præsten har prædiket siden starten i Nice. I hvert fald lignede Roglic en mand, der på toppen af Grand Colombier måtte skylle munden en ekstra gang for at slippe for smagen af det monsterblod, hans lærling måske svagt har fået færden af.

Favoritterne

For andet år i træk for Alperne lov til at agere dommer i årets Tour - i hvert fald hvis ikke Vogeserne og enkeltstarten vælger at overrule den dom, der falder i de høje bjerge - men ligesom resten af årets ruet er også designet af de sidste tre etaper en anelse atypisk. Årets hovedoverskrift er mange bjerge, men kun få store bjergafslutninger, og det gør sig også gældende i den sidste bjergblok, hvor kun onsdagens kongeetape byder på en finale, der for alvor lægger op til at vinde tid i kampen om den samlede sejr.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Det betyder ikke, at der ikke kan ske noget på de øvrige to etaper. Torsdagens etape er med sine 5166 højdemeter samlet set løbets mest klatretunge, og så sent i en grand tour er det en dag, hvor man kan kollapse helt, ligesom det bestemt ikke er umuligt med en offensiv fra distancen, ikke mindst fra meget aggressive typer som Mikel Landa og Miguel Angel Lopez. Hvordan den etape gribes an, er dog helt umuligt at spå om, før vi ved, hvad status er efter onsdagens helt store opgør på Col de la Loze.

Til gengæld skal man nok ikke gøre sig forhåbninger om noget stort opgør på tirsdagens etape, der mest har karakter af opvarmning. Bevares, 4000 højdemeter over bare 164 km er en voldsom affære, men finalen indbyder ikke rigtigt til angreb. Del er Saint-Nizier-du-Moncherotte - stigningen med verdens mest urimelige navn - slet ikke verdens sværeste og faktisk temmelig blød på den sidste del, dels er der meget langt til mål fra toppen og dels er Cote 2000 ikke andet end en lille puncheurafslutning, hvor man højst vinder nogle sekunder.

Med andre ord skal man være mere end almindelig optimistisk anlagt - nok også på grænsen til det naive - hvis man vitterligt tror, at man både kan sætte Roglic til vægs på den lange stigning og siden holde Jumbo-maskinen bag sig over de sidste 20 km. Nej, det vil være det glade vanvid at gå i gang med så vildt et projekt bare 24 timer inden løbets allervigtigste etape, hvor der til gengæld virkelig er basis for at gøre forskelle, vi slet ikke har set tidligere i løbet.

Betyder det så, at vi slet ikke får en klassementskamp? Formentlig. Det kunne meget vel blive passiv Jumbo-kørsel fra bunden af sidste stigning og hele vejen frem til Cote 2000. Det eneste, man måske kan forestille sig, er, at hold som Bahrain eller Astana, der er relativt stærke - det er UAE og Trek ikke - vil lægge lidt pres for at se, om der skulle være nogen, der lider af hviledagsrust. Modvinden gør det ikke specielt realistisk, men skulle det ske, at et topnavn har en dårlig dag, vil det naturligvis gå brølstærkt på plateauet til sidst. Det vil dog mest være for at distancere vedkommende så meget som muligt - ikke med offensiv kørsel.

Nej, vi skal næppe vente os angreb før eventuelt på Cote 2000. Her vil Jumbo formentlig skrue voldsomt op for gassen for at forhindre netop det og måske sætte Roglic i scene til med sit punch at stjæle lidt sekunder. Man kan ikke udelukke, at evigt aggressive Tadej Pogacar lugter så meget blod, at han forsøger lidt længere udefra, men formentlig ender det i endnu en spurt mellem Roglic og Pogacar til sidst, hvor de så kan vinde nogle sekunder på de knap så eksplosive folk.

Den udsigt betyder imidlertid også, at vi ikke skal regne med, at de skal køre om etapesejren. Det er næsten helt umuligt at se, hvem der skulle tage det initiativ. Alle ved, at det kun er Roglic eller Pogacar, der er eksplosive nok til at vinde etapen, og derfor er det kun Jumbo og UAE, der i teorien har en interesse i at gå efter det. Nok har altædende Roglic skudt på alt, hvad der rører sig, men efter nederlaget til Pogacar forleden må det snarere anses som en risiko for ham at bringe bonussekunder i spil, især når holdet skal spares til to voldsomme og langt vigtigere etaper. Og Pogacars decimerede UAE-hold er ikke i nærheden af at kunne kontrollere 4000 højdemeter, hvor hele baduljen af klatrestærke angribere vil i udbrud.

Nu skal man passe på med at være alt for skråsikker i et løb, hvor Roglic to gange har gået efter etapesejre på dage, hvor han slet ikke burde, men denne gang vil det være meget mærkeligt, hvis det sker. Det er formentlig kun, hvis et meget stort navn kommer i uventede vanskeligheder tidligt, at farten kan blive så opskruet, at et helt sikkert brølstærkt udbrud skal køres ind, eller hvis en halvfarlig rytter pludselig ender i udbruddet på Col de Porte. Det vil Jumbo næppe tillade, og det vil nok være dumt at satse hele pensionsopsparingen på noget sådant.

Nej, det ligner en næsten stensikker udbrudsetape, og det betyder krig fra start. Alle ved, at det er en kæmpe chance, og finalens karakter gør endda, at man ikke nødvendigvis skal være en decideret topklatrer for faktisk at vinde. Dels er stigningen med det urimelige navn ikke så svær, dels er der tid til at komme tilbage, hvis man kan begrænse tabet på selve bjerget. Derfor venter der endnu en gigantisk angrebsfest, hvor det kan taget meget lang tid at komme fri.

En joker i det spil er spurten. Det er den eneste af alpeetaperne, hvor Peter Sagan kan gøre sig forhåbninger om at komme af med Sam Bennett hurtigt nok. Starten er svær nok til, at Bennett ikke bare kan lime sig til Sagans baghjul, som han gjorde på 15. etape, og det kan derfor sagtens være, at Bora bliver meget initiativrige fra start. Plan A er nok at få Peter Sagan med i udbrud, da det vil slide mindst på holdet, men det vil Deceuninck næppe lade ske, heller ikke selvom Bennett falder fra på den første lille, men stejle stigning. Det bliver ikke let i en start, hvor alle vil angribe, men det kan sagtens være, at Bora slet og ret forsøger at komme af med Bennett på bakken for siden at kontrollere den første time frem mod spurten, så Sagan kan tage en meget vigtig 20-0-sejr på denne etape.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det vil i virkeligheden være godt for klatrerne. Det vil nemlig betyde, at udbruddet måske først kører på Col de Porte, og så har de langt bedre muligheder for at komme væk. Det vil også gøre det meget lettere for de stakkels folk, der skal gætte, hvem der kommer afsted, for det er langt færre, der er stærke nok til at ramme udbruddet på så svært et bjerg. Og selv hvis Bora ikke har den slags planer, er chancen for, at udbruddet først kommer væk her alligevel betydelig, dels på grund af den forventede aggression, dels fordi der ofte er hold, der jagter, når de i første omgang har misset udbruddet.

Om det sker på Col de Porte eller tidligere, vil vi i hvert fald før eller siden få etableret et udbrud, der på disse etaper stort set altid ender med at være ganske stort. Som sagt er det herefter svært at se, at nogen vil køre det ind, og derfor vil etapen formentlig gå helt i stå, mens Jumbo lader dem sejle langt væk. Resten af den action, vi kan forvente i feltet, vil så nok følge den skabelon, jeg har skitseret ovenfor.

I forhold til etapesejren skal vi altså se i retning af udbrydere. Hvis udbruddet kører tidligt, er det en etape, hvor selv en Greg van Avermaet-type vil kunne lugte lidt blod, men jeg hælder til, at pointspurten fører til, at det først sker på Col de Porte. I det tilfælde er det kun meget klatrestærke folk, der kommer med. De skal så kunne gøre det færdigt efter 4000 højdemeter i en finale, hvor det med medvind bestemt er muligt at køre alene hjem fra stigningen med det urimelige navn, men hvor en lidt tungere rytter godt kan komme tilbage og bruge en puncheurspurt til at vinde etapen.

Det får mig til at pege på Marc Hirschi som min favorit. Den schweiziske vidunderknægt bliver ved med at betage os alle, og hans kørsel i Sarran og senest Lyon tyder ikke på, at hans første grand tour har slidt på friskheden. Denne etape er hans bedste chance i den tredje uge, og Sunweb vil formentlig gøre alt for at få ham afsted, efter at de bevidst sparede hele holdet i går. Samtidig er der en rimelig chance for, at de får flere af deres gode folk afsted, selvom det kan blive svært for Nicolas Roche og Tiesj Benoot med den nuværende form at køre med på Col de Porte. Lykkes det, vil det hjælpe Hirschi med at kontrollere finalen, så de kan lege julelege på samme måde som Bora i fredags, men selv på egen hånd, står Hirschi uhyre stærkt. Han har vist - særligt på 9. etape - at han klatrer sublimt også på lange stigninger, og den sidste puncheurspurt kunne med hans nuværende form næsten omdøbes til Cote du Hirschi. Det sker ikke så tit, at én rytter tager to udbrudssejre i samme løb, men kometen Hirschi er manden, der kan gøre det, og han er min favorit.

Det er ikke en ideel etape for Daniel Martinez, men colombianeren kører så stærkt lige nu, at han må regnes som topkandidat. Colombianeren er ikke nogen puncheurtype, men han har vist med sine sejre i Paris-Nice, Tour Colombia og senest i fredags, at han mestrer kunsten at spurte på en bakke. EF vil helt sikkert gøre meget for at få ham afsted, og chancen for en overtalssituation som i fredags er stor, hvis High Carthy og Neilson Powless ikke gentager gårsdagens offday. Vi så, hvor let han kørte op til udbruddet på den lange stigning i fredags, og kører udbruddet på Col de Porte, er det svært at forestille sig, at han ikke kommer med. Naturligvis måtte finalen gerne være hårdere, men Martinez var så skræmmende overlegen i Bora-sandwichen i fredags, at han kan gøre det færdigt - enten ved med sine gode tempoevner at køre alene hjem fra bjerget eller ved at slå til på sidste bakke. Derfor kan det sagtens være, at Martinez bliver manden med de to udbrudssejre.

Jeg er også nødt til at nævne Julian Alaphilippe, men det er med meget tøven. Hans kørsel generelt giver mig ikke mange forhåbninger om, at han kan vinde en etape med 4000 højdemeter, men designet gør ham naturligvis til en kandidat. Formen er ikke ringere, end at han var med i den stærke gruppe, der kørte væk allerførst på 13. etape, og selvom han ligesom dengang skulle blive sat af klatrerne på den sidste stigning, er der denne gang tid til at komme tilbage, inden han kan gøre det færdigt i puncheurspurten på målbakken, der også kunne hedde Cote du Alaphilippe. Jeg frygter desværre, at det ender i en klassisk Alaphilippe-eksplosion på den lange stigning, hvis han rammer udbruddet - og det er der gode chancer for - men Alaphilippe vil altid være livsfarlig på en etape med et finaledesign som dette.

Ineos skal forsøge at redde stumperne, og det her ligner deres bedste chance. Den er til gengæld heller ikke dårlig, for finalen skriger nærmest på navnet Michal Kwiatkowski. Efter et rædselsfuldt 2019 har polakken udnyttet corona-pausen til at finde sig selv, og selvom han ikke helt er som i 2018, virkede han meget stærk i går som hjælper for Bernal. Han har sine begrænsninger på lange stigninger, men med sin nuværende form klatrer han godt nok til at have en fin chance på Col de Porte. Og klarer han sig over stigningen med navnet uden alt for stort et tidstab, står der Kwiatkowski skrevet med flammeskrift over de sidste 20 km.

David Gaudu har været lige så svingende som altid i en grand tour. Han har været så rusten fra start af etaperne, at han end ikke har forsøgt at ramme udbrud siden 9. etape, men til gengæld kørte han fornemme finaler, da han gik med Hirschi i Lyon og blev nr. 26 i går. Formen synes i hvert fald i fremgang, og kører udbruddet på Porte, står han stærkt. Det samme gør i finalen, hvor han klatrer bedre end de fleste på den lange stigning, men også har en sublim puncheurspurt, som han viste, da han sejrede i Romont i Romandiet sidste år. Derfor kan Gaudu være manden, der her redder løbet for FDJ.

Det er heller ikke en ringe finale for Warren Barguil. Det er sjældent, han viser det, men franskmanden er en glimrende afslutter, som han har vist i både Vueltaen i 2013 og Touren i 2017. Til gengæld er hans form ikke til at blive klog på, for de dage, hvor han er gået i udbrud, har han virket temmelig rusten, senest i fredags. Omvendt kørte han fornemt for Quintana i går, og vi ved af erfaring, at han altid bliver bedre og bedre undervejs i en grand tour, hvilket også synes at være tilfældet denne gang. Med Quintana reelt ude af podiekampen har han nu formentlig fuld frihed til at redde løbet for franskmændene, og hvis udbruddet kører på Porte, sidder han der formentlig. Så må vi se, om benene eksploderer ligesom i fredags, eller om de efterhånden er gode nok.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Det mest opløftende i går var vel næsten at se Dan Martin blive nr. 21. Det var en klar formtest, der viser, at han er i stadig bedring efter Dauphiné-styrtet. Ganske vist skuffede han fælt i fredags, men vi skal ikke glemme, at han og Alaphilippe begge havde brugt mange kræfter i det udbrud, der var kørt tidligt. Formkurven synes ganske stejl lige nu, og spørgsmålet er, om han allerede er god nok til at vinde denne etape. Hvis han er, kan den ganske enkelt ikke designes bedre. En formstærk Martin kan køre med de bedste på Porte og stigningen med navnet, og han er stadig en af verdens bedste puncheurs. Det store spørgsmål er, om han har slettet den sidste rustet fra i fredag. 15. etape kunne tyde på, at han nærmer sig.

Jeg er også nødt til at nævne Thibaut Pinot . Franskmanden kæmper og kæmper for at slette skuffelsen, men det er åbenlyst, at der mangler en del. Man fornemmer dog en klar fremgang siden Pyrenæerne, og situationen minder meget om 2015, hvor han blev bedre og bedre efter den indledende skuffelse og sluttede med at vinde 20. etape på Alpe d’Huez. Lige nu ser det stadig ud til, at han mangler lidt for meget, men har han fundet de bedste ben, er det en perfekt finale for en mand, der både kan klatre og ikke mindst er en fremragende puncheur, som vi senest så det i Dauphiné i kamp mod Roglic.

Movistar skal have folk i udbruddet, og her står både Marc Soler og Carlos Verona med gode chance for at ramme rigtigt, hvis gruppen først kører på Porte. Verona er dog ikke typen, der får let ved at vinde i en eksplosiv finale trods den åbenlyse form, men det gør Soler. Spanieren har taget sig sine fridage, men de dage, hvor han har forsøgt, har han været uhyre overbevisende. Det gjaldt særligt fredag, hvor han kørte alene op til Alaphilippe-Martin-gruppen - en i bagklogskabens lys dum beslutning, der kostede i finalen - inden han førte som en gal på den nedre del af stigningerne, der til slut var for stejle. Denne finale passer ham langt bedre med mere menneskelige procenter, især fordi han i Vueltaen sidste år viste sig overraskende spurtstærk i puncheurfinalen i Oviedo.

Jeg må også igen nævne Emanuel Buchmann. Hidtil har han ikke forsøgt sig, men han må utvivlsomt bage på et angreb i Alperne. Det er nok 18. etape, der er mest realistisk, men han har ikke råd til at være alt for kræsen. Køres der først på Porte, er chancerne for at sidde med i hvert fald gode. Til gengæld er finalen langt fra ideel for den tyske dieselklatrer, men efterhånden som han genfinder Dauphiné-formen, er han måske manden, der er bedste bud på at køre alene hjem fra den lange stigning. Og selvom han ikke er nogen sublim afslutter, kan han efter en hård dag, hvor benene taler, godt spurte, som vi så det i Dauphiné.

FDJs tredje bud er Valentin Madouas. Franskmanden viste udmærket form med 4. pladsen forleden, og finalen passer perfekt til en puncheur som ham. Spørgsmålet er bare, om resten af etapen er for hård for en mand, der på lange stigninger primært skal overleve. Det kan godt bekymre mig, om han kan komme med Porte og begrænse tabet på stigningen med navnet, men sidder han der i bunden af målbakken, vil han elske at skulle spurte op til en mulig første grand tour-etapesejr. Til gengæld er det lidt svært at se den ellers formstærke Sebastien Reichenbach vinde en finale med så meget fladt og eksplosivitet - også selvom han har meget gode chancer for at ramme udbruddet og lave et godt resultat med den form, han har vist -  mens Rudy Molard synes for formsvag.

Bora kan også satse på Maximilian Schachmann, der jo kørte så flot torsdag og fredag. Til gengæld var han helt væk, da han skulle hjælpe Sagan i lørdags, og spørgsmålet er, hvor frisk han er. Jeg har lidt svært ved at se ham gå med klatrerne på Porte, men med Schachmann ved man aldrig. Han overraskede på stigningerne i fredags, og sidder han der til sidst, kan han begrænse tabet på det lange bjerg, køre tempokørsel for at komme tilbage og slutteligt gøre det færdigt med sin sublime puncheurspurt, der er blandt feltets bedste.

Bahrain er det store spørgsmål. Både Pello Bilbao og Damiano Caruso er åbenlyst i fremragende form, og de er begge eksplosive nok til at ville elske denne finale. Problemet er bare, at de indtil nu har været lænket til Landa, og jeg hælder til, at det er tilfældet igen denne gang. Omvendt var Landa så rusten i går, at holdet næppe kan satse fuldt ud på en podieplads, der virker fjerne, og de bør ikke lade denne mulighed gå til spilde. Caruso er Landas primære oppasser og også lidt tæt på i klassementet, hvorfor han næppe får lov, men der burde være en rimelig chance for, at Bilbao får chancen. Gør han det, har han både form og punch til at vinde denne etape.

Ag2r er i krise, men de har et ret godt kort at spille her i form af Alexis Vuillermoz. Franskmanden har været stille, men han har klatret ganske overbevisende, senest i går. Det tyder på, at formen er god, og han er bedste chance for endnu en etapesejr for franskmændene. Jeg er bange for, at han ikke klatrer godt nok til at køre med på Porte, men rammer han udbruddet, er han meget stærk, da han har en fremragende puncheurspurt. Holdets alternativ er Nans Peters, der som bekendt altid er svingende, men jeg har lidt svært ved at se ham gøre det færdigt i et udbrud, der utvivlsomt vil være meget stærkere end på 8. etape, når indledningen er så hård.

Det er åbenlyst også den ideelle finale for Alexey Lutsenko, der jo kan klatre, køre fladt og ikke mindst spurte. Problemet er bare, at han siden sine mange styrt har været helt væk, og det er svært at forklare, når han har en opgave med at hjælpe Lopez. Det tyder på rust og træthed, men vi ved også af erfaring, at Lutsenko kan springe op som trold af en æske. Han har nemlig noget frihed på holdet, som andre ikke har, og derfor kan han have sparet sig mere, end man aner. Kørslen med angrebene i fredags var bestemt ikke lovende, men er han kommet sig mere efter styrtene, er finalen skræddersyet til en kasakhisk double.

Ellers kan Astana spille kortet Omar Fraile. Den baskiske udbryderkonge risikerer at skulle blive hos Lopez, men får han frihed, synes formen endelig at være der til også at vise noget. Han kørte fornemt tidligt på 9. etape, og han sad længe med i går. Porte er svær for store Fraile, men vi så netop på 9. etape, at han kunne angribe på en meget sværere stigning. Finalen passer ham godt, da han kan forsvare sig på den lange stigning og siden bruge sin fremragende spurt til sidst.

Jeg må også nævne Lennard Kämna og Pierre Rolland. Begge har vist sig som hørende til blandt de mest formstærke klatrere, og chancerne for, at de rammer udbruddet, er store. Til gengæld er chancerne for etapesejr betydeligt mindre, da ingen af dem er voldsomt hurtige. Kämna står nok med de bedste muligheder i en spurt til sidst, men dieselklatreren Rolland skal formentlig alene hjem. Det bliver nok svært for en type som ham, især fordi han også undervejs kan risikere at skulle bruge kræfter på de bjergpoint, han jagter.

Endelig er der Jan Hirt. Chancen for, at den tjekkiske dieselklatrer vinder denne etape, er minimal, for finalen passer ham overhovedet ikke. Til gengæld er hans legendariske motor ved at være varm, hvilket han viste med sin fornemme kørsel i går. Kører udbruddet på Porte, er chancerne for, at han sidder med, i hvert fald ganske gode. Til gengæld skal han være lidt kreativ for faktisk at vinde en afslutning, der stiller nogle eksplosive krav, han ikke rigtigt kan imødekomme.

Harold Tejada skal formentlig blive hos Lopez og spare sig til i morgen, og Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez synes ikke at have formen til at vinde. Quentin Pacher er bedre end længe, men han klatrer ikke godt nok på lange stigninger, og Felix Grossschartner synes stadig for formsvag, ligesom det gælder for Alessandro de Marchi. Man kan ikke helt udelukke Greg van Avermaet på denne etape, men det kræver, at udbruddet etableres inden Porte, og Simon Geschke er næppe god nok til faktisk at vinde. Jesus Herrada passer egentlig udmærket til finalen, men jeg tror, at den samlede etape kan være for hård, og Nicolas Edet er fortsat for formsvag. Bob Jungels klatrer ikke længere godt nok, hvis udbruddet kører på Porte, og det er ikke en finale for Hugh Carthy eller ellers formstærke Neilson Powless. Richard Carapaz er vel den helt store joker, for han kan vinde i denne finale, men efter et styrt, der kostede 27 minutter, virker det ikke realistisk, selvom han ikke har pådraget sig alvorlige skader, og formstærke Jonathan Castroviejo kan næppe gøre det færdigt, mens Pavel Sivakov stadig synes at mangle for meget. Krists Neilands er vlekørende, men vinder ikke, og Ben Hermans mangler for meget på formen. Det gør Thomas de Gendt ikke længere, men han kommer kun med, hvis udbruddet kører inden Porte, og får stadig svært ved at gøre det færdigt. Esteban Chaves er igen gået i forfald og ligner ikke en mand, der kan gøre det færdigt, og Mikel Nieve er stadig en skygge af sig selv. Tiesj Benoot og Nicolas Roche mangler form til at gøre det færdigt, og etapen er for svær for ellers formstærke Søren Kragh, der er afhængig af, at udbruddet ikke først kører på Porte. Endelig må det antages, at Kenny Elissonde , David De La Cruz og Jan Polanc er lænket til deres respektive kaptajner dagen inden løbets vigtigste etape.

Jeg vil ikke bruge voldsomt mange kræfter på et opgør mellem favoritterne om etapesejren. Det virker stærkt usandsynligt, men hvis det sker, er det reelt kun Primoz Roglic og Tadej Pogacar, der kan gøre det færdigt i en puncheurspurt som denne. Vi har set, at de er meget jævnbyrdige i denne slags finaler, men som vi så på 4. og 13. etape har Roglic haft overhånden i de mest eksplosive afslutninger. Med et hold til at sætte sig op må han være favorit, men vi har også set på særligt 4. og 15. etape, at de er meget jævnbyrdige i puncheurspurter, hvorfor Pogacar bestemt også har en chance - selvom det nok vil kræve, at han denne gang sørger for at få Roglics hjul. Jokeren er Alejandro Valverde, der nu synes at være så skarp, at han kan køre med om sejren i en finale, der passer ham fremragende, men i lyset af den spurtstyrke, vi har set fra ham i år, vil det overraske, hvis han vinder - særligt fordi han jo åbenlyst er betydeligt svagere end de to slovenere.

Feltet.dks vinderbud: Marc Hirschi (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Daniel Martinez, Julian Alaphilippe (begge fra et udbrud)

Outsidere: Michal Kwiatkowski, David Gaudu, Warren Barguil, Dan Martin, Thibaut Pinot (alle fra et udbrud)

Jokers: Marc Soler, Emanuel Buchmann, Valentin Madouas, Maximilian Schachmann, Pello Bilbao, Alexis Vuillermoz, Alexey Lutsenko, Omar Fraile, Lennard Kämna, Pierre Rolland, Jan Hirt (alle fra et udbrud)

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Alejandro Valverde