Optakt: 2. etape af Tour of California

Ruten

En af grundene til, at man flyttede løbet fra februar til maj, var drømmen om at sende feltet ind i de høje bjerge. Det har den nye status som forårsløb muliggjort, og arrangørerne har i løbet af det sidste lille årti fundet sig nogle faste stigninger og bjergområder at besøge. I de senere år har South Lake Tahoe, der ligger i mere end 2000 m højde, vundet indpas som en foretrukken destination, hidtil som en sidste bjergtest i løbets anden halvdel. I år tilbyder den lange, udmarvende opkørsel til bjergsøen imidlertid en første chance for at varme bjergbenene op, og selvom der er tale om en lang opslidende klatretur mere end en rigtig klassementsetape, vil en lille stejl rampe op til målet sikre, at vi får et første lille indblik i, hvem der har taget de gode ben med sig til USA.

Med en distance på hele 214,5 km er der tale om en yderst lang etape, der fører feltet fra Rancho Cordova til South Lake Tahoe. Startbyen er en forstad til Sacramento, der ligger i en helt flad del af Californien, og derfor er der ikke de store terrænmæssige udfordringer i etapens første del. Her kører man nemlig mod nordøst igennem let stigende terræn med retning mod bjergene, indtil man når den første spurt, der er placeret efter 51,5 km. Den markerer starten på det sværere terræn, da man herefter snor sig mod øst i en kuperet zone, der byder på kategori 3-stigningene Cedar Ravine Road (3,3 km, 4,6%) og Bucks Bar Road (1,8 km, 7,2%) med top efter hhv. 59,5 og 68,5 km.

Efter de to stigninger følger et kort fladere stykke, men det varer ikke længe, inden man indleder den lange, udmarvende klatretur op mod søen. Således stiger det i den følgende fase næsten uafbrudt i 80 km, men uden at det nogensinde bliver rigtigt stejlt. Mod toppen drejer man mod nord for at følge en kort nedkørsel, inden man endelig rammer en kategoriseret stigning, kategori 2-stigningen Kirkwood Summit (3,9 km, 6,3%), der har top efter 155,5 km. Derfra drejer man direkte mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Carson Pass (4,7 km, 4,6%), der med sin top i 2615 m højde efter 167,0 km udgør etapens højeste punkt.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Herfra resterer imidlertid fortsat 47,5 km, og de er betydeligt lettere. En let nedkørsel fører mod nordøst, inden man drejer mod vest for at køre op ad den lille Luther’s Pass, der leder op til den sidste spurt, som er placeret efter 185,5 km. Herefter venter en kort nedkørsel, inden man drejer mod nord for at køre igennem fladt terræn op til søen. Her gælder det en tricky finale, når man med 1,7 km igen drejer ind på den afsluttende kategori 3-stigning, der stiger med 6,1% i snit, men med 7,4% over de sidste 1200 m. Generelt bliver den stejlere og stejlere undervejs og er også ganske teknisk med skarpe sving 1200, 900 og 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 4203 højdemeter.

South Lake Tahoe blev senest besøgt i 2018, hvor den var mål for en sværere bjergetape, der gav en suveræn solosejr til Egan Bernal, som med en stor offensiv knækkede Tejay van Garderen og generobrede førertrøjen ved at vinde foran Adam Yates og Tao Geoghegan Hart. I 2016 lykkedes det Toms Skujins, Adam De Vos og Xabier Zandio at holde hjem fra et udbrud, hvorefter letten spurtede sig til sejr.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Vejret ved South Lake Tahoe er ikke stabilt i disse dage, men løbet har valgt den rette dag til at køre ind i bjergene. Mandag bliver ganske vist skyet med kun enkelte kig til solen, men temperaturen ved målet i 2000 m højde vil alligevel være hele 20 grader. Der vil være en let til jævn vind fra sydvest, hvilket giver sidemedvind hele dagen frem til finalen. Her får man skiftevis med- og sidevind på den afsluttende stigning, med sidevind frem til sidste sving og derefter medvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 1. etape

Kan I huske 2015-sæsonen? Det var dengang Peter Sagan oplevede sin hidtil eneste større krise i en ellers succesrig karriere, da han efter en skuffende Tour i 2014, hvor han ikke vandt en etape, oplevede et rædselsfuldt efterår, der kun blev værre efter skiftet til Tinkoff, hvor han aldrig fandt formen i løbet af foråret. Det førte til interne spændinger på det russiske hold, og det hele kulminerede, da den mildt sat udiplomatiske holdejer Oleg Tinkov i al offentlighed anmodede sin slovakiske superstjerne om at gå ned i løn.

Men så skete der et eller andet. Af en eller anden grund har der altid været en helt særlig forbindelse med Sagan og Tour of California, hvor han siden debuten i 2010 har været den altdominerende skikkelse med indtil i går hele 16 etapesejre. I det forår for fire år siden havde turen over Atlanten igen en helt magisk virkning på slovakken, der levede den vel nok største sensation i løbets historie ved efter aflysningen af den ene af to bjergetaper at tage en chokerende samlet sejr efter en knivskarp duel med Julian Alaphilippe. Ikke blot var sejren spektakulær, fordi den blev opnået via bonussekunder på den sidste sprinteretape, den var også imponerende, fordi Sagan på utrolig vis blev nr. 6 på løbets kongeetapen til Mount Baldy.

I år drømmer Sagan helt sikkert om en gentagelse. Naturligvis er det udelukket, at han løber med den samlede sejr, for den slags mirakler sker ikke mere end én gang, men Sagan håber, at det løb, der sammen med Tour de Suisse har været hans foretrukne legeplads, atter kan genrejse ham efter et forår, hvor intet gik efter planen. Naturligvis kan en 4. plads i Milano-Sanremo og en 5. plads i Paris-Roubaix gøre de fleste grønne af misundelse, men for Sagan var klassikersæsonen én lang nedtur, der på nærmest tragisk vis kulminerede, da en træt og udkørt Sagan blev sat som en af de første i både Amstel Gold Race og Fleche Wallonne.

Måske har Sunny California igen haft den magiske effekt, som den også havde for fire år siden. I hvert fald fik Sagan i nat en flyvende start på sin 10. deltagelse i løbet, da han efter fem tidligere top 4-placeringer endelig vandt den flade og lynhurtige massespurt i Sacramento og dermed tog sin 17. etapesejr i løbet efter en 2018-udgave, hvor han for første gang nogensinde var kommet hjem fra USA uden en gevinst. Med vanlig sans for positionering lykkedes det den agile slovak at gøre alt rigtigt i en totalt kaotisk og rodet massespurt, og selvom man kan diskutere, om ikke det mere var hovedet end benene, der gav ham sejren, lykkedes det ham altså at vinde en af de hele rene spurter, hvor han normalt ellers har vanskeligt ved at matche de bedste.

Sagan var imidlertid heller ikke uheldig med sejren, for den skyldtes i høj grad Deceunincks helt igennem fejlslagne finale. Belgierne er kommet til USA med et tog, der er lysår foran rivalerne, og derfor lå det i kortene, at storholdet ville sætte sig tungt på den tekniske finale i den californiske hovedstad. Det gjorde de da, da Tim Declercq havde fået kørt det tidlige udbrud ind, og Kasper Asgreen, Zdenek Stybar og Michael Mørkøv skød frem på de sidste 5 km.

Problemet var bare, at de havde tabt deres sprinter og dagens store favorit, Fabio Jakobsen. Hollænderen havde tabt hjulet på sine holdkammerater, og mens Maximilano Richeze lod sig falde tilbage i et desperat forsøg på at finde sin kaptajn, fortsatte Asgreen og Stybar med at mose på helt uden blik for, at Jakobsen var forsvundet som dug for solen. Resultatet var, at farten var så opskruet, at den hurtige hollænder ikke havde en jordisk chance for at komme frem igen, og da Mørkøv endelig opdagede fadæsen, var det allerede for sent.

Da Stybar var færdig, skød Ineos nemlig frem i stedte og med Leonardo Basso og Owain Doull leverede de vel det bedste lead-out, Kristoffer Halvorsen har fået i sit halvandet på det britiske storhold. Desværre var nordmanden lige så uheldig eller udygtig som Jakobsen, for også han havde tabt sine holdkammerater, og han befandt sig derfor som sidste mand i den lille gruppe, der i den yderst kaotiske finale havde trukket sig fri.

Og hvem er det nu, der elsker kaos? Det er som bekendt Sagan, og derfor gav det næsten sig selv, at det var ham, der havde fundet Doulls baghjul. Med vanlig næse for at læse spurterne rigtigt sad slovakken præcis, hvor han skulle, og det endte derfor med, at de unge Ineos-løver afleverede en af deres værste rivaler helt perfekt. Den invitation skulle Sagan naturligvis ikke have to gange, og efter sit fornemme positioneringsarbejde kunne han med en ellers ikke alt for overbevisende spurt, bryde sin nærmest uhørt lange tørke i det amerikanske løb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Sejren er ikke mindst vigtig, fordi presset på Sagan har været stort. I et generelt flot forår er han nærmest den eneste af holdets kaptajner, der ikke har præsteret over forventning, og mens hans sprinterkolleger Pascal Ackermann og Sam Bennett har vadet i sejre, havde holdet førstesprinter til Touren indtil i nat blot vundet en enkelt gang. Derfor var det et vigtigt signal at sende, at han bare få timer efter Ackermanns suveræne Giro-sejr i karrierens første grand tour-massespurt, kunne vise sine holdkammerater, at ”The Boss is back”.

Man skal imidlertid også huske at klappe hesten. Sagan vandt først og fremmest spurten på grund af det store kaos og Deceunincks mange fejltrin, og det var mere hans positionering end selve sprinten, der gjorde forskellen. Reelt kan vi således kun bruge etapens resultat til at konstatere, at Sagan stadig har sin løbsnæse intakt, men det siger meget lidt om hans fysiske formåen. Til gengæld er der ingen tvivl om, at sejren faldt på et tørt sted, og det er da også sjældent, at Sagan har virket så begejstret for at tage en af de sejre, der ellers tidligere er kommet næsten pr. automatik.

Dagens taber var naturligvis Jakobsen, som med det forsamlede Deceuninck-mandskab egentlig slet ikke burde kunne have undgået at vinde. Belgierne var da også ganske suveræne i finalen, men måske udviste den stadig urutinerede hollænder alligevel lidt sårbarhed efter et forår, hvor han ikke har været nem at bide skeer med. I hvert fald var det kun ham, der ikke kunne holde sig til toget, og selvom man kan bebrejde holdkammeraterne, at de ikke reagerede i tide, må Jakobsen naturligvis også påtage sig sin del af ansvaret. Særligt ærligt er det i lyset af en rute, der er hårdere end tidligere, og hvor det kun er på 4. etape, at han kan føle sig relativt sikker på, at han igen får chancen.

Dagens positive oplevelse var Travis McCabe. Den hurtige amerikaner har i nogle år været USA's bedste kontinentalsprinter, hvilket blev særligt tydeligt under sidste års Tour of Utah, hvor han var feltets hurtigste mand. Desværre har han haft det lidt svært i Tour of California, der er det helt store udstillingsvindue i USA, men i går gjorde han alt rigtigt i den kaotiske finale, hvor han ellers på det urutinerede amerikanske landshold var uden megen støtte. Han var således en af de få sprintere, der holdt sig til, da Deceuninck skruede op for gassen, og til sidst var han faktisk ikke langt fra at sikre sig den sejr, der for evigt vil udgøre højdepunktet i en karriere, der efterhånden har budt på ret mange sejre.

Til gengæld kan Max Walscheid ikke være helt tilfreds. Den store tysker kunne for en gangs skyld holde sig til sit tog, og det unge Sunweb-mandskab imponerede endda stort i finalen, hvor de var blandt de toneangivende. Det betød også, at den store tysker var på den rette side, da feltet knækkede, men da spurten blev åbnet, var han slet ikke så flyvende, da han sidste år på samme etape kørte en af 2018-sæsonens mest imponerende spurter. Ganske vist blev det til en 3. plads, men det står desværre mere og mere klart, at den ellers så lynhurtige tysker ikke har fundet den forrygende fart, han ellers periodevist har haft i de sidste to sæsoner.

Sammen med Jakobsen er det Halvorsen, der har mest grund til at ærgre sig. Den unge nordmand gik nemlig glip af sit livs chance for at tage en WorldTour-sejr, for havde han blot holdt Doulls hjul til sidst, havde han formentlig vundet etapen. I hvert fald kørte han en ganske fin spurt, men da han sad for langt bag Sagan, blev det kun til en 4. plads. I lyset af den store chance må det være en stor skuffelse, men set i et større perspektiv er det opløftende, at han i 2019 med stor regularitet har leveret topresultater i massespurterne.

For alle de øvrige sprintere endte dagen i skuffelse. Alle blev de nemlig fanget bag splittet, og derfor var de henvist til at spurte om 7. pladsen. Her tankede John Degenkolb lidt selvtillid ved at vise sig som hurtigste mand i en spurt, der ellers ikke passede ham, og efter 2. pladsen i Frankfurt må det være tilfredsstillende, at han her kunne slå på papiret hurtigere folk som Phil Bauhaus, Jasper Philipsen og Danny Van Poppel, der alle missede en god chance i den hektiske finale. Især Bauhaus må være frustreret over, at det trods et godt tog heller ikke her lykkedes ham at tilbagebetale Bahrain for tilliden på en etape, hvor han ellers havde gode muligheder for at vise sin gamle hurtighed.

For løbets gamle topsprintere, Nacer Bouhanni og Mark Cavendish, blev etapen en nedtur. Bouhanni, der netop er kommet tilbage efter sygdom, måtte igen sande, at han fuldstændig har mistet sin gamle næse for at positionere sig, og Cavendish måtte efter nedturen i Yorkshire atter sande, at den kortvarige opblomstring i Tyrkiet var en ultrakort fornøjelse. Formentlig kan de kun håbe måske at få chancen igen på onsdag, og derfor ser det heller ikke ud til, at det bliver i USA, at de får karrieren tilbage på sporet.

For klassementsrytterne handlede det naturligvis bare om overlevelse, men det lykkedes ikke alle at komme helskindet igennem. Højst overraskende lykkedes det den ellers formstærke Felix Grossschartner at tabe 11 sekunder til rivalerne, og det samme var tilfældet for klatrerne Kristijan Durasek, Louis Meintjes, Darwin Atapuma og Matteo Fabbro. Dermed har de alle et lille handicap, og selvom det ikke er meget, kan det blive helt afgørende i et løb, der kun byder på en enkelt rigtig klassementsetape.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Et lidt klarere billede af favoritternes form får vi i aften/nat, når rytterne kastes ud i den første bjergetape. Ganske vist kommer udfordringerne for langt fra mål til at kunne bruges offensivt, men den lille rampe op til mål vil helt sikkert give os en fornemmelse af, hvem der har taget den gode form med sig til USA. Og normalt vil Sagan også elske en afslutning som denne, og derfor vil bakken i South Lake Tahoe give den første virkelige indikation på, om eksverdensmesteren vitterligt er tilbage. I dag gav hans hoved og positionering ham en yderst lovende start. Hvis han også vinder 2. etape, kan vi definitivt konstatere, at kongen af Californien endelig er tilbage!

Favoritterne

Årets Tour of California er kendetegnet ved at byde på en lang serie af meget svære og lange etaper, men selvom de alle bidrager til at gøre løbet til det på papiret hårdeste i historien, er det måske alligevel kun fredagens kongeetape, der kan bruges til at gøre forskelle i kampen om den samlede sejr. En god afspejling af denne tendens er årets 2. etape. 4200 højdemeter over 214,5 km er en monumental udfordring, men det er næppe en etape, der vil gøre den helt store forskel. Udfordringerne kommer alle langt fra mål, og det er således ikke en rute, der egner sig til et stort klatreslag. Rampen op mod mål er svær nok til, at der kan opstå mindre huller, men da favoritterne med 99% sikkerhed vil være samlet i bunden, vil det ikke være her, at man vinder løbet.

Det er også en etape, hvor udskilningen bestemmes af holdenes taktik. Da man kørte en næsten identisk etape i 2016, sad sprintere som Jasper Stuyven og Travis McCabe da også med hjem, og igen vil vi formentlig have begrænset udskilning, når vi når til South Lake Tahoe. Til gengæld er det også klart, at etapen kan blive knaldhård, hvis der er et hold, der tager initiativ til at lægge lidt pres på, og mens man ikke kan rydde ud i løbets favoritter på de ret lette stigninger, kan man helt sikkert sende langt de fleste af de tunge folk til tælling, ikke mindst på en dag, hvor medvinden vil bidrage yderligere til udskilningen.

Desværre er det lidt svært at se, hvem der har den interesse. Efter sidste stigning er der trods alt næsten 50 km hovedsageligt fladt terræn, og et hårdt pres kan derfor meget vel ende med at være spildt arbejde. Faktisk kan det godt blive et problem at få et hold til at kontrollere etapen, for da etapen ikke har en soleklar favorit, er der ikke ét hold, der entydigt sidder med aben.

Det betyder også, at vi kan se frem til en ret livlig start. Alle ved, at et udbrud har en reel chance, og derfor vil mange, ikke mindst de mindre hold, lægge fra land fra start. Det kan give anledning til dannelsen af en relativt kompetent gruppe, og når de er kommet fri, vil det blive interessant at se, hvem der tager initiativ.

Trods usikkerhed tvivler vi på, at udbruddet vil holde hjem. Dertil er der for mange hold med en interesse i klassementet, og hvis ikke andre påtager sig ansvaret, vil vi formode, at Trek, EF, Jumbo og måske UAE vil gøre det. Da Bora samtidig har tre potentielle vindere og en førertrøje at forsvare, vil det være logisk, at også de giver et nap med, og hvis Gianni Moscon, som det nu forlyder, er bedre kørende end ventet, kan Ineos måske endda også komme frem. Med det tyske hold som motor bør det være nok til, at vi får samling.

Det mest interessant er, hvad EF gør. Amerikanerne har det stærkeste hold og har grundlæggende en interesse i at gøre etapen og løbet så hårdt som muligt. Vi har derfor en mistanke om, at de kunne finde på at lægge et relativt hårdt pres, og sker det, kan vi få betydeligt større udskilning, end vi gjorde for tre år siden.

I sidste ende forventer vi altså, at der vil være tilstrækkeligt med hold til at sikre, at et decimeret felt skal afgøre det på målbakken. Den gjorde som bekendt debut sidste år, hvor Egan Bernal sejrede, men dengang kom den efter en langt vanskeligere etape. Denne gang vil alle være friskere, og det vil derfor mere være en puncheuretape end en dag for klatrerne. Derudover er det værd at notere sig, at spurten finder sted i 2000 m højde, og der er som bekendt stor forskel på, hvordan rytterne har det med den iltfattige luft.

Feltet byder både på en stribe relativt eksplosive klassementsryttere samt en række lidt tungere puncheurs, der alle burde kunne se muligheder i denne etape. Spørgsmålet er bare, om balancen tipper mod den ene eller anden ryttertype. Vi så sidste år, at den sidste rampe var relativt hård, og da den bliver stejlere og stejlere, er den formentlig lidt for hård for mange af puncheurtyperne. Samtidig kommer den efter en ret vanskelig etape, og derfor tror vi mere, at det er en dag for de eksplosive klassementsryttere end for de lidt tungere folk.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det får os til at pege på Maximilian Schachmann som vores favorit. Tyskeren har haft en helt eminent sæson, hvor han har været her, der og alle vegne, og han har været en af de allerstærkeste i alle de løb, han har kørt siden Strade Bianche og frem til Liege. Undervejs har han endda forfinet sine puncheurevner, som vi blandt andet så med sejren på 3. etape i Baskerlandet, hvor han vandt en stigende spurt, eller med det flotte topresultat på Mur de Huy i Fleche Wallonne, hvor finalen ellers burde have været lidt for stejl. Når han kan være med fremme der, burde han også sagtens kunne klare denne lettere bakke.

Når der alligevel hersker nogen usikkerhed, skyldes det, at Schachmann har haft en knaldhård sæson, og han har utvivlsomt holdt pause efter klassikerne. Derfor har han næppe samme form nu, og han kan derfor finde finalen en anelse for hård. Omvendt har han i år også været som en Duracell-kanin, der har været med i front overalt, og etapen her kan formentlig koges ned til en enkelt kraftanstrengelse til slut. Med det punch, han har vist i år, er Schachmann derfor vores favorit.

Hans værste rival kunne være Rigoberto Uran . Ligesom Schachmann kommer han til USA med flere spørgsmål end svar efter et forår, der har været ødelagt af et brækket kraveben. Derfor er også hans form usikker, men meldingen fra EF er, at de er kommet for at vinde løbet med den stærke colombianer. Det borger for, at formen burde være ganske hæderlig, og dette er faktisk en finale, der passer ham. Han er måske ikke verdens førende puncheur, og i de senere år har han kun sjældent spurtet, men i et felt uden mange Alaphilippe-typer bør han være en af de hurtigste. Sidste år vandt han en etape i Slovenien på en bakke af denne type, og han har derfor vist, at han har en del af sit gamle punch intakt. Særligt hvis EF har held og styrke til at gøre løbet hårdt, burde han stå ganske godt, og derfor er der gode chancer for, at det bliver til en populær hjemmebanesejr til amerikanerne.

Løbets helt store joker er Gianni Moscon. Der findes ikke mange i denne verden, der har samme punch som ham i finaler som disse. Det så vi blandt andet i sidste års italienske efterårsklassikere, hvor han blandt andet var med helt fremme i det lettere puncheurløb Coppa Sabatini samt i Vueltaen i 2017, hvor han kørte på podiet i en stigende spurt. Hans form er til gengæld meget usikker, efter at et styrt i UAE Tour lagde hans forår i ruiner, og efter at han og holdet blev enige om at droppe Giroen. I fredags sagde Ineos-manager Dave Brailsford imidlertid, at beslutningen var taget for, at Moscon skulle have chancen for måske at vinde lidt i Californien i stedet for at risikere at køre sig i sænk i Italien, og derfor er formen måske slet ikke så ringe endda. Hvis han vitterligt er på toppen, er han i hvert fald svær at bide skeer med i finaler som denne, og så kan han meget vel bringe sine trængsler til ende ved at tage sæsonens første sejr.

Et andet helt åbent spørgsmål er, hvordan Peter Sagan vil klare sig. Målbakken er lige på grænsen til at være for stejl nær toppen til, at slovakken kan matche de lettere folk, men den er bestemt ikke uoverkommelig. En Sagan i storform havde været den store favorit, men spørgsmålet er, om benene rækker. Han havde et rædselsfuldt forår, og efter de helt igennem triste præstationer i Ardennerne er det meget tænkeligt, at han har taget en god, lang pause for at komme sig. Som nævnt ovenfor var dagens sejr mere et udtryk for god positionering end gode ben, og hans niveau er stadig ukendt. Derfor ventes han ikke at være på toppen, og spørgsmålet er, om ikke han kommer til kort efter mere end 4000 højdemeter på en svær bakke, især hvis EF virkelig har lagt fra land. Vi frygter for Sagan, at formen ikke helt rækker til at vinde en så hård etape som denne, men det er klart, at han altid er farlig. Da han sidste havde et skidt forår i 2015, kørte han så stærkt i dette løb, at han endte med at tage den samlede sejr, og gentager han den model, vinder han formentlig også denne etape.

En anden spændende kandidat er Rohan Dennis . Australieren har højst overraskende valgt at satse stort på dette løb, selvom ruten slet ikke passer ham, og da han er kommet til løbet med målet om en samlet top 5, må han formodes at være i topform. Når han er det, er han en ganske hurtig og eksplosiv fyr, som han blandt andet viste, da han vandt en stigende spurt i et stort felt i Tour of the Alps for et par år siden, ligesom han også tidligere har vist det i dette løb, ikke mindst da han vandt på Mount Diablo i 2014. Sidste år viste han også sin spurtstyrke på kongeetapen i Romandiet, og han har ofte talt om, at han kan bruge det som våben til at vinde etaper. Det er klart, at han ikke er nogen Alaphilippe eller Valverde, men i et relativt svagt puncheurfelt som dette, burde han kunne køre med om sejren.

Bora har et stærkt hold til denne etape, og de har faktisk hele tre kandidater. Deres tredje kort er Felix Grossschartner, og selvom han utvivlsomt er den langsomste af de tre, ved vi med ham, at han med sikkerhed er i form, hvilket ikke er tilfældet for Schachmann og Sagan. Med den samlede sejr i Tyrkiet og 4. pladsen i Romandiet har han vist, at han har nået et helt nyt niveau efter flere år med en stille udvikling, og han vil elske en finale som denne. Vi så nemlig blandt andet med 2. pladsen bag Sam Bennett på 2. etape i Tyrkiet og 5. pladsen på 3. etape i Romandiet, at han er en glimrende puncheur, og da han er Boras kaptajn til klassementet, vil han helt sikkert forsøge at køre spurten. Man kan måske frygte, at han ikke helt har farten til at vinde, men i et felt som dette er det ikke umuligt for den formstærke Grossschartner, i hvert fald hvis dagens lidt besynderlige tidstab ikke skyldes sygdom.

EFs bedste kort er Uran, men det skal også blive spændende at se, hvad supertalentet Sergio Higuita kan præstere. Som nævnt i den overordnede optakt til løbet har han haft et drømmeår, hvor han i alle sine starter har taget kampen op med WorldTour-rytterne, og han har derfor vist, at han har niveauet til at være med i dette felt. Samtidig har han vist en glimrende spurtstyrke, som da han vandt favoritgruppens spurt på kongeetapen i Andalusien, eller da han vandt kongeetapen i det mindre Volta ao Alentejo. Han er formentlig i topform forud for sin WorldTour-debut, og han vil elske, at etapen finder sted i 2000 m højde. Der er en risiko for, at han skal arbejde for Uran, men da det på holdet lyder til, at han har en fri rolle, kan han sagtens ende med at overraske igen på denne etape.

Richie Porte er som nævnt i den overordnede optakt vores favorit til den samlede sejr, og hvis han endelig er kommet sig over sine mange sygdomsperioder, burde han være feltets i særklasse stærkeste klatrer. Denne etape er imidlertid ikke helt ideel for ham, og formentlig er målbakken for kort og eksplosiv for ham. Porte har imidlertid et bedre punch, end mange tror, hvilket vi hvert år ser i Tour Down Under, og som vi så på 6. etape i Tour de Suisse sidste år, hvor han på en ganske lille bakke kørte alle de øvrige favoritter ud af hjulet. Vi har vores tvivl om, hvorvidt han kan gentage det på en bakke, der trods alt ikke er verdens stejleste og længste, men har Porte fundet sin superform, kan han i et felt uden superpuncheurs godt vinde en etape som denne, ikke mindst hvis EF får gjort det knaldhårdt.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

UAE kommer med stortalentet Tadej Pogacar, der er en af topfavoritterne til den samlede sejr. Som nævnt i den overordnede optakt er der usikkerhed om, hvorvidt han stadig er frisk nok efter et langt og hårdt forår, men har han stadig sin superform, er han konkurrencedygtig på en etape som denne. Nogen superpuncheur er han bestemt ikke, men vi så blandt andet i den eksplosive finale på 4. etape i Baskerlandet, hvor han var en af tre, der kunne følge Adam Yates, at han slet ikke er dårlig på korte bakker. Det viste han også med sin flotte spurt på toppen af Foia på 2. etape i Algarve, hvor han tog sin første sejr, og han er derfor en ganske habil afslutter. Denne finale er dog nok trods alt for nem for ham, men med det, han har vist hidtil i år, kan han overraske igen.

Katusha har to ganske gode kandidater i Nathan Haas og Jose Goncalves. Begge har tidligere vist sig som fremragende puncheurs, Haas i blandt andet Amstel Gold Race, Tour of Oman, Tour Down Under og Vuelta a Burgos, og Goncalves særligt i Vueltaen i Caja Rural-tiden. Desværre har de også begge haft en meget skidt sæson. Haas har været syg, og efter at han endelig viste lidt i klassikerne, skuffede han fælt igen i Yorkshire. Goncalves har aldrig fundet formen og viste intet i Ardennerne. Vi tvivler derfor på, at de kan være med fremme, men på papiret er de begge ryttere, der kan køre med om sejren i en finale som denne.

Er etapen for hård for Magnus Cort og Davide Ballerini? Formentlig ja, ikke mindst hvis EF lægger pres på, men helt afskrives kan de ikke. Begge er nemlig ganske klatrestærke og gode puncheurs, og når en mand som Stuyven kan klare stigningerne, kan de naturligvis også. Spørgsmålet er snarere, om de også har benene til at vinde en puncheurspurt, der nok trods alt er en anelse for stejl for dem begge. Omvendt så vi sidste år, at Cort slog Van Avermaet i en tilsvarende finale i Yorkshire sidste år, og har han igen fundet samme form efter sin klassikerpause, kan han overraske. Dagens tidstab skyldtes en defekt og siger intet om hans niveau. Ballerini viste fremragende form i Frankfurt, hvor han kørte som en motorcykel i udbruddet og ikke var langt fra at vinde, og selvom han er bedst i en flad spurt efter en hård dag, har han på papiret evnerne til at køre en finale som denne.

Meget af det samme kan siges om Zdenek Stybar. Tjekken havde sit hidtil bedste forår og vender nu tilbage efter en pause. Derfor kan heller ikke han ventes at være i form, og vi vil blive overraskede, hvis han allerede nu kører med om sejren efter 4000 højdemeter. Omvendt har han jo i år kørt som en motorcykel, og den sidste etape burde passe ham. Deceuninck har også Remi Cavagna, der to år i træk i Tour of Guangxi har vist visse evner i denne type finaler, men som faldt helt igennem i Ardennerne, hvor han kun kunne bruges til det allertidligste føringsarbejde, og formentlig får det for hårdt.

Endelig vil vi pege på Floris De Tier. Belgieren er i landet for at køre for Bennett, men måske kan han få lov at søge sin egen chance her. Han har kun sjældent vist det efter skiftet til Jumbo, men vi så i Amstel og med 5. pladsen på 4. etape i Andalusien i 2018, at hans punch i eksplosive finaler er godt. Til gengæld er han også en meget ustabil type, hvis niveau er yderst svingende, og efter en skuffende præstation i årets Amstel ved vi ikke, om han har benene og heller ikke, om han overhovedet får chancen.

Finalen formodes at være for hård for klatrestærke sprintere som Danny Van Poppel, Sondre Holst Enger, Cees Bol og Edwin Avila. Til gengæld kan det blive interessant at holde øje med de unge amerikanere Ian Garrison, Tyler Stites og Alex Hoehn, der alle synes at have et vist punch, ligesom Gavin Mannion og den ustabile Diego Rosa også har det. Generelt bør alle klassementsryttere være med fremme, men det er kun de ovennævnte, der har eksplosiviteten til at køre med om sejren.

Feltet.dks vinderbud: Maximilian Schachmann

Øvrige vinderkandidater: Rigoberto Uran, Gianni Moscon

Outsidere: Peter Sagan, Rohan Dennis, Felix Grossschartner, Sergio Higuita, Richie Porte

Jokers: Tadej Pogacar, Nathan Haas, Jose Goncalves, Magnus Cort, Davide Ballerini, Zdenek Stybar, Floris De Tier

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Egan Bernals sejr fra 2018, hvor etapen havde samme rampe op til mål, men generelt var betydeligt sværere.