Optakt: 2. etape af Sibiu Cycling Tour

Ruten

Sibiu Cycling Tour er først og fremmest kendt som et bjergløb, men der er også altid lidt guf for sprinterne. Det gælder også i 2020, hvor de hurtige folk ventes at skulle i aktion på 2. etape. De skal dog tage sig lidt i agt på en dag, der byder på et par mindre bakker i finalen, og de vil formentlig kunne rydde ud i de tungeste inden en afslutning, der dog trods alt bør give sejr til en sprinter.

I alt skal der tilbagelægges 181,2 km, som har både start og mål i Sibiu og afvikles i terrænet øst for værtsbyen. Starten er knaldhård, da man lægger ud med at køre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Dealil Dah (4,1 km, 3,2%, max. 6,4%), som er en jævn opkørsel med top allerede efter 5,8 km. En nedkørsel leder mod øst, inden det går mod øst, nordøst og nord gennem fladlandet forbi den første spurt, som kommer efter 29,0 km.

Kort efter når man det nordligste punkt, hvor man drejer mod øst for at køre frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 54,3 km, inden det går mod syd ned til kategori 3-stigningen Vard (2,2 km, 4,1%, max. 5,9%), som ligeledes er en jævn, let opkørsel med top efter 61,4 km. Nu fører en lige, let faldende vej mod syd, inden man drejer mod sydvest for at køre med til den sidste spurt, som kommer efter 103,2 km, hvorfra man snor sig igennem fladt terræn mod sydvest og nordvest syd om selve Sibiu.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Finalen indledes efter knap 140 km, når man rammer kategori 3-stigningen Cisnadioara (1,6 km, 5,3%, max. 8,5%), som er stejlest i bunden med 6,1% over de første 500 m, men derefter gradvist bliver lettere. Toppen rundes efter 140,3 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nord, inden man kører mod sydvest ad et let stigende stykke. Kort efter drejer man mod nordvest ind på kategori 3-stigningen Calugarul (1,8 km, 5,6%, max. 7,6%), idet der forinden er et let stigende stykke. Der er tale om en bakke, der gradvist bliver stejlere og stejlere og når sit stejleste punkt ved toppen, der rundes efter 156,6 km.

Herfra resterer 24,6 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, som fører mod nordvest, inden det går mod sydøst og nordøst igennem fladt og siden let faldende terræn med retning mod Sibiu. De sidste 4 km falder alle ganske svagt og går via en lang, lige vej, som afbrydes af to sving i rundkørsler lige i rap efter den røde flamme.

Etapen byder på i alt 1465 højdemeter.

Udover prologen har Sibiu altid været mål for to linjeløbsetaper (bortset fra 2011, hvor der blot var et enkelt etapemål). Det har givet sejre til Justin Paroz (2019), Gasper Katrasnik (2019), CCC (holdløb i 2018), Jason van Dalen (2018), Edwin Avila (2017), Eduard Grosu (2017), Steele von Hoff (2016), Davide Vigano (2016), Oscar Gatto (to sejre i 2015), CCC (holdløb i 2014), Marco Zanotti (2014), Stefan Schumacher (2013), Mattia Gavazzi (2013), Kolss Cycling Team (holdløb i 2012), Gabor Kasa (2012) og RC Arbö Gourmetfein (holdløb i 2011). Romanian Tour har også flere gange været forbi, senest i 2018, hvor Peter Schulting sejrede.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Vejret

I dag slap rytterne for tordenbygerne, og lad os håbe, at det gentager sig lørdag. Det ustabile vejr fortsætter nemlig på en generelt overskyet, men lun dag, hvor temperaturen vil nå 26 grader. Desværre er der fra kl. 15 (lokal tid) og frem til etapeafslutningen en risiko på 40-50% for en tordenbyge. Vinden tager også lidt til med en let til jævn vind fra syd. Det giver hovedsageligt sidevind på det meste af ruten. Til slut er der medvind på den første bakke og sidevind på den næste, hvorefter der hovedsageligt er sidemedvind resten af vejen. Det gælder også på de sidste mere end 10 km, herunder op opløbsstrækningen.

Favoritterne

Dobbeltsejre er ikke hverdagskost, men den triumf, Bora leverede i dag, kan ikke just kaldes overraskende. I hvert fald gik det mere eller mindre som spået i gårsdagens optakt, og helt efter bogen blev rovet fordelt med etapesejr til Gregor Mühlberger og førertrøje til Patrick Konrad. De to østrigere bliver nu rivaler på søndagens bjergenkeltstart, der vil afgøre hele løbet, og den samlede dobbeltsejr synes relativt sikker, da den ellers velkørende Matteo Badilatti betalte prisen for en ærgerlig tidlig starttid på prologen, som kostede ham unødigt mange sekunder i den syndflod, der fik Sortehavet til at strække sig helt ind i Sibius gader.

Inden vi kommer så langt, drømmer Bora dog om mere succes. De har formentlig allerede en ambition om at vinde fire af løbets fem etaper, og til det formål får de brug for truppens store stjerne. I dag arbejdede Pascal Ackermann for holdet, men i morgen går ind til 2. etape som manden, der skal slås.

Historisk har udbrud ofte haft held til at holde sig fri på denne ikke helt flade etape, men i år går det næppe sådan. Mens holdene har sendt overraskende få klatrere til løbet, satser de fleste af dem på massespurterne, og derfor burde der være stor interesse i at jagte. Det kunne ellers godt blive en ret prekær sag for Bora, der skal beskytte Konrad, Mühlberger, Ackermann og gerne også Rüdiger Selig, men jeg vil tro, at de får hjælp fra i hvert fald Israel SUN, der tror meget på Rudy Barbier, men også Nippo Delko, der overpræsterede kraftigt i dag og har den lokale helt Eduard Grosu, samt Vini Zabu og Bardiani, der begge har reelle chancer i en spurt. Alligevel slipper Bora næppe for at bruge både Andreas Schillinger og Michael Schwarzmann op inden selve spurten, hvor Ackermann meget vel kan ende med at skulle nøjes med Selig.

Spurten bør vi dog få. Forskellene er store, og udbrud holder ofte hjem, hvorfor jeg forventer en ret aggressiv start. Bora bør dog kunne sikre, at udbruddet ikke bliver alt for stort, og derfor forventer jeg, at de ovenfor nævnte sprinterhold kan skabe samling. Der er en del sidevind undervejs, og da vinden tager til i forhold til de seneste dage, kan det godt blive nervøst. Den bør dog ikke være kraftig nok til at skabe mere end netop nervøsitet.

Jokeren er de sidste to bakker. Den første kommer nok for tidligt til at kunne spille en rolle, men den anden er brugbar til at lægge lidt pres på og til at køre offensivt. Det er slet ikke noget, Ackermann ikke kan klare - slet ikke i dette felt - og langt de fleste vil kunne overleve, men de helt tunge folk som Andrea Guardini og Matteo Pelucchi kan måske få problemer. Uanset hvad bør et relativt stort felt runde toppen, hvorefter særligt Bora og Israel SUN bør være stærke nok til at sikre en massespurt.

Selve spurten er ret enkel. Den lange, lige vej afbrydes kun af de to rundkørsler omkring den røde flamme, hvor man ikke kan tillade sig at være alt for langt tilbage. Desværre kan endnu en tordenbyge gøre vejene våde, og det kan måske lægge en dæmper på særligt Ackermanns risikovillighed. Til gengæld venter der så en relativt lang powerspurt i medvind, hvor man har plads til og mulighed for at åbne relativt tidligt, og positionering er derfor ikke altafgørende. Der er tid til at lade farten kompensere.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Det er dog også kun manglende risikovillighed, der for alvor kan true Pascal Ackermann. Tyskeren er på papiret i særklasse den bedste sprinter, og han har i Rüdiger Selig den i særklasse bedste lead-out man. Toget kan blive kørt tyndt forinden, men Selig er så fremragende, at han i dette felt meget vel kan ende med at sætte Ackermann perfekt op alligevel. Den lange powerspurt passer tyskeren, der elsker at åbne tidligt, glimrende, især nu hvor der er medvind.

Rivalerne kan til gengæld finde håb i Ackermanns sæsonstart, der virkede temmelig rusten på Mallorca og i Almeria, selvom han vandt sidstnævnte. Han fik en sejr i Emiraterne i et klassefelt, hvor han viste, at han stadig kan, men her blev de værste rivaler også lukket inde. Alligevel bør han være stærkest i dette felt, og derfor er han den klare favorit.

Hans værste rival må være Rudy Barbier. Franskmanden var efter nogle svage år fremragende i sæsonstarten, hvor han sejrede i San Juan og kørte gode spurter også i Emiraterne. Det arabiske løb og Paris-Nice viste dog, at han stadig har begrænsninger. Til gengæld synes formen stadig fremragende, efter at han kørte den næstbedste ”post-regnbyge-tid” på prologen. Toget med Daniel Turek, Matthias Brändle og ikke mindst Mihkel Raim er bestemt heller ikke værst, og da han samtidig selv er god i positionskampen, er Barbier manden, der kan true Ackermann.

Alle rumænere håber på Eduard Grosu, der indtil nu kun har vundet én etape i sit hjemmebaneløb. Til gengæld tog han et stort skridt i 2019, hvor han viste en ganske imponerende holdbarhed - hvilket er vigtigt i forhold til bakken - og samtidig stadig fin fart. Han skuffede lidt i Tour de Taiwan først på året, men sluttede til gengæld stærkt af med etapesejr i Kroatien sidste efterår. Desværre er denne afslutning ikke ideel for en mand, der excellerer i kringlede finaler med mange sving, men til gengæld er han tilstrækkeligt kamikazeagtig, hvis vejen bliver både. Toget med Ramunas Navardauskas og Julien Trarieux ser også hæderligt ud, og særligt, hvis regnen kommer, vil Grosu være en trussel mod de to store hold.

Jeg er lidt i tvivl med Matteo Pelucchi. Italieneren var tidligere en uhyre hurtig, helt ren sprinter, som tog sejre på WorldTouren i både Tirreno og Polen. Desværre er det gået ned ad bakke, og selvom han vandt nogle løb for Androni sidste år, var han ikke ved fordums styrke. I år skuffede han i et svagt felt i Langkawi, og derfor er det svært at være optimistisk - især fordi han også kan få problemer på bakken. Pelucchi hiver dog af og til stadig en superspurt op af hatten. Gør han det igen med hjælp fra Iuri Filosi og Nicolas Dalla Valle, er han en af de få, der kan true de store. Falder han fra på bakken, vil Filosi sikkert kunne køre spurten.

Riccardo Stacchiotti var meget tæt på at tabe karrieren på gulvet, da han sluttede sig til ungarske cykelprojekt, der i december faldt fra hinanden. Nu har Vini Zabu i corona-pausen kastet ham en redningskrans, og det er fuldt fortjent, hvis man ser på hans spurter i de seneste sæsoner, hvor han har taget et gigantisk skridt, blandt andet med etapesejr i dette løb og i Giro di Sicilia sidste år. Ser man bort fra Ackermann, er der ingen her, som er i en anden kaliber end ham, og han plejer også at være positioneringsstærk. Toget med Simone Bevilacqua og formstærke Luca Wackermann er heller ikke værst, men bakken er en trussel. Kommer han over den, har han en reel chance. Wackermann er plan B, hvis bakken bliver for hård.

Man må også nævne Frantisek Sisr. Tjekken havde egentlig for vane at skuffe som sprinter hos CCC, mne sidste år gjorde han det pænt på lavere niveau, blandt andet ved at blive tjekkisk mester. Den store sejt i en massespurt kom aldrig, men han synes at have taget et stort skridt op. I dette felt bør han kunne være med, især hvis det bliver hårdt på bakken.

Den tidligere dopingsynder Davide Appollonio kom forrygende i gang efter sin karantæne, da han nærmest med det samme vandt en etape i Volta a Portugal. Siden dengang har der imidlertid været så langt mellem snapsene, at han uden problemer holder promillen i ro, og særligt i Argentina i januar var han slemt skuffende. Alligevel viste sejren i Portugal, at de gamle evner gemmer sig et sted, og hvis sæsonstarten alene skyldtes manglende form, skal man ikke udelukke, at han kan vise sig frem igen, hvis han overlever bakken. Mislykkes det, kan Marco Tizza spurte, men ikke i dette selskab.

Bakken er særligt en udfordring for Andrea Guardini, for hvem en motorvejsbro kan gøre ham indlægningsparat med et slagtilfælde. År for år tager han et skridt ned for at genstarte karrieren, og nuer han endt på det lille Giotti Victoria som erstatning for Stacchiotti. Sæsonstarten var skuffende og kom endda efter et 2019, hvor han slet ikke vandt de løb, man kunne forvente. Jeg vil blive overrasket, hvis han klarer stigningen og derefter er frisk nok til at spurte mod de bedste, men efter en lang pause lader vi døren til en lille genrejsning stå åben. Ellers har holdet den langt mere klatrestærke Federico Zurlo som alternativ.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

En rytter, der i hvert fald skal have det gjort hårdt, er Paolo Toto. Der er ikke mange sprintere med klatreevner som den alsidige italiener, der endda kan køre lidt klassement i et løb som dette. Til gengæld er han langt fra en klassisk en sprinter, og i forhold til rigtige sprintere mangler han noget topfart. Alligevel kører han ofte i top 10 i spurter på dette niveau, og hvis han kan få rystet feltet lidt på stigningen, vil han stå med fornuftige kort.

Man bør også fremhæve Lucas Carstensen. Tyskeren er ofte i top 10 i massespurter i mindre løb, men til gengæld ikke særlig holdbar. Derfor overraskede han meget positivt i årets Saudi Tour, og hvos de er udtryk for et hævet niveau, kan han blive interessant. Han er i hvert fald i stand til at blande sig med de fleste sprintere i dette felt. Alternativt har prologvinderen Nikodemus Holler også en fornuftig spurt, selvom han ikke er rigtig sprinter.

Polakkerne har tre bud. Den første er veteranen Maciej Paterski, der bestemt ikke er en rigtig sprinter, men opnår overraskende mange top 10-placeringer i massespurter. Særligt hvis det bliver hårdt, er han i spil, selvom han synes formsvag og slet ikke altid kører med i spurterne. Adrian Banaszek er ikke så hurtig som fætter Alan og kører sjældent massespurter, men han viste form med 2. pladsen på den superkorte polske enkeltstart i sidst uge. Endelig viste Patryk Stosz storform med den bedste ”post-regnbyge-tid” på prologen, og efter et 2019, hvor han begyndte ofte at blande sig i top 10, er han nok det bedste polske sprinterbud.

Slutteligt er det vær sat fremhæve Ivar Slik og Michael Bresciani som sandsynlige deltagere i spurten, ligesom også Dusan Kalaba og Federico Burchio også har en hæderlig afslutning.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Rudy Barbier, Eduard Grosu

Outsidere: Matteo Pelucchi, Riccardo Stacchiotti, Frantisek Sisr, Davide Appollonio, Andrea Guardini

Jokers: Paolo Toto, Lucas Carstensen, Patryk Stosz, Maciej Paterski, Adrian Banaszek, Federico Zurlo, Luca Wackermann