Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 1. etape af Paris-Nice

Optakt: 1. etape af Paris-Nice

03. marts 2024 14:26Foto: Sirotti

Den tid, hvor prologer altid åbnede Paris-Nice er ovre, og nu om dage starter løbet altid med et rundstrækningsløb i området omkring Paris, hvor sidevind og bakker før har skabt nogle underholdende åbninger. Den model genbruges i år, og da der ligesom de seneste sæsoner og ikke mindst som i 2022, hvor Jumbo kørte fra alt og alle på den tilsvarende etape, er sene bakker, vil der være basis for sene angreb og måske en overraskelse på en dag, der dog lægger op til en reduceret massespurt i en stigende og teknisk finale.

 

 

Få et kort overblik over årets Paris-Nice-rute i videoen ovenfor.

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

 

Ruten

Tidligere i dette årtusinde startede Paris-Nice næsten altid med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, mens der til gengæld sjældent var en enkeltstart senere i løbet. Den trend har imidlertid ændret sig, og i de senere år har man øget mængden af tidskørsler ved at have en mellemlang enkeltstart midt i løbet - i 2023 og 2024 dog et holdløb. Den er kommet til på bekostning af prologen, der kun kortvarigt vendte tilbage i 2016, men nu hører til sjældenhederne. I stedet er det nu vanen, at der startes med en rute på en rundstrækning omkring Paris, hvor sprinterne oftest har kunnet spurte sig til den første førertrøje. I 2018, 2020 og 2022 gav man åbningen et ekstra twist ved at designe finaler, der kunne give ideer til puncheurs i stedet, og selvom sværhedsgraden ikke har været den samme i de øvrige udgaver, er det i hvert fald blevet normen, at åbningsetapen har bakker ganske tæt på mål. Det gælder også denne gang, hvor stigningerne ligger en anelse længere fra stregen, end vi har set det de seneste år, men til gengæld bydes der på en ganske usædvanligt lang bakke. Den vil kunne bruges til sene angreb, og selvom det nok bliver svært at undgå en spurtafgørelse, vil den i hvert fald bidrage til at skabe en udskilning, hvad også den altid farlige sidevind måske kan gøre frem mod det, der bliver en stigende spurt nær Paris.

 

I år er det Les Mureaux - en vestlig forstad til Paris - der er valgt som centrum for etapen, der består af omgange på to forskellige rundstrækninger, hvoraf den ene er en forlænget udgave af den anden. Disse åbningsetaper er også altid ganske korte, og det gælder også denne gang, hvor der skal køres beskedne 157,7 km med både start og mål i den parisiske forstad.

 

Den første af de to rundstrækninger er 108,7 km lang, hvoraf de første 5,5 km er neutraliserede. De fører feltet mod syd, hvorefter man efter den reelle start kører mod vest igennem let faldende terræn, inden det går mod sydøst via et kort fladt stykke og derefter op ad kategori 3-stigningen Cote de Bazemont (1,8 km, 6,6%), der midtvejs har 1000 m med 7-8%, men derudover stiger med 5-6%. Toppen rundes efter 10,6 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordøst, hvorefter let stigende terræn fører mod vest.

 

Efter 19,7 km når man byen Thoiry, hvor man afviger fra den lille rundstrækning, der bliver kørt i finalen. Her drejer man i stedet mod nordvest for at forsætte ad de let stigende veje, inden man efter 29,0 km drejer mod sydvest og senere syd for at køre igennem relativt fladt terræn. Sådan fortsætter det, når man senere kører mod øst og siden sydøst ned til det sydligste punkt, der nås efter 49,3 km, hvorfra man kører ad let stigende veje mod nordøst. Herfra begynder det at falde, når man kører mod øst, og derfra zigzagger man sig mod nord, vest, igen nord, øst og atter nord igennem terræn, der først er faldende, så stigende og slutteligt byder på en lille nedkørsel.

 

Efter nedkørslen kører man mod nord op ad en lille bakke (700 m, 8,1%, max. 10%), hvorefter en kort nedkørsel leder mod sydøst, inden det med det samme går mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote d’Herbeville (2,6 km, 5,1%, max. 14%), hvis top rundes for første gang efter 90,8 km. Derfra leder et fladt plateau mod øst og nordvest, inden det går mod nordøst via en nedkørsel og slutteligt mod nordvest igennem let faldende terræn tilbage til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 103,2 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 54,5 km lang rundstrækning, der er en forkortet udgave af den forrige. Således lægger man igen ud med at køre hele den første del én gang til, hvilket betyder, at man efter 119,9 km når toppen af kategori 3-stigningen Cote de Bazemont (1,7 km, 6,6%) for anden gang. Når man efter 129,1 km igen når Thoiry drejer man imidlertid denne gang mod sydøst for at køre videre ad let stigende veje, inden man hurtigt rammer den sidste del af den store rundstrækning.

 

Den følges derfor nu mod nord, øst og igen nord igennem fladende terræn, inden det atter går op ad den lille bakke (700 m, 8,1%, max. 10%), på hvis top dagens spurt kommer efter 140,0 km. Den hurtige nedkørsel fører nu mod nord, inden det for anden gang går mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote d’Herbeville (2,6 km, 5,1%, max. 14%). Der er tale om en højst ujævn stigning, der lægger ud med 500 m med 10,2%, inden der følger 1000 m med bare 1-3%, hvorefter den tager fat med 500 m med 7,1% og slutter med at flade ude med 3,5% over de sidste 600 m frem mod toppen, der rundes for anden gang efter 145,3 km.

 

Herfra resterer 14,4 km, der altså først går ad et fladt plateau mod øst og nordvest, inden det går mod nordøst via en nedkørsel og slutteligt mod nordvest igennem let faldende terræn tilbage til målbyen, idet det falder hele vejen ned til den sidste kilometer, der stiger med 2,2% i snit. Man drejer i en rundkørsel med 5100 m igen, hvorefter vejen er helt lige med tre rundkørsler med hhv. 4100 m, 2900 m og 1700 m igen, inden man drejer i en rundkørsel med 1200 m igen. Derefter bliver det kringlet med et skarpt sving med 900 m igen, et sving i en rundkørsel med 750 m igen, hvorefter den 7 m brede vej buer til højre frem mod en 90-graderskurve bare 150 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 1580 højdemeter.

 

 

Les Mureaux har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

I den første halvdel af Paris-Nice skæver alle altid nervøst til vejrudsigten, men i år kan de være ganske rolige. Ganske vist bliver søndagen både overskyet og halvkølig med en temperatur på 9-10 grader, men risikoen for en bug er bare 10-15%, og det vil være ganske stille med en let vind (12-14 km/t). Den vil komme fra nordvest, hvilket giver en del sidevind på både den store og den lille rundstrækning. Særligt op den lille rundstrækning vil der stort set kun være forskellige former for sidevind. I finalen får man modvind på bakken op til spurten og derefter sidevind på den sidste stigning. Efter toppen vil der først være et stykke med sidevind, inden man får sidemodvind med 5100 m igen. Med 1200 m igen får man først sidemed- og siden medvind, indtil man slutteligt får sidemodvind over det meste af de sidste 750 m, herunder på den 150 m lange opløbsstrækning.

 

 

Favoritterne

Efter at prologen definitivt synes at høre fortiden til, har sprinterne i endnu højere grad end tidligere domineret den første del af Paris-Nice. Den nye tradition med at åbne løbet på rundstrækninger omkring Paris har i langt de fleste tilfælde gjort den første gule trøje til en sag for de hurtige folk.

 

Det er dog ikke en gudgiven ting. Tendensen synes at være, at vi hvert andet år skal have en lidt hårdere etape. I 2018 sluttede man sågar på en meget svær bakke, hvor Arnaud Demare sejrede i en finale, der egentlig var for svær, og i 2020 havde vi den fantastiske åbningsetape, hvor Maximilian Schachmann, Tiesj Benoot og Julian Alaphilippe udnyttede bakker og dårligt vejr til at animere løbet. Senest så vi det i den vilde åbning i 2022, hvor Jumbo udnyttede en sen bakke til at køre fra alt og alle og rydde podiet med Christophe Laporte, Primoz Roglic og Wout van Aert. Sidste år var finalen nemmere, men vi fik da kamp mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar i bonusspurten på den sidste bakke, inden det hele blev samlet til en massespurt, der blev vundet af Tim Merlier.

 

Med et lige år skulle man mene, at vi denne gang skulle have en hårdere rute med mulighed for overraskelser. At den er til den hårde side, er i hvert fald sandt. Denne gang er der hele to sene bakker, og de har endda ret fine procenter. Den første er kun 700 m lang, men 8,1% kan gøre ondt, og derefter er der nærmest ingen tid til at komme sig, inden man rammer den lange bakke, der indledes med 600 m med 9,1%. Reelt er der faktisk tale om tre bakker, for derefter flader den ud over 600 m, inden den stiger med 4-5% over de sidste 1400 m.

 

Det er en ganske svær finale, men prisen er, at bakkerne ligger længere fra mål, end vi har set det de seneste år. Det burde gøre det umuligt at lave endnu et Jumbo-show, og jeg anser det for usandsynligt, at man vil kunne lykkes med et angreb. Efter toppen er vejene relativt enkle, og med 5,1 km rammer man en lang, lige veje med modvind, hvor et felt vil have en klar fordel. Skal man lykkes med at køre væk, skal det i hvert fald nok være via det overraskelsesmoment, Jumbo brugte for to år siden, men selv det bliver svært, når der er så langt til mål.

 

Alligevel kan vi regne med action. Som beskrevet i den store optakt kan bonussekunder blive uhyre afgørende, og meget taler for, at udbruddet er hentet i forbindelse med bonusspurten. Her vil man forvente, at Primoz Roglic og Remco Evenepoel skal have deres første duel i en spurt, der burde passe dem som fod i hose, men det burde også være en chance for Mattias Skjelmose til at blande sig. Sidste år så vi, at Pogacar fortsatte efter toppen, men da Vingegaard ikke ville føre, gik det hele i sig selv.

 

Det vil det formentlig gøre igen, hvis vi ser et lignende scenarium, men helt sikkert er det ikke. Roglic vil kunne se en mening i at vinde etapen i en spurt, og kender vi Evenepoel ret, tror han også på sin spurt, hvad Vingegaard ikke gjorde for et år siden. Man kan ikke helt afvise, at de to vil kunne finde på at samarbejde, hvis de er så stærke, at de kan slå et hul til rivalerne. Spørgsmålet er, hvad Skjelmose gør, hvis han er med. Kører han med rundt for at vinde tid og måske en etape, eller beskytter han Mads Pedersen? Jeg tror på det første.

 

Det er klart, at der også kan være andre med, og skal manøvren lykkes, skal gruppen i hvert fald ikke være for stor. Den efterfølgende stigning vil hjælpe dem med at opbygge et forspring, men den første forudsætning er, at man kan slå et hul på en bakke, der bare er 700 m lang og har direkte modvind. Det ligner en svær manøvre, og selv hvis det lykkes, vil der være hold til at jagte, ikke mindst det meget, meget stærke UAE-hold, hvis ikke de får en mand med i front. Det burde derfor blive samlet, men denne lille klassementsmanøvre kan ikke helt afskrives.

 

Hvad vil der ske inden finalen? Næppe meget. Udbruddet plejer at køre fra km 0 på disse tidlige etaper, og da der kun er svage vinde, er der ingen risiko for splittelse. Det vil heller ikke være alt for nervøst, selvom det altid er stressende i Paris-Nice. Det mest spændende i den indledende fase bliver derfor at se, hvilke sprintere der tror så meget på deres chance, at de vil jagte.

 

Det kan godt give et vist pokerspil, men det vil undre mig, hvis ikke Lidl, Alpecin og Lotto tager ansvar. Jeg er mere spændt på, om Visma tror på Olav Kooij, og om EF vil føre for Marijn van den Berg, men skal vi nøjes med de tre førstnævnte hold, bør det være nok til at skabe samling. Vi ser typisk, at de kører med stram elastik, og med udsigt til et svagt udbrud bør gruppen let kunne hentes.

 

 

Herefter vil der være vild positionskamp frem til første bakke, hvor vi kan vente os den omtalte spurt. Man kan så håbe, at vi faktisk ser de bedste køre væk, så vi kan få et forfølgelsesløb, men særligt med modvind er det usandsynligt. Er det stadig samlet, er det ret spændende at se, hvad der sker på anden bakke. Mit gæt er, at Lidl vil forsøge at gøre det hårdt, men de har kun Julien Bernard, der kan lægge presset. Det andet hold med samme interesse er Lotto, der har lidt mere at skyde med, men jeg tror faktisk mere på, at EF vil give en hånd med, måske med Michael Valgren. Angreb er ikke umulige, men som sagt tror jeg ikke, at de vil føre til noget.

 

Mit gæt er altså, at vi får en reduceret massespurt, og jeg regner bestemt ikke med, at det bliver i et fuldt felt. Finalen er ganske hård, og jeg regner det i hvert fald som værende for svært for typer som Arvid De Kleijn, Gerben Thijssen, Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen. Feltet vil dog stadig have en betydelig størrelse, og det gør positionskampen uhyre vigtig. Over de sidste 1200 m er det nemlig en meget kringlet finale, og selvom vejen er relativt bred, vil positionering være vigtigere end fart. Derudover er den stigende afslutning med 2,2% bestemt noget, der kan mærkes og give et andet farthierarki end i en flad spurt, ikke mindst fordi vi måske snarere taler om 800 m med 2,8% end 1000 m med 2,2%.

 

Jeg vælger at gå med Mads Pedersen. Danskeren kom som bekendt fremragende fra start, og nu har han siden arbejdet yderligere på sin klassikerform. Det plejer at betyde, at han er knivskarp til dette løb, hvor han har vundet en etape de seneste to år, og dette ligner en fremragende chance for at lave sit hattrick. De sidste stigninger burde ikke volde ham problemer, men de burde være nok til at sikre, at han kommer af med de fleste af de folk, der på papiret er hurtigere. Det er der i øvrigt slet ikke mange, der er, for når vi taler om en stigende spurt på 2-3%, står Pedersen pludselig helt anderledes stærkt end i en flad spurt.

 

Hans vigtigste våben er dog hans tog. Ryan Gibbons, Alex Kirsch og Jasper Stuyven burde alle overleve denne stigning, og hvis det lykkes har han et fremragende hold til at sætte sig i scene. I forvejen ved vi, at Pedersen er eminent i positionskampen, men med dette tog bliver den tekniske finale bare en endnu større fordel. Jeg følger mig ikke overbevist om, at han alene på sin fart kan slå navne som Arnaud De Lie, Olav Kooij og Kaden Groves - omend det i en stigende finale er ikke umuligt - men med dette supertog og Pedersens forventede gode form, tror jeg, at han fuldender sit hattrick og tager trøjen for andet år i træk.

 

Den største rival må være Arnaud De Lie. Det belgiske vidunderbarn kan være ganske uhyggelig i disse stigende spurter, som vi særligt så med hans overlegne etbenssejr i Famenne Ardenne Classic, hvor procenterne kunne minde om denne spurt. Han og Pedersen har ikke duelleret meget, men De Lie slog danskeren, da de dystede i den eksplosive finale på 1. etape i Besseges sidste år. Denne finale er mindre eksplosiv, og her vil jeg vurdere, at Pedersen har en bedre chance for at slå sin belgiske rival, men det er en spurt, der kan gå begge veje. Bakkerne er heller intet problem for De Lie, der i Omloop fik bevist, at hans dårlige start hører fortiden til, og han skulle ikke være mærket voldsomt af tirsdagens styrt.

 

Problemet er den tekniske finale. Vi ved, at De Lie har det svært i positionskampen, og den har kostet ham et hav af sejre. Denne gang er han dog bedre stillet, da han støttes af Cedric Beullens og ikke mindst Jasper De Buyst, der begge må antages at overleve stigningerne. Det er ikke så stærkt et tog som Pedersens, men de har i hvert fald en chance for at holde ham fremme. Lykkes det, skal han så vise, at han også kan slå danskeren i denne form for spurt, men jeg frygter desværre, at han atter taber et løb på sin positionering.

 

Jeg er ret spændt på Olav Kooij. Han har flere gange vist sig mindre holdbar, end jeg havde ventet, og derfor føler jeg mig ikke stensikker på, at han klarer den. Han viste dog stærkt, stærkt stigende holdbarhed med sit fabelagtige EM-løb, og selvom vi har til gode at se, om han har samme form nu, burde han have en ganske god chance for at klare den. På papiret er han hurtigere end Pedersen og De Lie i en flad spurt, men han har til gode at vise, at det også gælder i en spurt, der stiger så meget som denne. Det andet problem kan være hans positionering. Den har jo tidligere været hans store styrke, men som vi senest så i Emiraterne, halter det nu ganske gevaldigt. Hans tog med Tim og Mick van Dijke har ikke imponeret, og Tim er endda ikke sikker på at komme med hjem. Mod Lidls supertog skal han have lidt held i positionskampen, men lykkes det, burde det være muligt for ham at slå sine rivaler i en finale, der trods alt ikke stiger mere end denne.

 

En anden, der vil elske denne stigende finale, er Kaden Groves. Ganske vist har han vist sig som en af de allerhurtigste på flad vej, men i lyset af hans flotte 3. plads på 3. etape i Giroen i en meget hårdere finale vil jeg tro, at han i dag står endnu bedre, når det stiger. Desværre har han to udfordringer. I Emiraterne var han helt uden den fart, vi kender ham for, og han indrømmede da også, at han stadig leder efter sin bedste form. Heldigvis har den seneste uges løb formentlig hjulpet, men herefter skal han klare den positionskamp, der altid volder ham så store problemer. I det lys er den tekniske finale en enorm ulempe, men heldigvis ser hans tog med Søren Kragh, Maurice Ballerstedt, Edward Planckaert og Robbe Ghys meget potent ud. Problemet er bare, at i hvert fald de tre sidstnævnte kan ryge af på bakken, og dermed kan han meget let igen tabe et løb på sin positionering. Hvis til gengæld hele toget overlever, og han har fundet den form, han manglede i Emiraterne, taler meget for, at han har farten til at vinde denne let stigende spurt.

 

Det er også en fremragende chance for Marijn van den Berg. På flad vej har han ikke mange chancer, men vi så, hvor god han var i 5%-spurten i Polen, da han knuste al modstand. Denne er blødere, og han må nok stadig forventes at være langsommere end de fire ovennævnte, men til gengæld har han et andet våben, nemlig hans positionering. Nok ser hans tog med Jonas Rutsch, Owain Doull og Stefan Bissegger ikke skræmmende ud, men med svag støtte sidder Van den Berg næsten altid rigtigt. Det vil han formentlig også gøre igen, men om så farten rækker til at forvandle et topresultat til en sejr, har han stadig til gode at bevise.

 

 

Jayco har Dylan Groenewegen. Jeg tør ikke helt udelukke, at han kan overleve, da han har forbedret sin klatring enormt, som vi særligt så på 8. etape af Touren, men siden dengang har han slækket på sit holdbarhedsarbejde for at genfinde sin gamle fart. Skulle han overleve, har jeg også svært ved at se ham vinde en stigende spurt mod friskere folk i en teknisk finale, hvor han trods et godt tog vil have det svært i positionskampen. Nej, i stedet ender Jayco nok med at satse på Michael Matthews. Han har haft en skidt sæsonstart med styrt i Valencia, og desværre er han stadig langt fra sit gamle niveau. Han slog dog Pedersen og Groves i den stigende spurt på 3. etape af Giroen, og det vidner om, at han stadig er en fremragende puncheur. Desværre er denne spurt nok en anelse for blød til, at han kan gentage den kunst, men helt umuligt er det ikke. Det kræver, at han klarer den tekniske finale, men han er god i positionskampen og bør have Luka Mezgec ved sin side.

 

Det er også en god etape for Bryan Coquard. Ganske vist er han startet sin sæson bemærkelsesværdigt svagt, men hans duel med ellers ustoppelige Tim Merlier i den stigende spurt på 4. etape i AlUla Tour vidner om, at han stadig er ekspert i at spurte på en bakke. Han bør ikke få problemer med stigningerne, men desværre er denne spurt nok for flad til, at han kan slå de hurtigere folk. Derudover har han som altid et stort problem i positionskampen, og derfor er den tekniske finale en katastrofe. Bedre bliver det bestemt heller ikke af, at hans tog reelt kun tæller Benjamin Thomas, og med så begrænset en støtte skal det virkelig flaske sig i positionskampen, hvis det skal lykkes.

 

Hos DSM ligner det en umulighed at få Fabio Jakobsen over disse bakker, og skulle det lykkes, vil han formentlig være for mærket og nok engang tabe positionskampen. DSM har heldigvis et meget spændende alternativ. Nils Eekhoff er endelig genfødt, og vi har nu flere gange set, hvor god han er i stigende spurt, særligt på 8. etape i Touren. Derudover har han kørt nogle uventet gode flade spurter i Kuurne og på 4. etape i AlUla Tour, og det gør ham ekstra interessant. Jeg kan godt frygte, at det meste af holdet bliver sat, og derfor skal han nok have et vist held i positionskampen, men den har han klaret godt, og jeg tror efterhånden en del på hans fart i en stigende afslutning. Formentlig vil de køre for Tobias Lund, hvis danskeren overlever, og han vil i givet fald stå meget stærkt med Eekhoff som lead-out man. Desværre klatrede han ganske skuffende i Oman, og med tanke på de problemer, han havde i de hårde finaler i Kroatien, tror jeg, at Eekhoff ender som det bedste bud.

 

Den anden franske topsprinter er Arnaud Demare, der før har vundet 1. etape i dette løb, men vi aner reelt ikke, hvor han står. Det er nemlig endnu ikke lykkedes ham at sidde så godt, at han faktisk har kunnet spurte, og når han samtidig spurtede skuffende i 2023, har han meget at bevise. Normalt burde disse bakker være en fordel, men vi ved desværre også, at han på det seneste har virket betydeligt tungere end tidligere. Jeg føler mig ikke stensikker på, at han overlever, men det bør han trods alt. Herefter vil den stigende spurt stille ham bedre end en flad ditto, men den tekniske finale er en stor hurdle for den positioneringssvage Demare. Tabet af den skadede Florian Senechal er enormt, og nu skal han formentlig klare sig med Miles Scotson. Det kræver i hvert fald meget held, hvis det skal lykkes.

 

Hvad så med kometen Laurence Pithie? I en flad spurt bør han være overmatchet i dette felt, men vi er stadig ved at erfare, hvor god han er i stigende spurter. Desværre skuffede han mig meget i spurten i Le Samyn, og det har dæmpet min entusiasme en anelse, men heldigvis har han et andet våben. Han har selv med svag støtte klaret positionskampen eminent, og derfor står han ret stærkt i denne tekniske finale. Denne gang er opbakningen fra Kevin Geniets, Sven Erik Bystrøm, Clement Russo (hvis han overlever) og ikke mindst Sam Watson endda ganske fornem, og det taler for, at han vil sidde godt. Om så farten rækker, er jeg til gengæld efter tirsdagen i tvivl om, selvom det så godt ud i Australien. Holdet har også Watson, der ligeledes er en holdbar sprinter, men det er Pithie, der har vist form, og de har meldt ud, at de satser på sidstnævnte.

 

Hos Tudor har de Arvid de Kleijn, men den tunge hollænder klarer aldrig disse bakker - og da slet ikke i frisk tilstand. Heldigvis har holdet et alternativ i Matteo Trentin. Det kan være svært at se ham vinde, for det står ret klart, at farten slet ikke er som i gamle dage, men så sent som i Almeria viste ham, hvor langt han kan komme på sin gode positionering. Denne gang taler vi endda om en langt mere teknisk finale, hvor han har støtte af Rick Pluimers og måske endda Maikel Zijlaard. Det stigende opløb er heller ingen skade til, men desværre tvivler jeg på, at han i dette felt kan vinde alene på sin positionering, når farten mangler.

 

Egentlig er det ingen dum etape for Danny van Poppel. Hollænderen er specialist i stigende spurter, og selvom han vil betale en pris for begrænset støtte i den tekniske finale, plejer han at være god i positionskampen. Farten fører formentlig også ganske langt i dette felt, men jeg tvivler meget på, at han får lov at køre spurten. Bora er her for at vinde løbet med Primoz Roglic, og Van Poppel kan meget vel blive brugt i positionskampen i stedet. Får han chancen, burde han dog have en fair chance for et godt resultat, særligt hvis han også får støtte af Marco Haller. Selvom det stiger, burde det være udelukket, at Primoz Roglic vil blande sig, når finalen trods alt er ret let.

 

Israel-PT kommer med Pascal Ackermann, og det er måske slet ikke helt dumt til denne finale. Han har tabt masser af fart, men han er til gengæld blevet langt mere holdbar end tidligere. Vi så også i Vueltaen i 2022, at han imponerede i en stigende spurt, der var betydeligt hårdere end denne, og derfor vil jeg i dag nok mene, at han har en bedre chance her end i en klassisk massespurt. Problemet er, at det meste af hans tunge tog nok ryger af, men genfinder Hugo Hofstetter lidt holdbarhed, selvom han skuffede igen i tirsdags, kan han formentlig have to mand hos sig, da Guillaume Boivin også kommer langt. Ackermann  er også god i positionskampen selv, men farten rækker næppe hele vejen - og så aner vi ikke rigtigt, hvor han står efter et UAE Tour med mange uheld og en enkelt spurt, der ikke så godt ud.

 

Intermarché har Gerben Thijssen, men han bør heller ikke have mange chancer for at klare stigningen - og skulle det lykkes, vil han næsten med sikkerhed være både mærket og tabe positionskampen. Holdet har dog et spændende alternativ i Madis Mihkels. Det er stadig svært at glemme, hvor suverænt han vandt den stigende spurt i Tyskland sidste år, og dette bør derfor lige være noget for ham. Desværre vil han nok tabe i den tekniske finale, for det er tvivlsomt, om Adrien Petit og Roel van SIntmaartensdijk overlever, og så skal han klare sig med primært Dries De Pooter. Lidt held skal han derfor bruge - og så har hans holdbarhed også været svingende, og vi aner ikke, hvor han står formmæssigt. Er han ikke på toppen, så vi i Oman, at De Pooter kan lave et resultat, men med svag støtte kommer han næppe alt for alngt.

 

 

Efter en meget skuffende start var det i Drome godt at se, at Sandy Dujardin endelig er ved at finde formen. Nu får han ingen problemer med at klare stigningen, og vi så jo sidste år ved særligt EM, hvor fabelagtigt et topniveau, han har fået. Vi har også set i bl.a. Finistere, at han er storartet i stigende spurter, men denne er trods alt nok for flad - og farten rækker næppe heller i dette selskab. Til gengæld ser hans tog med Anthony Turgis og Dries Van Gestel stærkt ud, og det kan være guld værd i denne tekniske finale. Det er ikke stensikkert, at de vil køre spurten for Dujardin, da Turgis og på det seneste også Van Gestel har blandet sig i spurter, men det vil undre mig, hvis de går med en af dem.

 

Astana har Max Kanter, der i år har genfundet den holdbarhed, han havde i 2022. Sådan så det i hvert fald ud i Australien, hvor han klatrede ganske fornemt. Hvor han står formmæssigt nu, kan være svært at sige, da han har haft begrænset løbsaktivitet i Europa, men denne stigende spurt kunne i hvert fald passe ham. Desværre har han ikke positioneret sig så godt som i gamle dage, og den tekniske finale ender derfor nok med at koste for dyrt. Han får nemlig næppe Rüdiger Selig med hjem, og der er grænser for, hvor langt han kommer med Christian Scaroni og Samuele Battistella.

 

Hvad så med Ineos? Det vil undre mig, hvis de blander sig, da de er her for klassementet, men man kan drømme om, at de giver Omar Fraile chancen. Det er præcis i stigende spurter som denne, baskeren har haft for vane at overraske, som vi så med sejrene i Romandiet og Andalusien. Jeg frygter dog, at de mange sprintere vil få ham til at trække sig, men giver han den alligevel et skud, skal det blive spændende at se, hvad han kan, hvis han med hjælp af Josh Tarling og Ben Turner klarer den kringlede finale godt. Også Turner har i Murcia vist, at han kan spurte på en bakke, men det vil undre mig, hvis han blander sig, når procenterne her er så bløde.

 

Skal jeg nævne Sam Bennett til sidst? Lad mig gøre det. Intet tyder på, at han i dag har holdbarheden til så svært en finale, men der var trods alt lidt opløftende takter i Provence. Selv hvis det lykkes, har han dog den udfordring, at han skal klare sig i positionskampen i en teknisk finale, men her står han faktisk ret godt. Et tog med Dries De Bondt, Dorian Godon og Oliver Naesen er faktisk ganske kapabelt, og vi så jo i Emiraterne, at han med svag støtte faktisk positionerede sig ganske pænt. Farten rækker dog næppe længere, og det gør holdbarheden heller ikke. Falder han fra, vil Naesen eller Godon kunne gå efter en top 10.

 

De øvrige hold får det svært i en spurt. Soudal har Casper Pedersen, men holdet har allerede meldt ud, at det bare handler om at overleve de første to etaper. Movistar har Albert Torres, der dog ikke har spurtet i lang tid, og Ruben Guerreiro vil næppe slås med sprintere. Hos UAE kan Nils Politt godt køre en spurt, men han er her nok som ren hjælper, og det vil undre mig, hvis Finn Fisher-Black blander sig. Bahrain har Dusan Rajovic, der næppe kommer med over, hvorfor de vil satse på Fred Wright, der dog har skuffet enormt på sin fart i disse spurter.

 

Som sagt kan man ikke helt udelukke, at en gruppe klassementsryttere vil køre hjem. Her vil jeg pege på Primoz Roglic som bedste bud, da han i en let stigende spurt stadig bør have en overhånd mod Remco Evenepoel, der dog ikke vil være uden chance. Som sagt kan Mattias Skjelmose måske gå med, og han vil have en reel chance for at slå Roglic. Andre hurtige folk, der måske vil være med i en sådan gruppe, er Joao Almeida og Finn Fisher-Black, men ligesom Jay Vine, Brandon McNulty, Santiago Buitrago, Felix Gall og Matteo Jorgenson vil de ikke kunne vinde en spurt. Det kan Pello Bilbao, men jeg tvivler på, at han har punchet til at gå med på bakken.

 

OPDATERING: Kanter kommer ikke til start, hvorfor Astana måske vil spurte med Scaroni og Battistella, der dog er overmatchet af sprinterne.

 

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet. Der er afbud fra Van den Berg, hvilket er godt nyt for de lidt tungere folk, da det var et hold, der måske ville lægge pres. De har udtaget Andrea Piccolo, der med god positionering kan lave en top 10 i en spurt. Groves svækkes af et afbud fra Søren Kragh, men endnu vigtigere er det et stort slag for Pedersen at miste Alex Kirsch. Toget er stadig pænt i kraft af Stuyven, og jeg holder fast i en hans favoritstatus, men den er svækket betydeligt af dette afbud.

 

Feltet.dks vinderbud: Mads Pedersen

Øvrige vinderkandidater: Arnaud De Lie, Olav Kooij

Outsidere: Kaden Groves, Michael Matthews, Bryan Coquard, Nils Eekhoff, Arnaud Demare

Jokers: Laurence Pithie, Matteo Trentin, Danny van Poppel, Dylan Groenewegen, Pascal Ackermann, Madis Mihkels, Sandy Dujardin, Max Kanter, Omar Fraile, Tobias Lund, Sam Bennett, Andrea Piccolo, Dries Van Gestel, Anthony Turgis

 

Kandidater til sent angreb i prioriteret rækkefølge (se ovenstående beskrivelse af scenariet): Primoz Roglic, Mattias Skjelmose, Remco Evenepoel, Pello Bilbao, Joao Almeida, Finn Fisher-Black

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Mads Pedersen
Arnaud De Lie, Olav Kooij
Kaden Groves, Michael Matthews, Bryan Coquard, Nils Eekhoff, Arnaud Demare
Laurence Pithie, Matteo Trentin, Danny van Poppel, Primoz Roglic, Dylan Groenewegen, Pascal Ackermann, Madis Mihkels, Sandy Dujardin, Omar Fraile, Tobias Lund, Sam Bennett, Andrea Piccolo, Dries Van Gestel, Anthony Turgis, Mattias Skjelmose, Remco Evenepoel
Hugo Hofstetter, Gerben Thijssen, Fabio Jakobsen, Arvid De Kleijn, Pello Bilbao, Joao Almeida, Finn Fisher-Black, Oliver Naesen, Dorian Godon, Fred Wright, Ben Turner, Christian Scaroni, Samuele Battistella, Dries De Pooter, Dusan Rajovic, Jasper Stuyven, Jasper De Buyst, Sam Watson, Maikel Zijlaard, Ruben Guerreiro, Robbe Ghys, Rick Zabel, Guillaume Boivin, Edward Planckaert, Miles Scotson, Marco Haller, Stefan Bissegger, Nils Politt, Casper Pedersen, Tim van Dijke, Mick van Dijke, Benjamin Thomas
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Nice
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

OL - Herrer (Enkeltstart)(JO) 27/07

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 24/07-04/08

OL - Herrer(JO) 03/08

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Red Bull - BORA - hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger