Optakt: 2. etape af Paris-Nice

Ruten

Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydvest fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede Middelhavskyst. Efter den indledende etape i Paris’ forstæder indledes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlig Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til endnu en dag for de hurtige folk, med mindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.

Rejsen mod solen indledes med en distance på 163,5 km, der fører feltet fra Les Breviaires til Bellegarde. Etapen begynder med, at feltet fra startbyen kører zigzag mod sydøst, tilbage mod nordvest og til sidst mod sydøst frem til kategori 3-stigningen Cote de Senlisse (1,1 km, 5,5%), der har top efter 26,5 km. Herfra går det stort set stik syd igennem fladlandet, inden man snor sig lidt mod sydvest og sydøst frem til kategori 3-stigningen Cote des Granges-le-Roi (1,5 km, 3,5%), hvis top rundes efter 54,5 km. Herefter bliver det helt fladt, mens man kører mod syd og senere sydøst frem til den første spurt, der er placeret ca. midtvejs efter 85 km.

I løbets anden halvdel ændres der ikke på det flade terræn, kun på retningen. Her kører man nemlig mod øst og sydøst, inden det atter går mod syd og sydøst ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 134,5 km. Der er tale om en trekantet sag, der er helt flad og placeret nord for Bellegarde. Først kører man direkte mod sydvest ned til mål, hvor stregen krydses i forbindelse med den sidste spurt efter 140,5 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 23 km runde, der altså ikke byder på mange terrænmæssige eller tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer med mere end 5 km, hvorefter en lang, lige, flad og hele 8 m bred vej leder til mål. Den sidste km stiger dog let med 1,2% i gennemsnit.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt bare 753 højdemeter.

Bellegarde er kendt som startby i Etoile de Besseges, men var også målby i 2012 og 2011, hvor hhv. Nacer Bouhanni og Yauheni Hutarovich vandt massespurter.

Vejret

Hvis det kan være en trøst, kan rytterne glæde sig over, at den lille martsstorm, der søndag førte til flere aflysninger af cykelløb, topper ved midnatstide, men det betyder ikke, at mandag bliver fredsommelig. Her venter ganske vist en solrig dag med en temperatur på 9 grader, men det vil igen være blæsende med en hård vind til kuling fra vest, og dermed vil det faktisk være endnu voldsommere end på 1. etape. Det giver en kombination af side- og sidemedvind på hele turen frem til rundstrækningen. Her vil der først være sidemodvind efterfulgt af modvind og til sidst igen sidemodvind på den lange opløbsstrækning.

Analyse af 1. etape

For et par dage siden var det utvivlsomt en trist Richie Porte, der fra sit hjem i Sydfrankrig måtte indse, at det heller ikke blev i år, at han kunne vende tilbage til sit ”andet” hjemmebaneløb, Paris-Nice. Efter atter at være blevet ramt af en af de mange sygdomme, der mere end noget andet har præget hans karriere, måtte han nemlig indse, at formen ikke rakte til at gå efter en tredje sejr i det løb, der for nu mere end fem år siden annoncerede ham som en af verdens bedste i ugelange etapeløb.

Det har helt sikkert været en bitter pille at sluge for den uheldige Porte, der med en lang enkeltstart og en usædvanligt svær bjergfinale eller havde udsigt til en rute, der mere end vanligt så ud til at tilgodese en mand med hans enorme alsidighed. Men heldigvis er intet så skidt, at det ikke et godt for noget, og Porte kunne måske i dag finde lidt trøst i en ellers trist tid, hvor hans moral utvivlsomt har lidt endnu et knæk.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Hvis han fulgte med fra sidelinjen, kunne Porte nemlig prise sig lykkelig for, at han slap for at tilbringe et par timer i sadlen i fladlandet omkring Paris, da Løbet mod Solen i dag blev skudt i gang med det, der skulle have været en enkel sag for sprinterne. De fleste ved nemlig, at australierens helt store svaghed er hans afsky for heftig positionskamp og sidevind, og mange vil sikkert huske, hvordan han som løbets ellers bedste klatrer for to år siden tabte alle muligheder for samlet sejr, da han endte som den store taber efter to blæsende etaper, der med det samme eliminerede flere af favoritterne fra spillet. Havde han været ed i feltet i dag i Nordfrankrig, er der stor sandsynlighed for, at vi skulle have genbrugt historierne fra 2017, for det er meget tænkeligt, at Porte var kommet fra dagens slag som en af de store tabere.

Porte er imidlertid ikke den eneste, der har måttet se alle sejrsdrømme blæse bort i den nordfranske sidevind. Det er nemlig cykelmæssig børnelærdom, at kun en tåbe ikke frygter de første etaper i årets første store europæiske etapeløb. Ofte er mange af den opfattelse, at løbet først for alvor starter, når feltet rammer stigningerne under den sydfranske sol, men der er altså en grund til, at løbet ikke hedder Nice-Nice. De første etaper i Nordfrankrig spiller i år med dårligt vejr ofte en langt vigtigere rolle end selv den sværeste bjergetape, og det er Porte bestemt ikke den eneste, der har lært på den hårde måde. Faktisk er det kun et ”rigtigt” Paris-Nice, når det som i år lever op til sit navn ved at bringe feltet fra kulde, regn og blæst i nord til bjerge og soli syd, og det er derfor, at løbet hører til om foråret, hvor det kroner de alsidige ryttere, der kan håndtere både stigninger og klassikeragtige betingelser.

Da rytterne i går tjekkede vejrudsigten for sidste gang, kunne de også næsten med sikkerhed konstatere, at dagens ”lette” sprinteretape ville bringe sine første ofre. Og sådan blev det også på en dag, hvor særligt Astana blev hårdt ramt, og hvor det blev helt tydeligt, hvorfor man altid skal sørge for at have et par råstærke klassikerfolk med sig til det franske løb.

Det bedste eksempel på det er Sky. Mange kan sikkert huske løbet for to år siden, hvor en brølstærk Luke Rowe nærmest ene mand var ansvarlig for, at Sergio Henao senere kunne krones som vinder af løbet. Ganske vist gjorde colombianeren også sin del af arbejdet i bjergene, men her var han ingenlunde stærkeste mand. Når han endte øverst på podiet, var det først og fremmest i kraft af det forspring, han havde sikret sig på de første vindblæste dage, hvor Rowe var en konstant faktor forrest i feltet, og hvor lille Henao fra start til slut sad limet til hans baghjul.

I dag gentog historien sig. Selvom han var sat tilbage af sygdom og derfor missede åbningsweekenden, viste Rowe nemlig atter, hvorfor han også i nu mange år har været sikkert valg som Chris Froomes faste bodyguard i Tourens første uge. Var der én ting, der gik igen i årets løb, var det nemlig, at waliseren konstant stak sit hoved frem forrest i feltet, og hver eneste gang, der var optræk til ballade, kunne man være forvisset om, at Rowe med sine to kaptajner, Michal Kwiatkowski og Egan Bernal, på bagsmækkede var på den rette side af ethvert split. Briterne var vel de eneste, der aldrig var i fare, og da Rowe samtidig til slut kørte lead-out for Kwiatkowski og i mindre grad Bernal, så de i de to indlagte spurter kunne sikre sig hhv. 5 og 1 bonussekund, viste det sig at være en overordentlig god beslutning at have bragt waliseren, der i dag i sandhed var ”Man of the Match”, med sig til Frankrig.

Det var dog ikke kun Rowe, der var skyld i, at Sky endte som de store vindere af det første klassementsslag. Mens det lå i kortene, at alsidige Kwiatkowski sammen med Bob Jungels lignede den mest oplagte vinder i den kraftige sidevind, herskede der stor usikkerhed om, hvorvidt lille Bernal kunne klare mosten. Atter engang måtte man imidlertid sande, at der tilsyneladende igen grænser er for supertalentets alsidighed. Efter at han i sidste års Il Lombardia viste, at han også hører til blandt de bedste nedkørere, dokumenterede han i dag, at han også mestrer kunsten at køre i sidevind. Dermed er det efterhånden blot enkeltstarten, der ikke for alvor spiller for sportens vidunderbarn. Om det er nok til at vinde et løb med 25 km tonsertidskørsel er måske tvivlsomt, men i dag så vi, at der ingen grænser er for potentialet o g er man i tvivl, lader vi Rowe selv forklare hvorfor:

“Pure class. I was trying to explain to him this morning about how to get back into an echelon and how to ride and then he just goes and smashes it. You’ve either got it or you haven’t and he’s certainly got it. Class,” var waliserens rammende beskrivelse af Bernals format i terræn, han næppe er vant til fra de colombianske bjerge.

Rowe var ikke den eneste klassikerkonge, der viste sit værd. Det samme gjorde Oliver Naesen, der med stor autoritet bragte Romain Bardet sikkert i havn, og dermed kunne den lokale helt, der ellers i kraft af enkeltstarten får meget svært ved at sejre samlet, i hvert fald notere sig en tidlig tidsgevinst i forhold til mange af rivalerne. Ligesom Rowe var Naesen en konstant faktor forrest i feltet, og dermed undgik Bardet den katastrofe, der for to år siden kostede ham en diskvalifikation, da han blev ramt af uheld i den heftige sidevind.

På samme måde viste Nairo Quintana, at også han er kommet til Frankrig for at vise, at han ikke er klar til tidlig cykelpension. I dag viste investeringen i Jurgen Roelandts sig nemlig at give pote, og den stærke belgier sikrede, at den heroisk fightende Quintana ikke som i 2015-udgaven af Touren kunne se alle sejrsdrømme blive knust i sidevinden. Til gengæld er Movistar-mandskabet nu reduceret til en ensidig trussel for konkurrenterne, da den forsvarende vinder, Marc Soler, fortsatte de kedelige takter, han har vist siden sidste år ved at ende som en af dagens mange tabere.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Allerværst gik det for det stærke Astana-mandskab, der måtte indse, at det altså ikke altid hjælper blot at bringe mange klatrere til Paris-Nice. Mens det var ventet, at den meget skrøbelige Miguel Angel Lopez ikke kunne håndtere de vanskelige betingelser, kom det som en stor overraskelse, at den ellers så alsidige Ion Izagirre faldt fra. Med tanke på enkeltstarten var han ellers en af løbets tungeste favoritter, men allerede efter én dag står det stærke kasakhiske mandskab nu med blot to klassementskandidater i Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez. Og med al respekt for deres klatreevner, er det svært at se dem vinde et løb, der byder på en meget svær bjergfinale.

Andre af favoritterne undgik katastrofen. Det gælder selvfølgelig for Jungels, hvis Deceuninck-hold som altid trivedes i de vanskelige betingelser, og også Wilco Kelderman viste, at hans hollandske baggrund ikke fornægter sig. Alligevel endte Sunweb-kaptajnen som en af løbets helt store tabere. Allerede forud for løbet stod det nemlig klart, at den største trussel mod samlet sejr til løbets i mine øjne største favorit, kunne blive den manglende støtte fra et svagt hold på den altid farlige sidste etape omkring Nice, hvor mangen en isoleret kaptajn er blevet knækket. I dag mistede han så sin vigtigste mand, evigt uheldige Michael Matthews, hvis klassikersæson måske nu er i fare, samt holdets næstbedste klatrer, Martin Tusveld, der ligesom australieren endte i asfalten. Kelderman endte måske nok uden tidstab, men uden støtte fra sine to vigtigste folk, blev en samlet sejr alligevel langt fjernere på en sort, sort dag for Sunweb-mandskabet.

En sort dag var det også for UAE, men det var nu knap så uventet, at skrøbelige Sergio Henao, der i forvejen er en skygge af sig selv, efter to styrt endte som en stor taber, og at Fabio Aru heller ikke kunne sidde med i sidevinden. Helt galt blev det af, at Alexander Kristoff, der ellers elsker disse betingelser, fik ødelagt sin sko på et kritisk tidspunkt og faldt direkte fra gruppe 1 til 5, hvormed den ellers så formstærke nordmand med ét mistede en stor chance for at spurte efter en hård dag - noget, der som bekendt er hans speciale.

Andre tabere var EF-mandskabets Tejay van Garderen, der fortsætter med at gå fra nedtur til nedtur, samt Daniel Martinez, men til gengæld overraskede Rigoberto Uran, der eller sikke var meldt i form, med at være meget vagtsom og en konstant tilstedeværelse forrest i feltet. En anden var naturligvis Domenico Pozzovivo, der altid har hadet disse betingelser, men Bahrain kan heldigvis glæde sig over, at klassikerspecialisten Dylan Teuns som ventet klarede sig fint og er klar til at bygge videre på det gode indtryk, han efterlod i Omloop Het Nieuwsblad. Også Louis Meintjes, der fortsat er en skygge af sig selv, var en stensikker taber, ligesom også den ellers så lovende Giulio Ciccone samt Amaro antunes var et sandsynligt offer. Mere overraskende var det, at den alsidige Patrick Konrad ikke kunne klare mosten, og at heller ikke den ellers så formstærke Jack Haig sad med i front. Og så var der trods alt lidt malurt i Sky-bægeret, da et styrt sendte holdets plan C, supertalentet Ivan Sosa, ud af spillet, men det er nok tvivlsomt, om han uden uheld havde kunnet sidde med i front.

Endelig fortjener Ilnur Zakarin og Warren Barguil applaus. Zakarin havde som bekendt i Emiraterne givet klare tegn på en tilbagevenden til fordums styrke, men sygdom forud for løbet havde stillet store spørgsmålstegn ved hans form. Alligevel lykkedes det russeren helt uden støtte fra sit Katusha-hold at sidde med feltet hjem i sidevinden, som han ellers mere end nogen anden afskyr. Det kunne indikere, at det er værd at holde øje med russeren, der med sin hæderlige enkeltstart kunne være klar til at tage kampen op med de bedste i kampen om sejren. Også Barguil byggede fornemt videre på de lovende takter fra sidste weekend, der viser, at han nærmer sig sit gamle niveau, for han er bestemt heller ikke ekspert i disse betingelser. Det er Simon Yates heller ikke, og Vuelta-vinderen var da også i finalen sat fra feltet, men han blev i sidste øjeblik reddet af gongongen, så han i hvert fald efter 1. runde af de tre sidevindsslag stadig har sine vindermuligheder intakte.

Det har George Bennett også, men det glemmer man hurtigt på en dag, hvor det ikke var ham, der stjal overskrifterne i Holland. Det var derimod hans Jumbo-hold, der igen i dag viste, at de er et af tidens mest spændende. Om det er massespurter, brostensklassikere, ugelange etapeløb, grand tours eller som i sag sidevind, så synes hollænderne i dag altid at være en dominerende faktor. På forhånd var det ellers slet ikke dem, der sad med de bedste kort på hånden til dagens ganske hårde etape, men med en fremragende holdindsats lykkedes det dem som de eneste at sidde med seks mand i første gruppe. Og helt fortjent blev det belønnet med en fornem sejr til Dylan Groenewegen, der profiterede af et fremragende lead-out i en finale, hvor hollænderne som de eneste kunne tage kontrol og endda totalt udmanøvrerede Deceuninck, der ellers er kendt som kongerne af disse betingelser.

Sejren var derfor yderst fortjent, men også lovende. Groenewegen viste nemlig igen, at han ikke blot er verdens hurtigste, han er også mere holdbar, end mange tror. Således var han aldrig for alvor i vanskeligheder, og som han viste det i sidste weekend i et knaldhårdt Kuurne-Bruxelles-Kuurne, er han også i stand til at afslutte efter en hård dag. Modsat feltets anden fartkanon, Marcel Kittel, der som forventet havde det svært i de vanskelige betingelser, var Groenewegen konstant med fremme i både sidevind og på bakker og kunne til slut sætte sig igennem efter et fornemt lead-out af Mike Teunissen.

Det var ellers lige ved at gå galt. Caleb Ewan fik efter et svært UAE Tour, hvor han atter måtte sande, at han i de rene spurter efterhånden kommer til kort, i den grad oprejsning og vist, at han med sin forøgede holdbarhed bliver mere og mere spændende som afslutter efter hårde løb. I dag lukrerede han ganske vist på, at Groenewegen endte med at åbne lidt for tidligt i modvinden, der også dræbte Sonny Colbrellis lange spurt, men det var alligevel opløftende frem mod Milano-Sanremo, hvor han som bekendt sidste år vandt feltets spurt om 2. pladsen, at han i dag kunne være så tæt på den normalt hurtigere Groenewegen. Med tanke på de klatreevner, sejren på Hatta Dam også afslørede, indskriver Ewan sig mere og mere som et af de mest brandvarme navne frem mod årets første monument.

Andre ryttere har grund til at være mindre tilfredse. Det gælder især for Deceuninck, der nok havde Fabio Jakobsen med hjem, men som i finalen slet ikke drog fordel af, at de i Florian Senechal og Fabio Sabatini havde et tog, der normalt burde kunne køre Jumbo agterud. Jakobsens egen spurt var fin, men for en gangs skyld levede Deceuninck slet ikke op til forventningerne, og derfor må de nøjes med at finde trøst i, at den hollandske sprinter ikke ser ud til at være mærket af sidste uges sygdom.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den mest skuffede var måske Sam Bennett. Ireren klarede sig ganske vist i sidevinden, men i finalen var han helt ude af stand til at vise den fart, der for en uge siden gav ham en sejr i et direkte opgør mod Fernando Gaviria. I stedet oplevede han en dag, hvor han ifølge eget udsagn konstant var på bagkant, og derfor håber han, at dagens resultat blot var udtryk for en dårlig dag. Det tamme resultat skyldes i vidt omfang dårlig position, men når han ikke som i Emiraterne greb det hjul, han havde udset sig, skyldtes det formentlig, at han allerede forinden var på sin grænse.

Arnaud Demare var også slemt skuffet, for han burde normalt være blant de hurtigste efter en hård dag. Han sad også ganske fint placeret inden spurten, men da først han åbnede op, stod han nærmest stillet. Bagefter måtte han også konstatere, at Algarve-virussen havde svækket ham mere end ventet, og derfor kan denne uge nu mere handle om at genfinde formen end at jagte den succes, han med så stærk sidevind ellers havde udsigt til.

Derudover var det helt forventet, at det var de holdbare klassikertyper, der dominerede top 10. Som forventet var John Degenkolb, Matteo Trentin og Colbrelli aldrig i problemer i sidevinden, men i finalen måtte de også sande, at de altså fortsat ikke har hurtigheden til at konkurrere med top 4, der gang på gang har vist, at de har en helt anden fart end de mere robuste folk. Det måtte også en anden klassikertype, Christophe Laporte, helt som forventet konstatere, mens en anden franskmand, Bryan Coquard, egentlig imponerede i sidevinden, men alligevel måtte indse, at det havde kostet lidt for meget, og at han fortsat ikke er den rytter, han var i jubelåret 2016.

Og endelig er der André Greipel. Man får efterhånden ondt af den stakkels tysker, der ligesom i Kuurne viste glimrende form ved at sidde med i sidevinden. Desværre har hans problem altid været positionskampen, og det står efterhånden mere og mere klart, at ægteskabet med Arkea er alt andet end lykkeligt. Holdet er nemlig helt ude af stand til at støtte kaptajnen, der i finalen blot havde klatreren Barguil ved sin side, og derfor var det naturligvis helt umuligt for den store tysker at tilkæmpe sig en god position i en hektisk finale. Som det var tilfældet i Afrika, på Mallorca, i Oman og i Kuurne blev en ensom Greipel igen svigtet af sit svage hold, og dermed bliver de bange anelser om holdets manglende evne til at bakke op om en mand, der netop kræver stærk støtte, mere og mere gjort til virkelighed.

For Greipel og de andre sprintere er der heldigvis mindst to chancer endnu. Årets Paris-Nice har nemlig en usædvanlig flad indledning, hvilket er forklaringen på, at langt de fleste topsprintere er søgt til Frankrig og ikke Italien. Desværre må de også sande, at de formentlig alle bliver alt andet end klassiske massespurter, for også de kommende to dage vil det være sidevinden, der vil være temaet.

Kun en tåbe frygter nemlig ikke de indledende dage af Paris-Nice. Det måtte blandt andre Lopez og Izagirre i dag sande. Nu er spørgsmålet blot, hvem der bliver morgendagens ofre.

Favoritterne

Som sagt var 1. etape blot første akt i det, der har udsigt til at blive en knaldhård indledning på årets Paris-Nice. Der bliver nemlig heller ikke meget kedelig sprinteretape over de to sidste af de tre flade åbningsetaper, og flere af de hurtige folk, der ellers var tillokket af de på papiret så lette etaper, fortryder nok, at de ikke alligevel satsede på Tirreno-Adriatico, der kun sjældent er ramt af de samme blæsende betingelser.

Vejrudsigten lægger i hvert fald op til, at 2. etape bliver mindst lige så dramatisk som den indledende. Vinden er endda en anelse kraftigere, og modsat 1. etape byder denne rute stort set på sidevind fra start til mål. Kun på rundstrækningen til sidste kan det hele måske falde lidt til ro, men selv der vil der være sidemodvind på to tredjedele af strækningen, og derfor ligner det en etape, hvor der ikke vil være ét øjebliks ro.

I dag tog det nogen tid, inden der blev skabt splittelse. Det skyldtes, at rytterne på store dele af etapen kørte igennem skov, som man ofte ser det i området omkring Paris. Helt anderledes plejer det at være på disse transportetaper mod syd, hvor terrænet som regel er langt mere åbent. Hvis det også er tilfældet denne gang, kan vi vente os langt mere splittelse over 140 km med næsten uafbrudt sidevind, og vi vil næppe se så lange rolige perioder, som vi trods alt så i dag.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Det synes derfor også at være givet, at vi i hvert fald ikke får en klassisk massespurt. Måske vil der være lidt kortvarig ro i den indledende fase frem til første stigning, hvor man snor sig lidt rundt i med- og modvind, men fra bunden af bakken vil det gå løs. Det er således slet ikke sikkert, at der overhovedet etableres et udbrud, for bliver det stressende fra km 0, vil det være helt umuligt for en gruppe at komme fri. Vi kan derfor meget vel ende med at se en etape helt uden udbrud, for det kun potentielle skovstykker, hvor der vil være ro nok til, at en gruppe kan køre væk.

Vi forventer derfor et knaldhårdt udskilningsløb fra km 0, og formentlig vil vi se en tidligere selektion end i dag og også en mindre gruppe til sidst. Formentlig vil der undervejs være nogle splittelser og regrupperinger, men til slut forventer vi os, at det bliver et forfølgelsesløb mellem forskellige grupper, hvor den forreste ender med at skulle spurte om sejren. Som i dag kan det også bringe de to indlagte spurter i spil, da det er meget sandsynligt, at første gruppe vil skulle kæmpe om bonussekunder undervejs.

Forventningen er derfor, at det ender i endnu en spurt, men altså i en ganske lille gruppe, hvor kun de stærkeste er tilbage. Med andre ord er det en dag for de mere holdbare typer, der kan klare sidevinden og spurte efter en hård dag. I forhold til 1. etape er der dog den forskel, at der denne gang ikke er en sen bakke, og det er derfor ikke klatringen, der vil bringe de tunge folk i problemer. Det vil alene være sidevinden, og det ændrer balancen en anelse. Derudover skal man være opmærksom på, at det faktisk kan være muligt at snyde sprinterne, for som vi så i dag med Philippe Gilbert, kan et sent angreb måske lykkes, hvis feltet er splittet til atomer og frontgruppen er lille og mærket efter en hård dag i sidevinden.

Mest sandsynligt er det dog, at der skal spurtes om sejren, og efter dagens resultat tør vi ikke andet end at pege på Dylan Groenewegen som vores favorit. Hollænderen er ellers ikke kendt som en holdbar type, men det er først og fremmest på bakkerne, at han har problemer. Som nævnt i analysen ovenfor var Jumbo i dag dybt imponerende, og med seks mand havde de i finalen flere folk end noget andet hold. Groenewegen selv virkede heller aldrig til at være i vanskeligheder, og man så konstant Jumbo-holdkammerater i de første positioner.

Kan Jumbo gentage den bedrift, er det svært at se, at de kan knækkes. Det er klart, at Groenewegen ikke er feltets stærkeste sprinter, men lige nu synes han at være i storform. Som nævnt har han også både her og i Kuurne vist, at han besidder evnen til at afslutte, selv når han er træt, og selvom han i dag fik et forrygende lead-out af Mike Teunissen, ved vi, at han også kan klare sig på egen hånd, hvis hjælperne er for mærkede. Modsat mange andre har Jumbo ikke lagt skjul på, at spurtsejre er vigtigere end klassementet, og det giver ham en stor fordel, da han vil have i hvert fald fem dedikerede hjælpere i sidevinden. Der er ingen garanti for, at han klarer vinden, ligesom han kan være for mærket i selve spurten - i dag var han trods alt lige ved at blive slået - men på baggrund af dagens flotte holdopvisning er han vores favorit.

Sidevind rimer på Deceuninck-Quick Step, og belgierne sad da også med fem mand i dagens frontgruppe. Til gengæld var det svært overraskende, at de ikke med Florian Senechal og Fabio Sabatini kunne tage kampen op mod Jumbo, for på papiret havde Fabio Jakobsen det bedste tog i frontgruppen. Nu endte han i stedet med at sidde lidt for langt tilbage, og selvom han igen viste, at hans fart nu tilhører de højeste i denne verden, var der ingen chance for at indhente Groenewegen.

Til gengæld har han en endnu bedre chance mandag. Her er der nemlig ingen farlige bakker, og med støtte fra verdens bedste sidevindshold har Jakobsen alle muligheder for at holde sig til. Hans egen holdbarhed er stadig lidt et spørgsmålstegn efter sidste uges sygdom, men i dag klarede han sig fint. Der er derfor gode chancer for, at Jakobsen kan komme med hjem, og på baggrund af den spurt, han kørte i Algarve, ved vi, at han kan slå alle i dette felt. Særligt store chancer har han, hvis Deceuninck som forventet sidder i overtal, og leverer de det lead-out, der manglede i dag, kan det meget vel ende med endnu en hollandsk etapesejr, denne gang bare med deres anden supersprinter.

Løbets næsthurtigste er utvivlsomt Sam Bennett, der kommer til løbet med stor selvtillid, efter at han i Emiraterne viste, at han er hurtig nok til at slå folk som Elia Viviani og Fernando Gaviria. Et begrænset antal møder betyder imidlertid, at han endnu har til gode for alvor at teste sig selv mod Groenewegen, og det er nu drømmen i dette løb at få hans skalp. Desværre beklagede han sig som sagt i dag over dårlige ben, og derfor føler vi os ikke helt overbeviste om, at han kan klare sig i sidevinden. I storform - og det meldes han egentlig at være - er han ellers meget holdbar og stærkere end både Jakobsen og Groenewegen, men i dag var han konstant på bagkant.

Man kan håbe, at det bare var en dårlig dag, men desværre har Bennett det med at ramme nogle grimme perioder. Han har stadig alle muligheder for at rejse sig, og gør han det, har han helt sikkert farten til at tage kampen op med Groenewegen, ikke mindst efter et hårdt løb. I Jempy Drucker har han endda den ideelle, holdbare lead-out man, men skal han profitere af det, skal han genfinde araberbenene igen efter dagens lille nedtur.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det var overraskende at se Alexander Kristoff falde tilbage på dagens etape. Efterfølgende er det imidlertid blevet klart, at han faldt fra 1. til 5. gruppe som følge af en ødelagt sko, og dermed er der en god forklaring på miseren. Kristoff er nemlig normalt brølstærk i sidevinden, og han er specialist i at spurte efter en lang og hård dag. Drømmen for ham er derfor en meget svær og opslidende dag i sidevinden, hvor han til slut vil elske en let stigende powerspurt som denne. Efter i dag har han heller ingen klassementsryttere at beskytte, og dermed vil han være klar til at udnytte den superform, han viste i Oman, hvor han for første gang kom med hjem på 2. etape, og i Emiraterne, hvor han kørte nogle fantastiske lead-outs for Gaviria. Sidevind og en stigende powerspurt rimer så meget på Kristoff, at han sagtens kan ende med at slå normalt hurtigere folk.

Caleb Ewan er ikke just kendt for sine evner i sidevinden, hvor han ikke har samme power som rivalerne. I dag gjorde han det imidlertid godt, og til slut viste han som nævnt i analysen, at han har udviklet en eminent evne som afslutter efter en hård dag. Vi ved ganske vist fra Emiraterne, at han ikke længere har samme topfart som de bedste, men efter en opslidende etape har han en chance, ikke mindst i et stigende opløb og i en finale, hvor han ikke lider meget i positionskampen. Alligevel frygter vi lidt, at sidevinden denne gang bliver lidt for brutal for Ewan, der efter tabet af Jasper De Buyst er stærkt svækket, både i forbindelse med udskilningen og i selve spurten. Vi er derfor ikke sikre på, at han kommer med hjem, men gør han, står det klart, at han vil være en af de tunge favoritter.

Som sagt er André Greipel igen og igen blevet svigtet af sit svage Arkea-hold. Alligevel er det dumt at afskrive tyskeren, for særligt med den overbevisende kørsel i Kuurne, hvor han sad med de bedste på Kwaremont, viste han, at formen er fremragende. Han er også ganske god i sidevinden, og derfor vil det faktisk være en stor fordel, hvis det bliver knaldhårdt. Ender det med en ganske lille gruppe, kan man bestemt ikke udelukke, at formstærke Greipel sidder med, og i et lille felt vil positionskampen være lettere. Den stigende powerspurt er også nærmest designet af Greipel, der sidste efterår viste, at han stadig er så hurtig, at han kan slå Gaviria og Ewan. Med det svage hold vinder han næppe i et stort felt, men på det, der ligner en knaldhård etape, kan han sagtens ende med at vende en skidt sæsonstart helt på hovedet.

Det dårlige vejr er også til fordel for Sonny Colbrelli. Normalt vinder han ellers ikke klassiske massespurter, men i både dette løb og Tour de Suisse har han før slået til efter en knaldhård etape. Også i dag sad han stærkt med i sidevinden, og faktisk kan det næppe blive hårdt nok for ham. I spurten mistimede han det totalt i modvinden, men normalt er han efter en hård etape i et stigende opløb ganske farligt. Det måtte rivalerne indse efter en sidevindsetape i 2017, og det ser ud til, at en formstærk Colbrelli kan gentage det, hvis bare det bliver hårdt nok.

Normalt burde en hårde sidevindetape være guf for Arnaud Demare, som det var det, da han vandt 1. etape for to år siden. Franskmanden lagde da også ud som lyn og torden i Algarve, hvor han blev nr. 6 på enkeltstarten og kørte to fremragende spurter. Desværre har han siden været syg, og i dag måtte han indrømme, at hans power var forsvundet. Det var da også tydeligt, da han i selve spurten kun sakkede agterud fra en ellers god position, og derfor er vi lidt bange for, at sygdommen har kostet lidt for meget. På den anden side kan man håbe, at han efter en dag i sadlen har fået gang i systemet igen. Har han det, er dette en perfekt finale for en mand, der elsker både sidevind og stigende spurter.

Ligesom Kristoff har John Degenkolb også altid været kendt som en mesterlig afslutter efter hårde løb. I dag måtte vi ganske vist igen sande, at han fortsat ikke har fordums hurtighed, men han virkede til gengæld til at være helt ovenpå pedalerne i sidevinden. Som klassikerspecialist burde han også i den grad kunne lukrere på de vanskelige betingelser, og han elsker samtidig en let stigende powerspurt som denne. Det er klart, at der er mange, der er hurtigere end Degenkolb, men bliver det tilstrækkeligt hårdt, og ryddes der ud i sprinterne, står han med fine chancer, ikke mindst fordi han siden sidste års Tour igen har forbedret sig mærkbart i massespurterne.

Den mest formstærke sprinter er utvivlsomt Matteo Trentin, der i dag også var en af de klart stærkeste i sidevinden. Desværre måtte han også som forventet i spurten sande, at han ikke har farten til at matche de bedste. Heldigvis kan han håbe, at morgendagens etape bliver endnu mere selektiv, og at han ender i en gruppe, hvor de hurtigste enten er fraværende eller alt for mærkede. Sidste år vandt han som bekendt i Guangxi en spurt efter en hård dag, og med den form, han har i øjeblikket, synes det givet, at han vil klare alle splittelser. Derefter er det blot at håbe, at han også er kommet af med de mere rene sprintertyper.

Lidt af det samme kan siges om Christophe Laporte, der som klassikerrytter elsker et hårdt sidevindsløb. Han er desværre stadig lidt mærket af en længere sygdomsperiode, og derfor føler vi os ikke helt overbeviste om, at han klarer strabadserne. Sidder han med, burde han til gengæld have bedre chancer end i en klassisk massespurt, hvor han normalt ikke har farten, ikke mindst fordi han elsker stigende opløb, der er hans absolutte speciale.

Endelig vil vi pege på Jempy Drucker og Florian Senechal. Begge har de til opgave at køre for en anden sprinter, men de er begge også mere holdbare end hhv. Bennett og Jakobsen. Kommer de til mål i en lille gruppe uden deres kaptajn, kan de selv tage chancen, og selvom de formentlig vil være oppe mod hurtigere folk, skal man ikke helt udelukke, at de kan vinde, hvis blot der har været tilstrækkeligt stor selektion. Begge har i hvert fald vist glimrende form, ikke mindst Drucker, der kører som en motorcykel.

For de øvrige sprintere gælder, at vi har svært ved at se Marcel Kittel, Dan McLay, Eduard Grosu, Mark Cavendish og Jakub Mareczko klare sidevinden, og det bliver også svært for Niccolo Bonifazio. Bryan Coquard overraskede i dag, men vi har svært ved at se ham faktisk vinde mod de mere robuste folk, der er bedre under disse betingelser. Magnus Cort ligner en mand, der får rigeligt at gøre med at arbejde for holdet, og det samme gør Jurgen Roelandts.

Til slut vil vi bemærke, at det som sagt er muligt måske efter et hårdt sidevindsløb at snige sig væk til sidst, som Gilbert næsten gjorde i dag. Kandidater til et sådant nummer er Michal Kwiatkowski, Bob Jungels, Philippe Gilbert, Niki Terpstra og Luis Leon Sanchez.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Sam Bennett

Outsidere: Alexander Kristoff, Caleb Ewan, André Greipel, Sonny Colbrelli, Arnaud Demare

Jokers: John Degenkolb, Matteo Trentin, Christophe Laporte, Jempy Drucker, Florian Senechal

Kandidater til sent angreb i hårdt sidevindsløb: Michal Kwiatkowski, Bob Jungels, Philippe Gilbert, Niki Terpstra, Luis Leon Sanchez