Optakt: 2. etape af Giro d’Italia

FIND ALT OM GIROEN PÅ FELTET.DK/GIRO

Ruten                                                         

Mens Touren er kendt for at have en relativt ensformig første uge med relativt mange flade sprinteretaper, betyder den mere varierede italienske geografi, at Giroen ofte byder på en betydeligt hårdere indledning. Sådan er det dog ikke i år, hvor sprinterne måske nok gik glip af en flad sprinteretape som åbning, men til gengæld kan se frem til en stensikker mulighed på andendagen. Her venter nemlig en ensformig tur på den helt flade Po-slette, hvor man skal være kreativ for at finde bakker, og da det stort set aldrig blæser i området, skal meget gå galt, hvis ikke sprinterne på andendagen skal have deres første chance

I alt skal der tilbagelægges 179,0 km, der fører feltet fra Stupinigi (Nichelino) til Novara, der begge er placeret på den flade Po-slette. I et vist omfang kan man sige, at der er tale om et omvendt Milano-Torino, da startbyen er en forstad til Torino og målbyen ligger umiddelbart vest for Milano. Starten er helt flad, når man kortvarigt kører mod sydvest og sydøst ned til det sydligste punkt, hvorefter det går mod nordøst og siden øst igennem det helt flade terræn.

Nu nærmer man sig dog nogle af de småbakker, der findes på den sydlige del af Po-sletten, og derfor bliver terrænet rynket, når man slår en sløjfe mod sydøst. Kort efter drejer man mod nord for at passere dagens kategori 4-stigning, Montechiari d’Asto (1,8 km, 5,5%, max. 10%), der har 500 svære meter med 9,3% midtvejs, men ellers er ganske let. Toppen rundes efter 95,2 km, hvorefter man fortsætter mod nord op over en sidste lille bakke, men derefter er man ude af den småkuperede del af sletten.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Herfra drejer man mod nordøst, siden nord, øst og igen nordøst for at følge helt fladt terræn forbi dagens to spurter, der kommer umiddelbart efter hinanden efter hhv. 139,6 km og 152,8 km. Det ændrer dog ikke på hverken retning eller terræn, for herfra fortsætter man mod nordøst ad en lige og flad vej, inden man slutteligt kører mod nord for at kunne køre mod øst og syd ind til Novara. Her venter en teknisk ukompliceret og helt flad afslutning, der byder på et sving i en rundkørsel med 4 km igen og et sidste skarpt højresving 1500 m fra stregen, hvorefter sidste udfordring er en rundkørsel med 700 m igen på den helt flade opløbsstrækning. Det falder lidt ned mod den røde flamme og stiger let op mod den sidste rundkørsel.

Etapen byder på i alt 704 højdemeter.

Novara har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

EKSKLUSIVT TILBUD: LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER UDEN AFBRYDELSER - 99 KR!

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Vejret

Som bekendt forbereder rytterne sig på den syndflod, der rammer Po-sletten mandag og tirsdag, hvor der eksempelvis i Novara skal falde knap 60 mm i alt og næsten 40 mm alene tirsdag. Heldigvis venter der endnu en flot dag, inden Helvede bryder ud. Fra morgenstunden vil søndagen være solrig, men om eftermiddagen begynder man at kunne mærke vejromslaget, når det vil sky til, dog stadig med enkelte solstrejf. Temperaturen vil nå pæne 23 grader, og det vil heller ikke denne gang være blæsende på sletten med blot en svag til let vind (9-10 km/t) fra sydøst. Det giver først modvind og derefter sidevind stort set hele dagen, dog afbrudt af sidemod- og modvind på stykket frem til bunden af stigningen. Med 4 km igen får man dog sidemodvind, der varer ved resten af vejen, også på opløbsstrækningen.

Analyse af 1. etape

En rytters status kan hurtigt ændre sig. Hvis man for et år siden havde spurgt Filippo Ganna, om et forår med to enkeltstartssejre og en 3. plads i Tirreno bag giganter og Wout van Aert og Stefan Küng havde været en tilfredsstillende sæsonstart, havde den italienske kæmpe formentlig ikke kunnet få armene ned af begejstring. Den gang havde han trods alt kun tre professionelle sejr, og selvom den ene var en stor skalp på WorldTouren i BinckBank Tour, og han netop havde fået VM-bronze, var Ganna ikke at regne som en af sportens virkelige giganter. Den slags kunne man reservere til eksempelvis Rohan Dennis og Remco Evenepoel, der havde kørt ham midt over ved det omtalte VM, og mest af alt var han at regne som en af de unge opkomlinge, hvis virkelige potentiale stadig var svært at vurdere.

Et år senere er alt forandret. Ved indgangen til årets Giro havde Ganna ikke tre, men 13 professionelle sejr. De talte endda en VM-titel, Giro-etaper og yderlige to WorldTour-enkeltstarter i tillæg til den første i BinckBank Tour. Ganna var i efteråret så overlegen i forbindelse med de gyldne to måneder, hvor han vandt hele syv store cykelløb i Italien, at han med ét gik fra at være ung outsider til at være sportens ukronede tempokonge.

Derfor var føromtalte resultater heller ikke tilfredsstillende. Faktisk havde de hensat Ganna i en tilstand af tristesse og tvivl på egne evner, efter at han først var blevet slået ganske klart på ”sin” enkeltstart i Tirreno, hvor ruten nærmest er designet med ham for øje og senest kom hjem fra Romandiet Rundt med to pauvre resultater på enkeltstarterne. Efter eget udsagn var selvtilliden åbenbart allerede slidt, når nu han i hele tre løb i træk var blevet slået, og selv hans sportsdirektør Dario Cioni kunne inden løbet ikke give ham mere end 7 ud af 10 på en karakterskala over, hvor tempokongen stod lige nu.

Men tilsyneladende var der igen grund til at være bekymret, hverken for Ganna, Cioni eller alle os, der var begyndt at tvivle på, om 2020-udgaven af Ganna stadig fandtes. I dag var der nemlig meget mere 2020 end 2021 over den Ganna, der for andet år i træk åbnede Giroen med en sand magtdemonstration på åbningsetapen i Giroen, hvor han blev den første rytter siden Francesco Moser i 1984 og 1985 til at vinde den indledende enkeltstart to år i træk og i samme ombæring kørte den tredjehurtigste Giro-enkeltstart, kun overgået af Rik Verbrugges medvindsenkeltstart i 2001 og hans egen åbningssejr på den hovedsageligt faldende rute på Sicilien sidste år. Sejrsmarginerne var igen af samme størrelse som sidste år, da kun Edoardo Affini akkurat kunne holde sig inden for grænsen på 10 sekunder, og kun syv rivaler var mindre end 20 sekunder fra den imponerende vindertid, der blev sat med en fart, der var mere end én kilometer i timen hurtigere end den næstbedste.

Ganna kunne da heller ikke skjule sin lettelse efterfølgende, for det var åbenbart næsten ham selv, der havde tvivlet mest på egne evner. Den tvivl fik han effektivt fjernet med dagens bedrift, der med ét katapulterer ham tilbage på tempotronen og cementerer ham som manden, der skal slås på disse flade tonserenkeltstarter. Og selvom det selvfølgelig havde været rart at få revanche over Rohan Dennis, Stefan Küng og Wout van Aert, der alle har slået ham i år, var det bestemt ikke noget ringe felt, han i dag satte til vægs.

Til gengæld kan man argumentere for, at hans værste rivaler fejlede. Remi Cavagna fik med en 5. plads sit ringeste resultat på en enkeltstart i år, og selvom det var indlysende, at ruten slet ikke passede ham, havde hans chokerende gode prolog i Romandiet netop rejst forventningen om, at han kunne præstere på en rute, der trods alt passede ham bedre end den schweiziske. I dag var der imidlertid slet ikke samme næsten overmenneskelige styrke, som der var over TGV-toget på dele af de schweiziske enkeltstarter i sidste uge, og dermed blev der igen sat en fed streg, at han måske nok i dag er tempokonge, men stadig den utilregnelige størrelse, der også fejlede lidt i Vueltaen sidste år.

Den anden store favorit var der dog meget større usikkerhed om, men trods al den tvivl er det vel svært ikke at betegne Remco Evenepoels 7. plads som en skuffelse. Egentlig er det jo urimeligt at sætte barren så højt for en mand, der har været ude med et hoftebrud i ni måneder, men det belgiske vidunderbarn er helt alene om at have ansvaret for det høje forventningsniveau med de vilde bedrifter, han har leveret i tide og utide, siden han kom direkte fra kravlegården op i den absolutte verdenselite.

Spørgsmålet er så, hvordan vi skal tolke den ”pauvre” 7. plads. Var det bevist på, at Evenepoel alligevel er for rusten til at køre klassement? At han slet ikke er samme uhyre, som han var, da han for ni måneder leverede en af nyere tids smukkest magtdemonstrationer i Tour de Pologne?

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Det ville være at gå for langt. Denne slags enkeltstarter er og har aldrig været Evenepoels spidskompetence. Man skal ikke glemme, at han i Belgium Tour i 2019 blev en ganske overraskende nr. 4 over 9,2 km på en dag, hvor en ikke-specialist som Tim Wellens slog ham, og alligevel endte han med at knuse al modstand i løbet, som han vandt ganske suverænt. Evenepoels store force er hans motor, og den kom slet ikke til sin ret i denne disciplin. Etapen gav ikke det bevis på, at han var flyvende, som man kunne have ventet eller troet, og det blev - faktisk heldigvis - ikke den magtdemonstration, som man ellers altid skal vente sig fra vidunderknægten. Hans virkelige niveau efter skaden får vi først en mere realistisk fornemmelse af på tirsdag.

På den baggrund var det egentlig en lidt halvsløj dag for Deceuninck. Man kunne have ventet mere af både Cavagna og Evenepoel, men alligevel må belgierne være moderat tilfredse. Joao Almeida kunne ganske vist ikke gentage sin rolle som førsteudfordrer til Ganna fra sidste års 1. etape, men hans 4. plads placerde ham som den bedste af klassementsrytter, skarpt forfulgt af Evenepoel. Det lå naturligvis i kortene, at netop de to ville skille sig ud, men Almeida har alligevel grund til at være svært tilfreds med et ridt, der vel må betegnes som endnu bedre end det, han leverede på lignende ruter tidligere i år i Tirreno og UAE Tour. Det siger bare heller ikke det store om hans samlede chancer, for hans udfordring har aldrig været enkeltstarten. Det har derimod været bjergene, hvor han gennem hele foråret har vist, at hans begrænsninger fortsat er store.

EKSKLUSIVT TILBUD: LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER UDEN AFBRYDELSER - 99 KR!

Han var da heller ikke den store vinder blandt klassementsrytterne. Det var derimod Aleksandr Vlasov, der leverede dagens store overraskelse og satte en fed streg under det Astana-magi, vi har set på enkeltstarter gennem hele året. Allerede i Paris-Nice lugtede det af fremgang for russeren, men dagens præstation på denne type rute må alligevel være kommet som et mindre chok for selv den mest optimistiske kasak. Nederlaget til Evenepoel blev begrænset til bare 5 sekunder, og han vandt tid på en stribe ryttere, han blot burde være kørt lige op med eller have tabt til. Dermed satte hans også en fed streg under den fornemmelse, man har kunnet få gennem hele foråret, og som er hovedårsagen til hans høje rangering på min favoritliste, nemlig at han synes at have haft en gradvist og meget velkontrolleret formopbygning frem mod dette løb.

Han var dog ikke den eneste, der overpræsterede. Det gjaldt også for Domenico Pozzovivo, der som i UAE Tour chokerede på en enkeltstart, der passede ham helt elendigt, og som nu giver håb om, at han kan starte løbet lige så storartet, som han gjorde sidste år. Det gjaldt tillige for Davide Formolo, der er kendt som en af de ringere temporyttere, men som i dag vandt tid på de fleste. Og det gjaldt vel egentlig også for Egan Bernal, der i hvert fald ikke har svært grund til at være utilfreds med resultatet, selvom Ineos til gengæld nok havde håbet på lidt mere fra Pavel Sivakov og i hvert fald fra Daniel Martinez, der endte som en af de store skuffelser blandt klassementsrytterne trods den bestemt ikke ideelle rute.

Også Hugh Carthy kan være fint tilfreds med en pæn enkeltstart på en for ham skidt rute, og dermed rejste han sig lidt efter nogle lidt halvsløje enkeltstarter tidligere i år. Også Fausto Masnada fik på en for ham håbløs rute, bekræftet sin forbedring i disciplinen. Og George Bennett kan vel også være fint tilfreds på en dag, der kunne være endt som en katastrofe.

For andre gik det langt værre. Ligesom Martinez fik Pello Bilbao slet ikke det udbytte af etapen, man kunne have ventet, og han fortsatte dermed den lidt ærgerlige nedgang i disciplinen, som er fulgt med den forbedrede klatring. Vincenzo Nibali måtte også sande, at hans uheldige optakt trods alt har kostet en del på formen, og Marc Soler bevist også nok engang, at korte enkeltstarter bare slet ikke er ham. For Clement Champoussin, Jai Hindley, Mikel Landa og Romain Bardet blev nederlagene store, men desværre kun i en forventelig størrelsesorden, og det var snarere et bedre resultat, der havde været at betegne som en overraskelse. Også det store tidstab til Dan Martin, der altid har forbandet enkeltstarter langt væk, var helt forventeligt, selvom hans Vuelta-enkeltstart ellers havde hævet forventningsbarren en del, og møgdagen blev fuldendt af tabet af Krists Neilands, der på vej hjem til hotellet brækkede kravebenet og nu efterlader Martin med et endnu mere pauvert bjerghold, end han havde i forvejen.

Lidt sværere er Simon Yates at vurdere. Nej, det er bestemt ikke hans disciplin, men lige netop denne type enkeltstart passer ham faktisk udmærket. Hvis man husker, hvordan han startede i Jerusalem i 2018, hvor ruten ganske vist passede ham en del bedre, eller i Bologna i 2019 - også på den flade del - var det overraskende at se ham køre stort set lige op med Bernal. Spørgsmålet er nu, om det bare var en dårlig dag, eller om silken er slidt af den gode form allerede inden løbet, som det var tilfældet i oktober, hvor Tirreno-formen var pist væk allerede fra start. Det aner vi heldigvis ikke endnu, for man skal ikke tolke meget i 8 km, men Yates fik ikke de sekunder eller det selvtillidsboost, han kunne have fået.

Endnu værre gik det dog for Emanuel Buchmann, der vel var dagens største taber. Ganske vist var ruten helt skæv til hans dieselmotor, og ganske vist er han alt andet end tempospecialist, men at blive slået klart af Bardet og Landa og at køre lige op med Martin er langt under vanlig standard. Heller ikke for ham skal han lægge alverden i 8 km flad vej, men det er alligevel lidt bekymrende, når hans for meget uvante kørsel gennem hele sæsonen har været temmelig pauver og anonym. Hans hold kunne da heller ikke skjule skuffelsen, selvom han selv erklærede sig tilfreds. Men på dagen, hvor EF skrev om Tejav van Garderens ”impressive time trial”, er barren selvfølgelig heller ikke sat superhøjt…

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Det var den til gengæld ikke for Jumbo i dag. Det er velkendt, at deres træner Mathieu Heijboer har magiske hænder på enkeltstarter, og det beviste han igen i dag. Edoardo Affini, der var så løfterig i 2019, hvor han blandt andet vandt EM-bronze foran blandt andre Küng og Ganna, men som faldt helt sammen i 2020, fik præcis - dog med lidt forsinkelse - det boost af skiftet til Holland, som man kunne have ventet. Det er blot en skam, at han har en landsmand, der er endnu bedre, for det var også Ganna, der snød ham for sejren i BinckBank Tour, da han sidste var god i 2019.

Lige så god var Tobias Foss. Det kan godt være, at Tour de l’Avenir-vinderen har været lidt skuffende i bjergene, men på enkeltstarterne er han altså flyvende. Dette er allerede hans tredje top 5 på WorldTour-niveau, og han har således dokumenteret, at han allerede tilhører eliten. Nu bliver opgaven i de kommende tre uger som hjælper for Bennett at bevise, at han også er ved at komme efter det i bjergene.

Heijboers mesterværk blev fuldendt af den ellers fallerede Jos van Emden, der for første gang i flere år lignede den konge, han var på netop denne type enkeltstart i de år, hvor han efter eget udsagn ”ikke kunne lide” Rohan Dennis, der gang på gang snød ham for de store sejre. Han var heller ikke den eneste hensygnende temporytter, der rejste sig med en hæderlig præstation, da også Matthias Brändle, Jonathan Castroviejo, Alex Dowsett og Maciej Bodnar i hvert fald viste lidt a den klasse, de havde engang. Det gjorde Victor Campenaerts til gengæld ikke, og han synes at betale en dyr pris for den sære klassikersatning og neddroslede enkeltstartsfokus, som nu risikerer at efterlade ham som en temmelig ligegyldig og i hvert fald mere resultatfattig rytter. Og Patrick Bevin, der ellers har været så formstærk, endte højst overraskende med at fejle stort - måske endnu et bevis på, at han efterhånden kun er god på længere enkeltstarter.

Det er Ganna til gengæld ikke. Når tempokongen er flyvende, mestrer han nemlig alle distancer, som han viste med sin brede palet af resultater i 2020. Det har han bare ikke gjort i år, hvor wattmonstret blev tæmmet og pludselig lignede et tamt lille kæledyr i stedet. Det fik andre til - måske naivt - at håbe, at den lyserøde trøje måske kunne være inden for rækkevidde denne eftermiddag i Torino, men det håb skulle vise sig at være akkurat så blåøjet, som det ville have været i oktober. Han kunne nemlig godt alligevel, ham wattmonsteret - og dermed kan han stadig godt tillade sig at blive skuffet næste gang, han måtte blive slået tre gange i træk. Feltets tempokonge er han nemlig stadig!

Favoritterne

Giroen er måske nok mest kendt for sine bjerge, men et andet kendetegn er de helt flade etaper. Norditalien er nemlig kontrasternes område, hvor man i umiddelbar nærhed af Alperne og Dolomitterne har et af Europas fladeste områder, nemlig Po-sletten. Den er terrænmæssigt så intetsigende, at den lige så godt kunne bruges til billard som til cykelløb, og derfor er den - sammen med de helt flade ture op langs Adriaterhavet, som man finder næsten hvert år - hovedårsagen til, at Giroen næsten altid byder på et par etaper, der er endnu fladere end noget af det, man finder i Touren og Vueltaen, og man skal vel næsten skal til BinckBank Tours hollandske etaper for at finde noget tilsvarende i de store europæiske WorldTour-løb.

Den slags er der endda ekstra meget af i år. Det kan godt være, at Giroen i år er mere gearet mod klatrere end vanligt, men sprinterne har bestemt heller intet at brokke sig over. Faktisk er Po-sletten lidt af et referencepunkt i år, hvor den besøges igen og igen, og vi kan lige så godt vænne os til den. I de kommende tre uger skal vi nemlig se rytterne bevæge sig hen over den et hav af gange.

Den første af disse sletteture var naturligvis dagens enkeltstart, og den anden følger søndag, hvor sprinterne, som det oftest er tilfældet, ventes at få ordet på den første linjeløbsetape. Med en relativt kort enkeltstart havde nogle måske endda håbet på også at kunne jagte den lyserøde trøje, men det stod nu hurtigt klart, at det ikke var realistisk. Ingen af årets sprintere er specielt tempostærke, og det lignede en umulighed at holde sig inden for 10 sekunder af etapevinderen - især da når Ganna kørte så stærkt, at det faktisk kun er Edoardo Affini, der i teorien kan erobre trøjen ved at vinde morgendagens ventede spurt. Og det vil trods alt være en mindre sensation, hvis det skete…

Det er derfor kun etapesejren, der er på spil, men den er også rigeligt eftertragtet. Årets Giro er vældig fin for sprinterne, men deres mange chancer er koncentreret i den første uge. Når vi når frem til den meget sene første hviledag, følger der nemlig kun én sprinteretape over løbets sidste 11 etaper, nemlig den helt flade tur på Po-sletten - selvfølgelig - på 13. etape. Derfor skal der smedes, mens jernet er varmt - og kan man ikke lide regnvejr, er det med at få slået til i morgen, som er sidste tørre dag, inden den norditalienske syndflod med dens urimelige nedbørsmængder melder sig.

Til gengæld kan de føle sig sikre på, at de nok skal få deres spurt. Po-sletten er måske lige så flad som Holland, men på vejrfronten er den helt anderledes. Det blæser nemlig stort set aldrig, og det gør det heller ikke søndag. Derfor er der absolut ingen trusler mod noget som helst, og det ligner derfor en regulær langgaber af en etape.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Kamp om udbruddet vil der næppe være. Mon ikke de fire wildcard-hold angriber fra km 0, måske med deltagelse af hold som Ag2r, FDJ og Intermarché? De kommer formentlig afsted med det samme, og derefter kan Ineos så tage kontrol for Ineos.

Spørgsmålet er, hvem der skal jagte. Årets sprinterfelt er stærkt, men åbent, og vi er i den lidt særlige situation, at Deceuninck, som plejer at bære hovedansvaret på sprinteretaper i grand tours, er sprinterløse. Der kan dog ikke være tvivl om, at lotto er deres ansvar voksent, og udtalelserne fra Cofidis i dag tyder på, at også de er klar til at give en hånd med. Også UAE og Qhubeka bør være friske, og så må vi se, om selv de arbejdssky Alpecin-drenge er ved at forstå, at de faktisk har en af feltets supersprintere og også ventes at tage lidt ansvar. Til gengæld tror jeg ikke, at Bora vil jagte. Det gør de nemlig aldrig rigtigt på disse helt flade grand tour-etaper, der ikke ligger til Sagan. Faktisk vil det vel passe ham fint, hvis et udbrud løb med de helt store point.

Udbruddet kan få lov at køre om bjergtrøjen, mens det bliver interessant at se, hvilke sprintere der vil deltage i den første indlagte spurt, som er den eneste med point til pointtrøjen. Sagan, Giacomo Nizzolo og Elia Viviani burde være sikre bud, men til gengæld tror jeg, at Caleb Ewan helst skipper den. Pointtrøjen vil nemlig gøre det lidt sværere for ham at udgå, når han efter 13. etape skal til at gøre sig klar til Touren i årets ambitiøse grand tour-satsning. Tim Merlier har også sagt, at pointtrøjen ikke er et mål, og det er den næppe heller for Dylan Groenewegen. Bonussekunderne i den anden spurt bliver næppe aktuelle for feltet.

Sprinterholdene vil sikkert køre med stram elastik, og udbruddet bør let blive hentet. Sidevinden er ganske vist til stede, men helt ufarlig, og det er derfor først til sidst, at stressniveauet ventes at stige frem mod den forudsigelige massespurt. Denne gang er finalen også ret atypisk for Giroen, der dyrker tekniske afslutninger, da der denne gang er tale om en rigtig boulevardspurt. Over de sidste 1500 m er det kun en rundkørsel med 700 m igen, der fremstår som en forhindring, og der er derfor masser af plads til at lade farten og ikke kun positionen tale. Til gengæld vil det i modvinden være vigtigt ikke at åbne for tidligt.

Det er ret interessant, at togene i år er relativt svage. Caleb Ewan har forudsagt, at det kan skabe kaos, og det har han formentlig ret i. Det er i hvert fald svært at pege på et tog, der med sikkerhed vil kunne dominere, og det kan betyde, at mange af spurterne også bliver styret lidt af held i positionskampen.

Som sagt er årets sprinterhierarki ret åbent, men det er svært ikke at pege på Caleb Ewan som favorit. Ganske vist har australieren kun vundet ét løb i år, men det var til gengæld lidt af en skalp, da han slog den i år ellers urørlige Sam Bennett for rent bord på sidste etape i Emiraterne. Farten så vi også på 1. etape i Tirreno, hvor han var meget hurtigere end alle andre, men tabte på en dårlig position. På papiret er Dylan Groenewegen stadig at regne som feltets hurtigste, men med hollænderens problematiske optakt er der langt færre spørgsmålstegn ved Ewan, der melder om god form trods den ret skuffende indsats i Valencia forleden.

Udfordringen for Ewan er ikke så meget farten i en modvindsspurt. Den har han nemlig. Udfordringen er positionskampen, hvor han mildt sagt er svingende. Det samme er hans tog med Roger Kluge og Jasper de Buyst, der har for vane at underpræstere. I dette felt ligner de et af de stærkeste mandskaber, men det gør de ofte uden at imponere. Det er bestemt ikke givet, at Ewan sidder rigtigt, og da han bestemt kan matches på fart af både Groenewegen og Merlier, er han ret sårbar. Det ændrer dog ikke på, at Ewan blandt feltets på papiret tre hurtigste er den bedste i positionskampen, og sandsynligheden for, at han sidder bedst, er stor. Derfor tror jeg - trods usikkerheden om positionen - at han tager sin fjerde etapesejr i løbet.

Det store spørgsmål er Dylan Groenewegen. Jeg føler mig ret overbevist om, at formen og farten er der. Han oser nemlig af selvtillid, når han taler om den fysiske side af sagen, og de spørgsmålstegn, der i første omgang var omkring hans deltagelse i spurterne, er nu fjernet helt. Kun hvis benene er decideret dårlige, kører holdet for David Dekker, og det sker næppe, hvis man skal tro på Groenewegens egen beskrivelse af formen. Alt taler da også for, at han er god, for han har altid kunnet træne sig i form, og det brækkede kraveben kom han sig hurtigt over.

Nej, det er positionskampen, der er en bekymring. Det har aldrig været hans spidskompetence, og Groenewegen har i forvejen talt om den store opmærksomhed, der vil være på ham i morgen. Han ved, at hver en lille albue, der sidder for langt ude, vil blive kommenteret og studeret, og derfor tvivler jeg på, at han vil være specielt aggressiv i de første spurter. Det kan blive dyrt, når han skal slås for positioner i de hektiske finaler, som i forvejen altså ikke er en kunst, han mestrer alt for godt.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

På den anden side har han Dekker som lead-out man, og hollænderen viste i UAE Tour, at han er en konge i positionskampen. Sammen med Jos van Emden udgør han et pænt tog, og kan Groenewegen bare holde sig til sin unge holdkammerat, tror jeg egentlig, at han nok skal sidde fornuftigt. Han hjælpes af den ukomplicerede finale, hvor der er plads til at lade farten tale, og hvis han stadig spurter, som han gjorde i februar 2020, hvor han med sine vilde spurter var verdens i særklasse bedste sprinter - bare tænk på 1. etape i Valencia, hvor han var decideret skræmmende - er der al mulig grund til at tro, at han faktisk kan vinde sin første spurt siden dramaet i Polen sidste sommer.

Løbets tredje meget hurtige mand er Tim Merlier, der har spurtet som en drøm gennem hele året. Som vi så i Tirreno sidste år, har han utvivlsomt farten til at vinde også over Ewan og Groenewegen, men han har stadig sin gigantiske akilleshæl: positioneringen. Den var årsagen til, at han blot blev nr. 6 på 1. etape i Tirreno, og den var årsagen til, at han slet ikke fik noget med hjem fra BinckBank Tour, som var hans sidste WorldTour-etapeløb sidste år.

Bedre er det ikke blevet af, at holdet slet ikke har udtaget hans lead-out man, Jonas Rickaert, og han skal nu finde ind i et helt nyt samarbejde med Alexander Krieger. Derudover hjælper han kun af Gianni Vermeersch, og det er et helt uprøvet tog, der formentlig kommer til kort. Heldigvis for Merlier er finalen så ukompliceret, at han forhåbentlig kan vise sin tårnhøje fart, men jeg er så bekymret for positioneringen, at en gentagelse af føromtalte 6. plads er en lidt for stor risiko - og måske endda mere sandsynlig end den sejr, farten helt sikkert rækker til.

Elia Viviani har delvist rejst sig i år. Han kørte nogle ganske pæne spurter i Emiraterne, men kom i den grad ned på jorden i Tirreno og De Panne, hvor han måtte sande, at der i dag er mange, der er hurtigere end ham. Det kan sejren i Cholet ikke ændre på, men han har et våben, der giver ham en reel chance, nemlig toget. Attilio Viviani, Fabio Sabatini og ikke mindst Simone Consonni, der tidligere har kørt fremragende lead-outs, udgør et af de bedste tog, og i et felt uden stærke lokomotiver kan det sagtens være, at det er Viviani, der sættes bedst op. Der vil utvivlsomt være folk, der er hurtigere end ham, men spurter han som i Emiraterne, er det bestemt ikke utænkeligt, at han fra god position kan vinde og dermed endelig begynde at tilbagebetale Cofidis for den dyre kontrakt, der mest af alt var spildt i 2020.

Det har været nærmest tragisk at se Fernando Gaviria på det sidste. Særligt i Tirreno gjorde det næsten ondt. Den ellers fallerede Maximiliano Richeze rejste sig pludselig igen og kørte et lead-out, som i gamle dage, men colombianerens spurt var en skygge af vi så fra den komet, der fik en mindeværdig grand tour-debut i dette løb i 2017. Faktisk synes Gaviria bare at tabe fart fra løb til løb, og at han nu gør comeback efter det dumme styrt i E3, gør ikke optimismen større. Alligevel udelukker jeg ham ikke. Hans tog med Juan Sebastian Molano og Richeze vil være det bedste, hvis Richeze kan gentage bedriften fra Tirreno, og Gavirias fine enkeltstart i dag gav faktisk håb om, at han trods pausen er i fin form. I dag er holdbarheden ikkeeksisterende, men denne etape er så let, at Gaviria bør være frisk til sidst. Sættes han perfekt op, burde han stadig have en chance for at vinde - hvis ikke han igen sætter sig ned og helt opgiver at spurte.

Dette er bestemt ikke en etape for Giacomo Nizzolo. Han har nemlig slet ikke samme fart på de lette etaper, som da han i 2015 og 2016 vandt pointtrøjen, men han er nu stadig en ganske hurtig herre også i en boulevardspurt. I år har han spurtet uhyre svingende med en dårlig start i UAE Tour, et bedre Paris-Nice, hvor han viste lidt fart og en god og flot 4. plads i De Panne. Hans engang så sublime positionering er lidt gået fløjten, men normalt er han stadig blandt de bedre i positionskampen, hvilket kan blive vigtigt i dette lidt ukontrollerede felt. Til gengæld er toget ikke stærkt, for Max Walscheid har ikke vist sig som nogen stor lead-out man. Alligevel bør Nizzolo sidde fornuftigt, men spørgsmålet er bare, om han vitterligt har farten til at slå de hurtigere i en boulevardspurt som denne. Nizzolo ender sjældent uden for toppen, men sejren er til gengæld ikke alt for sandsynlig. Da dette er en rangering efter vinderpotentiale, ender han derfor lidt nede på listen.

Hvad med Peter Sagan? Hans udtalelser har vist, at han kommer til løbet med et uhyre stort fokus på pointtrøjen, og derfor vil han sikkert køre spurten, som han plejer, nemlig pointmaksimerende. Det betyder, at han med sin eminente positionering finder det rette hjul, og derefter kører sikkert hjem til en 2. eller 3. plads uden at tage de store risici ved at gå ud i vinden. Det gør det meget svært for ham at vinde etapen, men til gengæld er det en ret fin strategi for en mand, der aldrig rigtigt har haft farten i denne type boulevardspurter. Når det er sagt, har Sagan faktisk spurtet ret godt i år, og med sin gode positionering vil han i en potentielt kaotisk spurt altid have en reel chance, særligt hvis han sidder på det rigtige hjul og den forankørende åbner lidt for tidligt i modvinden.

Jokeren er Matteo Moschetti. Trek melder, at han skulle være fuldt tilbage efter den brækkede hofte, og hvis det er rigtigt, kan han reelt vinde etapen. Han har dog ikke kunnet vise det i den seneste halvanden måned, hvor han ikke har kørt én eneste spurt, men allerede i UAE Tour så det faktisk fartmæssigt ret lovende ud. Til gengæld er hans engang så fine positionering gået fløjten, og han har i dette løb kun begrænset hjælp fra Jacopo Mosca og Koen de Kort. Heldigvis er finalen ukompliceret, og sidder han rigtigt, kan den fart, der gav de to flotte sejre på Mallorca sidste vinter altså føre ham ganske langt, også i dette felt.

Vi så i Vueltaen sidste år, at Max Kanter har en fart, der burde kunne føre ham ganske langt også i dette felt. Desværre ar vi gang på gang set, at hans positionering er en mindre katastrofe, og derfor ender han alt for ofte uden for top 10. I år er det da også kun blevet til to af slagsen i de spurter, han har kørt, men måske er han lidt bedre hjulpet i dette løb, hvor han støttes af Nico Denz og ikke mindst Nikias Arndt. Desværre er det stadig et sølle tog sammenlignet med andre, men i den ukomplicerede finale kan han måske alligevel sidde så fint, at han kan vise lidt af sin fine fart.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Erfarne Davide Cimolai skal pludselig spurte, fordi Israel SUNs fokus på Dan Martin kostede André Greipel pladsen. Desværre har han på det seneste slet ikke fulgt op på det flotte 2019, og hans gode positionering har været helt væk, ligesom farten har været skuffende. Til gengæld har han nogle ordentlige maskiner til at hjælpe sig i form af Patrick Bevin, Matthias Brändle og Alex Dowsett, og det burde faktisk kunne føre ham ganske langt frem i positionskampen. Farten rækker ikke til at vinde, men det bør da kunne gå hæderligt.

Forud for Tour of Turkey var der stor usikkerhed om Manuel Belletti¸ fordi veteranen nærmest ikke havde spurtet i mere end et år. Heldigvis viste han ganske fin fart og ikke mindst lidt af den uhyre stabile positionering, der altid har været hans styrke. Desværre betød et styrt, at han fik en skidt optakt til dette løb, men han skulle være kommet sig relativt hurtigt. Han er helt sikkert ikke så hurtig som i gamle dage, men med den gode positionering og hjælp fra Vincenzo Albanese bør det gå hæderligt.

Det er utroligt, at Riccardo Minali , hvis karriere reelt var slut i december, nu står som Intermarchés Giro-sprinter. Desværre er den engang så lovende italiener aldrig slået igennem, og hvor positioneringen altid har været en katastrofe, kniber det nu også med farten. Det er bestemt heller ikke gået overbevisende i år, men denne gang er finale så ukompliceret, at han står bedre. Samtidig er toget med Quinten Hermans, Andrea Pasqualon og slutteligt Wesley Kreder vel heller ikke det ringeste i feltet, og det kan hjælpe ham med at vise, at han faktisk stadig bør være relativt hurtig.

Bardiani vil angiveligt spurte med både Filippo Fiorelli og Enrico Battaglin, men i denne type spurt står Fiorelli stærkest. Nogen supersprinter er han ikke, men han bliver stille og roligt bedre og bedre. Det er blevet til en række fine placeringer i mindre løb i år, hvor han har været uhyre stabil. Det vidner om god positionering, som vi også så i Giroen sidste år, og det taler for, at top 10 er sandsynligt. Farten rækker dog ikke til meget mere. Det samme gælder for den langsommere Battaglin, der også er god i positionskampen.

Blandt de øvrige sprintere er det naturligt at nævne Andrea Vendrame, men i et interview med BiciPro har han i hvert fald kraftigt antydet, at han ikke vil tage risici i de fulde massespurter efter det grimme styrt i Coppi e Bartali. Måske spurter Lawrence Naesen så, men han skal være heldig med top 10 - og spurter Vendrame, har han heller ikke farten til at vinde. Androni vil formentlig spurte med Filippo Tagliani eller Nicola Venchiarutti - formentlig Tagliani - eller måske den mere alsidige Natnael Tesfatsion, men top 10 er et stort mål i dette selskab. Sidste år spurtede Albert Torres slet ikke for Movistar, så det gør han næppe i år heller. Ineos, Astana, Bahrain, Deceuninck, EF og BikeExchange er her alle primært for klassementet og vil næppe lade deres halvhurtige folk spurte. Endelig vil Romain Seigle måske prøve for FDJ, men det er usandsynligt. Slutteligt skal det nævnes, at David Dekker er en god kandidat til i hvert fald podiet, hvis Groenewegen mod forventning melder om dårlige ben, ligesom Juan Sebastian Molano kan komme langt, hvis Gaviria som så ofte før involveres i styrt.

EKSKLUSIVT TILBUD: LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER UDEN AFBRYDELSER - 99 KR!
 

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Tim Merlier

Outsidere: Elia Viviani, Fernando Gaviria, Giacomo Nizzolo, Peter Sagan, Matteo Moschetti

Jokers: Max Kanter, Davide Cimolai, Manuel Belletti, Riccardo Minali, Filippo Fiorelli

FIND ALT OM GIROEN PÅ FELTET.DK/GIRO