Optakt: 17. etape af Tour de France

Ruten

Da årets Tour-rute blev præsenteret i efteråret, var der to etaper, der fik mere opmærksomhed end de andre. Det var den usædvanligt svære brostensetape i slutningen af første uge og ikke mindst den ekstremt korte bjergetape, der venter på den anden af de tre dage i Pyrenæerne. Ganske vist har ASO siden 2011 stort set hvert år haft ultrakorte, hektiske bjergetaper på menuen, men i år tager man det til helt nye højder, når der på 17. etape skal tilbagelægges bare 65 km på det, der vil være den korteste linjeløbsetape, siden man for 30 år siden opgav ideen om halvetaper. På en ekstremt intens dag vil rytterne over den korte distance skulle bestige hele tre store bjerge, klatre i alt 3272 højdemeter og for første gang nogensinde slutte på toppen af den meget svære Col du Portet i 2215 m højde.

Samtidig har man med en ny og meget diskuteret Formel 1-agtig start, hvor feltet sendes afsted i grupper bestemt af deres placering i klassementet, skabt grundlag for en endnu mere spektakulær dag, der mere end nogen anden lægger pp til angreb og kamp fra km 0. Med bare få dage til afslutningen er dette en af de allerbedste chancer for at vinde tid, ikke mindst inden enkeltstarten, og derfor kan de 65 km næsten umuligt skuffe i det, der må blive en af de mest mindeværdige etaper i årets udgave af løbet.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 65 km mellem Bagneres-de-Luchon og Saint-Lary-Soulan på toppen af Col du Portet, der i år er løbets højeste punkt 2215 m over havets overflade. Der er absolut ingen nåde, for allerede fra km 0 kører man direkte ind på kategori 1-stigningen Montee de Peuragudes (14,9 km, 6,7%), der blot er en svagt forlænget udgave af den klassiske stigning Col de Peyresourde. Der er tale om en regulær stigning med stigningsprocenter på 7-8 hele vejen op, indtil man nær toppen rammer en lille nedkørsel og to relativt lette kilometer, der stiger med 5-6%. Toppen rundes efter 14,9 km, hvorefter en teknisk ikke helt let nedkørsel fører mod vest og nord ned til dalen. Her kører man nogle få kilometer i fladt terræn mod syd frem til den indlagte spurt, der er placeret efter 27,5 km og kommer efter 2 km uden sving med en lille bakke og en efterfølgende nedkørsel.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Umiddelbart efter spurten kører man et kort stykke mod nordvest frem til bunden af dagens anden udfordring, kategori 1-stigningen Col de Val Louron-Azet (7,4 km, 8,3%), der bestiges fra nordøst. Der er tale om en ganske svær stigning, hvor særligt de første fire kilometer er vanskelige, inden de sidste tre kilometer stiger med hhv. 7,6%, 6,2% og 8,5%. Toppen rundes, når der resterer bare 28 km, som først består af en relativt let nedkørsel, der fører mod nordvest ned til dalbyen Saint-Lary-Soulan.

Der venter ikke megen flad vej i dalen, som man skærer direkte igennem for at køre direkte ind i bjergene igen. Det sker, når man kører mod vest op ad kategori HC-stigningen Col du Portet, der stiger med hele 8,7% over 16 km. Der er tale om en meget svær stigning med stigningsprocenter på 8-11 stort set hele vejen op, kun afbrudt af to ganske korte lettere stykker efter hhv. 7 og 12 km. Særligt den sidste kilometer med en stigningsprocent på 10,2 er ganske svær. Der er mange hårnålesving med 5 km igen, inden vejen fører mod nordvest og retter sig ud. Der er to hårnålesving på den næstsidste kilometer og et sidste med 500 m igen, hvorefter vejen buer let ind på den 50 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3272 højdemeter trods den uhyre korte distance.

Saint-Lary-Soulan er tidligere blevet besøgt, men med mål på Pla d’Adet i stedet. I 2014 tog Rafal Majka en stor solosejr, mens George Hincapie mildest talt stjal en udbrudssejr fra Oscar Pereiro samme sted i 2005. I 2001 knuste Lance Armstrong alle ved at distancere Jan Ullrich med et helt minut på stigningen. Derudover vandt Amael Moinard her en udbrudssejr i 2007-udgaven af Route du Sud.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Vejret

I dag blev feltet ramt af enkelte regnbyger, og den risiko er endnu større onsdag, hvor risikoen for en del regn i form af tordenbyger er stor gennem hele etapen. Temperaturen i bunden af sidste stigning vil være 26 grader, og der vil bare være en svag vind fra nord. Det giver sidevind stort set hele dagen. Der vil dog være sidemedvind på næstsidste stigning og sidemodvind på nedkørslen og modvind på det korte daltsykke. Der vil være sidevind på sidste stigning.

Analyse af 16. etape

Kan I huske de gode gamle dage i Giroen, hvor løbet var under ledelse af masochisten Angelo Zomegnan? I 2010 og 2011 sammensatte han nogle vanvidsruter, der inkluderede snart sagt alle de sværeste stigninger i Italien og stort set bød på klassementsslag hver eneste dag. Det gav altid anledning til et stort show og stor forventning, når ruten blev præsenteret, men da endelig showet rullede ud på de italienske landeveje, var det et bange og næsten apatisk felt, der meget ofte holdt igen, fordi de var bange for det, der ventede.

Derfor er det ikke altid en god ide at designe de mest spektakulære for de kan meget vel lægge en dæmper på resten af løbet. Det så vi i Alperne, hvor der på 10. etape med det samme blev tilbudt remis, simpelthen fordi alle var bange for de to kommende bjergafslutninger. I dag så vi igen det samme, hvor frygten for morgendagens ultrakorte bjergvanvid betød, at ingen turde udfordre Sky på en etape, hvor det meget hurtigt kunne ende som skønne spildte kræfter.

Rækkefølgen af bjergetaper er nemlig slet ikke ligegyldig. Et godt eksempel er Giroen, hvor vi dagen efter Zoncolan-etapen havde det mest fantastiske cykelløb på en ellers ret tilforladelig etape til Sappada. Havde de to etaper været byttet rundt, havde der været garanti for våbenhvile på de kuperede veje omkring Sappada, fordi alle havde været rædselsslagne for Zoncolan-monsteret. På samme måde havde dagens etape helt sikkert haft et helt andet forløb, hvis den var kommet som 17. og ikke 16. etape.

Sådan skulle det imidlertid ikke være, og det var derfor slet ikke uventet, at det endte som en lidt halvkedelig fuser. Havde Sky vist blot en anelse svaghedstegn, havde man måske nok skullet prikke lidt til ballonen, men da Wout Poels på den nedre del af Portillon viste, at hollænderen igen ser ud til at have fundet benene til den tredje uge, var Sky-overmagten så stor, at kun Mikel Landa, Jakob Fuglsang og Ilnur Zakarin kom med et par halvforkølede angreb, der aldrig bød på den store trussel. Når selv ikke Dan Martin gad kaste sig ud i et af sine ikke altid helt gennemtænkte angreb, må Sky og ikke mindst udsigten til 17. etape have været enormt intimiderende, og derfor endte det hele, som man kunne have frygtet.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Egentlig giver det god mening. Tom Dumoulin er usikker på, om han kan holde hele vejen efter en opslidende stigning, og han skal bestemt ikke ud og spille med musklerne allerede nu. Faktisk gjorde han det på hviledagen klart, at han kun kan vinde løbet, hvis Sky-kaptajnerne - særligt Geraint Thomas - knækker, og han synes derfor mere at skulle sætte sin lid til skæbnen og andres svaghed end egen offensiv kørsel, hvis han skal vinde. Primoz Roglic er helt uprøvet på denne tid af en grand tour, så han skal om nogen også passe på med at lege supermand, og dermed var det reelt kun Movistar og Romain Bardet, der havde en chance for at true Sky-maskinen. De indså begge hurtigt, at det var klogere at spare på krudtet til en etape, hvor chancerne for at skabe ravage er større, og derfor fik Sky det, som de ville have det.

Vi er derfor ikke spor klogere, end vi var for 24 timer siden, for etapen var så lidt selektiv, at det er umuligt at læse noget som helst. Zakarins angreb ar måske et lille tegn på, at russeren som altid finder sine bedste ben ved løbets afslutning, for hans angreb kommer altid kun, når diamanterne har meldt sig. Lige lidt hjalp det imidlertid, når den ranglede russer atter stillede sin horrible nedkørselsevner til fuld skue, og selvom Sky blot fragtede kaptajnerne sikkert til mål, endte Katusha-kaptajnen alligevel med at smide 12 dumme sekunder.

I lyset af mine tidligere analyser kunne man måske have ventet et angreb fra Chris Froome, men det kom aldrig. Han svarede prompte på Landas forcering, men ellers holdt han sig helt i ro. Formentlig havde han grebet muligheden, hvis den havde budt sig, men når ingen andre viste den store interesse, havde det trods alt virket for bizart, hvis det var Froome, der skulle angribe Thomas. I stedet sparede han på kræfterne til det, der formentlig bliver et stort angreb i morgen.

Man skal nemlig ikke tage fejl af Froomes og Skys ambition. Thomas er fortsat mest en sikkerhedsventil, der giver to kort at spille, men det er stadig kun Froome, der kan skrive historie. Det kan synes brutalt over for den loyale waliser, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Sky først og fremmest går efter at indskrive Froome på den liste, der kun tæller sportens allerstørste giganter. Thomas er en dejlig livline, hvis det viser sig, at benene ikke helt rækker for en mand, der trods alt har kørt Giro tidligere på året, men der bør ikke være tvivl om Skys plan A.

Derfor er der også al mulig grund til at tro, at Sky i morgen vil holde sig til den plan, der også har været fulgt i Alperne. Thomas har et forspring, der gør, at han sagtens kan forsvare sig på enkeltstarten, og da han i forvejen er usikker på, om han kan holde hele vejen, er der ingen grund til at gå i angreb. Hans opgave på de kommende etaper bliver formentlig at være Dumoulings og Roglics skygge, og så må man lade Froome ”do his thing”.

”That thing” er imidlertid også ganske skræmmende, for der er næppe den store tvivl om, at Froome drømmer om at cementere sin plads i historien ved at tage en stor sejr i morgen. Han har hele tiden forsøgt at time formen efter at skulle toppe i tredje uge. Om det er lykkedes ved vi ikke, men det er i morgen, at strategien skal stå sin prøve. Han får formentlig carte blanche til at lave en Finestre-agtig magtdemonstration, hvis han kan, og ellers har man Thomas som back-up, hvis han vitterligt ikke kan finde det topniveau, der har givet ham knusende sejre på bjerge som Ax 3 Domaines, Pierre Saint-Martin, Mont Ventoux og i år på Finestre. Thomas risikerer at blive låst i en taktisk klemme, hvis kaptajnen kører væk, men det er formentlig den risiko, han må acceptere som følge af den rolle, han allerede fra starten var tildelt - uanset om han måtte have diamanter i benene eller ej.

Med dagens våbenhvile er der imidlertid også lagt i kakkelovnen til mere end bare en kamp mellem Froome og Thomas. Måske vil Dumoulin og Roglic i første omgang køre defensivt af frygt for særligt den sidste stigning, men det vil Movistar og Ag2r ikke. Begge holdt de krudtet tør i dag, men for Mikel Landa, Nairo Quintana og Romain Bardet betyder deres nuværende placeringer i klassementet intet. For dem skal der minimum et podium til for at tilfredsstille ambitionerne, og da de alle står til gedigne prygl på lørdag, har de intet at miste ved at kaste alt overbord. Derfor er der ingen grund til at frygte en gentagelse af dagens fuser. I morgen går det løs - og det formentlig allerede fra km 0!

Heldigvis var der 47 andre, der havde lyst til at køre cykelløb, når nu favoritterne tog sig en slapper - så meget slapper, man nu kan tage, når de første 100 km blev kørt i et vanvidstempo, som kun de færreste kunne drømme om. Og her blev det igen fænomenet Julian Alaphilippe, der viste sin uovertrufne klasse ved at tage ikke blot sin anden etapesejr, men også tage et stort skridt mod en prikket triumf i Paris.

Velvidende at morgendagens etape efter al logik vil være for svært for den eksplosive franskmand satsede han alt på at ramme dagens udbrud. Det skulle vise sig at være vanskeligere end som så, men da feltet endelig knækkede efter de 100 km i et vanvidstempo, var han naturligvis med i front. Problemet var også, at alle de eliteklatrere, som man kunne opremse på forhånd - med Rafal Majka og Mikel Nieve som de markante undtagelser - også havde klaret cuttet, og det lignede derfor en kamp, der bogstavligste forstand var op ad bakke for den ekvilibristiske franskmand, der bestemt ikke er ren klatrer.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Det så da også ud til at være slut for Alaphilippe, da der blev skåret tænder for bare at holde hjul på de mange klatrestjerner, og da Adam Yates dansede væk med vanlig lethed, så lyset da også ud til at være slukket for manden i prikkerne. Alaphilippe er imidlertid ikke blot en gudsbenådet cykelrytter - også hans fighterhjerte er eminent. Derfor bed han tænderne sammen og kom med et sidste klassisk Alaphilippe-punch mod slutningen af en stigning, der i alle forårets løb ville have været alt for lang for det eksplosive talent.

Det var den imidlertid ikke denne gang for Alaphilippe, der i dette løb har vist, at hans klatreevner også i høje bjerge er ganske fine, når blot han har forbereder sig specifikt på sin klatring og ikke som i foråret arbejder på sit punch og antrit. På toppen var han kun 20 sekunder efter Yates, og derfor var det til at gøre, hvad han gør allerbedst: at køre nedad.

Det var derfor ikke blot sort uheld, at den uheldige Yates skred ud på den tekniske nedkørsel. Enhver ville føle sig intimideret af at have netop Alaphilippe i hælene, og allerede ved nedkørslens begyndelse sad man derfor med den fornemmelse, at det kunne ende galt. Alaphilippe tvang Yates til at tage de chancer, han ikke skulle, og derfor var det fuldt fortjent, at Alaphilippe tog sin anden etapesejr.

Dermed forsætter Quick-Step også deres nærmest ufattelige sejrsstime. 5 i Giroen, 5 i Touren, 6 i Vueltaen, 5 i Touren og nu foreløbig 4 i Touren med mulighed for at Alaphilippe kan tage en sidste på fredag også… Foreløbig har belgierne vundet 25 af de seneste 100 grand tour-etaper! Det er ikke nogen dårlig høst, som må kunne finde anerkendelse også hos den ellers benhårde manager, Patrick Lefevere. Og samtidig tog Alaphilippe i kraft af Barguils nedsmeltning og Majkas blunder et stort skridt mod en bjergtrøje, der kan føjes til en samling, der også tæller ungdoms- og pointtrøjen i Giroen sidste år samt pointtrøjen i Giroen i år.

Til gengæld blev det ikke den genrejsning af Yates, man kunne have ønsket sig. Briten viste ellers, at han vitterligt var ramt af dehydrering i Alperne, for da han dansede væk på Portillon, lignede han igen den rytter, der har betaget os alle gennem store dele af foråret.

Faktisk havde Mitchelton og Yates kørt et klogt løb, hvor de i den indledende fase brugte deres muskelmænd til at hjælpe Yates i udbrud med et minimum af et energiforbrug. Mens folk som Barguil, Majka og Mollema sled sig op i det ene udbrud efter det andet, så man intet til Yates, før han sad med i det afgørende udbrud. Ja, det kostede lidt ekstra kræfter at lukke nogle huller undervejs, men det var trods alt bedre at brænde Jack Bauer og Daryl Impey af end, at Yates selv skulle frem.

Da første del af missionen gemte Yates sig. Med den kølighed og sans for timing, der kendetegner både ham og hans bror, ventede han, mens Gesink, Pozzovivo, Mollema, Barguil og co. sled sig halvt ihjel. Han skulle åbne op en enkelt gang på Menté, men han kom frem til Portillon stort set uden at have vist sig selv. Først da han trådte an med den timing, der i foråret har givet ham lignende sejre i Dauphiné og Tirreno, bekendte han for alvor kulør, og derfra lignede sejren en formalitet - hvis det altså ikke havde været for en vis mæslingeramt franskmand. Heldigvis har Yates stadig to skud i bøssen, ligesom man har Nieve til morgendagens Nieve-etape, og dermed er Mitchelton ikke sendt til tælling endnu.

I det hele taget var det flot at se, hvordan mange ryttere rejste sig. Mollema viste trods den store skuffelse sit store fighterhjerte, og med bedre og bedre form ligner han mere og mere en etapevinder, efterhånden som rygproblemerne fortager sig og dieselmotoren bliver varm. Gesinks motor er også endelig kommet i gang efter en halvtam indledning, og Bahrain viste ved at få deres tre esser med, at de ikke er slået ud over Nibalis triste exit. BMC kæmper også videre, selvom de mere end nogensinde må savne Porte. Det kendetegner store ryttere, at man på den måde kan rejse sig igen.

Etapen åbnede også kampen om ungdomstrøjen op igen. Pierre Latour og Guillaume Martin var ikke dumme, da de etablerede en smart fransk alliance om at køre Bernal ud af kampen. Velvidende at Sky tydeligvis ville lade et udbrud sejle til Månen, hvis det kunne lade sig gøre, sneg de sig med i gruppen og vandt derfor mange værdifulde minutter på den colombianske mirakelmand, der har vist sig dem overlegen i bjergene.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

Problemet er bare, at Latour efterhånden ligner en hængt kat, og mange vil i forvejen kunne huske, hvordan han eksploderede på de sidste bjergetaper sidste år. Et lignende sammenbrud er bestemt ikke udelukket denne gang, og både han og Martin kan have en pris at betale allerede i morgen. Ganske vist skal Bernal trække i arbejdshandskerne, men eksploderer løbet fra start, er det ikke utænkeligt, at de to franske ungersvende intet ser til deres colombianske rival hele dagen. I det tilfælde kan 13 minutter hurtigt forsvinde som dug for solen…

Det er bare ét af de mange interessante spil, der lurer i kulissen bag det helt store show: kampen om at vinde Tour de France. I morgen er alt i spil, og efter dagens opvarmning er der i den grad lagt i kakkelovnen til den store eksplosion. Lige nu er afstanden i toppen ganske små, men i morgen vil vi tale om helt andre forskelle, når løbet skal gøres op. Det er som bekendt i den tredje uge, at man vinder en grand tour - spørg bare Simon Yates - og det er ikke mindre sandt i dette løb, hvor der som bekendt skal stilles spørgsmålstegn ved alle de fire forreste i klassementet. Formentlig knækker mindst én af dem i morgen, men ingen ved endnu hvem. Om 24 timer er vi alle klogere, for nu er våbenhvilen endegyldigt afblæst!

Favoritterne

Som sagt var det i høj grad frygtens for 17. etape, der gav anledning til dagens våbenhvile, og derfor er det også givet, at der i morgen er lagt op til et helt andet cykelløb. Movistar sagde det måske ikke med ord på hviledagens pressemøde, men det var meget tæt på: det er i morgen, at de sætter alt ind på at rette op på det, der lige nu ligner en regulær katastrofe.

Som skrevet ovenfor er der nemlig mange, der intet har at miste ved at sætte alt på ét bræt. For Landa, Quintana og Bardet skal der minimum en podieplads til for at tilfredsstille ambitionerne, og med tanke på enkeltstarten kræver det, at man knækker mindst et par stykker af de fire tempofænomener, der i øjeblikket sidder på klassementets top 4. Derfor skal der blæses til angreb i morgen, og det vil formentlig ske allerede fra start på Peyresourde.

Der er ingen tvivl om, at Movistar skal derudaf fra kilometer 0, for de er nødt til at udnytte deres overtal. Formentlig vil taktikken være, at enten Landa eller Quintana - måske endda dem begge - skal have Valverde med som luksushjælper i et stort fremstød allerede fra start. Her håber de at kunne finde en allieret i Bardet, men franskmandens hensigter er nok lidt mere åbne. Hans hold er temmelig decimeret, og den sidste stigning er så voldsomt svær, at han måske kan nå podiet alene ved at satse på en stor offensiv her. Til gengæld har Steven Kruijswijk og Daniel Martin vist, at de ikke er bange for at sætte alt på et bræt, og de kunne derfor meget vel være at finde i den angrebsfest, der utvivlsomt vil indlede etapen. Også Jakob Fuglsang og Ilnur Zakarin kan sagtens tænkes at træde an fra start - især russeren, der ikke har meget at miste. Til gengæld vil vi som nævnt ovenfor næppe se noget fra Dumoulin og Roglic, der formentlig vil holde sig til Froome og Thomas og satse på, at de kan knække briterne på den sidste stigning.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvad den specielle formel 1-start vil betyde. Det vil være synd at sige, at arrangørerne har været specielt meddelsomme om det præcise format, men faktum er i hvert fald, at rytterne sendes afsted i 20-mandsgrupper bestemt af klassementet. Det fremgår imidlertid ikke, hvor stor afstanden mellem de enkelte grupper er, men meldingerne går på, at det er ganske begrænset. Det ligner derfor mere show end reelt indhold, og selvom det naturligvis vil spille en lille rolle, vil vi formentlig se Froome og Thomas vente på i hvert fald Bernal og måske endda endnu flere hjælpere, også selvom der angribes fra start. Måske vil de svare, hvis Movistar går i den helt store offensiv med alle tre kaptajner, men det vil alene have en defensiv karakter.

Målet for Froome og Thomas må være at svare, hvor det er nødvendigt, men herefter forsøge at få samlet så stor en del af holdet som muligt. De undgår utvivlsomt ikke, at et kongeudbrud af klatrere kører væk, og der vil helt sikkert også være klassementsryttere iblandt dem. Så længde de har snot i Dumoulin, Roglic og måske også Bardet, og Movistar ikke sidder alt for stærkt i front, vil de formentlig stole på, at deres hold kan klare ærterne for dem.

Derfor regner vi med en vanvidsstart med angreb fra klassementsrytterne, indtil det lykkes Sky at etablere en situation, de kan være tilfreds med. Derfor vil der formentlig til slut ende med at blive etableret et brølstærkt udbrud med de allerbedste udbrudsklatrere samt en solid gruppe af klassementsryttere. Herefter vil Sky forsøge at tage kontrol af det felt, der måtte kunne samle sig, og herefter venter vi en drabelig jagt, som vi så det på Alpe d-Huez-etapen, hvor der skulle køres stærkt hele dagen for at holde Kruijswijk i snor. Formentlig vil Sky være så gode, at de kan sikre sig, at ingen fra udbruddet truer Thomas og Froome, men om de også kan få kørt dem ind i tide til at skulle slås om etapen, er mere usikkert. På Alpe d’Huez lykkedes det, men det kan blive en del sværere her.

Vi ser derfor to scenarier for os: enten lykkes det en meget stærk udbryder - formentlig en top 10-rytter, der ikke hedder Roglic eller Dumoulin - at køre hjem, eller også skal etapen afgøres mellem de bedste og dermed formentlig top 5 i klassementet.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vi tror mest på det sidste, og derfor vil vi pege på Chris Froome som vores favorit. Der hersker fortsat en vis usikkerhed, om det virkelig vil lykkes ham at time formen efter en meget opslidende Giro, men det er svært at komme uden om, at han har set stærkere og stærkere ud. Det kneb meget på Mur-de-Bretagne, mens han i Alperne blev bedre dag for dag. Ganske vist var Thomas, Dumoulin og Bardet alle synligt stærkere på Alpe d’Huez, hvor hans store angreb mislykkedes, men på Mende-stigningen var det kun Thomas, der syntes at være ham overlegen.

I analysen ovenfor er der redegjort for, hvordan taktikken for Sky formentlig er meget enkel: Froome skal have lov at vise sig som feltets konge, hvis han med et stort angreb kan sætte alle på plads på den sidste stigning, mens Thomas med sit store forspring skal køre defensivt og holde sig til Dumoulin og Roglic. Spørgsmålet er derfor i alt væsentligt, om man tror, at Dumoulin og Roglic kan følge Froome.

Vi tvivler. Roglic var måske bedste mand i Mende, men han viste i Alperne, at han mangler lidt på de lange stigninger. Og selvom Dumoulin i dette løb har klatret bedre end nogensinde, så vi også i Giroen, at han på de helt store bjerge kom til kort. Ja, han har kørt flot på La Rosere og Alpe d’Huez, men Col du Portet er i en anden liga, både hvad højde og sværhed angår. Den minder på den måde langt mere om Colle delle Finestre, hvor Froome i maj gav Dumoulin en regulær røvfuld. Er Froome på toppen, er han en bedre klatrer end den store hollænder, og det vil komme til udtryk på en så svær stigning - i hvert fald hvis Froome er på toppen. Det ved vi endnu ikke, men hvor Dumoulin meget vel kan falme, virker Froome bare til at blive stærkere og stærkere. Derfor tror vi, at Tour-kongen i morgen skriver sig ind i historien ved at tage den store solosejr.

Mislykkes det, er der heldigvis en glimrende plan B. Hidtil har Geraint Thomas lignet en mand på søndagstur, og han har været den i særklasse stærkeste. Han kan lade Froome ride hornene af sig i et storslået angreb, men mislykkes det, som det gjorde på Alpe d’Huez, har vi set, at Thomas ikke skal bruge mange sekunder for at slå til. Han er i en luksusposition, hvor han bare skal følge med og til sidst eventuelt slå til i spurten, og det har han vist, at han mestrer til fulde.

Thomas har to problemer. Kører Froome væk, vil han blive låst, uanset om han har diamanter i benene eller ej. For det andet er der stadig risikoen for, at han knækker. Intet tyder på det, og da Thomas aldrig tidligere er kommet til den tredje uge af en grand tour, hvor han ikke har ageret hjælper, er der ingen grund til, at han skulle kollapse nu. Vi ved det bare ikke med sikkerhed, og især på en så svær etape, kan den ret store Thomas godt gå ned. Sker det ikke, og kører Froome ikke væk, kunne det imidlertid meget vel blive til en tredje sejr til Thomas.

Sky-sandwichen bliver svær at slå, men er der én, der kan gøre det, kunne det være Romain Bardet. Modsat Dumoulin og Roglic, der formentlig vil være temmelig afventende, vil Bardet nemlig ikke være bange for at angribe, og uanset om han venter til sidste stigning eller kører tidligt, kan han vinde. På Alpe d’Huez var han fabelagtigt kørende, for man skal ikke glemme, at han lå alene i modvinden ganske længe og alligevel havde masser af power til slut. Måske viste han svaghedstegn i Mende, men her passede stigningen ham heller ikke. Det gør den store bjergetape i morgen, og Bardet er en dieselmotor, der altid er bedst i den tredje uge. Han har samtidig den fordel, at han ikke er Skys største bekymring, så føler Thomas igen, at de er ”low in numbers”, kan de lade franskmanden smutte væk, enten tidligt eller sent. Har Bardet sine vanlige tredjeugesben, ligner han et godt vinderbud.

En hel cykelverden følte formentlig med Steven Kruijswijk, da han gik glip af den store sejr på Alpe d’Huez. Formentlig har det imidlertid givet ham blod på tanden, og det vil ikke undre os, hvis han prøver den helt store offensiv igen i morgen. Måske er etapen lidt kort for den hollandske dieselmotor, men til gengæld er vi i den tredje uge, hvor han som regel er flyvende. Han ligner på alle måder den rytter, der betog os alle i Giroen for to år siden, for at han tabte i Mende var helt forventelig på en så eksplosiv sag. Til gengæld var han flyvende på de lange stigninger i Alperne, hvor han præstation var langt større end resultatet antyder. Kruijswijk er en af de bedste klatrere, han elsker store bjergetaper med lange stigninger, han flyver altid i den tredje uge, og Sky er ikke voldsomt bange for ham. Det ligner recepten på sejr, gør det ikke?

Det samme gør Mikel Landa. Spanieren er formentlig Movistars bedste bud på en mand til den helt store offensiv fra km 0, og lykkes det ham og Valverde at komme afsted, bliver han ikke let at hente. Landa har hidtil været hæmmet af rygproblemer, men på Alpe d’Huez viste han, at han bliver bedre. Formentlig vil han nærme sig sit topniveau i den tredje uge, og vi ved fra Giroen og Vueltaen, at han kan gøre det færdigt efter en stor offensiv. Han har tabt så meget tid, at Sky sikkert vil lade ham køre, og skulle han ende med at vinde etapen med et lille forspring, lever de nok med det.

Movistar kan også vælge at spille Nairo Quintana ud tidligt, men colombianeren er ikke let at blive klog på. Han er tydeligvis et niveau under de bedste, men reelt har han kun haft én regulær offday på Alpe d’Huez. I Mende gjorde han det fint på en stigning, der ikke passede ham, og han var også blandt de stærkeste på 11. etape. Han har lidt i varmen og burde have det bedre med de lidt lavere temperaturer og endda lidt regn. En etape med højder og et hav af lange stigninger er guf for Quintana. Spørgsmålet er, om Sky lader ham køre, for Froome frygter formentlig ham mere end Landa. Får han fripas, skal de imidlertid passe på, for Quintana er trods alt så god en klatrer, at han er et af de bedste bud på at gennemføre et stort soloridt på denne etape.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Logikken siger, at Tom Dumoulin ikke kan vinde så svær en bjergetape. Logikken siger imidlertid også, at han skulle være knækket for længst, og at han er for stor til at køre grand tours. Dumoulin gør gang på gang al logik til skamme, og selvom vi vitterligt tror, at morgendagens bjergkost bliver lidt for hård for en træt og stor Dumoulin, tør vi ikke helt afskrive. Hidtil er det formentlig kun Thomas, der samlet set har været bedre på stigningerne, og han har ikke vist de store svaghedstegn hidtil. Det er imidlertid også tre dage siden, han sidst har været i aktion, og hammeren kommer altid pludseligt i den tredje uge af en grand tour. Lykkes det ham endnu engang at holde den stangen, og ender det i et opgør mellem favoritterne, er en Dumoulin-sejr en reel mulighed. Dumoulin vil som sagt helt sikkert køre defensivt, men lykkes det ham igen at neutralisere alle Froomes angreb, og er det i stedet Thomas, der viser svaghedstegn, kan Dumoulin måske ende op som stærkeste mand.

Er det tid for Ilnur Zakarin at vise sig frem? Det kunne det meget vel være. Alle, der har set ham boltre sig i den tredje uge af en grand tour, vil vide, at han som regel er skræmmende mod slutningen af et langt løb. Det var tilfældet i både Giroen og Vueltaen sidste år, hvor han vitterligt fløj på de sidste bjergetaper. Samtidig ved vi, at Zakarin kun angriber, når han har diamanter i benene, og dagens forsøg kunne derfor være en indikation på, at det nu er tilfældet. Han har tabt så meget tid, at Sky lader ham sejle, og han viste i 2016, hvor han kørte Majka midt over på en lignende bjergetape, at han gennemføre disse store soloridt i bjergene. I Alperne havde han ikke benene endnu, men det kunne han meget vel have i morgen.

Kan Primoz Roglic vinde etapen? Det bliver nok lidt svært, for selvom han fløj op ad stigningen i Mende, så vi også i Alperne, at han har sine begrænsninger i de høje bjerge. I morgen vil det være klogt af ham at have en defensiv taktik, for han aner ikke, om han er holdbar i den tredje uge. Derfor handler det i første omgang om at holde sig til, men historien har lært os, at man aldrig skal undervurdere Roglic. Hidtil har han været en af løbets allerskarpeste, og han har ikke vist skyggen af svaghedstegn. Vi ved, at han er hamrende aggressiv, når han ser chancen. En snu Roglic kan måske alligevel være frisk nok til at komme med det klassiske slangehug nær toppen.

Dan Martin har med sine lidt hovedløse angreb vist, at han helt sikkert sætter alt på ét bræt i morgen. En 9. plads betyder ikke meget for den lille irer, der er et godt bud på en mand, der vil køre på første stigning. Det giver ham af gode grunde en vis mulighed for at gøre det færdigt, for Martin er som bekendt en af løbets bedste klatrere. Han er imidlertid bedre i mere eksplosivt terræn, og både 11. og 12. etape viste, at han har sine begrænsninger på lange stigninger. Han kan derfor være overmatchet, hvis han er oppe mod folk som Kruijswijk, Landa og Quintana, men en Martin-sejr fra et udbrud kan ikke udelukkes.

I dag mislykkedes det på ærgerligste vis for uheldige Adam Yates, men han vil formentlig være opsat på at forsøge igen. Som beskrevet i analysen kørte han et fantastisk klogt løb, hvor han timede alt rigtigt, og han synes vitterligt at være i god form. Det var formentlig bare dehydrering, der slog ham ud i Alperne, og dagens ridt kostede ham ikke voldsomt mange kræfter. Han vil helt sikker give den et skud fra start igen i morgen. Den korte distance passer ham, men man kan frygte, at stigningerne er lidt for lange og svære for en mand, der foretrækker mere eksplosivt terræn. Hans problem er derudover, at han ikke starter i første gruppe.

Det gør Rafal Majka heller ikke, men han vil være opsat på revanche efter dagens etape, hvor han endte som den store taber i slaget om prikkerne. Majka brændte sine tændstikker i et tidligt firemandsudbrud og var derfor ude af stand til at gå med, da bussen kørte, men han viste på 15. etape, hvor han var størkeste man på stigningerne, at formen er i fremgang. Majka har i både Touren og Vueltaen vist os sin klasse som udbryder på store bjergetaper, og han vil være fyr og flamme efter at gøre det igen. Det bliver ikke let at slå klassementsrytterne, men en flyvende Majka skal aldrig undervurderes.

Mitchelton-Scott lod i dag Mikel Nieve tage sin en slapper, formentlig for at spare ham til denne etape. Den lille basker var allerede meget tæt på at vinde 11. etape og har en helt fantastisk historik som udbryderkonge på de sværeste af de svære bjergetaper. Det viste han senest i Giroen, hvor han vandt næstsidste etape, og han vil helt sikker prøve igen denne gang. Formentlig skal han klatre fra klassementsryttere også, hvilket trods alt ikke bliver let, men man må aldrig undervurdere Nieves klatreevner. Etapen er lidt kort for den baskiske dieselmotor, men de mange lange stigninger tiltaler ham.

Tør Jakob Fuglsang sætte alt på ét bræt? Danskeren viste i dag en vis angrebslyst, og det kan ikke udelukkes, at han prioriterer en mulig etapesejr over en top 10. Det er klart, at han er slået i kamp mod stjernerne, så hans eneste chance er at køre med Movistar-bussen fra start. Løbet hidtil har vist, at der er adskillige bedre klatrere end ham, så chancen for, at han er overmatchet i et udbrud, hvor han utvivlsomt ikke er eneste klassemenstsrytter, er stor. Det er derfor lidt svært at se Fuglsang vinde etapen, men han er dog en af de få, der klatrer godt nok til faktisk at gøre det, hvis heldet er med ham.

Domenico Pozzovivo har været her, der og alle vegne de seneste dage, og han har vist sig at være ganske velkørende. Etaperne har imidlertid også vist, at det ikke er ”Giro-Pozzovivo”, der er kommet til Frankrig, og han mangler formentlig det sidste for at vinde etapen. Han er i hvert fald blevet slået af bedre folk på de seneste to etaper. Pozzovivo er dog en klasseklatrer, der aldrig skal undervurderes på en etape som denne, og da han starter i første gruppe, har han i hvert fald et godt udgangspunkt for at ramme udbruddet.

Endelig vil vi pege på Bauke Mollema . Den hollandske dieselmotor rejser sig stille og roligt efter styrtet på brostenene, men han mangler stadig det sidst for at matche de bedste. Han er blevet slået både i dag og i forgårs, men til gengæld var han betydeligt bedre i dag end i søndags. Formen synes derfor at være i fremgang, og Mollema vil fra sin startposition i første gruppe formentlig forsøge igen. Han ender sikkert med igen at være overmatchet, men lad os se, om ikke endnu en dag i sadlen har givet ham de sidste procent.

Etapen er så hård, at kun de ypperste klatrere vinder. Derfor har vi meget svært ved at forestille os, at vinderen ikke er på ovennævnte liste.

Feltet.dks vinderbud: Chris Froome

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Romain Bardet

Outsidere: Steven Kruijswijk, Mikel Landa, Nairo Quintana, Tom Dumoulin, Ilnur Zakarin

Jokers: Primoz Roglic, Daniel Martin, Adam Yates, Rafal Majka, Mikel Nieve, Jakob Fuglsang, Domenico Pozzovivo, Bauke Mollema