Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 1. etape af Vuelta a Espana

Optakt: 1. etape af Vuelta a Espana

26. august 2023 18:59Foto: A.S.O. / Aurelien Vialatte

Holdløb er en uddøende race, men Vueltaen holder fast i oftest at starte deres løb med en kollektiv kamp mod uret. Det gør de også i år, hvor der er lagt op til en tur rundt til Barcelonas attraktioner på en kort, flad og ikke mindst meget teknisk rute, der næppe vil skabe store og afgørende forskelle, men alligevel kan være vigtig ud fra et mentalt perspektiv, når de kommende tre ugers cykelløb gerne skulle skydes godt i gang.

Artiklen fortsætter efter videoen.

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Mens Giro d’Italia og Tour de France har ret blandede åbningsetaper - Touren varierer typisk mellem prologer og linjeløbsetaper, og Giroen bruger såvel holdtidskørsler og prologer som linjeløbsetaper - har Vuelta a Espana syntes at holde sig til den faste idé om altid at starte med et holdløb - en tradition, der siden 2010 kun tre gange er blevet brudt, nemlig da Rohan Dennis i 2018 kørte sig i førertrøjen på en kort enkeltstart, i 2020, hvor pandemien betød aflysning af de tre første hollandske etaper, og i 2021, hvor Primoz Roglic med det samme satte sig på løbet med sejren i Burgos. Efter tre afvigelser på fire år vendte man sidste år tilbage til traditionen, da løbet blev åbnet i Holland med et fladt holdløb i Utrecht, og sådan bliver det også i år, hvor det er Barcelona, der er vært for åbningen. Selvom der denne gang er lidt flere højdemeter end i det hollandske fladland, er der igen lagt op til en flad åbning, men wattmonstrene må holde lidt igen, når det, der mest har karakter af en sightseeingtur rundt til storbyens væsentligste attraktioner, byder på ikke færre end 19 sving over 14,8 km og vil stille krav til evnerne til at holde sammen på tropperne i en åbning, hvor den ganske beskedne distance vil sikre, at forskellene vil blive forholdsvis små.

 

Med en distance på bare 14,8 km er det indledende holdløb 9,5 km kortere end sidste år, og det har altså både start og mål i Barcelona. Starten går ved havnefronten, hvor der venter en meget teknisk åbning, når man kører mod nordvest væk fra vandet igennem fladt terræn. Allerede med det samme skal man således igennem en rundkørsel, og derefter følger hele fem sving hurtigt efter hinanden, når man drejer efter 900 m, 1000 m, 1300 m, 2300 m og 2700 m.

 

Læs også
Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

 

Derfra går det generelt mod nordøst igennem fladlandet, men stadig med et hav af sving. Således skal der igen drejes efter 3,5 km, 3,9 km, 4,5 km og 5,0 km, inden et længere lige og fladt stykke leder mod nordøst ud til et blødt venstresving, der tages efter 6,1 km. Efter 6,3 km når man etapens østligste punkt, hvor man drejer mod nordvest, og nu aftager de tekniske udfordringer. Således kører man i 1000 m ad en lige og nu let stigende vej frem til endnu et sving efter 7,3 km, hvorefter en helt lige og let stigende vej leder mod sydvest.

 

Først efter 9,1 km skal der igen drejes, når man rammer en teknisk sektion, hvor det fortsat er stigende, og hvor man også drejer efter 9,4 km, inden mellemtiden tages efter 9,6 km. Herfra fortsætter det med at stige mod sydvest, inden man nær etapens højeste punkt efter 10,8 km tager et blødt sving, idet det nu i stedet er let faldende. Herefter venter en teknisk passage, hvor der skal drejes efter 11,0 km, 11,3 km og 11,8 km, hvorfra en 2,3 km lang, lige og i starten let faldende, siden flad og til slut let stigende vej leder frem til et sidste sving med 700 m igen, inden man skal igennem en stor rundkørsel bare 300 m fra stregen. Den sidste kilometer stiger let med 0,5%.

 

Etapen byder på i alt 60 højdemeter.

 

Barcelona er i cykelmæssig sammenhæng mest kendt som den faste målby for sidste etape af Volta a Catalunya, hvor man slutter med omgange på den nu velkendte og kuperede Montjuic-rundstrækning, og hvor vinderne siden introduktionen af etapen i 2013 har været Remco Evenepoel (2023), Andrea Bagioli (2022), Thomas De Gendt (2013 og 2021), Davide Formolo (2019), Simon Yates (2018), Alejandro Valverde (2015 og 2017), Alexey Tsatevich (2016) og Lieuwe Westra (2014), men løbet har altid haft etaper med mål i byen. De øvrige nylige vindere er således Julien Simon (2012), Samuel Dumoulin (2010 og 2011), Thor Hushovd (2005 og 2009), Jose Luis Carrasco Gomiz (2008), Samuel Sanchez (2007), Daniele Bennati (2006), Isaac Galvez (2004), Angel Vicioso (2003), Dmitriy Fofonov (2002), Joseba Beloki (2001) og Gabriele Missaglia (2000), mens etapen blev neutraliseret i 1999 grundet et tragisk dødsfald dagen forinden. Vueltaen har derimod kun haft mål i byen to gange i de seneste år. Det var senest i 2012, hvor Philippe Gilbert slog Joaquim Rodriguez i en tomandsspurt, efter at duoen var kørt væk på sidste stigning, mens Fabio Roscoli slog Massimiliano Lelli i en tomandsspurt i 1999, hvor man kørte en etape på en rundstrækning omkring Montjuic. I 2009 var Touren forbi, da Thor Hushovd vandt en spurt på Montjuic foran Oscar Freire og Jose Joaquin Rojas, og endelig havde det nu hedengangne Settimana Catalana en enkeltstart på Montjuic-stigningen to gange, nemlig i 2000, hvor Laurent Jalabert sejrede foran Andreas Klöden og David Canada, og i 1999, hvor Jalabert også sejrede, denne gang foran Michael Boogerd og Wladimir Belli.

 

 

 

 

 

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

 

 

 

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

På denne tekniske rute vil regnvejr være en katastrofe, og desværre kan det blive en faktor. Efter solrige og ekstremt varme dage slår vejret nemlig om sidst på lørdagen, hvor der vil være en risiko for tordenbyger, voksende fra 50% til 80%. Varmen vil være aftaget kraftigt, og der vil blot være temperaturer på 27-28 grader, og vinden, der vil komme fra sydsydøst og sydøst, vil aftage fra en styrke på 16 km/t til 13 km/t. Det giver skiftevis med- og sidevind i den første, tekniske fase, mens man over de sidste to tredjedele får næsten konstant sidevind, indtil man får direkte modvind over de sidste 700 m.

 

Favoritterne

Det føles stadig lidt mærkeligt at skulle skrive optakt til et holdløb. Ganske vist har de på det seneste igen været en smule hyppigere, men i de seneste år har det godt nok været en sjældenhed. Da Vueltaen sidste år blev skudt i gang med et holdløb, var det således den første WorldTour-holdtidskørsel, siden Vueltaen i 2019 åbnede med en meget mindeværdig etape, hvor Jumbo røg på rumpen, fordi en lille pige havde sprøjtet lidt for meget med vandet fra sit badebassin.

 

Tidligere var de ellers ret almindelige. Engang var de jo et helt fast element i Touren, men siden Christian Prudhomme tog over som løbsdirektør er de nu en sjælden ”gæst”, som inviteres inden for ca. hvert tredje år. Anderledes har det været med Giroen og Vueltaen, der inden for de senest 20 år meget ofte er startet med et holdløb. Den tradition har Giroen imidlertid droppet totalt, og Vueltaen er begyndt at variere så meget, at vi i de seneste fem udgaver kun har haft to holdløb, nemlig de omtalte etaper i 2019 og 2022. I ugelange etapeløb har de altid været meget sjældnere, og nu har Tirreno, der ellers i mange år altid åbnede med et holdløb, også droppet det. Vi havde en undtagelse i Tour of Britain i 2021, hvor der var det hidtil eneste større holdløb efter coronanedlukningen, ligesom Paris-Nice havde deres meget specielle holdløb i år, hvor reglerne var særlige, og UAE Tour også havde et holdløb, men disciplinen er virkelig en uddøende race, da den som bekendt heller ikke har været på VM-programmet siden 2018.

 

Nu får rytterne imidlertid igen lov til at prøve kræfter med disciplinen, men ligesom vi stakkels optaktsskribenter, der pludselig skal til at foretage nogle analyser, vi i dag foretager sjældent, må også pedalheltene være temmelig uskarpe. For mange vil det være det allerførste holdløb som professionel, hvis ikke man har kørt Vuelta, UAE Tour eller Paris-Nice i løbet af det seneste år, og selvom mange har prøvet det i U23-tiden, da særligt Tour de l’Avenir har det som et relativt fast element, og mange mindre løb også dyrker det, vil det være en temmelig ny og uvant oplevelse for en stor del af holdene. De er nu også så sjældne, at det næppe er noget, der arbejdes meget med i løbet af sæsonen.

 

De får nu heller ikke megen glæde af klassiske holdløbsevner denne gang. Ganske vist er det falde terræn det hyppigst anvendte til den slags begivenheder, men ruten er helt anderledes end sidste år, hvor det i Utrechts gader også var fladt, men hvor ruten ikke var alt for teknisk. Det skal jeg til gengæld hilse at sige, at den er denne gang, hvor der er hele 19 sving over 14,8 km. Kun få gange er der lige strækninger, der er mere end en kilometer lange, og det længste lige stykke er kun 1,8 km langt.

 

Det gør det til et særligt holdløb. Normalt er det ellers altafgørende at have de motorer, der kan drive holdet frem. Ikke mindst Rohan Dennis har været en ganske sublim holdløbsrytter, og han har været drivkraften bag, at BMC i en periode var næsten umulige at slå. Han mestrede nemlig også den anden vigtige kunst, nemlig at have blik for holdet. Vi har tidligere set, at Tony Martin slet og ret har kørt sit hold i stumper og stykker, og det må man naturligvis aldrig gøre. Senere lærte han kunsten, men det vidner om, at det ikke blot er nok at have stærke folk. Man skal også have blik for hinanden. Det blik bliver denne gang helt, helt afgørende, når man knap når at komme op i fart, inden der skal drejes igen.

 

Læs også
Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

 

Det andet vigtige element er homogeniteten. Det er en stor fordel at have et ensartet hold, hvor alle kan bidrage, og hvor der ikke er for mange små klatrere, der blot sidder på hjul. Det er klart, at man sagtens kan leve med, at en eller to mand har mindre at bidrage med, men ansvaret kan hurtigt ligge på for få. I Vueltaen er trupperne dog generelt så spækkede med klatrere, at det er meget svært at finde hold, der er homogene. Har man tre-fire specialister, bør man i dette løb komme meget langt. Endelig er det værd at bemærke, at sprintere ofte er bedre holdløbs- end enkeltstartsryttere, da de ikke helt ulogisk synes mere egnede til denne lidt mere stop-go-agtige kørsel, som man finder i den kollektive, men ikke i den individuelle disciplin.

 

Denne gang bliver det altså bare lidt anderledes. En motor og homogenitet er stadig vigtige elementer, men meget vil blive bestemt af svingene. En rytter som Tony Martin, der var bedst til at mose afsted på lange, lige veje i store gear ville formentlig være af mindre værdi her. Til gengæld ville den mere alsidige Dennis nok stadig have ret stor værdi, da han også har punch og teknisk dygtig. De to evner bliver nemlig afgørende, men igen handler meget om, at man har blik for hinanden. Det er utaknemmeligt og meget mere ressourcekrævende at sidde bagerst, når farten igen øges efter et sving, og derfor vil der nok også skulle arbejdes en del med planlægningen, så den opgave tilfalder de samme ryttere i tide og utide. Det gør det til et holdløb, der er pokkers svært at læse, fordi det handler om mere end de velkendte faktorer.

 

En vigtig faktor er distancen. Arrangørerne skruer generelt markant ned for den i et forsøg på ikke at skabe de gigantiske forskelle, de gamle 60 km lange Tour-holdløb skabte, og Vueltaen er flere gange startet med så korte holdløb, at hele holdet knap har kunnet nå at føre. Det er dog ikke uset, at vi har haft nogle ganske lange holdløb på åbningsdagen, og selvom forskellene mellem de bedste sjældent er alt for store, kan de svagere hold tabe en del tid. Sidste år havde vi netop så langt et holdløb, men denne gang er det virkelig kort. Forskellene vil være så små, at de i det lange løb formentlig bliver helt ligegyldige, og derfor har jeg også negligeret etapen i mine favoritanalyser. Mest af alt vil det handle om det mentale aspekt og de dynamik, der kan skabes af en god start, hvor man ikke føler sig på bagkant fra dag 1. Særligt på denne meget hårde rute, vil et så kort holdløb næppe blive vigtigt.

 

Desværre ser vejret ud til at blive et tema. Det siger sig selv, at våde veje på så teknisk en rute vil være altafgørende. Har nogle tørre og andre våde veje, burde de uheldige ikke have skyggen af chance for at vinde, og mit gæt vil også være, at mange hold vil køre ekstremt forsigtigt, hvis det er vådt. Jeg frygter, at det i givet fald mest af alt vil handle om at undgå at styrte, og det kan gøre det til et totalt lotteri, der mest af alt handler om risikovillighed. Derfor er der desværre en risiko for, at det hele ender i et lidt tilfældigt kaos. I skrivende stund ser risikoen ud til at være størst for de sidst startende, men da vi taler om byger, kan det sagtens ende med, at de første er de mest uheldige. Da startrækkefølgen i skrivende stund er ukendt, har jeg ikke taget hensyn til dette aspekt, men jeg vil opdatere optakten fredag aften.

 

En anden faktor er vinden. Den vil aftage lidt igennem etapen, men der vil hovedsageligt være sidevind, hvorfor det næppe vil spille nogen stor rolle. Vi kører også i byzone med forventeligt et hav af tilskuere, og der vil formentlig være så megen læ, at det ikke kommer til at få nogen betydning - men det kan regnen i den grad få.

 

Etapens specielle karakter gør, at det i mine øjne er et holdløb, der er endog meget svært at læse, men der er stadig to hold, der skiller sig ud, nemlig Jumbo-Visma og INEOS Grenadiers. Når jeg vælger at gå med hollænderne, skyldes det alene, at ruten er så teknisk. På en mere klassisk rute var jeg nok gået med briterne, særligt i kraft af Filippo Ganna, men i dette mylder af sving står Jumbo-drengene nok stærkere. Tre af deres specialister, nemlig Jan Tratnik, Jonas Vingegaard og Primoz Roglic, bør nemlig trives under de betingelser, og særligt Tratnik bør være som en fisk i vandet. Alle tre er de også blandt verdens bedste temporyttere, selvom det for Roglics vedkommende har været ret klart, at han i år ikke har været på vanligt niveau.

 

Det har Wilco Kelderman bestemt heller ikke, men i dette felt er han stadig et af de stærkere kort til et fladt holdløb, og det samme gælder for Dylan van Baarle, der har forbedret sine tempoevner ganske markant de senere år. Robert Gesink er ikke specialist, men han har masser af erfaring, og det er vel kun Sepp Kuss og Attila Valter, der må betegnes som blylodder. De mangler måske den enormt kraftfulde motor i Ganna-klassen til så kort og fladt et holdløb, men de har en enorm bredde og homogenitet - og først og fremmest tror jeg, at de vil trives mere i svingene end briterne. En lille bekymring er, at holdet generelt har underpræsteret i år, hvilket kan indikere et nyt materielproblem, men på det område er de stadig blandt de bedste. Til gengæld tvivler jeg på, at de vinder, hvis vi får regnvejr. I det tilfælde vil jeg tro, at de kører efter mantraet ”safety first”, når forskellene trods alt vil være begrænsede.

 

Hvem skal så krydse stregen først? Det bliver næppe Roglic eller Vingegaard, der vil have det fint med at slippe for interviews og ekstra podie. Man kunne belønne Kuss for sine store bidrage, men jeg tvivler på, at han kommer med hjem. Gesink fik æren sidste år, og derfor tror jeg, at valget står mellem Tratnik, Kelderman og Van Baarle. Jeg tror, at Tratnik bliver helt afgørende, hvis de vinder, og det vil derfor være naturligt at pege på ham, men spørgsmålet er, om ikke nationalitet spiller ind for et hollandsk hold. Det kunne tale for Van Baarle og Kelderman. Man kan argumentere for dem begge - også fordi de begge er gamle Rabobank-drenge med en lang historie på holdet, og begge har efter en uheldig sæson fortjent noget succes - men skal jeg sige et navn, må det være Kelderman, der har en meget lang historik på holdet, modsat Van Baarle, der kun kørte for udviklingsholdet, inden han blev professionel.

 

Deres værste rivaler må som sagt være INEOS Grenadiers. Ganske vist har Filippo Ganna aldrig vundet et professionelt holdløb, men det må skyldes, at der har været kørt så få. Med sin banebaggrund må han være den helt ideelle rytter til denne disciplin, og han vil være ganske sublim på en kort, flad rute. Det samme gælder for Geraint Thomas, der før har vundet holdløb og ligeledes har en banebaggrund, og derudover har holdet specialisten Thymen Arensman samt Jonathan Castroviejo, der har genfundet lidt af sine tempoevner, Laurens De Plus, der igen er begyndt at køre gode enkeltstarter, Omar Fraile, der kørte gode enkeltstarter hos Astana, og Kim Heiduk, der i år har kørt uventet gode enkeltstarter. Kun Egan Bernal kan ikke bidrage med meget på denne rute.

 

Læs også
Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

 

Det burde jo gøre dem til favoritter. Til denne rute er Ganna en bedre motor end Jumbo-drengene, og Thomas er formentlig det samme. Homogeniteten er også større med kun ét blylod, men jeg er bekymret for den tekniske rute. Her tvivler jeg på, at man får det udbytte af navne som Arensman og De Plus, og det vil i høj grad mindske effekten af den enorme power, som Ganna kan levere. Omvendt er en teknisk rute bestemt ingen ulempe for Heiduk, Castroviejo, Thomas og Fraile, og det er således ikke givet, at de vil blive sat til vægs af svingene. Jeg tror bare, at Jumbo har større glæde af deres vigtigste ryttere i dette mylder af sving, og derfor peger min pil lidt anderledes, end den gjorde ved første øjekast - og så regner jeg i øvrgt også med, at briterne vil være ret forsigtige på våde veje.

 

Hvem skal have trøjen? Mit gæt er Ganna, der vil have været den store motor, men det kunne også blive Thomas, der her får en unik chance for at sikre sig den eneste førertrøje, han mangler. Hvis han sidder med hjem, var det dog også nærliggende med Bernal, for det vil være en smuk historie at give ham opmuntring for sine mange lidelser - og han kan ligesom Thomas blive medlem af klubben med fuld plade af grand tour-førertrøjer. Han vil derfor være mit bedste bud, men det kræver altså, at han kommer med hjem.

 

Det tredje bud må være UAE Team Emirates. Så sent som i Renewi Tour fik vi bekræftet, at de i år udretter mirakler på deres tempocykler. De kommer endda med et ret tempostærkt hold med gode temporyttere i Joao Almeida, Juan Ayuso, Finn Fisher-Black og Jay Vine, og Marc Soler kører jo også med jævne mellemrum gode enkeltstarter. Banerytteren Rui Oliveira vil heller ikke være uden evner, og en sprinter som Sebastian Molano vil være særligt god på en rute som denne. Kun Domen Novak synes at være uden megen anvendelighed.

 

Det giver et uhyre homogent hold, men de mangler den motor, vi finder hos særligt Ineos, men til dels også hos Jumbo. Heldigvis for dem betyder motoren mindre på denne rute, hvor homogenitet synes at være mere betydningsfuld. Svingene ligger faktisk også ganske glimrende til flere af holdets profiler, særligt Oliveia og Molano, men Almeida viste så sent som i Polen, at han er glimrende på tekniske enkeltstartsruter. Havde det været en klassisk rute, havde jeg ikke regnet med at se dem vinde, men på denne rute er chancen helt reel. Hvem der skal have trøjen, er jeg meget i tvivl om, men et bud kunne være lokale Soler, hvis ikke de vil tage den omtale, det vil give, at Ayuso, der jo også er lokal, tager trøjen.

 

Sidste år pegede jeg på Soudal-Quick Step, men de var end ikke tæt på at slå Jumbo. I det hele taget tyder det på, at Remco Evenepoel måske ikke er så god en holdløbsrytter, som man skulle tro. I hvert fald var de trods sejren også langt mindre overbevisende i UAE Tour end ventet, og det giver jo i et vist omfang også sig selv, at den lille belgier i kraft af sin ekstreme aerodynamik jo i hvert fald heller ikke giver megen læ. Han kunne også meget vel være typen, der spiller lidt for meget med musklerne og derfor let kommer til at smadre holdet.

 

En motor er han dog, og det er også Mattia Cattaneo, der lige nu måske endda kører bedre enkeltstarter end nogensinde, og Casper Pedersen er også en storartet temporytter, særligt på denne rute. Pieter Serry og Louis Vervaeke er heller ikke uden evner, men holdet har også Andrea Bagioli og særligt James Knox og Jan Hirt, der totalt ødelægger homogeniteten. Samtidig tvivler jeg på, at Evenepoel og Cattaneo på denne rute er de motorer, de burde være, og det er kun Pedersen, der for alvor har glæde af den tekniske karakter. Distancen taler også imod både Evenepoel og Cattaneo, og samlet set tegner der sig derfor et billede, der gør dem til usandsynlige vinder. Skulle det alligevel lykkes, vil jeg tro, at loyale Serry skal have trøjen, hvis han sidder med hjem, men det kunne måske også blive Cattaneo eller Vervaeke.

 

BORA-hansgrohe har virkelig haft tur i den på tempocyklerne i år, og det kom senest til udtryk med deres fine holdløb i Burgos. Her kommer de endda med et endnu stærkere hold, fordi de tempostærke Aleksandr Vlasov og Lennard Kämna suppleres med Nico Denz, der særligt på denne rute burde have stor værdi. Ruten burde også give Jonas Koch en vis nytteværdi, men det er også klart, at der ikke er meget at hente hos Emanuel Buchmann, Sergio Higuita, Ben Zwiehoff og Cian Uijtdebroeks. Det giver et ret inhomogent hold med fire blylodder, men fire gode kort er i dette felt stadig ganske meget, særligt når jeg vil mene, at ruten gør Denz og Koch ekstra anvendelige. Det er helt sikkert ikke nok til at køre med om sejren, men med tanke på det, vi har set fra Bora på tempocyklerne i år, burde det gå dem ganske hæderligt.

 

Team Jayco AlUla kører notorisk altid gode holdløb og er et af de hold, der virkelig har dyrket det. Her har de desværre ikke mange af deres erfarne specialister med, men de har den uhyre rutinerede Michael Hepburn, der har vundet et hav af holdløb og på det seneste også har genfundet nogle ellers tabte tempoevner. Særligt på en rute som denne burde han stå stærkt. Det samme gælder for Matteo Sobrero, der har vist sig storartet på tekniske enkeltstarter, men han er til gengæld også en lottokupon, man aldrig ved, hvor man har.

 

Derefter ser det til gengæld også mindre prangende ud. Callum Scotson viste i Schweiz lidt af sine tabte tempoevner, og Eddie Dunbar har forbedret sig meget i år, men udbyttet af de resterende ryttere vil desværre være meget begrænset, selvom rutens karakter nok gør Felix Engelhardt og Jan Maas lidt mere anvendelige, end de normalt ville være. Det giver et hold med et par solide motorer, men uden den helt store homogenitet. I dette felt er to motorer dog også meget, og når man dertil lægger deres tempomirakel med stærkt forbedret materiel og Hepburns enorme rutine, bør det ikke gå helt galt.

 

Jeg synes heller ikke, at det ser helt skævt ud for Bahrain-Victorious. Det er klart, at de ikke har den store motor, men homogeniteten er ikke ringe. Jasha Süttterlin, Kamil Gradek, Damiano Caruso og Antonio Tiberi er alle relativt tempostærke, og Wout Poels har jo også tidligere kørt gode enkeltstarter. På en rute som denne er der også en værdi i en sprinter som Matevz Govekar, og Santiago Buitrago har endda overrasket og flere gange i år. Det er klart, at Mikel Landa er ganske uanvendelig, og han skal jo desværre med hjem, men det er i hvert fald et hold, der er mere homogent end mange andre. Jeg vil også tro, at de med navne som Sütterlin, Caruso og Govekar kan have nogen glæde af den tekniske karakter, og når man dertil lægger, at deres stærkt forbedrede materiel har hjulpet dem enormt i år, ser det slet ikke så ringe ud endda.

 

Så er der EF Education-EasyPost. Når man kigger på truppen, er det måske ikke prangende, men det var det heller ikke i hverken UAE Tour eller Paris-Nice, og i begge løb endte de som den helt store overraskelse. Der var ikke noget stort overlap mellem de ryttere, der deltager her, men det var der heller ikke mellem de to løb. De har jo en ganske solid motor i Stefan Bissegger, der vil elske denne tekniske rute, men det er også klart, at han i et holdløb slet ikke får glæde af sin kamikazeagtige tilgang til de tekniske udfordringer, han elsker. Samtidig har vi jo senest i Polen og til VM set, at han som temporyttere er en skygge af sig selv, og derfor fremstår han pludselig ikke helt som den gevinst, han burde være. Til denne tekniske fladbanerute er der heldigvis også en værdi i Julius van den Berg og Marijn van den Berg, der også var med i Emiraterne, og værdien af Sean Quinn og Andrea Piccolo vil også være større her end på en klassisk rute. Til gengæld er det slet ikke en rute for Hugh Carthy, og Diego Camargo og Jonathan Caicedo er ikke rigtigt meget værd. De er desværre efterladt med kun én rigtig temporytter, og selvom de har overrasket to gange, er det nok for lidt - særligt når selvsamme motor har skuffet i år.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

Jeg har en ide om, at Intermarché-Circus-Wanty måske kan overraske. De er bestemt ikke kendt som et specialisthold, men deres materiel har hævet dem til et nyt niveau i år. Hvis han har fundet formen, er Rune Herregodts en solid motor, og først og fremmest er de et af de mest udprægede sprinterhold. Ganske vist kan man ikke betegne Julius Johansen, Boy van Poppel, Hugo Page eller Gerben Thijssen som specialister, men lige netop på denne rute burde de have en vis værdi. Da også Rui Costa og Rein Taaramae tidligere var ret tempostærke og i hvert fald har en enorm rutine, kunne de belgiske miniputter godt levere et bedre resultat, end man normalt ville forvente fra den kant.

 

Movistar Team har haft for vane altid at gøre det godt i holdløb på hjemmebane, men de er slet ikke det specialisthold, de var, da de i sin tid vandt i løbet her. Til dette løb kommer de kun med én motor i form af Nelson Oliveira, men jeg kunne ikke designe en værre rute end denne til den portugisiske dieselmotor. Heldigvis har de Oier Lazkano, der har udviklet sig til en stærk temporytter, og på denne rute bør der også være stor værdi i den formstærke Ivan Garcia Cortina. Imanol Erviti har jo noget rutine og er heller ikke en ringe temporytter, men på denne rute er der ikke megen værdi i Enric Mas og heller ikke i Ruben Guerriero eller Einer Rubio, ligesom Jorge Arcas heller ikke er tempospecialist. De overpræsterede i Burgos, men det var på en helt anden og klatretung rute. Man kan argumentere for, at de hjælpes af homogenitet, men det skyldes jo mest fraværet af en motor. Det går næppe helt galt, men det ender nok mest i noget, der minder om sidste års 10. plads.

 

Et hold, der måske kan lukrere lidt på materiellet, er Lidl-Trek, der i år synes at have forbedret sig markant på det område. De har trods årets skuffelser også den nu pludselige specialist Bauke Mollema samt Edward Theuns, der i år har gjort de ganske hæderligt, og som vil elske denne rute. Den ligger også fint til Jacopo Mosca, der har en vis tempoerfaring, og Julien Bernard har også før vist tempoevner. Det er klart, at de ikke gentager sidste års fornemme resultat med denne helt anderledes trup, der tæller hele tre klatrere uden den store værdi, men godt materiel og en ikke helt temposvag trup kan i dette felt føre et stykke.

 

Ligesom Movistar har også Astana Qazaqstan Team tidligere vundet holdløb i dette løb, men det sker ikke denne gang. De har dog folk, der tidligere har været specialister i form af Luis Leon Sanchez og Fabio Felline, og sidstnævnte burde på denne rute have en særlig værdi. Også David De La Cruz og Samuele Battistella er hæderlige temporyttere, men det er også klart, at De La Cruz i disse sving jo snarere bliver en enorm hæmsko. Triatleten Javier Romo kan måske også begå sig, men det er også klart, at værdien i holdets tre rene klatrere er begrænset. Ruten er næppe ideel for kasakkerne, men de har trods alt lidt mee power end mange af de andre hold.

 

Endelig er der Alpecin-Deceuninck, som jeg nævner af samme grund som Intermarché. Da vi nu har lært, at Jason Osborne slet ikke kører gode enkeltstarter, er de helt uden motorer, men på lige netop denne rute kan det være en fordel at komme med et sprinterhold. Det er netop, hvad de gør, når de stiller med Kaden Groves, Tobias Bayer, Robbe Ghys, der endda kommer fra banen, Maurice Ballerstedt og Edward Planckaert, og derudover kan Samuel Gaze måske også have lidt værdi på denne tekniske rute. Om det er nok til at kompensere for et næsten totalt fravær af tempoevner, kan man nok tvivle på, men lad os se, hvad det kan blive til.

 

Det unge Groupama-FDJ er renset for specialister, selvom Sam Watson og Romain Gregoire har gjort det uventet godt i år, og materiellet er godt, men de misser akkurat ud på min liste. Team dsm-firmenech har godt materiel, men kun Lorenzo Milesi og Alberto Dainese som motorer til denne rute. Lotto Dtsny har nogen værdi i deres sprintere, og Eduardo Sepulveda, Sebastien Grignard og Thomas De Gendt har tidligere kørt gode enkeltstarter, men deres værdi er begrænset på denne rute. TotalEnergies har godt materiel med kun Pierre Latour som specialist, Team Arkea Samsic har en stor specialist i Kevin Vauquelin, men han er ganske alene på et ellers svagt hold, og Cofidis og AG2R Citroën Team får det uhyre svært på en rute, der passer dem dårlig, og hvor de er uden specialister. Endelig har de to små ProTeams, Burgos-BH og Caja Rural-Seguros RGA det næsten pr. definition svært i disciplinen.

 

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at tordenbyger kan forvandle etapen til et lotteri, hvor det på den uhyre tekniske rute mest vil handle om at komme sikkert i mål. Størst sandsynlighed for byger har vi for de sidst startende. Jeg vil opdatere optakten fredag aften med en mere opdateret vejrudsigt og startrækkefølgen.

 

OPDATERING: De eneste vejrmeldinger går stadig på, at de først startende måske har en lidt mindre risiko for byger, men da risikoen er stor i timerne forinden, er risikoen for våde veje nok grundlæggende den samme for alle. Vinden ser nu ud til at være ret konstant og helt uden betydning. Jumbo, Ineos, UAE, Soudal og Bora starter alle relativt sent, men Ineos og Bora starter sammen med Jayco alligevel lidt tidligere, hvorfor de måske kan få en fordel eller en ulempe i forhold til de øvrige favoritter. Blandt de øvrige nævnte hold er det Bahrain, EF, Intermarché og Trek, der måske har en chance for at overraske, fordi de starter relativt tidligt i forhold til de største favoritter - hvis altså vejrguderne hjælper dem.

 

OPDATERING 2: Tabet af Thijssen til fordel for Petilli må svække Intermarchés chancer.

 

OPDATERING 3: Med meldingen om at Kuss også skal holdes til i klassementet, må han antages at komme med hjem. Nu er mit bedste bud derfor, at det er ham, der som belønning for sine mange grand tours får lov at krydse stregen først.

 

Feltet.dks vinderbud: Jumbo-Visma

Øvrige vinderkandidater: INEOS Grenadiers, UAE Team Emirates

Outsidere: Soudal-Quick Step, BORA-hansgrohe, Team Jayco AlUla, Bahrain-Victorious

Jokers: EF Education-EasyPost, Intermarché-Wanty-Gobert, Movistar Team, Lidl-Trek, Astana Qazaqstan Team

  

Starttider

1  Caja Rural - Seguros RGA 18:55:00
2  Team dsm - firmenich 18:59:00
3  Lidl - Trek 19:03:00
4  Cofidis 19:07:00
5  Burgos-BH 19:11:00
6  TotalEnergies 19:15:00
7  Team Arkéa Samsic 19:19:00
8  Intermarché - Circus - Wanty 19:23:00
9  Lotto Dstny 19:27:00
10  Bahrain - Victorious 19:31:00
11  EF Education-EasyPost 19:35:00
12  Alpecin-Deceuninck 19:39:00
13  Team Jayco AlUla 19:43:00
14  Groupama - FDJ 19:47:00
15  BORA - hansgrohe 19:51:00
16  INEOS Grenadiers 19:55:00
17  AG2R Citroën Team 19:59:00
18  Astana Qazaqstan Team 20:03:00
19  Jumbo-Visma 20:07:00
20  UAE Team Emirates 20:11:00
21  Movistar Team 20:15:00
22  Soudal - Quick Step 20:19:00

 

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Jumbo-Visma
INEOS Grenadiers, UAE Team Emirates
Soudal-Quick Step, BORA-hansgrohe, Team Jayco AlUla, Bahrain-Victorious
EF Education-EasyPost, Intermarché-Wanty-Gobert, Movistar Team, Lidl-Trek, Astana Qazaqstan Team
Alpecin-Deceuninck, Groupama-FDJ, Team dsm-firmenech, Lotto Dstny, TotalEnergies, Team Arkea Samsic
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?