Optakt: 1. etape af Paris-Nice

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

Ruten

Tidligere i dette årtusinde startede Paris-Nice næsten altid med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, mens der til gengæld sjældent var en enkeltstart senere i løbet. Den trend har imidlertid ændret sig, og i de senere år har man øget mængden af tidskørsler ved at have en mellemlang enkeltstart midt i løbet. Den er kommet til på bekostning af prologen, der kun kortvarigt vendte tilbage i 2016, men nu hører til sjældenhederne. I stedet er det nu vanen, at der startes med en rute på en rundstrækning omkring Paris, hvor sprinterne oftest har kunnet spurte sig til den første førertrøje. I 2018 og 2020 gav man åbningen et ekstra twist ved at designe finaler, der kunne give ideer til puncheurs i stedet, men i år synes der trods en række småbakker mere at være lagt op til en indledende massespurt, dog i en stigende finale - hvis altså ikke vinden nok engang spiller feltet et puds, som den ofte gør det i den indledende del af løbet.

I alt skal der tilbagelægges relativt beskedne 165,8 km, og som så ofte før er der tale om et indledende rundstrækningsløb, denne gang med start og mål i Paris-forstanden Saint-Cur-l’Ecole. Etapen består af to omgange på en 84,2 km lang rundstrækning, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret. Den er henlagt til det småkuperede område sydvest for Paris og indledes med, at man kører mod nordvest og vest igennem fladt terræn. Det flade terræn fortsætter, når man drejer mod syd, hvor der dog venter en lille bakke op til byen Les Mesnuls. Herefter flader det igen ud, mens man kører videre mod syd og siden øst frem til den kuperede zone.

Den indledes med, at man kører mod syd op ad kategori 3-stigningen Cote de Senlisse (1,1 km, 5,5%), der er en relativt jævn stigning med top efter hhv. 49,2 og 133,4 km. Derfra får det mod nordøst direkte frem en sydlig sløjfe, der sender feltet op og ned ad kategori 3-stigningen Cote de Meridon (1,4 km, 5,2%), der er en todelt sag, som efter en let start slutter med 500 m med 8-9%. Toppen rundes efter hhv. 55,8 og 140,0 km, hvorefter det går mod nordøst og nord op ad en bakke (1,2 km, 5,3%), hvorefter endnu en bakke (400 m, 8,5%) leder op til den indlagte spurt, der kommer efter hhv. 66,0 og 150,2 km. Nu flader det ud, mens man fortsætter mod nordøst op til Versailles, hvor man med 5,6 km igen skal op ad en lille bakke (700 m, 4,9%).

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Derfra falder det mod nordøst, inden man drejer skarpt mod vest med 4,6 km igen for at køre ad en lang, lige og flad vej. Langsomt begynder det dog at stige let, og det bliver stejlere og stejlere med en sidste km på 2,4%, herunder de sidste 500 m, der synes betydeligt stejlere, men ikke er velbeskrevne i løbsbogen. Der er ingen skarpe sving over de sidste 4,6 km, kun et par bløde kurver, indtil man bugter sig ind på den 450 m lange og 7 m brede opløbsstrækning. Efter første omgang drejer man fra inden de sidste 450 m, og derfor krydses stregen ikke før afslutningen.

Etapen byder på i alt 1525 højdemeter.

Saint-Cyr-l’Ecole har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 

Vejret

Frygten for sidevind i den første uge af Paris-Nice kan få enhver klatrer til at vågne op i et svedbad, men i år bliver det ved det natlige mareridt. Der er nemlig lagt op til det smukkeste højtryksvejr de første tre dage, og der lægges ud med en forrygende søndag med skyfri himmel og en temperatur på 10 grader. Den frygtede vind vil blot være svag til let (ca. 10 km/t) og komme fra nord og nordøst. Det giver på den næsten rektangulære rundstrækning først sidevind, siden sidemedvind, så atter sidevind og så modvind på stykket kort efter sidste stigning og frem til målbyen. Det varer ved, indtil man med 4,6 km drejer ind i sidevind, der dog kan have karakter af en anelse sidemedvind - betingelser, der varer ved resten af vejen frem til mål.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Favoritterne

Der er sikkert mange klassementsryttere og cykelfans, der savner prologen. For sidstnævnte var det en fast tradition, at den korte enkeltstart markerede, at foråret i cykelmæssig forstand endelig er kommet, og det var en god lejlighed til at få feltet præsenteret efter en lang vinter - i hvert fald for den lidt bredere offentlighed, der ikke har fulgt vinterens lidt mere nicheprægede løb i tiden frem mod åbningsweekenden. For mange klassementsryttere, hvoraf mange ellers ikke er tempospecialister og havde udsigt til et lille tidstab, var det også kærkomment ikke at blive kastet direkte ud i et brutalt sidevindsdrama, som vi ofte ser det i de første dage af Løbet mod Solen, og som blandt andet førte til store splittelser allerede inden bjerge og enkeltstarter i 2017, 2019 og 2020.

I år vil de dog næppe savne den lidt roligere start. Meget tyder nemlig på, at åbningsetapen slet ikke bliver præget af det stress og drama, vi så for et år siden, hvor vind og regn gjorde det til en voldsom affære, der bød på et langt udbrud fra Tiesj Benoot og Julian Alaphilippe, som kun i kraft af nogle monstrøse føringer fra Ivan Garcia Cortina blev reduceret så meget, at Maximilian Schachmann kunne ”hoppe” op til duoen på den sidste bakke, vinde spurten og lægge grunden til sin senere samlede sejr.

Et lignende tidligt forspring får Schachmann næppe denne gang. Alle med hang til drama må nemlig se langt efter sidevind i det højtryksvejr, der desværre vil dominere Nordfrankrig fra lørdag til tirsdag - præcis i de dage, hvor feltet befinder sig i området. Det vil mange ryttere utvivlsomt sætte pris på, når der bydes på helt perfekte betingelser til en god cykeltur, men det betyder også, at sidevinden efter al sandsynlighed slet ikke bliver et tema i år.

Det gør den i hvert fald ikke til åbningsetapen. Sidevindsstrækninger mangler der ikke på den næsten rektangulære rundstrækning, men på en dag, hvor man næsten kan tage en badmintonkamp i haven uden at få nævneværdige problemer, er vinden alt for svag til at spille nogen rolle. Det er samtidig godt nyt for sprinterne, der ikke behøver at frygte at miste en af de tre muligheder, løbet byder på.

Etapen er dog ikke helt enkel. Paris-Nice-arrangørerne har nu for vane at starte løbet med disse rundstrækningsløb i området sydvest for Paris, og vi har efterhånden lært, at lige netop den del af Nordfrankrig har nogle fine små bakker. Det kommer også til udtryk på årets rute, men modsat det, vi så i 2018 og 2020, har man denne gang sørget for at lægge udfordringerne relativt langt fra mål. Det bør betyde, at de ikke vil gøre den helt store forskel.

Jeg regner i hvert fald med en stille start. Det gode vejr vil gøre det langt mindre stressende, og med kun få sprinteretaper i løbet ved alle, at et udbrud ikke har de store chancer. Det vil formentlig blive etableret tæt på km 0 uden de store sværdslag - primært med deltagelse fra wildcardholdene - og derefter må man forvente, at Deceuninck, FDJ og Bora hurtigt vil påtage sig ansvaret for at kontrollere. På en relativt kort etape vil forspringet næppe blive specielt stort, og det meste af dagen vil nok være relativt kedsommelig, når den manglende vind fjerner al grund til stress.

Det interessante bliver selvfølgelig, hvad der sker på bakkerne over de sidste ca. 35 km. Terrænet med de fire bakker kunne godt lægge op til angreb, men mon ikke vi skal dæmpe forventningerne lidt? Det er i hvert fald svært at pege på et hold, der på dag 1 har lyst til at brænde dumme kræfter af på en offensiv, der næppe fører til noget mod tre meget sultne sprinterhold. Man ved aldrig med særligt de franske hold, men jeg vil tro, at sprinterholdene let holder det under kontrol - ikke mindst fordi den generelle modvind ikke just er befordrende for angreb - og at der heller ikke kommer den helt store udskilning. Man kan dog måske håbe på, at der er lidt bonussekunder at køre om i spurten, der på toppen af en lille bakke kunne give lidt herlig puncheuraction for typer som Primoz Roglic, Maximilian Schachmann og Alexey Lutsenko.

I sidste ende bør det dog blive samlet til en spurt, hvor den sidste lille bakke op til Versailles næppe volder alt for store udfordringer for sprinterne. Til gengæld kan opløbet være lidt svært at læse. Ifølge løbsbogen stiger den sidste kilometer med beskedne 2,4% i snit, men bogens profil indikerer også, at de sidste meter er betydeligt stejlere, måske med procenter på 4-5. Den stejle del er dog så kort, at det ikke vil volde de store vanskeligheder for sprinterne, men det synes at være stejlt nok til at favorisere de folk, der er gode til netop at spurte på lidt stejlere bakker. Til gengæld er indløbet med hele 4,6 km uden sving meget enkelt, og vejen er så bred, at risikoen for at blive lukket inde i hvert fald ikke er maksimal. Det er således ikke en spurt, hvor lead-outs er altafgørende, og man kan vinde meget med fart og power, hvis man har plads til at spurte.

Næppe helt overraskende vælger jeg at pege på Sam Bennett. Ireren led ganske vist er nederlag til sidste i UAE Tour, men grundlæggende spurtede han uhyre overbevisende i ørkenen, hvor hans fart i de fleste tilfælde så ud til at være i sin egen liga. I forvejen ved vi, at Bennett på papiret er feltets hurtigste, og når han er i form, er han også en fabelagtig bakkesprinter, som han blandt andet viste med magtdemonstrationen i Oviedo under Vueltaen i 2019. Faktisk er Bennett så stærk, at det kun kan betegnes som en fordel, at der er tale om en stigende finale på en relativt kort bakke med pæne, men ikke alt for stejle procenter.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Dertil kommer, at toget er fornemt. I forvejen gik det godt i Emiraterne i to ud af tre spurter, og selvom han her mangler Shane Archbold, er det samlede tog med Yves Lampaert, Florian Senechal og ikke mindst Michael Mørkøv, der kom godt i gang, stærkere, end vi så det i ørkenen. Den muskelkraft taler for, at Bennett meget vel kan blive sat godt op i et felt, hvor togene ikke er alt for stærke. Udfordringen bliver som altid hans vanlige startrust i etapeløb, som vi måske særligt har for vane at se i dette løb, hvor han altid kommer fra ørkenens hede og skal bruge de første dage til at komme i gang. Det er meget tænkeligt, at det gælder igen denne gang, som det også gjorde i Emiraterne, men denne gang bliver 1. etape med det gode vejr så let, at det formentlig mest af alt vil handle om selve spurten. Her er Bennett så bakkestærk og toget så godt, at han må være manden, der skal slås.

Hvem kan så gøre det? Det er svært ikke at pege på Arnaud Demare som kandidat nr. 1. Franskmanden er ganske vist - heller ikke efter egen vurdering - på toppen endnu, og han har manglet en del i både Provence og Kuurne. I begge løb viste han dog fin fart i de to spurter, han nåede at køre, og i Kuurne var det også tydeligt, at formen er i fremgang. En bakkespurt er guf for Demare, der i 2018 åbnede dette løb ved at sejre i en betydeligt hårdere finale, hvor hans nærmeste rival slet ikke var en sprinter, men derimod Gorka Izagirre. Samme forrygende form har han ikke nu, men denne lille bakke bør alligevel regnes som Demares fordel.

Den største fordel er dog som altid toget. De fik det slet ikke til at fungere i Provence, men i 2020 var toget med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri vel at regne som verdens bedste. Provence viser, at de kan fejle, men det skete stort set aldrig i hans sejrrige 2020. Demare skal slås med Bennett og Mads Pedersen om at få det bedste lead-out, men sidder han godt, bør han selv i formsvag udgave være svær at slå i en bakkespurt, han næppe kunne have ønsket sig meget bedre.

Det er også toget, der gør, at Mads Pedersen må regnes som en af de tunge favoritter. Åbningsweekenden viste ganske vist igen, at han stadig er en langsom starter og endnu et stykke fra topformen, for han var aldrig i nærheden af at følge de bedste på bakkerne. Til gengæld satte han også en fed streg under, hvor hurtig han er blevet, og samtidig understregede Jasper Stuyven, hvor eminent en lead-out man han er.

Derfor er der grund til optimisme. Toget med Alex Kirsch, Edward Theuns og Stuyven har kørt så fremragende lead-outs, at der er al mulig grund til at tro, at de kan tage kampen op med Deceuninck og FDJ. Pedersen har til gengæld ikke den store historik som bakkesprinter, men i forhold til mere klassiske sprintere bør det være til hans fordel. Han har trods alt vundet på Kiddesvej i Danmark Rundt, og han lagde sæsonen ud med - igen efter et fornemt lead-out - at blive nr. 3 i den betydeligt vanskeligere finale på 1. etape i Besseges. En powerspurt som denne burde være sandt guf for danskeren, hvis største udfordring er at holde Stuyvens hjul, som han desværre har for vane at tabe. Sættes han atter smukt op af sin belgiske holdkammerat, bør han være hurtig nok til at køre med om sejren igen.

Det er ikke ofte, at jeg rangerer Christophe Laporte højt i en massespurt i et WorldTour-løb, men undtagelser er til for at blive gjort. Denne gang er det særdeles velbegrundet, for man skal ikke have set meget cykelløb i 2021 for at vide, at franskmanden er stærkere end nogensinde. Uanset om han har kørt i Besseges, Var eller Omloop, har han været helt ustoppelig, og særligt hans 11. plads på Mur de Fayence, der burde være alt for svær, og hans overbevisende Omloop vidner om fabelagtig form. På flad vej er han ikke verdens hurtigste, men i stigende finaler er han i sit es, som vi så med hans overlegne sejr på 1. etape i Besseges, og i omtalte meget hårde åbningsetape i 2018 var det også ham, der blev nr. 3 bag Demare og Izagirre. Bakken her er nok lidt for let til, at han vil have en overhånd, men den synes stejl nok til, at han må tilskrives en fair chance, Toget med Anthony Perez og Piet Allegaert er til gengæld ikke verdens stærkeste, men netop for Laporte, der er en mester i positionskampen, vil det formentlig være nok til at sidde godt og herefter udnytte sit livs form endnu engang.

Den stigende finale bringer også Giacomo Nizzolo i spil. Egentlig gik der lang tid, inden han fik vist sig frem i denne slags finaler, men da han vandt på Alto de Castillo i Burgos i 2019, fik han vist, at han mestrer meget sværere stigninger end denne. I en flad spurt havde jeg til gengæld ikke været optimistisk efter et UAE Tour, hvor han fra gode positioner gang på gang sejlede agterud og slet ikke havde megen fart. Formen har også haltet efter vinterens knæskade, men han viste dog nogen fremgang på stigningerne sidst i ørkenløbet. Han synes efterhånden at have nået et formniveau, hvor en stigende finale atter bør regnes som hans fordel, og skal den ikke overbevisende Nizzolo vinde en spurt i dette løb, kræver det formentlig en bakke til sidst. Den får han denne gang, og da hans positionering i Emiraterne samtidig syntes bedre end i mange år, er det nu bare op til ham selv at vise, at formen også nu er god nok til at gøre det færdigt.

Pascal Ackermann er lidt af et hovedbrud. Den store tysker er på papiret en af feltets supersprintere, men desværre bekræftede UAE Tour tendensen fra 2020, nemlig at farten ikke synes at være som tidligere. Han fik dog vist, at han i en flad spurt fortsat er en af de hurtigste, selvom han ikke længere kan måle sig med Bennett - men hvem kan også det? - og det gælder også i dette felt. Hans tog står svagere end i Emiraterne, da han stadig savner den skadede Rudiger Selig og nu skal bruge den uerfarne Jordi Meeus i positionen som sidste mand bag Michael Schwarzmann - en opgave, Martin Laas ellers mestrede så smukt i ørkenen. Meeus er dog uhyre talentfuld, og Ackermann fik igen vist, at han er god i positionskampen. Desværre er bakken en ulempe, for selvom Ackermann blandt andet på 4. etape i Besseges og 15. etape i Vueltaen viste, at han slet ikke er en ringe bakkesprinter, er der bare flere i dette felt, for hvem bakken må regnes som en større fordel. Kombinationen af bakke og generelt lidt lavere fart gør, at det måske ikke er den helt ideelle spurt for den store tysker.

Bakken er heller ikke til fordel for Nacer Bouhanni, for selvom han flere gange har vist, at han godt kan køre denne slags finaler - senest med den flotte 1. etape i Besseges - er langt de fleste af hans sejre kommet i flade spurter. På en bakke er han ikke i den absolutte verdenselite, men heldigvis er denne finale betydeligt nemmere, end vi så det i Besseges, hvor han altså blev nr. 2. Formen har samtidig været ganske fremragende, som vi senest så i Drome, hvor han længe sad med i feltet, og hans fart har også været fornuftig, ikke mindst på sidste etape i Provence, hvor han uden at være blevet blokeret af Ballerini havde en god chance for at vinde. Toget er bestemt ikke det stærkeste i dette felt, men Bouhanni synes at have genfundet lidt af sin engang så eminente positioneringsevne. Finalen med en stigende powerspurt er bestemt ikke ideel for ham, men med den gode form må han have en reel chance for med god position også at vinde.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det er svært at have en helt fast mening om Jasper Philipsen. Belgieren viste i 2020 klart forbedrede evner som bakkesprinter, da han vandt den flotte og knaldhårde 15. etape i Vueltaen, og han overraskede også positivt på Stirling-etapen i Tour Down Under. Hans topfart er også ganske høj - dog ikke på niveau med de allerbedste - som vi så med sejren i BinckBank Tour, og samtidig har han en positioneringsevne, der kan få de flestes til at blegne. Her er han ikke alt for godt støttet, men et tog med Kristian Sbaragli og Scott Thwaites kan hjælpe ham fint, og herefter skal han bruge sin egen næse for at placere sig. Når han ender lidt nede på denne liste, skyldes det, at formen efter eget udsagn ikke er i top, og det blev også ganske tydeligt i både Omloop og Le Samyn. Derfor ligner det nok snarere et godt resultat end en sejr.

En af årets positive oplevelser har været at se den genfødte Danny van Poppel. Senest kørte han et fremragende Le Samyn, hvor han sad med Senechal og Van der Poel efter den sidste pavé, men desværre viste det sig, at han havde spillet på den forkerte hest. Det lover til gengæld forud for dette løb, for Van Poppels speciale er netop stigende spurter. Således har han vundet Binche-Chimay-Binche på den berømte brostensbakke, han har vundet på Mur de Thuin i Vallonien, og han er blevet nr. 3 bag Valverde og Sagan i en knaldhård puncheurspurt i Vueltaen. Denne finale burde passe ham godt, og hans tog med Jonas Koch og Boy van Poppel er udmærket for en mand, der altid har været god i positionskampen. Han skal stadig vise, at han også er lige så hurtig som i gamle, men lige nu ser formen uhyre lovende ud.

Michael Matthews gør en længe ventet debut for BikeExchange, og selvom det er hans debut, ved vi, at han altid kommer blæsende ud fra pausen, som da han eksempelvis helt uden løbsdage vandt prologen i dette løb i 2016. Han er topmotiveret til at starte stærkt, og dette ligner en af hans bedste chancer for at vinde en etape. På flad vej er han klart overmatchet i dette felt, men ligesom Colbrelli må han regnes som en af verdens allerbedste puncheurs. Den evne fungerede dog ikke helt i Giroen, hvor han var overraskende svag på 2. etape, men han blev trods alt nr. 2 i Matera, dog slået ganske klart af Demare. Min frygt er dog, at bakken her bliver for let, og samtidig har hans positionering ikke altid været oppe at ringe. Her ser toget med Alexander Konychev, Amund Grøndahl Jansen, Alex Edmondson og Kaden Groves , der angiveligt ikke får sin chance i dette løb, dog ganske kapabelt ud, men desværre har netop det australske holds lead-outs det med at skuffe. Først og fremmest er det dog en bakke, der måske er lidt for let, der får mig til at tvivle på Matthews’ chancer.

Bryan Coquard har været flyvende, siden han satte et nummer på ryggen i Marseille, og senest kørte han et overbevisende Kuurne og et flot Omloop, som dog blev ødelagt af en sen defekt. På ét punkt har han dog skuffet, nemlig i de stigende spurter. Forventningerne til ham var store i de to puncheurfinaler i Besseges, men begge gang manglede han det ventede skud i støvlerne. Normalt er han ellers en glimrende bakkesprinter og har blandt andet været tæt på at vinde Brabantse Pijl på Schavei-bakken i Overijse, ligesom hans mm-nederlag i Touren ligeledes var i en stigende finale. Nu skal han bare omsætte den gode form til god fart, og det kan måske blive svært, når han er positioneringssvag og har et tog, der med Cyril Barthe og Jeremy Lecroq mildt sagt ikke hører til blandt feltets bedste. Derfor frygter jeg, at det trods den fine form ender helt galt.

En af skuffelserne i UAE Tour var at se Cees Bol. Hollænderen klarede ellers positioneringen, som plejer at være hans svaghed, til UG med kryds og slange, men når han selv skulle åbne for gassen, gled han kun baglæns. Det er så bekymrende, at det er svært at se ham vende det hele til dette løb, men han har dog to fordele. Dels er han bedst i stigende spurter, og det er ikke noget tilfælde, at den første store sejr kom på Nokereberg i Nokere Koerse. Dels har han her en variation af det supertog, der var så dominerende i Touren, nemlig med Søren Kragh og ikke mindst Casper Pedersen som sidste mand og denne gang Jasha Sütterlin og Nils Eekhoff i stedet for Joris Nieuwenhuis. Det er et ganske potent tog, der kan gøre Deceuninck, Trek og FDJ rangen stridig, og sammen med bakken er det måske det, Bol skal bruge for at vende lykken.

Bahrain stiller med Phil Bauhaus , der virkelig har cementeret sin fart med sejren i Provence og 3. pladsen i Abu Dhabi i lørdags. Til gengæld viste UAE Tour også, at han stadig er meget positioneringssvag, men til dette løb står han heldigvis langt bedre. Her har han med Marco Haller og Heinrich Haussler nemlig det gode tog, der serverede ham til sejr i Provence, og med en powerspurt er det slet ikke så skidt med hans positionering endda. Problemet er måske snarere bakken, for Bauhaus er en relativt tung fyr, der bestemt ikke har stigende spurter som sin spidskompetence. Heldigvis er den så kort, at også Bauhaus burde kunne være med, men det er næppe helt nok til at vinde.

UAE har Alexander Kristoff, der ikke har virket overbevisende indtil nu. Han kørte nogle svage spurter i Provence, og selvom han var uheldig, da en defekt cykel kostede en gylden chance for at vinde Omloop, så vi 24 timer senere i Kuurne, at det vist mere var modvinden end Kristoffs form, der havde givet ham chancen. Spurten i Kuurne var heller ikke køn, for her fik han klare klø af Demare, Tim Merlier og Van Poppel, og noget tyder på, at han ikke helt har ramt sin bedste form. I forvejen er han ikke verdens bedste bakkesprinter, og hans positionering har ladet noget tilbage at ønske, selvom det normalt er en styrke. Heldigvis er bakken her ganske kort, og Kristoff elsker generelt powerspurter. I Matteo Trentin burde han tillige have en af de bedste lead-out men, og det kan måske være det, der skal til for at kompensere for en fart, der lige nu synes at mangle. Netop det forhold, at de slutter på en bakke, kan også betyde, at holdet kører for Trentin, selvom det ikke er kutyme. Trentin har dog heller ikke den store historik i bakkespurter, og selvom han synes i flyvende form lige nu, har han spurtet ganske skidt i både 2020 og 2021.

Endelig må jeg hellere pege på Magnus Cort. Danskeren har været svær at blive klog på i år, hvor han virkede meget stærk i Var, men skuffede i weekenden, særligt i Drome. En stigende spurt burde dog være guf for Cort, der genfandt noget af sin fart i 2020, og skal han vinde en massespurt på WorldTouren skal det nok være i en finale som denne. Corts problem er dog som altid hans positionering, men her kan han måske finde lidt håb i, at finalen ikke er så kompliceret. Denne gang har han også en eller anden form for tog med Jens Keukeleire og Stefan Bissegger, men spørgsmålet er, om det er nok til at kompensere for de positioneringsproblemer, vi senest så i Vueltaen. Farten på bakken burde dog være ganske fornuftig.

Blandt de øvrige sprintere har Israel SUN egentlig en spændende sprintertrup med Rudy Barbier, André Greipel og Hugo Hofstetter. Problemet er bare, at det nok kun er Barbier, der nu har farten til dette niveau, og selvom han var overraskende god i Kuurne, er en stigende spurt ikke hans spidskompetence. Det ligger meget bedre til Hofstetter, men han har ikke farten til at vinde i dette selskab, og det har Greipel heller ikke, som vi så i UAE Tour, slet ikke på en bakke. Hvem de kører for, er i skrivende stund heller ikke meldt ud, og det kan meget vel være en beslutning, der først træffes på dagen, ligesom vi før har set, at Barbier og Hofstetter har kørt hver deres spurt. Total har Edvald Boasson Hagen og Chris Lawless¸ der begge drager fordel af den stigende finale, men næppe har farten til at vinde - slet ikke Lawless, der virker uhyre formsvag. Det er John Degenkolb til gengæld ikke, og den lige nu flyvende tysker vil elske en stigende powerspurt, men hans fart mangler stadig helt. Som alternativ har Lotto de spændende Florian Vermeersch og Stefano Oldani, men Degenkolb er formentlig manden. Ag2r kan spurte med Damien Touzé, formstærke Dorian Godon eller Stan Dewulf , men selvom de alle vil elske bakken. Det vil Ben Swift også på Ineos, men heller ikke han har farten til at vinde - slet ikke uden støtte. Movistar vil måske prøve med Jose Joaquin Rojas eller Matteo Jorgensen og Astana måske med Samuele Battistella eller Omar Fraile¸ men de kan heller ikke være med helt i front.

OPDATERING: Israel Start-Up Nation har i sidste øjeblik udskiftet Hofstetter emd Rick Zabel. Den stigende finale kunne måske anspore til at give ham chancen, men det er stærkt utænkeligt. Man må formode, at han er lead-out man for enten Barbier eller Greipel.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Arnaud Demare, Mads Pedersen

Outsidere: Christophe Laporte, Giacomo Nizzolo, Pascal Ackermann, Nacer Bouhanni, Jasper Philipsen

Jokers: Danny van Poppel, Michael Matthews, Bryan Coquard, Cees Bol, Phil Bauhaus, Alexander Kristoff, Magnus Cort, Matteo Trentin

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE