Optakt: 17. etape af Tour de France

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Ruten

I 2020 skabte det enormt meget hype, at man havde ”opfundet” den spritnye Col de la Loze-stigning, der var blevet asfalteret til lejligheden og blev rammen om en højdramatisk kongeetape, hvor Miguel Angel Lopez tog en af sin karrieres flotteste sejre, og Primoz Roglic for eneste gang i den udgave af løbet lykkedes med at køre fra Tadej Pogacar. Siden har mange cykelfans drømt om en tilbagevenden, og i 2023 får de deres ønske opfyldt, når den 2304 m høje gigant igen vil danne scene for det vigtigste slag på løbets kongeetape. Ganske vist er der denne gang ikke mål på toppen, da man slutter med en kort nedkørsel og en stejl rampe op til målet ved flyvepladsen i Courchevel, hvor Alejandro Valverde vandt sin første Tour-etape foran Lance Armstrong i sin debut i 2005, men det ændrer ikke på, at løbets højeste stigning med sin brutale afslutning som finale på en gigantisk alpeetape med næsten 5500 højdemeter over bare 165,7 km efter alt at dømme vil blive brugt til det allervigtigste opgør i kampen om den samlede sejr - et opgør, der måske reelt vil krone den samlede vinder allerede inden de sidste fire etaper.

Med en distance på bare 165,7 km er også denne etape en kort sag, der fører feltet fra Saint-Gervais Mont-Blanc til flyvepladsen i Courchevel. Starten er ganske fredsommelig, da man kører ad en let stigende vej mod vest ud af startbyen og siden mod sydvest ad en lige og let stigende dalvej frem til Mègève, som også blev passeret på 15. etape og nås efter 4,9 km. Man fortsætter mod sydvest igennem byen, nu ad en lige og let faldende dalvej, der leder frem til Le Frassette - en lille by i udkanten af Flumet - som nås efter 15,0 km.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Her tager etapen for første gang fat, når man kører skiftevis mod sydvest og sydøst og slutteligt syd op ad kategori 1-stigningen Col des Saisies (13,4 km, 5,1%), der er sværest i bunden med 8,8% over den første kilometer og derefter hovedsageligt 6-8%, indtil stigningen over de sidste 7,4 km bliver ganske let med procenter under 5 stort set hele vejen frem til toppen, som rundes efter 28,4 km.

En uhyre teknisk nedkørsel leder nu mod syd og sydøst ned til byen Beaufort, hvor man 2 km efter afslutningen af nedkørslen og efter 46,0 km kører dagens spurt for enden ad en lang, lige og let stigende vej, og hvor man med det samme forlader dalen for at køre mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Cormet de Roselend (19,9 km, 6,0%), der skal deles i flere dele. De første tre kilometer er således stejle med 7-9%, hvorefter stigningen byder på et 1000 m langt plateau og over de næste 7 km stiger med 7-9% det meste af vejen. Derefter følger et 3 km langt plateau, inden der følger 2 kilometer med 8-10%, hvorefter den flader ud med 4-7% over de sidste ca. 3,9 km frem mod toppen, der rundes efter 66,7 km.

Efter denne gigant, der har top i 1968 m højde, leder en kortvarigt teknisk, men undervejs også ofte meget let nedkørsel mod sydøst og syd ned til Bourg-Saint-Maurice, der nås efter 85,5 km. He drejer man mod sydvest for at køre ad en helt lige og let faldende dalvej langs Isère-floden frem til byen Aime-La-Plagne, der nås efter 98,4 km.

Her tager etapen fat igen, når man forlader dalen for at køre mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Cote de Longefoy (6,6 km, 7,5%), der er en ganske jævn stigning med top efter 110,4 km. En i starten let, men til sidst ekstremt teknisk nedkørsel leder nu mod sydvest tilbage til dalen, som nås i udkanten af byen Pomblière, hvorfra man kører videre mod sydvest ad en let faldende dalvej over nogle få kilometer frem til byen Moûtiers, som man når efter 125,1 km.

Her indledes finalen, da det herfra hovedsageligt er stigende. Først går det dog kun ad en let stigende dalvej mod syd og sydøst frem til byen Brides-les-Bains, der nås efter 130,1 km, men her går det for alvor løs, når man fortsætter mod sydøst, vest, syd, sydøst og slutteligt nord op ad Col de la Loze (28,1 km, 6,0%), der er uden for kategori og med sin top i 2304 m er løbets højeste punkt, Souvenir Henri Desgrange. Man skal ikke lade sig snyde af tallene, da der er tale om en meget irregulær stigning. De første 9,2 km op til Courchevel-Le-Praz stiger således ganske jævnt med 6,9% i snit, hvorefter der følger et lettere stykke, der har nogle nemme stykker med slutter med 1,7 km med 5,5%. Omkring byen Méribel er der herefter seks kilometer, der er meget lette, da der er lette opkørsler, små nedkørsler og flade stykker, inden man rammer de sidste 10,2 km, der stiger med 8,5% i snit. Heraf stiger de første 6 km med hovedsageligt 7-8%, inden den tager fat over de sidste 5 km, hvor stigningsprocenten ligger mellem 9 og 11, endda med to kilometer med 10,9%. Stigningen er dog ganske irregulær undervejs med meget stejle ramper og lettere passager.

Toppen rundes efter 159,1 km, hvor der også er en bonusspurt om bonussekunder, og hvorfra der resterer bare 6,6 km. De indledes med en ikke specielt svær nedkørsel, der leder mod øst, syd og nordøst ned til udkanten af byen Couchevel, hvor man slutter med at køre mod syd og nordvest op til målet ved flyvepladsen. Det sker via en 370 m lang rampe, der stiger med tocifrede procenter og med et maksimum på 18%. Der er en skarp kurve med 1200 m igen, og derefter drejer man skarpt med 400 og 370 m igen, hvorefter man rammer den 7 m brede opløbsstrækning, hvorpå stregen kan ses over de sidste 30 m.

Etapen byder på i alt 5399 højdemeter.

Courchevel har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i 2005, hvor Alejandro Valverde i sin Tour-debut vandt den første bjergetape i en firemandsspurt mod Lance Armstrong, Michael Rasmussen og Francisco Mancebo, mens Jan Ullrich med et tidstab på 2.14 som nr. 13 fik en katastrofestart på bjergene. Løbet var også forbi i 2000, hvor Marco Pantani kørte alene hjem til en solosejr med 41 sekunder ned til Jose Maria Jimenez og 50 sekunder ned til Roberto Heras og den førende Lance Armstrong - i øvrigt på endnu en katastrofedag for Ullrich, der smed hele 2.31 til sin amerikanske rival. Dauphiné var forbi i 2014, hvor den vanvittigt dramatiske sidste etape sluttede i byen - en etape, hvor Chris Froome og Alberto Contador ødelagde løbet for hinanden, hvor Mikel Nieve vandt fra et udbrud, og hvor Andrew Talansky med en 4. plads bag Nieve, Romain Bardet og Adam Yates erobrede førertrøjen og dermed den samlede sejr fra Contador, der ellers til sidst fik sat den forslåede Froome helt til vægs. I ingen af de tre tilfælde kørte man dog Col de la Loze, men derimod direkte op til målet nede fra Moûtiers og dermed kun den nedre del af selve Loze-stigningen. Col de la Loze var til gengæld mål for kongeetapen i 2020, hvor Miguel Angel Lopez sejrede med 15 sekunder ned til Primoz Roglic og 30 sekunder ned til Tadej Pogacar.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Vejret

Det varme og ustabile vej fortsætter. Det vil ganske vist være relativt overskyet med kun lidt sol, men efter en starttemperatur på beskedne 23 grader, vil temperaturen i dalene typisk være 28-29 grader, dog 30 grader i bunden af sidste stigning. Gennem første del af etapen vil der være 70-75% risiko for tordenbyger, men den vil aftage til etapens sidste del, hvor den vil ligge på 40%, inden den tager til og vil være 65% i finalen. Vinden vil være let (8-12 km/t) og starte i sydvest. Herefter vil den være i vestsydvest og vest, men i bunden af sidste stigning vil den være gået i nordvest, inden den til slut vil være i vestnordvest. Det giver modvind fra til første stigning, hvorefter der hovedsageligt vil være sidemodvind frem til spurten. Der vil være sidemedvind på Cormet de Roselend og nedkørslen, hvorefter man får sidemodvind op til toppen af Longefoy, hvorefter man vil have sidevind, når vinden går i nordvest. Der vil være medvind på sidst stykke frem til Col de la Loze, hvor der vil være direkte medvind på første del. Derefter følger et stykke med sidemodvind, indtil man får sidemedvind på det sidste stykke frem til Meribel. På den stejle del vil der først være direkte medvind og siden sidevind på det sidste stykke frem til toppen. På nedkørslen vil der være med- og sidemedvind, indtil man får sidevind over de sidste 370 m.

Analyse af 16. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Jonas Vingegaard med sin magtdemonstration på enkeltstarten sørgede for, at vidunderbarnet Tadej Pogacar fik lov at smage sin egen medicin.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Favoritterne

Det var jo egentlig først onsdag, at den store Vingegaard Day skulle komme. Lige siden ruten blev præsenteret i oktober, har det stået klart, at det var onsdagens kongeetape, der for alvor passede Jonas Vingegaard. På denne relativt Pogacar-venlige rute er det nemlig den eneste, der både har de mange højdemeter, de store højder og de lange stigninger. Derfor har danskeren hele tiden sat sin lid til, at han om ikke før ville kunne vinde løbet i morgen.

Nu tyder meget på, at Vingegaard Day kom en dag for tidligt. Noget tilsvarende har jeg jo egentlig sagt tidligere, da han med sin magtdemonstration på 5. etape lignede en mand, der allerede havde lukket løbet, men denne gang kan det være svært at se Tadej Pogacar levere et lignende comeback. Som beskrevet i analysen tyder det nemlig på, at dagens nederlag var et udtryk for, at den gradvise nedslidning nu har sat sig igennem, og at Vingegaards restitution nu er ved at gøre forskellen

I det lys må Pogacar være en anelse bekymret for det, der venter. Det er nemlig gigantisk etape med små 5500 højdemeter over mindre end 170 km, hvilket er meget voldsomt. Stigningerne er samtidig meget lange, og det hele kombineres med, at det hele slutter med en af Tour-historiens sværeste stigninger. Col de la Loze har nemlig nogle procenter, vi sjældent ser i de franske alper, og samtidig er den både rasende lang og tårnhøj. Det er ikke mærkeligt, at det er dette bjerg, der som det eneste giver dobbelt pointantal i bjergkonkurrencen, og at det er det, alle har frygtet.

Vi kender det jo også fra tidligere, nemlig fra debuten i 2020, og det må gøre ondt på Pogacar. Det var nemlig her, Primoz Roglic lykkedes med at sætte ham af, hvad han lykkedes med på de andre bjergetaper. Ganske vist var det kun med 15 sekunder, men det var stadig den unge sloveners klart største krise igennem hele løbet, hvis man ser bort fra et sidevindsnederlag, der jo var skabt af lidt andre omstændigheder.

Vi så også, at det var et bjerg, der ganske naturligt skabte store forskelle. Kun fire mand var inden for et minut af vindertiden, ni mand var inden for to minutter, og bare 12 mand var inden for tre minutter. Dengang var etapen endda lettere, da der kun var Col de la Colombiere som opvarmning. Der var til gengæld også mål på toppen, men bjerget er så svært, at den korte og ikke specielt svære nedkørsel næppe kommer til at spille en stor rolle. Det gør den sidste rampe op til mål også kun, hvis der skal spurtes til sidst. Vi så også i 2020, at højderne virkelig spillede en rolle, for pludselig kun Miguel Angel Lopez, der altid har været bedst i iltfattig luft, køre fra de to slovenere, hvad han end ikke havde været tæt på tidligere i løbet.

I morgen er der basis for mindst lige så store forskelle. Som sagt er den samlede etape hårdere, og derudover er det vigtigt, at der vil være medvind på det meste af stigningen. Der er et sidemodvindsstykke på den nedre del og sidevind til allersidst, men det afgørende er, at der ikke er modvind på det åbne stykke over trægrænsen. Det vil der ikke være. Der vil være med- eller sidevind, og det taler for, at vi kan få et blodbad.

Spørgsmålet er, hvad dagens begivenheder vil betyde. I morges var det stensikkert, at Jonas Vingegaard og Jumbo igen ville forsøge at skabe et benhårdt løb. Ja, faktisk sagde sportsdirektør Merijn Zeeman det direkte på hviledagen, men det var, inden udfaldet af dagens etape var kendt. Nu kan Vingegaard læne sig tilbage og lade Pogacar og UAE tage initiativet, for der er jo ingen grund til at tage chancer ved at gøre løbet hårdt. Det øger kun risikoen for et ganske vist usandsynligt Vingegaard-kollaps.

Skifter de strategi? Det kan man ikke udelukke, når de har deres etapesejr, og Tour-sejren er det vigtigste, men jeg tror pokkers gerne, Vingegaard vil vinde denne etape. Han må også være så sprængfyldt med selvtillid efter dagens ridt, at han formentlig godt tør løbe en risiko. De seneste dage har jo bare bekræftet, at han vitterligt kan vinde løbet på sin holdbarhed, og med sit store forspring mister han jo heller ikke det hele i tilfælde af en lille krise. Det kræver noget, der minder om et sammenbrud.

Jeg vil derfor tro, at Jumbo godt tør forsøge at gøre løbet hårdt. Faktisk kan det jo vise sig at være den sikreste vej til sejr. Vi så sidste år, at de også på 12. etape gjorde løbet hårdt. Ikke fordi de ville vinde etapen, men fordi et hårdt løb gavnede Vingegaard mere end Pogacar, der mister toppen af sin acceleration. Jeg vil derfor tro, at Jumbo holder fast i planen og lægger løbet i samme jerngreb som i onsdags.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Måske kan det ændre taktikken en anelse. Vi så i lørdags, at de kørte løbet bagfra i stedet for at sende forposter afsted. Denne gang er det mere sandsynligt, at de måske vil sende en mand afsted. Det er trods alt meget rart at have lidt hjælp, hvis krisen alligevel skulle komme. Resten af holdet - og måske alle mand - skal til gengæld nok bruges efter samme opskrift som i lørdags, nemlig til at sætte dræbertempo gennem hele dagen.

Hvad gør UAE? Det er jeg lidt spændt på. Vi ved, at Tadej Pogacar aldrig lægger sig frivilligt, men jeg tør ikke udelukke, at han vælger at være defensiv i morgen. Han ved, at den etape passer Vingegaard bedre, mens etapen i Vogeserne måske mere lægger op til en stor Pogacar-offensiv i Pogacar-terræn. Det er klart, at han ikke rigtigt har råd til at gribe at smide mange muligheder, og derfor vil jeg også tro, at han forsøger noget i finalen, hvis han kan, men jeg tror ikke, vi vil se UAE kontrollere løbet. Bonussekunder er selvfølgelig rare at have, men han vinder næppe mere end 7 fordelt over bonusspurten og målet, og det er næppe det, der afgør løbet. Nu vinder han nemlig kun løbet, hvis Vingegaard har en krise.

Derfor tror jeg, at der kan ske to ting. Enten lader Jumbo udbruddet sejle hjem, fordi de vil gribe løbet defensivt an. Det kan så godt være, at de lægger lidt pres på mod slutningen for at tage toppen af Pogacars eksplosivitet, men det vil formentlig så være UAE, der skal i offensiven og tage teten på sidste stigning.

Det tror jeg dog ikke på. Jeg tror, at Jumbo vil vinde, og jeg tror, at de holder fast i plan A, altså samme opskrift som i lørdags med et dræbende tempo hele dagen. Herefter må vi så se, om UAE som i lørdags er friske på at overtage i et forsøg på at sætte Pogacar i scene, eller om sloveneren vælger den helt defensive strategi, hvor han bare skal igennem etapen, inden han kan satse hele butikken i et stort angreb på lørdag.

Uanset hvad bliver det formentlig en vild start. Det kan godt være, at der hurtigt kører en tungere udbrud i fladlandet, fordi alle klatrerne vil spare sig til første stigning, men sker det, vil særligt Trek holde udbruddet i snor, så deres klatrere kan gå i offensiven på bjerget. Her vil jeg formode, at vi ser samme scenarium som i lørdags, nemlig at Jumbo lader folk angribe, mens de bare moser videre i deres eget jævne tempo.

Vælger Jumbo at slippe tøjlerne, taler meget for, at udbruddet holder, for jeg tror som sagt ikke, at UAE vil forsøge at gøre løbet hårdt. Det kan nemlig ikke være til fordel for Pogacar. Hvis Jumbo derimod kører tempo hele dagen, bør det blive samlet. Det er klart, at det er en pokkers svær etape at kontrollere, og vi så i fredags, at UAE kiksede, men hvis Jumbo er lige så stærke som i lørdags, når udbruddet jo nærmest ikke at få mere end et minut.

Er de så det? Det tror jeg. Det skaber usikkerhed, at Nathan Van Hooydonck er så forslået, men dagens fine enkeltstart var lovende. Vi så som nævnt i analysen også, at Sepp Kuss måske også er mærket af styrtet, men han er jo bestemt ikke voldsomt forslået. Selvom en start på en stigning altid betyder, at vi får et meget stærkt udbrud, vil jeg forvente, at Jumbo kan holde det samlet, og det kan sagtens være, at udbruddet bliver hentet lige så tidligt som i lørdags. Problemet for dem er også, at en hård start betyder, at det er vanskeligere at få mange hjælpere med i et udbrud, og det gør typisk samarbejdet ringere. Til gengæld kan de håbe på tordenbyger, for våde veje betyder altid, at feltet er meget forsigtigt på nedkørslerne.

Det fremgår altså, at jeg regner med, at Jumbo vil have styr på tingene, og medmindre Pogacar har gode ben, vil jeg forvente, at det er Jumbo, der lægger presset på sidste stigning. Det vil ske på den nedre del, og så skal slaget slås, når de har passeret Meribel og rammer de sidste 11,2 km, der med sine 8,4% er de sværeste. Med de voldsomme procenter, medvind, den iltfattige lufte og de mange højdemeter i benene kan det meget vel ende med at blive mand mod mand.

Som det har fremgået af mange analyser, har jeg hele tiden troet på, at Jonas Vingegaard ville vinde denne etape, og efter i dag er den tro jo naturligvis blevet meget, meget større. Allerede i lørdags kunne man se, at Pogacar fik problemer med at gennemføre sit angreb, når kampen blev for lang, og det var en klar indikation på, at Vingegaard vil have en overhånd på en endnu længere stigning, akkurat som han havde det sidste år. Det handler bare om at åbne ballet så tidligt, at Pogacar bliver slidt ned, som han gjorde i lørdags, og det er muligt at gøre i medvinden. Derudover har vi set Pogacar have to af sine få kriser i højderne, nemlig på dette bjerg og Granon, og det kan indikere, at det er en lille svaghed hos ham.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Derudover er der naturligvis trætheden. Som beskrevet i analysen taler meget for, at restitutionen akkurat som de foregående år tipper balancen mere og mere i Vingegaards retning, og det burde jo endda være endnu mere udtalt i morgen, end det var det i dag. Holdet virker også så skræmmende, at de kan skabe præcis det hårde løb, de skal bruge - uanset om Kuss er på 100% eller kun på 90%. Var jeg Pogacar, ville jeg være meget bekymret for at få ørerne i Vingegaard-maskinen én gang til, og mit gæt vil være, at Vingegaard i morgen cementerer sin sejr med en magtdemonstration i stil med dem, vi sidste år så på Granon og Hautacam.

Manden, der kan slå ham, er naturligvis Tadej Pogacar. Det kan være svært at se ham vende billedet, men det sagde jeg også efter 5. etape. Pogacar er manden, man aldrig skal afskrive, selvom det som beskrevet i analysen er meget mindre sandsynligt med et comeback på et tidspunkt, hvor han to gange i træk har vist klart aftagende formkurve. Medmindre Vingegaard har en usandsynlig krise, hvad intet taler for hos den restitutionsstærke dansker, vil Pogacar kunne håbe på at kunne vinde løbet med defensiv kørsel, inden han satser stort på lørdag. Medvinden er ærgerlig for ham, men kan han som på Tourmalet køre etapen defensivt og sidde limet til danskerens baghjul, bør han trods alt kunne vinde en spurt på den stejle rampe, særligt efter at have fået en nedkørsel til at komme sig. Det er svært for alvor at tro på, at det kan ske, men Pogacar har jo altså rejst sig én gang før.

Er der andre, der kan vinde et favoritopgør? Det skal jo ske via taktik som på 14. etape, men det virker mere usandsynligt denne gang, dels fordi Vingegaard synes at være meget stærkere end alle andre, og dels fordi stigningen er så svær, at deres overlegenhed bør betyde endnu større forskelle. Men det er også klart, at Vingegaard ikke kan løbe alt for stor en risiko ved at føre med Pogacar på hjul. Kan ingen af de to sætte den anden, kan folk komme op bagfra, og så kan de måske udnytte magtkampen til at snige sig væk, som vi så det i lørdags.

Skal det ske, er Sepp Kuss igen det bedste bud. Hans opgave er at hjælpe Vingegaard, og i den nuværende situation taler meget for, at han blot vil føre, hvis han skulle komme tilbage til de to forreste. Hvis vi nærmer os toppen, og Vingegaard føler sig komfortabel, kunne han dog godt lade Kuss køre væk og belønne sin hjælper med en sejr. Det er ikke det mest sandsynlige, for scenariet opstår kun, hvis Vingegaard ikke kan sætte Pogacar, og så er han jo ikke alt for komfortabel, men det kan ske. En anden mulighed, man efter i dag ikke helt kan udelukke, er, at Kuss og Vingegaard sammen kan sætte Pogacar, som Wout van Aert og Vingegaard gjorde på Hautacam sidste år. Dengang fortsatte danskeren alene, men nu hvor han fører stort, kan han sagtens tillade sig at køre til mål sammen med Kuss og derefter forære ham sejren. Det kræver dog, at Kuss er på 100% igen efter sit styrt, og dagens stigning kunne indikere, at han denne gang ikke nødvendigvis er stærkeste mand. Men stigningen passer ham, for i 2020 blev han nr. 4 bag Lopez, Roglic og Pogacar.

Det kan også igen blive Carlos Rodriguez. Som beskrevet i analysen er jeg lidt bekymret for, at dagens resultat viser, at holdbarheden måske ikke er så god som antaget, men denne dieseletape passer ham trods alt betydeligt bedre end en eksplosiv stigning på en enkeltstart. Hidtil har han i hvert fald været tredjebedste mand på denne slags stigninger, og det bør han også være på en etape, der er så nedslidende som denne. Jeg kan også være bekymret for højderne, for han havde det svært på Sierra Nevada i Vueltaen, men det er heldigvis et ret spinkelt grundlag for så ung en mand. Et problem er det også, at han ved et comeback nok vil begynde at føre, som han gjorde i søndags, fordi han skal vinde tid på Yates, hvad der er vigtigere end et overraskelsesangreb og en etapesejr. Griber han ud efter lykkes på samme maner igen, er en Rodriguez-sejr dog ikke helt umulig.

Måske kan det også blive Felix Gall. Han klarede jo den første af de to store bjergetaper over al forventning, og i dag viste han masser af friskhed ved at være fjerdebedste mand på den stigende del. Det er klart, at han stadig er så ubekendt, at vi ikke aner, om han går ned, men foreløbig ser det meget lovende ud. Han klarede også højderne godt i Schweiz, og skulle han komme tilbage til de to favoritter, betyder hans tidstab, at han har al mulighed for at udnytte sin frihed og det taktiske spil. Heldigvis for ham er nedkørslen heller ikke alt for svær.

Et sidste bud er Adam Yates. Som beskrevet i analysen viste dagens resultat måske, at hans holdbarhed er ved at være prøvet på sin holdbarhed, og jeg har en forventning om, at vi i morgen vil se den hidtil ringeste udgave af Yates. Vi ved dog også, at han er meget svingende i grand tours, og kan han holde det niveau, han har haft hidtil, kan hans sagtens være tredjestærkeste mand. Denne etape er svær for ham, men han har i Catalonien vist, at han godt kan klare højder, og han klarede den store bjergetape i lørdags fint. Skulle han komme tilbage til de to forreste, fordi Pogacar ikke har kunnet sætte Vingegaard, vil jeg tro, at de vil forsøge at sende Yates afsted i det taktiske spil. Gør de det, kan danskeren sagtens lade briten køre af frygt for ikke at blotte sig for Pogacar, som han gjorde det i søndags.

Jeg har svært ved at se andre vindere af et favoritopgør. Som beskrevet i analysen viste dagens etape igen, at Simon Yates synes presset på sin holdbarhed, og denne etape er voldsom for ham. David Gaudu og Pello Bilbao kommer langt på deres stabilitet, men de har været så langt fra de to bedste, at de næppe kommer i en position, hvor de kan vinde etapen. Man kan håbe, at Jai Hindley kan rejse sig, men dagens katastrofale ridt taler for, at han er så forslået, at det synes meget usandsynligt. Og noget comeback til Tom Pidcock synes helt udelukket, for han bekræfter blot nu, at holdbarheden ikke rækker.

Mine øvrige vinderbud er derfor udbrydere, og her kunne David Gaudu være et godt bud. Jeg kan være bekymret for, om han tør satse sin top 10, når han er truet af to mand bagfra, men en mad, der er blevet nr. 4, bør være klar til at satse. Vi så i dag, hvor han var 8. hurtigste på den stigende del, at han igen i år er solid i den tredje uge, og den hårde stigning taler for, at han rammer udbruddet. Han har dog også to udfordringer. Han synes at starte etaperne svagt for siden at finde benene, og gentager det sig, rammer han ikke udbruddet.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Den anden er spørgsmålet om frihed. Jayco og Bora har ikke styrken til at hente ham, men de kan sende deres kaptajner med ham, og så får vi pludselig et udbrud, der bliver for farligt også for Ineos og UAE. Derudover er det også muligt, at Bahrain vil jagte, og de er langt stærkere end Jayco og Bora. Heldigvis kan Gaudu her håbe på, at de vælger at satse mere på at vinde etapen med en udbryder end at forsvare en placering i klassementet. Han er også så langt efter, at det ikke er givet, at vi vil se en reaktion fra folk som Simon Yates, Pello Bilbao og Jai Hindley. Det burde i hvert fald ikke være helt umuligt for ham at komme afsted, og hvis han så igen får motoren varmet op undervejs, burde han være svær at slå for de fleste.

Det kan også blive Wout Poels igen. Gradvist er han blevet bedre og bedre, og hvis det går, som det plejer, topper han i den tredje uge, hvor hans tredjeugesben jo næsten er legendariske. Han er også kendt som en lottokupon, man aldrig kan regne med, men rammer han samme dag som i søndags bliver han ikke let at slå. Efter en dag i udbrud var han 6. bedste mand af alle, og denne etape passer ham måske endda endnu bedre. Han er i hvert fald bedst opå stejle procenter, men han har måske til gode for alvor at bevise sig i højderne. En stor dag med mange højdemeter er også farlig for en mand, der er kendt for at bruge kræfter for tidligt, men det gjorde han slet ikke i søndags, hvor han tværtimod kørte både klogt og afventende. Gør han det igen, har han i hvert fald benene til at vinde

Jeg er ret spændt på Alexey Lutsenko. Sidste år fandt han kun gode ben én gang på hele året, og det var i Tourens tredje uge. Det tyder på, at det gentager sig. Han så allerede godt ud i weekenden, hvor han begik den fejl at bruge alt for mange kræfter i sit tomandsudbrud i starten, og i dag var han 13. hurtigst på den stigende del, endda hurtigere end Rodriguez. Til gengæld er denne etape også meget voldsom for en mand som Lutsenko, men han er trods alt nu to gange kørt i top 10 i Touren. Han har lært at klare de rigtige bjerge, og med den klart stigende form burde han have en chance, nu hvor han igen synes at finde fremragende tredjeugesben.

Naturligvis er der også Giulio Ciccone . Italieneren siger selv, at han ikke har de bedste ben, og det synes han at have ret i. Han kørte dog en flot stigning i dag, og når han gik ned i søndags, handlede det naturligvis også om, at han brugte rasende mange kræfter forinden. Problemet er, at det sikkert vil gentage sig i morgen, hvor hans fokus atter vil være bjergtrøjen, men det virker omvendt ikke usandsynligt, at han kan havne i et udbrud, hvor han kan få sine point relativt uforstyrret - og da de store point findes på Col de la Loze, vil han måske endda satse mere på den end på de tidlige stigninger, særligt hvis Jumbo vælger at give så lang snor, at udbruddet har masser af luft. Kan han det, burde han have en fair chance for at vinde, for han så i hvert fald bedre ud end både Mikel Landa og Thibaut Pinot i søndags, og dagens bjergspurt var også ganske opløftende.

Er det nu Thibaut Pinot rejser sig? Han er bestemt ikke flyvende lige nu, men han kørte trods alt pænt på stigningen i dag, hvor han var 20. hurtigst. Denne etape er i hvert fald den, der passer ham allerbedst, og vi så i Giroen, at han havde klart de bedste ben i den tredje uge. Man kan håbe, at han genfinder dem, men lige nu synes de desværre at være lidt for langt væk til, at det synes meget sandsynligt, at han vinder denne etape. I Giroen var det bare også ret usandsynligt, at han efter sin nedtur i begyndelse af tredje uge skulle slutte så stærkt, og efter i dag virker det ikke helt umuligt, at det kan gentage sig her.

Endnu værre har det set ud for Mikel Landa. Heller ikke hos ham er der den store fremgang at spore, men han var trods alt ikke lysår fra sejren i søndags. Han burde vel også være endnu bedre stillet på en etape som denne, men han har til gengæld dårlige erfaring med Col de la Loze. For tre år siden forsøgte Bahrain at sætte det helt store angreb i scene, men det endte i en stor Landa-nedtur. Han skuffede også i højderne på Marmolada i Giroen sidste år, og der er altså noget, der kan pege i retning, at det ikke er hans spidskompetence. Det kan skabe lidt usikkerhed, når han har været alt andet end flyvende, men med de ben, han havde i søndags, burde han trods alt stadig være en af de ryttere, der har den bedste chance for at vinde etapen.

Er det nu, Bora slipper Emanuel Buchmann løs? Jeg tror det ikke, for de er næppe klar til at kaste hele Hindleys arbejde på møddingen, men chancen for, at det sker, er i hvert fald større, end den har været tidligere. Han er stadig langt fra sit bedste, men han har klatret bedre end ganske længe. Forhåbentlig er han ikke for mærket af søndagens styrt, men han har i hvert fald haft to hviledage til at komme sig. Denne voldsomme bjergetape er perfekt til hans dieselmotor, og jeg tror derfor, at han kan blive svær at slå, hvis han får chancen. Det tvivler jeg bare på, at han gør.

Hvad så med Michael Woods? Sammenbruddet i lørdags gør det svært at være optimistisk, når han nu også var ret anonym det meste af anden uge, men han efterlod altså et ret lovende indtryk i lørdag. De gode ben kan vel ikke være helt væk. Problemet er selvfølgelig, at denne etape selv for en god Woods er voldsom, men han er blevet så god i bjergene, at den bestemt ikke er umulig. Han er vant til højderne, og han vil i hvert fald elske de stejle procenter til sidst. Det kræver bare, at søndagens nedtur alene skyldtes en dårlig dag.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Så er der naturligvis Wout van Aert. Som sagt taler meget for, at Jumbo kører løbet bagfra, men chancen for, at de sender en forpost afsted, er større, end den var det i lørdags. Sker det, og lader de alligevel udbruddet sejle, kan man ikke udelukke, at han kan vinde. Ja, det burde være umuligt i disse højder og på denne stigning, men vi er nu nået til det punkt i løbet, hvor han for et år siden kørte Pogacar ud af hjulet på Hautacam. Van Aert kan de mest utrolige ting i den tredje uge af en grand tour, og finder han igen de ben, han havde på 18. etape for et år siden, er det altså muligt, at han løber med kongeetapen.

Jeg nævner Felix Gall igen, denne gang som udbryder. Rammer han udbruddet, tror jeg, at han vinder, for som det fremgår ovenfor, tror jeg, at han kører en flot etape. Problemet er, at han har kørt løbet defensivt, siden han blev en del af klassementskampen, og det er svært at tro, at det ændrer sig nu. Omvendt kan han jo blive tvunget til det, hvis Martin eller andre klassementsryttere angriber fra start. Eksploderer det helt i begyndelsen, kan man ikke udelukke, at han alligevel tager chancen.

Man skal vel også nævne Guillaume Martin. Igen i søndags så vi ellers, at han aldrig vinder fra disse udbrud, og denne gang bliver det endnu vanskeligere. Det er nemlig usandsynligt, at Gall lader ham køre, men udelukkes kan det ikke. Østrigeren lod det trods alt ske to gange i sidste uge, og hvis det sker igen, er det bestemt ikke umuligt, at det endelig kan lykkes ham at vinde. Denne store bjergetape passer ham nemlig allerbedst, for vi ser altid, at benene først for alvor kommer i gang, når vi er langt henne på etapen, hvor han ofte præsterer langt bedre end tidligere på dagen. Men det kræver, at Gall lader ham køre, for i en duel med østrigere er han slået.

Kan Jonathan Castroviejo vinde denne etape? Det burde blive lidt for svært for ham, for vi blev i dag mindet om, at han ikke er for vild med stejle procenter. Sandt er det dog også, at han i år har klatret på et uhørt niveau, og dagens etape viser, at han har masser af friskhed. Indtil nu har han skullet blive hos Rodriguez på alle bjergetaperne, og det skal han sikkert igen, men giver de ham endelig chancen, har han efterhånden niveauet til at vinde en etape som denne.

Vi kan gentage hele smøren fra Lutsenko om Nick Schultz. Han fandt også kun sine ben én gang i 2022, nemlig i den tredje uge af Touren. Her klatrede han på et hidtil uset niveau, der bragte ham ganske tæt på klassementsrytterne. I dag viste han lignende takter med 17. bedste tid på den stigende del, og det kunne indikere, at han er ved at være der igen. Til gengæld er denne etape også voldsom for en mand, der først og fremmest er puncheur, men i den tredje uge af en grand tour betyder friskhed alt. Det viste Mathieu Burgaudeau og Lawson Craddock forleden, og det kan Schultz også vise, hvis han finder superbenene fra sidste år.

Kunne UAE finde på at sende Rafal Majka ud som forpost? Jeg tror det ikke, når de har to podiekandidater at beskytte, men udelukkes kan det vel ikke, slet ikke med den hårde start. Han viste i weekenden, at han endelig er ved at finde sine bedste ben efter en sløj sæson, og hvis Jumbo lader udbruddet sejle helt væk, kan han måske få sin chance. Det er usandsynligt, at ikke enten Yates eller Pogacar får brug for ham, men er han i en vindende position med de gode ben, han havde i weekenden, kan han også være svær at kalde tilbage, særligt når den samlede sejr ser ud til at være langt væk.

Hvor risikovillig er Pello Bilbao? Jeg tror, at han er defensiv, som han plejer, men omvendt har han været i top 10 før. Den hårde start gør det i hvert fald muligt at ramme udbruddet, hvis han tør satse lidt. Problemet er naturligvis, at Ineos og UAE, der begge er stærke, næppe giver ham den nødvendige frihed. Afstanden til podiet er dog mere end fire minutter, og det kan måske alligevel åbne en dør på klem. Han viste i dag, at han er pokkers stabil, som han plejer, og selvom denne etape er voldsom for ham, burde an have en god chance for at vinde, hvis han rammer udbruddet - særligt med de gode ben, han havde i dag, hvor han var 3. hurtigste på den stigende del.

Meget af det samme kan siges om Simon Yates, men han har så store resultater, at han formentlig er mere risikovillig end Bilbao. Desværre tror jeg også, at han er en mand, de ikke tager chancer med - han har trods alt vundet en grand tour - og han frihed bør derfor være mindre. Dertil skal lægges, at hans holdbarhed giver ham problemer, og jeg tror, at han kan ende med at floppe ganske stort, selv hvis han har friheden. Denne etape er nemlig voldsom for ham, men det er også klart, at det niveau, han har haft hidtil bestemt gør det muligt for ham at vinde.

Er det nu, det skal lykkes for Mattias Skjelmose? I dag fik han bevist, at han sagtens kan køre stærkt også sent i en grand tour, men det var også i søndags ret tydeligt, at han er et stykke fra det niveau, han havde i juni. Han skal i hvert fald være bedre, end han var det i søndags, og derudover er denne etape meget voldsom for ham, ikke mindst på dette tidspunkt i løbet. Jeg fornemmer i hvert fald, at det nok kommer til at knibe med friskheden, og derudover vil jeg tro, at han meget vel kan blive sat til at føre for Ciccone, der skal forsøge at hente de 40 point på Col de la Loze. Derfor kan det blive meget svært for ham at få lov at køre sin chance.

Endelig er der Harold Tejada. Han har ikke gjort det godt i de udbrud, han har ramt, men måske er dette hans chance. Som colombianer vil han i hvert fald elske disse højder, og han har jo blandt andet på Puy de Dôme vist, at han kan være ganske tæt på favoritterne. Han var i dag 16. hurtigst af alle på den stigende del, og det viser, at han har en vis friskhed. I det hele taget har vi før set - mest markant i 2020 - at han var bedst relativt sent i løbet, og det kan gøre ham særligt interessant nu.

Man burde også nævne Tom Pidcock, men jeg kan virkelig ikke se ham rejse sig med den træthed, der synes at gentage sig i år - heller ikke selvom han sidste år vandt 12. etape efter en nedtur på 11. etape. Rigoberto Uran er i bedring, men mangler stadig meget, som også Ben O’Connor gør det. Man kunne nævne Felix Grossschartner og Marc Soler som forposter, men jeg tror, at stigningen er for svær for dem begge, hvis de skal slå bedre klatrere, og jeg tvivler på, at Jumbo vil bruge Wilco Kelderman eller Tiesj Benoot i den rolle. Gregor Mühlberger er genfødt efter tre års anonymitet og sygdom, men det vil være voldsomt, hvis han kan vinde en etape, der bør være lidt for svær. Det samme gælder for Mathieu Burgaudeau, selvom han er rystende god lige nu, og den er også for svær for Michal Kwiatkowski, Krists Neilands, Ion Izagirre og Lawson Craddock, selvom de alle har imponeret i sidste uge. Jeg ser ikke formfremgang nok hos Warren Barguil, Egan Bernal, Neilson Powless, Torstein Træen, Bob Jungels, Patrick Konrad, Juan Pedro Lopez, Aurelien Paret-Peintre, Julian Alaphilippe, Rui Costa, Dylan Teuns eller Pierre Latour trods sidstnævntes gode enkeltstart, og Jack Haig virker træt. Etape er for svær for Clement Champoussin, Clement Berthet, Alex Araburu, Victor Lafay, Georg Zimmermann, Chris Hamilton, Kevin Geniets, Omar Fraile, Hugo Houle og den Valentin Madouas, vi har set i dette løb, og det bør den også være for Tobias Johannessen. Endelig tror jeg ikke, at Chris Harper har frihed til at forlade Yates, mens Maxim Van Gils er forslået og også finder etapen svær.

Feltet.dks vinderbud: Jonas Vingegaard

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, David Gaudu

Outsidere: Wout Poels, Alexey Lutsenko, Giulio Ciccone, Thibaut Pinot, Mikel Landa

Jokers: Emanuel Buchmann, Michael Woods, Wout van Aert, Felix Gall, Guillaume Martin, Jonathan Castroviejo, Nick Schultz, Rafal Majka, Pello Bilbao, Simon Yates, Mattias Skjelmose, Harold Tejada, Sepp Kuss, Carlos Rodriguez, Adam Yates

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2020, hvor der var mål på toppen af Col de la Loze.

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR