Optakt: 1. etape af Paris-Nice

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE!

Ruten

Paris-Nice er oftest startet med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, men ved enkelte lejligheder har man åbnet festen med en linjeløbsetape, der har givet sprinterne en mulighed for at spurte sig til den første førertrøje. Faktisk har det været det foretrukne format i de senere år, og efter at prologen kortvarigt vendte tilbage i 2016, var det i 2017 igen de hurtige afsluttere, der havde udsigt til at få det første ord. Sidste år tilføjede arrangørerne et interessant krydderi til åbningsetapen, der med en afslutning på toppen af en kategori 3-stigning var som skabt til, at de eksplosive puncheurs kunne gå efter sejren, men i år vender man tilbage til et mere klassisk format, når løbet skydes i gang med en kort, flad etape, hvor kun vinden synes måske at kunne snyde de hurtige folk.

Som det som regel er tilfældet, er åbningsetapen med sine bare 138,5 km en relativt kort sag, der i år afvikles med start og mål i Paris-forstaden Saint-Germain-en-Laye i den vestlige udkant af storbyen. Herfra går det igennem helt fladt terræn mod sydvest og vest frem til dagens første kategori 3-stigning, Cote de Beynes (1,2 km, 5,2%), der har top efter 20,5 km. Kort efter drejer man mod sydvest og siden syd for igennem fladlandet at køre ned til det sydligste punkt, der nås midtvejs på etapen.

Nu sættes kursen tilbage mod start- og målbyen ved, at man først kører mod sydøst og nordøst og siden nord, nordøst og nord frem til udkanten af Paris. Her går det mod nordvest via en lille bakke frem til dagens anden kategori 3-stigning, Cote de Beule (2,8 km, 5,2%), hvis top rundes med 26,5 km igen. Herfra skærer man sig mod sydøst frem til dagens første spurt, der kommer med bare 19 km til stregen på toppen af en lille bakke, inden et stykke fladt terræn og en nedkørsel fører mod øst og nordøst frem til et skarpt sving med 4200 m til mål. Det stiger nu lidt op til den sidste spurt, der kommer med bare 3 km til mål, hvorefter der venter to bløde kurver, inden en lige, 7 m bred vej leder de sidste 2 km frem til mål. Her stiger det let frem til den sidste km, der er helt flad.

Læs også

Optakt: 4. etape af Giro d’Italia

Etapen byder på i alt 1101 højdemeter.

Saint-Germain-en-Laye har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Vejret

Kun en tåbe frygter ikke sidevinden i Nordfrankrig under de indledende etaper i Paris-Nice, og i år ser de tre første dage ud til at skulle blive et kedeligt bekendtskab. Således er der alle dage udsigt til regn og blæst, og det gælder særligt søndag. Ganske vist er det kun på første del af etapen, at der er risiko for lidt let regn, og temperaturen på 13 grader er også ganske behagelig, men på en generelt skyet dag vil det blæse voldsomt. Således vil der gennem hele etapen være en hård vind på 35 km/t fra vest Det giver primært sidemodvind på først del, men efter ca. 40 km drejer man ind i sidevind, som vil vare ved stort set uafbrudt frem til den sidste stigning med ca. 30 km igen. Herfra vil der hovedsageligt være med- og sidemedvind, indtil man får sidevind på de sidste 4,2 km.

Favoritterne

Når man kaster et blik på ruten til Paris-Nice, ser første halvdel i det flade Nordfrankrig altid du til at være helt tilforladelig og indbegrebet af kedsommeligt sprinterterræn. Sådan er det da også ofte, men man skal ikke kigge meget efter i cykelhistorien for at finde eksempler på dramatiske sidevindsetaper, der har knust drømmene for selv den bedste klassementsrytter. Faktisk skal vi bare tilbage til 2017 for at finde det seneste tilfældet, da storfavoritten Richie Porte, som senere knuste alle på kongeetapen, på to dage i den nordfranske vind fik knust alle drømme, allerede inden han havde set én eneste stigning. Samme etaper kostede endda den lokale helt Romain Bardet en diskvalifikation, da han efter uheld i den hektiske positionskamp fik så meget pace, at kommissærerne ikke så anden udvej end at sende den franske darlig hjem.

Den første del af Paris-Nice kan også være helt fredsommelig, som det eksempelvis var tilfældet sidste år, og i det tilfælde er etaperne som regel rasende kedelige. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, for der er ikke tvivl om, at rytterne med bæven har skelet til vejrudsigten de seneste dage. Det er nemlig ikke kun Danmark, der har været ramt af forfærdeligt blæsevejr, også franskmændene får kærligheden at føle i de kommende dage.

Læs også

Thomas efter Pogacars angreb: Hvad har han gang i?

I skrivende stund er der lagt i kakkelovnen til sidevind på alle de tre første etaper, og 3. etape ser også ud til at blive en våd affære. Dermed er der allerede nu grund til, at de små klatrere ryster i bukserne, og forhåbentlig har de sørget for at tage et par råstærke klassikerfolk med sig, for som Luke Rowe var det i forbindelse med Sergio Henaos sejr i 2017, kan den ryttertype vise sig at være nøglen til succes for enhver håbefuld klassementsrytter.

De kommer i hvert fald i spil allerede søndag, hvor vi måske får den allerkraftigste vind. Starten på etapen vil sikkert være ganske fredelig, for de første 40 km vil være præget af kraftig modvind. Det betyder, at kun de mest tv-hungrende lykkeriddere kan se en mening i at gå i udbrud på en dag, hvor de ikke har skyggen af chance, og derfor vil et udbrud sikkert blive etableret fra km 0. Herefter vil de store sprinterhold anført af Jumbo, Deceuninck, FDJ og Lotto Soudal og måske også Bora, Katusha og Arkea tage kontrol og sikre, at forspringet ikke vokser sig for stort, men der vil næppe ske meget den første times tid.

Det vil ændre sig dramatisk, når man efter 40 km drejer ind i den sidevind, der vil vare ved næsten uafbrudt over de næste ca. 70 km. Vinden vil være så kraftig, at der er al mulig grund til at tro på splittelser, og det vil gøre det hele ikke blot rasende hurtigt, men også stressende, nervøst og dramatisk. Vi ved ganske vist fra tidligere, at vejene omkring Paris er knap så eksponerede som de lange, lige landeveje, der venter mandag og tirsdag, men feltet er før splittet i området omkring hovedstaden, og det bør næsten ske igen, med mindre der er meget læ på det meste af den 70 km lange strækning.

Det dramatisk opskruede tempo vil utvivlsomt betyde en tidlig ende på udbruddet, og hvis ikke vinden splitter feltet, plejer der som minimum altid at være klassementsryttere, der enten involveres i eller fanges bag styrt. Vi forventer derfor nogle ekstremt hektiske sidste 100 km, hvor sidevindsangreb kan lanceres når som helst, og hvor positionskamp, stress og nervøsitet vil være temaet helt frem til de sidste 30 km, hvor man får medvind. De gunstige vindforhold vil samtidig betyde, at det vil være muligt at opretholde splittelserne hele vejen hjem, og selvom det med stor sandsynlighed ender i en eller anden spurt, bør det ikke være i et fuldt felt, og det kan sagtens være i en gruppe på måske helt ned til 15-20 ryttere, som man ofte ser det i sidevindsdramaer.

Et ekstra krydderi er den sene bakke. Den kommer med bare 26,5 km igen og ser, især i medvind, ud til at kunne true de tungeste folk. Det vil især være tilfældet, hvis den rammes efter 70 km intens sidevindskørsel, hvor alle vil være på bristepunktet, og det er meget tænkeligt, at nogle af de tunge folk kan falde fra her, selv hvis de har overlevet sidevinden indtil da. Et andet interessant element er de to sene indlagte spurter, som en snu klassementsrytter - læs: Michal Kwiatkowski - kan bruge til at opsamle lidt bonussekunder, da der næppe er et udbrud, der er blot i nærheden af at overleve så langt.

Det, der kunne ligne en let og kort sprinteretape, kan dermed meget vel blive en sag for de stærkeste sprintere, der har råstyrken til at klare sidevinden og stadig spurte efter en hård dag, og som samtidig klatrer godt nok til at klare den sidste bakke. Vi kan dermed meget vel skulle se mere i retning af klassikertyperne end de rene sprintere som Dylan Groenewegen og Marcel Kittel.

Det får os til at pege på Sam Bennett som vores favorit. Egentlig har ireren ry for at være en lidt skrøbelig herre, og det er da også sandt, at helbredet ofte spiller ham et puds. Når han er i form, er han imidlertid brølstærk, og det er i hvert fald svært at glemme, hvordan han på en regnvåd dag i sidste års Giro var i angreb sammen med alle klatrerne i en knaldhård finale. I sine unge år var han da også kendt som meget mere end en klassisk sprinter, og når han er i form, kan Bennett langt mere end de fleste. Heldigvis har skuffelsen over ikke at være udtaget til Giroen kun tændt en indre ild, og han har i både Argentina og Mellemøsten vist, at han aldrig tidligere har været så god i denne del af sæsonen.

Det gør ham til et brandvarmt navn på denne etape, for med den form burde han med hjælp fra en endnu mere formstærk Jempy Drucker have gode chancer i sidevinden, ligesom den sidste bakke heller ikke er et stort problem. Samtidig ved vi fra Giroen, hvor han var klart hurtigere end Elia Viviani, og senest fra UAE Tour, hvor han på sidste etape i et direkte opgør satte en ellers meget formstærk Fernando Gaviria til vægs, at han i dette løb på topfart kun matches af Groenewegen og Kittel. De kan få meget svært ved at overleve under de vanskelige betingelser, og er de først væk, ligger det på et sølvfad til Bennett. Han klarede endda positionskampen strålende i Emiraterne, og her vil feltet endda formentlig være mindre, og han ha i Drucker den ideelle lead-out man i en finale, der endda er helt ukompliceret. Sidevinden er stadig en trussel, men klarer han den og kommer af med de to rene sprinter, ligner det endnu en sejr til Bennett i en fremragende start på 2019.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE!

I de sidste to år har Arnaud Demare vundet 1. etape af dette løb, og det er bestemt ingen tilfældighed. Franskmanden har nemlig tradition for at lægge ud som lyn og torden, og det har han også gjort i år. I Algarve blev han nr. 2 på begge de to sprinteretaper, og særligt hans stærke spurt på 4. etapes bakke vidnede om den form, han også stillede til skue med en 6. plads på enkeltstarten. Ligesom så mange andte blev han desværre lagt ned af den ny herostratisk berømte Algarve-virus og måtte derfor skippe åbningsweekenden, men det lød nu snarere til at være en forebyggende foranstaltning forud for Paris-Nice, der for FDJ naturligvis er et enormt mål, end et udtryk for voldsomme problemer.

Læs også

Rygte: Valgren sikrer sig ny kontrakt

Derfor forventer vi også at se en knivskarp Demare, og han er om nogen en vinder i disse dramatiske betingelser. I hvert fald har han og FDJ vist klasse i sidevinden i dette løb, særligt for to år siden, og Demare burde både klare vind og bakke. Samtidig har hans to podiepladser i Sanremo vist, at han er en mester i at afslutte efter hårde løb, og selvom han måske mister en stor del af sit ellers så sublime tog, vil han i et træt og reduceret felt i en ukompliceret finale kunne lade benene tale.

Fabio Jakobsen havde en drømmedebut i 2018, hvor han måske nok manglede lidt fart først på året, men hvor han i Kina til slut med sejre over Groenewegen og Pascal Ackermann viste, at han nu kan slå selv de allerhurtigste. Vi var helt sikkert også mange, der var ved at tabe kæben, da han på 1. etape i Algarve fik Ackermann og Demare til at ligne nybegyndere, og noget tyder på, at Jakobsen er på vej til at blive en af de allerhurtigste. Desværre har han siden været syg og måttet opgive både Kuurne og Le Samyn, og derfor kan han være sat tilbage inden dette løb.

Heldigvis har han de allerbedste forudsætninger for alligevel at klare sidevinden. Med Philippe Gilbert, Florian Senechal, Bob Jungels ogTim Declercq ved sin side får han ikke megen bedre støtte i sidevinden, og i en eventuel finale vil Deceuninck næsten med sikkerhed sidde i overtal med hurtige folk som Gilbert og Senechal til at køre lead-out. Den største udfordring kan for Jakobsen blive den sidste bakke, der kan vise sig for svær, især hvis han er mærket af sin sygdom. Med støtte fra et fremragende hold kan han dog slå hvem som helst, hvis han stadig sidder med til allersidst.

Havde man ikke kigget på vejrudsigten, ville man med sikkerhed have gjort Dylan Groenewegen til favorit på denne etape. Allerede sidste år var han i særklasse verdens hurtigste, og det har han også været i sine tre hidtidige spurter i 2019, idet han i Valencia, Algarve og Kuurne har været helt urørlig, når han endelig har kunnet åbne for gassen. Det virker derfor stærkt usandsynligt, at Groenewegen kan slås i en spurt i en ukompliceret finale, hvor det først og fremmest handler om fart mere end positionering, men for at vinde skal han overleve så langt. Selvom han ikke er den mest robuste, burde han have rimelige chancer i sidevinden, men kan han også klare en 3 km lang bakke efter en dag, der helt sikkert har været svær. Han er ganske vist i fin form, men vi tvivler altså på, at han kan klare så svær en udfordring så sent på etapen, og derfor tvivler vi på, at løbets hurtigste er med til stregen. Det ændrer dog ikke på, at han før har overrasket på stigningerne, og sidder han der til slut, vil han også efter en hård dag være den klare favorit.

Selvom det altid har været den foretrukne klassikerforberedelse, har Alexander Kristoff kun vundet én etape i dette løb, hvor ruterne ofte har været enten for lette eller for svære. Udsigten til sidevind må imidlertid være det rene guf for manden, der igennem mange år har været kongen af spurter efter opslidende løb. I Sanremo, Flandern og Roubaix har Kristoff været meget svær at slå på stregen, også når han ikke har spurtet om 1. pladsen, og selvom der her kun er tale om knap 140 km, kan sidevinden gøre det hele så hårdt, at Kristoff står med gode chancer. I Oman klatrede han bedre end tidligere, da han for første gang kom med hjem på den hårde 2. etape, og i Emiraterne kørte han nogle fabelagtige lead-outs for Fernando Gaviria, hvormed han dokumenterede en fremragende form. I Oman viste han også med sejr på 1. etape, at han stadig kan vinde klassiske sprinteretaper, især når der er tale om en powerspurt som her. Kristoffs positionering er second-to-none, og derfor har han meget gode chancer for at vinde, hvis løbet har været knaldhårdt, og feltet reduceret.

Det har ikke været det bedste år for André Greipel , men det skyldes nu i mindre omfang ham selv. Så sent som i Kuurne, hvor han sad med de bedste efter Kwaremont viste han fremragende form, og Greipel har altid været brølstærk i sidevinden. Her har han ikke det bedste hold, og det kan derfor koste lidt for mange kræfter at kæmpe på egen hånd, men det viste han i søndags, at han magter. Bakken til sidst kan blive lidt for svær efter et hårdt løb, men overlever han også den, er det en virkelig powerspurt efter Greipels smag, hvor et lille felt og en lang opløbsstrækning giver ham bedre muligheder for ikke at komme til kort i positionskampen, hvor han har det svært. Sidste efterår slog han både Gaviria og Ewan to gange i Englan,d og derfor ved vi, at han kan slå de fleste i dette felt, hvis han sidder med til stregen, og for en gangs skyld også er i position til faktisk at spurte.

Caleb Ewan har ikke den store historik i sidevind, og derfor er der en vis risiko for, at han bliver et offer i dette løb. Omvendt viser han større og større holdbarhed, og på et relativt solidt Lotto-hold har han i hvert fald en chance for at klare strabadserne. Med de stærkt forbedrede klatreevner burde han i hvert fald ikke få problemer på bakken, så er han med, når de efter 110 km drejer ind i medvinden, er han et stærkt bud på en vinder. Selvom han i hverken 2018 eller 2019 har spurtet specielt godt, viste han med 2. pladsen i Sanremo, at han efter et hårdt løb er lynhurtig. Han har også forbedret sin positionering og har i Jasper De Buyst en lead-out man, der kan klare sidevinden. Vi tvivler stadig på, om Ewan selv magter den kunst, men sidder han der i finalen, har han alle muligheder for at vinde, især hvis Groenewegen og Kittel er væk.

Da der i 2017 sidst blev kørt en sidevindsetape, vandt Sonny Colbrelli ganske overraskende. Det var uventet, fordi italieneren normalt ikke kan slå de hurtigste i en flad spurt, men det gjorde han den dag. Det samme skete i sidste års Tour de Suisse, og det viser, at Colbrelli, hvis speciale ellers er puncheurfinaler, efter hårde dage også kan vinde en powerspurt som denne. Hans styrt i Kuurne meldes ikke at have sat ham tilbage, og i både Omloop, hvor han var blandt de bedste på Molenberg, men dog døde til sidst, og i Oman, hvor han vandt en stigende spurt, har han vist god form. Normalt burde både sidevind og bakker ikke være et problem for Colbrelli, men skal han have en chance for også at vinde, skal de værste rivaler enten være sat af eller mærkede efter en knaldhård dag i det dårlige vejr.

I gamle dage var det Kristoff og John Degenkolb, der var kendt som de hurtigste efter opslidende og lange løb, og det er bestemt heller ikke tilfældigt, at de begge har vundet to monumenter, herunder en massespurt i Sanremo. Siden det grimme styrt har Degenkolb desværre været en skygge af sig selv, og selvom der var tegn på fremgang i et 2018, hvor han vandt på Tourens brosten og i Frankrig også spurtede bedre end længe, ikke mindst i Paris, er han stadig ikke sig selv. I år har han ganske vist vundet i Provence, men det var i et næsten sprinterløst felt, og han har fortsat til gode at vinde en WorldTour-spurt siden sit comeback. Heldigvis er han som klassikerrytter god under disse betingelser, og han elsker denne form for powerspurt. Sandsynligheden for, at han vil blive slået, er stor, men skal han vinde en Paris-Nice-etape kan dette sidevindsslag være hans chance, i hvert fald hvis han spurter som i Touren i 2018.

Læs også

Bjerg efter Pogacar-opvisning: Kørte 470 watt i ti minutter

En anden rytter, der måske kan have en chance som følge af de dårlige betingelser, er den ekstremt formstærke Matteo Trentin, der med tre sejre har været helt ustyrlig i årets første uger, og som er revanchelysten efter en åbningsweekend, hvor styrt både lørdag og søndag ødelagde hans chancer. Trentin har normalt slet ikke farten til at vinde klassiske massespurter i et felt som dette, men som han viste i Guangxi sidste efterår, kan han begå sig, hvis blot det har været hårdt nok. Hans problem er, at han er langsommere end andre holdbare folk som særligt Demare, Kristoff og Colbrelli, der næppe alle bliver sat, men helt umuligt vil det ikke være for Trentin, hvis bare løbet har været opslidende nok.

Marcel Kittel kastede et blik på rutekortet og indså, at årets Paris-Nice på papiret er så sprintervenligt, at det passede ham bedre end Tirreno-Adriatico, og derfor lavede han en sen ændring af planerne. Desværre kan vejrudsigten nu have kastet grus i maskineriet, for nu ser det ud til, at det slet ikke bliver så let som først antaget. Kittel er nu egentlig selv god i sidevinden, hvor han har masser af power, og samtidig har han været i fremragende form i år, hvor Mitchelton ikke kunne slide ham op på bakkerne i Almeria, og hvor han klarede sidevinden, når der i sidste uge var splittelser i den arabiske ørken. Derfor har han faktisk gode chancer for at sidde med hjem, men desværre venter der en 3 km lang stigning. Selvom han altså klatrede godt i Almeria, er det svært at se, hvordan han efter et knaldhårdt og stressende løb også skal klare den, især med den ganske kraftige medvind. Kittel får derfor brug for at mobilisere al den gode form, han heldigvis har dokumenteret i år, hvis han skal have en chance. Det ser meget svært ud, men til gengæld så vi også på 5. etape i UAE Tour, at han stadig formentlig er den eneste i denne verden, der på topfart kan matche Groenewegen, og han vil elske en ukompliceret powerspurt, hvor positionering er af mindre betydning.

Ligesom Trentin kunne Michael Matthews se sin gode form gp til spilde i Omloop, da et styrt inden Molenberg betød, at han aldrig kunne måle sig med de bedste. Australieren er imidlertid altid flyvende i Paris-Nice, og han melder også om fremragende form frem mod klassikerne. Normalt ville den ikke specielt hurtige Matthews ikke have skyggen af chance i en klassisk massespurt, men efter et hårdt sidevindsløb med en sen bakke er det ikke umuligt. Desværre er der så mange hurtigere og meget holdbare folk, at vi har svært ved at se australieren faktisk vinde etapen, men han har før overrasket i netop dette løb, og det kan han gøre igen på en sidevindsetape som denne.

Egentlig skulle man mene, at Magnus Cort som en yderst holdbar fyr burde være i sit es på denne etape. Desværre har danskeren også vist, at positionskampe er hans måske største akilleshæl, og derfor virker det usandsynligt, at han vil kunne tilkæmpe sig en plads på første vifte i sidevinden. Samtidig har han tydeligvis heller ikke været i topform i årets første løb, og selvom han var klart bedre i Kuurne, er der endnu vej at gå. Heldigvis er Cort også så brølstærk, at han forhåbentlig kan begå sig trods sine positioneringsvanskeligheder, og bakken burde i hvert fald ikke være et problem. Kommer han med hjem, kan han efter et hårdt løb på en god dag også true de hurtigste i dette felt, som han tidligere har gjort det.

Det har været en svær tid for Bryan Coquard, men måske er der lys for enden af tunnelen. I år har han nemlig i både Besseges og Oman kørt nogle ganske fremragende spurter, der tyder på, at han nærmer sig sit gamle niveau. Han er også normalt en ganske holdbar type, men det er nu på stigningerne, han har sin styrke. Han har ikke den store erfaring i sidevind, og det svage Vital Concept-hold får nok svært ved at bringe ham med de bedste til stregen. Kommer han så langt, kan han imidlertid blive farlig, for særligt hans spurt på 1. etape i Oman viste, at han nærmer sig fordums hurtighed.

Jakobsens sygdom og begrænsede klatreevner gør, at Deceuninck kan blive tvunget til at skifte fokus til Florian Senechal. Det er imidlertid heller ikke en dårlig plan B, for med sejren i Le Samyn har franskmandne vist glimrende form. I en klassik massespurt har han ikke skyggen af chance, men som hans 2. plads i sidste års drivvåde Gran Piemonte viser, er han slet ikke en dårlig afslutter på hårdere dage. Samtidig vil han være bakket op af det stærke Deceuninck-mandskab, der vil kunne sætte ham perfekt op. Han har kun en chance, hvis det bliver et stærkt decimeret felt, men er det det, har han en reel mulighed.

Endelig vil vi pege på Christophe Laporte. Som klassikerspecialist burde han elske en etape som denne, ikke mindst fordi han med den samlede sejr i Besseges viste storform. Siden da har han imidlertid været hæmmet af sygdom, der også svækkede ham i Omloop. Det betyder ikke, at Laporte ikke kan sidde med hjem, og det bør han faktisk gøre i sidevind og på bakker. Spørgsmålet er snarere, om han også kan vinde en powerspurt som denne, for der er ret mange i dette felt, der er hurtigere end ham.

Blandt de øvrige sprintere kan man måske have en vis tillid til den ret hurtige Niccolo Bonifazio, men han er ikke prototypen på en rytter, der klarer sidevinden. Mark Cavendish, Eduard Grosu og Jakub Mareczko burde have tæt på 0% chance for at sidde med hjem på så svær en dag, og Edward Theuns ventes at skule arbejde for Degenkolb, Luka Mezgec for Trentin, Ivan Garcia for Colbrelli og formstærke Jempy Drucker for Bennett. Holdbare afsluttere som Jens Debusschere, Edvald Boasson Hagen, Jurgen Roelandts og Oliver Naesen kan alle gøre det godt, men ikke vinde, og så kan man ikke helt udelukke, at Michal Kwiatkowski i et decimeret felt måske vil jagte bonussekunder.

SE PARIS-NICE PÅ EUROSPORT PLAYER
 

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Arnaud Demare, Fabio Jakobsen

Outsidere: Dylan Groenewegen, Alexander Kristoff, André Greipel, Caleb Ewan, Sonny Colbrelli

Jokers: John Degenkolb, Matteo Trentin, Marcel Kittel, Michael Matthews, Magnus Cort, Bryan Coquard, Florian Senechal, Christophe Laporte

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE!